Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 452-456).
◄  V.
VII.  ►

Grandalens Præstegaard den 5te April l884.

Min egen kjære Johannes!

At du ikke skal læse hele dette Brev, jeg nu begynder og som kanske kan blive langt, i Spænding og Uvished, vil jeg allerede strax begynde med at sende dig min faderlige Lykønskning til din Forlovelse; og maatte den Herre Gud, under hvis Øine jeg er overbevist om, at du har følt dig i denne Sag, ogsaa fremdeles stadfæste sig som den trofaste, der aldrig slipper os, saalænge vi ikke slipper ham.

Dit Brev af 2den dennes er skrevet ud af den ægte sønlige Aand, som jeg kjender hos min Johannes; og jeg skal gjengjælde dig din Aabenhed, idet jeg, for at give dig et godt og paalideligt Raad, vil paakalde ikke blot min faderlige Kjærlighed, men ogsaa et forholdsvis langt og ikke ørkesløst tilbragt Livs kristelige Erfaring. Først maa jeg yde dig min fulde Anerkjendelse, fordi du saa ganske har holdt dig fri for de Forelskedes almindelige Overdrivelser i Skildringen saavel af sine egne Følelsers Styrke og Varmegrad som af den Elskedes Deilighed og fortræffelige Egenskaber. Dette dit Maadehold giver mig — den erfarne Mand — den bedste Garanti; og det er hovedsageligt paa dette selvsamme Maadehold, at jeg bygger mit Haab om velsignelsesrige Følger af dit Valg saavel for dig som for hende — ja udover videre Kredse. Thi der er jo unægtelig adskilligt ved din Forbindelse med denne unge Dame, som — om end ikke ligefrem, hvad jeg vilde kalde betænkeligt, dog er af saa stor Betydning, at det fuldt ud kræver den rolige Overveielse, som den blinde Elskov sjeldent levner noget af. Jeg mener ikke saa meget de ydre Forhold; den Pramske Familie er, om end noget blandet og — som du selv siger — visselig ikke uden mindre gode Elementer, dog altid en af de bedste inden Kjøbmandsstanden; og hvad den Rigdom angaar, som du med saa megen Samvittighedsfuldhed hentyder til, saa bør ikke den forvirre eller forurolige dig. Thi for det første vil du i din egen Bevidsthed have et tilstrækkeligt Værn mod de onde Tunger, som — det maa du være forberedt paa! — ikke ville forskaane dig for de mest nærgaaende Beskyldninger, naar det nu viser sig, at du er bleven forlovet med en af Landets rigeste Arvinger. Og hvad dernæst selve Rigdommen angaar — disse Penge, som for saa mange er Livets Sum, saa vide jo vi — som Kristne, baade hvor ringe de ere, men og hvor farlige de kunne blive. Det er imidlertid overfor et Menneske i din Alder og med din ideelle Udvikling mindre væsentligt og nødvendigt at fremholde Rigdommens Fristelser og Farer; snarere maa jeg som den mere verdenserfarne advare din mod altfor meget at ringeagte det jordiske Gods. Der er nemlig i den rigelige Besiddelse af Guds timelige Gaver foruden den Lykke at kunne give og meddele de Trængende — ogsaa gjemt en anden Velsignelse, som Gud mange Gange baade fordum og nu har udøst over dem af sine Tjenere, som han har udkaaret til at fuldføre sine evige Raadslagninger blandt Menneskene under mere omfattende Former og paa en — menneskelig talt — mere storartet og mægtig Maade. Den rige og overflødige Besiddelse af Livets Goder i Forbindelse med et ydmygt Sind og en enfoldig kristelig Barnetro — dette min kjære Søn! er vistnok Gaver, som kun saare sjeldent falde i et enkelt Menneskes Lod; men vi vide dog — Gud være lovet, at de findes forenede. Og dersom du — min dyrebare Johannes! skulde være udseet til en af disse enkelte, saa vilde dette for mig være ligesom et klart Lys til Forstaaelse af Guds vidunderlige Kjærlighed og Miskundhed. Thi mit eget Liv er — som du ved — hengaaet i stille og beskedent Arbeide i Herrens skjulte Vingaarde; og om jeg end nu paa mine forholdsvis gamle Dage er bleven næsten nødt til at indtage en Post i de forreste Rækker i Kampen mod Løgn og Vantro, saa er dette dog for intet at regne — det tør jeg vel nu sige uden at frygte for Slangens List! — det er dog ingenting imod, hvad jeg kunde være blevet for mit Land og Folk, om jeg fra Ungdommen havde medtaget, hvad Livet saa rigeligt bød mig Anledning til af de Midler og den Magt, der bærer et Menneske frem og op til sin Samtids høieste Høider.

