Wikikilden

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/10

< Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Dr. Eiler Hagerup. (1731–1743).

1. Allerede længe før Krogs Død havde Regjeringen tænkt paa, hvo der i Tiden skulde blive hans Eftermand, og hertil ansaaes almindelig Lektor Th. v. Westen at være udseet. Da denne i 1719 var i Kjøbenhavn, vilde Kongen have afsat Krog og givet Lektoren Bispestolen, men den fromme Mand vilde ei modtage Tilbudet, han gjorde endog Knæfald for Kongen og reddede paa den Maade sin Avindsmand og Forfølger[1]. Siden lykkedes det imidlertid Frederik den fjerdes meest betroede Mand i Norge, Biskop Bartholomæus Deichmann, at lede Kongens Tanke bort fra Th. v. Westen og at i 1724 udvirke for sin egen Svigersøn Provst P. M. Tanch i Bergen et Løfte om Sukcession, hvilket imidlertid ved Deichmanns pludselige Fald blev taget tilbage. Da Krog endelig døde, tilfaldt saaledes Bispestolen en Mand, hvem vi ovenfor flere Gange havt Anledning til at nævne, Eiler Hagerup.

Som man vil erindre, gjorde denne 1715, medens han som „Syvstjernernes“ Udsending opholdt sig i Kjøbenhavn, sin Lykke hos Hoffet, saa at han istedetfor at vende hjem til sit Kapellani, blev kaldet til Sogneprest til Kallundborg. Da Th. v. Westen døde 1727, blev Lektoratet i Throndhjem ham overdraget, hvilket Embede han ikke havde ansøgt om, og som han kun skal have modtaget mod sin Vilje, idet Omsorgen for Finne-Missionen, hvilken fremdeles skulde udgjøre Hovedsagen ved Lektors Virksomhed, ikke synes at have tiltalt ham[2]. Han kom derved i et saare spændt Forhold til den Mand, som trolig havde bistaaet Thomas v. Westen, og som efter hans Død i flere Aar med største Varme og Inderlighed omfattede den finmarkske Mission, Konrektor og (siden 1729) Rektor Mag. Hans Skanke, der i sine Breve til et af Missionskolligets Medlemmer, J. W. Schrøder, bittert beklager sig over de Hindringer, Hagerup lagde ham i Veien. I 1728 blev Hagerup ved Mag. Bonsachs Død Stiftsprovst i Throndhjem, dog saa at han tillige beholdt Lektoratet, ligesom der ogsaa viistes ham en anden Naade, den nemlig at han fik sin residerende Kapellan, Mag. Parelius, Forfatter af det i forrige Kapitel gjennemgaaede Klageskrift, mod dennes Vilje fjernet til Størdalens Sognekald, da han ikke syntes om ham. Endelig sattes han af Kristian den sjette paa Throndhjems Bispestol, til hvilket Embede han modtog sin Indvielse i Kjøbenhavn den 2den Decbr. 1731 af Dr. Vilh. Worm.

2. I sin Ungdom havde Hagerup vakt store Forhaabninger, havde staaet i stort Ry for sin sjeldne Veltalenhed og derfor tidlig været heldig paa Befordringsbanen. Men alle Merker tyde paa, at han var af dem, hvis Varme, Iver og Virkelyst aftog i samme Forhold, som hans jordiske Værdighed og Anseelse tiltog. Han var imidlertid ingenlunde noget enestaaende Exempel paa en Kapellan, hvem Medgang inden kort Tid forvandlede til en herskesyg Prælat. Hans Samtid var tvertimod meget rig paa saadanne Fænomener. I den foregaaende Periode var lidet eller intet Hensyn taget til Presternes Begavelse for sit egentlige Kald, men alt havde beroet paa Anciennitet, Familieforhold eller pedantisk Lærdom. Nu, da der havde fundet en Opvækkelse Sted i Kirken, stræbte Styrelsen derimod ivrigen at fremdrage unge Mænd, hos hvem den troede, at en varm kristelig Aand rørte sig, men ikke alle de, som paa den Maade uventet kom til Ære, taalte sin Ophøielse. Som nogle af de merkeligste af den Slags vil den norske Kirkehistorie i sin Tid komme til at opstille Ole Tidemand og Eiler Hagerup. At den sidstnævnte som Biskop ikke svarede til de Forventninger, han som ung Prest havde vakt, viser sig især ved hans Forhold til Rektorerne Skanke og Dass, hans uforsvarlige Nepotisme og hans Strid med sin Ungdomsven Biskop Peder Hersleb. Vi skulle noget nøiere dvæle ved disse Sager.

