Spanske høstdøgn/1
| INDOVER |
| BASKISK GRÆNSE |
Jernbane-natten er over, Bordeaux passeret. Der kommer et
graanende, forspist egtepar ind i kupéen. Først kommer
en flunkende ny svart damehat stikkende ind: Ah, mon chapeau!
klynker madame. Og jeg tar den varlig paa haand og holder
den som et skjørt spædbarn, mens de to fete klatrer ind fra
stigbrettet. Saa avløser monsieur mig og lægger hatten med
andagt op i nettet. Hun er et vældig stykke menneske med
et olje-glinsende, følelses-løst ansigt .. høit opsat haar, lang ret
næse, og en mund med tynd overlæbe, som løper ned i en fin,
grum flip ... et kobberstik fra de sidste Bourbon’ers tid. Hun
sitter der rank som en dronning; hendes krone, og kronen
paa hendes utfærd, ligger jo og breder sig bak hende oppe i
nettet. Og monsieur er en galant og godfjottet sidste Bourbon
... et opblaast konjak-fjæs, hvor fine blaa og røde aarer
fletter et lunefuldt net nedover purpur-næsen og purpur-kindet.
Mit reisefølge sydover Les Landes, den lavlændte strækning fra Bordeaux til Bayonne.
Kanske har man tænkt sig Les Landes noget bortimot som sletten mellem Rom og havet, med vældige kvægdrifter ... graa okser med sot-svart opsyn, med svære horn ragende mot sky ... og en gjæter ensteds ... Og saa det hele glidende ut, bare som en ørfin strek derute under havets dirrende sølvtraad. Det hadde jeg. Og saa er det en milelang, myrlændt furumo jernbanen skjærer igjennem, hvor forstmanden har sat stammerne rationelt i geled, saa skogen klipper forbi som paa en kinematograf, med sagbruk, med trælast-tomter, med gaardmands-(eller husmands-)stuer klint op i gullig kalk og teglstensrødt listverk. Og havet skimter én aldrig. – Høstbrun, svær bregne gir skogbunden dens karakter idag. Men denne bund er dog ikke av en norsk furumos armod; for se! dens lyse gule sand eier safter, saa vinstokkens knutede og fegtende slangekrop trives, hvorhelst den graves ned. Og der er iblandt store, aapne rydninger midt i den mørke skog, som sydens dagslys fylder med sin tindrende latter, selv naar solen er borte bak regn-skyer. – Langt inde i skogens kilometer-dype geleder gaar sauer og beiter, drivende hvite som blomster. Og gjæteren mangler ikke, gascogneren; han vasser paa stylter i myren, høit over sine skinnende hvitveis.
Jeg skottet efter de langskallede baskeres rundhodede bror her. Bare to bleke ansigter læste jeg ind i, ved en banegrind; de ventet med sin kridhvite drift. Der var noget lukket om deres mund, noget sammenbitt, ... som paa en ung student, han prøver sig første gang paa vers.
Hvad under vel om gascogneren blev et ordsprog! Den
skavank, hvorfor han blev det, behøver ikke være stammen
medfødt; en ensom gjæter saadan inde i moerne blandt en
flok umælende sauer maa noget finde paa, og en slik paatvungen
indadvendthed er forklaring nok: fantasi her maa
skape verdener, hvis dimensioner ikke beklippes. Saa drysser
det av ham med skrytvorne uhyrligheder, naar han træffer
folk, som gidder høre paa, og den sammenbitte mund aapner
sig. Den svakhed er bare en gjæter-egenskab. – Og holdbar
illusion skorter det ham paa, fordi han fik den gallerens fremmede
race-draape i sit blod, som hvisker til ham fra siden, at
nu skrøner du! Og det glædeløst indætte jeg saa der om 
Havnebyen Passajes. I bakgrunden Pyrenæer-kjeden.
