Streik/II
Naar Vintren for Alvor tar fat, og Isen lægger sig over Elven, da stanser Arbeidet paa Sagbrugene, til det atter er Vaar. — Og Arbeiderne gaar hver sin Vei, med den sidste Ugeløn i Lommen.
Lykkelig den, der i Sommertiden har lagt noget tilside af den faste Fortjeneste. Men altfor mange er de, som maa stole paa det uvisse, hvor det gjælder at skaffe sig og sine det, der skal bides og brændes til Livets nødtørftigste Ophold i Vintrens Løb.
Allerede en af de første Dage i November var Brugene stanset, og Vintren var iaar usædvanlig haard, Fortjenesten liden, og der hersked Savn og Nød i mange Arbeiderhjem.
Det var den sorte Cichorie-Kaffes og det bare Brøds Tid i Langestrands Fattigkvarterer. — Det er ikke blot den fornemme Verden, som har «Saisoner», — Fattigfolk har sine, de ogsaa.
Per Amundsen var Søn af en Tomtearbeider, og havde tidlig lært, hvad det vil sige at sulte.
Paa Skolen blev Læreren snart opmærksom paa bans gode Evner og store Lærelyst; han tog sig af ham i særlig Grad, gav bam endog Privatundervisning og laante ham Bøger. Vintren efter sin Konfirmation fik han Anledning til at besøge en Aftenskole. Og det var ret respektabelt, hvad han paa den Maade fik lært. Han skrev en smuk Haand, hans Stil var let og upaaklagelig korrekt, og i Regning var ban særdeles flink. Per Amundsen var endog Mand for at lage fornøielige Viser, som han selv med stor Bravur foredrog; ên af dem — en harmløs Lokalrevy — kom til og med i Trykken og blev solgt for to Skilling Stykket paa Langestrands Gader. Flere af hans Viser gik paa «Fallera»-Melodien, — og saa gav man bam Opnavnet «Heifallera». — Han var glad i Selskab, munter og godlidelig og havde mange Kammerater; det traf en Gang imellem, at han tog sig en Taar over Tørsten. — Om Somren havde han i en Aarrække vært Stavskjærer paa Humlevik Brug — middels dygtig som Arbeider. Om Vintren var han mest beskjæftiget med, hvad der hos Byens Smaahandlende kunde falde af Regnskabsførsel og Opgjør, hvorved han tjente forholdsvis bra. — I Tyveaarsalderen gifted han sig, og fem Aar efter havde han tre Børn, i et hyggeligt, velstelt Hjem.
For Læsning var han fremdeles meget interesseret; han holdt etpar Aviser, benytted sig flittigt af Bogsamlingen i Langestrands Arbeiderforening, og fulgte saaledes ganske godt med i de Spørgsmaal, som stærkest var oppe i Tiden.
— Men saa var det et Aar, at der var Stortingsvalg, og Langestrand skulde jo ogsaa have sin Repræsentant.
Da gjorde Per Amundsen noget, som kom ham dyrt at staa.
Det trak for Alvor op til politisk Uveir i Norge dengang. Langestrand havde hidtil vært betragtet som et landsgyldigt Mønster paa god gammeldags Loyalitet. Men nu gik Byens Arbeiderforening pludselig hen og opstilled en Valgmandsliste, paa hvilken ikke Byfogden og ikke Konsul Dahl og ikke Brugseier Oscar Andrésen, ja ikke engang selve Provst Carlsen stod.
Og Per Amundsen havde vært Medlem af Arbeiderforeningens Listekomitê.
Næste Dag blev ban kaldt op paa Chefens Kontor.
Oscar Andrésen var vred, meget vred, saa vred, at Ordene skurred og skreg ham i Halsen.
«Du var jo med dernere i Arbeiderforeningen — hva?»
«Ja — jei var valgt — og saa — —»
«Det er nok! — Men jei skal — Fan snyte og tørke mei! — lære dere, at jei inte vil vite a noen socialistisk Rabulisme og fritænkersk Heifallera innenfor mine Grænser! — forstaar du det? Væk med dei!» — han slog i Bordet — «fort!»
Den Kvæld havned Per Amundsen i Fyllearresten under Langestrands Raadstue. Og som Tiden skred fremover, havned hans likeste Indbo og Løsøre Stykke for Stykke hos Byens Pantelaaner.
«Hvis noen har Løst til at vite, hvem jei er,
saa er jei blot en Arbeidsmann, og heter bare Per.
Og her har jei hjemme, i Langestrands By;
og derfor er jei ossaa saa fornøiet og kry.