3. Samtidig med, at Hagerup blev Biskop, var Lektoratet, som han før havde beklædt ved Siden af sit Stiftsprovstembede, blevet Rektor Skanke overdraget[3], og tillige skulde, som Skankes Breve vise, det umiddelbare Opsyn med Finnemissionen fremdeles være knyttet til dette Embede. Herover blev nu Hagerup ligesaa forbitret paa Skanke, som Krog i sin Tid havde været det paa Th. v. Westen, og da Biskopen kort efter drog til Kjøbenhavn for at ordineres, lykkedes det ham at faa Kancelliet til at kalde Skankes Udnævnelse til Lektor tilbage, efterat Manden allerede havde overtaget Embedet, et Exempel, som vistnok er meget sjeldent, om ikke enestaaende, ja han drev det endog derhen, at han selv fik Lov at beholde Lektoratet, og skaffede sig desuden Beskikkelse som Medlem af Missionskollegiet, hvorved ogsaa Bestyrelsen af den finmarkske Mission kom aldeles i hans Hænder. I et Brev til Schrøder af 22de September 1731 omtaler Skanke den Sag med en merkelig Resignation og Ro saaledes: „Lektoratet fornemmes at være givet Hagerup tilbage, hvormed, om han bliver tilfreds (lader sig nøie) vil snart ytre sig Missionens Direktion er hans høieste Anliggende. Faar Biskop Hagerup den Magt, som hans Vilje er, kan jeg ikke mere tænke paa at være Rektor, men vil jeg saa nyde nogen god Dag i Livet, bliver vel det raadeligste, at jeg seer mig om Rolighed“[4]. Skanke vedblev imidlertid som Rektor, indtil han afløstes af Mag. Benjamin Dass, som erholdt Embedet den 10de Decbr. 1734 imod at svare Formanden Pension. I Mellemtiden havde Biskopen paa mangfoldige Maader chikaneret Skanke. Allerede i 1729 havde han, endnu Stiftsprovst, søgt at formaa Rektor til mod en Pengesum at tage Afsked, for at han kunde faa en Slægtning ind i Embedet, og siden havde han villet true ham til at søge en Raadmandsbestilling i Throndhjem; da dette ei hjalp, greb han paa den mest krænkende Maade ind i Rektors Embedsvirksomhed ved umiddelbare Ordre baade til Lærere og Disciple. Endelig trak da Skanke sig, træt af Skolelivet, tilbage og privatiserede i nogle Aar, indtil han 1738 blev Sogneprest til Meelhuus og Aaret efter døde. Han var en ypperlig Latiner, hvad hans i ualmindelig korrekt og elegant Latin affattede Digt „Fata Nidrosiana“[5] noksom viser, og derhos ogsaa efter den Tids Maade en ret heldig dansk Digter. Han forfattede aandelige Psalmer og bl. a. ogsaa et Digt „Jonas,“ som Biskop Gunnerus mange Aar efter hans Død fandt værdigt til Udgivelse. Men allermeest bør hans Nidkjærhed for Missionen sikre denne Th. v. Westens troeste Medarbeider et hæderligt Eftermæle.

4. Mag. Benjamin Dass, en Mand, hvem Suhm[6] i Lærdom sætter over Gunnerus, var en fattig Helgelending[7], hvem Th. v. Westen.blev opmærksom paa og tog med til Throndhjem, idet han oprindelig var bestemt til at blive Missionær. Han blev Student 1726, og under sit lange Ophold ved Universitetet lagde han, skjønt yderst fattig, Grunden til sin ualmindelige Bogkundskab og sit merkelige Bibliothek. 1734 blev han, som fortalt, Rektor, og Aaret efter Magister.

Fra 1735 har man en hidtil ubenyttet Memorial af ham, hvori han, netop efter at have tiltraadt sit Embede, gjør Biskopen endeel Forslag til Forbedringer i Skolens Forfatning[8]. En kort Gjennemgaaelse heraf vil lade os gjøre et interessant Indblik i Tidens Skoleforhold.

