Sus/2
Det var de to femten-sexten aars gutter, søster Signe og saa Tordis Hval med den blege kusine fra Kristiania; de var blit igen, mens sorenskriveren i eftermiddag var reist videre opover dalen til et brandforhør, sammen med sagfører Ek.
Sigvart Stenshoug gik med pappas gyngestol paa hodet og sang salmer av «Zions harpetoner» skælvende i stemmen som en gammel kærring. Men Herman var mest vilter; han stod paa plysch-stolerne, han spratt op paa det runde knakende spisebord, spaserte mellem de skaarne smørbrød, skrek i vilden sky. Signe sprang omkring smal og lang og redded smørbrød-pakker i stille klukkende latter, sa, med lys frem av de mørke øienhaar: «Neimæn jeg tror dere er gale!» Kokkepigen stod i døren, vred og vrængte sig av skratt og slog med knytnæven opefter dørkarmen. Og kusinen fra Kristiania folded henrykt de hvide hænder med lange nonne-fingre: «Dette er nemlig morsomt!»
Herman blev efter hvert rent ude av sig. Sofapuderne fløi fra væg til væg. Han stansed op av og til, saa sig rundt, stirred gennem et mylr av galne indfald, med spilte næsebor.
Han la spisebordet paa kant, trilled det langs gulvet, over tærsklen, ind i kontoret, vælted farens blomsterbord ved vinduet. Han napped smørbrød-ranselen fra Signe, kasted den efter Tordis Hval; den traf ryggen, spratt av og gik tvers gennem vindus-ruten bent ud i haven, saa det dryssed med klirrende glasbraat. Han tog de to fremmede om livet, glemte at de var damer, hujed og slængte dem vildt bort over gulvet: «Hei vil du være jenta mi, du!»
— — Her var høifjæld og hei i stuen! tanker yre som vindens rist i viekratt, lunete som gule froske-ungers skvætt i fjældmyren! —
De rømte for ham. Sigvart kasted gyngestolen og fulgte. Kusinen fra Kristiania hopped foran bortover støilsveien, slog hænderne sammen og skrek: «Dette er nemlig morsomt!»
— Veien gik bortunder fossen, som sommersolen hadde tørket ind til en liden rislende bæk, tvers over uren og ind den halv mil lange furumo, som naadde helt til sluserne ved nedre-enden av fjorden, der træmasse-fabrikerne og brugene laa.
Herman blev sidst. Dalføret tog ham igen, liens granrækker stirred efter ham, gjorde ham trist og stille som bonde-felen sveipt i lommeklut. Hver sving i støilsveien var et underligt trægt smil, hver sten var levende, hver tue sa noget, hvert spor efter en fod hvisked; han traakked vart mellem tænkende kendinger.
Han blev tyngre for hver sving. Han syntes synd i alt dette, i dalen, fordi latteren rulled ligesom saa uvorrent og hjærteløst indover den; Tordis Hval blev ved at gaa der foran og le muntert som før.
«Det er ikke moro længer!» sa han, før han selv vidste ordet av, og rakte ranselen fra sig til Sigvart; stemmen skalv i vilje-rus.
«Hva! — vil han ikke — —!» Damerne blev staaende og se langt paa ham; han trak sig baglængs fra dem, trak sig langsomt unna. Glæden var gaat tvers gennem ham derinde i stuen. Han kunde ikke leke, — vilde én det, maatte én spare paa glæden. Og han hadde aldrig lært i hjemmet at spare paa glæden — glæden maatte tas i en snarvending. Glæden var grænseløs og vetløs, kom som ild over lyngmoen i tørketid, ædende og fræsende. Fordi den var uden ret, og graaten stønned sagte under.
Nu var sindet hans sort som lyngmoen efter brand. Og en skygge reiste sig stilt og braatt, var foran, var bag og ovenover, la sig tæt om ham og hvisked, at det var ikke moro.
«Det er ikke moro længer!» gentog han utryg og stillere, det var som skyggen hadde paatat sig svarene.
— Det var noget sludder! skrek de og tog efter ham.
Han gemte sig indover bag furu-læggerne. Han var alt i andre hænder. Det var uglad tørt stridsind i struben; det var anger i brystet, knugende trang til at lide; det var al den smerte, som kunde rummes mellem aas og aas.
Men det taagegraa lune hadde livsviljens ret; — og det var morens tynde læber, som skalv om det han vilde.
