Sus/14
Godveir og solsteg, og visnet græs langs hver veikant. Saa, her iaften da de kom ud paa verandaen fra spisestuen, blaaste det op med lummer vestenvind, som gik med knirk og lange suk gennem granegren.
Det var paa assessor Hartung’s villa. —
Herman Ek nævnte ikke kortet til Helene. Ingen nævnte kortet. Det var den stille tanke, som skalv under alt de sa, det laa i lommen og heded hans bryst.
Det var en deilig aften, forunderlig lys; duft fra blomsterbedets roser, smil fra øine, sagte stemmer fra røde bløde læber. Timerne ude paa verandaen bag vildvinens svaiende skud var et eventyr, hvor farens fine blod banked frit og trygt, uden skipperens iltre puls.
Assessoren sad i havestolen og krafsed arg bag den ferske avis: — «Venstre, dette pakket! dette rakkerpakket! … En ny kæltringstreg!» Han saa trist paa Tordis Hval, som var der i huset for at reddes ud av tidens smitte.
Men ingen hørte, ingen blev ægget. Herman Ek sad taus og kendte de gode gamle hjems underlig lyse tætte taage sænke sig om sig; og det varte ikke længe, saa blev det stilt bag avisen. Tiden naadde i grunden ikke sindene i dette hjem, fordi her ingen rovdyr var, som vilde øve vold, mase sønder og sammen; tiden var som gadens larm: det kørte forbi, forbi!
Men han vidste ikke ordet av, saa var der ligesom spiret i den lidenskabsløse kede; det var som hver enkelt, som sad her, løste sig vart ud av taagen, tog skikkelse … fine bløde konturer. —
Og da husjomfruen kom med vinkaraflen, blev ogsaa stemmerne stærkere. —
Den unge student, som bodde her hos sin onkel i sommer, læste op et digt i blide rytmer om en prinsesse, som sad og stunded i sit jomfrubur dybt inde i skove; det var saa skært og vagt, at de to damer blev siddende længe efter og stirre ud i blomsterduften og nikke som vildvinens nyskud.
Assessoren saa op fra avisen, studsed længe; spurgte saa, hvad han egentlig mente.
«Jeg ved ikke,» smilte den anden.
Assessoren smilte ogsaa:
«Nei, maa jeg da be om en af de ældre digtere! — endskønt de tilsidst tog livets helg fra os;» — de hadde storfuglens vingfang, saa man hørte, hvor det bar hen, sa han — det var som minner glimted i ham fra brede sangerfester og glade tog, det knitred i blik og i det graa skæg. «De var beruset i sin sjæl! — hele i hvad de følte, hele i hvad de tænkte!»
«Og næste dag var den rus over,» skarred løitnanten, han sad dvask og suged ind gran gennem de røde næsebor.
«Og da tog de sig vel en ny rus og var lige hele i den,» lo Tordis.
Assessoren saa spørgende paa hende, for det var jo disse moderne digtere hun sværmed for, det var deres vilde idéers garn hun skulde reddes ud av her paa hans villa! Saa rakte han haanden til hende og klemte skøieragtig, saa hun skrek: — kuren hjalp! — —
«Ja,hvad kan det egentlig komme av?» sa Helene tænksomt.
«— Nerver som vidjer!» lo løitnanten ked; han reiste sig braadt og gik — husjomfruen lo derinde. –
«Det er ikke let at være stor nu tildags», sa Herman Ek.
«Næ-hæih!» glimted det bag brillerne. «Det har De ret i, for nu maa én kanske være det mer alene.»
«Ingen store retninger at flyde paa!» brød fætteren ud. «Aa gud saa saart vi unge i grunden mangler begivenhed!»
De sad og tænkte paa den gamle tid. Men assessoren sad og smaalo bag avisen.
«Jeg maa være blit gammel, for jeg skønner Jer ikke iaften. Det er da vel vi selv, som faar lave begivenheder!» skotted han skælmsk over brillerne.
De andre sad og tænkte: — Ja hvad kunde det egentlig komme av? — —
Og vestenvinden suste lummer med et nyt kast og fyldte verandaen med duft fra avsvedne bakkehæld. —
Helene satte sig til flyglet derinde. Herman Ek lytted; han kendte sig løftet, han løsned lindt fra alt, som minned — det hele var som blændende klare soldage nede paa sundets hvide sandstrand, hvor det gled forbi over tarens ludende traa, uudtømmelig, gled og gled. — Det blev for mægtigt, det bar ham; han reiste sig i dirrende glad tro, stilled sig i døren og saa ind. Han steg, han flød paa tonerne, som hendes hvide fingre skabte, han flød let som fuglevingen i himmelhavet.
«Ved De hvad dette er?» hvisked hun stolt.
«Nei.»
«Idag da jeg sad ved flyglet, spilte jeg Deres vise næsten uden jeg vidste det.»
«Hvad er det du spiller der, vennen min?» spurgte assessoren ind.
«Bare en selvlavet fantasi!» ropte hun.
Herman Ek blev ved at stirre paa hende; han saa, at han ligesom samled varme sommerskyr langt ude paa linjen mellem himmel og hav. Han vendte sig, han kunde en vise, sa han ud til verandaen.
Han stod i rus, da han sa den frem; han saa sandhaugen og den nikkende linnea og ormen som sikled om lynge-busk, hørte moens sus.
«Ja det likte jeg!» sa assessoren glad og la avisen fra sig.
«Har du skrevet det?» kom det aandeløst fra Tordis; det var første gang hun saa paa ham i aften, og blikket satte rift i hans sind.
«Ja det er av ham,» svarte Helene og smaanikked.
«Jeg syntes bedre om det andet,» svarte det stramt, han kendte hvor hun retted sig.