Forestillingen indledes med den Bemerkning, at Rektor ved sin Examen har fundet Skolen i stor „Uorden og slet Tilstand.“ Han oplyser dernæst, at nederste Klasses Elever for det meste vare optagne i Vaisenhuset, som nylig var anlagt. Denne Klasse underviisies især i Aurora og Donat. Hver Søndag skulde Disciplene under Hørernes Opsigt gaa i Kirke, fjerde Lektie i Frue Kirke, de øvrige i Domkirken. Efter Prædiken skulde de følge sine Hørere tilbage paa Skolen for at examineres i Evangeliet og i den hørte Prædikens Indhold. Naar Rektor og Lærerne gik til Guds Bord, skulde de Disciple, som dertil vare modne, følge med. Inden en Discipel første Gang stededes til Alters, skulde han først af Høreren, derpaa af Rektor examineres og belæres om den helligeHandlings Betydning. Rektor, Konrektor og enhver af Hørerne skulde hver een Gang om Aaret holde en offentlig Tale paa Skolen over en „bekvem Materie.“ Hver Onsdag Eftermiddag skulde Konrektor og Hørerne under Rektors Tilsyn katekisere sine Disciple. Underviisningen skulde foregaa om Formiddagen fra Kl. 6–10 (om Vinteren 8–11) og om Eftermiddagen fra 2–5. Da Disciplene hver Mortensdag og ved Juletider skulde gaa om for at synge og musicere i Byen, maatte de have nogle Feriedage til at øve sig heri. „Den hidindtil brugelige Skik, at visse Disciple undertiden have øvet sig i at prædike i Hospitalets Fattighuus, er vel i sig selv god og berømmelig, men Rektor maa have Indseende dermed, at det ei tillades dem, som ellers i deres Sager ere ganske slette eller og for uskikkelig Opførsel bekjendte. Og siden det er venteligt, at de, som ere i de nedrige (!) Klasser, ei ere komne saavidt, at de kunne begribe eller sammenskrive noget retskaffent i denne Materie, saa maa denne Øvelse alene være den øverste Part i den øverste Klasse tilladt. De, som saaledes ville øve sig, maa altid først indgive deres Prædiken til Rektors Revision. Ligeledes maa alle de af Disciplene, som gjøre Vers enten til Bryllupper eller Begravelser, først lade Rektor gjennemsee dem, før de understaa sig at frembære dem. Naar Disciplene skal af Skolen dimitteres, maa enhver af dem først holde en liden Afskedstale, hvilken de først forevise Rektor.“

Forholdet mellem Hagerup og Dass blev meget snart saare misligt, især siden det havde lykkedes Biskopen at faa sin endnu ikke attenaarige Søn Hans Hagerup beskikket til Konrektor (14de Oktbr. 1735). Denne, der siden blev Amtmand i Nordlandene og endelig Stiftamtmand i Kristiansand, skal siden have viist sig som en flink Mand, men var da naturligviis endnu ikke stort mere end en Dreng, uduelig til at være Konrektor i en lærd Skole. Allerede i Juli 1736 svævede der ifølge Skankes Breve en Proces mellem Biskop og Rektor for Provsteretten i Throndhjem. Skanke ytrer videre om Dass: „Flittigere har han ikke kunnet arbeide, endogsaa trælagtigere end en Rektor tilkommer og for den Skyld umageligen taget sig over paa Skolen at logere. Men saalænge Rektor har den mindste Vilje for sit Embede at tuere og ikke overlader Biskopen den hele Disposition, maa ikke Fordrag ventes med Biskop Hagerup. Dertil skal han tvinges ved arrogative Myndighed og Hovmod.“ Videre at forfølge Hagerups idelige forargelige Indgreb i Rektors Embede, vilde her føre os for vidt. Vi maa alene bemerke, at Dass bragte Throndhjems Skole i en meget blomstrende Tilstand, noget som siden noksom er bleven erkjendt af alle. Da det imidlertid vistnok vil more Læseren at lære Hagerups Opførsel som Skoleefor nøiere at kjende, aftrykke vi mellem vore Bilag nogle hidtil ukjendte Breve derom, som ville supplere, hvad allerede før herom er offentliggjort[9].

