Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/12

Dr. Johan Ernst Gunnerus. (1758–1773.

„Han besad en brændende Iver for Norges Ære.“
(P. F. Suhm).

1. Denne Afdeling af vor Fremstilling, der skal omhandle den af Stiftets lutherske Biskoper, som ei alene uden Sammenligning har vundet den største Berømmelse i sit Fødeland Norge, men hvis Navn ogsaa har havt en god Klang udenfor Norges Grændser, Johan Ernst Gunnerus, vil mere end noget af de foregaaende blive biografisk, thi netop paa denne fremragende Mands Tid er den egentlige Stiftshistorie paafaldende fattig paa Begivenheder. Om Gunnerus’s mere den almindelige Literaturhistorie end Kirkehistorien tilhørende Personlighed bliver det saaledes nærværende Kapitels Opgave at give Oplysninger.

2. I det attende Aarhundredes sidste Halvdeel vil man see mange herlige Merker paa et forynget nationalt Liv hos vore Landsmænd. Nordmændene lærte da at føle sig som et særeget Folk, og mange følte – mere eller mindre bevidst – Ønskeligheden af en aandelig Frigjørelse fra det danske Ledebaand, enkelte tænkte endog paa en politisk. Og som Vidnesbyrd om, at Norge var modent til snart at see sit Nationalønske om et eget Universitet opfyldt, fremtraadte ved den Tid indfødte Mestere i den fedrelandske Videnskabelighed. Der var her tvende Retninger, som maatte indbyde tænkende og oplyste Nordmænd til Forskning og Produktion: den norske Historie og den norske Natur; til Studium af Fedrelandets Sprog var Tiden endnu ikke kommen. Historien fandt sin ivrige Dyrker i Gerhard Schøning, Naturvidenskaben kan opvise flere Navne, hvoraf dog Gunnerus’s er omgivet af den største Glands. Disse to Mænd staae i mange Henseender som merkelige Forvarsler om et følgende Aarhundredes videnskabelige Liv i Norge, og, om end deres Skrifter nu har faa Læsere, skal man aldrig kunne miskjende deres store Værd for den Tid og deraf flydende udmerkede literaturhistoriske Betydning for alle Tider.

Johan Ernst Gunnerus, denne „norskfødte Lærde af af europæisk Maal“ hører ei alene til dem af vore Landsmænd, hvis bedste Virksomhed tilhører Norge, – men hvad der er enestaaende paa den Tid – han skyldte Danmark saagodtsom intet af sin Uddannelse. Denne foretrak han at søge hos de tydske Lærdomssæders Mestre fremfor at lytte til disses kjøbenhavnske Ekkoer.

Skjønt Gunnerus’s Fortjenester ere kjendte i hans Fedreland, hvor man ei kan nævne vort eldste videnskabelige Samfund, ikke dvæle ved Universitetets Forhistorie, uden at hans Navn stiller sig for Tanken, har han endnu ingen Biograf fundet. At skrive hans Levnet er ogsaa forbundet med særegne Vanskeligheder. Deels ere Kilderne faa og sparsomme, deels er det ikke manges Sag at kunne vurdere hans mangfoldige Strime især da han vande sin Samtids Beundring i to saa forskjellige Retninger som Filosofi og spekulativ Theologi paa den ene og Naturhistorie paa den anden Side. Nærværende Forfatter, hvem begge de nævnte Retninger ligge fjernt, maa indskrænke sig til en Sammenstilling af de Træk om hans Liv og Virksomhed, som ere omspredte paa de forskjelligste Steder i Literaturen.

3. I Kristiania, kun faa merkelige Nordmænds Fødeby, blev Johan Ernst Gunnerus født den 16de Februar 1718[1]. Faderen Rasmus G. var Stadsfysikus sammesteds, Moderen Anna Gerhard var født i Skotland, og Egteparret havde foruden denne Søn 13 Børn. Fra vor Gunnerus’s Gutteaar er opbevaret det Træk, at han fandt sin største Glæde i at være tilstede ved Faderens fysiske og anatomiske Forsøg og i at følge med ham under hans Lægevirksomhed. Denne døde forøvrigt allerede 1729, efter at have ødelagt sin Formue ved uheldige Byggeplaner, og Moderen sad som en trængende Enke igjen med sine mange Børn. Tillykke havde den ældre Gunnerus havt en Velynder i Vicestatholder D. Vibe, der lod J. E. G. indsætte i Kristiania Kathedralskole[2].

