Sne/3
Men Daniel Jürges led ved dette Hus og ved denne Krænkelse mere, end nogen havde Anelse om.
Thi det var saa aldeles modstridende mod hans hele Natur at have det hæslige for Øie. Hans Livsanskuelse var ideel, og de klassiske Studier havde bøiet hans Aand mod det skjønne og det gode. I sit Studenteraar havde han været den første Latiner og senere en stor Taler og Visedigter i Samfundet. Han var en af de faa Theologer, som kunde gaa med paa mangt og meget uden at kompromittere sig og uden at forspilde Fornøielsen for de andre.
Slægten var en gammel Embedsslægt, som i Generationer havde flyttet Landet rundt fra Embede til Embede — bestandig med Ansigtet vendt mod et Departement.
Deres Blod havde oprindeligt været dansk eller tysk; og skjønt det var blandet saa mange Gange, blev der altid over Slægter som denne noget af det fremmede, som fordum syntes lint. Og da det omflyttende Liv i bestandig Higen mod bedre Embeder ikke gav de opvoxende Børn nogen hjemlig Stedkjærlighed, kom Landet til at staa for dem som et stort Departement i det frie, hvor man avancerede jævnt ved liden Møie og meget Taalmod.
Ved de stadige Flytninger og Ombytninger af Embeder, som man maatte holde Øie med i Hovedstadens Avis og i Statskalenderen, udviklede der sig i Embedsslægterne et ganske overordentligt Personalkjendskab. Og de juridiske Embedsmænd maatte ogsaa holde Øie med de geistlige og Lægerne; thi ved Giftermaal og Forbindelser hang de alle sammen helt opover til Bisper og Statsraader, som holdt Traadene. Derfor optog Interessen for selve dette Net af Embedsværk deres meste Tanke, saa at de mindre følte Forskjel eller Forandring i det Folk, over hvilket det var spundet.
En Ting var spændende ved et nyt Embede paa Landet. Man kunde træffe den behageligste Omgang baade for Kortbordet og Sæterture — endogsaa Partier for Børnene; men man kunde ogsaa træffe Bygder, hvor man var aldeles henvist til sig selv. Bønderne var omtrent de samme overalt.
Men Bonden kjendte de tilbunds fra gammel Tid, baade hans Snedighed for Retten, hans utrolige Svineri fra Sygebesøgene, de kjendte ham i hans Uvidenhed og Overtro og i hans Søndagsklær fra Tidemands Malerier.
Han var et specimen for sig, ingenlunde blottet for Interesse; — Bonden var vel værdt at studere. Men saa skulde det rigtignok ogsaa være af dem, der kjendte ham, som havde „levet sammen med ham“.
Da derfor Tidens Tanker og Videlyst tog Veien fra Guder og ophøiede Mennesker nedover til de smaa og simple, og alverden slog sig paa Bondeforgudelsen, saa var dette en ligefrem Forargelse for de gamle erfarne Embedsslægter — en Forargelse, som bredte sig udover til Sønner og Nevøer og Fætteres Tanter og Husholdersker, udover alt, hvad der var af Smag og lntelligens, — udover hele Hovedstadens Avis.
Men Daniel Jürges fulgte ikke med i dette. Der var et freidigt Drag i hans Karakter, som førte ham til Opposition mod de gamle fastslaaede Meninger. Han ligte godt det nye Syn paa Folket; og som ungt Menneske var han med at hilse Bonden velkommen i Literaturen og i Samfundslivet.
Hans Fader naaede at blive Stiftsprovst i Kristiania, og Daniel havde derfor levet sin Studietid i Hovedstaden ikke som en fremmed, men som en af Byens egne. Som Søn af en høitstaaende Embedsmand i Kirken, stod alle Kredse ham aabne; og naar han vilde gifte sig, kunde han vælge.
Han valgte da ogsaa den smukkeste og den, om hvem Selskabslivets Glans samlede sig hin Vinter. Og nu stod han ved Indgangen til en hæderfuld og velsignet Løbebane. Han behøvede blot at pege paa en Begynderplads i Hovedstaden eller i Nærheden, for saa snart det anstændigvis lod sig gjøre at stige op i de gode Stillinger, hvor Livet ikke blot bragte, hvad det lille Samfund overhovedet kunde byde de mest begunstigede; men hvorover den hellige Myndighed tillige lagde noget af den Fred, som er over al Forstand.
