Studier angaaende Kongespeilet

Ludvig Daae

Studier angaaende Kongespeilet

Gyldendalske Boghandel, 1896 (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, II. Række, 11. Bind, s. 171-196).

I.

Det er muligt, at den Ros, som Kongespeilet saa ofte har faaet, stundom kan have været overdreven. Men vist er det, at et Par Forsøg, som i den nyere Tid have været gjorte paa at forringe dets Betydning, have været ubeføiede eller uoverlagte. Jeg tænker først paa Sv. Grundtvig, der – i sin Polemik mod Keysers posthume Literaturhistorie^[1] – kun vilde indrømme Kongespeilet en Plads »langtover de andre Elucidarier fra Middelalderen«. For Grundtvig, der vilde gjøre den norsk-islandske Literatur til »oldnordisk«, hvad den desværre ikke er, hvor ønskeligt det end kunde have været, om saa havde været Tilfældet, gjaldt det i dette sit Indlæg at reducere Nordmændenes Del i denne Literatur til det mindst mulige. Dernæst tænker jeg paa Gudbrand Vigfusson. Han udtaler, at af Kongespeilets Indhold er det Stykke, som handler om Island og Grønland, det eneste, som man ikke gjerne kunde undvære! Denne Bemærkning fortjener ingen Gjendrivelse, og den er da ogsaa kun fremkommen i en uvillig Stemning. Vigfusson lægger nemlig ikke Skjul paa, at den megen Opmærksomhed og store Beundring, hvorfor Kongespeilet har været Gjenstand, volder hans islandske Sind nogen Ærgrelse, fordi han finder at Kongespeilet har vakt en Opsigt, større end Njála og Laxdølasaga^[2].

Men trods al den Anerkjendelse, som Kongespeilet saa længe har nydt, har imidlertid et frugtbarere historisk Studium af Værket lige indtil vore Dage været umuliggjort af en nu noksom bekjendt Aarsag, den nemlig, at man antog det at være skrevet to, stundom endog flere Menneskealdre tidligere end i Virkeligheden er Tilfældet. Det er indlysende, at de Betragtninger, som man med et saa urigtigt Udgangspunkt anstillede over Skriftets Indhold, og den Maade, hvorpaa man overhovedet søgte at benytte dette i videnskabeligt Øiemed, for den største Deel maatte blive urigtige og misvisende.

Kongespeilet, der kun en eneste Gang^[3] omtales i noget middelalderligt Skrift, nævnes vistnok for første Gang paa Tryk i Peder Claussøns Norges Beskrivelse^[4], hvoraf maa sluttes, at Hr. Peder har besiddet et nu tabt Haandskrift^[5].

Nogle Aar efterat Peder Claussøns Beskrivelse var trykt, sees Stephanius i Sorø at have eiet et Haandskrift, uden dog at have forstaaet at læse det. Han corresponderede herom med Ole Worm, som 1641 meddelte ham, at Kong Sverre skulde være Kongespeilets Forfatter, hvilket, saavidt jeg veed, er første Gang, at denne Antagelse, der længe har spøget i Manges Hoveder, er fremsat^[6].

Men der gaves ogsaa dem, som vilde tillægge Kongespeilet en endnu høiere Elde, ja gjøre det samtidigt med Literaturens ældste Spirer. Formedelst en Misforstaaelse af en i Kongespeilet forekommende Ytring om et »nylig« (skømmu) »til vort Land kommet Skrift« om Indiens Undre, der skulde have været dediceret den byzantinske Keiser Manuel Comnenús (1143–1180) henførte man Kongespeilet til denne Keisers Tid, til omtrent Midten af hans Regjering, og man vidste endog at udpege dets Forfatter! Som saadan ansaa man den bekjendte Væring og senere Lendermand Eindrid Ulige († 1163) der naturligvis fra Constantinopel skulde have bragt den Keiseren dedicerede Bog hjem til Norge. Andre phantastiske Gjetninger vendte sig mod de høibyrdige Lendermænd Vidkuun Jonssøn af Bjarkø og Nicolas Skjaldvarssøn^[7]. Tilsidst gjorde Munch (N. F. Hist. III. S. 399) en Conjectur, som med Rette maa forbause, naar man betænker, at den er udtalt af en saa udmærket Videnskabsmand. Han mener nemlig, at see Forfatteren i K. Sverres Sendemand Ulv af Lauvnes, en Mand der i selve Sverres Saga ligefrem kaldes en þorparasonr^[8], altsaa en Parvenu, medens Kongespeilets Forfatter selv noksom giver tilkjende, at han er af fornem Æt og tilhører de fineste Kredse.

Hvor underligt det nu, da Literaturen studeres efter rationelle Principer, end tager sig ud, at man saaledes har villet henføre en Forfatter, der viser os den islandsk-norske Prosa paa et saa høit Udviklingstrin, til en saa umulig Tid, viser dog Erfaringen, at den Art Misforstaaelser ikke sjelden forekomme i Studiernes Barndomstid. Man erindre f. Ex., at man i det sextende Aarhundrede for Alvor og almindelig troede, at »Musaios«’s lille Digt om Hero og Leander, hvilket nødvendigvis maa være adskillige Aarhundreder yngre end Christus, tilhørte en Forfatter ældre end Homer. Og lige henimod vor Tid forestillede man sig, at de bekjendte Anacreontea, der, hvad allerede Versemaalet viser, neppe nok kunne kaldes antike, virkelig vare digtede af en i det sjette Aarhundrede før Christus levende Anakreon.

Imidlertid haves der dog ogsaa Vidnesbyrd om, at rigtigere Forestillinger om Kongespeilets Alder gjorde sig gjeldende allerede i det attende Aarhundrede, uden dog at kunne trænge igjennem.

Erik Pontoppidan stod, da han udgav det første Bind af sin Norges naturlige Historie 1752 (se Fortalen) i den Formening, at Kongespeilet, hvilket han alene kjendte af Citatet hos Peder Claussøn, ikke mere existerede; han har altsaa overseet Torfæi Grønlandia (Hafn. 1706), hvor Uddrag af Verket findes. Men i Fortalen til sit Verks andet Bind (1753) kunde han meddele et Brev fra Luxdorph, som, næst at meddele at Skriftet endnu var i Behold, oplyste Biskoppen om, at Kongespeilet ikke havde Noget med Sverre at gjøre, men var fra Slutningen af det 13de eller vel endog Begyndelsen af 14de Aarhundrede, en Bemærkning, der dog vel ikke oprindelig skyldes den i Oldliteraturen neppe særlig bevandrede Luxdorph selv, men snarere hans literære Venner. Nogle Aar senere (1761) udtalte Suhm^[9], at Kongespeilet »efter al Formodning« maatte henføres til Magnus Lagabøters Tidsalder dog til det trettende Aarhundrede. Senere talte imidlertid Suhm i en ganske anden Retning, thi i sin »Historie af Danmark«^[10] henfører ogsaa han Verket til Sverres Tid. Da han imidlertid tilføier, at Kongespeilet er »skrevet i Norge og siden oversat paa Islandsk« (!), lægger han noksom for Dagen, hvor stor hans Uvidenhed i Oldsproget var, og det er vist ikke tvivlsomt, at hans første forstandigere Udtalelse kun skyldes hans Ven Schøning, der netop ved den Tid som Rector i Throndhjem havde erhvervet sig en Afskrift af Kongespeilet og forberedte en Udgave deraf, der dog ikke kom til at see Lyset.

