Socialøkonomik/1/3
§ 3. Socialøkonomiken har stillet sig snart en snevrere, snart en videre Opgave[1].
Den kan tage sin Opgave fra et rent theoretisk Standpunkt, undersøge den økonomiske Virksomheds Led udelukkende i det Øiemed at udfinde disses Natur og samle Sammenhæng. Den lader sig da nøie med at opstille et System af Læresætninger herom. Naar Socialøkonomiken indskrænker sig til denne Opgave, bliver den blot Theori, ren Videnskab.
Efter en anden Opfatning har Socialøkonomiken ved Siden af den første Opgave tillige en videregaaende, nemlig paa Grundlag af sine Læresætninger at yde den Økonomiske Virksomhed Veiledning til at ordne sig paa de for dens Øiemed tjenligste Maader. Socialøkonomiken skal, siges der, ikke lade sig nøie med at beskrive og forklare, hvad der er, men ogsaa paavise, hvad der bør være.
De, som misbillige denne Opfatning, have, især tidligere, sagt, at Socialøkonomiken herved bliver noget andet end en Videnskab, nemlig en paa det praktiske Liv beregnet Kunst. Rigtigen charakteriseres den ved at sige, at den da bliver anvendt Videnskab. Man tænker sig altsaa Forholdet mellem den rene og den anvendte Socialøkonomik som et Sidestykke til Forholdet mellem den rene eg den anvendte Mekanik. Ingen nægter nu, at denne er en Videnskab.
Senior, Cairnes og Keynes have ført udmærket Forsvar for en skarp Udsondring af den rene Socialøkonomik. At sammenblande den med de praktiske Anvendelser af dens Sætninger har sine Ulemper. Den rene Videnskab skal fremfor alt søge Sandheden uden at vige tilside. Om den leder til ubehagelige Resultater. Den skal stille sig uafhængig af alle tilfældige og forbigaaende Interesser, upartisk ligeoverfor Tidens Stridsspørgsmaal, f. Ex. Tvisten mellem Frihandels- og Beskyttelsesinteresserne, mellem Monometallismen og Bimetallismen, upartisk med Hensyn til Spørgsmaalet Om Normalarbeidstiden o. s. v. Blander Videnskaben sig umiddelbart ind i saadanne Tvistespørgsmaal, løber den Fare for at hildes i en eller anden af de kjæmpende Interesser eg tabe sin Upartiskhed eller ialfald blive mistænkt derfor. Den mister da sin Indflydelse paa den offentlige Mening. Saadan Skjæbne har ikke sjelden rammet Videnskaben, naar den har vovet sig ud i det praktiske Livs Strømninger. For enkelt Mand er dette dobbelt betænkeligt. At finde den rette Løsning af alle de mangfoldige Spørgsmaal, som ere oppe i det praktiske Liv, kræver en Fagkundskab, en skarp og opøvet Dømmekraft, som Videnskabsmanden ofte savner, og som ialfald ingen enkelt Mand raader over udenfor et snævert Omraade (Senior). Det maa erkjendes, at den enkelte Videnskabsmand, som drister sig til at give en systematisk Løsning af samtlige økonomiske Problemer og altsaa søger at løse alle mulige herhenhørende praktiske Spørgsmaal[2], ofte fortaber sig i forslidte eller indholdsløse Almensætninger eller, hvis han udtaler bestemtere Meninger, hyppigen griber feil. Det maa endog indrømmes, at en Mening der gjør sig gjældende hos en større Kreds af ledende Videnskabsmænd, kan vise sig at være forhastet eller ubegrundet. Bimetallismen afgiver et slaaende Exempel herpaa.
Det er derfor let forklarligt, at Sondringen mellem den rene og den anvendte Socialøkonomik fremdeles fastholdes af ikke faa Forfattere, om de end drage Grænsen paa indbyrdes temmelig afvigende Maader.
Nyere tyske Forfattere pleie at sondre mellem den theoretiske Socialøkonomik paa den ene Side og Økonomiens Politik paa den anden Side[3]. Der er dog Meningsforskjel om, hvorledes Grænsen mellem disse bør drages. De fleste sige, at den første betragter de økonomiske Kjendsgjerninger, saaledes som de foreligge, den anden forklarer, hvilke økonomiske Formaal Staten Og Samfundet bør stille sig. Socialøkonomiens Politik undersøger altsaa, hvorledes de økonomiske Forhold bør være, samt, paa Grundlag af den theoretiske Nationaløkonomis Sætninger, hvorledes disse praktiske Formaal bedst naaes. Dette er Socialøkonomiens praktiske Del. Den første beskriver, den anden foreskriver. Grænsen mellem dem bliver ikke skarp, medmindre den praktiske Del indskrænker sig til at udvikle, hvilke Regler Stat Og Kommune have at følge i sin økonomiske Politik. Men dette bliver ganske betydningsløst; thi det er klart, at de Fremskridt, der gjøres i Samfundets økonomiske Tilstand, for en væsentlig Del skyldes rent private Foreninger eller Indretninger[4].