Han var som skabt til Hovedstadspræst, og det havde han selv altid hørt om sig. Hans Ydre var smukt og vilde med Tiden blive stateligt, hans Stemme velklingende og stærk; og i hans Væsen var der en klædelig Blanding af den belevne Verdensmand og den afrundede Høihed ved en Herrens Tjener.
Men Kandidat Jürges var ikke den Mand, som dovent vilde seile sit Liv ned ad Strømmen i Solskin. Det var ham modbydeligt, naar de sagde, han burde være Præst for de dannede og fine Folk. Han vilde netop vise, at Livets tunge Alvor saare vel lader sig forene med den selskabelige Lethed; og det blev ham en Trang ved sit Liv at vidne, hvorledes Aandens Kald udgaar uden Forskjel, hvorledes netop han, om hvem kanske ingen skulde tro det, havde faaet Hjertelaget og Forstaaelse for det i Verden ringe og foragtede.
Derfor tog han sin fine unge Kone lige ud af Balsalen og førte hende vel indpakket i Pelsværk op til et lidet Præstekald langt nordpaa.
Han lo, og de lo begge, naar de tænkte paa al den Forbauselse, al den Skuffelse og Forargelse, de efterlod. Han havde været en af de interessanteste unge Mænd i Selskabslivet, og hun havde samlet det bedste, der var i Byen, om sin Musik og sin glade Elskværdighed.
Og naar de læste Brevene sammen i den første Lykkens Tid i deres lille latterligt ubekvemme Præstegaard, da svulmede hans Hjerte ved Tanken om, hvad han havde gjort. Og hans lille Kone saa op til ham, — famlede efter Ordene, fyldtes ligesom altfor overvældende af Beundring og kunde bare sige: min Gud! hvor du er stor — Daniel!
Han begyndte at arbeide og prædike med Iver og Veltalenhed; og da det efterhaanden gik op for ham, at de ikke forstod det allermindste — hverken, hvad han sagde eller, hvad han mente med det, han gjorde, kom han til den Overbevisning, at han havde taget feil — ikke for sit eget vedkommende, men af Kaldet. Saa langt nordpaa var Folket ikke endnu kommet udover den første haarde Kamp for Livet, og den optog alle deres Evner. Selv de simpleste religiøse Forestillinger vare uklare og sløve, og af Kundskab var der slet ikke noget.
Men Daniel Jürges tabte ikke Modet og bøiede ikke af. De skulde alligevel faa Uret — de dernede i Hovedstaden, som havde spaaet, at han ikke vilde holde det ud; han skulde vise dem, at han holdt ud.
Og det gjorde han — Aar efter Aar. Stærk og sund klarede han Reiser til Lands og Vands, og han brugte aldrig at klage, han bare beskrev. De sad angstfulde og lyttede — hans lille Kone og Børnene, eftersom de voxte til, naar han skildrede sine farefulde Baadfarter og Fjeldvandringer; men han smilede og sagde: javist var det slemt; men jeg klarer det dog — som I ser, — med Guds Hjælp.
Og efterhaanden vænnede han sig i sin Ensomhed til at fortælle sig selv, hvad han oplevede og hvad han tænkte. Han forestillede sig da altid, at nogle af hans Venner der sydpaa stod for ham med et overlegent Smil, som veg efterhaanden, mens han lagde ud om sit Liv, sine Prøvelser og Savn, og hvorledes han bar dem.
Denne tænkte Underholdning, som ikke lik Svar, blev efterhaanden næsten alt hans Samkvem med Slægt og Venner, og det daglige Stel med Børn og Tjenestefolk og Gaardens Drift afvexlede med Søndagens Præken, Fattigkommissionen og Samtaler i Kontoret, som han lærte at afknappe.
Men hverken alt dette eller noget enkelt af det formaaede at optage Daniel Jürges helt. Saavel hans mange Kundskaber som hans foretagsomme Karakter gav ham baade Lyst og Evne til en Virksomhed langt ud over den lille Krog, hvor han beskedent havde valgt at virke.
Ligesom han havde tilbragt sin Ungdom i alvorlige Studier og i levende Interesse for omtrent alt, hvad der bevægede Samtiden i Evropa, saaledes skulde ingen sige om ham, at han dovnede af i Ensomheden. Der var fremdeles intet oppe i Tiden paa noget Felt, som han ikke kjendte til og havde sin Dom om. Saa fjernt som han sad, laa dog alt ligesom aabent for hans Blik; og mangengang maatte han smile, naar han saa, hvor de fór vild — Menneskene, — han maatte smile, naar han tænkte paa, at heroppe i en Kløft mellem Fjeldene sad en beskeden norsk Præstemand, som ingen spurgte tilraads; men som kanske alligevel kunde givet Svar som ingen anden.