5. Som Biskop ønskede Hagerup intet hellere end at kunne gjøre sig bemerket under de mangehaande religiøse Brydninger og Kampe, hvorpaa netop hans Samtid var saa rig. I 1733, da Hoffet paa sin norske Reise ogsaa kom til Throndhjem, fandt han en Anledning til at blande sig i Striden mellem Pietister og Orthodoxe. Da han nemlig skulde prædike for Kongehuset, gjorde han sig det til Opgave at skildre den falske Profet, og gav navnlig tilkjende sin Bekymring for, at de i Kjøbenhavn, især med Hensyn til Skriftemaalet opstaaede Uenigheder skulde afstedkomme Splittelse i Kirken. Denne Prædiken lod han trykke og i mange Exemplarer uddele i Kjøbenhavn. Allerede en af hans Tilhørere, Frøken Zeidewitz, en af Dronningens Hofdamer, havde strax tilskrevet ham et Brev, hvori hun udtalte sit Mishag med hans Prædiken og navnlig sin Sorg over, at han, som hiin tydelig forstod, netop vilde stemple Biskop Hersleb som en falsk Profet. Hun meente derhos ogsaa, at Biskopen hellere privat end offentlig burde fremsætte sine Bemerkninger o. s. v. Biskopen blev hende ikke Svar skyldig, lod hende vide, at han selv nu af Erfaring var bleven klogere, at Prester skulde være Statens Tjenere, i alle Ting, saaledes ogsaa i Spørgsmaalet om Absolution rette sig efter dennes Bud, og endelig, at Frøkenen passende burde holde sig fra at dømme om saadanne Ting[10].

Til sin Skolekammerat Hersleb havde Hagerup fra Ungdommen af staaet i et meget venskabeligt Forhold, og da Hersleb var bleven Biskop i Norge, foretog han endog, som jeg af et samtidigt utrykt Brev har seet, en Reise op til Throndhjem for at besøge Hagerup og andre gode Venner. Da nu Hersleb en Tid efter i et fortroligt Brev til Hagerup havde omtalt sin Broders Forhold[11] og sine egne Anskuelser af Absolutionsspørgsmaalet, fandt Throndhjems Biskop for godt at oversætte enkelte Stykker af dette Brev paa Latin og udgive det tilligemed sit eget ligeledes latinske Svar, hvori han forsvarede den nu brugelige Absolution. Peder Hersleb manglede imidlertid ikke Svar, men tilskrev Hagerup i sin djerve og spydige Stiil blandt andet følgende: „Undrer Du Dig over, at jeg har besvaret din Skrivelse, da maa Du vide, at jeg og undrer mig over at see et latinsk Brev, efterat vi nu i 14 Aar have korresponderet paa dansk om theologiske Materier; jeg gjorde mig Spekulationer derover og var moxen af de Tanker, at Du havde glemt dit Modersmaal, siden Du blev Bisp. Jeg holder nu rigtignok den Theologi for suspekt, der ikke lader sig udsige udi andre Sprog end paa Latin; thi den er da kun grundet paa skolastiske Terminer og Distinktioner, men jeg lader Dig Frihed derover at tænke, at jeg har glemt min Latin Iblandt de Kuriositeter, jeg har fundet i gamle Sager[12], er ogsaa denne, at paa samme Tid der var en Bisp i Kristiania (Oslo), navnlig Hans Ræv, var der en Bisp i Throndhjem, navnlig Hans Gaas. Jeg tror, Du har Lyst at sno det om i dette Sekulum, og at Ræven skal være i Throndhjem og Gaasen i Kristiania, men Du maa og tro, at din Ræv ikke skal bide min Gaas, længer end jeg selv vil.“ I et andet, endnu utrykt Brev, advarer Hersleb Hagerup fra at blive mellem dem, „som have een Religion som Kapellaner, en anden som Sogneprester og en tredie som Biskoper.“ Denne Strid mellem de tvende Biskoper vakte megen Opsigt hos Samtiden.

