Streik/XVIII
Den 1ste September var Oscar Andrésens Fødselsdag. Det var iaar hans seksogfirtiende, og den blev feiret med større Festlighed end nogen af hans tidligere.
Han syntes, han havde Grund til det — og Raad ogsaa. For nu havde han faat begge sine Assurancer udbetalt. Det norske Assuranceselskab forsøgte rigtignok at gjøre Vrøvl; men det maatte give Kjøb og smukt punge ud.
— Det led fremover til 9-Tiden om Aftenen. Haven var dekorert med kolørte Lamper, og to Glaslygter — ên paa hver Side — viste Vei gjennem den med Grønt og Vimpler smykkede Port.
Vinduerne i Konsul Krügers gamle Vaaningshus straaled Festglans ud i den dunkle Høstkvæld.
Og inde i den store Stasstue var Straaleglansen hundredfoldig.
De to Lysekroner under Loftet og Lampetterne paa Væggene straaled. Bordet straaled — med sit Sølvtøi, sit Damaskes Dækketøi, sine Glas og Karafler, Flasker, Tallerkner og Blomstervaser.
Oscar Andrésen straaled — hans brunrøde Næse og hans rødbrune Knebelsbart, hans snehvide Skjortebryst med Guldknapperne; og Ordenen paa hans Kjoleslag straaled.
Og Fru Andrésen straaled — hendes fyldige Figur i det skinnende sorte Atlask, hendes Diamant-Brosche, hendes Ringe, hendes Armbaand og hendes hede Ansigt med Stumpnæsen.
Det var netop paa Festens Høidepunkt — ved Desserten og Skaaltalerne. Provst Carlsen havde udbragt Skaalen for Geburtsdagsbarnet, og der laa endnu over Pastorens Aasyn et Gjenskin af de smukke, bevægede Ord, han havde talt.
Oscar Andrésen takked dybt rørt for Talen og Tilslutningen, samt udbragte et Leve for Langestrand,
En Mængde andre Skaaler blev drukket: for Vertinden, for Provst Carlsen, for Byfogden, for Politimesteren, for Damerne — — —.
— Atter igjen reiste Oscar Andrésen sig og slog paa sit Glas:
Jo, der var endnu en Skaal, han vilde foreslaa at tømme, før de gik fra Bordet. Og det var Arbeiderens Skaal — den gode Arbeiders, vel at mærke! Thi ligesom der er gode og onde Engle og gode og onde Mennesker, saaledes er der ogsaa gode og onde Arbeidere, — eller rettere sagt: gode og slette, — hvilken sidste Betegnelse for de allerflestes Vedkommende Vel igjen helst burde omskrives med: forledede, forferte Arbeidere. Vi havde nylig her i Langestrand sét et sørgeligt Eksempel paa, hvorlangt Tidsaandens nivelerende, samfundsnedbrydende Tendenser kunde bringe selv saamangenen ellers dygtig og brav Arbeider bort fra Pligtens og Lovlighedens Vei. — Men han haabed, at det, som her havde gaat for sig, vilde være Arbeiderne en gavnlig Lærdom for Fremtiden, og at specielt den langestrandske Arbeider herefter mere og mere vilde blive en loyal, en pligttro Arbeider — med andre Ord: en god Arbeider! Han haabed og ønsked det. — «For det er jo engang saa, mine Damer og Herrer, at uden Arbeideren, den gode Arbeider, er det ikke saa greit at være Brugsherre, heller. — Paa disse Præmisser tillader jeg mig at opfordre det ærede Selskab til at drikke Arbeiderens Skaal!»
Og Champagnen funkled og straaled, da Glassene løftedes og tømtes.