Men jeg havde min Pæl i Kjødet, og Gud være lovet, som tidligt viste mig den. Jeg vilde ikke gaa den Vei, som baade mine Venner og — til dig tør jeg nok sige det — mine Evner anviste mig; jeg følte, hvor Forfængelighedens Fristelse laa nær et Menneske udrustet saaledes som jeg; og jeg tør sige, at det med Guds Hjælp lykkedes mig at undgaa Faren. Hverken ved mit Ægteskab eller paa min Embedsbane har jeg nogenside seet hen til de Fordringer, en anden i mit Sted muligens kunde villet stille. Men naar jeg nu — uden at rose mig selv kan fremlægge mit Liv i dets Tarvelighed og mangehaande Forsagelse, saa vil jeg paa samme Tid som jeg takker den Herre Gud, som har ført mig, ogsaa tilstaa for dig — min kjære Søn! at det ikke altid har været saa klart for mig, om jeg ogsaa handlede ret i at være saa strængt paa Post mod mig selv. Der er i Følelsen af sine egne Evner noget berettiget, som man kanske ikke trodser helt ustraffet i Længden. Men netop derfor gjorde Efterretningen om din Forlovelse et saa dybt Indtryk paa mig. Thi dersom det har behaget Gud at finde dig — min Søn mere værdig og mere skikket til at bære et stort og rigt Livs Ansvar, saa vil jeg deri se en Belønning for min egen Forsagelse; og du bør da kanske ogsaa i alt dette jordiske Gods, som din lykkelige Kjærlighed bringer dig i Tilgift, se et Vink fra oven, som du bør nøie give Agt paa i Lydighed og Taknemlighed. Og om du end med din Alder og forholdsvis ringe Erfaring i Livets praktiske Skole kan være tilbøielig til at undervurdere de materielle Midler, saa maa du tro mig paa mit Ord, at til alle Tider og især — saa synes det — i Tider som disse betjener Gud sig mer end nogensinde netop af disse materielle Midler i Kampen mod selve det mest materielle — Materialismen selv. Og jeg, som nu er midt oppe i den Bevægelse, der ligesom et Uveir farer hen over Landet, uden at jeg noget Øieblik forvirres af Tvivl eller Raadløshed, jeg kan se og ser allerede tydeligt for mig, hvilken Magt og Væxt til det gode der ligger gjemt og saa godt som ubrugt i din tilkommende Svigerfaders Navn, og som i Forbindelse med den uhyre Støtte, som baade direkte og indirekte ligger i en solid økonomisk Baggrund vil være for den gode Sag af stor — ja uendeligt stor Betydning. Saaledes er du — min egen kjære Søn! muligens udseet til at tilføre os nye Kræfter og ny Velsignelse, og maaske vil du engang, naar Seieren er vunden for Kristendommen og den sædelige Samfundsmoral, komme til at nyde Frugterne i et lyst og rigt Liv under en kristelig og kraftig Regjering —

