Oversatt av Alexander Bugge.
Utgitt av I. M. Stenersens forlag,  (s. 21-221).



B
iskop Roe[1] var den tid i Færøene; hans bror kaldtes Unaas Kambare[2]. Unaas fik en norsk hustru, som het Gunnhild. Det var i den senere del av Harald Gilles sønners, Inges, Sigurds og Øysteins dage. Gunnhild fødte snart en søn, som fik navnet Sverre og blev kaldt søn av Unaas.[1151] Før denne guts fødsel aabenbartes store drømmer, som jevnlig kan hænde forut for store tidender. Hans mor Gunnhild fortalte en drøm, hun hadde hat før hans fødsel. Det tyktes hende, at hun var i et herlig lofthus og syntes, hun skulde føde det barn, som hun gik med. Men hendes tjenestekvinde sat for hendes knær og skulde ta imot barnet, saasnart det blev født. Og da det tyktes hende, som om barnet var født, kom det en stor rædsel over den kvinde, som sat over hende, saa hun ropte heftig paa hende og sa: «Gunnhild min, du har født et underlig foster, forferdelig at se til». Og tre ganger ropte hun med de samme ord. Men da hun hørte kvinden rope saa ofte det samme med skjælvende røst, blev hun nysgjerrig efter at se, hvad for foster det vel var, hun hadde født; det syntes hende, som det var en sten, meget stor og snehvit av let, men den glødet saa sterkt, at det gnistret allevegne av den som av et gloende jern, naar man blaaser sterkt paa det i essen. Men hun sa saa til tjenestekvinden: «La os gjemme dette foster omhyggelig, saa at ikke nogen faar se det, ti det vil tykkes underlig for de fleste, som faar se det.» Siden syntes det hende, som om de to tok stenen og la den i en stol og hyllet den med et fagert klæde. Men da de hadde dækket stenen, saa fløi dog gnistene allevegne gjennem klædet og rundt om i lofthuset. De blev da meget fælne over den rædsel, som stod av stenen, og siden vaaknet hun av denne drøm. Unaas og Gunnhild hadde en søn, som het Hide, og en datter, som blev gift med Svine-Stefan; deres søn var Peter Støyper[3]; desuten hadde Unaas og Gunnhild flere døtre. [1156]Sverre var fem vintre gammel, da han fór fra Norge vester til Færøene, og siden var han der hos biskop Roe, som fostret og opfødde ham[4]. Biskopen satte ham til boken og gav ham vigsler, saa at han blev viet til prest. Men da han var fuldvoksen av alder, lempet han sig litet efter prestemænds værdighet og var stridig og voldsom. Han blev usams med Brynjolv[5], søn av Kalv Sendemand, som da hadde kongens syssel der paa øene. Sverre hadde slaat en mand, men Brynjolv og hans følge overfaldt ham i hans hjem, men han kom unda alene, og det var kommet saa nær med dem, at han løp unda ind i en stue og gjemte sig. En kone gjemte ham i en ovn og satte en helle foran ovnsaapningen og gjorde siden ild op utenfor. De lette efter ham over hele stuen, men fandt ham ikke. I mangt tyktes nu siden de mænd, som visste, hvad mand han blev til, at ha set tegn til, at han hadde store evner.

Sverre drømte store drømmer, og det tok nogen mænd for forfængelighet og spottet over det. Han fortalte en slik drøm, at han tyktes, at han var i Norge og at han blev til en fugl saa stor, at hans næb naadde øster til landsenden og hans halefjær naadde nord til finnernes bo[6], men med vingene dækket han hele landet. Han bar den drømmen frem for en vis mand, som het Einar, og spurte, hvad han trodde, den varslet om. Einar sa, at det var «blindt»[7] for ham, men det syntes ham rimelig, at denne drøm spaadde om en eller anden magt. «Det kan være,» sa han, «at du blir erkebiskop» Sverre svarte: «Det tykkes mig urimelig, at jeg skulde bli erkebiskop, ti jeg er ikke meget dygtig til at være prest.» [1175]Sverre var fire og tyve vintre gammel, inden han fik vite sandheten om sin fædrene herkomst. [1176]En vinter var han siden i Færøene, førend han fór til Norge.

2. Magnus og Erling[8] hadde i denne tid megen støtte av stormændene og av hele almuen. Kongen var vennesæl og elsket, men jarlen var mægtig og klok, haardtraadende og seiersæl; hele landets styrelse laa hos ham. Av avindsmænd hadde han mange, baade mægtige og ringe; men det var flest av dem nord i landet, i Trøndelagen. Men erkebiskop Øystein[9], som ledet hele folket der nord, var kong Magnus’s store hjertensven og holdt der alt under ham. Kong Magnus hadde med sig alle de største mænd, som var i landet; nogen var i hirden, men nogen hadde landindtægter av ham; og med dem samtykket hele almuen i at hæve ham til magten og holde ham deri; det skyldte han mest sine forfædre, ti alt landsfolket elsket og vilde tjene Sigurd Jorsalafarers avkom, heller end Harald Gille[10] og hans ætmænd.

3. Det hændte sig nu, at Sverres mor Gunnhild fór bort fra landet (Norge) og syd til Romaborg. Men da hun kom for den mand, som skriftet hende, da sa hun, at hun hadde en søn, som hadde en anden far, end hun hittil hadde sagt, og at hans far var en konge, men det var fortiet for sønnen. Men denne sak blev baaret for paven[11]; det blev paabudt hende i hendes skrifte, at hun skulde la sin søn faa vite hans rette fædrene herkomst, saasnart hun fandt ham. Hun gjorde saa, og ikke længe, [1175]efterat hun var kommet hjem, fór hun ut til Færøene og sa Sverre, at han var kong Sigurds søn. Ham gav denne fortælling meget at tænke paa, og hans hug vaklet meget. Det tyktes ham vanskelig at stride om magten imot kong Magnus og Erling jarl, men det syntes ham litet mandig ikke at ta sig noget til som en anden bondesøn, naar han var kongesøn. Og naar han mindedes, hvorledes vise mænd hadde tydet de drømmer, han hadde drømt, da styrket disse drømmer hans mot til at søke hevn efter sine frænder.

Saaledes har Sverre fortalt denne drøm, at han tyktes, han var kommet vestenfra over havet til Norge, og dertil at han hadde naadd nogen fyrstelig værdighet, og snarest det, at han var valgt til biskop. Men det tyktes ham at være stor ufred i landet om kongemagten, og det tyktes ham, som om den hellige kong Olav hadde strid imot kong Magnus og Erling jarl og som om han tænkte paa, til hvem av dem han skulde søke. Han syntes, at han valgte helst at fare til kong Olav, og da han kom til ham, blev han mottat vel og med megen blidskap. Men da han hadde været der en kort tid, da hændte det en morgen — syntes det ham —, at det var faa mænd hos kongen, ikke flere end 15 eller 16. Og kongen tvættet sig ved bordet i en loftstue, og da kongen hadde gjort det, vilde en anden mand gaa til bordet og tvætte sig i det samme vand, som kongen hadde tvættet sig i; men kongen skjøv sin haand imot ham og bød ham la det være. Siden kaldte han paa Sverre Magnus[12] og bad ham tvætte sig i det samme vand. Han tyktes, at han gjorde saa, som kongen bød, og da han var tvættet, kom det en mand løpende ind med hastige tidender; han bad mændene ta straks til vaabnene, og sa, at kongens uvenner var for døren. Kongen svarte, at det ikke skulde skade dem, og bød mændene ta sine huggvaaben og derpaa gaa ut; men han sa, at han skulde ha sit skjold og at han skulde verge dem alle med det. De gjorde, som kongen sa. Derpaa tok han sit sverd og rakte det til denne unge mand Sverre, og siden gav han ham sit merke i haanden og sa: «Ta nu imot merket, og tænk med dig selv det, at dette merke skal du stadig bære herefter.» Han tyktes at ta imot merket, men dog med nogen rædsel. Nu tok kongen sit skjold, og de gik alle ut sammen meget skyndsomt. Det tyktes ham, som om det der, hvor de gik ut, var en saa lang svalgang, at den ikke var kortere end 60 alen, og det tyktes ham, som han ikke kunde bære merket høit op, saalænge de var inde i huset; men da de hadde kommet til døren, hvor de skulde gaa ut, da kom syv mænd med vaaben imot dem og vilde hugge merkesmanden. Men kongen gik frem foran ham med sit skjold og dækket ham og dem alle, saa at intet skadet dem. Siden kom de paa aapent land og paa en fager vold. Derefter tyktes han at reise merket op og bære det imot kong Magnus’s og Erling jarls fylking, og straks syntes den fylking at vike tilbake for ham, da han søkte fremad. Siden vaaknet han og tænkte over sin drøm; den tyktes bedre drømt end ikke, men syntes ham dog forunderlig. Han fortalte den siden til sine venner, men dog kun til faa, og den blev tydet nær det, som siden hændte. Men naar slike ting kom ham i hug, da styrkedes han ved det.

