Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/1

Ludvig Daae

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Jacob Andersens Enkes Forlag, 1863 (s. 1-26).

Første Spor af Reformationen i Stiftet. Den katholske Kirkes Forstyrrelse og Udplyndring. Domkapitlet. M. Thorbjørn, første lutherske Superintendent (1537–48.)

---

1. Siden 1152, da Nidaros Erkesæde grundedes, havde Erkestiftet havt sine faste Grændser, hvilke omfattede en betydelig større Strækning, end det nuværende Throndhjems Stift. Saaledes hørte Nordlandene og Finmarken umiddelbart under Erkebispen, ligeledes Søndmøre, endvidere rimeligvis – thi her var Grændsen mindre sikker – Herjedalen og de øverste Bygder af Østerdalen indtil Tyldal. Det samme vidtstrakte Omraade vedblev ogsaa i den første Tid efter Kirkeforbedringens Indførelse at være samlet under de lutherske Superintendenter, ja Stiftet naaede endog under den anden af disse sin allerstørste Udstrækning, idet i 1570 ogsaa Jamteland henlagdes dertil. Dette gamle norske Landskab havde nemlig tilforn i geistlig Henseende ligget under den upsalske Erkebisps Styrelse, et Forhold, hvoraf, som vi skulle høre, mange Misligheder have reist sig. I det følgende vil Læseren faa at see, hvorledes de her opregnede Landskaber efterhaanden (1622, 1645, 1803) fraskiltes Throndhjems Stift.

2. Luthers Optræden som Kirkereformator vandt i Begyndelsen Kristian den Andens Bifald, og dette bidrog tit, at hans Virksomhed meget tidlig blev bekjendt i Danmark. Men i Norge kan end ikke det ringeste Spor til nogen reformatorisk Bevægelse under denne Konges Regjering paavises. Det eneste, som man skulde kunne tænke paa, maatte være, at en eller anden fra Tydsklands Lærdomssæder hjemkommen norsk Kannik eller anden geistlig Mand kunde have bragt hjem med sig et Rygte om de wittenbergske Begivenheder. I Rostok, hvor Nordmændene hyppigst studerede, blev jo „Luthers Evangelium“ allerede forkyndt i Juli 1518, og i dette og de følgende Aar af Kristians Regjeringstid opholdt sig i denne Stad et halvt Snees Nordmænd, hvoriblandt omtrent Halvdelen vare Thrøndere.^[1]

Frederik den første maatte i sin norske Haandfestning love „aldrig at tilstede Kjettere, Luthers Disciple eller andre at lære imod Gud, Paven eller den romerske Kirke.“ Man kan heri see et Tegn, til at Prælaternes Øine nu heller ikke i Norge vare blinde for den truende Fare, men, skjønt Kong Frederik ligesaalidt ænsede dette som noget andet af sine Løfter til Norge, vil man dog heller ikke i hans Tid kunne paavise nogen Reformationens Fremgang i vort Fædreland, naar undtages i Bergen, hvilken Stad baade ved sit overlegne Folketal og ved sin stadige umiddelbare Forbindelse med Kirkeforbedringens Moderland her indtog en særegen Stilling. Dertil kom her den mageløse Uselhed og Mangel paa Kraft, som baade Biskop og Domkapitel i Bergen lagde for Dagen.

Ingen af disse Omstændigheder lettede eller begunstigede Kirkeforbedringen i Erkestiftet, og dennes Fremskridt i dette ere derfor snart opregnede. Fra Januar 1529 har man et Brev til Erkebiskopen fra Hr. Nils Mogenssøn, Provst paa Søndmøre, hvori denne klager over, at der paa Giske Gaard i Borgund, som dengang den bekjendte Fru Ingerd Ottesdatter Rømer havde tilrevet sig, „blev læst til Bords, som Hr. Vincentius pleier at gjøre i Bergen,“ at man kvædede Nidviser over Presterne, ikke ænsede Provstens Bansættelse, jog ham bort fra Thinget, hvor han skulde dømme i geistlige Sager o. s. v.^[2] Ogsaa Hr. Nils Lykke har – naturligvis af egennyttige Bevæggrunde – indladt sig med Reformpartiet, idet han med sine Tjenere „holdt ingen Langefaste, forhaanede Guds Helgen“^[3] o. s. v. Men sin Plan med Kongens Samtykke at tilrane sig Tuterøens Kloster, hvor der efter Kongebrevets Ord skulde gjøres en „tristelig Skik med Guds Ords rene og klare Udlægning og Forkyndelse“ fik han ikke udført. Allerede før den Tid havde man dog hørt Luthers Navn nævne i det Kloster, thi dets berygtede Abbed, den danskfødte Mathias Henrikssøn havde udskjeldt Brødrene for „Lutherianere, Kjættere, Tyve og Gudsforrædere.“ og de havde givet ham de samme Navne igjen.^[4]

I Tuterøens Kloster skal ogsaa i hine Dage Religionsforandringen være bleven forudsagt af en „hellig Broder Staffen,“ som tillige skal have spaaet om Domkirkens Brand m. m., ivret mod Dobbel og Drik og derved have vundet et stort Ry. Men sammenstiller man dette af Peder Klaussøn^[5] opbevarede Sagn med et andet aldeles lignende om en samtidig Reformations-Spaadom i Bergen^[6] og især med de Kjendsgjerninger, at der i Gudeberga Kloster i Dalarne i Sverige ved Aar 1487 virkelig levede en Abbed^[7] „Broder Helge Staffen“, samt at endnu i 1611 Spaadomme, der bare dennes Navn, – dennegang om Krig og Blodsudgydelse – vare i Omløb mellem den svenske Grændse-Almue,^[8] bliver det idetmindste for mig indlysende, at vi i denne „hellige Broder“ maa see en for Nordmænd og Svenske fælles Sagnfigur, fremstaaet af en historisk Person i Sverige, men hos os ved Folkets saa udbredte Lokaliserings-Drift henført til Tuterøens Kloster.

Endelig maa merkes, at Forholdene i Jamteland ogsaa kunne have indvirket noget i Erkestiftet. I hiint dengang norske Land indførtes nemlig Reformationen fra Sverige af og saaledes tidligere end i det egentlige Norge.

Hr. Vincents Lunge, som havde Jamteland i Forlening, negtede derfor nu at sende Upsala Kapitel de geistlige Afgifter af Landet, siden de – saa lyde hans Ord i Brev af 5 Januar 1528 – „havde taget Kong Gustav til sin Erkebiskop,“ hvorfor han fandt Kong Frederik nærmere berettiget til at hæve disse Afgifter. Jamtelands kirkelige Forhold styredes i den Tid ved en Provst, som tillige stadig var Sogneprest til Aaviken. Ved den Tid hedte Provsten Erik Anderssøn, rimeligvis har altsaa han været Reformationsverkets Leder i Egnen^[9].

3. Som en Følge af Begivenheder, hvorved her ikke er Stedet til at dvæle, maatte vort Fædrelands sidste Erkebiskop Mag. Olaf Engelbrektssøn i April 1537 forlade Norge og drage i Landflygtighed til Holland, hvor han Aaret efter døde. Forinden havde han overgivet Kommandoen – i Tidens Sprog „Slotsloven“ – paa Steenviksholm, sin Fæstning i Størdalen, til Degnen eller Forstanderen for Domkapitlet, Hr. Knut Pederssøn (Skanke), Kanniken Thorfinn Olafssøn, og et Par andre Tilhængere, som med 80 Mand skulde „holde den til hans Haand“ og værge den mod den danske Beleiringshær, som daglig ventedes. Ligesaa efterlod han en liden Besætning paa Nidarholm.

