St. Thomas-Kirken paa Filefjeld
Mellem Nystuen og Maristuen paa den bergenske Hovedvei over Filefjeld bliver den Reisende ofte gjort opmærksom paa det Sted, hvor der endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede stod en Kirke uden Menighed. Naturen er ublid og gold, overalt sees kun vidtstrakte Myrer og Sumpe, bevoxede af Stargræs, Graavidje og Dvergbusk. Vilde Dyr ere de eneste Væsener, som her have blivende Sted, thi kun om Sommeren samles der Folk i nogle Sætre, der dels høre til Vang i Valders, dels til Lærdal i Sogn. En Sæter kaldes endnu „Ved Kyrkja“.
Om Kirkens Oprindelse vides Intet med Vished. Almuen fortæller dels, at den er bygget af Huldren, snart hører man omtrent det samme Sagn, som er bekjendt fra Hedals Kirke i Valders og forresten fra mange andre Steder ikke alene i Norge, men ogsaa i Sverige. Den var, heder det nemlig, usynlig, indtil den blev funden af en Mand ved Navn Thomas, som paa en Rypejagt traf dens Spir med sin Pil og derved bragte den for Dagen. Selvfølgelig sættes den da ogsaa i Forbindelse med den sorte Død. Dette Sagn om Thomaskirken findes allerede i et lærd Skrift fra 1754. Nogle have ment, at Kirken er opført af fordums Beboere af Smeddalen, en nu aldeles øde Dal paa Filefjeld, hvor der engang skal have været tilvirket og bearbeidet Myrejern, og hvor endnu Smidjeslagstykker skulle findes. Sikkert er kun dette, at en Præst i Vang, Hr. Thue Auchessøn, i Aarene 1615–1620 overtalte Almuen i dette Præstegjeld til at istandsætte det da øde og forfaldne Gudshus, hvilket siden betragtedes som et Slags Annex til Vang.
Thomaskirken var en Stave- eller Reisverks-Kirke med Svalegange rundt omkring. De Sidste, som endnu dunkelt kunde mindes den, fortælle, at den kun havde sex eller syv Stolestader paa hver Side, og at der i hvert af disse knapt kunde sidde sex til otte Mennesker. Søilerne vare heller ikke saa tykke og massive som i de fleste andre Reisverkskirker. Forsiringer, Løvverk og Billedskjærerarbeide savnedes, men Taget hvilede paa Rundbuer efter den gamle Bygningsmaade. I Koret fandtes et Alter, muret af Kampesten og saa tæt ind mod Endevæggen, at de Ofrende ikke kunde gaa rundt. Alterringen var ikke af Gitterverk, men af hel Paneling. Kun tre meget smaa Vinduer, alle paa den søndre Side, oplyste Kirken, og paa samme Side var Indgangen. Koret vendte mod Øst. Vægge og Tag vare indvendig sorte som i en Badstue, og det paastodes, at der var dem, som røgede Rensdyrkjød i Kirken. Dens Døre vare kun slet tillukkede, stundom slap endog Kreaturene fra Sæteren ind i det hellige Hus. I 1797 besøgte Justitiarius J. L. Schydtz fra Bergen Kirken og skrev saaledes herom til sin Ven Professor Nyerup i Kjøbenhavn: „Skydsgutten aabnede Døren med sin Tollekniv, og saaledes kom jeg ind. Kirken er rundt omkring indvendig behængt med Billeder, saadanne som Bønderne i Danmark klistre paa den indre Side af sine Kistelaag. Jeg lagde Mærke til et, hvorpaa Christus og Kong Christian IV. forestilledes. Underneden stod: I denne Skikkelse aabenbaredes den Herre Christus for Kong Christian IV. o. s. v. Paa Kirkegaarden begraves de, som i Snefog sætte Livet til paa Fjeldet.“