4. Sverre gjorde sig nu rede til at fare til Norge for at se, hvad han skulde gjøre. Og da han kom dit, hadde den mand latt sig gi kongenavn, som het Øystein. Han og Sverre var sønner av brødre[13]. Men da Sverre spurte det, skaffet han sig omhyggelig underretning om denne mands adfærd, og han fandt det alene derom, at mange av hans krav og tiltak var ungdommelige; han holdt sig da tilbake, ti det tyktes ham ikke tjenlig at slutte sig til ham. Siden fór han nord i landet, ti hans fosterfar, Roe biskop, hadde raadd ham til at søke til erkebiskopen og aabenbare ham sin vanskelige stilling. Men da han var kommen ivei, gav han sig til at spørge de mænd ut, som kom nordenfra. Han dvælte en stund i Selja[14], ti der støtte han paa kjendinger. Der traf han en prest, som sa ham nøiagtig alt det, han vilde vite, og derav saa Sverre, hvor stor motstander erkebiskopen hadde været av hans brødre; det tyktes ham litet haab om opreisning fra den kant, som hans brødre hadde faat fald fra. Han vendte siden om sydover og vilde dra ut av landet. Han fór siden med fragtemænd til Tunsberg og derfra østover til Konungahella[15]. Jevnlig var han i denne færd i samtale med selve Erling jarl[16], og fik saa dulgt sig for ham, at jarlen ikke visste, hvad Sverre hadde i sinde eller hvem han var. Han var ofte sammen med hirdmænd eller andre kongsmænd og var saa glad mellem dem, at de syntes, det var gammen og skjæmt, hver en stund han talte med dem. Og ved sin samtale og sin klokskap spurte han dem saaledes ut, at han fik av dem mange ting at vite, som de ikke vilde ha aabenbart, hvis de hadde visst, hvem som hadde været der eller med hvem de hadde talt. Han la nøie merke til, om almuen var noget tveskiftet i sit ordelag, ti ingen mistænkte hans ord, og ingen visste, hvad han hadde i sinde. Men han fandt ikke andet end at hele almuen var kong Magnus huld. Fra Konungahella fór han til Ljodhus[17] og fik meget slit og stræv. Han kom med stor møie til Østre Gautland. Tre nætter før jul[18] kom han til Birger jarl Brosa[19], sin maag, som var gift med Brigit, hans faster[20]. Der bar han sin vanskelige stilling frem for sin maag og frændkone. Men de tok sig litet av hans sak, og det var to aarsaker dertil. Den ene var, at hans frænde Øystein hadde reist sin flok hos dem, og de vilde ikke hjælpe nogen anden, saalænge han var ilive. Men den anden aarsak var den, at det hadde kommet Birger for øre, at Erling jarl hadde sendt ham dit for at drive spot med ham. Sverre var der om julen og holdt jevnlig sin sak frem for jarlen og bad ham gi et godt raad om, hvad han skulde ta sig til. Men det hændte der, som det ofte kan hænde, at det var mænd tilstede, som var mere fulde av avind end av godhet, og dette samme bragte ham i stor fare; ti mange kortsynte mænd trodde, at disse tidender var sande, og vilde dræpe ham. Men jarlen vilde ikke dette, uten at det var aabenbare aarsaker til det; han vilde heller la undersøke med list, hvorledes det hadde sig med ham, og lot gi ham vin og mjød at drikke, forat han skulde bli drukken og slike ord kunde findes i hans mund, at han kunde anklages eller fortjene at dræpes. Men da Sverre til enhver stund var optat av tanker paa sin sak, gav han litet agt paa mjød eller vin, om han end hadde mere end nok derav. Men heller tok han sig i vare, saa meget mere som han fandt, at man undlot at gi ham svar i de saker, som var vigtige for ham. De, som vilde drikke ham fuld, fik da ikke utrettet noget.

[1177]Da julen var leden, vendte han sig paa sin færd til Vermeland, ti han syntes ikke, han fik av jarlen slikt svar i sin sak, som han likte, og ikke kom det nogen stor vekst i hans følge, ti han fór derfra selvanden. I denne færd fik han meget slit og stræv; det var mest likt det, som det i gamle sagn fortælles om, naar kongsbarn[21] kom ut for stedmødres ondskap, ti det var seks eller syv dage tilsammen, at han fór vild gjennem store og ukjendte skoger og taalte baade hunger og kulde. Men da han kom til Vermeland, da møtte han mænd, som var kommet fra Norge. Han spurte disse mænd nøie om nyt, og de kunde sige ham nye tidender, at kong Øystein hadde faret nordenfra og øster i Viken, og at han og kong Magnus hadde kjæmpet paa Re, og der var kong Øystein og en stor del av hans hær faldt[22]; men de, som kom unda, hadde flygtet til Vermeland eller Telemarken eller syd til Danmark. Dette tyktes Sverre meget at øke hans sorg og vanskelighet. Han drog da først til sin søster Cecilia[23]. Men hun gjorde et gjestebud rede for sin bror, og da de møttes, blev hun glad og tok imot ham saa godt, hun kunde. Siden talte de sammen om, hvad raad han skulde ta; ti han kunde ikke vel komme tilbake til Norge, da det var kommet rygter om hans vilkaar og færder; og det tyktes derfor rimeligst, at han maatte søke til ukjendte land i nogen tid og bie der paa slike tidender, at Gud vilde la det lettes noget med hans sak.

5. Den fattige flok, som da hadde mistet sin høvding, fik nu høre, at en søn av kong Sigurd var kommen til Vermeland; men alle de, som spurte det, fór til ham og bad ham binde sig til deres sak og bli høvding for dem. Denne flok var i meget mislige vilkaar; nogen var meget saaret, nogen var klædeløse og alle næsten vaabenløse. Alle var de ogsaa saa unge mænd, at de ikke syntes ham dugelige til at utføre noget stort. Han svarer paa den vis: «Jeg synes ikke, det ser ut, som om vore vilkaar skal skaffe os god fremgang eller store raad; I er pengeløse mænd, men jeg er fattig paa gods og ukjendt for eder; I kan og komme til at synes, hvis I ikke liker mine raad, at I vet ikke nøie, hvem I tjener. Jeg er desuten opfødd der, hvor mænd er litet vant til slike store raad eller stræv, og det synes mig, som vi har begge litet at skyte ind i bolag med hverandre undtagen pengeløshet og store vanskeligheter. Jeg har litet lyst til at lægge eders vanskeligheter sammen med mine sorger. Men eftersom I har vist mig tillid, da vil jeg gi eder et raad, som synes mig at duge: min maag Birger og hans hustru Brigit har tre sønner[24], og de er likesaa nær født til landet som kong Magnus Erlingssøn. Far dit og bed ham gi eder én av dem til konge for eder. Jeg har og nøie lagt merke til eders flok, og jeg finder det alene deri, at det nok er liten forskjel paa mænd blandt eder, og det er mig meget imot at overta denne flok. Jeg ser ogsaa store vanskeligheter for vor sak, og mest av den aarsak, som for os begge var mest uheldig at undvære, men det er ventelig, at det ikke i eders skare er forraad paa mænd til saa store landraad, som det trænges imot Erling jarl. Jeg er heller ikke dygtig til noget, jeg, som er opfødd i et utskjær langt borte fra andre folk. Jeg har ogsaa set litet til andre mænds seder før end nu, da jeg kom til eders land; men meget mindre kan jeg dog lede en hær eller forestaa landstyrelse. Jeg duger ikke til noget, ukjendt som jeg er for alle mænd; heller ikke kjender nogen min æt, og ingen vet andet derom uten det, som jeg alene fortæller om den. Nu kan det hænde, at I siger det samme til mig som til eders forrige høvding, at I visste ikke, hvad for mand han var, som I tjente, og det vil stadig bli lagt eder til last overalt, hvor I kan møte eders uvenner. Alle mænd vet ogsaa, hvad som kan ventes av Birgers sønner, men ikke hvad der kan ventes av mig.»

