Streik/X
Byfogden havde afholdt Brandforhør, baade et og to. Men der var intet fremkommet — Maskinist Kristensens Vidneprov iberegnet —, som gav gyldig Grund for den Antagelse, at Ilden skulde være paasat.
Og dog, det var, som laa den i Luften, den Mistanke, at Brandens Opkomst ikke skyldtes Tilfældet. Og hvad mere var: den almindelige Mening hos Langestrands Arbeiderbefolkning — og hos adskillige andre — blev mere og mere den, at Oscar Andrésen selv paa en eller anden Maade med velberaad Hu havde foranlediget Branden.
Ikke saa, at det Mand og Mand imellem blev sagt i klare, tydelige Ordelag. Men man forstod hinanden alligevel. Og især de brødløse Arbeidere fra Humlevik Brug forstod det saa godt, — Hjernerne forstod det, og Maverne knurred sin Tilslutning.
Og en Strøm af undertrykt Forbitrelse sived med voksende Styrke fra Bryst til Bryst.
Saa var det dog blet til det, at Ole Augustinussen skulde miste Kaalrabien. — Og ikke nok dermed, men der var ogsaa gjort Eksekution i hans Stakkarsdom af Løsøre og Indbo, — altsammen paa Foranledning af Tallebergs Enke, eller den Inkassator, hvem hun havde overgivet Fordringen til Inddrivelse. Om det saa var den gamle Barberkniv, det riflede Drammeglas og det spættede Speil, saa var det blet optegnet af Rettens Folk — Rub og Stub.
Men Inkassatoren — som i Langestrand var bedst kjendt under Navnet «Fan med Fedt paa» — bandte af Hjertens Grund «denne Helvetes Tredivedalersloven», i Kraft af hvilken Herregud i Kaalrabien kunde redde unna af Boet til et Beløb af hele 120 Kroner, — saa der af Løsøret blev lidet eller intet at sætte under Hammeren.
Auktionen afholdtes paa Stedet, og Inkassatoren fik sig Kaalrabien tilslaat.
Det gav et Sæt i Ole Augustinussen, da det kolde, skarpe Hammerslag lød; han vidste jo, at Kaalrabien var langt mere værd og havde kostet ham det mangedobbelte af Inkassatorens Bud.
Imidlertid, Fordringen var saavidt dækket.
— Og Budet blev approberet.
«Ja,» sagde Inkassatoren, da han en Dag kom med denne Besked, — «ja, min gode Ole, naa er Kaalrabien min, og naa faar du gjøre Huset ryddigt i en Fart, — hvis du da inte vil leie hos mei, — Men Leien kontant — paa Forskud!» —
«Inte vet jei Utkomme tell det.»
«Inte jei heller. De kunde kommet vel med, naa, de 25 Kronerne fra Brugseier Andrésen; — — — du behøver da inte glane paa mei, som i vilde du æte mei! — — Men — la se — du kunde kanske faa Fattivæsenet tell aa betale Leien for dei? Jei skal gjøre det billigt; for Hytta staar jo her allikevel — indtil videre, da. Mye muli, jei kommer tell aa bygge her — Tomta er jo inte saa værst —; men det blir naa inte i Sommer.»
— Og det gik slig, at Fattigvæsenet overtog Leieforpligtelsen — paa Henstillen fra Inkassatoren, ikke efter Opfordring af Ole Augustinussen, der nærmest lod ligegyldig for det hele. — Men bag de stramme Læber bed han Tænderne sammen, naar hans Had til Oscar Andrésen klødde ham i Tungebaandene; for det var jo saa nøie forbundet med hans egen Søns Skjænsel.
— Og Langestrand mored sig med at lave Vitser over det Tema, at nu var Herregud kommet paa Fattigkassen og bodde i sit gamle Himmerige tilleie hos Fan med Fedt paa.
— Jo, det kom saamen, det bebudede Nedslag i Lønningerne. Det blev, efter Beslutningi Brugseierforeningen, tilkjendegivet paa Langestrands samtlige Sagbrug.
Arbeiderne mødte Budskabet med dump Knurren. — Ja, til at slaa af var de Folk færdige straks de bare trodde sig at have en Anledning. Men at faa dem til at lægge paa et Øre, det var som at dra Katten efter Halen, det, om de saa sopte Penger ind i læssevis.