Forestillingen om, at Kongespeilet hidrørte fra Kong Sverres Tid eller endog fra ham selv, holdt sig uanfegtet og f. Ex. Keyser og Munch levede og døde i den. N. M. Petersen^[11] var den Eneste, der havde Øie for, at Verket vistnok maatte være yngre eller, for at bruge hans egne Ord: »være forfattet nærmere henimod 1260«.

Omsider kom en militær Forfatter, der beskedent tilstod, at han ikke kunde læse Kongespeilet i Originalen, til at begrunde den rigtige Mening om dettes Tid. Det var den danske Oberst Otto Blom, der gjennem Studiet af det Afsnit af Verket, hvori de forskjellige Vaaben beskrives, indsaa, at skildringen af disse umuligt kunde passe paa det tolvte Aarhundrede, men nødvendigvis tydede paa Midten af det trettende eller maaske en endnu lidt senere Tid^[12], og siden have vistnok Alle forladt den tidligere Anskuelse, der egentlig ikke har fundet en eneste Forsvarer. En Afhandling af den berømte Naturforsker Japetus Steenstrup, der angik de i Kongespeilet omtalte »Havgerdinger« (Havjordskjælv) i Grønlandshavet^[13], har, hvad neppe nogen betvivler, givet en ypperlig Forklaring af disse Naturphænomener, men Forfatterens Forsøg paa at godtgjøre, at Kongespeilet dog ikke kunde være saa meget yngre end den islandske Biskop (og Helgen) Gudmunds Besøg i Norge ved hans ordination 1203, har ikke vundet Indgang og beroer i mine Tanker endog paa en sproglig Misforstaaelse af et Sted i Kongespeilet^[14]. At Steenstrups Afhandling ikke desto mindre er af høi Interesse, er en anden Sag, og Mange ville vistnok med mig glæde sig over den smukke og sympathetiske Omtale, han skjænker Verket i det Hele, hvilket ogsaa gjælder en anden dansk Mands Studier over Kongespeilet, nemlig Dr. Carl Rosenbergs^[15].

Den sidste videnskabelige Undersøgelse af Kongespeilets Alder skyldes min Collega, Prof. Gustav Storm^[16]. Hans Grunde til at sætte Verkets Affattelse til Tiden 1250–1260, hvorved han altsaa kommer til samme Resultat som Blom, ere for mig afgjørende, og jeg gaar altsaa i det Følgende ud fra, at Storm og Blom have truffet det Rette.

Ved Hjelp af disse Bloms og Storms fortjenstlige Undersøgelser er man altsaa kommen saa vidt, at en Historiker nu kan studere Kongespeilet paa en fornuftig Maade og sammenholde det med Haakon Haakonsøns Saga og andre samtidige Kilder istedetfor som før – til ingen Nytte – med Sverres Saga. Først herved er et virkeligt Udbytte blevet muligt.

II.

Det er en gammel Antagelse, at Kongespeilets nu ubekjendte Forfatter ogsaa selv bestemt har ønsket at være, ja endog har været ubekjendt for sin Samtid saaledes, som han virkelig blev det for Efterverdenen. Man henviser da naturligvis til de i Skriftets egen Indledning forekommende Ord, aat det ikke er nødvendigt at granske efter dens Navn og Stilling, som sammensatte og skrev denne Bog, at det ikke skal hænde, at Nogen forkaster hvad nyttigt der findes i Bogen enten af Foragt eller Avind eller nogetslags Fiendskab mod Forfatteren.« Men disse Ytringer fortjene neppe megen Vægt. For det første mener jeg, at der i Samtiden her i Norge ikke kan have været mere end yderst Faa, om forøvrigt Nogen, der sad inde med saa megen Lærdom og stilistisk Dygtighed, som Forfatteren overalt lægger for Dagen, og at man derfor temmelig snart vilde have forstaaet, hvem han var, især da han ved den særegne Forkjærlighed, som han aabenbart røber for Haalogaland og den nordligste Del af det nuværende Throndhjems Stift, selv gav sin Samtid et Fingerpeg og desuden ogsaa synes at give en anden mærkelig Oplysning om sig selv og sine Reiser, der nedenfor skal fremdrages. Og dernæst fortjener det vel at mærkes, at Forfatteren af den islandske Elucidarius i sin Indledning motiverer sin Anonymitet paa samme Maade, ja endog næsten med de samme Ord som Kongespeilets, om end i lidt kortere Form. Han skriver nemlig: »Men i den Hensigt fortaug jeg mit Navn, at Avind ikke skulde bevæge ulydige Mennesker til at forkaste et nyttigt Arbeide^[17].« Elucidarius er som bekjendt ældre end Kongespeilets nu erkjendte Affattelsestid, og det er derfor ikke usandsynligt, at vor Forfatter har kjendt og har efterlignet det islandske Skrift. Men i ethvert Fald tror jeg ikke, at hans Ord er at betragte som andet end en Beskedenhedsphrase.

At Kongespeilets Forfatter har været en Mand af fornem Herkomst, er sandsynligt. Der antydes i selve Verket, at ogsaa hans Forfædre have tjent Kongerne. Det er ogsaa kjendeligt, at han omfatter de aristokratiske Familier med stor Kjærlighed, og i deres økonomiske Nedgang paa Grund af Formuens Deling mellem mange Børn eller deres Uddøen seer han en stor Ulykke for Landet^[18]. Man maa her tænke paa den Kjendsgjerning, at adskillige store Ætter forsvinde i Haakon Haakonsøns Tid. Blindheimsættens Uddøen med Gregorius Jonssøn omtales udtrykkelig og med et vist Vemod i Kongens Saga, og om mange Høvdinger, f. Ex. Arnbjørn Jonssøn, er det at formode, at de ikke have efterladt Sønner. Der er overhoved, hvad allerede en Historiker^[19] har gjort opmærksom paa, Grund til at tro, at Døden i Aarene 1240–1247 har bortrevet et usædvanligt stort Antal ældre og yngre Lendermænd, og at det har været vanskeligt at faa deres Pladse besatte med høibyrdige Eftermænd.