6. Disse mænd drog nu til Birger Brosa for at tale med ham om denne sak. Han uttalte sin store sorg over deres tap og sa saa: «Mine sønner er barn av alder og kan hverken gjøre raad for sig selv eller for andre mænd; de er ikke føre til slikt, dog mest for sin ungdoms skyld. Det synes mig ogsaa, som om det i eders flok er litet utvalg av mænd, som kan gjøre raad for mine sønner. Jeg kan heller ikke reise nogen hær herfra, ti ikke taaler Norges mænd, at en gautsk hær rider ind i deres land. Men eftersom I er kommet til mig, vil jeg gi eder et raad, men Gud raar for, hvorledes det vil virke. En søn av kong Sigurd var her hos os over julen, men nu er han vel i Vermeland; ta ham til høvding, han har alder dertil og ser ut til at ha vet, bed ham at binde sig for eders sak.» De sa: «Den mand har vi fundet, men han viste os fra sig.» Jarlen egget dem saa meget mere og sa: «Saa siger min hug mig, at I ikke finder nogen opreisning for eders sak, om den ikke kommer fra ham. Nu skal I søke til ham, om I vil følge mit raad, og bære de ord fra mig til ham, at jeg lover ham alt mit venskap, slik som jeg kan yde. Her skal han ogsaa ha sin hær og sit fredland, hvor han end kommer i Sveavælde. Gi ham det vilkaar, at han skal hjælpe eder alle i eders nød, eller I vil ta livet av ham.» De hadde sat mænd til at passe paa ham, mens de fór til Birger jarl, ti Sverre hadde villet fare ut til Jorsaler[25]; han tyktes ikke at kjende nogen mand i Norge, som han kunde vente støtte av. Saa grumt hadde kong Magnus og Erling jarl faret frem mot hele den æt, at ingen mand turde nævne Sigurd eller Haakon[26] med kongsnavn eller tale om dem. Nu kom disse mænd for anden gang tilbake til Sverre og hadde fra kong Knut[27] og Birger jarl med brev, som talte saa: «Det er vor bøn, at I gaar ind paa at hjælpe denne fattige flok, om I ikke vanvyrder vore ord, og hvor litet vi end forhen tok os av eders sak, saa skal vi nu støtte og styrke eders magt alt det, som vi formaar.» Men skjønt de lokket ham med slike fagre ord, saa han ikke mindre sin evne svigte til saa stort et raad og sa nei til deres bøn. Da mindedes de Birger jarls sidste ord og bad ham vælge mellem to kaar, om han vilde forbarme sig over deres sak eller vente, at de skulde gjøre kort proces med ham, og de talte saaledes: «Vi har længe tjent eders frænder, men mistet vore fædre og brødre og næsten alle frænder og likeledes fredland for din fars skyld, og nu tilbyder vi fremdeles alle at gaa i farer for dig selv, men du vil overse baade os og din egen hæder. Nu skal du vite for visst, at vi vil dræpe dig og dine frænder og kjøpe os saa i fred med kong Magnus, hvis du vil foragte os.» Nu syntes det ham, at hans sak paany blev meget vanskeligere, og han tænkte over den med sig selv; han saa, at det da snarlig vilde bli en ende paa hans og hans frænders æt, om han utsatte sig for denne overlast. Søndagen i syvukersfasten[28] bandt de sit raad og sit forbund sammen, men mandagen efter gik 70 mænd Sverre til haande, og nogen blev hans hirdmænd, nogen blev gjester og nogen huskarler[29].

Natten efter drømte Sverre, at han tyktes han var østerpaa i Borg[30] der, hvor Raumelven[31] falder i sjøen, og det tyktes ham, at kong Magnus og Erling jarl og deres hær var der i byen. Det tyktes ham, at det var nogen uro om det, at det nok var en kongssøn der i byen, og at alle folk holdt paa at lete efter, hvor han kunde være; men han tyktes at vite, at denne uro var om ham selv. Han tyktes, at han fór lønlig ut av byen og at han saa foran sig Mariakirken[32]. Han søkte til messe der, og da han bad for sig i kirken, syntes han, at det gik en mand hen til ham, tok ham i haanden og leide ham ind i en stuke[33] nordenfor sanghusdøren[34] og sa til ham: «Gaa med mig bror, jeg har en lønlig sak med dig.» Han tyktes, at han gik med ham og la nøie merke til hans utseende. Denne mand saa ut til at være ældgammel og hadde snehvitt haar, stort skjeg og meget side klær; han var rødlet i ansigtet, hadde stutt haar rundt omkring det, og var forfærdelig at se til. Han tyktes, at han var fuld av tanker paa, hvad denne mand vilde. Den gamle mand merket det paa ham og sa: «Bli du ikke ræd, bror, ti Gud har sendt mig.» Da tyktes han, at han bøide sig til jorden for ham og spurte: «Hvad for en mand er du, herre, at jeg kan vite for visst, at Gud har sendt dig?» Den gamle mand svarte anden gang og bad Sverre ikke være ræd; han sa, at Gud hadde sendt ham til ham. Da syntes han, at han blev likesaa ræd eller ræddere. Da tok den gamle mand ham i haanden, reiste ham op og sa for tredje gang: «Bli du ikke ræd, bror; fred være med dig, ti jeg er Samuel, Guds spaamand[35]; jeg har ogsaa Guds erend til dig at føre frem.» Efter dette tok den gamle mand et horn av den skreppe, som han hadde om halsen, og det syntes ham, som det var krisma[36] i hornet. Da talte den gamle mand til Sverre: «La mig se dine hænder,» sa han. Derefter tyktes han at række frem begge sine hænder imot ham. Manden smurte nu hans hænder og talte saa: «Maa disse hænder helliges og styrkes til hat mot dine uvenner og motstandere og til at styre mange mænd.» Siden kysset han Sverre og tok hans høire haand og talte til ham: «Søk du nu mot øst ut av dine uvenners tætte flok, ti du skal være konge.» Og derpaa kysset han igjen Sverre og sa: «Vær du modig og sterk, ti Gud vil hjælpe dig.» Efter dette vaaknet han og fortalte straks denne drøm til de 12 mænd, som sov der i det samme herberge som han selv; det var to prester og 10 andre mænd. Drømmen tyktes alle stor og merkelig, og alle hans mænd blev meget glade over denne drøm. Men da han bad dem prøve at tyde drømmen, trøstet ingen sig dertil, men den tyktes alle bedre drømt end ikke. Og da han fandt, at denne drøm ikke vilde bli tydet, bad han dem ikke at bry sig derom, om end slikt hadde vist sig for ham. Men alle, som var tilstede, syntes at finde, at hans sind omskiftedes høilig efter denne drøm. Det var altsammen en stor prøvelse for ham, at han var i ukjendt land og blandt helt ukjendte mennesker; det var ogsaa alt samtidig med, at han hadde tat imot flokken og at han maatte bære al omsorg for dem, som tjente ham, eftersom det ikke der var nogen anden som kunde gjøre raad uten ham selv i denne flok, som han hadde tat under sig og bundet sig til.

7. Onsdagen i syvukersfasten, som vi kalder askeonsdag[37], tok han styrelsen for denne flok og gav sig paa færd fra Hamar[38] i Vermeland og hadde ikke større hær end 70 mand. Han fór til Viken, men paa den tid drev saa mange folk til ham, at han hadde halvfjerde hundrede (420) mand. Da han kom til det sted, som heter Saurbø[39] i Viken, lot han stevne ting, og hans mænd vilde straks gi ham kongsnavn. Han undslog sig og sa, at det sømmet sig bedre, at hans ret først blev aabenbart ved sande vidnesbyrd. Men de sa, at de vilde ikke høre paa det, og ytret, at de ikke vilde tjene ham paa den vis, at han ikke bar høiere navn end de andre, som fulgte ham. Det var den første søndag i fasten[40]; da gik mændene ham til haande og tok ved hans sverd. Han hadde ikke længe styrt denne flok, inden han saa det, som han forut hadde hat en mistanke om, at han ikke meget vilde kunne støtte sig til deres raad; han tok da og la al omsorg i sine egne hænder. Og mens han og hans mænd var i Viken, da gav han nøie agt paa deres vaner og adfærd, som da var kommet i hans flok; disse folk syntes ham da av meget forskjellig værd, nogen var gode drenger og sindige mænd, men nogen var ustyrlige. Da kom det i hans hug at friste, om disse folk vilde følge ham til noget andet end ran og voldsomhet alene. Derfor fór han tilbake til Vermeland, ti han vilde ikke rane i Viken og vilde heller kjæmpe sig til det land, som han hadde byrd til. Derfra gav han sig videre paa færd nord i landet, indtil han kom til Eidskogen[41]. Da mønstret han sin hær, og det viste sig, at mange hadde gaat ham tilhaande med liten redelighet og mest, fordi de ønsket heller at være ransmænd end at kjæmpe til hæder for sin konge. Denne sak endte saaledes, da flokken var undersøkt, at han ikke hadde tilbake mere end 80 mand av de fire hundreder. Da saa han, at han ikke hadde evne til det, som han hadde villet, at fare med saa ringe hær imot slik overmagt, som var ventelig. Han saa, at han ikke kunde stole paa de folk, som ikke vilde følge ham nord eller syd. De tyktes ham heller at ville egge almuen imot sig ved ran og megen voldsomhet end at følge ham i mandeprøver, og det var ham da meget smertelig, ti han var fra først av tat til konge næsten med tvang, men siden hadde de ikke ydet ham godt følge. Nu tænkte han over sin stilling og tyktes ikke at se utvei til at skille sig fra denne hær; ti de, som helst vilde følge ham, vogtet ham nøie, og desuten hadde han tat imot kongsnavn og var blit kjendt av alle i landet. Han vendte nu tilbake i Vermeland og hadde da paaskeophold[42] hos en prest, som gjorde et prægtig gjestebud for ham. Efter det sendte han sit brev til Norge til Telemarken, ti folket der var usams med kong Magnus og Erling jarl[43]; han lovet dem nogen retterbøter, om de vendte sig til ham, og stevnte dem nord i landet til møte med sig, om de vilde søke hans venskap eller yde ham hjælp.