hans mund, var kun dette: atter en dag ene med disse forholdsløse
syner! en ny dag ut i dette syke tidsfordriv! ... En ung
student i dunhaket livslede! Men naar han saa er godt og vel
inde i tykningen med sin hvite flok, og der ikke findes andet
omkring ham end vindens sus i furuens brede topper, staar
der et knitrende bluss op om ham, som det stod der hver
aarets dag. Og ogsaa denne dags aften vender han hjem mat
i sindet, som han hadde drukket portvin om formiddagen. –
Ved Bayonne begynder Biscayerhavet at vise sig. Ut av en kold, tæthamret stormbanke i nordvest kommer det ridende med regngraa, hvitkammede bølger indover Biarritz’s badestrander; og der er strøm her ved land, saa det bryter sterkt, og bølgerne skruer sig paa skraa langs sandbanken. – Ah, mon chapeau! Egteparret skal stige ut her. Og monsieur lemper den dyrebare tingest ned av nettet, reisens egentlige og hemmelige foranledning, rækker hende den, og fire svære hatte-naaler sitter han med i sin fete, lubne næve, ser i fjollet beundring op paa sin dronning; og hun tar dem ut av hans næve en for en som av en naalepute og forbruker dem langsomt, speiler sig saa i sin konges kokte fiskeøie, til han nikker stolt: nu sitter chapeau’en!
Saa man blir alene i kupéen ved grænsen, mens toget glir
ind over spansk grund, og har bare at glo efter de første egte,
langskallede baskere. Man har jo læst at disse provinser her
nord om Biscayerhavets inderste bugt er baskernes egentlige
hjem; her bor ætlingerne efter oldtidens iberer mere ublandet
end paa nogen flæk i Europa. Man har læst at ibererne er
Spaniens urbefolkning; og den dag idag eier de Europas
vanskeligste sprog, som ifølge enkelte autoriteter ikke engang
er et indogermansk sprog, hvilket altsaa skal vise at de tilhører
et urgammelt, førarisk befolkningslag. Man har ogsaa læst at
skjønt baskerne er mer racerene end iberernes ætlinger i Storbritannien
og Irland, er de dog heller ikke forblit urørt av de
folke-bølger som er gaat over halvøen. Her kom jo kortskallede
keltere, som efter antropologernes mening har været
med paa ellers at skape kortskaller i Spanien – om man da
ikke vil anta at den forandring skriver sig fra Syd-Frankrikes
indvandrede rundhoder; og denne første folke-bølge skal leve
igjen endog i stedsnavne, som i alle de paa endelsen «briga».
Ovenpaa kelterne kom fønikere, karthageniensere, romere;
men de fik liten betydning. Senere under folkevandringerne
kom saa svever, vandaler, alaner, vestgoter; de fik mere betydning.
Tilsidst kom arabere og berbere. Men især kom
altsaa kortskallede keltere. De fik dog, ingen av dem, bugt
med denne seige iberiske ur-race. Resultatet er den dag idag,
at deres antropologiske habitus er temmelig uforandret:
Basker-type er og blir den lille, svarte, langskallede homo
Indseilingen til San Sebastian.
mediterraneus, som ibereren var. Ja, endog for Storbritanniens
og Irlands vedkommende sies det at ialfald skalleforholdene
er de samme, de urgamle.
Alt dette læser man sig til hos antropologerne, som forresten
har et for en lægmand litet betryggende fællestræk, at
de nemlig aldrig kan bli enig, men driver det som en sport at
tilføie hverandre kritiske banesaar. Men ialfald én ting vet vi
av historien, og læser vi ut av digtning og kunst, at baskerne
hører til det spanske folks kjerne. De er i karakter likesaa
seige, som de var det som race. De er trofaste; og de blev
altid tillidsmænd hos de store. De har kanske ikke saa ofte
hat leder-stillinger; men vi vet at f. eks. fra keiser Karl V av
var de fleste stats- og geheime-sekretærer folk fra de baskiske
provinser, og da var de stillinger ikke bare titler. Det faktum 
fortæller jo noget om den
gjængse tro paa deres
karakter. Og de regnes
for et utsøkt stof til missionærer.
Det er nu vel
ogsaa mer end et tilfælde
at den dag idag tillidsmænd
i gendarmeri og
i toldvæsen gjerne er folk
her nordenfra. Det er naturligvis heller ikke bare fjeldene, men
selve folkeslaget, som i spansk historie gjorde de baskiske provinser
til det bolverk, som saa tit stanset erobrende, fremmede
stammer.