6. Paa Hagerups Nepotisme have vi allerede seet et talende Exempel, nemlig, at han fik sin Søn, endnu før denne havde fyldt det 18de Aar, beskikket til Konrektor. Ved Siden af dette Embede lod han det unge umodne Menneske tillige bestyre Lektoratet, hvilket Biskopen, som fortalt, havde paa en skammelig Maade berøvet Rektor Skanke, og hvis Indtægter han nu forstod at bebolde, uden nogen Møie ved Embedets Besøxgelse. Et utrykt Klageskrift[13] til Kongen over Biskopens Ferd oplyser foruden den uvittige Maade, hvorpaa den unge Konrektor Hagerup opførte sig som Viceleklor, tillige adskillige grove Træk af den Partiskhed, hvormed Biskopen søgte at skaffe sine Slægtninge og Venner geistlig Befordring i Stiftet. Man bør nu vistnok ikke altid skjænke saadanne Klageskrifter fuld Tillid, men naar deres Indhold, som her, stemmer overeens med, hvad man fra andre og ganske paalidelige Kilder veed om dem, mod hvilke de ere rettede, tør man nok lade deslige Besværinger staa tiltroende. Det heder da om Hagerup, at P. Munthe, som i en Alder af 33 Aar fik det store Thingvolds Kald, havde for Penge kjøbt sig Biskopens Anbefaling, at denne paa en ubillig Maade fremtrak tvende unge Mænd, der vare hans Fættere, Eiler Rosenvinge, (som siden viiste sig som en meget slet Prest og tilsidst af den Grund blev dømt fra sit Embede) til Frostens og Peder Rosenvinge til Selbo Sognekald. At den ovenfor udførligere omtalte Mag. Skanke fik Meelhuus Kald, skyldtes, heder det, kun den for ham heldige Omstændighed, at Biskopen, som vilde skaffe sin Svoger Lars Barhow Embedet, var fraværende i Finmarken ved den Tid, da dette skulde besættes. Da Hagerup fik Skankes Befordring at vide, skal han have udladt sig med, at han skulde vide at formaa Kongen til at kalde hans Bestalling tilbage, ligesom da Skanke var bleven Lektor, men vi vide ei, om han virkelig har forsøgt det. Endelig fortæller Klageren, at Biskopen ved den Tid, (1738) arbeidede paa tvende unge Mænds Befordring, som han vilde faa indgiftede i sin Familie.

7. Kristian den sjettes Regjeringstid er den Periode af vor nyere Historie, i hvilken uden Sammenligning flere Forbedringer eller Forandringer ere foretagne i de kirkelige Anliggender, end i nogen anden; Forordningerne om Sabbaten, om skjerpet Kirketugt (begge fra 1735) om Konfirmationen (1737), Oprettelsen af Generalkirkeinspektionskollegiet (1737), Ophævelser af en Mængde mindre nødvendige Prædikener, for at give Plads for Kathekisationer (1739), Forordningen angaaende Latinskolerne (1739) og om Almueskolerne paa Landet (samme Aar), Autorisationen af Pontoppidans Forklaring (1738) og Bestemmelserne om gudelige Forsamlinger af Lægfolk(1742) ere følgerige Skridt fra Kirkestyrelsens Side, gjorte i en ganske kort Tid. Naar den lutherske Kirke i Norge engang finder sin Historieskriver, vil man faa at see, hvorledes der i de to sydligere Stifter, Kristianias og Bergens, i hine merkelige Aar rørte sig navnlig i Byerne et heelt bevæget religiøst Liv, og at sekteriske Fænomener, især herrnhutiske og gjendøberiske, i ikke saa ringe Mon kom tilskue. Men uagtet Throndhjems Stift netop var det, hvor Tidens Tegn først lode sig iagttage ved Syvstjernernes Optræden, udmerker sig den samme Deel af Landet i den følgende Tid netop som den, der opviser de færreste eller saagodtsom ingen Exempler paa aandelig Bevægelse eller Røre; dog maa kanskee her noget Hensyn tages til, at Stiftet under Kristian den sjettes og Fredrik den femtes Regjering styredes af Biskoper, hvilke ingenlunde saaledes som Hersleb i Kristiania og Pontoppidan i Bergen vare de sande Fremskridtsmænd, der baade iagttoge, ledede og i sine Indberetninger til Kirkestyrelsen beskreve Bevægelserne[14]. Vist er det, at de forhaandenværende Kilder for samtlige tre sydligere Stifters Vekommende i Omfang og Rigdom i en paafaldende Grad overgaa, hvad vi af Hagerups og Nannestads magre Relationer kunne øse; men heller ikke fra Ludvig Harboe, der var en, begge de nævnte langt overlegen Mand, haves noget af Betydenhed, og dette sidste er netop et Beviis for, at der heller ikke foregik meget, som fortjener at opbevares.

