Mit Fødeland havde denne Gang noget nyt at byde mig, nemlig en ny Slags vond Lugt, over hvis Væsen og Oprindelse jeg grundede en hel Del i mit ensomme Kupéhjørne.

Det var en Art Røglugt, saa meget var klart. Men hvad det kunde være for noget, man brændte? Hverken Torv eller Lyng eller Helma lugtede paa den Vis.

Jeg befandt mig pludselig med mine Tanker i Erkner. Erkner bei Berlin — med sit daarlige Øl, sin Skatteopkræver, sin Søle og sin Cellulosefabrik. Aha! Kanske noget sligt —? Kanske Jæren begyndte at slaa sig op og faa Fabrikdrift?

Men saa var der ingen Skorstene. Saa vide mit Blik vankede over Heier og Bakker — der var intet andet opadstræbende at se end de gamle fattige, mer eller mindre reducerede Trækirketaarn, der skimtes her og der, ensomme og fjerne, hvide som Spøgelser.

Trænet vaggede i Vei med udpræget moderat Fart; selv Dampen faar et roligere Temperament her paa Jæderen. Alligevel maatte man jo sige, at det gik fort. I min Barndoms Tid, da vi krøb alle disse Bakkerne op og ned med Brunkaa og Bylasset, plejede der at medgaa saadan en Dags Tid paa dette Stykke Vei, som vi nu hande klaret paa to Timer. Nu var vi allerede i Nærbøsoknaa. Flad-Jæderens Torvmyrer foldede sig ud i hele sin Romantik. Bredere Vindbølger væltede ind mod Trænvæggene og blistrede og tudede i alle de klaprende Kupeers Vinduer og Døre. Jeg pustede dybt ud; — vi nærmede os Havet.

Og hint ovennævnte Nasalspørgsmaal rykkede sin Løsning et Skridt nærmere.

Langs Havkanten steg fra hundrede forskjellige Punkter en tung, gusten Røg, som dreves indover af Vinden, til den bredte sig over det ganske Land som en tynd, skiddengraa Taage. Jeg havde ikke mere Vidnesbyrd behov —; derfra kom Forargelsen. Noget, som kunde ligne Fabriker, var der ikke Spor til; det var da det, jeg ogsaa kunde vide. Me gjeng ikkje fram, so det donar her paa Jæderen

— Hvad er det, de brænder dernede? spurgte jeg en Mand, som ved siste Station var kommet ind.

— Det er Tare, sagde han.

Fy for en Ulykke, brændte de Tare?! Jeg huskede, hvor fælt Taren kunde lugte i naturlig Tilstand, naar den laa ned i Havstranden og raadnede Sommerdag; og tænk saa, naar man tager denne Vederstyggelighed og lægger paa Varmen... det maa blive omtrent som naar Lars Oftedal staar i Kordøren og afdækker sit Privatliv.

— Ja, nogen god Lugt er det just ikke, smite min Mand. — Men de tjener godt paa det, tilføjede han som causa sufficiens.

Det var nogle Engelskmænd, forklarede han mig, som laa her og kjøbte op brændt Tare; de brugte den i Glasfabrikerne. Aa ja, i andre Fabriker ogsaa; de skulde kunne gjøre noget af den, som kaldtes for Jod. Det var en hel Velsignelse for Jæderen dette; havde ikke Folk Taren nu, saa er det ikke godt at vide, hvor de skulde faa sig en Rettleids-Skilling ifra. For paa andre Kanter var her ikke det Slag at fortjene.

— Saa Jernbanen har ikke hjulpet noget videre, den da?

— Nei hvad skulde den kunne hjælpe? Folk maa ha Hester alligevel; og saa kan de jo ligesaa godt kjøre de Par Mjølsækkene til Byen med Hest nu som før, saa sparer de da Jernbanefragten.

— Ja det er sandt, — Tiden koster jo ikke noget her.

— Nei, Tid har en altid, — saa vidt.

— Der brydes da op lidt saan her og der nu — tror jeg?

— Aa ja. Der er en og anden, som sparker og graver lidegrand. Men det kan ikke bli noget større af; her er ingen Arbejdsfolk.

— Er det saa her ogsaa?

— Ja. De bare kravler sig til Amerika, alle som kan. Det blir saa dyrt paa Folk, at Bonden kan snart ikke klare den Jorden, han har engang, langt mindre dyrke op ny.