Med Hensyn til Steenviksholms følgende Beleiring, der lededes af den jydske Adelsmand Thord Rød i Spidsen for endeel danske Krigsfolk, har man hidtil ikke kjendt det rette Tidspunkt, ved hvilket Fiendtlighederne begyndte. Det bliver derfor nødvendigt at tilføie, hvad jeg af en hidtil ubenyttet Kilde^[10] her kan oplyse. Man har nemlig allerede fra Tirsdag efter Georgii Martyrs Dag (i 1537: 24 April) en Skrivelse fra Slotsloven, undertegnet af Hr. Knut, Hr. Thorfinn, Søren Mortenssøn Slotsfoged og Søren Pederssøn „af Vaben“, stilet til Thord Rød „udi Legret.“ Man vil altsaa heraf see, at Beleiringen allerede da var begyndt; i de hidtil fremdragne Kilder har man nemlig først den 30te April s. A. fundet Thord for Steenviksholm. Af Skrivelsen fremgaar da videre, at de danske Anførere allerede dengang havde opfordret Besætningen til Overgivelse, lovende Kongens Naade, om denne paafulgte, men bedende dem at „overveie Markus Meiers Afgang,“ hvis den udeblev. Knut Pederssøn og de øvrige svare da, at de „kunne Slottet for ingen Deel saa hastelig opgive,“ og erklære derhos, at de ere vel forsynede med „Skyds, Krud og al anden Krigstilbehøring,“ samt have „duelige Hofmænd.“ Videre antyde de Muligheden af, at Erkebispen kunde „komme til en kristelig god Handel og snarligere, end vi eller I kunne tænke,“ og bede endelig, at Beleirerne med Mildhed vilde behandle „de fattige Mænd, som give sig under dem.“ At imidlertid Slotsloven allerede nu har havt lidet Haab om at undgaa det danske Herredømme, sees klart nok deraf, at den godkjender Kristian den tredie som Konge, idet den siger, ikke at have saaet „Besaling“ af Erkebiskoppen „at skikke eller handle noget Kgl. Majestæt eller Norges Krone anrørende udi nogen Maade.“

En Uges Tid efter gjentoge Thord Nød og hans Ledsager Peder Pederssøn sin Opfordring til Overgivelse; deres Brev er opbevaret paa samme Sted som det ovenbenyttede og dateret altera die crucis (4de Mai). Der foreholdes i dette Brev fremdeles Besætningen, hvor nødvendigt det er at overgive sig, saafremt „nogen paa Slottet er agtende disse trende høilovlige Kongeriger Danmark, Sverige og Norge nogen Tid at besøge,“ ligesom Kjøbenhavns, Vardbergs, Malmøs og Krogens Skjebne stilles Slotsloven for Øie.

Man veed, at Overgivelsen foreløbig fandt Sted den 18de Mai, ligesom det ovenfor er godtgjort, at Beleiringen var i fuld Gang den 24de April; maaskee er den endog begyndt før. Den Tid, hvori Hr. Knut Pederssøn med sine 80 Mand holdt sig paa Steenviksholm under saa fortvivlede Omstændigheder, bør derfor forholdsviis ikke regnes for saa ganske kort, især naar man erindrer, hvor uskikket et Festningssted Steenviksholm har været, da Holmen endog mangler Vand.

Da nu ogsaa Holms Kloster – uvist hvorledes – var faldet i Fiendehaand, var al Modstand fra Norges Selvstændigheds eller maaskee rettere fra Papisteriets Forsvarere imod Oldenborgeren brudt, og de danske „Reformatorer“ havde det frieste Spillerum. Forøvrigt fik ved Overgivelsen af Slottet Degnen, Hr. Knut, Tilsagn om at beholde sit Degnedømme, og Kanniken, Hr. Thorfinn, iligemaade Løfte om fremdeles at nyde sit Prestegjeld Størdalen^[11]. Den første, som nu kalder „Erkebispens Handel ukristelig“ o. s. v., skulde ogsaa være fri for al Beskyldning om at være deelagtig i Vincents Lunges Mord. Det er ellers merkeligt, naar det tilføies, at det er Kristoffer Throndssøn, som har paaført Hr. Knut dette Rygte, thi hiin var Dekanens egen Svigersøn.

Denne Overeenskomst mellem Slotsloven og de danske Beleirere var kun foreløbig, men blev allerede den 29de Mai endelig vedtagen. Ved den Tid vare nemlig Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld, som Oldenborgeren i den Tanke, at Norges Undertvingelse ikke skulde falde saa ganske let, havde sendt op med en betydelig Hær og Flaade, ankomne. De havde i Bergen taget Kirkebryderen Esge Bilde med sig nordover, men droge nu fra hinanden. Kristoffer Hvitfeld efterlodes som Kongens Lensmand over Thrøndelagen for at ordne Forholdene i den nye Tilstands Medfør.^[12] I det følgende Aar kom kongelig Tilgivelse til Thrøndelagens Almue for, hvad de havde handlet mod Kristian den tredie i „forgangen Feide,“ saavelsom en særlig Skrivelse i samme Retning angaaende Erkebiskoppens Mand Einar Tjeld. Vi finde i de nærmeste Aar endog Olaf Engelbrektssøns Systersøn Gaute Tharaldssøn og selve Kristoffer Throndssøn Rostung i kongelig Tjeneste; ja den sidste er med at undertrykke Katholicismens sidste Reisning paa Island. Saa fuldstændig bøie sig Papisteriets sidste Forkjæmpere for den seirende danske Konge.

1. Nu begyndte strax Inddragelsen af geistlig Eiendom. Erkebispens Slot Steenviksholm blev Lensherrens Residents eller rettere en af hans Residentser, thi Erkebispens Gaard i Throndhjem blev den anden. Allerede 1538 udsteder Hvitfeld et Brev fra denne Gaard, hvoraf endnu nogle Levninger findes i den nuværende „Artillerigaard“. Olaf Engelbrektssøn havde ogsaa havt Bestyrelsen i verdslig Henseende af Thronhjems By. Nu blev hans forrige Foged, en sjellandsk Mand, „første Borgermester“ i Staden.^[13] Alt det rige Gods, som var henlagt til Erkebiskoppens Embede, blev her, som overalt ved de norske Bispestole, inddraget under Kronen. Men desforuden toges her ogsaa Domkirkens Jordegods til Indtægt for Kongen, da nemlig den næstsidste Erkebiskop Erik Walkendorf havde, i den gode Hensigt at drive paa Kirkens Restauration og ganske uden egennyttige Hensyn, taget disse under sin egen Bestyrelse, men ved den for Erkebiskop Erik naturligviis uforudseelige Vending, som Sagen nu tog, blev hans velmenende Foranstaltning til Kirkens største Skade.