8. Da paaskeuken var tilende, saa han, at han ikke vilde kunne komme nord i landet, om han ikke valgte nogen ukjendte og møisommelige stier, ti det var stor utrustning over hele landet, da folk spurte, at flokken tok til at reise sig øster i landet, og de hadde ingen utvei til at komme ind i landet der, hvor det laa storbygder iveien. Han saa det da for raadelig at vende sig imot Østersalt[44], og siden fór han over den første skog, som var 12 mil lang, indtil han kom til Eikesherred[45]. Men da de fór derfra, hadde de foran sig en skog, som var like saa lang, indtil de kom til det sted, som heter Molung[46]. Derfra drog han atter gjennem en skog, som var femten mil lang, til Jarnberaland[47]. I alle disse skoger var det ikke anden føde end fuglekjøt og elgekjøt. I denne færd hadde de meget slit og stræv; ti de drog meget længe gjennem utbygder og taalte baade hunger og kulde og stor møie; heller ikke kunde de der faa hester eller anden skyss, ti paa den tid var det værst at fare, naar sneen løstes av skogene og isen av vandene. Stundom for de over moser eller store myrer, stundom gjennem tætte skoger eller store braater. Jarnberaland[47] ligger under sveakongen og var da endnu hedensk; folk der hadde aldrig før set en konge komme i sit land, og derfor var de uvant til gjennemreise av konger; man kunde sige saa, at den mand fandtes ikke, som hadde skjøn paa, hvad en konge var, eller visste, om det var menneske eller dyr. Det var stor nød at færdes frem mellem saa uvidende folk. Men saa stor miskund viste den almægtige Gud og den hellige Maria imot kong Sverre, at han fik megen hjælp av dette folk og lov til at dra gjennem landet, saasnart de hørte hans ord. Men oftest var det at fare over ødemarker, moser og ubygder, store aaer og stillestaaende vand mere end gjennem menneskebygder. Fra Jarnberaland drog han gjennem en skog, som var 18 mil lang, til et herred, som heter Herdaler[48]; det var hans land[49]. Derfra fór han over en skog, som var 38 mil at fare over. I denne skog var deres tilstand saa haard, at de ikke hadde andet at æte end bark av trær eller save[50] og de bær, som hadde ligget under sneen om vinteren.

Det hændte sig, at kong Sverre skulde fare over et stort vand i en skog, og det var ingen farkoster der i nærheten, men folkene gjorde sig flaater av tømmerstokker, tre eller fire sammen, saa som det kunde falde til; men den flaate, som kongen var paa, var ikke stor, de var fire paa den. Denne flaate seg ned, saasnart de kom litt fra land, saa at de sank i til midt paa foten, men vandet var en halv sjømil bredt. I det samme kom det en mand løpende ned til stranden; han var meget træt av at gaa, ti de var da i den værste skogen, og forut hadde hele flokken været matløs i to dage. Denne mand ropte paa dem, som var paa flaaten, og bad dem hjælpe sig; han var næsten død av træthet, sa han. Men de andre folk var da næsten kommet over vandet. Og da kongen hørte hans rop, saa han, at det gjaldt mandens liv, hvis de ikke tok ham op; men paa den anden side syntes flaaten ham ikke at kunne bære alle de mænd, som forut var paa den. Han lot dog flaaten lægge til land og tok den manden op, skjønt det ikke saa ut, som om de kunde komme frem. Og da denne mand kom paa flaaten til dem, steg vandet over knæet paa dem; og saaledes fór de over vandet og landet ved et nedfaldt træ og gik siden av flaaten. Kongen gik sidst iland, og straks han steg av flaaten, sank den som sten. Denne hændelse tyktes straks alle mænd merkelig og underlig. Men nu er det øiensynlig for alle, at denne flaaten bar den farm, som var eslet til de storverk, som da endda ikke var utført, og til høiere hæder, end han dengang hadde, idet flaaten fløt under mande-farmen, men sank, saasnart mændene var av den. To nætter siden var de i ødemarken og hadde ikke mat, undtagen at de aat fure-save og suget birkesaft dertil; men den tredie dag var hele hæren kommet til det yderste. De trængte da saa haardt gjennem denne ødemark, at det bare var 13 eller 14 mil igjen (til bygden). Nu gik det saa til, at folkene satte over en stor aa; efterhvert som de kom over, la de sig ned paa aabakken og orket ikke at gaa længer, saa trætte var de. Sverre og to andre satte sidst over elven og drev langt nedover med strømmen, før de kom iland. Siden tok de hvil. Da bad kongen sine mænd at hærde sig og mente, at det var kort vei til bygden; han sa, at endnu kunde det komme til at ’brænde noget rødt’ for dem, om de kom til kristne mænd omsider.

9. Nu kom kongen til Jæmteland, og jæmterne vilde staa ham imot. Han sendte da Sigurd av Saltnes[51] i forveien og mente, som det viste sig, at de vilde mindre ta sig i vare for kløktige raad, saalænge ikke høvdingen selv var med. Men i denne færd tok Sigurd alle deres skibe, som de hadde tænkt at ha til sit landevern. Og da kongen selv kom, savnet bønderne skibene, og det var da det likeste at gaa kong Sverre til haande. Det var mange av kong Magnus’s lendermænd der, og de gik alle til forlik. Der blev da gjort gjestebud rede og al hjælp ydet kongen; de gav ham 40 mand. Derefter drog han videre og brøt op derfra, og de fór fremdeles med saa meget stræv, at i 5 dage smakte ingen mand mat, og ikke sov de, ti kongen vilde ikke la «bære bud foran sig.» Han kom nat til fredag før hvitesøndag[52] i nærheten av byen. Kaupangsmændene[53] spurte dette og fór over aaen Nid imot dem med 1600 (1920) mand[54]; deres formænd var Sigurd Nikolassøn[55], Eirik Arnessøn[56], Ivar Horte[57], Ivar Silke[58] og Ivar Gjavvaldssøn[59]. Men da kongen blev var dette, fór han selv imot dem med en anden mand, som het Jon[60], og kom ind i deres hær; de fik da fuld visshet for, hvor stor folkemon det var, og han saa sig ikke istand til med 100 (120) mand at kjæmpe imot 1600 (1920). De vendte da om for denne gang. Selbyggerne[61] hadde ogsaa samlet sig imot dem med 700 (840) mand, men birkebeinerne var da saa trætte av den lange nattevaaken og av stræv, at de maatte ta sig hvil. Siden sendte han mænd til Vigleik paa Digren[62], at han skulde føde hans hær, og Vigleik svarte vel paa denne ordsending. Og da de fór bort derfra, greide Gud kongens sak saa, at han og hans hær kom mellem bøndernes flok og deres skibe[63]; de tok da hvert eneste skib for selbyggerne og fór siden over i de mænds bygd, som gjerne vilde lægge sig efter deres liv[64]; de slog sig nu ned paa deres gaarder, hvorledes end de likte det, som eide gaardene. Disse kom saaledes hjem, at det ikke var anden raad end at gaa ind paa alt det, kongen krævde; han la gjald paa dem, en halv maaneds mat. Kongen var da paa en holme i Selbu-sjøen, som siden kaldes Kongsholmen[65]. De fór derfra en nat, uten at nogen visste om det uten de selv, og tok veien til et fjeld, som kaldes Vatsfjeld[66], og de var der saaledes, at ingen blev dem var, men de saa alt, som gik for sig helt ned til byen (ɔ: Nidaros), og hørte meget, som blev talt om dem selv. Ogsaa gauldølene hadde en stor samling, og det saa de nøie; men da folk i nogen dage ikke fik øie paa dem, løste bønderne samlingen op. Det saa birkebeinerne straks og fulgte i hælene paa dem og kom ned i bygden uventet for alle; der maatte de være glade til at gaa under alt det, som kong Sverre krævde. Dette spurtes straks til byen, og de sendte paany en hær ut efter ham. Kong Sverre og hans mænd vek da atter unda for en stund og fór op i Soknedalen[67], og da han kom dit, fik han høre, at Rut og 80 mand hadde kommet fra Telemarken, alle vel væbnet. De hadde nu kommet efter den ordsending og det brev, som det er før nævnt (s. 12), at han hadde sendt til Telemarken. Over disse tidender blev han meget glad og fór imot dem op i Rennabu[68].

