Syv roser
| ←Ungen og violinen | Syv roser av Olaf Bull |
Parallel→ |
Jeg tænkte at presse en rose
af syv, den søte sendte,
men noen dæmon i sindet
bad mig indstændig vente.
Den sa: Med roserne menes det
en sammenhæng hos hende,
saa det at offre en eneste
er ikke til at nænne!
Men atter tænkte jeg, bævende,
med kjærlig ondt i sinde:
Seks vil jeg elske levende
og en skal være minde!
Men nei, den andre fornemmelsen
tok til igjen at ængste
og hjertet fattet bestemmelsen
at drøie i det længste.
Saa blusset den ubeskaaren
min ædle øienstrøst,
til skrivebordet en morgen
laa lyserødt af høst,
og det maa man sikkert kalde
et levende under, at
roserne fridde sig alle
i samme stjernenat!
*
Slik fik den rene buketten
lov til at henfare hel,
og mindet gik glip af retten
til sin berømte del:
Blomsterne, blussende, flommende,
suget til siste kveld
kraften af alt det kommende
til styrke for sig selv!
Nu svaier de, sky og stolte
som syv symboler, like
ulegemlig helligholdte
i glemslens rene rike —
et blændende nu: min kjærlighet
forblommet i det blaa,
som mindets bleke begjærlighet
blev hindret i at naa!
| Tilbake til toppen av siden. |