Det var imidlertid ikke alene Domkirkens Gods, som her plyndredes, ogsaa de Kostbarheder, som selve dens Bygning omsluttede, bleve i videste Udstrækning og med største Grundighed plyndrede. Vistnok havde Ildebranden i 1531 tildels foregrebet Danmarks Konge og Adel i deres Hærverk, vistnok havde ogsaa den flygtende Erkebiskop medtaget en Deel af Kirkens Klenodier, men der var dog en god Efterhøst tilbage. Dog lykkedes det ikke Høstfolkene at bringe det hele i Lade. Thi ved Agdenes sank et stort Skib, der foruden andet skulde føre det store Sølvkors til Kjøbenhavn, som Guttorm Ketilssøn i sin Tid havde skjænket efter sin Seier over Irerkongen Margad. Og Klaus Hvitfeld til Krumstrup, som skulde føre Spolier fra flere norske Kirker, vistnok ogsaa fra denne, blev paa Veien overfaldt af „burgundiske Udliggere,“ som endog bragte ham i hollandsk Fangenskab.^[14] Men Lensherren Kristoffer Hvitfeld og den berygtede Jens Tillufssøn Bjelke fik dog afleveret i Kjøbenhavn en stor Mængde Værdisager fra vor Kirke, blandt hvilke var St. Olafs Skriin, som alene udbragte halvsyvende tusinde Lod Sølv, og Biskop Eysteins, som udbragte otte hundrede og sexten Lod. Herfor har man Rentemesterens Kvittering, til hvilken vi henvise den, som yderligere vil lære Rovet at kjende.^[15]

Klostrene, hvis Rigdomme naturligvis ogsaa længe havde fristet Fyrste og Adel og udentvivl mægtigen havde bidraget til at aabne deres Øine for Reformationsverkets Ypperlighed, vare allerede under Frederik den første mangesteds i Norge blevne inddragne. I Erkestiftet havde Erkebiskoppens Magt vel hidtil beskyttet dem, men nu kom Raden ogsaa til Klostrene i Thrøndelagen. Holms Kloster lagdes under Steenviksholm. Reins Kloster gaves som Len til Fru Ingerd Ottesdatter. Hendes Svigersøn, den ovennævnte danske Lykkesøger Jens Tillufssøn Bjelke, som havde egtet Lucia Nilsdatter trods den forargelige Leiermaalshistorie, der heftede ved hendes Navn, fik paa samme Maade Tuterøen. Minoriterklosteret var allerede siden Branden 1531 ødelagt; Prædikebrødrenes Kloster ved man intet om. Helgeseter og Bakke fik endnu i nogle Aar Lov at bestaa paa en Maade, inden de og deres Gods vandrede samme Vei.

En Hovedform for Middelalderens geistlige Magt og Rigdom blev, ihvorvel den fik nok af de Dages Pinagtighed at føle, dog endnu for en Tid skaanet fra at dele Biskopsdømmets og Klostrenes Skjebne. Dette var Domkapitlerne, som denne Gang reddedes ved Luthers Forbøn. Vor store Kirkefader skrev nemlig i denne Anledning et Brev til Kristian den tredie, hvori han forestillede ham Nødvendigheden af, at Kannikernes Præbender bevaredes, navnlig for at der kunde være Midler til lærde Mænds Underholdning og til Skolevæsenets Fremme.^[16] Om Throndhjems Kapitel skal der snart blive talt udførligen.

5. Vi have søgt at paapege, hvorledes Kongen optraadte som den katholske Kirkes verdslige Arvetager, og skulde nu ønske ogsaa at kunne vise, hvorledes han opfyldte den Pligt, han herved paatog sig, at grundlægge og udvikle en evangelisk Kirke i den faldne Romerkirkes Sted. Men Kildernes Fattigdom er her ubeskrivelig stor, og det maaskee allermeest for Throndhjems Stift. I Danmark fik man i 1537 en af de wittenbergske Theologer, navnlig af Bugenhagen, gjennemseet Kirkeordinants, som for dette Rige formelig lovtoges 1539. Den blev senere i lange Tider gjeldende ogsaa for Norge, men fra Begyndelsen af havde dette ei været Kongens Mening, da han, som han selv siger, erkjendte, at „der vil i mange Stykker holdes en egen Ordinants.“ Kristian tænkte – ligeledes efter hans egen Erklæring – paa selv at reise herop for at ordne mangehaande Forhold, geistlige som verdslige, men denne Norgesferd blev længe opsat og aldrig udført.

Nogen almindelig Rettesnor for Udførelsen af Reformationsverkets egentlige geistlige Side i Norge er neppe nogensinde given. Men til den Maade, hvorpaa det blev udført eller rettere henskudt til efterhaanden at gjennemføres, kan man vistnok bedst slutte sig, naar man ser hen til Kongens bekjendte Befaling til Esge Bilde af 17de Juni 1537, skjønt denne nærmest angaar Bergens Stift. Kristian bød nemlig Hr Esge „at lade alle Kirkens Personer og Sogneprester blive ved deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte, for at ingen Forskrækkelse eller Uenighed skal opkomme blandt den fattige og uforstandige Almue i Landet.“ Vi kjende saagodtsom intet til Throndhjems Stifts geistlige Personalhistorie fra Reformationstiden, men have dog Grund til at tro, at det mangesteds gik, ligesom det berettes at være skeet i Lødingen, hvor den sidste katholske Prest Hr. Peder Munk „antog Luthers Lære, beholdt saaledes Kaldet og nedbrød Billederne i Kirken.“^[17] I Støren skal en Prædikermunk, „den vise Hr. Jonas,“ have været første lutherske Prest, neppe det eneste Tilfælde, hvori en forhenværende Munk blev Prest. Throndhjems By maatte fra nu af en Tidlang nøie sig med en eneste Sognekirke, vor Frue. Dens første lutherske Prest skal have været Hr. Jens Olafssøn, maaskee den samme Kannik Hr. Jens Olssøn, der i 1535 var Erkebiskoppens betroede Sendebud i Oslo. Denne Hr. Jens blev imidlertid i 1540 ihjelslagen af den tidtnævnte Jens Tillufssøn Bjelke, noget, som dog ikke hindrede, at Bjelke Aaret efter forlenedes med Jamteland.^[18]

Da Stiftet først efter flere Aars Forløb fik en Superintendent, og ingen midlertidig geistlig Styrelse vides at være indsat, har det vel været Lensherren, som sørgede paa en Maade for Prestekaldenes Besættelse. Den danske Ordinants gav Menighederne Kaldsret under Lensherrens Bekræftelse, men dette har vistnok ikke paa lange Tider været gjennemført i Norge. Det er vel blevet betydet Presteskabet, at de herefter havde at forholde sig som Lutheranere, men da hermed neppe er fulgt nogen Belæring om den evangeliske Kristendoms Væsen, har naturligvis Presternes, for ei at tale om Almuens, Vedtagen af den nye Lære været af en høist formel, ydre Natur. De Veie, ad hvilke Presteskabet skulde have kunnet modtage nogen Underviisning, vare ogsaa dengang alle saa besværlige, at det vel selv med større Nidkjærhed fra Styrelsens Side vilde have været en Umulighed at vække nogen sand evangelisk Erkjendelse hos Mesteparten af den ældre Slægt. Og man har neppe mere end et eneste Spor til en saadan Bestræbelse fra Danmark af, nemlig at Dr. Palladius, Sjellands Superintendent, forfattede en liden (latinsk) Forklaring over Katekismen „pro parochis Norvegianis“; den udkom 1542, men oplevede siden mange Oplag. Palladius erkjender ogsaa i Bogens Tilegnelse til det norske Presteskab, at de norske Brødre ere som Faar uden Hyrder. Den bedste Veiledning havde naturligvis været den, som Superintendenten – saa skulde den nye kongelige Embedsmand hede, der skulde træde i de gamle Biskoppers Sted – vilde kunnet give Presteskabet paa sine Visitatser gjennem det levende Ord, men – Throndhjem skulde vente hele ni Aar paa en luthersk Superintendent.

