Theori af den evangeliske Kirkes Kultus af Dr. Th. Kliefoth
31. Theori af den evangeliske Kirkes Kultus af Dr. Th. Kliefoth, Præst til Ludwigslust i Mecklenburg Schwerin. Oversat af P. Coucheron, Cand. theol. Christiania. 1853. 8. VI og 230 S. Jac. Dybwad. Heftet 72 ß.
32. Lærebog i Kirkehistorien af Dr. Heinrich Schmid. Oversat fra Tydsk ved C. Bang, Cand. theol. Christiania. 1853. 8. 336 S. Johan Dahl. Heftet 1 Spd. 24 ß.
Skjønt blotte Oversættelser af Skrivter, hvis Værd andensteds udentvivl er blevet tilstrækkelig drøftet, her ikke kunne egne sig til en saa omhyggelig Kritik, som de vistnok kunde fortjene, ifald de oprindelig havde tilhørt vor Literatur, anseer jeg det dog for rigtigt at gjøre nærværende Bøger til Gjenstand for en kort Omtale, iblandt Andet, for at vort Tidsskrivt kan bidrage Sit til Udbredelsen af Skrivter, der kunne have en gavnlig Indflydelse ogsaa iblandt vort Folk.
No. 31 er ledsaget med et Forord af Forstanderen for det herværende theologiske Seminarium, Pastor A. Grimelund, der iblandt Andet ytrer: „Nærværende Skrivt – Frugten af en christelig skarpseende Aands Granskning, der er trængt ind til Gudstjenestens inderste Livskilde og opmerksom har fulgt dens Udvikling herfra indtil dens Aabenbaring i en bestemt synlig Skikkelse – spreder et saa rigt, ofte overraskende Lys over Gudstjenestens Tilblivelse, Anordning og enkelte Dele, og indeholder saa megen Opfordring og Veiledning for Læserne til selv at gaae dybere ind i samme med deres Betragtning, at det sikkert vil blive læst med Interesse af Enhver, der har Sands for den fælleds Opbyggelse i Guds Huus. Især vil den tiltrædende Geistlige her finde en ønskelig Veiledning til at udvide og klare sin Indsigt i den Deel af det geistlige Embede, han som Liturg er kaldet til at forvalte. Hvad der fremfor Alt sikrer dette Skrivt et blivende Værd, er den streng conseqvente og genetiske Tænkning og den egte dialektiske Udvikling, som udmerker det heelt igjennem og som ogsaa har forskaffet det fuld Anerkjendelse i dets Fædreland. Fra sit Udgangspunct: den nye Skabning i Christo virkeliggjort af Guds Aand i den christne Kirke, bevæger Undersøgelsen sig sikkert og rolig fremad, ikke egenraadig, men paa den Vei, som den finder betegnet for sig i det christelige Samfundslivs virkelige Udviklingsgang, og Resultatet er en fast sammenføiet Lærebygning, i hvilken Sætning paa det Nøieste slutter sig til Sætning, ligesom Steen til Steen, i den skjønneste Tankens og Formens Eenhed.“
Efter denne Dom af en Mand, hvis Sagkyndighed vel er almindelig erkjendt, en Dom, som jeg til Overflod gjerne i Eet og Alt vil underskrive, anseer jeg det for overflødigt at anføre Meer til Bogens Anbefaling. Men da jeg netop antager, at den paa Grund af sin Fortrinlighed vil finde Vei til en stor Deel af dette Tidsskrivts Læsere, vil jeg heller benytte Anledningen til i Korthed at berøre et Par Puncter, hvori jeg ikke kan være ganske enig med dens Forfatter – uagtet jeg, som sagt, ikke kan indlade mig paa nogen udtømmende Kritik.