Han læste fra først af udelukkende Hovedstadens Avis.
Men eftersom det store Blad med Dobbeltnummere og Tillæg optog mer og mer af hans Tid, vaagnede Læselysten, som var knækket til Examen; og han begyndte at drive Studier paa egen Haand med Avisen som Grundlag. Foruden sin Faders Bogsamling lod han ogsaa sin Boghandler i Kristiania sende en og anden Bog, som han fik Lyst paa efter Avisen, og derved fik han Anledning til at øve en Kontrol, som i høi Grad skjærpede hans selvstændige Tænkning.
Thi om han end ikke i et og alt var enig med de udmærkede Mænd, som skrev i Hovedstadens Avis, saa var de dog saa vel underrettede og saa skarpe i Tanken, at det var ham af høieste Interesse at se, naar de ankom til Resultater, hvortil han allerede selv var naaet. Og denne Overensstemmelse blev ham mer og mer paafaldende, jo længer han levede i sine ensomme Studier; og det opvakte mangengang hans Beundring, hvorledes disse Mænd, som dog i meget var saa forskjellige fra ham, kunde finde frem til hans egen Tanke ad Veie, som vistnok stundom imponerede ham, men som ofte var ham usmagelige.
Og i Aarenes Løb mærkede han til sin store Glæde, at det var saa langt fra at gaa med ham som man kunde vente og som de ganske vist ventede, hans Venner i Byen: at hans Aand skulde sløves og den Iver kjølne, hvormed han greb og omfattede en Tanke eller en Anskuelse.
Han følte tvertimod med en vis Overraskelse, hvorledes der øgte i ham en Nidkjærhed for Sandhed og Ret. Som han læste om de ulmende Gløder i Daarskabens og Ondskabens store Arnesteder, om det hæslige, som trængte sig frem overalt Haand i Haand med det onde, — da følte han vælde frem i sit Hjerte et Had — et vældigt Had, som stundom kunde drive ham op af Stolen, saa han rystede sine stærke Arme udimod denne Oprørets og Løgnens lede Yngel, — som en Samson stod han skjælvende af Vrede, — indtil han besindede sig, at han sad alene i sit Kontor, en stille Guds Tjener, der gjorde sin Gjerning — tro i det lidet.
Men der kom ogsaa Stunder, hvor han tvivlede om, at det var Ret saaledes at sidde og tie stille; mens det raabte saa høit inde i ham. Hele sit Liv havde han været paa Vagt mod sin Forfængelighed, — derfor sad han jo ogsaa, hvor han sad —; han kjendte godt sin Skjødesynd; men de skulde ogsaa faa se, at han ikke gav efter for den. Hvis han vilde tale, saa vidste han, at det vilde høres over det hele Land, og alles Øine vilde rettes mod ham. Men netop derfor vilde han ikke. Naar han gjenfandt sine egne Tanker i Hovedstadens Avis, smilede han resigneret, og lod de andre beholde Æren. Og naar han i en endeløs Samtale med en gammel syg Fattigkone kom til at tænke paa, hvem han egentlig var — han, som sad her og tøvede i disse smaa forkrøblede Tanker, da gik der en bevæget blød Stemning gjennem ham — ligesom af Rørelse; og med sin milde Stemme talte han Ord saa simple og enfoldige, at han næsten kom paa Graaden selv.
Men tilslut gav han for en Gangs Skyld efter og skrev en Anmeldelse af en ny Bog. Det forekom ham, at Pligten denne Gang var altfor bydende. Det gik ikke an, at han, hvis Navn — omend ikke nævnt blandt de første — dog havde en god Klang der, hvor den formskjønne og rene Poesi skattedes, — dersom han nu ikke vilde sige et Ord, saa kunde det hænde, at mange — især af de unge — kom rent i Vildrede med sine literære Begreber.