Der syd, langt derinde under de høie smaa sol-skyer, som driver uldent om fredelige fjeld-tinder, ligger Spanien. Nedover skraaningerne her lyser grønne teiger, og gaardene ligger spredt, for sig selv. Det gjorde et forvirrende hjemlig indtryk. Især saa jeg en sti opover et jorde, som rykket mig voldsomt bort fra Spanien – den la sig rundt stenene, vek og tok sig mon igjen, som bare stier gjør det hjemme; jeg har ingensteds set en slik følsom sti-sans i syden. Litt efter faar jeg et glimt av et vestlandsk sund, og derhenne er en skinbarlig fjordpoll!
Og man blir lutter øie her man sitter, for at lete i ansigterne
paa hver station. Ansigter læser man sig ikke til hos
nogen antropolog. Blandt disse, som fløi her i lydløse, hyssingsaalede
skor, er der mange blaaøiede og forholdsvis lyse
– og dette blonde element er vel fra kelternes invasion. Der
er en støhed i blikket, en fasthed i trækket – til at være
perrong-statister; og der er mange fint krummede smaa næser
her, litt smaalig smaa næser er det. Der staar et nygift par,
de er saa lykkelige at de tier; og hun er vâr om sin lykke og
ser betænkt og prøvende efter hver ung pike, som glir forbi
dem ute paa perrongen; de er saa nygifte at i sin guts øie er hun endnu ikke begyndt
at lete. Brudgommen
blender alt omkring sig,
for han har kjøpt flunkende
blanke galoscher
til sin hædersdag og blank,
svart skindtrøie, som lugter
sæletøi lang vei, men
han er stolt over lugten
– næst sit hjertes dronning
er han stoltest over
den. Og han har en trang
liten mund, med barnslige,
opbrettede læber,
som han lukker saa tertefin;
den ligner næsten en
sugetrut, naar han gjør
det; og hans læber eier
ingen tegninger. Han
sætter karslige nyver mellem
Goya, selvportræt (1746–1828).
brynene for at bekjæmpe
sin egen nygifte forlegenhed. Og tilsidst sovner de i
kupéen, med armen salig om hverandres skuldre. Jeg saa
forældre og slegt som fulgte dem til stationen; det var kjernefolk
alle.
Men om éns blik æter ansigter aldrig saa graadig, er det svært at finde basker-typen. Ansigternes mangeartede mylr langs stationerne forvirrer. Jeg ser hele arbeiderflokker, som sitter paa stenmurene, og de fleste virker paa mig væsentlig som midt- og nord-italienske arbeidere.
Men én ting ser man hele tiden: Dette er ialfald andre ansigter end de man forstaar ved spaniere, slik nordboer har malet dem; dette er ikke de høie skikkelser med den litt bukede, lave, firkantede negerpande, med den utflytende, raa mund. Den type er ialfald ikke baskisk.
Og naar man har stirret sig resultatløs paa ansigterne, vender man mistrøstig tilbake til det første forunderlige indtryk av gaardene, slik de ligger, og stierne, slik de snor sig følsomt op over brækkerne. Det slog mig: der var typen! Det gaardbruker-folk elsket det bratteste bratte, de elsket stenen! Men især elsket de ensomhed. De var saa rike av sind at de paa sine ensomme teiger hadde noget at snakke med sig selv om. For tusener av aar siden la de sine gaarder slik spredt. I en tid, da fiendehaand og ufred uavladelig var over dem! Deres selvstændighedstrang, deres ensomhedstørst var sterkere end til og med deres selvopholdelsesdrift. Og ensomhed var ikke for dem tørst og ulykke som for den rundhodede halv-bror i Gascogne. De var og blev en race av hel og ubrusten og holdbar illusion.
Der var basker-typen! Hvor litet «romansk»! Og jeg kan ikke andet end mindes de utadvendte, knitrende lattermilde folk paa nabohalvøen. Det folk eier ingen glose paa kvide, paa ordløs smerte. Og i Frankrike laaner Verlaine «spleen» fra engelsk. Mon tro ikke baskerne skulde eie glosen i sit vanskelige sprog?