Kun Bergens Stift var nemlig saa lykkeligt at saa en Superintendent og det en egte evangelisk allerede i 1537. Stavanger fik sin vistnok meget ringere i 1541, og i samme Aar blev ogsaa Oslo Stol, der forenedes med Hamars, paa en Maade besat, idet Oslos sidste papistiske Biskop efter Tidens Leilighed omgjordes til evangelisk Superintendent. Men Throndhjems Stol stod fremdeles ubesat, og der er vel at merke intet Tegn til, at Kongen har søgt at finde nogen Mand til den i de første Aar. Frederik Münter siger herom i sin Reformationshistorie: „Maaskee vilde Kongen vise Stiftet, at dets geistlige Foresatte ei mere var en for Riget uomgjængelig fornøden Mand, og tillige forberede Nationen paa den erkebiskoppelige Verdigheds Afskaffelse.“ Han har maaskee Ret i sin Gjetning Kongen har maaskee virkelig frygtet for, at endog en luthersk Biskop i Throndhjem, helst en norskfødt, let ved de Traditioner, som knyttede sig til hans Embede, kunde blive et farligt Midtpunkt for norske Misfornøiede. Men vi ere desværre her inde paa Formodninger, hvis Rigtighed eller Urigtighed vel aldrig vil blive oplyst.

6. Historien af Throndhjems første lutherske Superintendentvalg leder os hen til en nøiere Betragtning af Throndhjems Domkapitel. Dettes Kanniker udgjorde fra gammel Tid af – ifølge Schøning – et Tal af fire og tyve, af hvilke de fire fornemste – Decanus, Archidiaconus, Præpositus, Cantor – udmerkelsesviis førte Navn af Prælater. Kannikerne udvalgte, som bekjendt, i den papistiske Tid Erkebispen og besatte selv ved Kooptation ledige Pladse i sit Samfund, de dømte i geistlige Sager, nogle af dem ledsagede Erkebiskoppen paa Visitats, og Kapitlet dannede, som en Slags Kardinaler i det smaa, Erkebiskoppens Raad i mange vigtige Spørgsmaal; var Erkestolen ledig, gik de ligefrem ind i dennes Rettigheder. Desuden var enhver Kannik Sognepræst til et af Stiftets Gjeld, og der fremstode saaledes 24 „Kannikegjeld“^[19], hvis Bestyrelse Domherrerne dog stundom forsmaaede selv at varetage, idet det oftere hændte, at de stadig og ei blot efter enhvers Tur hvert tredie Aar „residerede“ i Stiftsstaden Throndhjem. Prestegjeldene maatte da lade sig nøie med Leieprester eller Kapellaner, der svarede vedkommende Kanniker en aarlig Afgift, som i Forbindelse med Præbenderne udgjorde disses Indtægt. Prælaterne, hvis stadige Nærværelse i Throndhjem synes at have været paaregnet som nødvendig, havde vel neppe nogensinde fast Ophold i sine Gjeld paa Landet.

Allerede i Frederik den førstes Dage havde Throndhjems Kapitel maattet friste en voldsom Medfart. Medens Erkebispen nemlig i 1532 opholdt sig paa Steenviksholm, kom den berygtede danske Svend Otto Stigssøn – ret et sin Tids Barn, troløs, raa og uforfærdet – til Byen, hvor han brandskattede Kannikerne saa føleligt, at de endnu i 1558^[20] beklage sig over ei at have forvundet dette Tab. Otto Stigssøn fandt ved samme Leilighed ogsaa for godt at ødelægge Kapitlets Bibliothek i Domkirken.^[21] Schønings efter Kapitelsbogen meddeelte Fortegnelse over denne Bogsamlings Levninger lader os slutte os til, hvor rig den i sin Velmagt har været, selv om Fortællingen om en throndhjemsk Kodex af den fuldstændige Livius end rimeligvis er en Fabel. Ogsaa adskillige Breve af Kapitlets Arkiv bleve et Offer for den danske Omars Raahed.

Kapitlets Dekanus kjende vi allerede; det var ham, som forsvarede Steenviksholm. Ved denne Leilighed nævnte vi ogsaa en anden Kannik, Hr. Thorfinn i Størdalen. Af de øvrige fortjener kanskee Mag. Henrik Nilssøn at nævnes, deels fordi han af sin Samtidige, Mag. Absalon Pederssøn kaldes „Throndhjems Kapitels bedste Forsvar,“ deels paa Grund af sin høie Herkomst. Han var nemlig en (uegte) Søn af Norges engang megtigste Mand Rigshovmesteren Hr. Nils Henrikssøn Gyldenløve til Østraat. Han studerede 1518 i Rostok, fik 1524 den pavelige Dispensation, som for uegte født Mand var nødvendig for at blive geistlig men i sin Faders rige Arv, der tilflød dennes mange danske Svigersønner, blev han neppe deelagtig. Vi skulle siden af og til vende tilbage til Mag. Henrik, der som en gammel Mand døde 1568, og her ville vi kun bemerke, at han rimeligviis allerede før Reformationen levede i Egteskab, noget som man ogsaa kan see, at mange af de andre Kanniker, f. Ex. Dekanen Hr. Knut, ligeledes havde gjort.^[22]

Da efter Steenviksholms Fald Inddragningen af geistlig Eiendom og Udryddelsen af geistlig Magt gik saa rask fra Haanden, er det mere end rimeligt, at Kannikerne have været ængstelige nok for hvad der kunde times deres Præbender og Værdighed. Det kunde de ogsaa have Grund til, da flere af dem havde været Erkebispens ivrige Venner og Tjenere, og to forestaaet Steenviksholms Forsvar, skjønt disse to rigtignok havde Løfte om Tilgivelse. De fandt det derfor allerede i de første Dage af 1538 klogest at sende en Mand til Danmark med en Supplik til Kongen. Hertil valgte Kapitlet en Mand, som maaskee først netop ved samme Tid indtraadte i dets Midte, Mag. Thorbjørn Olafssøn af Adelsætten Bratt, en Mand, hvis Navn jeg beder min Læser fastholde i sin Erindring: Foreløbig ville vi fortælle, hvad vi vide om hans tidligere Liv.

At Mag. Thorbjørn er en Nordmand, er givet, da han selv kalder sig Norvegianus. Af det Tillæg „Andenus,“ som etsteds findes føiet til hans Navn, kunde muligens sluttes, at han stammer fra Andenes, og er dette rigtigt da forøger han Tallet paa de mange udmerkede Nordmænd, maaskee især geistlige, som ere udgaaede fra vore nordligste Egne, især fra Helgeland.^[23] I 1528 finder man imidlertid hans Navn under et Ærevers i en Bog udkommen i Köln, og det bliver deraf rimeligt, at han ved den Tid har studeret ved Kölns, forresten erkekatholske, Universitet. Herfra er han kommen til Studium i Kjøbenhavn, da han nemlig kaldes „Magister Hauniensis.“ Og naar man saa i 1530 finder en „Mag. Torbernus“ som Lærer ved Kjøbenhavns Universitet kort før dettes Opløsning, ligger det nær at slutte, at vi i denne Lærer have vor Landsmand for os.^[24] I Danmark er han rimeligviis bleven vunden for Luthers Lære og siden – uvist naar og hvorledes – kommen hjem til Norge, hvor vi saaledes i 1538 finde ham i Throndhjem. Det er meget muligt, at han hele Tiden under sine Ophold udenlands har besiddet et Kanonikat her, men ogsaa muligt, at han, som ovenantydet, først ved denne Tid blev optagen i Kapitlet.

Lærdom var ikke saa almindelig i Norge for tre hundrede Aar siden, at jo en Mand med Mag. Thorbjørns Studier maatte synes at have en lovende Fremtid for sig og dette i samme Mon, som den ofte nævnte gamle Dekanus Hr. Knut Pederssøn Skanke havde en Fortid, som, om end Tilgivelse var ham lovet, dog gjorde ham uskikket til under saa vanskelige Omstændigheder at være Kapitlets Forstander. Naar vi nu see, at den sidstnævnte paa Priscae Virginis Dag (l8 Januar) 1538 afstaar sit Degnedømme til Mag. Thorbjørn, kun med Forbehold af endeel af Indkomsterne,^[25] og at Kannikernes Bønskrift er af 13de Januar f. A. (Octava Epiphaniae^[26]), altsaa netop udstedt i de selv samme Dage, da ligger det ret nær at antage, at et saadant Degne-Skifte er drevet igjennem af de øvrige Kanniker, som have følt Nødvendigheden deraf.

