Synnøve Solbakken/6

Synnøve havde faaet vidst om det Dagen efterat Thorbjørn havde været i Bryllupet. Hans yngre Broder var kommen didop til Sæteren med Budsending om det, men Ingrid havde havt fat i ham ude i Svalen, netop som han gik, og hun havde givet ham, hvad han skulde bære frem. Synnøve vidste derfor ikke Mere, end at Thorbjørn havde kjørt Læsset overende og at han derfor var tagen op til Nordhoug efter Hjælp, men at Knud og han der var kommen ihob, og Thorbjørn var kommen lidt til Skade; han laa, men det var ikke farligt. Dette var en slig Tidende, at Synnøve blev mere harm end bedrøvet. Og jo mere hun tænkte paa dette, des mere modfalden blev hun. Hvormeget han lovede, saa skulde han dog bære sig slig ad, at Forældrene fik Noget at sige paa ham; det saa næsten ud, som at Vorherre selv lagde sig imellem. Men de skulde nu ikke fra hverandre alligevel, tænkte Synnøve og græd.

Der gik ikke mange Bud op til Sæteren og derfor drygdes det, før Synnøve fik anden Tidende. Uvisheden lagde sig tungt paa Sindet, og Ingrid kom ikke op igjen, saa der maatte være Noget paafærde. Hun var ikke god til at synge Kreaturene hjem om Kvelden, som hun før havde gjort, og hun sov ikke godt om Natten, da hun savnede Ingrid. Dette gjorde, at hun var træt om Dagen og derved blev ikke Sindet lettere. Hun gik og stelte, skurede Ringer og Kopper, ystede Ost og lagde Melk op, men det var neppe med Glæde, og Thorbjørns yngre Broder, samt den anden Gut, som havde Gjeslen sammen med ham, syntes nu at faa Vished for, at der maatte være Noget mellem hende og Thorbjørn, hvad der gav dem Emne til mangen Samtale oppi Marken.

Om Eftermiddagen paa den femte Dag efter Ingrids Afhentning, syntes det at ligge tyngre over hende end nogensinde. Nu var saa lang Tid runden og endnu ingen Tidende. Hun forlod sit Arbejde for at sætte sig og se udover Bygden, da dette syntes hende et Slags Selskab og hun nu ikke vilde være alene. Som hun sad der, blev hun træt, lagde Hovedet ned over sin Arm og faldt strax i Søvn; men Solen stak, og det blev en urolig Søvn. Hun var over paa Solbakken, oppe paa det Loft, hvor hendes Ting stod og hvor hun plejede at sove; Blomsterne fra Haven bar slig fager Duft op, skjønt ikke den, hun var vant til, men en anden næsten som af Lyng. Hvoraf kommer vel det, tænkte hun, og bøjede Hovedet udover det aabne Vindu. Jo, saa stod Thorbjørn nede i Haven og plantede Lyng. „Men kjære dig, hvorfor gjør du dette?“ spurgte hun. „Aa, de Blomster vil ikke voxe“, sagde han, og gik og stelte nede i Haven. Da gjorde det hende ondt for Blomsterne og hun bad ham, endelig at bære dem op til hende igjen. Ja, det kan jeg gjerne gjøre, sagde han, og saa samlede han dem op og kom med dem; men det var nok ikke paa Loftet, hun sad, for han kunde gaa lige ind til hende. Da kom Moderen i det Samme: „I Jesu Navn! Skal den stygge Granlidgutten komme ind til dig?“ sagde Moderen, sprang til og stillede sig midt ivejen for ham. Men han vilde ind alligevel og nu begyndte de To at brydes. „Moder, Moder, han vil bare ind igjen med Blomsterne mine“, bad Synnøve og græd. „Ja det hjælper ikke“, sagde Moderen og brød paa. Og Synnøve var saa ræd, for hun vidste ikke, hvem hun vilde have til at vinde; men tabe skulde Ingen af dem. „Tag ivare Blomsterne mine“, raabte hun, men de brød nu værre paa end før, og de vakre Blomsterne hendes strøedes ud overalt, Moderen traadte paa dem, og han ogsaa; Synnøve græd. Men da Thorbjørn havde sluppet Blomsterne, blev han saa styg, saa styg, Haaret voxte paa ham, Ansigtet ogsaa, Øjnene saa ondt og lange Kløer satte han i Moderen. „Vogt dig Moder! Ser du ikke, det er en Anden, — vogt dig!“ skreg hun og vilde hen og hjælpe Moderen, men kom ikke af Flekken. Da raabte Nogen paa hende og det raabte en Gang til. Men strax foer Thorbjørn væk, Moderen ogsaa; det raabte en Gang til. „Ja!“ sagde Synnøve og vaagnede.