Det første Punct angaaer Bestemmelsen af Cultusens Begreb, hvilket efter min Anskuelse er vel snevert begrændset. Vel maa man netop rose den Skarphed, hvormed Forf. har vidst at udskille sin særegne Opgave Cultusen (hvilken han bestemmer som Menighedens Fælledsvirksomhed til Opbyggelse), og udsondre alle andre Ytringer af det christelige Liv; men det er dog vel at merke, at Grændserne paa den anden Side igjen maatte gjøres flydende, at ikke det christelige Livs organiske Eenhed skulde sønderrives. Det Særegne maa her ikke for strengt isoleres fra det Almindelige. Den christelige Cultus er vel paa den ene Side en særegen Ytring af det christelige Liv, men paa den anden Side maa den dog paa en Maade indeholde dette i dets Totalitet; alle dets forskjellige Momenter have ogsaa for Cultusen sin Betydning, maae i denne finde et tilsvarende Udtryk. Det er saaledes vel rigtigt, naar Forf. adskiller Kirkens missionariske Virksomhed fra Cultusen som væsentlig opbyggende; men det er neppe rigtigt, naar han betragter alt Missionarisk, al Katechese f. Ex., som Cultus absolut uvedkommende. Thi deels ligger der i al Kirkens missionariske Virksomhed ogsaa et selv-opbyggende Moment d. e. dens Virksomhed udad har ogsaa nødvendigviis en Tilbagevirkning indad; deels maa omvendt Opbyggelsen til sin Fuldstændiggjørelse ogsaa optage i sig et missionarisk Moment ɔ: Kirkens indre Virksomhed maa ogsaa vendes udad. Kirkens Døre maa aldrig for fast stænges. Betragter man saaledes endog Missionen i indskrænket Forstand, eller Christendommens Forkyndelse og Udbredelse blandt Hedningerne, saa er den ikke alene en Pligt, der paaligger Kirken, som den der er sat til at vidne om Christus i Verden og efterhaanden virke til, at der skal „blive een Hjord og een Hyrde;“ men ogsaa for Kirkens indre Liv og Menighedens Opbyggelse er det vigtigt, at den efter sin Bestemmelse ogsaa gaaer ligesom ud over sig selv og derved styrker Bevidstheden om sin sande, væsentlige Almindelighed. Det er saaledes i enhver Henseende en daarlig Tale, som man ofte hører: „at man har nok med at vække og nære det religiøse Liv hos sig selv og i sin egen Kreds, man behøver ikke at gaae til Hedningerne,“ en daarlig Tale, ikke alene fordi, hvis man skulde bie med at prædike for Hedningerne, til der ikke var Mere at udrette hos os, saa vilde nok Hedningerne i Evighed blive overladte til sig selv, men ogsaa fordi Hedningernes Omvendelse og Forening med os i Christi Aand netop er et af de Midler, hvorved det, der hos os selv skal udrettes, det christelige Livs Næring og Fremvext, kraftigen befordres. Kan saaledes end ikke den udsendte Missionærs hele Færd, hans Bestræbelser og Kampe for sit hellige Kald, i sin hele Udstrækning henregnes til den christne Menigheds Cultus, fordi den jo falder udenfor dens Kreds og kun middelbart og deelviis kommer til dens Kundskab: saa maa dog ligesom et Gjenskin deraf falde ind i den egentlige Cultus, hvori ialfald Menighedens Deeltagelse i Missionsverket kan finde et Udtryk. Saaledes hører det ikke alene til ethvert nogenlunde stort og udviklet kirkeligt Samfund ogsaa at bidrage sin Skjerv til Hedningernes Omvendelse; men Missionsprædikener, en Missionsfest f. Er. i Menighedens eget Skjød er et fuldkommen berettiget Moment i dens Gudstjeneste.