At Forfatteren af Kongespeilet, der aabenbart har været i Kongens Tjeneste, skulde have været Lendermand, hvad Keyser i sin Tid har formodet^[20], forekommer mig usandsynligt, endskjønt det i selve Skriftet antydes, at han har været en af Kongens Raadgivere^[21]. Overhoved kan jeg ikke tænke mig ham som Hirdmand af den sædvanlige Art, det vil sige for at bruge et moderne Udtryk, som en Militær; han siger da ogsaa om sig selv kun at han har været Konungs maðr og innan hirðar. Tingen er, at vor Forfatter umiskjendelig gjør Indtrykket af en Mand, hvem Studier og boglig Syssel ikke har været en Bisag, en Beskjæftigelse i Fristunder, men hans Livsgjerning og Hovedsag. Ganske vist gaves der paa hans Tid paa det høieste Trin i Samfundet ogsaa udenfor Geistligheden Nogle, skjønt det neppe har været mange, der havde tilegnet sig boglig Kundskab og lært Latin, altsaa været »Klerke«. Vi erfare, at Kong Haakon selv af Matthæus Parisiensis kaldes bene lileratus, at Skule Jarls uægte Søn Peter var en »god Klerk«, at Knut Jarl faar det samme Prædicat og særlig roses for sin Naturkundskab og sit Kjendskab til Stene. Men medens saadant for alle disse har været Sideinteresser, møde vi i Kongespeilets Forfatter en lærd Mand af Profession. Han udtaler den høieste Begeistring for Bøger og siger, at »alle Menneskers Vid er mindre end deres, der hente Visdom af Bøger«^[22], og han afviser med dyb Foragt og med en kjendelig selvfølelse saadanne Personer, der gjøre sig til af en overfladisk Skolelærdom: »Naar en saadan kommer af Skolen, forekommer han sig selv strax at være en god Klerk og gjør sig meget til deraf, om han træffer En, der Intet har lært, men støder han paa en virkelig Klerk, da veed han selv Ingenting«^[23]. Vel er deri hans Verk meget faa ligefremme Citater af andre Skrifter, og hvad angaaer to af de Autorer, han nævner, Isidorus og Gregorius, da har han neppe selv læst dem (om den sidste siger han endog ligefrem, at han kun har »spurgt«, hvad der berettes i hin Paves Dialogus). Det er imidlertid klart, at han er en god Latiner og han har udentvivl ogsaa selv fulgt den Lære, som han lader »Faderen« indskjærpe Sønnen, nemlig at lære ogsaa saamange andre Sprog, som muligt, især Vælsk (Fransk). Han har en synlig Forkjærlighed for Astronomi og anden Naturvidenskab og vistnok saa gode theologiske Kundskaber, at han kunde maale sig med de fleste Prælater, ihvorvel han beskedent henviser »Sønnen« til i theologiske Materier heller at raadspørge »Lærefædre«^[24], hvorved han aabenbart antyder, at han selv ikke er lærðr madr efter Datidens Talebrug, det vil sige ikke Geistlig af Vielse.

Hvad der imidlertid er at lægge endnu mere Vægt paa hos Kongespeilets Forfatter end hans øiensynlige Belæsthed og Kundskabsmasse, er hans fremragende og aabenbart gjennem mange Aars flittige Øvelser erhvervede stilistiske Talent. Enhver, der forstaar at bedømme Stil og har nogen Erfaring om, ad hvilke Veie man bliver Stilist, vil sande, at Forfatterens elegante Fremstilling og store Herredømme over Sproget noksom viser, at Kongespeilet er den modne Frugt af lange Tiders Anstrengelser, med andre Ord, at Forfatteren maa have brugt Pennen i lange Tider, inden han blev istand til at frembringe et saadant Verk.

Overbevisningen om, at dette er Tilfældet, har bragt mig paa den, som jeg tror berettigede Tanke, at Kongespeilets Forfatter »inden Hirden« netop har indtaget den Stilling, i hvilken en saadan Mands Egenskaber saavel maatte udkræves, som udvikles, med andre Ord, at han har været en Art Cantsler hos Kong Haakon og besørget hans Brevvexling, maaske især den latinske, der førtes med fremmede Fyrster. Paa den Maade forklares ogsaa bedst, at hans Behandling af sit Modersmaal saa tydelig røber Paavirkning og Efterligning af Latinens runde og velformede Sætningsbygning.

Det turde derhos ikke være umuligt, at vor Forfatter ogsaa paa anden Maade har kunnet tjene sin Konge ved dennes Hof. Mon Kongen skulde have kunnet finde en bedre Lærer for sine Sønner end denne Forfatter, i hvis Verk vi lære at kjende en ligesaa meget fra Charakterens og Tænkemaadens som fra Kundskabernes Side udmærket Mand? Hvad der først bragte mig ind paa denne Formodning, er en Udtalelse af Josafat-Sagaens Udgivere, om at Sproget i den norske Bearbeidelse af denne religiøse Roman stærkt minder om Kongespeilets. Da nu hin Saga angives at være oversat af den unge Kong Haakon, eller dog at staa i Forbindelse med ham, vilde denne Overensstemmelse mellem de to bevislig omtrent samtidige Skrifter let forklares, naar man i Haakon tænker sig en Discipel af Kongespeilets Forfatter. Tanken drives uvilkaarlig endnu videre: Mon ikke Kongespeilet selv oprindelig kunde være bestemt just til Belæring for Kongesønnerne Haakon og Magnus, og mon ikke dette turde være den sande Grund til, at Verket har faaet Navnet Speculum Regale? Og tænker man sig nu vor Forfatter som en Art norsk Fénelon, da bliver den Indflydelse, som Kongespeilet – hvad der forlængst er erkjendt – har øvet paa Magnus Haakonssøns Lovgivning endnu naturligere og forklarligere, end ellers.

III.

Bestræber jeg mig nu for saavidt muligt at udfinde, hvad der forøvrigt kan vides eller formodes om Kongespeilets ubekjendte Forfatter, da vil det indrømmes, at Beskaffenheden af hans Verk lægger usædvanlig store Hindringer i Veien for Tilfredsstillelsen af en saadan Videbegjærlighed. Thi er nogen Bog blottet for Omtale af historiske Navne og Begivenheder (udenfor Bibelhistoriens Omraader), da sikkert Kongespeilet. Ikke en eneste norsk Mand er i dette nævnt ved Navn. Forfatterens Bemærkninger ere næsten altid ganske abstracte, og det Eneste, hvoraf man hidtil har ment at kunde finde en Oplysning om Forfatterens eget Liv, er de bekjendte Ytringer om Haalogaland, Andenes og Vaagen og de astronomiske Bemærkninger, der tyde paa et Sted i den nordlige Del af det nuværende Throndhjems Stift^[25].

Men der gives dog Steder i Kongespeilet, navnlig et saadant, af hvilke der kan drages flere sandsynlige Slutninger om Forfatterens Liv, men disse have hidtil været oversete.

Kongespeilets Forfatter maa sikkert have været en bereist Mand og have indsamlet en betydelig Del af sine Kundskaber langt borte fra sit norske Fædreland.

