Svartdouven i Sætersdalen

Guldberg & Dzwonkowskis Forlag (s. 137-138).

Svartdouven i Sætersdalen.

Før den sorte Død, „Svartdouven,“ hjemsøgte Norges Land var den nu kaldte egentlige Sætersdal ubeboet og øde og brugtes kun til Sætre, da derimod den nuværende Sæter-Dal, som heder Finddalen, var den beboede Egn. Foruden at Navnet „Sætersdal“ synes at give dette Sagn Medhold, opdager man ogsaa i Finddalen Spor af fordums Agre og Hustomter, ja paa en Ø i et Fjeldvand, der bærer Navn af Kirkeholmen, findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. Svartdouven anrettede frygtelig Ødelæggelse i Finddalen, hvor den kun sparede et Par Ægtefolk, Knud og Thore Nuten. Disse To vedbleve at boe i Finddalen; men fra andre Kanter kom efterhaanden nye Indbyggere indvandrende til Sætersdalen, og nedsatte sig der. Knud og Thore kunde dog ei overtale sig til at forlade deres gamle Opholdsted. Saaledes hengik Aar efter Aar og det eneste Savn, Sagnet fortæller, at de følte i deres Ensomhed var det, at de ikke vidste ret, hvad Tiden leed. Især naar den mørke Vinter kom, sørgede de over, at de ei vidste, naar Julehelgen var, og kunde helligholde den paa samme Tid, som i andre Egne. Ved enkelte Vandringsmænd fra den nybebyggede Sætersdal var ogsaa Rygtet trængt til dem om denne Dals Befolkning. Da det nu engang led frem til de korteste Vinterdage, besluttede de gamle Ægtefolk, at Thore skulde gaae til Sætersdalen, og der faae vide, hvor langt det end var til den store Helg. Den Gamle forlod sin kjere Ægtefælle i fuldkommen Eensomhed, tog Fod i Haand og begav sig paa Veien. Men da hun nu kom forbi en Klippevæg og hvilede der, lød det fra Fjeldet med klare Toner:

Deka[1] deka Thole!
Bake du Brøuv te Jole!
Note ei
Aa Dagana tvæi,
Solænge æ de ti Jole.

Glad ilede nu den gamle Kone tilbage til sin ventende Husbond, og efter denne ubedragelige Efterretning feirede de tilsammen den hellige Høitid. Ingen Afkom omtales af disse Ægtefolk. Men efterhaanden toge de nye Indbyggere i Sætersdalen ogsaa Finddalen i Besiddelse. Andre berette, at der før den svarte Død ogsaa boede Folk i Valle i Sætersdalen, men at alt Folket uddøde ogsaa der med Undtagelse af en Pige paa Upstad. Inden hun drog Vester hen for at finde Folk, lukkede hun Døren til og kastede Nøglen i en Bæk, som derfor endnu kaldes Nøklebæl. Hyllestad Sogn blev igjen beboet før Valle, hvis ældste Gaard Riche skal have været en Støl under Horne i Hyllestad.

(Meddeelt og mundtligt).


  1. Et aflægs Kjælenavn, ligesom Udtalen Thole for Thore er et Udtryk af Venlighed.