Stipendiat Dons's Forelæsninger ved Universitetet

Stipendiat Dons’s
Forelæsninger ved Universitetet.
Af
Prof. Dr. Ge. Vilh. Lyng.
————————
Aftryk af »Dagbladet« 1879, No. 318.
I Anledning af den bekjendte af

Prof. Lochmann mod Stipendiat Dons først anonymt, siden under Navn rejste Klage er jeg som Sagkyndig i Forening med Prof. Monrad bleven paalagt at indkomme med Betænkning, om hvorvidt de paaklagede Forelæsningers Fortsættelse burde forbydes. Den i denne Anledning forfattede Betænkning, hvis Indlevering til Kollegiet foreløbig er bleven overflødig, fordi Dons af sin Læge for et helt Aar er bleven forbudt at fortsætte disse Forelæsninger, er jeg fra forskjellige Kanter bleven opfordret til at offentlig gjøre og har af tre Grunde troet at burde imødekomme denne Opfordring. For det Første synes det mig at tilsiges af Retfærdighed mod Hr. Dons, da den for ham ugunstige Konklusjon af Hr. Prof. Petersens Betænkning (afgiven ved en tidligere Anledning, men tænkt som Supplement til de Sagkyndiges) er bleven offentliggjort i Morgenbladet. Dernæst er der i Publikum — ganske naturligt efter den Maade, hvorpaa Sagen fra Først af af Hr. Prof. Lochmann er sat i Gang — opstaaet Mistanke om, at Universitetet paa en eller anden Maade har havt sine Fingre med i Spillet til at forhindre Forelæsningernes Fortsættelse, hvilken Mistanke jeg har troet, saavidt det stod til mig, at burde frigjøre Universitetet for. Men især har det været mig personlig magtpaaliggende som den, der baade har bekjæmpet og fremdeles agter at bekjæmpe Hr. Dons med Videnskabens Vaaben, at frigjøre mig for al Mistanke for Delagtighed i de i mine Øjne uhæderlige Forsøg paa at bekjæmpe ham med andre Vaaben. Af disse tre Grunde, hvilke alle hos mig har megen Vægt, har jeg troet ikke at burde undslaa mig for Offentliggjørelsen af nedenstaaende Betænkninger:

Da jeg ikke har kunnet komme til Enighed med Professor Monrad i Besvarelsen af det os ved Collegiets Skrivelse af 28de November d. A. forelagte Spørgsmaal, giver jeg mig herved den Ære at afgive følgende separate Betænkning i Forbindelse med en tidligere til Hr. Prof. Schjøtt afgiven, og af ham i Collegiet fremlagt, hvilken her indtages.

Undertegnede finder som Medlem af den Kommissjon, der er nedsat for at bedømme Beføjelsen af de af Hr. Professor Lochmann over Hr. Stipendiat Dons’s Forelæsninger fremførte Anker, at burde udtale følgende: Jeg finder ikke, at de nævnte Forelæsninger kan frakjendes videnskabelig Karakter og karakteriseres som «Passiar». Jeg finder i den Ytring, at vi paa den yderste Dag ikke skal dømmes efter Johnsons Dogmatik, kun en Udtalelse af den formentlig almindelig, om end i forskjellig Udstrækning anerkjendte Adskillelse af den theologiske Videnskab og Religionen, en Udtalelse, hvori kun Uforstand eller ond Vilje kan finde noget mod Professor Johnson fornærmeligt. Hvad angaar de stærke Udfald mod Theologerne i Anledning af Oversættelsen af det omhandlede Sted i Genesis 2det Kapitel, finder jeg ingen Grund til at antage dem rettede specielt mod vort theologiske Fakultet eller noget af dets Medlemmer personligt. Og endvidere finder jeg, at Hr. Lochmann ikke maa have forstaaet Ytringerne om Theologiens eventuelle Skadelighed, og i hans Paastand om, at Angrebet paa Theologien «naturligvis» er et Angreb paa Religionen, kan jeg kun finde en uberettiget Insinuation, der gjør Hr. Lochmann fortjent til en strengere Tilrettevisning. Jeg kan saaledes i det hele ikke finde, at Hr. Lochmanns Anker bør give Anledning til nogen Foranstaltning mod Hr. Dons fra det akademiske Kollegiums Side.

Dr. Ge. Vilh. Lyng.