10. Efter dette vendte han om og hadde da et hundrede og otti mand (200). De fór, indtil de kom til Gaulosen. Der satte de over paa eker; men de 20 mand, som først satte over aaen, sendte kongen ut at speide; deres formand var Jon Gudrunssøn fra Saltnes[69]. Bymændene hadde ogsaa fra sin kant sendt speidere ut, syv i tallet. Disse speiderflokker møttes, og av bymændene blev fem dræpt og én fanget, men én kom unda og bar bud til byen. Derefter fór bymændene ut med sin hær, fylket og hadde 1200 (1440) mand. Da sa Ivar Horte: «Nu skal vi bruke list mot dem og skjule en del av vor hær; ti de tør ikke gaa imot os, hvis de ser hele hæren.» Siden satte de 700 (840) mand under en skigar og tænkte, at de skulde komme «i aapne skjolder,» naar hærene støtte sammen. De hadde ogsaa den djervhet, at de tok den hellige kong Olavs merke og lot det bære imot kong Sverre, skjønt de bare var lendermænd og bønder[70]; men dermed gik det slik, som I nu skal høre. Den mand, som bar merket, var sat daarlig op paa en hest og red efter hæren, men han fik ikke stanset hesten og red paa to mænd; den ene fik straks sin død derav og den anden fik legemsskade, saa at han aldrig blev frisk siden; men han selv faldt av hesten og lot merket falde ned. Kongen fylket nu sin hær imot disse 500 (600) mand, som var i fylkingen, og stillet sine buemænd sammen. Da brukte enhver sine vaaben vel; men de andre laa under skigaren imens, og de visste ikke ord av, førend pilene fløi hvinende over deres hoder. Da kom først alle de paa flugt, som Ivar haabet at skylde seiren, og den ene rendte efter den anden; men de kunde hilse seiren, som det kunde synes urimelig i forhold til folketallet. Der faldt Ivar Silke og Ivar Gjavvaldssøn og med dem mere end hundrede (120) mand. De tok da den hellige kong Olavs merke og bar det til byen med fager seier, men de høvdinger, som var i live, løp hit og dit ’som mus i huller’. Da blev Eirik Arnessøn[71] fangen. Derefter tok folk grid av kong Sverre, og mange gik da til Sverre ydmyge, som før hadde «blaast imot» ham med stort overmot. Kong Sverre takket nu den almægtige Gud og Guds hellige moder Maria og kong Olav for denne fagre seier, som Gud gav ham, og han viste sin tak derved, at han gav grid til hver den, som bad derom. Han tyktes at skjønne det, at saa mange stormænd, som hadde undkommet, kunde ville bruke svik imot ham, om han ikke saa sig for.

11. Efter denne kamp sendte kongen speidere ut og ind fra byen; de var borte i tre nætter og kom tilbake med de tidender, at indtrønderne hadde drat sammen 20 hundrede (2400) mand, og at de var underveis; men Ivar (Horte) hadde 50 skibe ute ved Raudabjorg[72]. Og da disse tidender kom alle paa én gang til kongen, saa han, at det ikke var tid til at sitte stille; de løp til skibene og fik tak i 11 skuter. Da de hadde rodd et kort stykke ut fra holmen[73], saa de indtrøndernes flaate, som kom indenfra fjorden, og de kom siden paa skudmaal med dem. Men ved Raudabjorg laa det 50 byrdinger[74]. Kongen vilde ikke ha noget at gjøre med dem, ti det var altsammen kjøbmænd, som var kommet fra Vaagar[75]; men kong Sverre vilde aldrig gjøre kjøbmænd mén, hvis de kunde passe sig. Der laa det ogsaa 11 skuter og et langskib, som Ivar hadde drat sammen. De flygtet straks og turde ikke gi sig ilag med birkebeinerne; men kongen for ut til Agdenes; der fandt de 9 skuter, og straks la kong Sverre imot dem. De fik slik kjøpfærd, at de «solgte sine klær og vaaben og fik igjen hugg og mishandling;» alt, som de hadde av penges værd, gav de slip paa. Kongen lot ikke disse mænd dræpe. Derfra fór de ut til Folskn[76] og fandt der en byrding, som Ivar eide; i den var gods til en værdi av 6 mark guld, og dette tok de. Derefter fór de syd paa til Møre og fandt der 12 eller 13 skuter. Disse mænd fik det samme «marked» som de forrige, ti begge flokker vilde ha faret til Ivar, hvis det ikke hadde kommet «trold mellem hus og heime.»

12. Efter dette vendte Sverre paany nordover til Trondhjem, og da de kom til byen, gjorde bymændene som det sømmet sig likeoverfor en konge: de ringte over hele byen og gik i procession imot ham. Siden lot kongen stevne Øreting[77], og nævnte dertil 12 mænd fra hvert av de 8 fylker, som er indenfor Agdenes, og da de kom, blev det git Sverre kongsnavn paa dette otte-fylkersting, og det blev tildømt med vaabentak[78], og land og undersaatter tilsvoret ham efter gammel landslov. Disse tidender fór hastig om og kom for kong Magnus og Erling jarl; de samlet straks en hær og styrte nordover langs med landet. Kong Sverre spurte dette og vilde ikke bie, men tok sine skibe og mænd, og de fór ut til Orkedalen; der satte de skibene op, satte ild paa dem og brændte dem alle op. Siden tok de veien til Oplandene, og da de kom over Dovrefjeld til Gudbrandsdalen, holdt de ting, og fra tinget drog de videre til et vand, som heter Mjors[79]; men i Mjors hadde lendermænd samlet en flok, og de hadde 18 skibe. Der var der tre lendermænd, Hallvard av Saastad[80], Sæbjørn Sindressøn og Ivar Gæsling[81]. De hadde en anden flok iland, det var 1200 (1440) mand[82]. Kong Sverre hadde 200 (240) mand; han raadførte sig med sine mænd om, hvad de skulde øre; men alle vilde kjæmpe. Kongen svarte: «Ikke synes jeg det samme som I, ti det tykkes mig her stor overmagt at kjæmpe med; jeg har større haab om paa anden vis at ta hevn end at gaa i slik en snare; ti jeg faar ikke mere hevn for min far eller brødre eller mange forfædre derved, at jeg blir fældet til jorden eller drevet paa flugt.» Siden fór de efter kongens raad derfra to dagsreiser. Kongen sendte 40 mænd i forveien til Hadeland til det vand, som het Rond[83], og de tok alle de skibe, som var der. Men da kongen kom efter, var der tre flokker samlet mot dem, tre hundrede (360) mand paa to steder og fem hundrede (600) paa et sted. Da skiftet kongen sin hær i halvdeler, han hadde selv et hundrede mand (120), men det andet hundrede sendte han til Assur Balles[84] gaard, og der tok de gods til 20 mark guld. Mens de var borte, vilde ikke kongen sitte uvirksom og tok det raad at gaa med den flok, som var efter hos ham, imot den ene samling, som der var 300 mand i. Derefter rustet begge flokker sig med de midler, som til var, og gik siden imot hverandre. Men saasnart som birkebeinerne løftet sine vaaben, faldt det skræk i bondekarlenes bringer; de tok da et bedre raad: bad om grid for sig og kastet sine vaaben og viste saaledes sin rædsel. Kongen gjorde som før og gav grid til hver mand, som bad om det. Men da de, som hadde været i den anden samling, saa, hvorledes det var gaat deres lagsmænd, forlikte ogsaa de sig med kongen. Det blev da lovet ham slik lydighet som aldrig før paa Hadeland, og det blev stevnet ting der og avtalt forliksmøte. Dette møte var ikke ment uten svik av bønderne, ti de saa, at kongen hadde en ringe styrke, og tænkte paa at gaa imot kongen der paa tinget. Men den dag, tinget skulde holdes, kom de, som hadde faret for at ta Assurs gaard, tilbake; da var kongens hær større end bøndernes, og de turde da ikke ’lægge sine ord i en anden skaal’, end kongen vilde. Kongen la da paa dem slikt, som han syntes, og de gik ind paa alt. Det blev da regnet for, at de var forlikt; men dog prøvdes det som forut, at det var noget svik i sindet hos bondekarlene. De tok det raad at sende bud til Orm kongsbror[85], at han skulde fare ind fra Viken imot kongen; ti han holdt sig da paa skibe; de sa, at de skulde søke imot ham, om han vilde komme. Siden lot Orm samle en stor hær og lot store skibe dra op fra det vand, som heter Tyrve[86]. Han vilde siden op i Rond imot kong Sverre, som var der paa skibe. Da var det saa avtalt, at det paa Hedemarken var 14 skibe i Mjors. Dette spurte kong Sverre. Han tok da det raad, at han lot, som om han vilde fare imot Orm, og sendte dit alle sine speidere. Men selv drog han med 40 mand til en skog, og de fældte trær. Ingen mand visste, hvad det skulde være til; men han hadde git sine mænd bud, at de skulde komme efter ham, og saa gjorde de og var der om natten. Men i dagningen næste morgen lød lurene; da stod hele hæren op, men ingen visste dog, hvad kongen vilde utføre. Og da mændene var klædt, satte han sin hær i verk og bød dem dra de skibe, som var i Rond, fem mil paa en vei, hvor folk aldrig før hadde faret med skibe[87]. Nu trængtes det ikke at spørge om, hvad disse trær skulde brukes til, som kongen hadde latt fælde i skogen, for det var lunner[88]. De stanset ikke denne færd, førend de kom til Mjors; og da de kom der, rodde de straks, raskere end det ventedes, imot de lendermænd, som holdt sig der. Deres møte endte paa den vis, at den «fik gagn, som Gud vilde.» Kong Sverre drev nu bort alle sine fiender. Og da det var renset der, for kongen til Hamar-kaupang[89] og holdt der ting. Der talte ingen mand imot hans vilje. Lendermændene flydde for kongen syd i vandet, og det var da langt imellem dem, ti Mjors er saa stort et vand, at det mere er som sjøen.