„Synnøve!“ raabte det. „Ja,“ svarte hun og saa op. „Hvor er du?“ spurgtes der. Det er Moder, som raaber, tænkte Synnøve, rejste sig og gik indover mod Sætervolden, hvor Moderen stod med en Løb i den ene Haand, skyggede for sig med den anden og saa ud imod hende.

„Her ligger du og sover paa den slette Marken!“ sagde Moderen. „Jeg blev saa søvnig,“ svarte Synnøve, „at jeg lagde mig nedpaa en liden Rid, og saa vidste jeg ikke Ordet af, før jeg var indsovnet.“ — „Sligt maa du vogte dig for, Barnet mit. — — Her er Noget til dig i Løben; jeg bagte igaar, da Fader skal paa Langrejse.“ Men Synnøve følte paa sig, at Moderen ikke kom derfor, og hun tænkte, at hun havde ikke drømt om hende for Ingenting. Ingrid, så hedte Moderen, som før sagt, var liden og spinkel af Vext, havde lyst Hår og blå Øjne, som gik snare i Hovedet, hvilket også er sagt før. Hun smilte lidt, når hun talte, men det var blot, når hun talte med Fremmedfolk. Hendes Ansigt var nu blevet noget skarpt, hun var rask i sine Bevægelser og havde altid travelt. — Synnøve takkede hende for Gaverne, tog op Låget og så efter, hvad det var. — „Aa ja, gjør det en anden Gang,“ sagde Moderen; „jeg lagde Mærke til, at Kopperne dine ikke var vasket endnu, det må du passe på at gjøre, Barnet mit, før du tager Hvile.“ — „Ja, det var også bare i Dag.“ — „Kom nu, så får jeg hjælpe dig, siden jeg alligevel er her,“ sagde Moderen og skjørtede sig op. „Du må vænne dig til Orden enten du går under Øjnene mine eller ej.“ Hun gik foran mod Melkesvalen og Synnøve langsomt efter. Der tog de ud og vaskede op; Moderen så efter deres Stel og fandt det ikke ilde, gav idelig Anvisning og hjalp til at feje rent, og således gik en Time eller to med. Hun havde under Arbejdet fortalt hende om, hvad de drev med hjemme og om hvor travelt hun havde havt det nu, før hun fik Faderen ivej. Så spurgte hun efter, om Synnøve huskede at læse Guds Ord før hun lagde sig om Kvelden, „for det må ikke glemmes,“ mente hun; „ellers går Arbejdet dårligt den næste Dag.“

