St. Halvards Kapel paa Løvøen
I Borre Præstegjeld ligger den gamle Herregaard Falkensten, som i sextende og syttende Aarhundrede eiedes af den rige Familie Lange. Under denne store Eiendom laa før Løvøen, en liden Ø eller nu egentlig Halvø, der tilligemed et Par andre Smaaøer i en Halvcirkel omringer og beskytter Hortens Havn. Nu tilhører Øen Staten. Løvøen er en smuk Plet, hvor Birk og Lind afvexler med Naaleskov og hvor der hæver sig en Klippe, omtrent fire hundrede Fod høi. Imod Syd, der hvor Havet ved i Aarhundreder at skylle den røde Singel op mod Stranden har forvandlet det tidligere Sund, Løvøsundet, til en Tange, og derved forbundet Øen med Fastlandet, ligger i en liden Dal Ruinerne af en liden Love-Kirke, fordum helliget St. Halvard, det søndenfjeldske Norges Helgen. Dette Kapel har været en aflang, firkantet Bygning, Loftet har ikke været hvælvet, men lagt af Planker. Alteret har staaet lige for Indgangen i Baggrunden af Bygningen, der vender mod Nordost. Ruinen har kun Vinduer mod Øst, men ved Indgangen findes udenfor Døren en Nische i Muren paa høire Haand. Kirkemurenes Høide har udgjort omtrent sex Alen; Kirkens Bredde har været tolv, dens Længde tyve Alen.
Denne Kirke nævnes i Breve fra Slutningen af fjortende Aarhundrede. Efter Reformationen blev den længe ikke benyttet til Gudstjeneste. Biskop Jens Nilssøn, hvis utrykte Optegnelser er en Hovedkilde til vor Kundskab om Kirkernes Tilstand i Oslos og Hamars Stifter, har i Aaret 1598 optegnet Følgende herom: „Der er et muret Capel paa en Ø, kaldet Lofføen, og kaldes det S. Halduords Capel; det er nu øde, saa at der ikke i mange Aar haver været holdt Tjeneste, men det Folk paa Øen og derom søger til Borre Hovedkirke.“
For Halvandet hundrede Aar siden besluttede imidlertid en norsk Søofficer, Commandeur-Capitain Anders Pedersen Styrman, at restaurere den forfaldne Kirke og atter gjøre den brugbar til Gudstjeneste. Han søgte og fik Tilladelse hertil af Kongen (Reskript af 20 Juli 1720) og lod da udgaa en Indbydelse til Folk om at tegne Bidrag til dette Øiemed, der var ledsaget af følgende Vers:
Løvøe Kirkes faldne Mure reysis skal til Stand og Flor
At mand der for Skrig af Fugle høre kan Guds Folke-Chor.
Tak skee Gud, som Verket fremledte, Lov skee Fierde Frideric,
Som lod Kongens Hierte bøye, at Guds Kirke kom i Skik.
Hvad der ei indkom ved denne Indsamling, tilskjød Commandeur-Capitainen af egne Midler; og Kirken kom virkelig istand, men har paa Grund af den ubekvemme og afsides Beliggenhed ikke været meget brugt, skjønt man veed, at der i nogen Tid virkelig holdtes Tjeneste i den. Sidste Gang, nogen gudelig Handling fandt Sted i Kapellet var, da for omtrent hundrede Aar siden Grev Wedel Jarlsberg, som døde som Minister i Wien, lod foranstalte en Barnedaab eller Brudevielse der, hvilken han med sin Grevinde selv overvar. Endnu i 1815 fandtes Levninger af Altertavle, Gulv og indvendige Prydelser.
Om Kirkens Oprindelse fortælles det Sagn, at den skal være bygget af en hollandsk Skipper, som kom i Havsnød i Nærheden af disse Øer og lovede at bygge en Kirke der, om han blev reddet.
Lige ved Kirkemuren sprang et Kildevæld frem af Fjeldet. Det lille Basin som Kilden dannede ved Fjeldets Fod, var omgivet af et lidet Stakit, og Vandet deri var usædvanlig klart. Man tillagde Kilden helbredende Kræfter og den var som flere andre Kilder hyppig besøgt af Syge og Pilegrimme. Især var dette Tilfældet hver St. Hans Aften, men siden Øvrigheden i forrige Aarhundrede alvorlig forbød disse Valfarter, skede Besøgene kun i Smug. At der ofredes til Kilden, forstaar sig af sig selv, og en Almisseblok var ogsaa i sin Tid opstillet i dens Nærhed; siden, efterat denne var borttaget, kastede de taknemmelige Syge sine Sølvskillinger ned i selve Vandet. Nu er Kilden allerede for adskillige Aar siden ganske udtørret.
Ogsaa Tordenskjolds Navn er i Sagnet knyttet til den lille Kapelø. Det fortælles, at denne pleiede at kjølhale sine Skibe ved dens Strand, omtrent femti Skridt fra Halvardskirken; Stedet kaldes endnu Tor
denskjoldsbryggen, ligesom en nærliggende liden Bugt kaldes Tordenskjoldsbugten.
Paa Øens Nordside, hvor Fjeldet styrter sig brat ned i Søen findes en Hule i Fjeldvæggen, omtrent femti Fod over Havfladen. Indgangen, der skjules af Træer og Lov er kun lidt over to Alen høi, og i Hulens Indre kan man vanskelig staa opret, men der er dog Plads for ti eller tolv Personer. En skraat opstigende Afsats i Fjeldet af et Par Alens Bredde gjør det muligt at naa derop..Hulen bærer Navn af Røverhulen og skal efter Sagnet engang have skjænket en forvoven Røverbande et Skjulested.
Biskop Jens Nilssøns Tegnebog paa det st. kgl. Bibliothek. Overinspecteur og Cancelliraad S. Claussons haandskrevne Beskrivelse over Jarlsberg (Chra. Univ. Bibl. Mscr. 464. 4). Kjøbenhavns Skilderi B. 29 (1818) No. 28 og No. 49. Skillings-Magazin for 1850, S. 321–322; her findes ogsaa en Afbildning af Ruinerne. Commandeur-Capt. Styrmans Indbydelse findes i det Deichmanske Bibliothek. Ogsaa ved Vivelstad Kirke (Annex til Ramnes) er en Kilde „som har været Superstition ved, som nu efter alvorligt Forbud ganske ophører.“ (Claussons ovenanførte Beskrivelse). St Hansaftens Lystigheder, hvoraf de bekjendte Blus endnu ere en Levning, have fundet Sted paa mange Maader og rundt i Landet. Endog i det paa Sagn og Traditioner udfattige Næs paa Romerike fortælles om en Holme i Falsøen i Skovbygden, at man i gamle Aage samledes der til Dands, hvorfor den endnu heder Dandseholmen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |