Sus/9
Han gled over askestrødde fortog, han skar gennem parkenes nysne, han slængte sig op paa sneplogveiens friske kant.
Byen laa søvnig bag ham, med de osende køkkenlamper indenfor de lyse halvgardiner — han var alt ud paa jorderne i den dæmrende graa dag; han sank ned i nysne, i dunlet dyb.
En morgen i halvmørket hadde han spændt skirne paa.
Der var en skygge indpaa værelset, som vækked ham med hvisk, fór over hans pande med en bleg tanke; det var slike skygger — han kendte det — som tændte selvmordstankers ædende brand. Det var skyggen, som stived hans vilje; det var ikke hans egne hænder, som bandt bindingen; det fulgte ud paa stille skræmte fjed, ud av vinterdøgnenes tyngende graa, hvisked at mennesket i ham var blit saa lidet! — —
Han hadde hast; hans sinds tanker skalv som rædde fugle-vinger paa uveirstræk. Han vilde ligesom gaa fra én, — fra den, som hadde pint ham de søvnløse nætter inde i det tyngende graa. Han skulde did indunder nattens snekave, som laa igen og surmuled langt inde i Nordmarken! — han skulde did mod blaableg himmel langt ind i skoghavet — saa langt han saa, der hvor det brandt bagenfor sneflokernes tynde lyse slør, der hvor det flommed frem sol skælvende rød over lierne!
Han hasted. Skien satte stribe over snebakken, hvor morgenlyset kasted sig stikkende hvidt, den satte stribe i blaaskygget dal, hvor dagen gemte væk nattens kulde.
Han dukked sig ind i skogen, den stod stille og snehvid, gran bag gran, top i top indover, med snoens rynker i det hvide langs aaskammen.
Han stansed og pusted. —
Og tæt indtil stammen sad kødmeisen og sutred til ham i korte kvink. «Det er fattigmands liv de unge lever,» sang det. «Det er fattigmands liv! det er fattigmands liv!» graat det. Han voxed ikke som bonnetampen, som gamle Stenshoug sa, med aarring troværdig udenpaa aarring. Mennesket inde i ham var saa lidet!
Øiet lytted mer.
— — Morens stemme skar, morens ryg brandt — der slap den magre finger brevet i kassen … «Richard paa heien heder han,» smilte det vanvittig … broren paa furu-stubben … Søster Signe i løe-kroken … det hvide, som titted bag risgærdet …
«Frisk luft!» skrek han maalløs.
Videre — videre! ind i det hvide, ind i det stille, — til øine lukked sig, til stemmer taug, til det blev rum nok under himlens blaa for det han vilde! — —
— — For han vilde mer, selv om de unge ikke vilde mer; mennesket inde i ham skulde tætnes, det skulde samle sig mod det graa rundt om! Ud i gransus og ren sne for at levne, for at friskne! — —
Han gled indover uden stans, forbi barhytter og nedsnedde tømmerstabler. Dagen gik, uden han tænkte paa hvil eller vei.
Det blev folksomt i luften. Det snakked skien. Der var skygger rundt om, smaatrold som dansed foran, dansed bag, utysker som kræved sig tænkt, spørgsmaal som kræved sig løst.
Han fulgte ikke med sin tid, tisked det i bindingen, — han blev levende begravet under smaatroldenes sværm! —
— Han var ikke radikal nok, haante det stygt i skien.
Han bed tænderne sammen, svarte i raseri som ikke fandt lyd:
«Der er ingen forskel paa mand og kvindel» - derfor skulde de elske hverandre saa titt de trængte, saa de ikke kendte den forskel! — — «Er det radikalt nok!»
Han hasted videre. Smaatroldene dansed, stemmer og øine fulgte. Frysende trost skvatred om frosne rognebær.
«Kvindfolk-mandfolk,» skvatred det skræmt.
«Kvindfolk—mandfolk,
kvindfolk—mandfolk,»
Han rømte unna, men blev ikke fri de ord — de laa og flaxed uvorrent op i selve hjærnen, rev saare rifter efter sig; de ord var det vist som rev tankerne sund for prostedatteren. — —
Pligt! pligt! skratted det. Han kasted paa hodet til det; men det kom igen, jaged, jaged! Den som kunde dræbe det ordet! det yngled skamløst i et armt land, i trange dale, for folk var saa livende ræd det ordet, — yngled med syge hensyn i krøblete smaa mennesker. — —
— Udpaa et vand gik en tømmerhugger.
«Har De set krøblete tusser om tuer indover her?» hvisked han ræd og stakaandet — det var som at komme i et blødt fang. Manden han spurgte saa op. «Jeg mener: bærer det mod indover?» retted han skræmt.
«Aa d’æ forskjelli — sômme tier mot; aa — aa sômme tier me.»
Han blev staaende og se paa tømmerhuggeren, som steg betænkt efter dybe spor, det var som en vismand hadde talt; han kendte det i øiet, at han saa underlig blegt paa ham. Manden stansed ogsaa og saa paa ham og flirte alvorlig. Han rev sig løs; mødte saa længer borte én til, som gik og vassed efter dybe spor; stansed og stirred paa ham, spurgte, om det bar imod indover. Det var som han traf umælende stordyr med tyk varm pels, som steg i de dybe spor bortover flaten. — Og udpaa hvert næs stod to-tre mand, med en nedsnedd tømmerstabel i ryggen, og traakked liggeplads for ny stabel; én stod med skofle, skar skiver av snelaget og kasted bort til dem som traakked. Han stansed og stirred: «dere har det godt, dere!» sa han; de stirred igen og flirte alvorlig, som det var en gal mand de saa.
Han skyndte sig unna og indi skogen; satte udover aasen mod et nyt vand. Men herinde, hvor det var stilt, dansed smaatroldenes sværm som før; onde sind flirte fjantet under granegren.
— — Moralen kræved, at drifterne gik under; — og samfundslykken kræved, at enkelt-mennesket gik under.
— — Og saa vilde enkeltmennesket reise sig og kræve, at samfundet gik under, for det selv vilde være til.
— — Aa, dette vilde altid gaa videre! Menneskesindene var som en forfærdelig kværn, som malte retninger i knas til sidste gran og slængte det udi strømmen; de maatte altid ta det, som fulgte, ogsaa. Det hadde det været saa forfærdeligt at tænke paa, disse hvileløse døgn! — — Det vilde ta slik fart! det maatte gaa rigtig galt engang — det hadde alt slik fart! han sad og red paa en glat tømmerstok udfor fossen. Aa, slik fart det tog!
— Hvad hadde han med at opgøre sig en radikal mening! stansed han og stirred mod smaatroldene, som dansed — det hvisled gennem den tørre mund. Hvad fan hadde han med at opgøre sig en mening om nogetsomhelst! Han tilhørte ingen retning! vilde ikke kline sig klissent opefter nogen eller noget! Sammenhæng, tradition, historie — alt var det lænker til tvang for kommende slægter! Slikt kunde skinsyge gamlinger med murkne tænder gomle om! —
… Han mente ikke noget! det var det han hadde skreket udover studentersamfundet, det var det han hadde hvislet imod gamle Stenshoug! — Tiden kræved tanker; — han vilde være i fred, vilde han! Han kunde ikke tænke! de fremmede overbevisningers ild skørned hans egen. — —
Han mente ikke noget, fordi han ikke kunde tænke — ja saa var det! Det kom som stilhed efter snefald. Han vidste ikke, hvor han var, det smagte champagne av sneen, han stak i munden; han drak den, naar faren holdt lag for fabrikens aktieeiere … det blev altid saa stille lige før champagnen … den lifligste smag, han vidste. Det var fest …
Han gik i ring om en tømmerstabel udpaa et næs; der var traakket om den, og han hadde ikke mod til at bryde det spor og gøre nyt.
«Kvindfolk—mandfolk,
kvindfolk—mandfolk»
flaxed det; det flaxed svagere end før.
«Synes De?» spurgte det lyseblaat fra kødmeisen indunder granelæggen — det mylred lys som sol over sne.
Han la sig paa tømmerstablen med lukkede øine, sank tungt og blødt ned i sneen. Han hørte fossen dure paa Fossum-gaarden, kendte elvens dumpe skælvende rist nedfra brugene, naar de kom paa søndentræk. Men det var saa stilt alligevel. Moen suste:
… livet det er lynge-nik,
nikke-nikke-nikke …
Her var det godt at være! Han hadde slik lyst til at fortælle det til verden, at han var træt, — til hele den store verden. — —
— — Hvem vidste, om radikal udvikling var udvikling udfor stryket! hvem vidste, om radikal udvikling var udvikling! Sæt at det stansed netop her og tog anden vei! — det var lige radikalt for det!
— — Nei, hvem vidste det! spratt han op i jubel, brød sporet om stablen og satte nedover mod et nyt vand.
— Hvem vidste det! hvem vidste det! glimted det i hjærnen.
— Hvem vidste det! skrek det i bindingen.
— Ingen vidste noget! ingen vidste noget! skalv det gennem sindet uden lyd, og rapt som solglimt fra dyppede aarer …
Skien klabbed paa isen, for der var vand under sneen; det gik tungt. Op i bakken paa den anden side laa gaarden.
… Det elgsporet der paa isen var saa modløst og usikkert; det gik krok i krok, uden maal, med sprikende bagben, som tog udenfor forbens-sporene …
Han fulgte det med øiet bortover isen, ledte det frem, naar han misted det. Det greb ham saa underlig, som saar graat, vilde ikke slippe ham disse triste spor, som ikke vidste, hvor de vilde hen; … noget grænseløst vildt … naturlivets uudgrundelige stridsind … og noget grænseløst forsagt … De ligned ham disse spor — der var noget grænseløst forsagt, som drev ham til mennesker, og der var noget grænseløst vildt, som drev ham av igen, … fra mand til mand, fra retning til retning, uden at han ante hvorhen. Han dudde ikke til at være sammen med mennesker.
— Der strøg noget flimrende rødt forbi, flammed i rappe kast bortover isflatens sne; eftermiddags-solen sank i aasen bagom grane-raden.
… Stod han stille? …
— Noget tog ham under armerne, letted ham op av grønt snevand …
Folk snakked indved en knitrende peis, hvor det lugted tyri og tør granved.
«D’æ fæle tingen saa dæ ha snøgga i skaua iaar.»
«Folk faar inte tømre ’tor skaua inte.»
«Dom maa nok skofle for hesta iaar.»
— — Menneskenes ord var uden klang som lyden fra tør granved. Han laa i sængen under varme klær med stive sener, stirred i hed bleghed gennem vinduet udpaa skogvandets lange brede sneflate, som laa i blaalig graa kulde, med skisporets tungsindig-grønne vandstribe hidover.
Han smilte blegt ad spørsmaalenes utysker som kræved sig tænkt: — de laa igen i skogen som arge ufarlige lemæn, kvindesag, politik, kønsspørsmaal — alt!
— — Han var fri! han var fri! ingen meninger, ingen grænser! Aldrig hadde han kendt frihed nok før nu! — Men frihed var sorgfuld ensomhed; — sorgen i ensomheden det var netop den ingen grænser at kende. — —