8. Hagerups Visitatsberetninger indeholde, naar man fradrager, hvad der angaar Finnemissionen, hvis Historie her ei medtages, hovedsagelig kun følgende. I 1737 visiterede han Tydalen, hvor der vel kun 6 Søndage om Aaret par Tjeneste, men hvor Almuen dog hver Helligdag samledes til Kirken for at synge og høre en Prædiken forelæst af en Postille. „Hver Huusbonde lærer selv sine Børn baade at læse og skrive. Der er saare god Levemaade blandt dem. Af 21 Huusbønder fandtes kun een lastelig.“ I Singsaas blev Biskopen ved Visitatsen samme Aar af Almuen anmodet om at skaffe dem Bibler og Postiller. I det følgende Aar (1738) fortæller han, at han i Opdal stødte paa en Sogneprest[15], „der havde gode Studier og elskede historiam ecclesiasticam.“ Forøvrig stødte han i samme Prestegjeld paa gamle Folk, som ikke kunde læse indenad, og „unge Folk havde den Sedvane at løbe om for tidlig paa Beileri.“ Meldalen havde tre Skoleholdere, og der var i Bøndernes Huse „daglig Bøn og kristelig Skik.“ Derimod berettes, at ved Molde „findes meget Fylderi, Horeri, Klammeri og Tyveri.“ Stadsbygdens Ungdom udmerkede sig som den „lærdeste“ i hele Stiftet. I Nordlandene opdagedes endeel Skandaler, som ledede til et Par Presters Afsættelse.

At Konventikler og Lægfolkssamlinger dog ikke ganske vare ukjendte i Throndhjems By paa denne Tid, sees af en Indberetning af 16de Decbr. 1740 fra Biskopen og Stiftamtmand Nissen, der oplyser, „at nogle Kvindemennesker paa egen Autoritet gjorde Forsamlinger, udi hvilke de anfanger publice adskillige Øvelser med at forklare Bibel og Katekismus, at gjøre extemporale Bønner og heftige Formaninger. Saadant havde i nogle Aar passeret med mere Stilhed og Varsomhed, men skeer nu med større Frihed, Dristighed og Offentlighed, da Pøbelen gjør stort Tilløb til saadanne Huse og Gader med Allarm, Overlast og mange Insolentier, som tegner større og skadeligere.“ (Samtidig indberetter ogsaa N. Tønder[16], Sognepræst til Frue Kirke, om den samme Sag, „at letsindige Mennesker falskelig har anseet en kristelig og sømmelig Huusandagt, holden af et aldrende og meget fornuftigt Kvindemenneske, for en uordentlig Konventikel“[16]). Af Biskopens og Stiftamtmandens Skrivelse sees ogsaa, at der gaves Folk i Throndhjem, „som udsagde, at de henregnede sig til den herrnhutiske Kirke mere end til den lutherske.“

I Overhalvden forefaldt omtrent ved den Tid, da Biskop Hagerup døde, en Strid mellem Sognepresten, den ellers meget anseede Morten Lund og Kapellanen, Ole Thulesius, en stridig Mand, der senere som Tredieprest i Kristiania i mange Aar var Byens Fabel. Almuen klagede under 12te Juli 1743 over Sognepresten, som skulde have kaldt Bønderne-„Rebeller og ulydige Undersatter,“ udskjeldt Thulesius for en Pietist og overøst ham med et Spand Vand, og som Prest „veiledet Menigheden urettelig og forargelig.“ Thulesius, der ogsaa klagede, nemlig over at Lund beskyttedes af „sin Svoger“ Biskop Hagerup, maatte imidlertid forlade Kaldet.

Ganske betegnende er det, hvilket Hensyn i hine Dage blev taget til de Memorialer, Klager o. s. v., som, tildeels endog anonymt, idelig indkom til Kirkeinspektionskollegiet. Da saaledes en Prest i 1738 laa i Kjøbenhavn for at „sollicitere,“ indgav han en Betænkning om Almueskolevæsenet, som strax med Fortielse af Forfatterens Navn sendtes om til Biskopernes Erklæring. En anonym Klage over Geistligheden i Norge viiste man samme Opmærksomhed, indtil det af Biskop Hagerup oplystes, at Forfatteren var en Officeer i Indherred, som dermed kun vilde sin Uven, Mag. Parelius i Størdalen, tillivs, da han mistænkte denne for at have skrevet en lignende Besværing over Militæretaten[17].