Allerede hans berømte Bemærkning om Latinen og det »vælske« Sprog^[26], at disse »gaa videst«, peger paa en personlig Erfaring om den Nytte, Sprogkundskaber medføre for den, der færdes i fjerne Lande. Dernæst maa fremhæves et mærkeligt, men hidtil ingenlunde efter Fortjeneste paaagtet Sted om den Tids Nordmænds Reiser til Jorsalaland. Af Haakons Saga vide vi vistnok, at paa denne Konges Tid foretoges ikke faa Reiser til det hellige Land af Nordmænd inden de høieste Kredse. Men det Sted i Kongespeilet^[27], hvorpaa jeg her tænker, viser os, at Reiserne til Palæstina have gaaet for sig i en større Udstrækning, end hidtil vistnok antaget. Det lyder saaledes: »Naar en uvidende Mand farer til Jerusalem, da tror han sig selv at være en Viismand og fortæller om sin Reise saadanne Ting, som forekomme den, der forstaar sig derpaa, at være idel Taabelighed og Bespottelighed.« Jeg kan her ikke undlade at tænke paa Holberg, der ligeledes idelig revsede taabelige Udenlandsreiser men dog – selv var saa stor en Voyageur! Med andre Ord, jeg formoder, at Forfatteren af Kongespeilet selv har været i det hellige Land, og at han bl. A. der har havt god Anvendelse for sin Kundskab i Latin og »Vælsk«. Og den Maade hvorpaa han – efter hvad det seer ud til, som en Kjender – omtaler det hellige Lands Klimat^[28], peger i samme Retning.

Paa det sidst citerede Sted nævner han ved Siden af Jorsalaland ogsaa »Pul«, (Apulien, det normanniske Rige i Syditalien). Han »sander« en Bemærkning om Syditaliens og det hellige Lands Hede med den Tilføielse, at der dog gives endnu langt varmere Steder o. s. v. At han, der, som sagt, sjelden anfører bestemte Navne, just nævner disse Steder i Forening, giver en Formodning om personligt Kjendskab til dem.

Der er ogsaa et Sted i Kongespeilet, hvoraf man fristes til at gjøre sig en Tanke om, hvad der kan have foranlediget hans Reiser. Det er der hvor han^[29] udtaler sig om Gesandtskaber i Kongens Tjeneste til »andre Konger og Paven«. Vi skulle senere i en anden Forbindelse vende tilbage til dette Sted. Her fremhæve vi kun den synlige Interesse, hvormed Forfatteren fremhæver just denne Kongens Ret, Retten til at sende, hvem han vil ud i saadanne Ærinder, samt den Bemærkning at der kræves et særligt »Mandevid« til at være Sendemand, hvilket kan synes at tyde paa en selvbevidst Følelse af personlig at have været anseet for skikket til saadan Forretning. Og det vil jo aldrig kunde negtes, at en Mand af de Egenskaber, som vor Forfatter aabenbart i høi Grad har besiddet, nemlig mangesidige Kundskaber i Almindelighed og udstrakt Sprogkundskab i Særdeleshed i Forening med den Klogskab og Livserfaring, endelig ogsaa den Penneførelse hvorom hans Verk overalt vidner, maatte synes i ualmindelig Grad at egne sig til Diplomat efter den Tids Leilighed, navnlig maaske til Tolk og sekretær for et Gesandtskab.

Denne min Formodning vilde jeg ansee i høi Grad bestyrket, for ikke at sige beviist, ifald jeg turde holde mig til den ligefremme ordlyd af det Sted af Kongespeilet, som nu maa omtales. Det findes i 13de Capitel^[30]. Her hedder det: Ek hefi spurt i Sikiley, at þar er mikill eldsofrgangr o. s. v. Ordret altsaa: Jeg har paa Sicilien erfaret o. s. v. Skulde man følge denne bogstavelige Oversættelse, hvortil jeg for mit Vedkommende har været stærkt fristet, og altsaa fastslaa at Kongespeilets Forfatter personlig havde besøgt Sicilien, da vilde det, naar man tillige erindrer de stadige Forbindelser, der, som bekjendt i mange Aar fandt Sted mellem Kong Haakon Haakonssøn og »Puls« saavelsom Siciliens daværende Herre, Keiser Frederik den Anden, være høist rimeligt og berettiget at tænke sig, at Forfatteren i kongeligt Ærinde havde besøgt disse Lande.

Nogle af vore udmærkede Kjendere af det gamle norske Sprog, der have viist mig den Godhed at meddele mig philologiske Bemærkninger til det foreliggende Sted, gjøre imidlertid opmærksom paa, at dette Sted maaske bør fortolkes anderledes. Prof. Sophus Bugge har – uden dog at benegte, at den bogstavelige Oversættelse jo kan være den rette – anført et Exempel paa, at en Tidsbestemmelse er trukket over fra den Gjenstandssætning, hvori den logisk hører hjemme, til Hovedsætningen, saasom i Vølsunga Saga Cap. 1: þat er nu at segja eitthvert sinn, al Sigi ferr at dyra veidi. Derfor mener han, at vel ogsaa en Stedsbestemmelse (her: i Sikiley) kunde paa samme Maade fra Gjenstandssætningen drages over i Hovedsætningen. »Derfor tror jeg (skriver Bugge), at Ek hafi spurt i Sikiley, at þar o. s. v. kan betyde: Jeg har hørt, at der paa Sicilien o. s. v. Professor Unger har meent, at Forf., om han havde villet sige, at han selv paa Sicilien havde hørt noget, da havde sagt Ek spurda, ikke ek hefi spurt. Endnu bestemtere har Rector M. Nygaard i Drammen, der særlig har syslet med det gamle norske Sprogs Syntax, i et Brev til Bugge udtalt sig for, at i Sikiley egentlig hører hjemme i Gjenstandssætningen^[31]. Mærkes kan jo ogsaa, at i Kongespeilets Editio princeps (Halfdan Einersons Udgave, S. 143) oversættes Stedet saa: »Jeg haver hørt om Sicilien, at« o. s. v. Ligeoverfor saadanne Autoriteter vover jeg naturligvis ikke at hævde den bogstavelige Oversættelse af Stedet saaledes, at jeg derpaa alene tør bygge en Paastand om Forfatterens personlige Bekjendtskab med Sicilien. Men, at han dog har været der, bliver dog ikke saa urimeligt endda, naar man tænker paa de ovenanførte Steder om Pul og Jorsalaland. Derhos mærke man sig, at Forf. ikke citerer Pave Gregors Dialog, som en Bog, han selv har læst, men alene kjender den af Andres Fortælling. Det er da aabenbart rimeligere, at han har hørt denne Bog og dens Indhold omtale i Udlandet og da maaskee paa Sicilien selv, hvor jo lettest hin Antagelse af Gregor kunde komme paa Tale, end i Norge, hvor Skriftet, naar det var ubekjendt eller utilgjængeligt for Kongespeilets lærde Forfatter, neppe har været i andre Nordmænds Hænder.

Og i ethvert Tilfælde er det mærkeligt, hvorledes saavel Forfatterens Kjendskab til mange af de Ting, han omtaler, som ogsaa hans Anskuelser i væsentlige Puncter, synes bedst og lettest at kunne forklares, naar man turde antage, at han har været vidt bereist og at han netop særlig har besøgt Keiser Frederik den Andens italienske Rige. Og fastholdes maa det, at af de Gesandskaber, som Kong Haakon har udsendt til denne Keiser, har idetmindste et maattet opsøge Frederik paa Sicilien. Nu er det med et Skuffelsens Suk, at vi tage for os Beretningerne i Haakons Saga om Gesandtskaberne til Keiser Frederik, ikke fordi vi egentlig med Rimelighed kunde vente meget større Udførlighed i Omtalen af dem, men fordi de nødvendige chronologiske Oplysninger mangle, ligesom Sagaskriveren ogsaa som oftest har undladt at angive de Steder, hvor Keiseren, naar Gesandtskaberne naaede ham, havde sit Opholdssted.