Endnu mindre kan den i Menighedens egen Midte foregaa- ende Katechese siges at være dens Cultus absolut uvedkommende. Thi naar allerede Daabshandlingen, som det spæde Barns første Optagelse i det christne Samfund og den første Nedlæggelse af Christi Aands endnu dunkle og ubevidste Spire, er en af de vigtigste Cultusacter, der i høi Grad er til den hele Menigheds Opbyggelse: saa maa den videre Udvikling af denne Spire og den Unges virkelige bevidste Inddannelse i det hellige Samfund, ligesaa vel være en Gjenstand for Menighedens levende Deeltagelse og et Moment i dens Opbyggelse. Denne Menighedens stedse fortsatte Fornyelse, at den stedse overantvorder sin Tro og sit Haab til den unge Slegt, der er bestemt til at afløse den og fortsætte dens Gjerning paa Jorden, er jo et ganske væsentligt Moment i dens christelige Liv. Medens saaledes vistnok den hele møisommelige Detail af Lærerens Bestræbelser for at vække og modne de Unges religiøse Erkjendelse, vel ligesaa lidt som Missionærens Arbeide kan betragtes som en egentlig Cultus-Virksomhed, saa maa dog her, som hist, i det mindste en Reflex af hiin Virksomhed optages i Menighedens Cultus. Derfor har f. Ex. Ungdommens Overhøring Tid efter anden paa Kirkegulvet om Søndagene, hvorved den da for Menigheden kommer til at vidne om sine Fremskridt i christelig Erkjendelse, ikke alene Betydning som en Garantie med Hensyn paa Præstens Lære-Virksomhed, men som en virkelig Opbyggelses-Act, hvilken det kun er en Uskik af Menigheden at forsømme – den samme Uskik, der jo bringer saa Mange til at skynde sig ud af Kirken, saa snart de kun have slugt Prædikenen.
Kliefoths skarpe Udsondring af den missionariske Virksomhed fra den opbyggende beroer væsentlig paa den eensidige Fastholden af Begrebet om Menigheden som et Samfund blot af Voxne og og sande Troende. Nu er han vistnok ikke blind for, at under den stedfindende Parochial-Forfatning er Menigheden blandet med Umyndige og Vantroe, og at derfor f. Ex. i Prædikenen ogsaa et apologetisk Element imellem kan forsvares, hvorvel det er Cultusens rene Begreb uvedkommende. Men i denne „Blanding“ er ikke Parochial-Forfatningen ene Skyld, og Blandingen overhoved ikke blot en udvortes. Den Troende selv har jo Hedenskabet, den gamle Adam, ikke blot udenfor sig, men i sit eget Bryst; det er et Element, som ikke blot engang er overvundet, men som stedse skal overvindes, og denne fortsatte Overvindelse er et væsentligt Moment i det hele christelige Liv. Den Troendes Bevidsthed – naar den ikke er sløv og død – vil stedse hade at gjøre med at klare Tvivl og Modsigelser, bekjæmpe Svaghed og „Anfegtelser;“ det Apologetiske bliver aldrig et engang for alle tilbagelagt Stadium. I de Troendes egen Forsamling, og for de Troendes egen Skyld, til deres Opbyggelse, maa derfor Prædikenen stedse tildeels ogsaa være en Hedninge-Omvendelse. Og kan man saaledes sige, at den troende Christen selv tildeels endog bærer Hedningen i sin egen Barm, saa er det endnu mere klart, at han stedse bærer, ja endog stedse skal bære Barnet. Idetmindste er det vist, at Ingen nogensinde voxer fra sin Børnelærdom. Derfor staaer den voxne Menighed stedse i et sympathetisk Forhold til de Unges christelige Underviisning. Ved at være Vidne til den kirkelige Katechese, lever den voxne Christen ligesom sin egen Barndom op igjen; den christelige Fordring at blive som Barn træder ham baade anskueligt imøde og fuldbyrdes lettere ligesom af sig selv: Sindet aflægger idetmindste momentant det hele Paahæng af brogede, ofte forvirrede Livserfaringer, hvoraf ligesom en bitter Extract ellers saa gjerne blander sig med alle vore Tanker og Følelser, og smager nu paany Ordets Melk i dens oprindelige friske Sødme. Skulde der i Sandhed være noget mere Opbyggende, end dette Vidnesbyrd, der aflægges af uskyldige Læber, denne „Lovsang, der beredes af Spæde og Umyndige“?