Såsnart de nu var færdig, gik de ud på Volden og satte sig der for at vente Kjøerne. Og som de nu vel havde sat sig, spurgte Moderen efter Ingrid, nemlig om hun ikke snart kom til Støls igjen. Synnøve vidste ikke mere derom end Moderen. „Ja, slig kan Folk fare,“ sagde Moderen, og Synnøve forstod nok, at det ikke var Ingrid hun mente; hun vilde gjerne have bøjet det væk; men hun havde ikke Mod til det. „Den, som aldrig har Vorherre i Hjertet, han findes sommetider, når han mindst venter det,“ sagde Moderen. Synnøve sagde ikke et Ord. „Nej, det har jeg altid sagt: den Gut bliver der Ingenting af. — End at fare slig, fy!“ — De sad Begge på Hug der og så nedover; men de så ikke på hverandre. „Har du hørt, hvorledes det står til med ham?“ spurgte Moderen og så nu kort hen på hende. „Nej,“ svarte Synnøve. „Det skal være dårligt med ham,“ sagde Moderen. Synnøve begyndte at blive trang for Brystet: „er det da farligt?“ spurgte hun. — „Aa, det var nu Knivstikket i Siden; — ja han fik nok slemme Slag også.“ Synnøve vidste ikke rigtig, hvorledes hun skulde bære sig ad; strax vendte hun sig mere bort for at Moderen ikke skulde få se hende. „Ja, det har vel ikke noget Videre på sig at sige?“ spurgte hun så roligt som hun var god til; men Moderen havde lagt Mærke til, at hendes Bryst gik stærkt, og derfor svarte hun: „å nej, ikke det heller.“ Da begyndte Synnøve at ane, her måtte være noget Galt påfærde, men hvorledes hun skulde få det at vide, vidste hun ikke. „Han ligger?“ spurgte hun. — „Ja, kors, han ligger. — Det er Synd på Forældrene, slige brave Folk de er. Godt opdragen er han også, så Vorherre har Ingenting at kræve dem for.“ Synnøve blev nu så beklemt, at hun vidste ikke sin Råd; spørge turde hun ikke mere, og det lod til at Moderen heller ikke vilde sige hvad hun ventelig vidste. „Nu viser det sig nok at være brav, at Ingen er bunden til ham. Vorherre, han lager da også Alt til det Bedste.“ De sad en Stund der uden at hun fortsatte; Synnøve holdt på med Gråden, som det var så tungt at tvinge ned.

„Nej, jeg har altid sagt til ham Far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt, vi har nu bare denne ene Datteren, og hende får vi sørge for.“ Begge kom de herved til at tænke på Faderen; Moderen fortsatte: „Han er nu ligesom lidt blød af sig, han, så brav han ellers er; men så er det godt med det, at han tager Rådet der, han finder det, og det er i Guds Ord.“ Men bare nu Synnøve kom til at tænke på Fader sin, hvor mild han altid var, så fik hun det endnu værre med at kue Gråden ned. Og dennegang nyttede ingen Modstand, hun begyndte at græde. — „Græder du?“ spurgte Moderen og så hen til hende uden at få se hende. „Ja, jeg tænker på ham Fader og så . . .“ og det brød nu løs tilgagns. „Men kjære dig da, Barnet mit, hvad går der af dig?“ — „Aa, jeg ved ikke rigtig . . . det kom slig over mig . . . kanske det går ham ilde på den Rejsen,“ hulkede Synnøve. „Hvor du kan snakke,“ sagde Moderen, — „det skulde ikke gå ham godt? — til Byen efter slette Landevejen?“ — „Ja, husk nu på, . . . hvorledes det gik . . . den Anden,“ sagde Synnøve. — „Ja ham; — men Fader din farer da ikke som en Gap, skulde jeg tro. Han kommer nok skadesløs hjem igjen, — såfremt Vorherre ellers vil holde sin Hånd over ham.“

Moderen begyndte at tage en Tanke af denne Gråd, som ikke vilde holde op igjen. Ret som hun sad der, sagde hun: „der er mange Ting i Verden, som kan være tunge nok; men da får En trøste sig med, at de kunde have været endnu tyngre.“ „Ja det er en dårlig Trøst,“ sagde nu Synnøve og græd sårt. Moderen havde ikke rigtig Hjerte til at svare hende hvad hun tænkte, så sagde hun blot: „Vorherre selv bestemmer mange Ting for os på en synlig Måde; det har han vel gjort her med“, og så rejste hun sig; thi Kjøerne begyndte at raute oppi Aasen, Klokkerne klang, Gutterne haukede, og det drog sagte nedover, da Kjøerne var mætte og rolige. Hun stod og så til, bad så Synnøve være med op at tage mod dem. Synnøve rejste sig nu også og kom efter; men det gik langsomt.