Jeg maa, som Svar paa det forelagte Spørgsmaal f. d. F. i det Hele udtale den bestemte Formening, at de omhandlede Forelæsninger ikke lide af saadanne videnskabelige eller andre Mangler, at det afgiver tilstrækkelig Grund til at forbyde deres Fortsættelse. Angaaende de Anker, der er fremførte med Hensyn til Forelæsningernes polemiske Tone, henviser jeg til den tidligere Erklæring, og skal jeg her kun bemærke, at, naar ogsaa efter min Smag den polemiske Tone i enkelte Udfald mod Theologerne, Hegelianerne, Grundtvigianerne og Materialisterne, alle disse Videnskaber og Retninger tagne i deres Almindelighed, var vel stærkt accentueret, saa maa dog vel Grændserne for det Tilladelige med Hensyn til Tonen i en almindeligholdt Polemik iallald drages temmelig rummelig, og jeg kan ikke finde, at de rette Grændser i saa Henseende ere overskredne. Hvad dernæst angaar det religiøse Spørgsmaal, da skal jeg her ikke opholde mig ved det efter min Formening baade for Videnskaben og endnu mere for Religionen fordærvelige i den tilsigtede Indførelse ved Universitetet af Inkvisition angaaende Docenternes kirkelige Rettroenhed, ligesom jeg heller ikke ved Hjælp af egen eller andres Detektivtjeneste skal indlade mig paa nogen Inkvisition angaaende Dons’s Rettroenhed. Kun skal jeg med Hensyn til hans theologiske Udtalelser i Forelæsningerne udtale som min Formening, at de som overhovedet de hos os raadende theologiske Anskuelser (se herom mit Skrift: »Grundtvigianismen og Skrifttheologien«, mine Afhandlinger i Nordisk Maanedsskrift og min Afhandling i det snart udkommende Hefte af Theologisk Tidsskrift bærer dybe Mærker af det forrige Aarhundredes store rationalistiske Bevægelse, hvis Mærker visselig i det Hele først sent ville udslettes, men at kun Mangel paa Forstaaelse eller Fordom kan finde nogen principiel Forskjel mellem Dons’s Standpunkt (saavidt det er fremtraadt i Forelæsningerne) og det almindelige theologiske. Det er let at se, hvad der har foranlediget Misforstaaelsen, at det nemlig er Dons’s Lære om Guds overpersonlige Væsen i fuldkommen Analogi med den theologiske Lære om Guds Overfornuftighed. Det er den samme Lære om Guds absolute Overmenneskelighed, som Theologerne anvender blot paa den theoretiske Side af hans Væsen, medens Dons anvender den ogsaa paa den praktiske, Viljesiden, hvad der efter min Formening fra dette theologiske Standpunkt er fuldkommen konsekvent og nødvendigt. Man kan have Meget at indvende mod Indførelsen i Theologien og Filosofien af disse Overmenneskeligheder, disse fuldkommen ubekjendte Størrelser, og jeg er personlig i det Tilfælde at have Meget derimod at indvende; men det er ligesaa uberettiget i Dons’s Lære om Guds Overpersonlighed at finde en atheistisk Negtelse af hans Personlighed, som i den theologiske Lære om hans Overfornuftighed at finde en Negtelse af hans Intelligens i Lighed med E. v. Hartmanns Lære om hans absolute Dumhed. At hin Dons’s Lære ikke havde nogen atheistisk Tendens, blev jo desuden markeret deri, at denne Guds Overmenneskelighed eller Overpersonlighed i Udviklingen af det moralske Bevis begrundedes ved, at han var den ligeledes i sit Væsen overmenneskelige Moralitets Kilde, og naar Professor Monrad synes at have forstaaet dette Punkt anderledes, kan jeg kun forklare mig det af, at han ved Ildebefindende hindredes fra at høre den i mange Henseender centrale Forelæsning, der indeholdt denne Udvikling. Som Modstander af denne Theori om Guds absolute Overmenneskelighed og deraf følgende Ubegribelighed, hvilken Theori jeg visselig anser for ukristelig, vil jeg betragte det som en af mine væsentlige Opgaver at bekjæmpe den i begge dens Former og imod den at hævde en vis Anthropomorphisme, — hvad jeg allerede har gjort i den nævnte Afhandling —; men som beskikket Censor kan det ikke falde mig Andet ind end fuldstændig at respektere denne Theori i begge dens Former, og paa det Bestemteste fraraade ethvert Forsøg paa at undertrykke den. Den er vistnok en af Tidens Hovedspørgsmaal paa dette Gebet, og det maa efter min Formening tilregnes Dons som en videnskabelig Fortjeneste at have givet den en mere udviklet Form, hvor dens Væsen er blevet yderligere tydeliggjort.