Til disse to Dele af Socialøkonomiken slutter sig, efter den nu i Tyskland almindelig Systematik, en tredie, nemlig Finantsvidenskaben, der undersøger, hvorledes Stat og Kommune tilveiebringe eller helst bør tilveiebringe sine Indtægter, forvalte og anvende sin Formue.
Ogsaa i andre Lande udsondres ofte Finantsvidenskaben som særskilt Fag. Den kan fremstilles fra et almindeligt, alle Staters Finantsvæsen omfattende Synspunkt, eller indskrænkes til den enkelte Stats Finantser.
Ogsaa i Frankrige have enkelte Forfattere sondret mellem Socialøkonomiken som theoretisk og som praktisk Videnskab[5]. Men de fleste franske Forfattere se Videnskaben fra begge Sider. Herved vinde deres Fremstillinger unægtelig mere Liv og Interesse[6]. Det samme gjælder om Stuart Mill og mange af Englands og Nordamerikas senere, mest anseede økonomiske Forfattere. En glimrende Undtagelse danner Jevons, hvis Theory of Political Economy baade er anlagt paa at være og væsentlig er bleven en systematisk Fremstilling af Socialøkonomikens mest abstrakte og elementære Sætninger.
- ↑ Rau, Grundsätze der Volkswirtschaftslehre,, §§ 9—13, Roscher, Grundlage, § 22, Wagner, Grundlegung, § 57–64 samt Dietzel, Theoretische Socialökonomik, Kap. III, §§ 2 og 3, begge Forfatteres Fremstillinger meget udførlige; K. Menger, Grundzüge einer Klassifikation der Wirtschafswissenschaften i Jahrbücher für Nationalökonomie, Neue Folge, Bind XIX, 478–492; Senior, Political Economy, Side 2—5; Cairnes, Logical Method of Political Economy, Lecture I, Jevons, Theory of Political Economy, Fortalen Side XIV—XVII; Keynes, The Scope and Method of Political Economy, Kap. II, navnlig §§ 3 og 4 samt Appendix B; Maurice Block, Progrès, Introduction, Kap. I, Afsnit II.
- ↑ Som fremragende Exempler nævnes: Léon Walras, der har skrevet Éléments d’Économie Politique Pure (første Udg. 1874, fjerde Udg. 1900), men tillige Études d’Économie Sociale, 1896, samt Études d’Économie Politique Appliquée (1898) – se navnlig dette skrifts sidste Afsnit. No. 1; M.Pantaleoni, Principii di Economia Pura, 1894, engelsk Oversættelse under Titelen Pure Economics, 1898; E. von Philippovich, Grundriss der politischen Ökonomie, 1: Volkswirtschaftslehre, II: Volkswirtschaftspolitik.
- ↑ Se herom Conrad, Grundriss zum Studium der politischen Ökonomie, I, 1896, § 1 og Philippovich, Grundriss der politischen Ökonomie, navnlig I, § 18 og II, Indledningen; Dietzel, Theoretische Socialökonomik, Kap. 2, § 2; Schmoller i Conrads HWB., Artikelen Volkswirtschaft, Volkwirtschaftslehre.
- ↑ Schmoller vil derimod skjelne mellem en almindelig (generell) Nationaløkonomik, der fremstiller de for alle civiliserede Samfund fælles økonomiske Sætninger, og en speciel Nationaløkonomik, som forklarer, hvorledes disse ere at anvende hos det enkelte Folk med behørigt Hensyn til dets Historie og eiendommelige Forhold.
- ↑ Courcelle–Seneuil, Traité théorique et pratique d’Économie Politique (1859); Cherbuliez, Préciz de la Science Économique (1862), Maurice Block slutter sig til dem.
- ↑ Leroy-Beaulieu, Traité théorique et pratique d’Économie Politique, I. 63–65, og Gide, Principes d’Économie Politique, Side 8–9. Begge disse udmærkede Værker vise, hvor sandt dette er.