Stederne ere følgende. Først omtales i Anledning af Andres Skjaldarbands Reise til det hellige Land, der angives at have fundet Sted ved Aar 1229, at Kong Haakon, da Andres blev borte, forgjæves henvendte sig til Keiser Frederik »og andre sine Venner« for at faa Efterretninger om ham; Efterspørgslen maa da antages at have fundet Sted ikke i selve 1229, men i et af de følgende Aar. Sagaens Udtryk tyde imidlertid paa, at Forbindelsen mellem Kong Haakon og Keiseren allerede da maa have bestaaet en Tid. Under 1237 faar man Besked om, at Keiseren havde »længe før den Tid« indledet denne Forbindelse ved at sende Elefanter til Kong Haakon og Hertug Skule. Derefter vare Sendefærder blevne hyppige mellem Keiseren og Norge. Som den første Sendemand nævnes Gudleik af Ask og her tilføies, at han traf Keiseren i Sikiley. Naar kan nu denne Ambassade have fundet Sted? Som bekjendt har man et udmærket Diplomatarium, i hvilket alle bekjendte Breve fra Frederik den Anden omhyggeligt ere samlede^[32]. Af disse fortløbende Breve, hvis Dateringer give et Itinerarium for Keiser Frederiks Regjeringstid, vil erfares, at Frederik efter (1220) at være vendt tilbage til sine Arvelande fra Tydskland som der almindelig anerkjendt Konge, har besøgt Sicilien tre Gange, nemlig først en kortere Tid i 1221, dernæst i 1223 da man i Juni finder ham »in urbe felici Panormi«, et Ophold paa Øen, der blev langvarigt og strakte sig i det mindste til 31 Marts 1225, paa hvilken Dag han endnu er i Palermo, hvorimod han i Mai findes i sin vanlige Fastlandsresidents Foggia, og endelig i 1233, da man finder ham i Messina den 8 Mai; han er endnu paa Øen i Begyndelsen af 1235, i hvilket Aar han saa, som bekjendt, efter mange Aars Forløb atter vendte tilbage til Tydskland.

I hvilket af disse Aar det norske Gesandtskab indtraf paa Sicilien, eller i hvilke Aar det skede, thi den Mulighed er naturligvis ikke udelukket, at flere af Ambassaderne kom did, kan ikke afgjøres. Dog synes 1221 at være for tidligt, til at man kan antage Forbindelsen allerede da aabnet, og 1235 aabenbart for sildigt for et første Gesandtskab, hvorfor 1223–25 er det sandsynligste.

Som Chefer for de senere Gesandtskaber nævnes Nikolas Paalssøn (Paal Vaagaskalms Søn), hvis Modtagelse i »Keiserens Gaardu angives at have været udsædvanlig berømmelig, kun Skade, at vi ei erfare, hvor denne »Gaard« (Hoffet) befandt sig, enten Nord eller Syd for Alperne. Senere for Roar Kongsfrænde paa Kongens og Baard Isaksbroder paa Hertugens Vegne sammen afsted, fremdeles uden at vi erfare, hvor Keiseren befandt sig. Alt dette synes at være skeet inden Udgangen af 1237. Senere for en Tydsker Henrik mellem begge Herskere, i 1241 var et keiserligt Gesandtskab i Norge og endelig, lige ved den Tid, da Keiseren døde, sendtes Askatin, den senere Biskop i Bergen, og Aamunde efter.

Kunde man nu antage, at vor Forfatter har været anvendt som Medlem af et Gesandtskab eller flere saadanne til Keiser Frederik, vilde der herved kastes et interessant Lys over hans Verk.

Det vilde da strax følge af sig selv, at den Beskrivelse af Vaaben, Beleiringsredskaber o. s. v. af en Art, som for en stor Del ikke forekom i Norge, hvor navnlig systematiske Beleiringer af stærke Fæstninger ikke fandt Sted, skyldes den rige Anledning, som en eller flere Gesandtskabsreiser til Frederik den Anden har givet til at gjorte Iagttagelser paa disse Omraader. Man kan vist ogsaa med temmelig Tryghed sige, at flere af de Regler, som i Kongespeilet gives for Hoflivet og Ceremoniellet, skyldes Forfatterens Bekjendtskab til et rigere og elegantere Hof, end det norske, f. Ex. naar, der omtales, hvorledes man har at forholde sig, naar Kongen har Besøg af fremmede Konger, hvilket paa den Tid ikke er indtruffet hertillands. Men det er dog ikke saadanne forholdsvis mindre vigtige Ting, hvorpaa jeg fortrinsvis tænker. Hvad jeg egentlig lægger Vægt paa, er at man i Kongespeilet paatagelig forefinder politiske Anskuelser, Meninger og Synsmaader der i en mærkelig Grad minde om den Statsforfatning, som Frederik den Anden, byggende paa normanniske Traditioner, siden 1220 havde gjennemført i sit syditalienske Arverige. Og her gjelder det at erindre, at medens en nordisk Reisende med almindelige Forudsætninger maaskee ikke vilde have havt let for at tilegne sig en virkelig Forstaaelse af denne eiendommelige Stat, et særsyn i Middelalderen, besad Kongespeilets Forfatter uden Tvivl saadanne Betingelser i en Grad, som i det høieste kun ganske faa af hans Landsmænd.

Frederik II., der fandt sig i, at Lensfyrsterne mere og mere rev Magten til sig i det tydske Rige, saaledes at Keisermagten i dette snart skulde blive en Skygge, regjerede derimod i sine Arvelande som absolut Hersker og gjennemførte et bureaukratisk System, der omspændte det hele Samfund og, skjønt det apulisk-siciliske Rige var paveligt Len, forstod Keiseren ogsaa at gjøre sig Biskopperne underdanige og at knytte dem saaledes til sig, at de i den store Kamp mellem ham og Paven for den større Del bleve ham tro.