For — Venner! — jei forsikrer, I kan tro mei paa mit Ord,
at endda jei har vanket saa videnom paa Jord,
i Holmestrand og Horten, ja endog paa Moss,
saa er det dog kun Langestrand i Langestrand hos os.
Her var det, at Far min han træled og han sled,
her drak han sei full for sine sure, salte Sved.
Her kom han paa Kassa,[1] her daua[2] han ifjor,
— og her er det ossaa, jei har traadt i hasses Spor.
Ak, ingensteds er Himlen saa klar og blaa og skjøn!
ak, ingensteds er Silden saa ul og gul og grøn!
og ingensteds i Verden man skuer saa tidt:
Grossererne alt rundere, hvergang de gaar Fallit!
Ei nogensteds paa Jorden — det er en afgjort Sag —
har Brænnevin og Bayer saa lifli en Smag!
Og Krovært og Kjøbmand, her er de saa bli,
— naar bare de faar Penger, saa fyller de i.
Hurra, det er lysteligt idag som igaar!
— slik var det ifjor, og slik er det iaar.
Og dersom jei blir sjuk, det bekymrer mei kun lidt:
jei tar mei blot en Sultekur — og den faar jei frit.
Af Stat og Kommyne har jei intet Bryderi;
en Arbeidsmann i Norje, det gamle, det fri,
kan folde sine Hænder og sætte sei ned,
— og endda faar han ha sine Filler ifred.
Saa lever jei saa lystig, til jei dauer tilsidst.
— Men det vil jei sige — og jagu er det vist:
en Fattigmann i Langestrand, som jei og mange er,
kan aldrig faa det bedre i Helvete enn her.»
— Det var Per Amundsen, som en Kvæld i Marts Maaned hin strænge Vinter sang denne Vise i en af Skjænkestuerne hos Restauratør Bertel Talleberg.
Per Amundsen havde ført en ulykkelig Tilværelse i de halvtredje Aars Tid, siden Oscar Andrésen jog ham væk fra Humlevik Brug. Ingen af Byens andre Brugsherrer vilde tage ham i Tjeneste; han var en mærket Mand i den langestrandske Opinion — mærket som Rabulist og som forfalden. Og hvad dette sidste angik, da kunde det med stedse større Sandhed siges om ham; han drak — drak, hvor der bare gaves Anledning. Han gled og gled og havde ikke Karakterkraft til for Alvor at stoppe Farten ned ad Bakke. Han prøved atter og atter at vinde Herredømme over sig selv; engang drev han det til ikke at smage Spirituosa en hel Uge igjennem. Men saa bar det igjen over i det gamle Spor. Han sneg sig saa mangen en Søndag om Gadehjørnet, — for saa ud paa Kvælden at komme fuld tilbage; og da var han brautende eller sentimental, alt eftersom hans Kone skjændte eller græd.
I Hjemmet — om det kunde kaldes slig, det lave, glisne Kvistværelse, hvor Familien fortiden havde Tilhold — var der den bare Elendighed. Konen stræved med Vask og Syning for Fremmede. Men de fattige Skillinger, hun paa den Vis fik slidt sig til, kunde ikke dække selv den værste Nød; og af de Penge, som Manden fra Tid til anden ved forskjellig Beskjæftigelse tjente, var Restauratørernes Part i Regelen den sikreste og største
Viser laged han fremdeles — i det sidste helst Nidviser — og sang dem gjerne, naar der var nogen, som for at have Løier spenderte paa ham et Glas Øl eller en Dram.
Han havde vært vakker som ung, tindrende blaaøiet, med et ovalt, lyslet Ansigt under det askefarvede, fyldige Haar, Men nu — i Trediveaarsalderen — saa han slet ikke tiltalende ud; det altfor stærke Farveskjær over de lasket-fyldige Kinder virked uhyggeligt.
— Den Aften inde hos Bertel Talleberg var han allerede saa temmelig paa en Snurr, da han sang Visen. Han sad i Træsofaen mellem begge Vinduer paa Langvæggen, og om det store, runde Bord foran ham havde et halvt Snes Personer efterhaanden samlet sig — en gammel, bred Tømmerhandler fra Oplandet, etpar Sjømænd, Resten Byfolk af Arbeidsklassen.
«Ha ha ha!» lo de ikor, da Per Amundsen havde endt sin Vise.
«Ja, du Per Amundsen, du heter inte Heifallera for ingentingen, du! — lystigere Stubb har jei inte hørt paa længe,» sagde Skomager Paulsen.
