Streik/VIII
«Brand! — Brand! — Humlevik Brukbrænner!»
Det var mellem Klokken 11 og 12 Nat til Trefoldigheds Søndag, at dette Raab lød, først fra en enkelt Mands Mund, men gjentoges af stedse flere og flere Stemmer nedover Langestrand. — Og den gamle, hæse Brandkanon oppe paa Tertehaugen vaagned og skreg: «bum! — bum!» saa høit den kunde, og fra Byens Kirketaarn faldt Klokken ind med sin Malmrøst: «ding—dang! — dingen—dangen!»
— — — «Brand! — Brand! — Humlevik Bruk brænner!»
Og Humlevik Brug brandt. Fra Maskinhuset steg der op en blaagraa Røgsøile, som hurtigt blev i tykkere og mørkere, og snart stak Ilden en efter en af sine spillende, kløftede Tunger ud under Tagskjægget; den fik kun altfor god Næring af de rigelige Oljebeholdninger.
Og da Byens faste Brandmandskab kom sættende til med Dampsprøiten, havde Ilden allerede sprunget over og faat fast Tag i Saghuset og Høvleriet ogsaa.
Det mægtige Baal kasted sit bølgende Lysskjær nedover Byens Huse og opover de grønne Bakker og spilled paa Elvens Overflade i blinkende, skiftende Farver mellem Guld og Sølv. Det knitred og braged, der regned med Gnister, Luerne slog som brandgule, splittede Flag frem og tilbage for Vinden og vifted en kvælende Varme i Ansigterne paa den Menneskemængde, som havde samlet sig omkring.
Vandet fra Slangerne fræste, og Brandmandskabets korte Raab skar stærkt og bestemt gjennem det forvirrede Lydmylder, som summed fra det tilskuende Publikum, der i Løbet af en halv Times Tid kom til at repræsentere snart sagt alle Aldre og alle Samfundsklasser i Langestrand. — Endog selve Borgermesteren mødte op, stolpred omkring paa sine korte Ben, kommanderte, gav Raad og skjældte, — indtil den robuste Brandmester tabte Taalmodigheden og raabte: «Ja, Hr. Borgermester! en annen Gang, naar vi har bedre Tid, — saa skal Di ha Tak!»
Det var, trods de dygtige Brandfolks dristige Anstrængelser, ikke engang muligt at faa Ilden dæmpet endsige slukket; Træværket var knusktørt og brandt med Lethed, tiltrods for Sprøiternes Vandstraaler. — Men Oscar Andrésen sprang rundt og skreg: «Sprøit! — sprøit! — sluk! — redd saa mye som muli!»
Ogsaa Byens private Brandkorps var omsider rykket op med sine Haandsprøiter; — der var 5: «Basta» og «Syndfloden» og «Sarpen» og «Elefanten» og «Hvalfisken». De dreves paa den Maade, at seks, syv Mand løfted og sænked — i Takt og under Opsang — hver sin Ende af en Vippestang.
Chefen for «Syndfloden« var Restauratør Bertel Talleberg.
Det faste Brandmandskab arbeided i ordknap Iver. Men fra Haandsprøiternes Betjening lød der et øredøvende Skrig og Skraal; Mandskabet skifted alt i et, for Tilskuerskaren yded en rigelig Reserve, — især da det blev bekjendt, at Oscar Andrésen lod hente fra det nærliggende Bryggeri Hundreder og atter Hundreder af Ølflasker til Forfriskning under Afløsningen.
Anledningen blev ogsaa fiittigt benyttet; der tog paa at flomme af Eder og Latter og Hyl og Raaheder, og der var dem, som var saa fulde, at de bare slingred med som Paahæng, hvergang Sprøitestangen gik op og ned.
Hans Teodor deltog i Slukningsforsøgene med en rent dumdristig Ihærdighed, og flere Gange havde man med Magt maattet drage ham tilbage fra de mest udsatte Punkter.
— Uheldigvis blaaste der en strid Østenvind, og den tiltog stadigt i Styrke. Selve Bruget var redningsløst fortabt. Men nu gjaldt det, at ikke ogsaa Stablerne antændtes, og størst var jo Faren for dem, som laa i Flugt med Luftdraget; mod disse blev derfor en Flerhed af Sprøiterne rettet, og endda antændtes de atter og atter.
Men pludselig sprang Vinden over i Nord, nogle voldsomme Kast hvirvled en hel Kave af Gnister og endel brændende Bordstumper med sig ind mellem de tørre Stabelrækker, — og saa begyndte det at brænde i en Stavstabel nede paa Elvebredden.