Endnu findes i de øvrige Kirker i Bangs Præstegjeld forskjellige Levninger af Thomaskirkens Prydelser og Inventarium. Saaledes bl. A. et simpelt Alterklæde paa oljemalede Rammer og en Indskrift, der viser, at Klædet er skjænket St. Thomas Kirke af „den velagte Danne Mand Peder Torchildsen og hans Hustru Marit Botolfs D. Quelperud i Aal i Hallingdal den 7 Juli 1776“. En malet Trætavle, hvorpaa forestilles Christi Korsfæstelse, var skjænket 1713 af Ragnhild Syversdatter Grøsberg. To Trætavler, den ene forestillende Himmelstigen (1 Mos. 28), den anden Christi Korsfæstelse, vare givne 1693 og 1708, begge af Østen Iversen fra Fron i Gudbrandsdalen. Paa den første af disse to Tavler kaldes Kirken „Findefjelds Kirken“, paa den anden „Findekirken“. Et Alterklæde af Lærred med rød Silkebrodering og Silkefryndser var skjænket af Oberst Idde Kinghe.[1] Mærkeligst af Gaverne er dog en stor malet Lærredstavle, delt fra øverst til nederst i tre Afdelinger, hvorpaa fremstilledes Jomfru Maria i Straalekrands, Christi Korsfæstelse og samtlige Apostle, hver efter sin angivelige Dødsmaade. Tavlen er dog især interessant ved sin Indskrift: „Ao 1677. Hafuer Velb. Fru Margrete Bjelcke, Hr. Johan Friederich Marschalchs denne Tavle til Sancte Thomas Kirke foræret“. Thi Margrete Bjelke var Datter af Landets rigeste og fornemste Mand, Norges Riges Kantsler, Jens Bjelke til Østraat; ogsaa hendes Mand var Norges (sidste) Kantsler. Endnu nogle andre Sager fra denne Kirke vare i Behold, indtil Bangs gamle Kirke blev solgt af Menigheden til Kongen af Preussen, men vandrede da tilligemed denne selv ned til Tydskland.[2]
I St. Thomas Kirke holdtes kun Gudstjeneste en Gang om Aaret, nemlig Mariæ Besøgelsesdag eller Søstesok (2den Juli), hvilket Erik Pontoppidan, som det synes med større Skarpsindighed end Rimelighed, har villet forklare af de Ord i hin Dags Evangelium, at „Maria hastelig gik op til Bjergegnen“ (Luk. 1, 39). Det var Sognepræsten Hr. Ove Vangensten (Stamfader for denne Æt), som omtrent 1650 fik denne Dag fastsat. Paa hin Sommerdag samledes da Folk fra alle Kanter paa Fjeldet, fra Valders, Sogn og Hallingdal, ja endog fra Gudbrandsdalen, som her haabede at finde Helbredelse for Sygdomme. Der ofredes til Kirken, og Splinter og afskrabet Støv af dens Vægge og Døre sendtes lange Veie til Helsebod for de Lidende.
Men det var dog kun den mindste Del af den sammenstimlende Mængde, hvem Fromhed bevægede til at samles heroppe. Flere lokkedes ved Udsigten til Fylderi, Slagsmaal og Uterlighed, og allerede før Midten af forrige Aarhundrede var Gudstjenesten paa Filefjeld just ikke i det bedste Rygte. Stiftamtmand og Biskop foreslog derfor i 1747, at Kirken skulde nedbrydes. „Mange Mennesker søgte derhen, heder det, baade af Akershus’s og andre Stifter, en Del i den Superstition at faa Guds Hjælp i adskillige Tilfælde, og give en Foræring til Kirken, hvorved et Afguderi bedreves, og af de Folk, som kom sammen og opholdt sig der i to, tre, ja fire Dage, begikkes adskillige Ugudeligheder.“ Stiftsøvrigheden vilde derfor have Kirkens Midler anvendte som Bidrag til Vaisenhuset i Christiania. General-Inspektions-Kollegiet mente derimod, „at denne Overtro og Ugudelighed let kunde udryddes og forebygges, naar en aarvaagen Præst ret underviste sin Menighed,“ og fandt derhos, at skulde Thomaskirken sløifes, da maatte ogsaa andre Lovekirker, f. Ex. Helenæ Kirke i Spydeberg, en anden Kirke i Aurdal o. s. v., nedlægges. Thomaskirken fik derfor denne Gang endnu Lov at blive staaende, og man nøiede sig med at lade Præsten formane Almuen „til at lade sin Overtro og sine Ugudeligheder fare“.