Han foreslog dus med Helene i det samme — faren gik netop ind fra verandaen. Det skummed stridsind om dem en lang stund. Men hendes blik uroed ham — han kunde ikke fri sig for det; han ledte riften frem gang paa gang, ledte frem hendes øie ogsaa og lod det pine sig. Det fik saadan magt paa ham her paa verandaen, fordi de saare hensyn laa bare inde i ham — det var jo dybt derinde i dem at al denne glæden spirte i aften. Han flytted sig nærmere, pusted, suged hende stille til sig. Og ingen vidste det; han sad bare og saa paa hende — han var et umælende stordyr, som strøg og følte med lodne labber tæt og tungt nedover hende. Det var urdyrets sanser som suged — han kunde ikke styre sit øie. Og hun var hans …
Han skotted varsomt bort paa Helene; men hun sad taus og tænkte paa visen og merked ingenting.
Fætteren sa frem et digt til; men ingen hørte, ikke Tordis heller.
Herman Ek flytted sig endda nærmere, satte sig i kroken lige imod de to damer, snakked til den ene, saa til den anden; han gled udav sind og indi sind, hented varme blik, som vestenvinden hented lummer duft fra avsvidde blomster. Det kom over ham med ét, spillende, levende, men uimodstaaelig stærkt — han saa det som et stort syn: — faren maatte hat eventyr! faren maatte ha elsket, før han gifted sig med skipperens rige datter! — det var som blodet kendte mange mange veie fra før! — —
«De ordene i visen tar alt, som er i mig,» sa han; — «bærer alt som jeg lever, bærer alt som jeg minnes. De er vingeslagene under mit liv!»
«Naar Herman Ek snakker derinde i den mørke krok, maa jeg tænke paa tater og blinkende knive!» sa Tordis.
«Det var da forfærdeligt!» lo fætteren skinsyg.
«Det lyser rigtig saa eget av øiet og de hvide tænder!» sa Helene vagt.
«Det blinker tater og kniv!» trodsed Tordis.
Han kom i ustyrlig skælving — han maatte fortælle dem mer om sig: —
«Derinde paa moen laa jeg og lurte paa dette livet, — lod det gli forbi mig og vented: én gang maa det da faa en form, saa jeg kan kaste mig borti det, tænkte jeg, og fatte om det! — men aldrig fik det slik form, at det ligesom nytted at ta efter det.»
Det kom som en foss over ham: det var fra de saare hensyns dyb, det flommed frem til blide sind. Han vidste ikke, hvad han sa, — men det suged dem med sig; der var formløs dysterhed i hans ord, det var moens langsynte sus, som kogled …
— De fulgte ham for hunden ned gennem den mørke gang, da han gik, mens fætteren stod sur igen paa verandaen. Tordis sprang efter ham, da de skiltes:
«Det er de mange sind i dig, som troller mig!» hvisked det. —
Han gik langs de mørke stier mellem smaaskogen.
… De gamle hjem! de gamle hjem! Det hadde været en deilig aften, forunderlig lys, — duft fra blomsterbedets roser, smil fra øine, sagte stemmer fra røde bløde læber. Der var dalende hvil i de nye minner. Han var naadd saa langt ind i fremmede sind; var voxet sig bred og mægtig paa saa underlig vis. Han eied et stille øie fra hver — det var valgets svingende uvished, denne tause leg med sind, som var saa deilig, saa svimlende rig! Aa de gamle hjem, de gamle hjem, som la glæde, hvor de saare hensyn blødte! …
Det suste ikke længer over ham; han var udav skogen, ude paa jorderne, hvor vinden var alene paa færde i den lyse sommernat; den suste over volde, med munter frødun fra færdig hesteblomst, med gnidende hvisk ind i agre; den brød grætten ind i løvskogholtet, tiskende og pibende, skiftende skygge og hvidt, hvor blade hvælvedes. Og langt langt ude i nordvest, inde i rifterne mellem bly-blaa skyr, laa himlen i uveirsglød og suged hans syn, suged hørsel og syn.
Han gik ikke hjem til sit nye logis hos bageren. Han blev staaende midt paa jordet i vindens ustanselig flydende strøm. Han stod og stirred og tænkte. Hans hode var saa hedt av en ny tanke, som flød, flød, flød! — han stod og mintes Anton Sørbærg: «Det er det flydende og det skælvende, som lever,» sa det inde i ham i rislende glæde.
… Han var ikke alene — det var vist en hel flok unge nu, som ingenting mente; — og det var de som kunde nyde, ynglen fra de gamle reder, de fine fugle-unge-sind fra de gode gamle hjem.
… Det var nok opgivelse i det paa en vis; — men her trængtes ikke skipperblod mer, det var gjort det som skulde gøres nu paa jord. Fred paa jord! det var hovedsagen — ingen krav, som spændte sindene! men staa stille og villig og la livet risle indover sig i al sin bløde deilighed, ligesom den lumre forsommervind inat. Der var nok lummerhed; men der var duft fra stærke blomster i det; livet blev rigt, og livet blev reddet! …
Tanken kom som flunkende ny. Og alligevel var det i grunden denne længslen han hadde kendt allerede oppe ved fossen og indpaa moen, længslen efter hvile i alt omkring sig, længslen efter livsstrømmens trygge tag i sig. Det var hans fars blod som længted, det var de sky hensyns længsel mod frit liv, mod lys og sol.
Men denne længsel var endda ældre, den var saa gammel som verden var.
— — Livsenergiens opløsning i stemning, uden angst, uden ravgale viljer, uden al standpunkternes sigtende kløgt, — det var det nye, som kom!
… «Det er det flydende og det skælvende som lever.» …