«Se der! — ned med Sprøiten og sprøit!» skreg Bertel Talleberg til sin Næstkommanderende, Skomager Paulsen.
«Neigu om jei gjør!»
«Er du rædd naa, Skopluggen?»
«Dra Di tell Helvete og sprøit sjøl!» svarte Skomager Paulsen.
«Ja, her er Gutten, som inte er bange, her!» skreg Talleberg. «Kom naa, Gutter! Et Glas Toddy imorra tell hver, som føller!»
Talleberg var tydeligvis temmelig anløbet. Han fik med sig et halvt Snes Mand og drog afsted nedover med «Syndfloden»
Men de er næppe kommet igang med Sprøitningen, før der lyder et hundrestemmigt Skrækkens Skrig fra Mængden. — Da de skal se sig om, staar Stabel ved Stabel bag dem i lys Lue, og Flammerne slaar sammen om den Vei, de var kommet.
De lod «Syndfloden» skjøtte sig selv og søgte ilsomt ned til Elven — den eneste Udgang, som Ilden ikke endnu havde lukket. Ved Bredden laa en Lastepram fastlænket, ud paa den sprang de, men det var dem ikke muligt at faa den løs; thi der var Laas for Lænken.
Talleberg raste og bandte — raabte Fanden ved Navn i de forskjelligste Forbindelser.
«Ja, naa gjæller det pinadø, at gammelt Venskap holler, Talleberg!» sagde en ung Sjømand. «Trøierne a, — og i Vanne, Gutter, vi faar se aa svømme over!» lagde han til.
«Men jei kan inte svømme, jei!» sagde Talleberg.
«Ja, det blir værst for Dere sjøl!»
«Hvem af dere vil ta mei paa Ryggen og svømme over med mei? — jeg gir tyve Kroner — — femti — — — hundre, da!»
«Aa nei, her har enhver jagu nok med aa berge sei sjøl!»
«Tusen Kroner! — — se her, hele Pengeboka mi, da! med over halvannet Tusen Kroner i! — — — Fan ita, der fôr de jagu!» skreg han, da de andre hopped ud i den dybe Strøm. — — «Send en Baat, da! — send en Baat!»
«Hop uti og la det staa tell!» raabte én op.
«Jei tør inte! — jeg har saan Skræk for Vanne! — Send en Baat! send i Jessu Nam en Baat!»
Han stod alene igjen oppe paa Prammen. Thi to andre, som heller ikke kunde svømme, nemlig Hans Teodor og Sagstyrer Vik, havde vovet Forsøget at springe op mellem de flammende Stabler. Vik rak ikke frem — hans forkullede Legeme fandtes næste Dag paa Brandtomten. Hans Teodor kom derimod igjennem, men rigtignok brændende som en Fakkel. Dampsprøitens Straale rettedes mod ham, og Ilden i hans Haar og Klær blev hurtigt slukket. Han sank sammen og laa hjælpeløst overende paa Marken, bare klynked og jamred sig. Saa bar de ham ind i et Skur nær ved.
«Vann! — — aa — Vann!»
Man kom med Vand i en Ølflaske, letted Hodet hans op og heldte i ham etpar Mundfuld. Saa begyndte man at løse paa Klærne.
«Nei! — aa nei! — ligge stille! — — Aa Far, Far!»
Svogeren var allerede underveis med Sorgens Ilbud til gamle Ole Augustinussen.
— — — Brug og Tomter laa i et eneste Flammehav. — Og Restauratør Tallebergs Skjæbne var imidlertid fuldbyrdet nede paa Prammen. Man havde tydeligt kunnet se ham fra den anden Elvebred, hvor man holdt paa at sætte en Baad ud. Fra de nærmeste Stabler slikked Flammerne henover ham, der han laa paaknæ med Armene strakt opad. Hans Klær fænged, hans Skjæg og Haar brandt. Og endnu da Luen stod ham over Hodet som en rødgul, svaiende Toplue, kunde man høre hans fortvivlede Raab og Skrig — til Himlen om Hjælp og Naade. — Saa taug han og faldt fremover.
Og som saa Baaden kom, og Heden og Luerne endelig tillod den at lægge op ved Prammen, var det bare et forbrændt Lig, man fandt at løfle ind over Æsingen.
