Sus/18
Vaaren voxed, solen flommed.
Den flommed over gadens damme, som blinked blaat, den flommed langs den brandrøde rad av upudsede vinduer.
Herman Ek gik hver dag i underlig glad døs. Han gik i sinne og i bævrende vent; han stod mellem vinter og sommer, stod ligesom i vaarens soldamp opefter bakkehæld — soldampen var det, som skælvende fyldte hans nye frihed. —
Naar han tænkte paa dagene i disse par aar, saa var det som han hadde staat i soldamp hele tiden, saa hver vilje, hver handling skalv og flytted sig uklar.
Han skønte ingenting av alt dette. Men han gik og vented; og spaserte alene. Og spøgelset stod underlig langt borte, som et minne, i skælvende vaardamp og vented; det var ikke mer end han kendte, at det var der.
Naar han drev udover Kirkeveien og saa de nøgne busker, som fyldtes med vaarens brunt, blev han staaende og stirre paa det: — det var som hans sjæl sad derinde, titted i langsynt vent. — Naar han gled langs bryggernes granitkant og hørte silrende isvand dryppe i rappe draaber, stansed han og lytted: — det var muntre vuggestev med lystige løfter! «det er det yngste, som lever,» sa det bredt og stort. — Han jaged udover jorderne, stod og saa ind i braatebrandens røg og dampen fra groende liv. Han stod og lukked øinene: dette var dalførets vaar! brandlugt av fjorgamle kærv fra hjemme-jordernes magre agre! Han stod og lugted, — til hvert træ, hver skikkelse misted linje i al den taage, gled sammen med tonerne fra smaagutters sentimentale mundspil: — det var den store barne-glæde som grodde! Lugten fyldte ham saa levende, at han kunde høre vind ovenfra heien ogsaa — den vugged i fjern sus gennem moen, men uden tyngsel, for den var bare længsel. Ja det var susen fra moen alene, som kunde binde sind og sindets tanke, som vidste meningen under elgsporets underlig vilde lune. — —
— Idag drev han langs kaiens granitkant, med vaarens fyrige vent i sig, med rappe indfald i tanken, med hidsige sæt i senerne. Han drev alene som ellers. Idag hadde han stanset Helene Hartung ude i entréen — pigen sa, at han læste; saa var bare pinselilje-buketten kommen ind. Og den gik den gamle vei som hver buket ivaar, videre ud gennem vinduet; — han hadde ingen pligt til at forvitre og smuldre! Spøgelset gliste koldt i krokene, naar hendes blomster kom, saa han blev ræd; det blev ikke fred, før de var vel ude igen, — men da blunked det i muntre glimt. Det sang i ham, her han gik, naar han tænkte paa dem, der de laa under vinduet: — de raadned! de raadned! — lige nedfra de smaa sky blaaveis tidlig ivaar til de selvgode pinseliljer idag, som ligned hendes dumme tro paa livet, — blomst for blomst; det var, som han naadde tilbage indover mod sin egen natur for hver buket. Der raadned syge hensyn dernede i solvæggen! han hadde mod til at voxe sig stærkere end sin egen samvittighed! — —
— Han slentred langs landgangen, saa paa dem, som stod og stirred paa skibet.
Der stod en dame bort under zinktækket; han stirred paa anklens stolte bue, … sorte strømper, som det lyste hvidt gennem; — den som turde ta om den! Hun løfted op — tanken entred med vever som en mus opefter de rumme masker: … hun var vist hjulbenet! …
Hun steg op paa en kasse og vifted til dampskibet. Han stilled sig ved siden, stirred paa det hvide kød gennem de rumme masker. Han huked sig; — den som turde sat sine tænder gennem strømpen ind i det hvide kød! … Rev av en flis af kassen, stak ind mellem de rumme masker.
Hun skvatt. Hun skrek. Han sprang bortover kaien; — haa-haa! det nye menneske boltred sig inde i ham! — —
Han slentred langs en anden kai. Han greb ind i tauget om en hampballe, slængte rundt med den. Det plasked nedenfor bryggen. Han sprang; — haa-haa! fingrene trængte saa noget at slite i! — —
— — Det var Helenes englebleghed, som skygged, det var hendes fuglelethed, som tynged! der maatte hedere, raaere trang til end hendes! blod som brandt, aarer som slog hidsig! fryd over det som skifted, fryd over safter, som gærte vildt — vildt! — —
Han svinged op en sidegade fra havnen. Her var saa rigt og saa stille rundt om ham; sommeren laa der jo næsten i by! sol som sitred derhenne i parkbirkens saftblanke blad; — døsige pianoers klunk opover gaden fra de aabne vinduer, fjernt og barneglad. Sommeren laa der jo alt! — —
Der var eftermiddag over Karl Johansgade.
Frisk rød singel; legende trip fra lette fødder; stille sol, som stod bagom Dronningparkens runde trær og gled ned i himlen bag slotsportalens bue.
Folk strømmed; sløifer vifted; kjoler strøg. De skyndte sig hjem til middag. Militærmusiken slentred fra hverandre med messinginstrumenterne under armen. Og den friske røde singel laa alene; bare den blaarakede løitnant gik endnu langs universitetet og stirred paa sine sko, om de nye vide buxer sad.
Herman Ek blev gaaende op og ned langs med bænke-raden. Dernede kom Anton Sørbærg og den unge digter; de gik tause, saa ned for at undgaa ham. Men han skraaed over, ropte til dem lystig: «God dag!» — vidste ikke hvorfor — Han angred ropet i det samme.