Denne Knurren blev hurtigt lydeligere og lydeligere. Rædselsmindet fra Humlevik Brug og Mistanken om Brugseier Andrésens Forhold til Branden skulde just heller ikke tjene til at dæmpe Gjæringen.
Og en vakker Dag var Ordet paa alles Munde, uden at nogen kunde sige, hvem der først havde nævnt det, —; dette Ord, som Langestrand hidtil kun kjendte af Aviser og Rygter:
Strikke — var der mange, som udtalte det.
Langestrand var forbauset.
Arbeiderne var halvt om halvt forbauset over sig selv; der var kommet et nyt Moment med i deres Tankegang. Men netop dette ny egged og lokked og maned videre.
Og Byens mere uinteresserte Borgere og Borgerinder var forbauset. De forstod ikke — —, de kunde ikke rigtig samle — —; men at noget nyt, noget uberegneligt noget holdt paa at trække op, det følte de. Og de rysted paa Hodet.
Og Brugsherreme var i høi Grad forbauset. — Nu ja, fra først af mødte de det gryende Uveir med et overlegent Smil. Men da de mærked, at Bevægelsen tog Fart, blev de sint, sint for ramme Alvor. De satte sin mer eller mindre ægte Havanneser iveiret og jog harmfulde Røgskyer ud gjennem sineNæsebor. — Og deres Brug damped endnu vældigere, med Skorstenene stolt mod Sky som kjæmpemæssige Cigarer. — «Fan fortære, skal vi inte lære de Nauta aa være folk!» mente Brugseier Wang-Melterud.
Men allermest var Provst Carlsen forbauset. Dog, han var nu alligevel den første, som magted at samle Situationen i et klart Overblik. — Ja, naturligvis var det den fordærvelige Tidsaand, den autoritetsstormende Oprørsdjævel, som her igjen stak Hestefoden frem! — her! — Men han skulde rigtignok — —! næste Søndag i Kirken og paa Bedehuset — —! — — — «thi Herrens Ord har Kræfter!» sagde han og klapped Brugseier Konsul Dahl paa Skuldren.
— Brugseierne havde hver paa sit Brug taget sine Arbeidere i Skole, hver paa sin Maade: fornemt formanende, overlegent truende, brutalt overhøvlende. — «Tror dere virkeli» — sagde Wang-Melterud — «at dere kan tvinge os? Det blir der, Fan ta mei, ingenting uta, skal jei si dere! — Det er inte for de Ørenes Skyll, — men dere skal lære aa forstaa, at det er vi, som har Magta.»
— Det havde altsammen ikke den tilsigtede Virkning.
Og det utrolige hændte, at der — rigtignok underhaand og med Paalæg om Taushed udadtil — blev udstedt Opfordring til Brugsarbeiderne om at møde paa Madam Henriksens Sal Lørdag den 23de Juni — Sankthansaften altsaa — Kl. 8½ præcis, for at forhandle om den paatænkte Streik.
Det var ment at skulle gaa for sig i saapas Stilhed, at al Indblanding fra Principalernes Side kunde undgaas. Men «mange er Kongers Øren», siger et gammelt Ord, og den langestrandske Plankeadel havde nok ogsaa endel flere end de reglementerte to pr. Snude — havde dem til og med siddende paa et og andet Brugsarbeider-Hode. Vist er det, at Brugsherrerne i god Tid var fuldt vidende baade om Mødet og dets Formaal.
Og samme Lørdags Formiddag havde Brugseierforeningen Møde; man skulde raadslaa om Forholdsregler,
Meningerne var delt. Konsul Dahl var den eneste, som udtalte, at man dog kanske stod sig bedst paa at give etpar Indrømmelser i Lønningsregulativet. Men heri fik han ikke ringeste Medhold. — Nogen var der, som trodde, at det hele af sig selv vilde gaa op i Røg; for naar det kom til Stykket, saa turde Arbeiderne ikke — de turde simpelthen ikke! — Men utorskammet var det nu i ethvert Fald, saa de kunde have godt af en Sansekage — kunde de! Wang-Melterud foreslog at proklamere paa alle Brugene, at de Arbeidere, som gik paa Streikemødet, havde sin Afsked med det samme.