13. Hallvard paa Saastad og andre lendermænd holdt et stort gilde paa Saastad, og han indbød til dette alle, som vilde komme, for at deres flok kunde bli saa stor som mulig. Det var paa den tid kirkemesse[90] dér; der var 300 (360) mand tilstede ved dette gjestebud, men dog kom flere end de, som var buden. Birkebeinerne fulgte ogsaa til kirkemessen og gjorde sig rede til kamp. Begge flokker fylket sine krigsmænd og gik saa imot hverandre og skjøt paa hverandre. Men snart la lendermændene og deres hær sig paa flugt; syv mænd blev dræpt, men fem fanget. De, som kom ubuden, tok nu gildet; men de, som gjorde det istand, blev drevet bort. De løp nu til Orm kongsbror og fortalte om sin litet hæderlige færd. Siden lot kong Sverre spørge efter hos de mænd, som var fanget, hvor deres skibe var gjemt, og det fortalte de. Derefter tok kongsmændene alle de skibe, som var i Mjors, baade smaa og store. Der fik kongen alt det gods, som lendermændene og de, som flygtet, eide, og likeledes alle landskylder, som kong Magnus og Erling tænkte at faa. Nu hadde kong Sverre tilegnet sig alle Oplandene og Østerdalene, og det gik stadig dem bedre, som vendte sig til ham, end dem, som vendte sig fra ham. Og efterhvert som folk saa, at hans magt tok til at vokse, og det mere paa grund av vise raad end av folkemængde, syntes det stadig mere og mere ønskelig at slutte sig til ham. Det samlet sig da folk til ham, saa at han hadde mere end 300 (360) mand.

14. Efter dette kom kong Magnus og Erling jarl til Viken og hørte disse tidender om birkebeinerne, som nu er fortalt. De samlet nu paany folk over hele Viken, og de fik saa stor en hær, at det var en vældig mængde hærmænd. Men da kong Sverre saa, at det ikke var raadelig for ham at bie paa denne fare og store overmagt, la han nu sit raad, hvorledes han skulde bære sig ad.