Det var, som ropet samled trevlerne i dem. De stansed op, saa ondt paa ham; det blikket gjorde saar og sky, kløved ham.
«Hvordan suser en norsk mo, De?» spurgte det fra Sørbærg — det gliste koldt rundt om.
Det retted sig inde i ham, det slog om i tør trods:
«Det er morsomt paa Karl Johan idag!» sa han i den lystige høie stemme fra før.
«Nja-a,» snøvled det tvilende. Halvfliret sved og øiet stak — det ledte magtsyg efter saare steder.
Herman Ek retted sig mer:
«De har vist faat ris idag,» lo han og nikked til den unge forfatter. «De har endda seig graat i ansigtet.»
Sørbærg kom nærmere:
«Nja, synes De nu egentlig, noget sted i verden er morsomt da De — hva?»
De stirred en træg stund paa ham begge. Og han stirred igen, paa den ene, saa paa den anden; det var som at staa sammen med to sindsyge rømlinge, som nu mødte hverandre udenfor cellen og samled sine blikkes vanvid mod ham, to mod én! — —
«Aah! — det er morsomt paa Karl Johan idag!» sa han stærkt og saa sig rundt. «Slik glad flommende sommer!» pegte han.
«Farvel høistærede!» sa de og bukked dybt.
— Han drev inde i lunden paa singelgangene rundt de store plæner.
Men derudenfor paa fortoget blev de to gaaende og stirre ind paa ham.
— — De la sig over ham som formløse utysker! Som seige kjæmpepadder visked de ud hans egne konturer, slimed til med sin giftige livshaan, sit lumre nid! Det var det hensynsløse mod, som skrek ud «Jeg er glad!» de ikke taalte! — Nid! nid! — —
Han drev derinde saalænge, til de gik. Han skyndte sig udover Drammensveien; — han vilde bade! han vilde drikke sig fuld! Han vidste ikke selv, hvad han vilde, — men han vilde ha sin egen karakter igen, vilde ud av denne svære døde sump! — —
«Jeg reiser!» sa han, han traf Tordis Hval med tegnemappen under armen.
Hun saa paa ham med et blankt svømmende blik, som søgte at forstaa.
— — Ja mere frihed! mere frihed! — kom det jagende; — folk laa paa lur her — de vilde tvinge ham ned i det flydende og det skælvende, som leved bagenfor meninger og retninger, i den svære døde sump! Her var ingen sommer! der grodde ingenting, hvor de folk var! — —
Hun saa paa ham som før.
«Ja langt langt bort!» svarte han ondt.
«Langt bort?»
«Vil reise fra alt, som spøger!»
«Reise fra alt, som spøger?»
«Ja.»
Blikket svømmed endda mer:
«Jeg længes efter en norsk mo,» sa hun pludselig stærkt. «Efter en af dine moer!»
«Adjø!» sa han haardt.
Hun stod og saa paa ham.
«Adjø!» kom det som før.
Det gav et sæt i hende:
«Jeg tror ikke paa den moen!» hvisled det — det var som et lig retted sig mod ham.
Han skyndte sig væk. Frihed! frihed! «Jeg vil leve! jeg vil leve!» hvisked det; — væk fra gule blad, som rasled under borgruinen! væk fra trolddommen indunder gamle alléer! væk fra kviklere, som gled ud i grænseløst hav! — —
— Han mødte Helene Hartung med noteheftet.
«Jeg reiser!» sa han.
«Reiser du?» kom det som de sidste pjutrende ynk fra et rede, hvor fugle-ynglen kvælder.
«Adjø!»
«Nu har du knivsegg-øinene!»
Stemmens saarhed la fest over hans jag; han smilte, han saa fjordløbet for sig i skælvende sommerlys; «— tør nok altids stikke,» sa det yrt av ondskab inde i ham.
«Reis!» sa hun. «Du er stygg mod mig. Reis! reis!» Hun stod ret og knytted de hvide nonnefingre om barnesinnet. —
— Dagen efter reiste han fra Kristiania med kystbaaden; endda i skibsstolen paa agterdækket sad han og mukked.
… Det var det skræmte i ham, det syge som hadde søgt ly hos de to. Helenes sorgfulde mundvig var flæbende unge-gæp! hendes langsomme stemme var emmen og flau som aurikelblomstens duft! Ja fregnen langs Tordis’s næseryg var ufrisk som de syge flækker i et presset blomsterblad! — Det han hadde levet derinde, alt det snak og alle de kys, hver stemning var dum, uden klang som lirekasse-toner ude i snefog og bidende sno! …
Men lidt efter lidt glemte han; han sad og stirred mod kysten. Rorlænken klapred i dæk, skruen slog og drev stavnen vestover forbi næs efter næs. Der stod stille lugt af sval skog indover dækket.
Det var bare et minne, som hadde magt — det var det blege stridsind i Tordis’s blik. Og det var ét minne til, som ikke vilde dø — det, som fænged i Sigvart Stenshoug’s øie frostnatten; det var nok alligevel livet selv, som der slog sansesløst ud sine stærke fange-arme. — —
— Han gik i land i kystbyen dervest, hvor husene var saa hvide, og voldene langs sundet laa saa grønne mellem graa stengærder; det var nabobyen til hans egen kystby. Han vidste ikke, om han vilde længer: han vilde vente — han var ligesom ikke færdig i sindet til at komme hjem til sin dal endda. — —