Nu er ogsaa Kongespeilets Forfatter (trods sin Kjærlighed til Aristokratiet) at betragte som ligefrem Absolutist. Sin Betragtning af Kongemagtens ubegrændsede Ret har han selv udtrykt saaledes:

»Kongen eier saavel det hele Rige som alt Folket, der er i Riget, og alle de Mænd, som ere i hans Rige, ere ham Tjeneste skyldige, naar han behøver den, og Kongen har Ret til at befale enhver Bonde, som han dertil finder skikket, at gaa i sendefærd til udenlandske Høvdinger, hvis Nogen dertil besidder tilstrækkeligt Mandevid, og ligesaa, om Kongen byder Bønder til at være Skibsstyrere med sig, da maa Enhver, som dertil udnævnes, fare, selv om han ikke er hans haandgangne Mand, men hans Thegn. Og hvilkensomhelst Klerk eller Biskop i hans Rige, hvem Kongen byder at gaa i Sendefærd til andre Konger eller til Paven, har at reise, med mindre han vil have Kongens Uvenskab og blive jaget ud af hans Rige^[33]. Og fordi alle Mænd ere Kongen Tjeneste skyldige, da maa det synes enhver viis Mand meget magtpaaliggende at være i fuld Trøst og Venskab med Kongen« o. s. v.^[34] Og paa et følgende Sted hedder det: »Alle de Manddrab ere uden Synd, som skee paa hans Befaling. – Kongen er meget æret og ophøiet paa Jorden og alle bøie sig for ham som for en Gud, og Grunden dertil er den, at en Konge forestiller den guddommelige Høihed, thi han bærer Guds eget Navn og sidder i det høieste Dommersæde paa Jorden, saa at det er at agte, ligesom man ærede Gud selv, naar man ærer Kongen«^[35].

Med Føie kan det vistnok siges, at saadanne Udtalelser om Kongemagtens Rettigheder gaa betydelig ud over, hvad man for denne Tid kan ansee for begrundet i »Norges offentlige Ret«. Undersaatterne besade dog endnu en anerkjendt Del i Lovgivningen, de kunde ikke uden videre beskattes, og Ledingspligten var ingenlunde uindskrænket. Men derimod passer en saadan Opfatning af Kongemagten meget vel med Keiser Frederik 1l.s Herredømme i det siciliske Rige, naar han f. Ex. ligefrem udtaler: »Nos domini sumus personarum«^[36]. Der er i Kongespeilet et Par Steder^[37], hvor Forfatteren med særlig Forkjærlighed omtaler en unævnt Monark, paa det ene Sted en »Konge«, som han kalder »berømt, mægtig, vel oplært i alt Mandevid og selv retfærdig i alle Domme«, paa det andet Sted en »Keiser«, der faar omtrent de samme Lovord. Om han her har tænkt paa Frederik II., derom tør jeg naturligvis ikke have nogen Mening. At der kan være Steder i Verket, hvor han tænker paa sin egen Konge, Haakon, er sandsynligt, og et af dem vil jeg anføre, fordi det Billede han giver af en ideel Konge, i ikke ringe Grad stemmer med Sturla Thordssons Skildring af Kong Haakon i dennes Saga. Jeg hidsætter begge Steder:

Kongespeilet:[38]	Sagaen:
»Det er det første i en Konges Væsen, at alle bor nære en stor Frygt og Rædsel for ham, saa at Ingen skal være uden Skræk, som hører ham nævne. Men han selv bør vise sig naadig og venlig mod alle gode Mænd, at Ingen skal have saa stor Frygt for ham, at han blues for at fremføre sine nødvendige Anliggender for ham for hans Strengheds Skyld.«	»Kong Haakon var Alles Glæde, naar han var blid i Hu. men barsk og frygtelig, naar han var vred. Han var munter, livlig og rask i sit Væsen, blid mod Fattige og Nødlidende, thi om hans Sind var aldrig saa tungt, talte han dog altid venlig til dem.«

Man kunde maaske tro, at Kongespeilet her har ligget opslaaet paa Sagaskriverens Bord?

Et af de skjønneste og interessanteste Stykker af Verket ere de to Capitler (35–36), der handle om Uaar paa Folkets Sæder, Aarsagerne hertil og Maaden, hvorpaa de ytre sig. At der her er tænkt paa Norges Historie under Borgerkrigen, er vel en Selvfølge, og nogle Træk i Skildringen gjelde maaskee Kampene mellem Harald Gilles Sonner. Men Meget har ganske vist Hensyn til de Aar, da Kong Haakon og Skule Jarl levede i ulægeligt Fiendskab.

IV.

Siden Kongespeilets omtrentlige Forfattelsestid omsider er bleven bragt paa det Rene, har endnu ingen gjort noget Forsøg paa at udfinde dets Forfatters Navn. Det synes, som om man har anseet et Forsøg i denne Retning for at være ligesaa unyttigt som Grublerier over Cirkelens Qvadratur. Med fuld sikkerhed at udpege Manden vil maaskee heller aldrig nogensinde lykkes. Imidlertid maatte det dog synes underligt, om en Forfatter af saa betydelige Egenskaber, som dens, hvem dette Verk skyldes, især da han tillige maa have været fornem og høitstaaende, slet ikke skulde, om end kun i Forbigaaeude, forekomme iblandt de mange Navne i Haakon Haakonsøns Saga eller de øvrige samtidige Kilder. Under en længere Tids Studium af disse har jeg derfor saa godt jeg formaaede det, speidet efter et Navn, hvori jeg kunde tænke mig at gjenfinde den store Anonym. Kun et eneste saadant har jeg meent at kunne fæste mig ved. Det er en paa et Par Steder forekommende Meistari Vilhjalmr.

I Begyndelsen af Aaret 1240, da Kong Haakon stod i Begreb med at drage i Krigen mod sin oprørske Svigerfader, blev, hedder det i Sagaen, »om Aftenen en underlig Stjerne synlig i Bergen, meget større og frygteligere end de andre og ligesom med et Skaft.« »Kongen«, hedder det videre, »lod Mester Vilhjalmr kalde til sig, og da denne saa Stjernen, sagde han: Gud være os naadig! Dette er et mærkeligt Syn, denne Stjerne hedder cometa^[39], og den sees forud for anseede Høvdingers Frafald eller store Slag«. Her have vi altsaa blandt Kongens omgivelser en Mand, hvem han strax, da Talen er om et astronomisk Spørgsmaal, lader kalde for sig for at hore hans Mening om dette. Uvilkaarlig maa man strax tænke paa, at ogsaa Kongespeilets Forfatter baade selv lægger astronomisk Viden for Dagen og udtrykkelig anbefaler Kundskaber i denne Retning som saare nyttige og eftertragtelsesværdige^[40]. Og Manden er tillige meistari, Magister, har altsaa studeret udenlands og derfra hjembragt en Grad. Endvidere er han den eneste mig bekjendte Mand i Kongens Tjeneste, hvem Magistertitelen tillægges^[41].

Munch har i vor Mag. Vilhelm villet see den samme Vilhelm, der omtales i Sturlunga Saga^[42] som en Læge, der opererede Thorgils Skade paa Munden, efterat de forud havde accorderet om Betalingen. Herimod gjør jeg bestemt Indsigelse. Lægen Vilhelm nævnes nemlig ikke som meistari, en Titel, der for Indehaveren af en saadan Lærdomsgrad var inhærent; man betænke ogsaa, at Haakons Saga og Sturlunga Saga hidrøre fra en og samme Forfatter. At Magister Vilhelm har indtaget en langt høiere Samfundsstilling end hin Læge, vil desuden klart nok fremgaa af det Document, som vi nedenfor skulle betragte, thi paa den Plads i dette, som vor Magister indtager, vilde en saadan Læges Navn aldrig være kommet ind.