Saa tog Osear Andrésen Ordet: Ja, det kunde kanske synes ubeføiet af ham at tale i denne Sag, nu, da et ulykkeligt Tilfælde just havde stanset hans Drift. Men af Hensyn til Standen og dens Interesser, saa vilde han dog faa Lov til at sige sin Mening, — som var den, at man vistnok vilde være bedst tjent med en mere forsigtig Fremgangsmaade. For sæt nu — og man kunde ikke være tryg, i saadanne ophidsede Tider —, at der var, større Alvor i denne Streikebevægelse, end ogsaa han gjerne vilde tro, — men sæt nu alligevel; da kunde et aggressivt Skridt som det af en æret Taler nylig antydede let vække en Forbitrelse, der turde faa skjæbnesvangre Følger. For Brugseierne vilde jo dog absolut være ilde tjent med en almindelig Stansning nu, midti den bedste Skurtid, da Hovedmassen af Raatømmeret netop var kommet. — Nei — men lad se: det kunde vel nok gaa for sig paa den Maade, at man lod dem holde Mødet — lod dem i Guds Navn holde det — lod dem brumle ud! Saa fik man se til at faa mærket sig de værste Skrighalsene — det lod sig vel altid gjøre; disse kunde saa siden enkeltvis fjernes og Hullerne stoppes med dygtige Arbeidere fra Humlevik Brug, — det vilde være en sand Sælebot for dem, som en tung Skjæbnes Tilskikkelse saa pludselig havde sat ud af Virksomhed, — de vilde kysse paa Haanden og takke til, de. — Forresten holdt man det gaaende med velvillige Antydninger, uden bestemte Løfter. — Og saa vilde man nok lidt efter lidt faa de springske Folerne til at gaa pent i Tøm igjen.
Dette Fremlægg vandt da ogsaa omtrent udelt Tilslutning.
- Men paa Madam Henriksens Sal samledes om Kvælden godt og vel et Hundre Mand — vistnok kun en liden Brøkdel af Langestrands samtlige Brugsarbeidere.
Per Amundsen — der i de sidste Uger havde arbeidet som Muddergraver ude paa Havnen og vært stadig og ædrulig over Forventning — havde mødt frem, rigtignok for Anledningen igjen temmelig opstivet.
Ogsaa Oluf Rundstrøm havde vidst at skaffe sig Adgang.
Det lod til at trække i Langdrag med at faa nogen almindelig Forhandling op; men der var ivrig Passiar Mand og Mand imellem og gruppevis. Samtaleemnet var jo Streiken; de fleste var for, men der var ogsaa dem, som raaded fra.
«Nei» — mente Per Amundsen — «dette nytter inte. Tell orntli Forhandling trængs der først og fremst en Orstyrer. Jei foreslaar Høvlerimester Torgersen. Vil vi ha ham, saa klapper Vi i Hænderne!»
Per Amundsen klapped, og der var mange andre, som klapped; og saa var der valgt.
Høvlerimester Torgersen — en høi, rank Mand med sort, kortklippet Skjæg — langsomt hen til Bordet ved den inderste Tværvæg.
«Ja, naar dere vil det, saa faar jei jo prøve, slik jei kan. Jei er jo inte vant, da, skjønner dere. — Det var altsaa om denne Streiken, vi skulde snakke. Forlanger noen Ore?»
«Jag!»