Vi er hermed allerede inde paa det sidste Punkt, nemlig de fremførte Anker angaaende Forelæsningernes videnskabelige Karakter, og kan jeg, som sagt, heller ikke fra denne Side finde nogen Grund til, at deres Fortsættelse skulde forbydes. Formentlig er derved væsentlig tre Momenter at betragte og bedømme, nemlig den formelle Sammenhæng, Argumentationen og Resultaternes videnskabelige Gehalt, og naar Professor Monrad og jeg er meget uenige angaaende alle disse Punkter, da skulde jeg tro, at denne Uenighed ialfald for en meget væsentlig Del har sin Grund dels i, at Professor Monrad ikke hørte den nævnte Forelæsning, der ifølge Opgavens Natur, som indeholdende de gyldige Beviser for Guds Tilstedeværelse, mon dermed ogsaa Bestemmelsen af hans Stilling til Endeligheden, maatte være den centrale, dels i, at Professoren anlægger en temmelig exelusiv hegeliansk Maalestok og tager lidet Hensyn til Tidens filosofiske Situation. Hvad for det Første Sammenhængen angaar, da er den naturligvis bleven noget mindre klar ved, at Forelæsningerne ikke en gang fik deres foreløbige Afslutning, men den forekommer mig ikke destomindre for den, der fuldstændig fulgte Forelæsningerne, at maatte have været tilstrækkelig tydelig. Der bliver jo ved denne Opgave naturligen to Hovedspørgsmaal at besvare eller to Hovedforhold at bestemme, nemlig Guds til Endeligheden overhoved og Menneskets paa den ene Side til Gud, paa den anden Side til den øvrige Skabning, med Hensyn til hvilket sidste naturligvis Spørgsmaalene om Evolution og om generatio spontanea eller Abiogenese maatte komme under Diskussjon. Denne Gang er strengt bleven fulgt, og jeg har ikke hørt Noget, der ikke har været benyttet til Besvarelse af de i Opgaven paa den Maade indeholdte Spørgsmaal.

Som Modstander af mange af de af Hr. Dons foredragne Theorier, kan jeg naturligvis ikke finde hans Argumentation for dem tilstrækkelig, og har ogsaa i mine logiske Forelæsninger havt Anledning til paa mange Punkter at føre mine Modargumenter i Marken. Særlig linder jeg fra mit Standpunkt hans Beviser for Dyrenes, endog Planternes Fornuftighed ufyldestgjørende, navnlig fordi der manglede enhver bestemt Afgrændsning mellem den ubevidste, instinktmæssige og den bevidste Fornuftighed d. e. hensigtsmæssige Virksomhed. Men naar jeg ved, at dette ikke alene er en Grundmangel ved Tidens almindelige videnskabelige Behandling af dette Spørgsmaal, men at den almindelig herskende Retning i Psykologien forkaster denne Distinktion, idet den betragter selve Begrebet af Instinkt som et Skjærmbret for Uvidenheden, da finder jeg som Censor ikke at kunne lægge Dons denne Mangel personlig tillast, og hans Udvidelse af Ræsonnementet til Planterne maa formentlig erkjendes som konsekvent. Sagen seet i sin Almindelighed, finder jeg ogsaa, at Hr. Dons’s Argumentation bærer Præg af, at han er stærkt greben af Tidens Gjæring ogsaa paa Logikens Gebet, og at, hvad der er naturligt, og hvad jeg ogsaa kjender af egen Erfaring, denne Gjæring fra en vis Side har virket uheldigt hos ham, idet den har frembragt en vis Vaklen mellem Apriorisme og Empirisme og dermed en vis Usikkerhed angaaende Argumentationens logiske Væsen og Principer. Men om det saaledes end maa antages, at en ensidigere Tilslutning til en af hine Retninger havde givet Argumentationen en fastere Holdning, saa maa det dog paa den anden Side for det Første erindres, at en saadan Tilslutning dog vilde være en, om end af forskjellige Grunde, respektabel videnskabelig Bornerthed, fordi Striden ikke ved nogen Forsoning af Retningerne har faaet sin videnskabelige Afgjørelse, men endnu blot er, om end maaske temmelig nær, forestaaende. Naar herimod Gammelhegelianerne paastaar, at i deres System denne Forsoning er istandbragt, da kan denne Prætention, som ganske uhistorisk, ikke godkjendes. Man kan visselig hos Hegel finde de almindelige Principer for denne Forsoning, ligesom man hos ham, hos Kant og alle andre virkelig store Tænkere kan finde Principerne for mange store videnskabelige Reformer, men man maa være hildet i Abstraktionens Taagenet for at forvexle disse Principer selv med deres effektive Udvikling og Gjennemførelse, hvilken ofte først naaes ad lange Omveje; i dette Tilfælde er det faktiske Forhold at ingen Forsoning er kommen istand, at de Hegelske Apriorister i ligesaa høj Grad er væsentlig upaavirkede af Empiristerne som disse af hine. Et saadant Gjæringsstandpunkt er derfor hos begavede Elever af Professor Monrad uundgaaelig — undgaaelig kun hos meget ubegavede — og maa ogsaa i Forening med den formelle Begavelse, som Hr. Dons har vist sig i Besiddelse af, antages fortrinlig skikket til at vække videnskabeligt Liv og Interesse. Overhoved maa hos os en Docents Optræden, der ikke staar i saa nært Forhold til Hegelianismen, som baade Monrad og jeg staar, ansees for Afhjælpning af et væsentligt Savn.