Det er det saare mærkelige Diplom, ved hvilket Kong Haakon fornyer Magnus Erlingssøns Gave til Bispestolen af Stavanger By^[43], hvilket Brev jeg nys i en anden Afhandling har behandlet^[44]. Det er udateret, men maa, da Askell deri nævnes som Biskop i Stavanger, falde i Tiden 1226–1254, og da en af de deri nævnte Lendermænd, Ivar Nev, næppe forekommer efter 1235, kan Brevet, hvilket Munch uden tilstrækkelig Grund, henfører til 1243, neppe være meget yngre end førstnævnte Aar. Som Vidner anføres i Brevet først Dronning Margrete, dernæst tre Lendermænd, saa Meistari Vilhjalm, saa en Kongens Capellan, der ligeledes hed Vilhjalm^[45] (Bote) samt endelig en Hirdpræst^[46]. Vilhjalms Plads lige efter Lendermændene, men lige foran Hirdpræsterne er mærkelig, fordi det netop er den samme, der senere i Hirdskraaen (N. G. L. II. S. 406–409) anvises Cantsleren. Derfor tror jeg, at Mag. Vilhjalm har indtaget en saadan Stilling (naturligvis uden den da endnu ikke indførte Titel) hos Kong Haakon og seer i ham Concipisten af Documentet, hvis reale, her os ligegyldige Hovedindhold, Kongen, da han taler i første Person Singularis, maaskee personlig i det mindste tildels har sat i Stil. Fra Haakons Tid kjendes yderst faa norske Diplomer, ja – foruden nogle Retterbøder – kun dette Stavangerdiplom og et ældre Diplom fra Nidaros, hvori der (c. 1220) indrømmes Erkebiskoppen Myntrettighed^[47]. Sammenlignes disse to Diplomer, da er der den Forskjel mellem dem, at Myntbrevet uden videre gaar lige los paa Sagen, medens vort Stavangerdiplom har en meget elegant og omhyggelig stiliseret Indledning. Jeg kan ikke andet end finde, at denne Indledning baade i sin Aand og sin Form minder om Kongespeilet, og i førstnævnte Henseende tænker jeg særlig paa Verkets sidste Capitel, hvor »Faderen« fremstiller Kongedømmets og Episcopatets gjensidige Forpligtelser og udhæver, at »det ikke tilkommer Kongen at tage noget bort fra det Huus, over hvilket Biskoppen er sat«. Et saadant Tilfælde forelaa jo her: en Gave fra Kong Magnus var af senere Konger »taget bort fra Biskoppens Huus«. Til Sammenligning med Kongespeilet anfører jeg nu Diplomets Indledningsord:

»Margfalleg scylda kræfr baade rika oc orika þa sem vid cristni hava tekit at soema gud oc hans helgu kirkiu med allum þeim lutum er gud hevir þeim lett. En albra hællzt ber þeim allom er gud hevir med riki oc med hofdingjar namne gofgat at stydia hana oc styrkia til allra rettra luta en i ængum stad af henne at draga þa luti sem goder menn oc guds vinir hava til hennar lagt^[48].«

Hvad angaar selve Mandens Navn, Vilhjalm, da var dette paa denne Tid ikke ganske sjeldent i Norge. Særlig forekommer det gjentagne Gange i den fornemme Æt, der boede paa Torgar i Brønø (Haalogaland). Man mærke, at Forfatteren særlig fremhæver dette Landskab og de nærmeste Egne i syd for samme i sit Skrift, hvilket man endog har antaget at være forfattet deroppe. Tænkeligt altsaa, at han har tilhørt Ætten fra Torgar eller været beslægtet med den.

(Christiania, 10. Oct. 1896.)