Ingrid Solbakken fik nu travelt med at hilse på sin Buskap. Der kom den ene Ko efter den anden, og de kjendte hende og rautede; hun klappede dem, talte til dem og blev glad igjen ved at se, hvor godt de havde taget sig allesammen. „Aa ja,“ sagde hun; „Vorherre er den nær, som holder sig nær til ham.“ Hun hjalp nu Synnøve med at sætte dem ind; thi det gik sent med Synnøve den Dag. Moderen sagde Ingenting dertil, hun hjalp hende også med at malke, skjønt hun derved blev længere deroppe end hun havde foresat sig. Da de nu også havde silet, lagede Moderen sig til at tage nedover igjen og Synnøve vilde følge hende påvej. „Aa nej,“ sagde Moderen; „du er kanske træt og vil være ifred,“ og så tog hun da den tomme Løb til sig, gav hende Hånden og sagde, idet hun så sikert på hende: „Jeg kommer snart op igjen forat se, hvorledes du har det. — — Hold du dig til os og tænk ikke på Andre."

Neppe var Moderen kommen af Syne, før hun tænkte på, hvorledes hun skulde få snarest Bud ned til Granliden. Hun kaldte på Thorbjørns Broder; hun vilde sende ham nedover; men da han kom, fandt hun det lejt at betro sig til ham, sagde derfor: „det var Ingenting.“ Hun tænkte da på at gå selv. Vished måtte hun have og det var Synd af Ingrid, som ikke sendte hende Bud. Natten var ganske lys og Gården lå ikke så langt nede, at hun nok kunde gå den Vej, når Sligt drog derned. Medens hun sad og tænkte på dette, lagde hun sammen i Tankerne Alt det Moderen havde sagt, og Gråden begyndte påny; men da var hun heller ikke sen, tog på sig et Tørklæde og gik en Krogvej, forat Gutterne ikke skulde mærke det.

Jo længer hun kom frem, jo mere skyndte hun på, og tilsidst hoppede hun nedad Gangstien, så Småstenene løsnede, rullede nedover og gjorde Skræk. Skjønt hun vidste, at det var bare Stenene, som rullede, forekom det hende dog, at der var Nogen i Nærheden og hun måtte stanse og lye efter dem. Så var det Ingenting og hun hoppede afsted fortere end før; da hændte det sig, at hun med et stærkt Hop kom ned på en større Sten, som stak frem i Vejen med den ene Ende, men nu løsnede, foer afsted og forbi hende. Den gjorde svær Støj, det knagede i Buskene og hun var ræd, men blev det endnu mere ved at hun livagtig syntes, det var Nogen, som rejste sig og nu rørte sig længer nede på Vejen. Først tænkte hun, det kunde være et Udyr, hun stansede med tilbageholdt Aande; hint nede på Vejen stod også stille. „Ho—i!“ sagde det. Det var Moderen! Det Første Synnøve gjorde var at springe hen og gjemme sig. Hun sad en god Stund forat vente og se, om Moderen havde gjenkjendt hende og kom tilbage; men det gjorde hun ikke. Så ventede hun endnu længer, forat Moderen kunde komme godt afvejen. Når hun nu tog afsted igjen, gik hun stille — og snart nærmede hun sig Husene.

Hun blev noget beklemt igjen, da hun så dem, og det tiltog, jo nærmere hun kom dem. Alt var stille der, Arbejdsredskaberne stod lænet op mod Væggen, Ved lå hugget og stablet op og Øxen bed fast i Stabben. Hun gik forbi og hen til Døren; der stansede hun endnu engang, så omkring sig og lyede; men Intet rørte sig. Og som hun stod der og var i Uvished, om hun turde gå på Loftet til Ingrid eller ej, kom hun til at tænke, at det måtte vel være i en slig Nat for nogle Aar siden at Thorbjørn havde været over og plantet Blomsterne hendes. Hurtig tog hun Skoene af sig og listede sig op ad Trappen.