9. Af andre Ting, som fortjene at omtales i nærværende Kapitel, turde blandt de vigtigste være Forordningen af Marts 1742 om større Sognekalds bedre Forsyning med Prester og om at de „residerende Pastorer[18] i Annexerne ved given Leilighed skulde blive Sogneprester i „frie Kald.“ I denne og den følgende Tid bleve ogsaa de Throndhjems Prester underlagte Landkald fra Vicepastorater forandrede til selvftændige Sogneprestembeder, hvilket før er udviklet. Hiin Lov medførte derfor meget velgjørende Følger saavel for Menighederne, som for den geistlige Stand.

Dernæst maa det ikke glemmes, at Throndhjem netop ved samme Tid (1741) fik sit første Bogtrykkeri, som Jens Kristensøn Winding fik Privilegium paa at anlægge. Biskopen, hvem Censuren af mindre Bøger der i Byen blev overdragen, udgav ogsaa paa Anmodning den første Bog, som leveredes fra den throndhjemske Presse, nemlig otte Prestevielsestaler i Kvart[19].

10. Eiler Hagerup døde, 58 Aar gammel, den 15de April 1743. Hans Hustru var en Provstedatter fra Kvernes, der døde 1737 efter at have bragt sit 17de Barn til Verden. Af disse mange Børn kan foruden den allerede nævnte Konrektor, siden Amtmand Hans Hagerup (hvis Efterkommere førte det adelige Navn Gyldenpalm) merkes Sønnen, Dr. Kristian Frederik Hagerup, Stiftsprovst i Throndhjem. Ogsaa antog han sig en Slegtning Eiler, som efter sin Velgjører optog Navnet Hagerup og siden selv blev Biskop, først i Ribe, siden i Bergen og endelig i Kristiansand.

E. O. Schwartzkopf’s allerede i Anledning af M. C. Volqvartz citerede Optegnelsesbog indeholder om Biskop Hagerup følgende, som jeg tror, tildels træffende Notitser. „Han blev som den dristigste af Syvstjernerne i Biskop Krogs Tid, som ei var for gudfrygtig, nedsendt til Kjøbenhavn, hvor han kom mere og mere i Kredit hos alle kongelige og andre Herskaber, saa at de kappedes om at høre ham. Derfor blev han Prest i Kallundborg, for at være ved Haanden. Overalt blev han antagen som en Engel, men tillige som en Forskrækkelsens Konge mod al Ugudelighed, især mod Presterne. Men da Peder Hersleb kom til Hove, faldt Hagerups Anseelse saa uformerket bort, men Fortrydelsen mellem disse to Prælater ytrede sig ei ret, før de begge vare blevne Biskoper og vexlede heftige Breve med hinanden. Da Lektoratet i Throndhjem blev ledigt efter v. Westen, maatte H. tage derimod, men han tvang dem til at gjøre ham baade til Viceprovst og saa at sige Vicebiskop, inden han slap dem. Han har oversat adskillige smaa Traktater af Engelsk. I det filologiske vidste han noget efter Klostermaneer, i det theologiske ligeledes efter Systemerne og Bogstaven, men i det filosofiske slet intet. Al hans Nidkjerhed forgik ham, inden han døde“[20].

