Stille Betragtninger
— Oftedal, ja.
Mødte jeg ham ikke igaar, fed, bred, glinsende og fornøiet — han har jo angret saa svært i den sidste Tid, stakkar — med blankpudset Floshat og Ring og Stav, — stoltelig spadserende fra sin Ejendom i Byen til sin Ejendom paa Landet! — hvilken Ejendom ved en eller anden Skjæbnens Ironi heder Rosendal. Har den Guds Mand ogsaa der plukket Roser?
Og ved hans Side vandrede tre alvorlige Mænd, „Brødre“ af Fuldblodsracen, med trefold sindige Skridt, med Idiotien skinnende i sine Ansigter, og med en Tro, der kunde forbløffe et Fjeld. Jeg lo med mig selv ved Tanken om, hvor nødig disse tre Mænd skulde ville lade sig se ved Siden af en skikkelig Ægtemand som for Eksempel mig. Men der vandrer de saa elskelig afsted midt paa lyse Dagen Arm i Arm med denne... naa-ja; han skal ja nu være gjenoprejst.
Hvilket Indblik fik jeg ikke med engang i denne Verdens Indretning og i Visdommens Art og Stik! Jeg Asen, som engang troede, at man burde tale ærligt om alvorlige Ting! O mine Brødre og Søstre, ogsaa paa mig ere Øjnene vordne opladte! I unge Kvinder og Mænd, atter og atter formaner jeg eder: lærer af mit og Ligesindedes Eksempel, sammenholdt med hans Eksempel, som voksede sig fed i Synden i St. Petri Menighed, og som nu end ydermere vokser sig fed — ved at være gjenoprejst!
Paa Mose Stol sidder Oftedal og Emissærerne. Gjører I som de, — paa det at det maa gaa eder vel, og I maa længe leve i Landet.
— — Oftedal har aldrig havt bedre Chancer end nu.[1] Han kjender sine Faar og ved, at han kan tage dem igjen der, hvor han slap dem. Disse stakkars, af Slid og Sut og for megen Pontoppidan halvt aandssløvede Vestlandsbønder, — de er hans og blir hans. Nu drager han om blandt dem og præker under rasende Tilstrømning. Der er ikke Plads i Husene længer; Halvparten af de søgende maa staa udenfor. Og saa knalder han løs. „Nu ser dere vel, at dere kan komme til Jesus! Nu behøver dere da ikke at være blyge! Naar han har kunnet tilgive mig, som har levet et helt Liv i Liderlighed og Synd, saa tilgir han nok dere ogsaa. Kunde han tage et sligt Svin som mig i sine Arme — —!“
De stakkars Hjælp søgende og Hjælp trængende Mennesker hører paa slig Gudsbespottelse uden at spy. De blir rørte; de græder. Deres Trang og Nød er saa stor, og deres aandelige Horizont saa trang, at de ikke engang tænker paa at kritisere.
Han Lars er gildere end nogensinde. Som Faar uden Hyrde stod den vestlandske Vækkelses Hjord. Den vidste ikke, hvor den skulde vende sig. Den havde nok Vorherre, men — det nar saa løje med det; der var ingen, som kunde erstatte han Lars. Nu er der Paaske over Landet — han Lars er kommen igjen til dem! Og det bedre end før, ydmyget, renset, lutret, prøvet i alt, ogsaa i Synd; nu er han netop den Mand, til hvem de kan gaa hen med sine stakkars skidne Samvittigheder. Hvad skulde de nu genere sig for? Han staar jo der mid iblandt dem fed og bred som et levende Bevis for, at der er Naade for al Synd — endog for den at besudle det hellige. Thi han er tagen til Naade! — han siger det ja selv.
Og de glemmer med Glæde, at han sagde det samme — før ogsaa. Før, i sin Ungdom, havde han været et Syndens Barn, sagde han, en Skjørlevner og jeg ved ikke hvad; men nu havde han rejst sig; nu var han gjenfødt; nu var han et Guds Barn og Jesu Medarving! — Det sagde og forsikrede han, lige til den Tag, da han blev nødt til at rømme Kirken formedelst et Levnet, som end ikke burde nævnes iblandt os. Men det er nu altsammen glemt. De tror paa hans Forsikringer nu, som de troede paa dem dengang. Om der saa kom en ny „Falds“-Historie, og han et halvt Aar bagefter atter steg frem og sagde, at han hidtil havde løjet, men at nu var han ren, — de vilde paany tro ham.
Vestlandsbonden er kjendt for sin Mistænksomhed. Men paa dette Omraade er han et Barn. Saa snart det begynder at ringle for hans Ører med de rigtige gamle gudelige Talemaader, blir han hypnotiseret. Og den hypnotiserede har overfor Hypnotisøren ingen Kritik, ingen Selvstændighed. Manden er benaadet, han siger det jo selv! —
Hyrden har sin Hjord igjen, og Hjorden har sin Hyrde. Vi kommer en Dag til at se den faldne fra Stavanger igjen — allesammen.
Imidlertid ved alle Mennesker, hvad Lars har gjort — og ser, at det ikke blev straffet.
Ogsaa paa Vestlandet er der Verdens Børn. De tar Skandalen paa sin Vis. Den fortelles og nydes, hvor man kommer. Der hviskes om den i Stuen og i Kjøkkenet, paa Gader og Stræder, i Kammere og Kjældere, — kanske ogsaa i Skolen. Man ved, at den præstelige Ægtemand, som prækede saa vakkert, var en Horkarl; og da man ingen nærmere Besked har, saa udmaler man sig Tingen paa egen Haand med alskens Detaljer. Man fortæller hinanden, at Lars drev Utugt med Mindreaarige; at han benyttede Skillingen som Bestyrer af sit Magdalene-Asyl, og det paa en saadan Maade, at han af Asylets Piger stundom blev sat gjennem Vinduet ud paa Gaden — paa sin egen Vaisenhusgade — , desformedelst, at Pigerne blev jaloux paa hinanden; at han skal have optraadt overfor den og den gifte Kone slig, — at jeg ikke kan nævne det; for hvis jeg nevnte det, saa blev — jeg sat under Tiltale. Og altsammen er naturligvis ganske vist.
Og saa blev der ingenting gjort ved det! — De Overordnede vidste Besked. Biskopen kjendte Historierne. Hans Højærværdighed ymtede endog i Avisen om Ting, som skulde være forargeligere end selve den syndige Handling. Og hvad Bispen ved, det ved naturligvis det hele Kirkestyre. Kirkens Styrere vidste det altsammen — og lod det bero.
Saa er det ikke bare Fantasierne, som forgiftes; der kommer ogsaa Forvirring i Begreberne. Det er altsaa til syvende og sidst ikke saa farligt at leve i Bigami? eller at misbruge Børn? Selv Præster gjør det jo, ja selv Lars Oftedal! Og hverken Gud eller Bispen gjør noget ved det; Gud tilgiver det endog meget let, at dømme efter Oftedals „Sendebrev“. Og fem Maaneder efter staar Horkarlen paany frem som Leder af Guds Folk og Forkynder af Kristi Evangelium...
Det kan ikke være saa farligt enda. Bare passe sig, at det ikke kommer ud.
Jeg formoder, at Gudelighed og lønlig Liderlighed vil tage et betydeligt Opsving paa disse Kanter.
— Ingen vil ane noget. Paa alle Gadehjørner holdes lange Bønner, og overalt, ligetil i Jernbanestationens Venteværelser, ligger Bibelen paa Udstilling...
- ↑ Nedskrevet Høsten 1892.