Dette var nogle af mine Tanker ved Læsningen af dit kjære Brev; men som jeg ovenfor har sagt og som du selv siger — disse din tilkommende Hustrus ydre Livsforhold er jo ikke det væsentlige hverken for dig eller mig. Langt vigtigere og det, hvorpaa det egentlig kommer an, er et Menneskes indre Liv og hans Gudsforhold. Og det har gjort mig godt og varm om Hjertet at se, med hvilken Samvittighedsfuldhed og med hvor meget Alvor du har opfattet og bevaret din lille Strid med den Elskede om Spørgsmaalet Præst eller ikke Præst. Men tilgiv — min kjære Dreng! om din gamle Fader har trukket ganske smaat paa Smilebaandet over denne megen Høitidelighed. Thi vel er det ikke stort, du fortæller mig om din Gabriele; men saa underligt er det nu engang: ikke alle behøver lige meget for at forstaa en Ting. Og jeg — ser du — jeg er ogsaa i den Retning meget nøisom. Jeg har allerede et ganske godt Billede af din Kjæreste, — paa visse Punkter ser jeg kanske — hvis du tillader — endog klarere end du selv. Hun er frisindet og fordomsfri — især i religiøs Henseende; hun ved, at Præsterne altid har holdt paa Trældom og Mørke; hun elsker de Fattige og de Undertrykte og taaler ikke den mindste Forurettelse af de Svage. Hun har reist og hun har læst; og hun har altid været rig nok til aldrig at støde paa en uovervindelig Modstand. Nu elsker hun en ung Mand, og han vil være Præst? — umuligt! — aldeles utænkeligt!

Hvad skulle nu vi to gjøre — du og jeg — min Johannes? Jo, vi skal lære denne elskværdige unge Dame at tænke dette, og ikke blot tænke sig det som en Mulighed; men vi skal hjælpe hende saaledes, at hun skal takke sin Gud og sin Præstemand, fordi hun lærte at bøie sig — ikke blot for den jordiske Elskov, men for Guds uendelige Kjærlighed. Og mit Raad til dig er derfor kortelig dette: lad hende komme; — lad hende bare komme hidop til Grandalens Præstegaard nu i Paasken, saa vil jeg vædde med dig om en god Cigar, at til Pintse er en Præstefrue hendes Ønskers Maal.

Ja bliv nu ikke vred over min spøgefulde Tone. Jeg paaskjønner og glæder mig over dit Alvor i denne Sag, og jeg billiger fuldstændigt din Fremgangsmaade. Det er hverken klogt eiheller har vi Lov til at forspilde, hvad der for os og andre kan blive til Gavn og Velsignelse, ved at sætte Ord mod Ord i Uforsonlighed. Du skal se, Gud vil nok alting mage; og min ringe Bistand skal du faa, — det lover jeg dig; du ved, jeg har adskillig Evne til at omgaaes Mennesker. Hils hende nu foreløbig paa det kjærligste fra en gammel Præst og sig hende, at jeg ikke skriver, fordi jeg haaber snart at kunne ønske hende mundtlig velkommen som Datter. Ogsaa fra Moder maa du hilse; hun blev naturligvis meget glad, men dog noget altereret — den Stakkel! over at skulle modtage en ung, fin Dame paa Bispekammeret. Nu gaar du naturligvis ogsaa strax til Prams, hvor jeg beder dig frembære vore Hilsener. Fruen er — som du vel ved — Datter af Byfoged Bennechen, og jeg mindes den Opsigt, det vakte, da hun tog den tørre og noget kjedelige Jørgen Pram. Han har forresten altid indtaget en noget uklar Stilling, skjønt han jo naturligvis i Grunden er paa den rette Side; men om man kunde bringe ham til en mere effektiv Deltagelse i det offentlige Liv, vilde det være ligesaa gavnligt for Sagen som for ham selv. Disse Pengemænd har ofte ingen Anelse om, hvor nøie og direkte deres egne Interesser afhænger af Tidens brændende Spørgsmaal i Religion og Politik. De er ialmindelighed ikke tilstrækkeligt udviklede til at forstaa Sammenhængen mellem den tilsyneladende Uskadelighed i de hule Fraser og de underjordiske Miner, som udhules under deres egne Kontorer. Her er et Arbeide for dig — rigt paa Muligheder og med Udsigt til velsignede Frugter for vide Kredse. Og da jeg ved, at min Johannes tager sin Gud med, hvor han gaar, saa anbefaler jeg dig med god Fortrøstning i hans Varetægt, som leder Folkenes Skjæbner og hver enkelt Vandrers Fodeljed paa Veien til de lyse Boliger.

Din hengivne Fader

D. J.