— Det er dumt med disse store Gaardene. Hver Mand skulde ikke have mer, end han kunde dyrke selv; men det skulde han dyrke godt, saadan rigtig ordentlig godt; da kunde han leve meget bedre end nu, og saa kunde der blive Jord til 3—4 Gange saa mange Mennesker. Saa slap de at rejse til Amerika ogsaa. Det er jo grejt, at Landet maa forarmes, naar det bare skal ligge her og ale op Arbejdskraft for Yankee’en... føde op Folk med stor Bekostning, og saa farære dem bort til Amerika, saa snart de blir voksne; nej, blev der Udsigt for hver duelig Arbejdskar til at faa sig et Stykke Jord, saa beholdt vi den kapital, og da kunde der blive Fart i Tingene her ogsaa.

— Ja, men tror du kanske, der er nogen, som vil give fra sig noget af det, de har? Aa nei; før slider de med det alene, til de gaar fra det alt ihob.

— Dere skulde sende Folk til Stortinget, som havde lidt Ben i Næsen; saa kunde det blive ordnet alligevel.

Han saa paa mig med et mistroisk Blik. — Aa... paa Stortinget har de vel andet at gjøre?

— Naa, vi skal ikke laste Stortinget; nu har det ja faat istand dette Jorddyrkningsfond, saa at Folk, som vil bryde op Jord, kan faa Penge næsten gratis; hvorfor bruger ikke Jærbuen de Penge til alle Myrerne sine?

— Ja... naar bare ikke Jorden var saa forgjældet før, at —. Og desuden er der saa liden Hjælp i Penge, naar Arbeidskraften er saa dyr. Dersom de enda vilde kommandere alle disse Madla-Karerne[1] ud over Landet til at dyrke Jord —! smilte han; det var et Smil, som bad om Undskyldning for den vovede Munterhed.

„— istedet for at lade dem fare om i Vossefjeldene og paffe Landets Penge bort i løst Krudt, ja!“ — fortsatte jeg. „Ja, det kunde der være Mening i. Ti Mand sammen udretter mere end tredive Mand hver for sig; femhundrede Mand kunde paa 8 Dage bryde op en Kvadratmil!“

— Ja—a, smilte min Mand; dette var en spøgefuld Tanke. Men — saa var det det: hvor vi skulde ta Gjødselen ifra.

— Ja nu brænder dere jo op Taren ogsaa — og sender den til England?

— Ja... det er nok galt, det ogsaa. Der er er jo mange, som klager over, at Jorden tager af Aar for Aar, fordi der ikke blir kjørt Tare paa den. Men hvad skal man gjøre? En Rettleids-Skilling maa en ja ha! — Og kjøbe kunstig Gjødsel, det blir nu ikke til andet end Op-øyelse.

— Nei. Men forresten — hvis dere vilde passe paa al den Gjødsel, som dere bare simpelthen lader flyde væk, saa behøvede dere hverken kunstig Gjødsel eller Tare. Det er i Grunden for galt, at her paa Jæderen, hvor dere har saa megen udmærket Torvstrøelse rundt om Ørene paa Jer, — at dere her skal klage over Mangel paa Gjødning. Ved Hjælp af alt det „Torvmø“, som dere nu ikke ved noget at gjøre med, kunde dere øge den aarlige Gjødselmængde til det dobbelte, — og det kunde blive Gjødsel, som der var Forslag i. Eller om dere bare vilde skaffe dere ordentlige Landbrunn’er og passe paa alt, som falder af, ikke bare fra Fjøset, men fra Kjøkkenet, Privetet... „Om flydende Gjødning“ af I. Tanner heder en liden god Brochure om den Ting; Pris 15 Øre, tror jeg; — kjøb den og lev efter den, saa kunde dere gjøde op Jæderen, saa den blev til en eneste Aaker! — bortset fra de Strækninger, som bør være Skog. Og saa om dere kunde faa afskaffet en Del Bibelbud og sligt, saa at ikke Folk gik sin Tid væk med at gruble paa Dyret i Aabenbaringen, men fik lægge Tanker og Interesse mere paa sit Arbeide...

Manden saa uroligt paa mig og blev taus. Jeg blev ogsaa taus; jeg skjønte at jeg havde begaaet en Dumhed.

Om en Stund spurgte han mig, hvad jeg var for en Slags Person; det maatte jeg da ud med, og siden vilde det ligesom ikke gaa med vor Samtale.

Ved næste Station blev jeg atter alene. Jeg sad og stirrede paa al Kampesteinen og alle de vandsyge Myrene og blev patriotisk trist.


  1. Madla: Eksercermoen ved Stavanger.