Thi den nye Bog — saa forfeilet som den var — havde et vist Sving; der var noget ved den, som paa en pinlig Maade mindede ham om, at han selv havde været med paa Bondeforgudelsen, dengang den begyndte. Det forøgede Følelsen af Pligt for ham; han skyldte at forklare, hvad der oprindelig havde været af godt og berettiget ved „det simple“ i Literaturen, for saa med en Gang og eftertrykkeligt at sætte en Stopper for den beklagelige Misforstaaelse, ud af hvilken den nye Bog var skrevet.
Det gjorde han ogsaa — ret skarpt, men dog med et godmodigt Smil for Feiltagelsen; og han sendte sin Anmeldelse til Hovedstadens Avis med sit gamle velkjendte Mærke D.
I de Dage, det tog, før han kunde se sig i Avisen, fik han efter saa lang Tid igjen føle Spændingens Glæde. Han forestillede sig levende, hvilken Opsigt det vilde gjøre — et Ord fra hans Haand — selv om det ikke var andet end en Anmeldelse. De vilde føle dernede i Byen, at han holdt Øie med dem; der vilde ganske vist blive talt, kanske skrevet om hans Artikel; det skulde dog more ham at se, hvorledes hans egne Tanker tog sig ud mellem de andres i Hovedstadens Avis.
Alligevel lo han af sig selv og betvang denne uværdige Følelse; og da endelig den Post kom, hvor det ganske sikkert maatte findes, gik han sig først en lang Tur, for at vise sig selv, hvor liden Vægt han lagde paa det.
Langsomt satte han sig tilrette i Kontorstolen, aabnede Postvæsken, foldede Aviserne ud og lagde dem iorden. Men idet han derpaa vilde tage Brevene — som han pleiede, saa han midt foran sig paa tredie Spalte den nye Bog, og han begyndte at læse, — ikke fordi han ikke kunde styre sig; men fordi de første Ord i Anmeldelsen ikke syntes ham kjendte.
Det var hellerikke hans Ord; Øinene løb hurtigt nedover Spalten, — det var aldeles ikke hans Anmeldelse. Hurtig slog han Bladet om: Q stod der, det var den bekjendte Q, hvis Dom han høiagtede, — men alligevel!
Hans egen Anmeldelse maatte være kommen for sent, — det haabede han ialfald; ellers vilde det være altfor ærgerligt. Nu gad han ikke læse Q og tog fat paa Brevene — et Pengebrev først.
Men al hans Interesse vendte pludseligt tilbage. Det var Tak og Honorar fra Hovedstadens Avis. Anmeldelsen var kommen saa sent, at den høiagtede Q bare havde faaet Tid til at indflette nogle af den ærede Anmelders Tanker i sin allerede færdige Artikel; og derfor sendte de Honoraret, idet Redaktionen i de mest elskværdige Ord haabede ved given Leilighed — en saa udmærket Pen — det velkjendte Mærke — og saa videre.
Daniel Jürges følte sig alligevel ubehagelig — især ved disse Penge, som han ikke syntes, han havde gjort rigtig Fyldest for. Men hvad der endte med at gjøre ham fuldstændig fortrædelig, var denne Bemærkning i Brevet:
„Redaktionen tillader sig ogsaa at gjøre den ærede Anmelder opmærksom paa, at vor høiagtede Medarbeider Q i Bladets Gaarsnummer, som følger vedlagt i særskilt Pakke, udtaler sig om end i samme Aand og Retning som den ærede Anmelder saa dog med adskilligt større Skarphed i flere væsentlige Punkter. Det kan hellerikke være anderledes, end at den, som paa nært Hold møder Tidens literære Excesser, finder haardere Ord for sin Dom end den mere tilbagetrukne, der i sin stillere Virkekreds fornemmer Tidens Larm ligesom afdæmpet og formildet ved Afstanden. Og uagtet Redaktionen i fuldt Maal yder den humane og elskværdige Aand, som raader i Deres udmærkede Anmeldelse, sin Anerkjendelse og under andre Forhold sit ubetingede Bifald, vil den dog ikke undlade at paapege, at det formentlig — saaledes som de literære Forhold nu stiller sig, saavel ude som ogsaa især i de senere Aar herhjemme —, vil være mere overensstemmende med den gode Smags ikke mindre end med Moralens og Sædelighedens Fordringer, om det indtrængende Uvæsen strax mødes med en skarp og energisk Protest.“
Det rammede Daniel Jürges midt i hans Inderste. Han var for langt borte fra Livet til at høre og forstaa; han vidste ikke fuld Besked, var ikke paa Høiden i sin Dom om et af Tidens Træk — til og med i Literaturen, — kunde det være muligt?