Med eet Ord: jeg har vel Intet imod, at de nævnte Elementer ere adskilte fra Cultusen; hvad jeg savner, er kun en tilstrækkelig Antydning til at denne Adskillelse igjen maa paa en Maade ophæves.
Fra en anden Side har denne altfor snevre Begrændsning af Cultusens Begreb havt til Følge, at Kunstens Betydning for denne neppe er rigtig fastsat eller behørig udviklet. Om man end maa være enig med Forf. i, at Kunsten til den christelige Cultus – isærdeleshed paa et protestantisk Standpunct – kun indtager „en tjenende Stilling,“ saa er dog dette endnu et altfor ubestemt Begreb og kan let give Anledning til en falsk Opfattelse. Og endskjønt det vistnok er sandt, at den egentlige kunstneriske Arbeiden og Frembringen – Digten f. E., Malen, Composition[1] – ikke er at ansee som nogen Cultus-Virksomhed; saa gjælder dog ikke ganske det Samme om Beskuelsen og Hørelsen, der dog nok tør have sin Betydning i den religiøse Opbyggelse – ligesaa vist som endog hine dunkle Stemninger, der nærmest i Musiken finde sit Udtryk, hverken kunne eller skulle være borte fra den christelige Andagt, endskjønt denne vel netop har sin Fuldendelse deri, at de hæves og concentreres i Ordets Klarhed. Vor Forf. har derimod ikke paa anden Maade vidst at skaffe Musiken Plads uden som et Middel til, ved Hjælp af Melodie og Rhythmus at holde den lydelige Menighedsbøn sammen, „da selv foreskrevne Formularer ikke ville kunne fremsiges af den hele Menighed i Chor, uden at dette vilde skee paa en uskjøn og forstyrrende Maade“ – hvilket dog er en temmelig mager Forklaring. Jeg maa imidlertid her lade det beroe med den korte Antydning af Mangelen og overlade mueligt til en anden Leilighed at udvikle min Anskuelse angaaende Kunstens Stilling til den christelige Cultus overhoved.
Et andet Punct, i hvilket Forf. uden egentlig at være blind for det Sande og Totale, dog forekommer mig at lægge vel sterk Accent over paa Sagens ene Side, angaaer Forholdet mellem Menigheden og dens Prest, og det dermed i Forbindelse staaende: mellem den enkelte Menighed og den hele Landskirke. Thi vel forkastes (§ 36) medrette den Anskuelse, „som anseer Kirken for et Conglomerat af Menigheder og følgelig lader hiin opstaae af disse,“ da man tvertimod maa sige „at Kirken individualiserer sig til Menighed, og denne fremstaaer af hiin,“ ligesom Forholdets sande Dobbelthed træffende er udtrykt i den Sætning (§ 38), at „Menigheden paa den ene Side fremtræder som Kirkens Barn, paa den anden Side som Kirkens Moder;“ men i den virkelig udførte Udvikling synes dog den sidste Forestilling hos Forf. at være lidt vel overveiende, idet den hele Cultus udelukkende bliver construeret ud af den enkelte Menigheds Begreb, og intet Element deri optaget, hvori Menighedens Opgaaen i en høiere Eenhed finder et Udtryk (f. Ex. Visitatserne, der dog ikke blot skulle tjene til Undersøgelse og Control, men tillige ere at ansee som kirkelige Fester). I Sammenhæng hermed staaer det, at Præsten vel ikke udelukkende men dog overveiende bliver fremstillet som Menighedens Tjener, saa at den anden Side, ifølge hvilken han ogsaa er Kirkens, forholdsviis træder noget tilbage. I Modsætning til hierarchiske Tendentser, som endog hos protestantiske Prester af og til vise sig, kan nu dette være meget godt; men Sagen betragtet uden polemiske Hensyn, maa det dog nok indrømmes, at Presten ikke blot er sat til at udtale Menighedens umiddelbare Bevidsthed, men ogsaa til at lutre og hæve den ud over dens individuelle Skranke, og at han derfor ikke maa være altfor afhængig af de i en enkelt Menighed herskende Eensidigheder. Dog ogsaa Forf. veed dette vistnok meget godt, men denne Side af Sagen fremtræder kun ikke overalt med tilstrækkelig Styrke og Klarhed.
