Socialøkonomik/1/7
§ 1. Socialøkonomiken stræber at bringe Samfundets økonomiske Virksomhed i dens Helhed til klar Forstaaelse. Spørgsmaalet bliver da, hvilken Methode Videnskaben her har at følge.
Den har for det Første at undersøge hvilke Kjendsgjerninger der indgaar i Virksomheden som virksomme Led eller fremkommer som Resultater deraf, følgelig at bringe paa det Rene, hvilke disse ere, saaledes at Intet antages som virkelig eller virksom Kjendsgjerning, der ikke er det. Den begynder da med de konkrete, i det økonomiske Liv forekommende Enkeltheder. For ikke at blive ufuldstændig eller ensidig maa den skaffe sig tilstrækkelig Oversigt helst over dem alle eller ialfald over de mest typiske af dem.
Derpaa undersøger og beskriver Videnskaben de forefundne Kjendsgjerningers Eiendommeligheder, sammenligner, klassificerer og forbinder dem, idet den gjør Rede for deres Beskaffenhed, indbyrdes Lighed eller Forskjel, deres Hyppighed og Sammenhæng, hvorvidt de kunne bestaa ved Siden af og paavirke hverandre. Undlades dette, bliver en Indsamling og Beskrivelse af Kjendsgjerningerne tilsidst en «tankeløs Polyhistorie». Herpaa har den ældre Litteratur frembudt Exempler nok. Man maa. søge at begribe Mangfoldigheden, følgelig, saavidt muligt, opdage Aarsagsforholdet mellem dens Phænomener. Men her frembyde Tvivlene sig. Overalt, hvor Kjendsgjerninger af et vist Slags sædvanlig efter følges af et andet Slags, som ikke ere sideordnede Virkninger af samme umiddelbare Aarsag, ligger den Slutning nær, at de første ere de sidstes Aarsager. Slutningen er i visse Til fælde ganske sikker, især hvor en Kjendsgjerning af det første Slags altid, og uden at ledsages af nogen anden, efterfølges af en Kjendsgjerning af det sidste Slags. Men Slutningen kan, som enhver ved, i andre Tilfælde være ganske falsk. Den omspurgte Kjendsgjerning kan være fremkaldt af flere, mere eller mindre virksomme Aarsager. Nogle af disse kunne være vanskelige at opdage. Den eller de nærmest liggende Aarsa ger kunne være fremkaldte af fjernere. Spørgsmaalet bliver i alle saadanne Tilfælde mere indviklet, Slutningen mere eller mindre sikker og Resultatet mere eller mindre sandsynligt. Hvorledes det forholder sig hermed, er et Spørgsmaal, som maa løses ved fortsatte Erfaringer og Undersøgelser. Med Held at anstiUe saadanne Undersøgelser er ikke hver Mands Sag, der til udkræves en Aandsvirksomhed, som paa een Gang er livlig nok til at skabe nye Forestillinger og tilstrækkelig behersket af sund Dømmekraft til at prøve, hvorvidt disse Forestillin ger ere blotte Indbildninger eller sande Virkelighedsbilleder.
Saa langt følger Videnskaben en Methode. der i Almindelighed har været kaldt den induktive (a-posterioriske, analytiske) eller den empirisk-realistiske.
Men hermed kan Videnskaben ikke standse. Den søger at bringe Sammenhæng mellem de ved lnduktionen vundne Begreber og ad denne Vei at udfmde nye, mere omfattende Theorier, der kunne ansees gyldige ogsaa for de Sider af den økonomiske Virksomhed, som ikke ved lnduktionen ere bragte helt paa det Rene eller endog ikke ere indbefattede i denne. Med Udgangspunkter i de iagttagne og begrebne Kjendsgjer ninger slutter man sig til de ikke iagttagne. Det er denne Me thode, man har kaldt den deduktive (a-prioriske, synthetiske, konstruktive) eller den exakte. Om de Sætninger, til hvilke den kommer, ere rigtige, maa igjen prøves paa Erfaringens Maalestok. De maa verificeres, det vil sige, det maa gjennem ny Undersøgelse af Enkeltheder prøves, om Sætningerne stemme med de Kjendsgjerninger, til hvis Forklaring de skulle tjene[1].
- ↑ Her henvises til Cossa, Introduction, Side 67—92; Marshall, Principles, Bog I, Kap. VI, §§ 1—3; Schmoller, i Conrads HWB., Artikelen Volkswirtschaft, Volkswirtschaftslehre und -methode, som er ledsaget af en meget udførlig Henvisning til den tyske Litteratur; C. Menger, Untersuchungen über die Methode der Socialwissenschaften, 1883. (Om Striden mellem ham (Die Irrthümer des Historismus, 1884) og Schmoller se en Afhandling af sidstnævnte Forfatter, der er optrykt i hans Zur Litteraturgeschichte der Staats- und Sozialwissenschaften, 1888, Side 275—304); J. E. Cairnes, Logical Method, 1876; J. N. Keynes, The Scope and Method of Political Economy, 1891, anden Udg. 1897; Palgrave, Dictionary, Artiklerne Deductive Method, Inductive Method og Method of Political Economy (af Sidgwick); Léon Say, Nouveau Dictionnaire d’Économie Politique, II, 784; Maurice Block, Progrès, anden Udg. (1897), I, Side 19—43, med flere interessante Litteraturoplysninger. I norsk Statsøkonomisk tidsskrift, 1895, Side 130—175, har Dr. Oskar Jæger givet en klar, kritisk Fremstilling af Emnet, i hvilken han væsentlig slutter sig til den østerrigske Skole.