Hvad endelig angaar den mere specielle videnskabelige Gehalt, om man vil, Indholdets, hvilken dog naturligvis ikke fuldstændig kan adskilles fra Argumentationens, da finder jeg heller ikke, at man i saa Henseende kan bryde Staven over de heromhandlede Forelæsninger. Der bliver her formentlig to Spørgsmaal at besvare, nemlig først, om de indeholder Nyt af videnskabelig Betydning, og dernæst, om de overhovedet er i Niveau med Tidens videnskabelige Erkjendelser paa disse Gebeter. Da dog kun det Sidste kan stilles som Fordring til en akademisk Forelæsning eller Forelæsningsrække, kunde det første Spørgsmaals benægtende Besvarelse ikke engang faa nogen afgjørende Betydning, men jeg skulde derhos tro, at i dette Tilfælde begge Spørgsmaal raaa besvares bekræftende. Hr. Dons har f. d. F. i Overensstemmelse med sine mod mig rettede polemiske Antydninger i Afhandlingen over Treschow (i Nyt norsk Tidsskrift) givet en ny Bestemmelse af det hos de stricte Gammelhegelianere tvetydige og ubestemte dialektiske Forhold eller Overgang, i det, som man i Modsætning til den tilsvarende atheistiske Immanenstheori kunde kalde den dialektiske Transscendenstheori. Denne bliver da den dybere videnskabelige Begrundelse af den ovenomtalte theologiske Transscendenstheori, men som saadan ogsaa forskjellig fra den ved sin mer omfattende Almindelighed, som den ogsaa i Forelæsningerne foruden paa Gudsforholdet blev anvendt paa Rummets Figurationer og paa Livsprincipet. Jeg maa igjen bemærke, at jeg personlig er en Modstander af begge disse Theorier, og at jeg i det anstundende Aar agter at forelægge det herværende Videnskabsselskab en ny Analyse af dette Forhold, men jeg finder, det maa anerkjendes, at Hr. Dons ved sin Theori har bragt dette vigtige logiske Spørgsmaal, hvori paa en Maade alle Spørgsmaal kunne siges at være indeholdte, nemlig Spørgsmaalet om Evolutionens Væsen i sin logisk-metaphysiske Almindelighed, et Skridt videre, nærmere sin Løsning. I Forbindelse dermed maa jeg som speciellere videnskabelige Fortjenester særlig fremhæve den nye Form og Betydning, han gav det moralske Bevis, samt et af ham selv opfundet Analogon dertil for den fysiske Verdens Vedkommende, nemlig det af den Carnotske Lov udledede, begge i Overensstemmelse med den nævnte Grundtheori. Hvad Gjendrivelsen af de øvrige Beviser for Guds Tilværelse angaar, da var den væsentlig den Kantiske — dens Indklædning i pikantere Former betog den Intet af dens logiske Stringens — og som saadan efter min Opfatning fuldkommen tidsmæssig. Hvad Hegel har gjort i saa Henseende er egentlig, at han har absorberet Beviserne i sit hele dialektiske System, og den almindelige Forkastelse eller Gjendrivelse af dette maa saaledes ogsaa træffe hans Omformning af de nævnte Beviser. Hvad angaar Hr. Dons’s Polemik mod Hegelianismen og navnlig hans Karakteristik af den som nihilistisk, da anser jeg den for en Misforstaaelse ligeoverfor Hegel selv, men en Misforstaaelse, som Hr. Dons deler med den almindelige philosophiske Tidsbevidsthed, derimod anser jeg den ligeoverfor den bestaaende Hegelianisme for væsentlig berettiget.

Jeg behøver vel ikke efter det her Anførte udtrykkelig at udtale, at jeg maatte anse en eventuel Foranstaltning af Kollegiet mod de omtalte Forelæsningers Fortsættelse for abderitisk, for ikke at give den et endnu værre Prædikat.