Svend Aspaas
Gaarden Aspaas i Aalens Sogn, et Par Mil nordenfor Røraas, hørte i Fortiden og hører vel fremdeles til de mere tungtdrevne Brug i den fattige Fjeldbygd, hvis Opsiddere ved Arbeide paa „Verken“ har været henviste til at skjøde paa den Levemaade, som den karrige Jord ikke formaar at yde. Der har været smaat Stel der paa Gaardene mangen Gang, naar Uaar slog til, naar Vinterføret udeblev eller Sneen stængte for, og, man saar lægge til, naar Rørosverkets Kasse ikke var i Orden. Vi har vel heri for en Del Forklaringen paa det Lynne, som efter gammelt Sagn i tidligere Tid gav Aspaasfolket et eget Præg fremfor deres Sambygdinger. Havde den gamle Aspaasgranen, som blæste ned i den haarde Storm midtvinters 1780, og som havde staaet der i meget over hundrede Aar, kunnet fortælle, hvad den havde været Vidne til i Tidernes Løb, vilde det vist være bleven en ensformig og tung Saga; men det sørgeligste Afsnit i den vilde vistnok have været Beretningen om, hvorledes det gik til, at Hans Aspaas „døde“ i den paa den Tid, da den svenske General Karl Sparre havde huseret med Ran og Brand i Bygden og Irgens’erne paa Røros slog sig som værst vrange mod Bygdefolket og hverken agtede Guds eller Kongens Lov. Det er vel ikke fortalt, hvad det var, som holdt Mindet om hans „Død“ oppe gjennem Tiderne; men det kan man sagtens med en Smule Kjendskab til Fjeldalmuens Tænkemaade og Enfold slutte sig til. Men Aspaasgranen lagde ikke sin trætte Krone til Hvile for bestandig, før der var rundet et nyt Skud af Ætten, som skulde bøde paa det Brist i Folks Omdømme, som den havde lidt ved den Mørkets Gjerning, som Hans i sit Tungsind begik.
Svend Aspaas var født i et af Aarene omkring 1735 – nøiere kan Aaret for Øieblikket ikke opgives – og han var paa det nærmeste jevnaldrende med en anden Aalbyg, Børge Langeland, der ogsaa var anset som et Bygdegeni. Sandsynligvis har disse fra Barndommen af holdt sammen paa samme Vis, som de endnu gjorde, da de allerede havde passeret Støvets Aar. Men medens Borge forblev hjemme i sin Fødebygd, maatte Sven søge sit Brød andetsteds, og i sit 17de Aar kom han til Rørosverket som Smededreng og stod Læren ud. Under denne fik han Leilighed til at lægge baade godt Nemme og Opfindsomhed for Dagen. En Stiger ved Hestedals Grube var den første, som blev opmerksom paa ham, og denne anbefalede ham til Verkets Direktører. I Forbigaaende skal her bemerkes, at de Direktører, som Verket havde hele det 18de Aarhundrede igjennem, allesammen var brave Mænd, som har sat sig et vakkert Minde hos Rørosingen, ikke mindst ved den Velvillie, hvormed de tog sig af sine Folk. Svend Aspaas behøvede heller ikke stort mere, end at Opmerksomheden blev henvendt paa ham; – Resten kom da af sig selv. Som Følge af den Anbefaling, han fik af Stigeren, kom han til at være med, da Fæmunds Hytte opførtes, og da de til Transporten af Malm og Kul fornødne Pramme skulde bygges af Skibsbygmestere fra Trondhjem. Svend Aspaas lærte dem snart Kunsten af og kunde optage Konkurrancen med dem: de Pramme, han byggede, var i det mindste ikke slettere, men meget billigere end de, Trondhjemmerne leverede.