Med Thorbjørn Olafssøn som „Brevviser“ sendte da Kapitlet sin Skrivelse ned til Kongen. Deres Ansøgning gaar ud paa, at de maatte beholde sin „fattige Rente og Rettighed,“ og de paaberaabe sig først det Tilsagn om Naade, som Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld i det foregaaende Aar havde givet dem, og dernæst erklære de, at de bestandig havde raadet Erkebiskoppen til Underkastelse, og at de havde været ganske uvidende om hans Brevvexling med Pfalzgreve Frederik „lige til den Dag han lod ihjelslaa og fange E. K. Majestæts forskikkede Ambasatter.“^[27] De undertegne sig „Kongens tro Tjenere og Kapellaner.“

Da Oldenborgerens Svar^[28] af „Thorsdag efter Dominica Invocavit“ (første Søndag i Fasten) s. A. er udstedt fra Slesvig, har Mag. Thorbjørn rimeligviis maattet drage heelt derned for at søge ham. Kongebrevet er særdeles naadigt; Kristian tager Kapitlet og Kleresiet, „deres Gods, Rente og Rettighed“ under sit kongelige Hegn og stadfester Kapitlets „Statuter, Naader og Friheder,“ kun under den naturlige Betingelse, at det skulde være „Reformats og Ordinants“ undergivet Dagen iforveien blev (ligeledes fra Gottorp Slot) udstedt et kongeligt Beskjermelsesbrev for den gamle Dekanus, Hr. Knut, hvis Sag hans Eftermand da vistnok ogsaa havde paataget sig at tale.^[29]

Naar Mag Thorbjørn er vendt tilbage fra sin Danmarksferd, er uvist, men da man finder, at han tilligemed Kanniken Olaus Solle introduceredes paa Kapitlet 28 Oktober^[30] 1538, synes det rimeligt nok, at han, sinket af en eller anden Aarsag først da er kommen hjem, og at den nævnte Kannik har været hans Ledsager. Ikke længe efter sin Hjemkomst kom han ogsaa i udeelt Besiddelse af sit Degnedømmes Indtægter, idet den gamle Hr. Knut døde 1ste April 1539.^[31]

Da nu Kannikerne turde ansee sin Stilling for nogenledes betrygget, kunde de skride til at ordne endeel Forhold, som ventelig i de sidste stormende Aar neppe have været i den mæssigste Gang. Man seer dem da ogsaa forsamlede 10de Septbr. 1539^[32] i et talrigt Møde, hvorfra „kun nogle faa“ vare borte, og hvor disse havde givet Tilsagn om sit Samtykke i Fleertallets Beslutninger.

Man vedtog her først at opretholde det fælles Bordhold (mensa communis), som var grundet af Erkebiskop Sørle i Haakon Haakonssøns Dage, og om hvilket Peder Klaussøn vidner, at det i sine Velmagtsdage var udstyret med „Kander og Kredentskar, Fade og Tallerkener og andet saadant af Sølv, hvilket laa forvaret udi deres Kapitelshuus, naar de det ikke brugte^[33].“ En Kannik skulde nu, besluttedes der, være Økonom eller Forstander for dette Kommunitet; han skulde vælges paa tre Aar, tillige bestyre det Kommunitetet tillagte Jordegods, og den, hvem Valget traf, skulde være forpligtet til at modtage det. Sammen skulde istedenfor det tidligere brugelige Gilde hver 17de December herefter festlig beverte de til enhver Tid residerende Kanniker paa alle Festdagene i de tre store Høitider. Juul, Paaske og Pintse, paa hvilke Dage, heder det, Brødrene hidtil efter Indbydelse havde pleiet at gaa til Erkebiskoppens Bord.

Endelig skulde, vedtoges der videre, sex Kanniker residere foruden Økonomen. Disse skulde da paatage sig den – rimeligviis daglige – latinske Gudstjeneste og Kirkesang (horae canonicae). Disse Kanniker skulde aarlig vexle, saa at de kun hvert tredie Aar vare forpligtede til at være tilstede i Throndhjem, de to andre Aar kunde de tilbringe ved fine Sognekirker. De, hvem Raden var kommen til, skulde tilsiges ved Kapitlets Brev, senest indfinde sig ved St. Halvards Dag (15 Mai) og forblive i Stiftsstaden indtil Inventio Crucis (3die Mai) det følgende Aar. For at Stiftets forskjellige Dele kunde være ligelig repræsenterede, skulde af de sex Kanniker to tages af dem, hvis Kald laa i Nordland, to af dem indenfor og to af dem udenfor Agdenes.

Kannikernes Gaarde i Throndhjem, hvoraf enhver havde sin, men som i Branden 1531 vare sterkt medtagne, skulde, heder det, nu gjenopføres. Enhver Broder skulde inden to Aar have sin Grund indhegnet og derpaa have opført tre Huse. Stue, Kjøkken og Stabur. Undladelse heraf skulde straffes med 10 Marks Bod.

De 18 Kanniker, som man efter det ovenanførte faar ud, navngives nu i Kapitelsbogen.^[34] Naar nu dertil kommer Økonomen, og man tillige merker sig, at Dekanen ikke nævnes, har man altsaa mindst 20 sikre Kanniker ved denne Tid. Men her møder os en stor Vanskelighed. Thi ogsaa fra det følgende. Aar – 1540 – haves nemlig en authentisk Liste over Brødrene^[35], hvor tyve opregnes, men af disse forekomme vel at merke hele tolv ikke i 1539, og dog forekommer en af de i 1539 nævnte, men i 1540 forbigaaede Brødre andensteds som Kannik endnu 1547. Antager man nu begge Lister for ufuldstændige og søger at forene dem, da fremkommer et Tal af mindst 32 Kanniker, hvad dog neppe er rimeligt. Tænkelig var en mellem begge Listers Affattelse muligviis foregaaet Udstødelse af Kanniker, som man (Kongen?) af en eller anden Grund vilde fjerne, men hertil er ellers intetsomhelst Spor at opdage. En Kannik, der, som oven anført, forekommer 1539 og 1547, men ikke 1540, maatte isaafald siden igjen være tagen til Naade. Man kunde kanskee ogsaa tænke paa, at nogle af de som Kanniker anførte kunde have været „Vikarier,“ men heller ikke for en saadan Løsning af Knuden kan jeg finde nogen Hjemmel.