«A du er rigtig en trassipind!» ropte Signe efter ham. «Aldeles som Richard.»
De svinged opover mod aasen. Herman sprang over lange rødder, gemte sig mer indover.
«Trassipind! trassipind!» sa det og skræmte: — han ligned broren! Han snudde, listed sig efter dem vart over tør bark langt derinde, fra træ til træ; han hadde ikke mod til at slippe dem, for da ligned han broren. Han kom forbi en rydning i skogen, hvor han saa Tore Prammands lave stue, som stod lige ned for landeveien med blaa og grønne bittesmaa ruter av gammelt glas; der titted noget hvidt bagenfor risgærdet, gemte sig; han hadde set hende før her indpaa moen titte og gemme sig bag risgærdet.
Han listed sig videre, satte sig paa huk, saa Tordis mellem stammerne, og det spændte pige-bryst, som den stramme kjole ikke vilde vide av; det blev stilt, saa han næsten ikke turde traakke. Det risled gennem ham: aa! hun maatte tro, at han bar paa en sorg! — —
— — Hun skulde ud av glæden med sit sind! han vilde suge det, pine det, tvinge det med magt ind i sin dystre ensomhed! han vilde daare hende med hvisk fra al moens saare helg! han vilde — aa han vidste ikke selv hvad han vilde! Men hun skulde synes synd og længes efter stille graat, som han kendte, som hver sten, hver tue, hvert spor kendte. For der var graat under alt, ja der var graat under buede pige-bryst! — —
Hun lo høit, saa det svarte i skogen. Han stansed, stod og lytted; vendte saa og gik nedover igen, flytted sig vart fra furulæg til furulæg, keg og lytted.
«— Aldeles som Richard!» sa det; — han som bandte den vaardag saa meningsløst, som han ikke hadde hørt nogen bande; han stod nedved vandspringet og sa «fan steikje» en hel time, til han fik store skumblærer i mundvigen og hvid skorpe langs læben; — og rømte saa ud i moen om aftenen.
— — Der var stubben han sad og bandte paa, da de kom over ham om morgenen! Han slog sig vrang hjemme efter den dag; men da de alligevel iaar fandt hverandre de to, han og prostens datter, sommernatten indpaa heien, blev han sendt til sjøs paa en av bedstefarens skuter.
— Der var de blaa og grønne bittesmaa ruter igen! Herman gik endda og lytted og keg mellem furulæg.
Der var sandhaugen lige over stuen, hvor han hadde ligget saa titt ligesom fugl i rede og keget mellem nikkende stængler og straa udmod landeveien, som flød gul lige nedfor og ret som en streg tvers gennem det grønne, bakke op, bakke ned, — langt langt, saa synet næsten naadde ned til sluserne gennem den gule renne i skogen; — og fossen dured og skalv dump paa søndentræk nedfra brugene.
Han slap sig ned i lyngen. Linneaen smaanikked rundt om, hvid og upraktisk som kusinen fra Kristiania; umodne tyttebær-klaser blinked, blege og ildrøde som Sigvarts hede kind. Og gul sand lugted det og vaad evje fra stranden lige nedfor.
Der var øvredølinger og las udover moen, med blakkede smaaheste foran; de trilled forbi tunge, paa hjul som sang tungt i dyb sand — det var som de kørte med selve arvesynden paa lasset. Der var den glatrakede skoleholderen, som maatte gifte sig ifjor, han med de blegblaa øine og den søde blanke mund. — Der kom den staute rige manden paa Furutveit, som konen ikke vilde hat, — han som gik og gemte sin kærlighed og sin sorg under skæggets mørke skog. — Og langt dernede kom en mager mand, duknakket og laset, med brændevinskaggen under høisækken; han gik foran med hesten paa slæb efter tømmen, en ny fillegamp, som han hadde snydt til sig paa byreisen og nu skulde snyde fra sig videre, — sliten, med lynsnøgge sidekast i blikket, som nogen var efter og vilde bruge kniv. Han stansed ved Tore’s stue, saa bort efter datteren; — men det hvide titted ikke, saa han kørte videre.
Den ene kom efter den anden. De rusled for sig selv, de tænkte for sig selv — de var umælende stordyr i skogen, og moen drog pusten om dem, moen stønned, moen sov; — stille og sture nu i lyse, som bamsen lusked de paa lodden lab; men de vented paa de sorte kvælder lige under jul, da vildskaben fik stemme i struben. Det var slikt underligt liv indpaa moen, som én aldrig fik greie paa.