Ingrid blev meget ræd, da hun vågnede og så det var Synnøve, som havde vækket sig. — „Hvorledes har han det?“ hviskede Synnøve. Nu mindedes Ingrid Altsammen og vilde tage på sig forat undgå at svare strax. Men Synnøve satte sig på Sengekanten, bad hende ligge og gjentog sit Spørgsmål.

„Nu er det bedre,“ sagde Ingrid hviskende; „jeg kommer snart op til dig.“ — „Kjære Ingrid, gjem Ingenting for mig; du kan intet Galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre.“ Ingrid forsøgte endnu at være skånsom, men den Andens Frygt drev på, og der blev ingen Tid til Omveje. Hviskende faldt Spørgsmålene, hviskende Svarene, den dybe Stilhed rundt omkring gjorde både Spørgsmål og Svar endnu alvorligere, så der blev en slig højtidelig Stund, hvori man vover at se den værste Sandhed lige i Øjet. Men dette syntes de Begge at få ud, at Thorbjørns Skyld var liden dennegang, og at intet Ondt fra hans Side skjød sig imellem ham og deres Medfølelse for ham. De græd Begge frit ud, men stille, — og Synnøve græd mest; hun sad ganske sammensjunken på Sengekanten og kom snart så vidt, at en Oplysning mere eller mindre gjorde hverken fra eller til. Ingrid søgte at friske hende ved at minde om, hvor mangen Glæde de Tre ret havde havt sammen; men da gik det her som så ofte, at hver liden Erindring fra de Dage, hvorover Solskinnet leger, nu i Sorgen smelter op til Tårer.

„Har han spurgt efter mig?“ hviskede Synnøve. — „Han har næsten ikke talt.“ Ingrid huskede Seddelen, og den begyndte at trykke hende. — „Er han da ikke god til at tale?“ — „Jeg ved ikke, hvorledes han har det; — han tænker vel desmere.“ — „Læser han?“ — „Mor har læst for ham; nu må hun gjøre det hver Dag.“ — „Hvad siger han så?“ — „Nej, han siger næsten Ingenting, hører du. Han ligger blot der og ser.“ — „Det er i den malede Stue han ligger?“ — „Ja.“ — „Og vender Hovedet mod Vinduet?“ — „Ja.“ De tiede Begge en Stund. Så sagde Ingrid: „den lille Sancthanslegen, du engang gav ham, den hænger der i Vinduet og vender sig."

Atter blev der stille en Stund, skjønt nok Synnøve græd ganske sagte, efter hvad Ingrid kunde høre. „Ja, det er det Samme,“ sagde Synnøve pludselig og stærkt; „aldrig i Verden skal Nogen få mig til at slippe ham, enten det nu går så eller så!“ Ingrid blev meget beklemt. „Doktoren ved ikke, om han får Hilsen sin igjen,“ hviskede hun.

Nu hævede Synnøve Hovedet med tilbageholdt Gråd, så på hende uden at sige et Ord, lod det så igjen falde og blev siddende i Tanker; de sidste Tårer randt sagte nedover Kinderne, men ingen ny kom efter; hun foldede Hænderne, men rørte sig ellers ikke. Rejste hun sig pludselig med et Smil, ludede sig nedover Ingrid og gav hende et varmt, langt Kys.

Dette rørte Ingrid meget, uden at hun forstod hvorfor; men før hun kom sig til at sige Noget, følte hun sin Hånd greben og trykket: „Farvel Ingrid. Nu vil jeg gå opover alene.“ — Og hun vendte sig meget hurtigt.