15. Sverre gir sig nu paa færd ned til Sogn og agter sig til Bergen. Og eftersom den almægtige Gud og den hellige me Maria har git kong Sverre mangen fager seier, da kan det være, at avindsmænd eller foavise ikke vil tro vor fortælling og vil sige, at vi nok ikke har kjendt den rette sandhet, om vi siger, at han stadig har faat seier. Men nu skal vi knække denne mis- tro, vise, at vor fortælling er ærlig, og sige baade godt og leit, ti mangen vild- stig maatte han og hans mænd gaa, inden han fik hevnet for mange og og store sorger, som han hadde at gjengjælde kongen og jarlen, og inden han fik vundet sin farsarv fra slike stormænd, som var imot ham, og med ikke st0rre hær, end han hadde. Og skjent han stadig hadde mange ulemper og slit og stræv, kom han dog aldrig i slik prevelse baade av træthet, daarlig veir, S0vnl0shet og matmcmgel som i denne færd. Han begynder nu sin færd og agter sig til Bergen; men da han kom til Sogn,[91] hadde hans fienders speidere faret raskere, og han mette der en stor samling folk. Det fisrste var, da han kom med sin hær ned i Sogn, at hans vei laa over en én-stig;[92] paa den ene siden var det en elv saa rivende, at den faldt foss i foss, saa at intet levende kunde komme over uten flyvende fugl; men paa den anden side var det slike bratte Qeldsider, at der kunde en heller ikke komme nogen vei over. Denne stien var saa trang, at ikke mere end €n ad gangen kimde gaa paa den. Der sat bendeme paa vagt oppe paa hamrene med mange folk og hadde store stener og store trær, og var rede til at slippe dem ned, naar kongens macnd gik under. Men da kongen saa dette, lot han raad komme imot raad og talte saa til sine mænd: «Nu skal I ikke la det komme til det, at disse mænd kan faa gjort eder mén; men I skal dog gi eder i kast med dem saavidt, som I kan komme til; men jeg skal se til, om jeg kan faa litt uro i deres hær.» Side:Sverres saga 1914.djvu/42 Side:Sverres saga 1914.djvu/43 Side:Sverres saga 1914.djvu/44 Side:Sverres saga 1914.djvu/45 Side:Sverres saga 1914.djvu/46 Side:Sverres saga 1914.djvu/47 Side:Sverres saga 1914.djvu/48 Side:Sverres saga 1914.djvu/49 Side:Sverres saga 1914.djvu/50 Side:Sverres saga 1914.djvu/51 Side:Sverres saga 1914.djvu/52 Side:Sverres saga 1914.djvu/53 Side:Sverres saga 1914.djvu/54 Side:Sverres saga 1914.djvu/55 Side:Sverres saga 1914.djvu/56 Side:Sverres saga 1914.djvu/57 Side:Sverres saga 1914.djvu/58 Side:Sverres saga 1914.djvu/59 Side:Sverres saga 1914.djvu/60 Side:Sverres saga 1914.djvu/61 Side:Sverres saga 1914.djvu/62 Side:Sverres saga 1914.djvu/63 Side:Sverres saga 1914.djvu/64 Side:Sverres saga 1914.djvu/65 Side:Sverres saga 1914.djvu/66 Side:Sverres saga 1914.djvu/67 Side:Sverres saga 1914.djvu/68 Side:Sverres saga 1914.djvu/69 Side:Sverres saga 1914.djvu/70 Side:Sverres saga 1914.djvu/71 Side:Sverres saga 1914.djvu/72 Side:Sverres saga 1914.djvu/73 Side:Sverres saga 1914.djvu/74 Side:Sverres saga 1914.djvu/75 Side:Sverres saga 1914.djvu/76 Side:Sverres saga 1914.djvu/77 Side:Sverres saga 1914.djvu/78 Side:Sverres saga 1914.djvu/79 Side:Sverres saga 1914.djvu/80 Side:Sverres saga 1914.djvu/81 Side:Sverres saga 1914.djvu/82 Side:Sverres saga 1914.djvu/83 Side:Sverres saga 1914.djvu/84 Side:Sverres saga 1914.djvu/85 Side:Sverres saga 1914.djvu/86 Side:Sverres saga 1914.djvu/87 Side:Sverres saga 1914.djvu/88 Side:Sverres saga 1914.djvu/89 Side:Sverres saga 1914.djvu/90 Side:Sverres saga 1914.djvu/91 Side:Sverres saga 1914.djvu/92 Side:Sverres saga 1914.djvu/93 Side:Sverres saga 1914.djvu/94 Side:Sverres saga 1914.djvu/95 Side:Sverres saga 1914.djvu/96 Side:Sverres saga 1914.djvu/97 Side:Sverres saga 1914.djvu/98 Side:Sverres saga 1914.djvu/99 Side:Sverres saga 1914.djvu/100 Side:Sverres saga 1914.djvu/101 Side:Sverres saga 1914.djvu/102 Side:Sverres saga 1914.djvu/103 Side:Sverres saga 1914.djvu/104 Side:Sverres saga 1914.djvu/105 Side:Sverres saga 1914.djvu/106 Side:Sverres saga 1914.djvu/107 Side:Sverres saga 1914.djvu/108 Side:Sverres saga 1914.djvu/109 Side:Sverres saga 1914.djvu/110 Side:Sverres saga 1914.djvu/111 Side:Sverres saga 1914.djvu/112 Side:Sverres saga 1914.djvu/113 Side:Sverres saga 1914.djvu/114 Side:Sverres saga 1914.djvu/115 Side:Sverres saga 1914.djvu/116 Side:Sverres saga 1914.djvu/117 Side:Sverres saga 1914.djvu/118 Side:Sverres saga 1914.djvu/119 Side:Sverres saga 1914.djvu/120 Side:Sverres saga 1914.djvu/121 Side:Sverres saga 1914.djvu/122 Side:Sverres saga 1914.djvu/123 Side:Sverres saga 1914.djvu/124 Side:Sverres saga 1914.djvu/125 Side:Sverres saga 1914.djvu/126 Side:Sverres saga 1914.djvu/127 Side:Sverres saga 1914.djvu/128 Side:Sverres saga 1914.djvu/129 Side:Sverres saga 1914.djvu/130 Side:Sverres saga 1914.djvu/131 Side:Sverres saga 1914.djvu/132 Side:Sverres saga 1914.djvu/133 Side:Sverres saga 1914.djvu/134 Side:Sverres saga 1914.djvu/135 Side:Sverres saga 1914.djvu/136 Side:Sverres saga 1914.djvu/137 Side:Sverres saga 1914.djvu/138 Side:Sverres saga 1914.djvu/139 Side:Sverres saga 1914.djvu/140 Side:Sverres saga 1914.djvu/141 Side:Sverres saga 1914.djvu/142 Side:Sverres saga 1914.djvu/143 Side:Sverres saga 1914.djvu/144 Side:Sverres saga 1914.djvu/145 Side:Sverres saga 1914.djvu/146 Side:Sverres saga 1914.djvu/147 Side:Sverres saga 1914.djvu/148 Side:Sverres saga 1914.djvu/149 Side:Sverres saga 1914.djvu/150 Side:Sverres saga 1914.djvu/151 Side:Sverres saga 1914.djvu/152 Side:Sverres saga 1914.djvu/153 Side:Sverres saga 1914.djvu/154 Side:Sverres saga 1914.djvu/155 Side:Sverres saga 1914.djvu/156 Side:Sverres saga 1914.djvu/157 Side:Sverres saga 1914.djvu/158 Side:Sverres saga 1914.djvu/159 Side:Sverres saga 1914.djvu/160 Side:Sverres saga 1914.djvu/161 Side:Sverres saga 1914.djvu/162 Side:Sverres saga 1914.djvu/163 Side:Sverres saga 1914.djvu/164 Side:Sverres saga 1914.djvu/165 Side:Sverres saga 1914.djvu/166 Side:Sverres saga 1914.djvu/167 Side:Sverres saga 1914.djvu/168 Side:Sverres saga 1914.djvu/169 Side:Sverres saga 1914.djvu/170 Side:Sverres saga 1914.djvu/171 Side:Sverres saga 1914.djvu/172 Side:Sverres saga 1914.djvu/173 Side:Sverres saga 1914.djvu/174 Side:Sverres saga 1914.djvu/175 Side:Sverres saga 1914.djvu/176 Side:Sverres saga 1914.djvu/177 Side:Sverres saga 1914.djvu/178 Side:Sverres saga 1914.djvu/179 Side:Sverres saga 1914.djvu/180 Side:Sverres saga 1914.djvu/181 Side:Sverres saga 1914.djvu/182 Side:Sverres saga 1914.djvu/183 Side:Sverres saga 1914.djvu/184 Side:Sverres saga 1914.djvu/185 Side:Sverres saga 1914.djvu/186 Side:Sverres saga 1914.djvu/187 Side:Sverres saga 1914.djvu/188 Side:Sverres saga 1914.djvu/189 Side:Sverres saga 1914.djvu/190 Side:Sverres saga 1914.djvu/191 Side:Sverres saga 1914.djvu/192 Side:Sverres saga 1914.djvu/193 Side:Sverres saga 1914.djvu/194 Side:Sverres saga 1914.djvu/195 Side:Sverres saga 1914.djvu/196 Side:Sverres saga 1914.djvu/197 Side:Sverres saga 1914.djvu/198 Side:Sverres saga 1914.djvu/199 Side:Sverres saga 1914.djvu/200 Side:Sverres saga 1914.djvu/201 Side:Sverres saga 1914.djvu/202 Side:Sverres saga 1914.djvu/203 Side:Sverres saga 1914.djvu/204 Side:Sverres saga 1914.djvu/205 Side:Sverres saga 1914.djvu/206 Side:Sverres saga 1914.djvu/207 Side:Sverres saga 1914.djvu/208 Side:Sverres saga 1914.djvu/209 Side:Sverres saga 1914.djvu/210 Side:Sverres saga 1914.djvu/211 Side:Sverres saga 1914.djvu/212 Side:Sverres saga 1914.djvu/213 Side:Sverres saga 1914.djvu/214 Side:Sverres saga 1914.djvu/215 Side:Sverres saga 1914.djvu/216 Side:Sverres saga 1914.djvu/217 Side:Sverres saga 1914.djvu/218 Side:Sverres saga 1914.djvu/219 Side:Sverres saga 1914.djvu/220 Side:Sverres saga 1914.djvu/221