7. Aldrig burde vel en Latinskoles Betydning sterkere have fremtraadt, end i en Tid som denne, da man, fortvivlende om at kunne give den eldre Slegt endog af Geistligheden selv en sand evangelisk Oplysning med desto større Kraft skulde have rettet sine Bestræbelser mod den yngre studerende Generation, de vordende Prester. Thi det var i de Dage Skolen, som udfyldte Hullerne i Presteskabets Rader, efterhaanden som et Kald blev ledigt. Ligesaalidt som i Paveveldets Tid kunde man nemlig i de Par første Menneskealdre efter 1537 gjøre Regning paa akademiske Studier hos den største Deel af Norges Prester. Alligevel veed man om Throndhjems Skole før det første Superintendentvalg ikke videre, end at i 1540 „tilsagde Lektor Bernardus (Kapitlet?) at ville fremdeles i det Aar blive Skolemester og tage vare paa Skolen, bedre end før“.^[36] Samtidig har der ogsaa været en anden Lektor, Hr. Sigvard Amundssøn.^[37]

Skolens Historie under Paveveldet er og vil vel til alle Tider blive saa ubekjendt, at jeg da enhver Oplysning i dette Punkt maa være velkommen, her, skjønt maaskee paa et urigtigt Sted, vil tilføie en liden Notits fra Aslak Bolts Dage. Denne bevilgede nemlig i 1439 Olafstolden af Skeynafylke, Ytterøen m. m. til en da aftrædende Skolemester Jens Olafssøn. Om denne Jens heder det da i Erkebispens Brev, at han „længe havde været Skolemester i Nidaros, havde tjent vel og kommet mangen god Mand frem med boglige Kunster, saa at mange af dem ere nu baade Kanniker og Prester her i Nidaros Kirke og i Bispedømmet.“ Skolemester Jens var ved denne Tid gammel, og Erkebispen vilde ikke, at han skulde behøve at tigge eller bede om Almisse „den hellige Kirke og Klerkeriet til Blygd.“ (Schönings haandskrevne Samlinger i Kjøbenhavn).

8. Vi have nu endelig naaet frem til det Aar, da Kapitlet, efterat Throndhjems Bispestol var bleven den eneste ubesatte i Norges Rige, henvendte sig til Kongen med Bøn om at faa sig en Superintendent beskikket. Kannikerne tilkjendegive i det Brev, som de udstede om denne Sag – af 2den Januar 1542^[38] – at de foreløbig havde „paa Kongens Behag“ udvalgt til denne Verdighed sin Dekanus, vor ovenomtalte Mag. Thorbjørn Olafssøn Bratt. Til at Kongen har opfordret Kapitlet til noget Valg have vi intet Spor. At de alligevel indlode sig paa at „vælge“ en Superintendent, er maaskee foranlediget deels ved Mindet om den gamle Valgret, de i den papistiske Tid havde øvet, deels kunde jo i Norge, hvor der var saa faa Kjøbstæder (i dette Stift kun en eneste), ikke vælges Superintendent efter den i Danmarks Ordinants foreskrevne Maade, nemlig ved Valgmænd af Kjøbstadspresternes Midte. I vort Fædreland maatte her Kapitlet træde, og traadte siden ogsaa virkelig, i Kjøbstads-Sognepresternes Sted.

Noget kongeligt Svar paa denne Kapitlets Henvendelse kjendes ikke. Men inden Aarets Udgang finde vi – 16de Novbr. 1542 – Mag. Thorbjørn indskreven ved Universitetet i Wittenberg.^[39] Udentvivl har Kongen gjort et Ophold her til Betingelse for at stadfæste Kapitlets Valg.

Over to Aar tilbragte Mag. Thorbjørn Olafssøn nu under selve Reformatorernes Veiledning i Reformationens Moderstad. Vi ere saa lykkelige at eie vore Kirkefædre Luthers og Bugenhagens egne Vidnesbyrd om ham til Kongen, og man vil heraf visselig ikke uden Interesse erfare, at vor Landsmand har boet i Luthers Huus. Da han i April 1545 stod paa Hjemreisen, skriver saaledes Luther: „Mag. Torbertus (sic), i nogen Tid min Bordfælle og Kostgjænger, kommer nu tilbage til Deres Majestæt. Jeg anbefaler ham underdanigst. Han er en fiin, lærd Mand, og jeg haaber, at Gud skal skabe megen Frugt ved ham, hvad jeg af Hjertet beder og ønsker.“ Bugenhagens Ord lyde: „Mag. Torbernus, Eders Majestæt vel bekjendt, har holdt sig ærbar hos os. Han er lærd, from, sædelig, forstandig og kan udrette meget godt i Norge. Han frygter kun, at der skal blive ham paalagt altfor meget, da Presterne i Norge kun sjelden kommer sammen, og mange af dem ikke vide meget Eders Majestæts høie Forstand vil vel vide, hvorledes en saadan Mand skal bruges, saa at han alligevel skal udrette noget. Jeg har trøstet ham med, at vi maa hjelpe Kristus at bygge hans Himmelrige; Gud vil nok styrke os til vort Arbeide“^[40].

Anbefalet af saadanne Mænd kunde Throndhjems Dekanus nu drage til Kjøbenhavn, hvor vistnok „de høilærde“ (Professorerne) have yderligere prøvet ham, siden Kongen i sit Udnævnelsesbrev paaberaaber sig disses, ligeledes anerkjendende Dom. Denne Udnævnelse udstedtes da endelig fra Koldinghuus paa Helligtrekongersdag 1546^[41], altsaa fulde fire Aar efter at hans Brødre i Kapitlet havde bragt ham i Forslag. Det er og bliver, som allerede før udtalt, en Merkelighed, at den samme Konge, som bekvemmede sig til at gjøre Jon Guttormssøn, ja endog Hans Reff til Superintendenter i Stavanger og Oslo, dog fandt saa mange Forsigtighedsregler og Opsættelser nødvendige, da det gjaldt at sætte en saa udmerket Mand som Mag. Thorbjørn paa en lignende Post i Throndhjem. Det er her vanskeligt at frigjøre sig for Tanken om, at politiske Hensyn maa have gjort sig gjeldende.

9. Endelig havde saaledes Stiftet faaet et luthersk Overhoved, og i denne Egenskab drog Mag. Thorbjørn nu til sit Hjem, „kaldet ikke til Ørkesløshed som de gamle Biskoper, men til stort Arbeide.“^[42]

Under hans Fravær sees ikke nogen for den geistlige Historie merkelig Begivenhed at være indtruffen i Stiftet. I Vinteren 1544 havde der hersket bitre Klager over Dyrtid i Thrøndelagen, da alt Korn fra det foregaaende Aar var frosset bort, og man saaledes maatte hjelpe sig med Barkebrød. Dette indberettedes til Kongen af Thord Rød,^[43] som i 1542 havde faaet Steenviksholm med dertil hørende Forlening i Bytte med Kristoffer Hvitfeld, som i dets Sted havde overtaget Bergenhuus. I denne slemme Tid var der paalagt Kannikerne en Kontribution af 1000 Daler, som de kun ved at optage et Laan kunde betale.^[44] For ikke længe siden var ogsaa en Præbende bleven taget bort fra Kapitlet af Kongens Sekretær Aksel Urne, som fordrede det tilbage som stiftet af hans Morbroder Erkebiskop Erik Walkendorf^[45].

1545 afløstes atter Thord Rød med en ny Lensherre, som dennegang merkelig nok var en Nordmand Kristoffer Galle. Til denne udgik da samtidig med Mag. Thorbjørns Udnævnelse et Kongebrev, hvorved bestemtes at den nye Superintendents Underholdning skulde bestaa i hans Degnedømmes Indkomster. Dette samme Degnedømme blev fra nu af bestandig forbundet med Bispestolen. Til Residents for Superintendenten bestemtes Helgeseter Kloster, som hidtil havde bestaaet i den gamle Form, men hvis Prior nu skulde afstaa Klosterbygningen og dens Avlsgaard til M. Thorbjørn og Godset, som havde fulgt med, til Kronen. Endelig skulde Lensherren paa Kongens Vegne indsætte Stiftets nye Forstander i Embedet.

At denne formelige Indsættelse har fundet Sted, have vi et Vidnesbyrd om fra 1547, som er interessant derved, at det lader os antage som sikkert, at den er foregaaet paa et Prestemøde, og der lægges mærkelig nok til, „at alle Sogneprester pleie efter gammel Vane engang at forsamles hvert Aar, Dagen næst efter St. Hans Dag.“ Vi have her for os den allerede under Katholicismen^[46] brugelige Stiftssynode, hvoraf Spor findes her i Stiftet endnu hundrede Aar fra den Tid, ja maaskee endog længere ned i Tiden.