— Da Morgensolen randt, var Brandscenen over. Den store, rygende Brandtomt laa der sort og uhyggelig i det tindrende Sollys. Kun hist og her bortover blafired en Lue med et matgult Skjær, stêg og sank. En nøgen, sodet Skorsten raged ensoin iveiret paa Fyrhusets Tomt.
— Men Borgermesteren sagde, idet han tørred Sveden af sin skaldede Pande:
«Nei, nu er det nok bedst at komme sig hjem igjen; for nu er vi da guskelov endelig Herre over Ilden!»
Ole Augustinussen var ilet til med et Sengetæppe og en Hodepude, mens Svigersønnen skulde paa Apoteket efter Olje og saa indom til Brugets Læge —, som forresten just traf til at være paa Sygebesøg oppe i Dalen.
«Hans Teodor, Hans Teodor! — aa Herregud aa Herregud! — naa er det nok altfor ille med dei, Gutten min!» sagde Ole Angustinussen, idet han bøied sig over Sønnen og sank iknæ ved hans Side.
Der var en stram Lugt af svedne Klær, svedent Haar og svedent Kjød.
Hans Teodor snudde paa sig. — «Aa Far — Far!»
Han var skrækkeligt tilredt. Hodet, hvorover det rødblonde Haar tidligere havde krøllet sig, var en brunsort Brandskorpe. Ansigt og Hals, som var ophovnet til det uformelige, fremviste overalt posede, blasblege Brandblærer eller rødbrune, vasne Kjødfiækker, og Øinene var næppe synlige under de tykke, skoldede Øienlaag med de svedne Øienbryn ovenover.
Han blev forsigtigt lagt over paa Tæppet og fik Puden under Hodet; det gik jo alligevel for sig under ynkelig Jamren. — Saa vilde hans Far til at løse paa Resterne af Trøien.
«Nei! — nei!» stønned Hans Teodor og mødte ifra med de svulne, brandsaare Hænder.
«Ja, men vi maa det, Gutten min!»
«Ja — du — Far — — men ikke — de andre!»
De to lodes alene inde. — Den forbrændte Trøie blev let nok fjernet, det morkne Tøi kunde plukkes af med Fingrene. Saa kom Turen til Vesten; den havde jo holdt sig bedre, skjønt ogsaa den paa enkelte Steder var gjennembrændt.
— Men hvad var det, som stak op af Lommen paa Vestens Indside? — en Konvolut med Papirer i? — Lad se — — jo, det var Papirer, brændte kullede i den øverste Kant. — Nei — men det var — — — det var jo Pengesedler! — mange, mange Pengesedler!
«Du gode Gud, Hans Teodor! hvor kommer alle de Pengene fra?»
«Han — ga — mei dem.»
«Hvem? — hvem?»
»Han — — Oscar Andrésen.»
«Han ga dei dem ?»
«Ja — — han var saa stri — — og Huse vores — — og saa — — — satte jei Ild paa —»
Ole Augustinussen havde reist sig i sin fulde Høide; hans Ansigt var med en Gang som størknet.
Da gjorde Hans Teodor en Kraftanstrængelse og kom op i siddende Stilling.
«Gi ham dem igjen, Far! gi ham dem igjen!»
Han faldt med et hæst, rallende Skrig bagover og blev liggende ganske stille og taus.
Den gamle bøied sig atter over Sønnen og lagde Øret til hans Mund. — Saa stak han ham Konvoluten med Pengesedlerne tilbage i Lommen og knapped over, idet han mumled:
«Nei, ta dem med dei og gi ham dem igjen for Guds Stol paa Dommens Dag».
— Man havde budsendt en anden gaf Byens Læger, som nu kom til. Men han kunde kun konstatere Hans Teodors Død.
«Ja, nu er her Hest og Kjærre, Bedstefar,» sagde Svigersønnen.
Ole Augustinussen slog Tæppet om Sønnens Lig; det blev baaret ud i Kjærren.
Folk vêg sky tilside, der det sørgelige Optog skred nedover, paa Veien hjem til Kaalrabien. — Den gamles Skridt var stø og hans Ansigt uden en Trækning.
— Mandag Formiddag slog Svigersønnen, som halvveis var Snedker, en Kiste sammen; i den blev Hans Teodor lagt, saadan som han var, da de kjørte ham hjem. — Faderen vilde det slig. Og endnu samme Dag kom han ind paa Kirkegaardens Lighus.
— Men ikke en Taare saa man i Ole Augustinussens Øine. Kun var han mere indesluttet og ordknap end nogensinde, — Herregud Kaalrabien holdt endog op med at sige «Herregud».