  1. Roe blev valgt til biskop i 1157 efter Mathias's død, men ikke indviet før i 1162 paa grund av erkestolens lange ledighet
  2. Kammaker eller kardemaker
  3. Støyper (d. e. dræpende) var navnet paa hans sverd, og Peter fik tilnavn efter sverdet. [Andre forklarer tilnavnet som «støper».
  4. Bispegaarden var Husabø paa Straumøy, se kartet Snorre, (folioutgaven) s. 346.
  5. Brynjolv faldt ved Nordnes, se kap. 48.
  6. Finnernes bo, d. e. Finmarken.
  7. D. e. mørkt, uforstaaelig.
  8. Erling Skakke var gift med Kristina, en datter av Sigurd Jorsalafarer.
  9. [Om erkebiskop Øystein 1161—1188 se Snorre, s. 425, 484, 646, 649. Han nedstammet fra Harald Haardraades stallare Ulv Uspakssøn.
  10. [Harald Gille var konge i Norge 1130—1136. Han kom til Norge i 1129. Han het oprindelig Gille-Krist og var født i Irland. Han sa, at han var søn av Magnus Barfot, og godtgjorde dette ved at gaa over gloende plogjern. Snorre, 563.
  11. Pave Alexander III (1157—81).
  12. Sverre har som konge antat navnet Magnus (efter sin farbror Magnus Haraldssøn eller sin oldefar Magnus Barfot); han bar det i sit segl og paa sine mynter.
  13. Øystein (Møyla), birkebeinernes første konge (1174—77), var søn av kong Øystein Haraldssøn og født efter farens død (1157).
  14. Ø i Nordfjord, sydvest for Stad, hvor der var et Albanuskloster og Sunnivas kirke.
  15. [Nedenfor det nuværende Kongelf ved den nordre arm av Götaelven.
  16. Erling jarl var om høsten 1176 paa Vestlandet.
  17. Kjøpstad i Vestergötland oppe ved Götaelven, sv. Lödhuse eller «Gamla Lödöse», som efter 1473 flyttedes ned imot kysten ved Säfve-aaens utløp i Götaelven.
  18. 22de december (1176).
  19. [Brosa betyder eden smilende» (oldn. brosa f. og bros n. betyder «smil»). Birger Brosa var svensk riksjarl og døde i 1202. Han tilhørte Folkungeætten, hvis stamgods var Bjälbo i Gilstringe herred i Östergötland.
  20. [Brigit eller Brigida var datter av Harald Gille. Hun hadde først været gift med den svenske konge Magnus HIenriksson († 1161), søn av den danske kongesøn Henrik Skatelaar, som hadde været gift med en sønnedatter av den svenske konge Inge I. Navnet Brigit (senere Birgitta) stammer fra en navngjeten irsk helgeninde, St. Brigida, abbedisse i Kildare († 523).
  21. [Vi ser av dette som ogsaa av andet, at alt paa Sverres tid blev mange av de eventyr, vi endnu kjender, fortalt i Norge.
  22. Slaget stod i januar 1177. Se Snorre s. 661 ff.
  23. Cecilia, kong Sigurds datter, var av Erling Skakke tvunget til at gifte sig med Folkvid Lagmand i Vermeland. Sagaen nævner med vilje ikke Folkvid eller hendes tvungne egteskap, i hvilket hun blev mor til Haakon jarl.
  24. [Av disse kom den ældste, Philippus, senere til Norge og nævnes flere ganger i sagaen.
  25. Jerusalem.
  26. Haakon Herdebreid, konge 1161—62.
  27. [Knut, søn av Erik den hellige, var konge i Sverige 1167—95. Han stod i uvenskabelig forhold til kong Valdemar i Danmark og maatte derfor ogsaa anse Erling Skakke, som var dansk jarl i Viken, for sin uven.
  28. Syvukersfasten gik i dette aar fra 6te mars til paaske (24de april). 1ste søndag i s. er saaledes 6te mars.
  29. [Hirden bestod av 3 klasser. Hirdmændene var de øverste, de var kongens haandgangne mænd. Gjestene hadde halv hirdmandsløn; de blev især brukt paa farefulde sendefærder for at inddrive skat og hjemsøke kongens uvenner o. l. Huskarlene utførte alt grovere arbeide paa kongsgaarden. Opr. kaldtes alle hirdens medlemmer huskarler.
  30. Sarpsborg.
  31. Glommen.
  32. Mariakirken i Sarpsborg laa omtrent der, hvor jordfaldet ved Borregaard nu er.
  33. Kapel.
  34. Sanghus, d. e. kor i en kirke.
  35. Om hvorledes profeten Samuel salvet først Saul og siden David til konge, se 1ste Samuels bok kap 9—10 og 16.
  36. Krisma (græsk Chrisma), indviet salveolje.
  37. 9de mars 1177.
  38. Gaarden Hamar paa Hamarö i Vänern søndenfor nuv. Karlstad og nær Vermelands tingsted («Thingvalla»). [Det er ikke urimelig, at Sverres søster Cecilia bodde paa Hamar.
  39. [Saurbœir, nu Sörbygdens herred nord i Bohuslen.
  40. 13de mars.
  41. [Paa oldn. Eidaskógr, paa grænsen mellem Norge (Raumarike) og Sverige (Vermeland).
  42. Paaskedag var 24de april.
  43. [Mange birkebeinere var efter slaget paa Re flygtet til Telemarken (k. 4). Ellers hadde der like fra Harald Haarfagres dage været mange stridigheter mellem telerne og kongemagten dels p. gr. av skatteinddrivning og dels p. gr. av drapssaker.
  44. Østersjøen.
  45. Nu Ekesherred eller Elvedalen (ved Klarelven) i det nordlige Vermeland.
  46. Nu Ytre Malung ved vestre Dalelven, [6 mil fra Ekesherred.
  47. 47,0 47,1 Jarnberaland (egentlig «jernbergenes land»), nuværende Østre Dalarne.
  48. Herjedalen.
  49. «hans land» d. e. en del av hans rike, Norge.
  50. Save el. sevje, det saftlag, som danner sig om vaaren mellem træets stamme og bark.
  51. Gaard i Buviken nær Gulosen, Søndre Trondhjems amt. [Sigurd og hans 2 brødre, som i 1176 hadde sluttet sig til birkebeinerne, kaldtes Saltnessveinene.
  52. Hvitesøndag (engl. Whitsunday) d. e. pinsedag, var i 1177 den 12te juni. Utrykningen foregik altsaa 10de juni.
  53. [Nidaros kaldtes i almindelighet bare «Kaupangen» (kjøpstaden) eller «Kaupangen i Trondheim».
  54. [I Flatøyboken opgives tallet til 1200.
  55. Søn av lendermand Nikolas Skjaldvarssøn paa Steig, som faldt i Nidaros 1176.
  56. Eirik var Sigurds svoger.
  57. [«Horte» betyder muligens en, som er trodsig, uvillig. Ivar IHorte nævnes tiere ganger siden i sagaen. Munch mener, at han var herre til Fosen.
  58. [En birkebeiner ved navn Ivar Silke (ell. Selke) nævnes ogsaa i Sverres saga. Den her nævnte Ivar Silke var muligens fra Tilrum i Brønnøy prestegjeld paa Helgeland, hvor der paa Haakon Haakonssøns tid bodde en høvding ved navn Jon Silke.
  59. [Nedstammet muligens fra en Gjavvald, som var hirdmand hos Magnus Barfot.
  60. [Han kaldes i et andet haandskrift for Jon Hein (ɔ: bryne).
  61. Bønderne i Selbu.
  62. Digre i Bratsberg sogn (Strinden), s. ø. for Nidaros.
  63. [Dette har rimeligvis været mellem Dragstad og Varmdal.
  64. D. e. over paa østsiden av Selbu-sjøen.
  65. Stedsnavnet kjendes ikke, men antages at være Haaøen paa sydsiden av Selbu-sjøen.
  66. Vasfjeld mellem Melhus herred i Guldalen og Klæbu herred paa Strinden.
  67. Vestlig sidedal til Guldalen, ovenfor Støren.
  68. Den øverste bygd i Orkedalen.
  69. [Han var rimeligvis bror av den før (s. 14) nævnte Sigurd fra Saltnes og en av Saltnesguttene fra Saltnes i Buviken.
  70. [Ved Stiklestad var det jo lendermænd og bønder som kjæmpet mot Olav den hellige.
  71. [Lendermand og svigersøn av den i 1176 faldne lendermand og gjaldkere i Nidaros Nikolaus Sigurdssøn.
  72. Rødberget ytterst i Stadsbygden paa fjordens nordside.
  73. Munkholmen utenfor Trondhjem.
  74. Byrding vil sige et handelsfartøi eller fragtskib.
  75. Vaagen i Lofoten.
  76. Øen Storfosen utenfor Trondhjemsfjorden. [Ivar Horte var, som før (s. 14) nævnt, herre til Fosen.
  77. [Tinget paa Ørene ved Nidelvens munding utenfor Nidaros (nu Bratøren) bruktes til hyldningsting.
  78. [Tingalmuen vedtok beslutninger ved «vaabentak», d. e. ved at række sine vaaben i veiret eller ved at slaa dem mot hverandre.
  79. Mjøsen.
  80. Nu Saastad i Stange, Hedemarken.
  81. Paa Sundbu (Sandbu) i Vaage.
  82. [I Skaalholtsbok angives tallet bare til 700 (840).
  83. Randsfjorden.
  84. [Balle betyder maaske «den sterke». Han kaldtes ogsaa Assur Bilse («den svigtende»?). Han var rimeligvis lendermand og en av hovedanførerne for bønderne.
  85. Kong Inges halvbror, uegte søn av hans mor, dronning Ingerid. [Han styrte paa Østlandet for kong Magnus.
  86. Tyrifjorden paa Ringerike.
  87. Nemlig opover «Kjølveien» til Einavand og derfra ned gjennem Hunnelven til Mjøsen (ved Gjøvik).
  88. Lunner, d. e. ruller under skibene, naar de trækkes.
  89. [Det gamle Hamar laa paa gaarden Storhammers grund i Vang paa Hedemarken.
  90. [Kirkemesse, d. e. messe, som holdtes paa aarsdagen for en kirkes indvielse og som var en av de fornemste fester i sognet. Kirken paa Saastad stod helt til reformationen.
  91. D. e. Borgunds sogn ovenfor Lærdalen.
  92. Over Vindhellen, hvor hovedveien fra Borgund gik ned ad dalen, første gang omlagt i 1791—93, indtil den i 1871—72 blev lagt nede i dalen.