Svend Aspaas blev efterhaanden en af Røros’s Merkværdigheder. Han hørte neppe til de storslagne, geniale Naturer, der med én Gang forstaar at gjøre sig gjældende. Han synes tvertom at have været en stille og tænksom Mand, der gik langsomt, men sikkert frem. Først da han var omkring de femti, havde han naaet sin fulde Udvikling; men da var han ogsaa anseet for at være en virkelig Mester i de forskjellige Fag, han efterhaanden havde lagt sig efter. Hvad der med en Begavelse som hans især maa siges at være merkeligt, er, at alt, hvad han lovede, blev opfyldt til Punkt og Prikke, ikke blot med Hensyn til Arbeidets Udførelse, men ogsaa med Hensyn til Afleveringstiden, skjønt der under den brogede Mangfoldighed af Hverv, som overdroges ham, selvfølgelig var mangt og meget, som han kun med Ulyst paatog sig. Om Sommeren opførte han Boliger for Stadens konditionerede Familier. Saaledes byggede han for Direktør Peder Hjort den endnu staaende smukke Hovedbygning paa Gaarden Engan, der tiltrods for sin Ælde og sit Forfald tildrager sig Reisendes Opmerksomhed. Ogsaa til Trondhjem og til Hedemarken blev han hentet som Bygmester. Om Vinteren drev han Smedehaandverk, Støberi og Fabrikation af Slæder og Kaner. I fremrykket Alder lagde han sig efter Brobygning, og den største Del af de Broer, som opførtes i Guldalen i Slutningen af forrige Aarhundrede under den gjennemgribende Omlægning af det nordenfjeldske Veisystem, som foretoges af Generalveimester Krohg, blev byggede af ham selv eller under hans Opsyn, ligesom hans Broer afgav Model for en hel Mængde andre.
Hans største Bygningsarbeide var dog Opførelsen af Røros Kirke, der bekostedes af Verkets Participantskab og indviedes den 15de August 1784. Han byggede paa den i henved tre Aar, og Kirken kostede over 23 000 Rdr., da den stod færdig.
I 1769 var Svend Aspaas af Participantskabet sendt ned til Kongsberg for at lære Grube- og Hyttebygning, og efter Hjemkomsten forestod han samtlige under dette Fag henhørende Arbeider ved Rørosverket, ja toges ogsaa jevnlig med paa Raad, naar et eller andet større Byggeforetagende skulde sættes i Gang ved de andre nordenfjeldske Bergverker. For Meldalsverket konstruerede han saaledes et Pumpeverk, der dreves af tre Heste. Dette, der kostede 2000 Rdlr., besparede aarlig to Tredieparter af de Omkostninger, som før medgik til at holde Gruberne læns for Vand. En lignende Indretning blev senere hen indført paa Foldalsverket.
Ved Siden af denne Opfindelse, der af kyndige Mænd omtales som enestaaende i sit Slags, gjorde Svend Aspaas forskjellige andre. For Generalveimester Oberst Krohg opfandt han en Veimaaler, der saa ud som et Uhr og fæstedes paa Kariolen. I vore Bedstemødres Tid var Aspaas’s Garnvinder af Staal meget i Velten. Af disse solgtes der saa mange, han kunde faa istand, og de forskreves helt fra Kjøbenhavn.
Den sidste Gang, Svend Aspaas findes omtalt i Literaturen, er i N. Hofman Sevel Blochs Reise-Iagttagelser. Denne traf ham om Høsten 1806, da han reiste over Hedemarken, i Vangs Prestegjeld, hvor han forestod Bygningen af Hovedsognets nye Kirke. Det var den bekjendte Provst Abraham Pihl, der i sin Samtid nød megen Anseelse som Mekanikus og astronomisk Observator m. m., som havde faaet ham til at paatage sig dette Arbeide. Den af Svend Aspaas opførte Kirke staar fremdeles. Folk, som ikke ved, at det er norsk Bondearbeide, sætter den forresten ikke meget høit som arkitektonisk Bygverk betragtet.
Sevel Blochs Trondhjemske Blandinger. Sammes Reise-Iagttagelser. Børge Langelands utrykte Optegnelsesbog.