„Det var den Seddelen“, hviskede Ingrid efter hende. „Seddelen?“ spurgte Synnøve. Ingrid var allerede oppe, ledte den frem og gik hen til hende med den; men idet hun nu med sin venstre Hånd puttede den ind på hendes Barm, slog hun sin højre omkring hendes Hals, trykkede hende inderlig rørt op til sig og gav hende nu Kysset igjen, medens Synnøve følte hendes Tårer falde varme og store på sit Ansigt. Så skjød Ingrid hende ud af Døren og lukkede den i; for hun havde ikke Mod til at se Resten.

Synnøve gik sagte ned af Trappen på sine Hosesokker; men da Tankerne var hende formange, kom hun uforvarende til at gjøre Støj, blev ræd, hoppede ud af Gangen, greb Skoene og ilte med dem i Hånden forbi Husene, over Markene og lige bort til Grinden; der stansede hun og trak dem på, begyndte at gå opover og skyndte sig, fordi Blodet var kommen i Fart og Tankerne med. Det var ikke godt at vide, hvilke disse var, men nok er det, at hun gik og småsang og altid skyndte mere og mere på, så hun tilsidst blev træt og måtte sætte sig. Så huskede hun Seddelen.

Synnøve blev nok siddende der den Nat. I alle Fald var hun ikke hjemme, da Buhunden gjorde Støj den næste Morgen, Gutterne vågnede og Kjøerne skulde malkes og slippes.

Som Gutterne endnu lå og undrede sig på, hvor hun kunde være og fandt ud, at hun ikke havde lagt hele Natten, — kom Synnøve. Hun var meget bleg og stille. Uden at sige et Ord gav hun sig til at lage Mad for Gutterne, lagde Niste ned og hjalp siden med at malke.

Tågen trykkede endnu de lavtliggende Aase, Lyngen glittrede af Dug henover den brunrøde Hej, det var lidt koldt, og når Hunden gjøede, svarte det rundtomkring. Buskapen blev sluppen; den rautede mod den friske Luft og Ko på Ko tog afsted udover Råket; men derfremme sad alt Hunden, tog mod dem og mødte for dem, til alle var slupne, hvorpå også han slap dem frem; Klokkelyden dirrede henad Aasen, Hunden gjøede så det skar igjennem, Gutterne prøvede, hvem som kunde hauke stærkest. Fra al denne Larm gik Synnøve bort og ned til det Sted på Stølen, hvor Ingrid og hun plejede sidde. Hun græd ikke, sad stille og stirrede, og mærkede af og til hin iltre Støj, som nu fjernede sig og flød bedre sammen, jo længere bort den kom. Under dette begyndte hun at smånynne, derpå at synge lidt højere og så med klar høj Stemme følgende Sang. Hun havde nok laget den om Natten efter en anden, som ikke rigtig passede her; men var det så, blev dette den første og sidste Vise, hun lagede.

Nu Tak for Alt ifra vi var små
og legte sammen i Skog og Lage'.
Jeg tænkte Legen den skulde gå
oppi de grånende Dage.

Jeg tænkte Legen den skulde gå
ud fra de løvede, lyse Birke
did frem, hvor Solbakkehuse stå
og til den rødmalte Kirke.

Jeg sad og vented såmangen Kveld
og så did bort under Granehejen;
men skygged gjorde det mørke Fjeld,
og du, du fandt ikke Vejen.

Jeg sad og vented og tænkte tit:
når Dagen lider, han Vejen vover.
Og Lyset sluktes og brændte lidt,
og Dagen kom og gik over.

Det stakkers Øjet er blevet vant,
det kan så sent med at vende Synet;
det kjender sletingen anden Kant;
og brænder sårt under Brynet.

De nævner Sted, hvor jeg Trøst kan få;
det er i Kirken bag Fagerliden;
men bed mig ikke om did at gå: —
han sidder lige ved Siden.

— Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som lagde Gårdene mod hverandre
og Vej for Synet i Skogen skar
og gav det Lov til at vandre.

Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som satte Stole til Kirkebor'et,
og gjorde, at de gå Par om Par
fremover lige mod Koret.