Nu kastede han sig over den høiagtede Q og læste Anmeldelsen i en Fart.
Bagefter sank han tilbage i Stolen og blev siddende uvis og ulykkelig. Det blev ham snart klart, at det ikke var andet end høfligt Snak, naar Redaktionen skrev, at Q havde øst af hans Tanker, — ak! —— de vare som Kildevand og Mælkeblande mod dette.
Men var det nu ogsaa sandt, — var der virkelig gjemt saameget ondt og samfundsfarligt i denne simple Fortælling, som kun havde irriteret ham ved sin Mangel paa Poesi og sand Følelse?
Han greb den ulykkelige Bog, som endnu laa paa Kontorbordet, og slog op Pagina 73, som den høiagtede Q særlig havde fremhævet; og da han havde læst lidt, blev han blussende rød.
Thi det var sandt. Den store Skam var overgaaet ham, at han var seilet agterud.
Det maatte alligevel være de simple grove Mennesker, blandt hvilke han boede, som tiltrods for alt gjorde Luften tyk og uklar, saa han ikke skarpt nok kunde opfatte Tidens Tegn, uagtet han havde dette Overblik, og var saa vel inde i alt. Nu indsaa han, efterat Q havde aabnet hans Øine, at det, han overlegent havde taget for en Overdrivelse — en Udvæxt paa en i og for sig berettiget Gren af Literaturen, det var de laveres Had mod de høiere og mod den Høieste.
Og selve Pagina 73, som han vistnok havde læst med Mishag, fordi han havde følt, i hvor høi Grad Forfatteren manglede Evnen til at skildre den ideelle Kjærlighed, — nu saa han; — og han skammede sig, — næsten somom han selv havde været med paa noget uanstændigt.
Men medens han sad saaledes og ligesom følte, hvorledes han sank og sank, reiste det sig foran ham tydeligere og tydeligere dette: hvorledes kunde han forsvare at lade sig synke?
Thi naar han i en Ting som Literaturen, hvor han dog uden nogen Mistanke for Forfængelighed kunde sige om sig selv, at han havde været en af de første, naar han der var kommen saa langt af Veien, hvor kunde han saa vide, om han ikke ogsaa i andre Ting — ja i alt — var bleven liggende; — om han ikke tilslut var bleven netop det, de havde spaaet ham med saa megen Beklagelse, dengang han forlod Hovedstaden: en fortørket Bondepræst i en Udkant af Verden.
Hele hans Liv vilde derved blive meningsløst; det var jo netop det, som skulde bevises, at han holdt sig paa Høiden — trods Ensomheden, trods Afstanden; — og nu?
Han læste Q en Gang til, og Afstanden blev mer og mer overvældende; og dog var denne Q, som han vistnok høiagtede, aldrig nævnt som en Begavelse, der i nogen Henseende kom op imod hans egen.
Det var altsaa saa, at han daarligen havde nedgravet sit Pund; og i sin dybe Modløshed erkjendte han, at han i Frygt for sin Skjødesynd Forfængeligheden var drevet ud i en anden, som kanske var værre.
Men denne smertelige Opdagelse blev ham i samme Stund ikke blot en Tugt, som han tog imod og bar; men den løftede ham lidt efter lidt saa helt ud af Modløsheden, at han næsten med Taarer takkede Gud, fordi han havde opladt hans Øine, mens der endnu var Tid. Og han tog sit Papir og skrev med det samme sin Ansøgning til det store Kald sydpaa, som Bispen havde givet ham Vink om at søge; og da han havde forseglet Brevet, reiste han sig op som et Menneske, der har vundet en Seier over sig selv.
Og denne Beslutning klarnede paa en forunderlig Maade meget for ham. Han kom nu til at tænke paa, om der ikke havde været et Drag af Forfængelighed i den haardnakkede Fasthed, hvormed han holdt ud paa denne usle Post, hvor hans Kone var saa syg og mistede saa mange Børn. Da hun derfor med taknemmelige Taarer bad ham, endelig ikke for hendes Skyld at vige et Haarsbred fra sin Pligt, svarede han hende aabent, at det ikke udelukkende var for hendes Skyld; han trængte ogsaa selv til at komme sydover.
Kaldet fik han strax og kom fuld af Mod og Virkelyst. Men saa skulde det begynde saa uheldigt med det gamle Hus og Tømmeret.