En saadan Synode var atter i 1547 samlet ved Midsommerstid; som tilstedeværende opnævnes bl. A. sex Kanniker og syv Sogneprester, saa at man dog seer, at den i det mindste i det Aar ikke var meget talrig besøgt. Anledningen til, at der dog er naaet en Efterretning ned til os om dette Møde, er den, at den ovennævnte norskfødte Lensherre Kristoffer Galle, som havde Fiender i Danmark, der stræbte at berøve ham Forleningen ved den Leilighed tog en Erklæring af det forsamlede Presteskab om sit Embedsforhold. Han spurgte, om Geistligheden havde noget at klage paa hans Opførsel i Henseende til Gjesteri^[47] og anden Omgjængelse,“ eller om han selv, hans Fogder, Svende eller Tjenere havde tilføiet nogen Prest, hans Hustru eller Børn noget ondt. Presteskabet erklærede sig til hans Fordeel, ligesaa Lagmanden Olaf Monssøn samt Jens Tillusssøn Bjelke o. s. v., ligesom lignende Vidnesbyrd afgaves af Bønderne omkring i Lenet.^[48] Kristoffer Galle beholdt da ogsaa i flere Aar (indtil Mikkelsdag 1553) sin Stilling som Thrøndelagens Befalingsmand.

Dette var altsaa en Stifts-Synode. Men man har fra samme Aar – 1547 – Vidnesbyrd om, at Kristian den tredie, under hvem Danmarks Superintendenter flere Gange sammenkaldtes for at raadslaa om Kirkens almindelige Anliggender og da ofte fattede Beslutninger, som ogsaa gjordes gjældende i Norge, nu tænkte paa ogsaa at forsamle dette sit andet Kongeriges Superintendenter for at høre deres Mening om „nogle Artikler, Religionen vedkommende.“ Dette norske Bispemøde, hvor ogsaa den fornemste af Rigets Lensherrer, Peder Hanssøn paa Akershuus, skulde indfinde sig, var dog bestemt til at holdes udenfor vort Lands Grændser, nemlig i Skaane, hvorhen Kristian agtede at begive sig^[49].

10. Dog dette Møde er upaatvivlelig aldrig kommet istand. Men Mag. Thorbjørn, Superintendenten i Throndhjem, saa sig dog nødt til at drage ned til Kjøbenhavn, og denne hans tredie Danmarksferd i Stiftets Anliggender maa han vel have tiltraadt allerede ved Midsommerstid 1547, siden han ikke nævnes som tilstedeværende paa det ved den Tid omtalte Prestemøde. Hvad der saa snart efter hans Overtagelse af sit nye Embede har drevet ham til at opsøge Kongen, derom giver et Brev fra ham til sit Kapitel, skrevet i Kjøbenhavn kort før Juletid 1547^[50] den bedste Oplysning

„Stiftet var nemlig nu ikke halv forsynet med Prester.“ Sagen maa vel have været den, at i de 10 Aar efter 1537 mange Prester ere døet bort, uden at man har havt nogen ordentlig Skole, af hvis Disciple de ledige Embeder have kunnet blive besatte, og i andre Stifter, saavelsom i Danmark, herskede jo ved den Tid en lignende Mangel paa Presteemner, saa ingen Hjelp udenfra kunde ventes M. Thorbjørn har ogsaa ganske rigtig rettet sin Tanke imod Skolen og dens vigtige Opgave. Han skriver nemlig, at han har foreholdt Kongen Nødvendigheden af, at Domkirken maatte faa saa meget af sin tilligemed Erkebiskopsgodset inddragne Eiendom igjen, at derfor kunde holdes Læsemester og Skolemester. „Og hvis der ikke holdes en Lektor hos den Skole, da er der ingen Forhaabning mere at faa Prester og Kapellaner af samme Skole, og saa fremdeles bliver den kristelige Religion snart forglemt i det fattige Stift. Hvis det Gods ikke kommer til Kirken igjen, og Skolen ikke bliver med Magt holden, da er det at befrygte, at det Stift bliver slet hedensk igjen, hvilket vil blive Hans Majestæt svart at forsvare for Gud.“ Mag. Thorbjørn fortæller nu Kannikerne, hvorledes han har stræbt at faa Kongen til ogsaa at antage sig den forfaldne Domkirkebygnings nødvendige Restauration, men at Kristian hverken i denne eller i de øvrige Sager har villet give ham noget bestemt Svar; det hedte nemlig i Kjøbenhavn, at Lensherren Kristoffer Galle skulde ventes til en Herredag dernede. Men denne udeblev, og saa skulde Superintendenten opholdes i Danmark, indtil hans Erklæring over Forslagene var hentet fra Steenviksholm. Mag. Thorbjørn beder sluttelig sine Brødre i Kapitlet om, at ogsaa de vilde indsende en Forestilling om de nævnte Mangler i Stiftet, og at de for at give den større Vegt vilde, om de formaaede det, give Danmarks inflydelsesrige Kantsler Johan Friis „nogen Foræring og Skjænk,“ eller, om de ei kunde dette, da love ham „aureos montes“ (!). Ogsaa Kristoffer Galle skulde, om muligt, paavirkes ved Gaver.

Brevet, hvoraf disse vigtige Oplysninger ere hentede, er som sagt skrevet i Kjøbenhavn den 21de December 1547, og Mag Thorbjørn lavede sig nu til Hjemreisen, hvorvel han intet bestemt Svar havde kunnet opnaa. Oldenborgerens saa forroste kristelige Iver synes her, som udentvivl meget ofte, at have maattet staa tilbage for hans navnlig for Norge saa følelige ublue Havesyge^[51].

Det var ikke Guds Villie, at Superintendenten skulde gjensee sit Stift, thi i Begyndelsen af 1548 blev han paa sin Reise gjennem Hedemarken bortreven af Pesten. Hans Dødsdag er ubekjendt, men i Paaskeugen var hans Afgang allerede bekjendt i Bergen^[52]. Han blev begraven ved Prædikestolen i Ringsakers Kirke^[53].

Kun saare kort nød altsaa Thrøndelagen godt af sin første lutherske Biskop, saa kort, at hans Navn i forrige Aarhundrede var gaaet i Forglemmelse, hvorfor Eftermanden, hvem en længere Levetid forundtes, gjerne nævntes som den første i den evangeliske Bisperække. Men jeg haaber, at hvad det her har lykkedes mig at samle om hans Liv og Virksomhed, har været nok til at vise, hvor stort et Tab hans Død har forvoldet, og det er min Tro, at han maa holdes for en af vor Kirkehistories skjønneste Prydelser. Til Luthers og Bugenhagens Udtalelser om ham kan føies, at ogsaa Dr. Palladius – i sin lille Bog om St. Peders Skib – regner ham blandt Sandhedens Vidner.

Om hans Familieforhold vides, at han havde en Broder Jens, der formodentlig ogsaa var geistlig. I 1550 begroves i Domkirken „Mester Thorbjørns Søn Olaf,“ rimeligviis har altsaa dette været Superintendentens Barn. Til Throndhjems Kapitelsbibliothek skjænkede han endeel Bøger, hvoriblandt Augustins Verker.