«Lystig, ja?» svarte Per Amundsen, «det sku jei tru! — saa lystig at dersom dere forsto den — som dere inte gjør —, saa fik vi Taarer i Auene alle sammen uta bare klinkenes Lystighlet; — for jei skal si dere, at den Visa er akkurat likesaa morosam som jei sjøl, den.»
«He he! — ha ha!» lo Koret.
«Vi maa pinadø ha en Omgang paa det der, — elleve Drammer aa tre Flasker Øl!» — det var Oplandsbonden, som havde Ordet.
Det forlangte kom.
«Saa drak vi, da; værsgo!»
«Ja nok!» raabte Per Amundsen, «— la vors bare svelje i vors — Ø1 og Brænnevin og Sult og Uret og Fusk og Fanteri og Humlevik Dampsag og Oscar Andrésen og hele Hurven!» — —
Drammen fôr ned.
— — «Men saa er der noe, som heter Dagen derpaa, Gutter! og da kan det være, vi kommer tell aa gi det alt ihop fra vors igjen; og da vil der, Herren forsørje mei! lukte saa vondt over hele Langestrand og endda videre ikring, at Storfolka flyr med Lommetørklæ for Næsa like lukt paa aapne Vanne! — Men det bryr vi vors inte om ikvæll, for ikvæll saa drikker og jubilerer vi og lar Dagen imorra ha nok med sin egen Plage, som skrevet staar! — — Skaal!» — —
Et Glas Øl gik samme Vei som Drammen.
— — «Vet dere, hva en Revolution er for noe? — jo, det skal jei si dere: det er, naar som atte Samfunne har vært paa Rangel og blir fyllesjukt, det, Gutter! — for da kaster det op!»
«Ha ha ha! — hø hø hø!»
«Je mener, det er han Marcus Thrane sjøl, som er kommen her ikvæll,» sagde Tømmerhandleren, — «for han ossaa snakka saa mye om dettane Samfunne. — Je sku tru, je var med i, den Leiken, je! — Ja, je var naa bare Tømmerfløter, dengangen; vi sanka vors med Ljaaer og Økser og Greip paa Aksla, Husmænner og Tenestegutter — vi var over et halvt Hundre Mann. Og ên gik foran og tuta i et Bukkehonn, og saa marsjerte vi op tell Storkaksen paa Nøkkerud og spurte, om han værsgo vilde være saa innerli forbanna snill aa dele med vors. Han sto paa Trappa og var saa rædd, at han skalv i Knæa, saa den feite Magen hasses dirra, der den hang. — Og saa kom der ut paa Bakken Spekekjøt og Øl og Brænnevin, saamye vi bare vilde ha, der var nok aa ta uta, og det vi inte fekk, det henta vi sjøl. Og saa aat og drak vi, alt det vi bare orka; men noe anna enn Mat og Drikke rørte vi inte. — Saa skreik vi Hurra for Knut Nøkkerud, saa det var, som atte det rivna i Nøkkerud-Aasen. Og dermed saa stelte vi vors op igjen og marsjerte nerover mot Brofos-Værket. — Men saa fekk vi spurgt, at tell Brofos var der kommet en Trop Soldaterer med baade Rifler og Bagneter og alt muli. Jo, da ble der en annen Laat i Bjølla; — forsyne mei, flau vi inte, som var Skrubben etter vors, hver tell sin Kant og stakk vors bort, saa godt vi kunde. — Naa, vi slap inte med det, inte; noen a vors ble straffa, — je for min Part ble inte sat fast, men je laut en hel Vaar fløte Tømmer for Nøkkerud-Kaksen uten annen Løn enn snaue Kosten, — det var Betingelsen, da je kom aa ba saa pent for mei, og det var Betalingen for min Andel i Gjæstebude ute paa Nøkkerudbakken. — Aa ja, det er saa mye gæli, man finner paa, naar som atte man inte har Vett.»
Døren til de indre Værelser gik op, og i Døraabningen kom tilsyne Verten selv, Bertel Talleberg, en middelaldrende Mand, høi, mager og mørk, med Skjæg à la Yankee — han havde jo ogsaa vært nogle Aar i Amerika. Han var kjendt som Langestrands mest drevne Kortspiller; man paastod, at Størsteparten af sin ikke ubetydelige Formue havde han vundet i Kortspil. — Det fortaltes, at da hans Datter kom i Skole, og Lærerinden spurgte, om hun kunde tælle, tog den lille raskt fat: «seks — syv — otte — ni — ti.» — «Men kjære Barn,» sagde Lærerinden, «hvorfor begynder du med seks?» «Jo,» svarte Jentungen resolut, «vi bruker inte aa ha Smaakorta med.» — Tallebergs Rygte var i det hele taget aldeles ikke det bedste; men smidig som han var, havde han saa omtrentlig sluppet for at faa Justitsens Klør i sine Affærer.