Men i 1808 foreslog Biskop Bech paany, at Kirken skulde nedrives, og gjentog de gamle Klagemaal over den. Regjeringen gik nu ind derpaa, og Reskriptet af 24de Juni 1808 dømte Kirken til Undergang. Dens ubetydelige Midler og Inventarium skulde fordeles mellem de øvrige Kirker i Vang.
Det var naturligvis ikke Mange, som havde Mod paa at overtage det Arbeide at nedrive den hellige Lovekirke. Endelig fik da Præsten fat paa nogle Folk, som vare villige. Men det traf sig saa, at disse Folk vare gamle og svage, og da de vel ikke bleve stærkere ved dette Arbeide, hed det snart at det var Huldren, som havde hævnet sig ved at paaføre dem Sygdom. Kirkens Træverk solgtes ved Auktion til nogle Mænd, som havde paataget sig at bygge Broer over Filefjeld. Om Klokkerne heder det, at de først bleve flyttede til Hurums Kirke, det sydligste Annex i Vang. Men de klang daarlig dernede, thi Huldren havde berøvet dem deres Lyd. Saa flyttedes de til Hovedkirken, der lød de dog lidt bedre, og endelig til Øie, det øverste Annex, uden at de dog hellere der kunde lyde saa, som de havde lydt paa Fjeldet.
C. U. Schøning, Tractatus de habitu Norvegiæ ad agriculturam, Haun. 1754. 8. S. 21–22. Pontoppidans Norges naturl. Hist I. S. 70. Budstikken, 3. S. 279. Krafts Topogr. Beskr. over Norge, 2. S. 241 (2. Udg. 2. S. 68). Breve til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 4. Reskriptsamlingen og Kancelli-Indlæggene i Rigsarchivet. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 118 samt fornemmelig Christiania-Posten for 1ste og 4de Juli 1855 (af J. Belsheim) og for 17de August s. A. (af F. A. Wessel-Berg). A. E. Vang, Gamle Segnir fraa Valdres, utgjevne av J. E. Nielsen, I. Chra. 1871. 8. S. 59.
Ogsaa ved en Sæter, Flodstølen, mellem Valders og Gol i Hallingdal skal der (ifølge Wiels Beskrivelse af Ringerike m. M., Topogr. Journ. H. 31, S. 185) findes Spor til en Kirke, der paastaaes at være opført af Folk, der dreve paa at bearbeide Myrmalm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Nogle Vers findes indsyede derpaa med store latinske Bogstaver, og deres Indhold viser tydelig nok, at de hidrøre fra en langt sildigere Tid end Indskrifterne paa de øvrige Sager og ere tilføiede længe efter Giverens Tid. De lyde nemlig saaledes:
Om Vantro Overtro i Ondskab er ulige,
Er tungt at sige, thi de begge onde er;
Dog, dersom jeg derom min Mening ret maa sige,
Jeg holder Vantro for at være meget værr’.
I Overtro er dog en Drift, Gud at behage,
Men Vantro kaster plat Guds Æres Throne om.
Den første haabe kan, at Gud vil Mangt fordrage,
Den sidste frygte maa sin velfortjente Dom.
Af hellig Nidkjærhed jeg Idde Kinghe dækte
Med ringe Alterpragt St. Thomas Helligdom.
Jeg tilstaar, Overtro min Nidkjærhed opvækte,
Døm, mine Beskuere, dog ei for haardt derom.
I min Tid Sandheden ei bedre var opdaget,
Dog tjente jeg min Gud endog med Daarlighed
Du, som Guds Naade har i større Lys opdragen
Sæt ikke Vantro i min Overtroes Sted.(Giveren, Idde Kinghe, rimeligvis en Skotlænder af Herkomst, omtales i Norske Saml. 8vo. I. S. 41 og var tilstede i Bergen 1685 ved Christian V.s Besøg der).
- ↑ Se om Vangs Kirke Chra. Addresse-Tidende 1842, No. 66. Det fortjener at erindres, at Grev H. Wedel-Jarlsberg havde lovet Maleren, Professor J. C. Dahl at kjøbe denne Kirke for at hindre Salget til Preussen, hvilket desværre hindredes ved Grevens uventede Død.