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. (Dansk) Hist. Tidsskrift 3 R. V. S. 540.
2. The chief value of our work is a digression in section I, chaps. 8–33. on the physical history not only of Ireland, but of Greenland and Iceland, the Wales and Seals, the Icebergs, the Northern Lights, the Icelandic Volcanoes and Springs and so on, all unique in its kind and greatly interesting. All the rest might afford to miss but not this. The style is somewhat stelted and ornamental, like in Saxo, but for all that hald and prosaic, though full of good Norse common sense and even humour – but is no classical work to be set og against the Icelandie Sagas. It has however made a great stir in the literary world, greater than even Niála and Laxdæla did. Sturlunga Saga, ed. Vigfusson, Prolegomena (I. p. CXXXIX–CXL.)
3. Arkiv for nordisk Filologi I. S. 110.
4. Norrigis Bescriffuelse, Kbh. 1633. S. 83.
5. P. Claussøn Friis Saml. Skrifter ved G. Storm. Fortalen S. LVI. Mon dette Haandskrift skulde være det samme, som Oversætteren Laurids Hanssøn sees at have kjendt (Werlauff i Nord. Tidsskr. for Oldkynnighed I. S. 351)? Ogsaa Arild Huitfeldt har eiet Kongespeilet.
6. Olai Wormii Epistolæ I. S. 199. Endnu i Grundriss der german. Philologie von H. Paul (Strassburg 1893 II. S. 141) faar man læse, at Kongespeilet er »wahrscheinlich von K. Sverre selbst verfasst«!
7. Se herom Grønlands historiske Mindesmærker III. S. 266 fgl. Eindrid Unge er overhovedet en Mand, som de »Lærdes« Phantasi har yndet at beskjæftige sig med. Saaledes henkaster Grev Paul Riant (Expéditions et pélerinages des Scandinaves &c.) en vild Gjetning, om at Eindrid kan have været identisk med den ἀκόλουθος Stephanos, der af Keiser Manuel i 1147 blev sendt over til Konrad III. i Lilleasien under det andet Korstog. Og i G. F. Hertzbergs Gesch. der Byzantiner (Onckens Allg. Gesch.), Berlin 1883 S. 312 kan man læse: »Die englischen und dänischen Garderegimenten, in denen der junge, edle Däne Eindrid seiner Zeit eine glänzende Rolle spielte« (!).
8. Paa den anden Side maa det vistnok erindres, at i det mærkelige Skrift de profectione Danorum &c., som nys af Dr. Kålund er gjort til Gjenstand for indgaaende Behandling, omtales Ulf (Scr. R. D. V. 351) som vir præclarus & elegans; Munch mente, at Ulfs Hjemsted Lauvnes skulde være at søge i den Egn, hvor Kongespeilets Forfatter antyder selv at hore hjemme, men dette er urigtigt. Lauvnes ligger sydligere.
9. Throndhjemske Samlinger af Philaletho I. S. 188.
10. VII. S. 671.
11. Bidrag til den oldnordiske Literaturs Historie, Ann. f. nord. Oldk. og Historie 1861. S. 297.
12. Otto Blom. »Bemærkninger om Kongespeilets Affattelsestid, belyst ved den deri skildrede krigerske Udrustning og Vaabendragt« i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1867, S. 65–109.
13. J. Japetus S. Steenstrup: »Hvad er Kongespeilets Havgerdinger?« i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1871, S. 118–170.
14. Der staaer (Christiania-Udgaven S. 4)); Vér höfum fá þá hitta nýliga, er þaðan hafi komizk ok oss kynni þessi tidenði at segja. Steenstrup oversætter: »Vi have først nylig truffet enkelte saadanne, som haver sluppet herfra og kunde fortælle os Tidender om sligt« og antager saa for givet, at disse reddede Personer have udgjort et og samme Reisefølge og at de kunde identificeres med Biskop Gudmund og hans Ledsagere (Biskúpa Søgur, I. S. 483). Han bemærker siden, at i Jens Erichsens Oversættelse af 1768: »Fordi vi haver nylig ikkun fundet faa, som haver sluppet« o. s. v. betyder »nylig ikkun« det samme som »ikkun nylig«. Men stedets virkelige Mening kan ei være nogen anden end den: Vi have i den senere Tid kun stødt paa Faa, der have undsluppet o. s. v. Og det kan aldeles ikke efter Ordene paastaaes, at disse faa just skulde paa en- gang have været udsatte for Havgerdingen, med andre Ord, at der her sigtes til en eneste Begivenhed. St.’s Argumentation m. H. t. Kongespeilets Affattelse maa da hermed bortfalde.
15. Nordboernes Aandsliv II. S. 611–619.
16. »Om Tidsforholdet mellem Kongespeilet af Stjórn samt Baarlams og Josafats Sagaer« i Arkiv for nordisk Filologi III. (1885) S. 83–88.
17. Annaler for nordisk Oldkyndighed 1857 S. 240 og 1858 S. 54. (Det første citerede Sted meddeles Elucidarius i Oversættelse, det andet i Original.)
18. Christiania-Udgaven S. 75.
19. G. Storm i Norsk hist. Tidsskrift 2 R. IV. S. 164.
20. Fortalen til Christiania-Udgaven af Kongespeilet. S. VIII.
21. Christiania-Udgaven S. 4.
22. Christiania-Udgaven S. 6.
23. Sammesteds S. 57.
24. Sammesteds S. 70.
25. See om det sidste Punkt: Professor Hans Geelmuydens Afhandling: »Om Stedet for Kongespeilets Forfattelse« i Arkiv for nordisk Filologi I. S. 205–208.
26. Christiania-Udgaven S. 6.
27. Sammesteds S. 57.
28. S. 16.
29. s. 62.
30. s. 33.
31. Jeg hidsætter af Rectorens Brev følgende: »Jeg tror bestemt, at det omtalte Sted er at oversætte: Jeg har hørt, at der paa Sicilien o. s. v., ikke: Jeg har paa Sicilien hørt o. s. v. Hvis Forf. vilde have udtrykt det sidste, havde han vist sagt noget saadant som: Þá er ek var i Sikiley, spurða ek. Læser man Texten i Sammenhæng (i Brenners Udg. S. 30) vil man ikke finde det mere paafaldende, at i Sikiley staar foran at-Sætningen, end at det samme er Tilfældet baade i ðialogo og i þessum eldi er á Islandi er. Meningen paa de to sidste Steder er jo: Det er mig sagt, at den hellige G. har udtalt i Dialogus o. s. v. og: Man finder det dog mere sandsynligt, at i denne Ild, som er paa Island, der er o. s. v.«
32. J. L. A. Huillard-Bréholles: Historia diplomatica Friderici 2^di, Parisiis 1852–1861. I I IV. 4^o. (Om Forf. kan bl. a. henvises til J. v. Döllingers Akademische Vorträge II. (Nördlingen 1889) S.178.) Det eneste Sted i dette prægtige Verk, hvor Norge omtales, er et Brev fra Keiseren til Kong Henrik III. af England af 1241 (V. p. 1153). hvori de fleste europæiske Riger opregnes med tilføiede Epitheter saasom: Fertilis Anglia, navalis Dacia, pacis ignara Burgundia, cruenta Hibernia, palustris Scotia, glacialis Norvegia.
33. Det er interessant at see, at en Afskriver, formodentlig en Geistlig, har taget Forargelse af disse Ytringer om Geistlighedens Pligter, idet han har udeladt disse Linier og i deres Sted indsat følgende Ord: »Ogsaa Klerker og Præster styrke Kongens Rige, men især Biskopper og Abbeder«!
34. Christiania-Udgaven S. 62–63.
35. Sammesteds S. 103, 104.
36. Eduard Winkelmann, Gesch. Keiser Friedrich, des zw. u. seiner Reiche, Berlin 1863, S. 380. Man vil i dette Verk samt i F. W. Schirrmachers Keiser Friedr. d. zw. B. 2. Göttingen 1861, finde udførlige Oplysninger om Keiseren ogsaa som Konge af begge Sicilier.
37. Christiania-Udg. S. 140, 196.
38. Sammesteds S. 105.
39. Denne Komet omtales ogsaa af Matthæus Parisiensis (Chron. majora, ed. Luard IV. p. 4) saaledes; »Per totum mensem Februarium tempore serotino apparuit versus occidentem quaedam fusca stella emittens radium versus orientem, quam esse cometam multi veraciter asserebant«.
40. Christiania-Udgaven S. 7.
41. Den første Magister, jeg veed at have stødt paa i Norge, forekommer i et udateret af Biskop Paal i Bergen (1170–90) udstedt Brev (Dipl. Norv. VIII. Nr. 2); »Arnulfer meistari«, maaskee en Udlænding. Ved Aar 1220 (D. N. III. Nr. 1) nævnes to Chorsbrødre i Throndhjem og i 1224 (D. N. I. Nr. 7) en af Biskop Nicolas’ Chorsbrødre i Oslo, som Magistre.
42. Vigfussons Udg. II. p. 113.
43. Norges gamle Love I. S. 448 og Dipl. Non. I. Nr. 51.
44. Norsk hist. Tidsskr. 3. R. IV. (Min Afhdl. om Reins-Ætten, der er under Pressen.)
45. Ogsaa denne anden Vilhelm nævnes i Sagaen, han havde 1240 Tilsyn med den unge Kongesøn Haakon, hvem Faderen modtog, da han drog ud for at kjæmpe med Skule.
46. Storm, der i Forbigaaende omtaler Brevet i Norsk hist. Tidsskr. 2. R. IV. S. 167, slaar disse tre Mænd sammen under Betegnelsen »tre Præster«, men i mine Tanker er det langtfra givet at Meistari Vilhjalm skulde være Præst, og overhoved var vel »Kongens Capellan« den fornemste Præst i Hirden.
47. Dipl Norv. III. Nr. 1.
48. Dette Diplom, hvis Original findes i den arnamagnæanske Samling, beskrives (N. G. L. I. 449), og man erfarer, at »Skriften, der er efter Linier, er udmærket fast og smuk«. Det kunde ligne Kongespeilets Forf. at være en god Kalligraph. Det vilde forøvrigt være interessant, om vort Rigsarchiv havde et photographisk Billede deraf og tillige for Sammenlignings Skyld Photographier af de latinske Originaldiplomer fra Kong Haakon, der findes i Lübeck. (Dipl. Norv. V.)