Man kan maaskee finde, at disse paapegede Egenheder hos Forf., baade hiin strenge Udsondring af alt Secundært fra Cultus, den lave Vurdering f. Ex. af Kunsten, og denne noget isolerende Betragtning af den enkelte Menighed, røbe en vis Tilnærmelse til den reformeerte Kirkes Opfattelse forsaavidt som nemlig denne i Almindelighed beroer paa en negativ Modsætning til Katholicismen, (hvor som bekjendt i begge Puncter Hovedvegten ligger over paa den anden Side), medens den lutherske Kirke har hævet sig til et friere, positivt, af polemiske Hensyn mere uafhængigt Standpunct. Idetmindste tør man i Forf.s Behandlingsmaade af de anførte Puncter dog maaskee have mere Grund til at spore en uvilkaarlig Indflydelse af reformeerte Grundforestillinger, end til – som den norske Oversætter i en Anm. S. 30 vil – i den løsrevne Ytring om den protestantiske Kirkes væsentlige Eenhed at finde en „aabenbart“ unionistisk Anskuelse, hvilket Sidste dog er lidt for hurtigt sluttet.
Om Oversættelsen maa iøvrigt siges, at den idethele er upaaklagelig. Den røber især i Begyndelsen en noget uøvet Pen, hvilket man f. Ex. kan føle ved at sammenligne den med det i Clausens Tidsskrivt (13de Aarg. S. 591–695) paa Dansk leverede betydelige Fragment, der i visse Stykker flyder noget lettere; men Oversætteren har „aabenbart,“ eftersom han skrev, faaet mere og mere Herredømme over sit Sprog.
No. 32 er en lys og let Fremstilling af Hovedpuncterne i den christne Kirkes Udvikling, der ikke alene vil være et bekvemt Hjælpemiddel for theologiske Studerende især til Repetition, men ogsaa af ældre Candidater og Geistlige, der ønske at opfriske sin kirkehistoriske Kundskab, læses med Nytte og Fornøielse. Oversættelsen er ganske flydende, men vanziret af endeel Skjødesløsheder især i Ordenes Skrivemaade. Det seer saaledes ikke godt ud, i en Retskrivning, der forresten er temmelig conservativ, i den Grad, at der endog staves religieus, regulair, Ascetik, canonisk, (men rigtignok ogsaa kanonisk, Kølibat, Konsekvens), at finde saadanne Ord som ortodox, Philantropist, Lithurgie, Curfyrst, skjelden &c. En Egenhed ved Retskrivningen er ellers en temmelig vidt dreven Sammenskrivning af præpositionelle og adverbiale Takemaader: vedsidenaf, imodsætning, fordagen, istilhed, tillehn o. s. v. Af mere Betydning er det, at ikke engang Egennavne ere omhyggeligt stavede; saaledes finder man Pytagoras, Thimotheus, Bilibald for Wilibald, Præmonstranser, Pietacium, Melchor Canus, phalzisk, Qvedlingburg, Carpzow og Karpzow o. s. v. Et Par Aarstal mangle eller ere urigtige, f. Ex. S. 168 ved Rigsdagen i Speier 1523 for 1529; ved Forbundet i Schmalkalden staaer Datum men ikke Aarstal (1531), ved Religionsfreden i Juli 1532 mangler Stedet „i Nürnberg“ o. s. v. Alt dette er vistnok Smaating og røber kun Mangel paa Nøiagtighed ved Gjennemsyn og Correctur; men netop med Hensyn paa Bogens Bestemmelse som Lærebog, er det ikke ganske uden Betydning.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det Samme kan jo siges ogsaa om Prædikenens Udarbeidelse eller den foregaaende Meditation.