  1. ↑ Hammond 622. Th. v. Westen havde ogsaa Tilbud om Kristianssands Bispestol, da den i 1720 var ledig efter J. Bircherod.
  2. ↑ Selv siger han i sin korte utrykte Autobiografi (hos Thura, valvae scholarum apertae, paa Kjøbenhavns Univ.-Bibl.): „Ex beneplacito regis jussus sum Nidrosiam redire,“ og Mag. Hans Skanke fortæller i et utrykt Brev til J. W. Schrøder (Ledreborgske Haandskriftsamling): „Og har Hr. Lektor Hagerup, som han siger, imod sin Vilje taget sig det Verk paa, saa hører man af hans Mund og seer i Gjerningen, at han ingen Vilje eller Kjærlighed har derfor.“ (Skrevet 26de Marts 1729).
  3. ↑ I en Protokol i Geheimearkivet, hvori alle Embedsudnævnelser, der gik gjennem Kancelliet fra omtrent 1730 af, ere optegnede, og som altsaa for lange (Tider er en officiel Hovedkilde til fortløbende norske Statskalendere for tidligere Dage, findes virkelig anført, at Hans Skanke blev udnævnt til Lektor 27de Juni 1731.
  4. ↑ Som ovenfor bemerket, gjemmes disse interessante Breve i den Ledreborgske Samling. Skanke foreslaar i det ovenciterede Brev, at Stiftet burde deles, saa at Nordland og Finmarken blev et eget Bispedømme, hvilket han meente kunde i høi Grad gavne Missionen. Men hertil var Tiden endnu ikke kommen.
  5. ↑ N. Vidsk.-Selsk. Skr. i 19de. Aarh 1, 275 fgg.
  6. ↑ Saml. Skr. 4, 157.
  7. ↑ Det han skjønt uden al Tvivl med Urette, været paastaaet, at han ei var af den bekjendte skotske Familie Dass. Om hans Fødselstid har man heller ikke været enig, men jeg har selv seet hans egen Optegnelse herom der udviser, at han er født 15de Aug. 1706.
  8. ↑ Denne Fremstilling er nylig indlemmet i de throndhjemske Vidsk.-Selsk. Samlinger. H. H. Müller har ikke kjendt den.
  9. ↑ Af H. H. Müller, hvis Skolehistories Fortjeneste bestaar deri, at han har ladet trykke disse og et Par andre Aktstykker fra forrige Aarhundrede.
  10. ↑ E. Pontoppidans utrykte Samlinger til Forts. af hans Annaler (Kgl. Bibl. Ny Saml. 737 Fol.).
  11. ↑ Denne, Prest til Vartou, mistede sit Embede paa Grund af sine Skrupler med Hensyn til Absolutionen. Saadanne havde Hagerup ogsaa selv næret i gamle Dage, og han var da af sin Biskop (uvist om i Throndhjems eller Sjellands Stift) bleven kaldet en Pietist. Men da han blev Biskop, forandrede han sin Mening i dette, som visselig i flere Punkter.
  12. ↑ P. Hersleb var meget nøie hjemme i den norske Kirkehistorie. Som Biskop i Kjøbenhavn samlede han sammen en Mængde derhen hørende Sager. Han er den egentlige Samler af den Bog om Jubellærere, som gaar under Treschows Navn. (See Dass’s Brev til Hersleb mellem Bilagene til denne Bog). Hvad vi ikke kunne rose, er derimod, at han, da han forlod Kristiania, syntes at have medtaget adskillige Ting af Oslo Bispearkiv f. Ex. Mag. Jens Nilssøns Visitatsbøger, som nemlig findes opførte i Katalogen over hans efterladte Bøger og Manuskripter. Ogsaa Biskop Rosings Kopibøger m. m., som nu ere forsvundne, solgtes efter hans Død.
  13. ↑ I Schønings Samlinger.
  14. ↑ Generalkirkeinspektionens Arkiv (nu i Geheimearkivet) formeentlig uden Sammenligning den interessanteste Samling af Aktstykker til vor nyere Kirkehistorie.
  15. ↑ Maa være Hr. Gert Feltmand, en Hedersmand, som kjøbte Opdals Kirke af Frederik den fjerde og siden skjænkede den til Almuen, dog saa at Kirketienden skulde tilfalde hans Eftermænd i Kaldet. Han efterlod ogsaa et bevaret Manuskript om Opdal.
  16. ↑ 16,0 16,1 Om denne Mand heder det hos Erlandsen. „at han i sin Embedsførelse skal have mødt megen Modstand, Had og Misundelse, saavel af høie som lave, hvilken han dog lykkelig overvandt og undslog sig for bedre Befordring, som flere Gange blev ham tilbudt.“
  17. ↑ Hele denne Paragraf er hentet fra Generalkirkeinspektionens Dokumenter og Kopibøger.
  18. ↑ Om disse „Residenter“ see tredie Kapitel, hvor Reformatsen af 1589 er omhandlet.
  19. ↑ I sin Fortale siger Hagerup, „at Bogtrykkeriet er en større Prydelse for den eldgamle Throndhjems By end alle den saakaldte Sancti Olai Relikvier, som her fordum have været forvarede.“ (!)
  20. ↑ Suhm (Sml. Skr. 10, 26) fortæller, at Hagerup som Prædikant var heftig i sin Stiil, som om han vilde sige „Du skal ind i Himmelen, enten du vil eller ikke,“ hvorimod Hersleb „bad Folk komme i Himmelen, thi der er saa godt at være.“
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/10&oldid=213741»