«Nei se — et helt Selskab! — Goddag, Ole Sørhaug, belkommen tell Byen! — Og Goddag, Per Amundsen — Tak for sidst!»
Per Amundsen reiste sig. «Bare etpar Or i Enrum, Talleberg,» sagde han. — De to gik tilside.
«Jei vil be Dere saa pent, la mei faa igjen den Gullringen, Di spelte a mei; — det er jo Forlovelsesringen min, — — og Kona mi har spurgt etter den; men saa har jei sagt, at den var hos Gullsmeden for aa stelles paa. — — Di faar være saa innerli snill — —»
«Spelte? — har Di kanske glemt, at Di fik to Flasker Øl paa den, ossaa, Far? — Di var da vel inte saa full, vel? — Ja, har Di Pengene, saa naturlivis. — — Det er jo bare fem Kroner, og Di vêt, Di har to Uker aa løpe paa med Innløsningen.»
«Jei hadde ossaa en Femkroneseddel ikvæll, da jei kom herop; men saa var Di inte hjemme, og — ja nu har jei nok inte mere enn saa paalag tre Kroner igjen, — Resten ligger derhenne i Diskekassa Deres. — Men Di faar være saa innerli — —»
«Nei — da er det inte værdt, vi snakker mere om den Tingen ikvæll,» svarte Talleberg tørt og gik atter hen til Bordet. — «Si mei, er han inte Onkelen Deres, Per Amundsen, han gamle «Herregud i Kaalrabien», dom kaller, — han Naboen min oppe paa Haugen her like bakenfor?»
«Jo, han er Morbror min.»
«Ja, han skylder mei noen Penger, som han fik laant a mei, da de to Barna hasses reiste tell Amerika. Jei har jo Pant i Hytta og Haugen og hele Greia, naturlivis. Men naa, siden han ble vanfør — Stakkar —, kan han inte engang greie Renter ennsie Afdrag, — saa det blir vel tell det, at han faar fløtte tell Vaaren. Jei har allerede saa smaat tænkt paa aa anlægge en Sommerrestaurasjon deroppe.»
«Hør her, Gutter!» sagde Per Amundsen, «er det inte gamle Kong Salomon, som sier etsteds, at den, som begynner med aa snyte for aa leve, han slutter med aa leve for aa snyte? — er det inte saa, der staar, Talleberg?»
Der trak op til Smil i samtlige Ansigter — undtagen Tallebergs. «Jei er inte saa bibelsprængt, jei,» svarte denne hurtig. — — — «Uff, jei er saa plaget uta Liktorne,» fortsatte han og tog sig over Taaen paa den ene Sko, — «det gjør virkeli saa vondt, saa!» — Det var tydeligt, at han vilde lede Samtalen bort fra Per Amundsens Skriftsted.
«Pyt!» mente Per Amundsen, «det er da den smaleste Sak af Verden aa kurere for Liktorne, lel!»
«Ja, kunde Di saasannt det, — saa skal jei love Dere to stive Toddyer for hver Liktorn, Di skaffer mei a, med — saa den inte kommer igjen, da, begripelivis.»
«Di tar vel et Glas med, Talleberg? sagde Oplandsbonden.
«Jo tak — for Selskabs Skyld, saa — —».
«La vors saa faa en ny Omgang.»
«Straks! — Oline, en ny Omgang! &mdas; Drammer og Øl!»
Det var snart besørget.
«Naa ja, Per Amundsen,» sagde Talleberg, da de havde tømt Glassene, «saa var det det med disse Liktornene, da?»
«Jo, det er grei Skuring. Di skal bare ta og flaa en Tosk eller en Fattigmann og gjøre Dere Sko uta Hua. — Men Di skulde vel aldri kjenne den Resepten før — vel?»
Talleberg blev mørkerød i Ansigtet. «Pas Di Kjæften Deres, Di, Heifalleraen! og ut med Dere! — skal jei hjælpe Dere kanske?»
«Nei, saa stor en Slusk er jei ennaa inte blet, at jei inte holler mei for go tell aa bli kasta paa Dør a han Bertel Talleberg.»
Og Per Amundsen reiste sig, satte Hatten paa tre Haar og gik — med stram Holdning, men noget usikre Skridt — over Gulvet og ud. — Døren blev slaat haardt i efter ham.