Oluf Rundstrøm trên frem og holdt — med megen Patos og under ivrig Gestikulation — følgende Tale, paa en Blanding af Svensk og Norsk:
«Arbetare! Olycksbröder! Kamrater! — ty också jag er Arbetare. — Ni står idag med et Svärd i Hand, ni har redan dragit det ur Slidan; — sväng det! — låt er inte skrämma! — sväng det med Kraft! — Ni har vel hört tala om det gamla Rom — inte alls att forvexla med gammal Rom, forstår ni? — he he! — Nå ja, der nere i det gamla Rom, der var de sån der Hedningar, ni vet, ock offrade till en Afgud, en ryslig Drake med sju Hufvuden, som endast åt Menniskokjött — ên Kropp hvarje Hufvud till hvar enda Dag. — Men så kom der en resande Riddare, — jag skulle tro, han varit her från Norden, från Skandinavien, ettersom han het saamye som Janson — en utaf de der gamle Vikingar, förmoder jag. Säkert er nu det, att han ligger begrafvit i Kjöbenhamn uti Danmark, paa ett Stelle, dom kaller för Torvalsens Musärium, Min Bror, som varit der rl har äfven sett Monumentet öfver honom. — Naa, da saa denne der Janson kommer der ner till det gamla Rom, saa drog han sitt goda Svärd, som het Dyrendal, och hugg de sju Hufvuden af Draken, det ena etter det andra. — Det samma skola ni nu göra, Kamrater, Olycksbröder, Arbetare! Ty också vi har sån en der Drake ibland oss — inte endast med sju, utan med sju och åter sju Tusen af Hufvuden; det er Kapitalen, och Storborjarne ero Hufvuden, som alla tillsammans äter Arbetarekjøtt og dricker Arbetarens Blod. — Men nu har ni Handen paa Svärdfästet — jag mener Streiken; — hugg till gå på! låt Hufvuden rulla!»
Folk lo, «Det er bra, Rundstrøm!» — «Det er jagu bra!» — «Hils a Oline!»
- «Hvem flere forlanger Ore?»
Stavskjærer Even Rasmussen — en vissenbleg skallet Femtiaaring, som gik under Navnet «Gamle Testamente» — lagde Hodet paaskakke og sagde i en syngende Præketone:
«Der staar skrevet: I Tjenere, værer eders Herrer underdanige i Ærefrygt, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de vrangvillige. — Og atter paa et andet Sted: I Tjenere, adlyder eders timelige Herrer med Frygt og Bæven, i eders Hjerters Enfoldighed. Og jei vil ingen Strikke være med paa, som jo strider mod Apostelens klare, tydelige Ord. — Kjære Venner, lader os heller tilsammen synge et Salmevers og gaa fra hverandre med Gud.»
«Nei, stop naa lidt!» mente Per Amundsen, «naa vil jei ha Ore. Og da vil jei si saamye som saa, at det inte er det Granne fortili, vi syner, at vi da inte er skapt bare tell aa la vors trakke paa heller. — Dere vêt allesammen, hossen det gik mei. Og la naa saa være, at jei er en Slabbedask, som kanhænde inte fortjener det stort likere; — men om en Arbeider er aldri saa orntli og bra en Mann: hvis som han inte enten tier bom still eller ossaa lar Kjæften snakke etter Præstens og Grossererens Formularbok, saa jagu faar han svie for det — svie tell Merj og Bein ossaa! — Ifall dere inte ennaa vêt det, saa skal jei fortælle dere, hva de gjør med vors: de bruker vors og sliter vors op, saalænge de kan ha Nytte a vors; og siden, — ja, siden saa sparker de vors ut, jager vors gjerne paa Fattikassa, — eller ossaa saa brænner de vors op — for aa være kvit vors saamye fortere — vel? — Det er inte tell aa holle ut! — Og prøv med Streiken, Gutter! prøv med Streiken! — det er min Mening!»
«Bravo!» — «Bravo!» — «Min Mening ossaa!» — «Min ossaa!» — «Og min ossaa!» — «Nei!» — «Nei!» — «Jo!» — «Jo!» — «Jo—o—o!»
De skraalte og skreg i Munden paa hverandre. Endelig fik Ordstyreren Ørenslyd og sagde:
«Ja, min Mening er den, at vi ennaa skulde betænke vors nøie og først forsøke vors frem med det gode, i al Lempelihet.»
«Nei! — nei!» — «Vi stemmer!» — «Ja! vi stemmer!»
«Streik — tilvenstre! — inte Streik — tilhøire!» raabte Per Amundsen.
«Jei for min Part staar, hvor jei staar, — for jei stemmer inte,» ytred Ordstyreren.
81 gik tilvenstre, 23 tilhøire.
Saa blev en Komité — ên Mand fra hvert Brug — opnævnt til, ifald Brugsherrerne ikke vilde give efter, at organisere og lede Streiken.
Per Amundsen valgtes med som Komitéens Sekretær,
Og dermed var Mødet slut.