1. Norske Saml. 8vo 1. 83.
2. Lange, Norsk Tidsskr. 4. 88.
3. Paludan Müller, Grevens Feide 2. 71–72.
4. Lange, Klosterhist. 243–244.
5. Norges Beskr. 96.
6. Norske Saml. 8vo 1, 20.
7. Diplom. Dalekarl. 1. 139.
8. N. Saml. 8vo 2. 51.
9. Oplysningerne om Jamteland skyldes Anjou’s Svenska Kyrkoreform. Historia 2. 37 og 2. 192.
10. Throndhjems Kapitelsbog „No. 2“ paa del store kgl. Bibl. i Kjøbenhavn.
11. Denne Hr. Thorfinn døde som Kannik den 8 Juli 1546. (Thjems. Kapitelsbog No. 2).
12. Noget „Følgebrev“ for Hvitfeld findes ei i Registranten førend i 1538 og da for Helgeland. Imidlertid er det en given Sag, at han var Lensherre over Steenviksholm. Paa en Seddel i Schønings Samlinger heder det: „Ao. 1537 ved Paaske blev Kristoffer Hvitfeld indsat af Truid Ulfstand.“
13. Denne Mands Navn var Nils Lauritssøn. Hans Sønnesøn Nils Lauritssøn (Arctander eller Nordbagge), der siden blev Biskop i Viborg, fortæller i sin nu meget sjeldne lille Bog „Speculum miseriae humanae“(i den Hjelmstjernske Samling paa det store kgl. Bibl.) Kbh. 1610: „Tilforn havde ingen Borgermester været i Throndhjem, men Erkebispen havde selv ved sin Befalingsmand eller Foged regjeret Byen til den Dag, i hvilken Bestilling min Farfader havde og tjent ham.“
14. Beretningerne stemme ei overeens om denne Begivenheds Aar. Arild Hvitfeld sætter i sin Krønike Aar 1537, men Pontoppidan (Ann. 3. 231) og Schøning have 1541. Man har ogsaa Sagn om, at hollandske Sørøvere vovede sig lige til Throndhjem selv, hvor de i Mangel af bedre Bytte borttoge Marmorstatuer fra Kirken.
15. Schøning Domk. Beskr. (Anh.) 84–85.
16. A. Hvitfelds Krønike (Folioudg.) 2. 1496. Gelehrter Männer Briefe an die Könige von Dänemark 2. 260.
17. Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed 102.
18. Denne skamløse Mands Rygte naaede endog til Sverige. Det er ham, som menes ved „Tildersonius quidque rapex,“ som omtales i de interessante „Qverelae Svecicae“, der læses i Langebekiana 271 ffg.
19. De opregnes hos Schøning, Domk. Beskr. 232–33: Throndenes (Decanus). Tromsø (Præpositus, Vesteraalen (Archidiac.) Lofoten, Herrø, Lødingen, Rødøen, Brønø, Salten, Alstahoug, Nærøen, Overhalden, Ørlandet, Hitteren, Aure, Kvernes. Veø, Borgund, Meelhuus, Verdalen, Størdalen, Skogn, Sveig (i Herjedalen).
20. Schøning l. c. 283. I hans utrykte Kilde staar: „Ottoni Stigsson coacti immensam pecuniam dedimus.“
21. P. Klaussøn Norges Beskr. 90. R. Keysers Kirkehist. 2. 726–27.
22. Som Bilag til nærværende Skrift vil blive trykt et Par samtidige Fortegnelser over de øvrige Kanniker med en Deel Bemerkninger om enkelte af dem.
23. Her et Udkast til en Fortegnelse: 1. Geble Pederssøn, 2. Dr. Hans Jesperssøn (den bekjendte Konfessionarius), 3. Dr. Hans Rosing, 4. Peder Dass, 5–6. Hans Egede og hans Søn Poul, 7. Biskop Kristoffer Nyrop, 8. M. Benjamin Dass, 9. Gerhard Schøning, 10. Hans Paus (Lovhistorikeren), 11. Biskop M. B. Krogh, 12. G. Sverdrup, 13. S. B. Hersleb, Ogsaa C. C. Werlauff hidrører herfra.
24. Disse Oplysninger skyldes Nye (danske) kirkehist. Samlinger (ved Holger Rørdam) 1. 341.
25. Thjems. Kapitelsbog „No. 2.“
26. Danske Magasin. (ældste Række) 6. 290–92.
27. Herved menes naturligvis Vincents Lunge. Prof. Keyser tager, som bekjendt, Erkebiskoppen i Forsvar for den almindelige Beskyldning mod ham om at have ladet Hr. Vincents dræbe. Denne Kannikernes ligefremme Beretning synes dog stærkt at vidne til Olaf Engelbrektssøns Skade.
28. Danske Magasin l. c.
29. apitelsbogen „No. 2.“ Merkeligt, at intet af disse tvende gottorpske Kongebreve findes i Registranten, et godt Merke paa, hvor unøiagtig denne maa være ført i den første Tid.
30. Kapitelsbogen „No. 1.“
31. Kapitelsbogen „No. 2.“ I denne haves endnu en Liste over Degnegaardens Inventarium, optagen efter Hr. Knuts Død i Overvær af hans Moder „Hustru Kristin,“ tre Kanniker, Lagmanden Olaf Monssøn og Borgeren Troels Jyde. (Denne sidste havde været Erkebiskoppens Mand og for ham indsamlet Sølv og Kostbarheder fra Kirkerne paa Helgeland; cfr. Paludan Müller Grevens Feide 2. 402). Indtægterne af Throndenes, hvis 14 Kirker, styrede af 7 Kapellaner, laa til Degnedømmet, havde før udgjort Mag. Thorbjørns Deel af Degnedømmets Rente.
32. Kapitelsbogen „No. 1.“
33. Norges Beskr. 89. Disse Sager høre maaskee til det, som blev Otto Stigssøns Bytte.
34. Kapitelsbogen „No. 2“. Se Bilagene.
35. „No. 2“. Se Bilagene.
36. Nyerup, om de lat. Skoler (Uvist af hvilken Kilde).
37. Erlandsen, Thjems. Stifts Geistl. 350.
38. Læses i Danske Magasin 6. 294.
39. H. Rørdam. Nye (danske) kirk-hist. Samlinger 1. 467, Han kaldes i Matrikulen „Dorbernus Andenus, Norvegianus Magister Hauniensis.“
40. Gelehrter Männer Briefe an die Könige von Dänemark, 2. 265 og 1. 40. Luthers Brev er af 14de, Bugenhagens af 12te April 1545.
41. Norske Registranter 1, 84 Danske Mag. 6, 294.
42. Kirkeordinantsens Ord.
43. Danske Geheimearkivs „Norske Samlinger“ 4de Afd. Fasc. 10.
44. Registr. 1. 68. Kapitelsb. No. 1.
45. N. Registr. 1. 60.
46. R. Keysers Kirkehist. 2. 351, 877.
47. Gjesteri, deels in natura som Indryk af Lensherren og hans Tjenere saavelsom af allehaande andre fremmede og reisende, deels som en Slags Afgift var i de Tider en Tyngsel, hvorover Geistligheden ofte klagede. Jfr. f. Ex. et Bilag til dette Skrift, indeholdende Geistlighedens Besværinger ved Hyldingen 1661.
48. Dokumenter i danske Geheimearkiv. Ingen af de i Dokum. opregnede Geistlige forekomme i Erlandsens Prestehistorie.
49. Norske Registranter 1. 92.
50. Danske Magasin, 6. 296–99.
51. Ganske af samme Mening om Kristian den tredie er ogsaa E. Sars: „Norge under Foren. m. Danm.,“ S. 40.
52. M. Geble Pederssøn og Kristoffer Hvitfeld skrive Fredag i Paaskeugen 1548 til Throndhjems Kapitel og anbefale en Peder Olssøn fra Nordland, som af den nu bortdøde Mag. Thorbjørn havde faaet Løfte om et Kanonikat. Peter studerede, heder det, i Kjøbenhavn. (Schönings Optegnelser).
53. Norske Magasin 1, 113.