Men idag var moen kirke for alle de umælende stordyr, den suste med høi underlig saar helg indover sindene, ind i dybene, der hvor præsten aldrig fik ordentlig tag.
Moen var selv et stort sind, som tænkte; og han skønte, hvad moen tænkte. Moen tænkte, at det ikke var let at leve. Og den tog ikke magten fra ham, som menneskene gjorde; dens sus løste alle de haarde baand, seiled avsted med far og med mor og med hjem som let frødun; — han selv øged og var ene til.
«— Trassipind! trassipind!» — hvad gjorde det! De ord gemte sig i skogens mørke; de damped væk i lyngens em; de sletted sig ud snarere end spor trilled fuld i moens sand! — —
Han laa og lugted. Han laa og lytted. Han laa og stirred, stirred.
Der gik sang i linneaens nik, der løfted sig toner under den saare helg.
Ormen sover i mosens dun.
Der lugter kvae fra stammen brun.
Hu-hi-huh, si’r det langt indpaa moen.
Moen ved saa mange ting,
om det som er, og det som skal være.
Moen fniser rundt i ring —
øiepar glytter bag gærde.
Minnet det er barnaal-stik,
minnet det er ingenting.
Livet det er mygge-spring,
livet det er lynge-nik, —
nikke-nikke-nikke ……
Solen steger i furubark-knusk.
Ormen sikler om lynge-busk,
— tør nok altids stikke …
Hu-hi-huh! si’r det indpaa moen.
Han skønte det ikke, visen var kommet av sig selv stilt som vugg i lyngen; — han vidste ikke sikkert selv, om det var en vise. Det tog ham: her var ligesom noget, som hadde magt til at leve langt fremover! Det var saa underligt. —
— Dagen gled. Og der var ikke fler som kørte i veiens grus. Aftenvindens svale sus spurgte langt, og mørket stured mellem stammerne.
Han lytted; høit op i aasen hujed det. Han reiste sig; det var Sigvart. Nu kom de tilbage.
— — Hvorfor gjorde moren dette idag! «Tak vi skal ikke ha kurtise!» skar hun i; det var smuds i ordene, som naar hun skrek «Ud med sig!» til prostens hund — den veired ind i gangdøren efter «Freia». — «Skal Sigvart Stenshoug være med, skærer ikke jeg ét smørbrød!» — «Sigvart Stenshoug skal være med, — ellers gaar ikke jeg et skridt!» svarte han; idag smøg han ikke ræd for det gustne stridsind, som hadde jaget broren hjemmefra. Og saa sprang han op til seminariet og hented Sigvart; og saa skar de selv sine smørbrød. Da var hun alt paa veien til prostens nord i svingen, med den tørre stride ryg, denne tynde ryg som alligevel ligned bedstefarens, skipperens, sinte ryg.
— — Hun taalte ikke Tordis Hval — det var tingen — ligesom hun ikke hadde taalt prostens datter; men nu bandte Richard sig ud av hjemmet, saa hun turde ikke si det anderledes. Det var de fremmede viljer, som ikke skulde ind i huset — det koste hvad det koste vilde! Hun la mors-skinsygens smuds, la hjemmets styggeste hverdag over deres glæde!
Hun skabte mylr av nye samvittigheder, som skulde lede glæden, — som om ikke hans natur var rig nok paa saare hensyn før! — —
— Det hujed op i aasen og lo. Han sprang nedover sandhaugen. Ude ved stuevæggen stod det lyse og titted, den korte skjorten hang udom stakken. Han hopped over gærdet.
«Du æ so stygg i augane!» skvatt hun unna og drog med blikket.
Han tog hende om livet:
«Hei vil du være jenta mi, du!»
Slængte hende bort paa en rishaug, kasted sig ned ved hende.
«Eg meina du æ galen!» jubled hun.
Der heded ildsluer gennem hans aarer. Der rykked krampegraat gennem hans sener.
Der sænked sig sukkende helg over de to …
Han rusled hjemover langs stranden, med tør fin sand paa klær, i sko, i lommer, i haar.
«… Tør nok altids stikke!» sang det yrt.
«Hu-hi-huh!» svarte det langt; det var som barnaalen gøs for umaadelige fuglevinger; der randt slik kold ondskaps—gift indover ham, som han ikke skønte.