Rektor var dengang Nordmanden Mag. Jakob Rasch, Torfæus’s Ven og Medarbeider, en lærd og i sin Tid duelig Skolemand, skjønt nu stærkt sløvet af Alderdom[3]. Konrektoren, Nordmanden Mag. E. N. Arbien, der øvede en større Indflydelse paa Gunnerus’s Skoledannelse, faar af denne det meest rosende Vidnesbyrd, som vel kan tænkes, idet han kalder ham „et af de største Genier og lærdeste Mænd, Norge har frembragt“[4], men var Arbien en sjelden Lærer, var Gunnerus vistnok en endnu sjeldnere Discipel. Hvad han selv fortæller om sin Fremgang i Skolen er nemlig saa mageløst, at man i vore Dage neppe vilde tro derpaa, hvis Meddeleren havde været en anden, og Worm selv lægger Vegt paa, at han har det fra Gunnerus selv. „Der var neppe nogen latinsk Auktor, han ikke allerede i Skolen havde læst, foruden Cellarii, Vorstii, Scioppii, Turselini, Ausonii Popmae og fleres filologiske Skrifter. Det var ikke sjelden, at hans Exercitia Latina vare forsynede med 10 à 12 latinske Variationer, en græsk Oversættelse og 50 Par latinske eller danske samt en heel Deel græske Vers.“ Allerede i, Skolen følte han Kald til at undervise Andre; „han holdt ofte Forelæsninger over en og anden latinsk Auktor, for et temmelig stort Antal Meddisciple af samme Klasse.“ Arbien lod ham ogsaa undervise de Privatdisciple, der boede i hans Huus, og skaffede derved Gunnerus en velkommen Indtægt. – Endelig fortæller han om sit Skoleliv, at de forskjellige filosofiske Lærebøger (Gluds Logik, Bartholins Metafysik), „som de slæbe sig med i Skolerne til ingen Nytte,“ allerede da forekom ham saa usmagelige, at han hos sine Lærere bad sig fri for at læse dem, hvilket ogsaa blev tilstaaet ham.

1737 blev dette Underbarn dimitteret til Kjøbenhavns Universitet tilligemed 13 andre Disciple af Skolen, der siden saagodtsom alle forsvinde i Presters og Klokkeres upaaagtede Rader. Det var Rektor Raschs sidste Dimittender, han døde samme Aar.

Allerede ved sin Deposits gjorde Gunnerus Opsigt, da hans latinske Stiil blev bragt til Universitetspatronen Rosenkrantz og „for sin Merkeligheds Skyld“ henlagt i Arkivet[5]. Men endnu inden han havde faaet den filosofiske Examen fra Haanden, maatte Gunnerus forlade Kjøbenhavn og ty tilbage til sin Hjemstad, hvor han „underviste Børn i boglige Kunster, øvede sig flittig paa Prædikestolen og studerede paa egen Haand Filosofi og Theologi.“ Dette Ophold varede til 1740, da han drog til Universitetet igjen med 3 unge Dimittender, tog anden Examen og derpaa Bakkalaurei-Graden. Forinden havde han faaet Afslag paa sin beskedne Ansøgning om den nyoprettede Kateketpost ved vor Frelsers Kirke i Kristiania[6].

De Par følgende Aaringer (1740–42) vare de eneste, som Gunnerus tilbragte som Student i Kjøbenhavn. Pietismen stod da paa sit Høidepunkt og Filosofien, hvis Studium sterkest tiltalte Gunnerus, var, naar den forlod Skolastikens slidte Sti, en Gjenstand for Mistanke, om ikke Foragt. Derfor maatte Gunnerus dyrke sin Yndlingsvidenskab i Løndom, og naar han modtog Kammeraters Besøg gjemme sine Bøger i en tillaaset Kiste[7]. Som Informator for Etatsraad Thestrups Børn boede han i dennes Huus, og blandt de Professorer, han iøvrigt hørte, nævner han selv Theologen Reuss[8] og Orientalisten Kall. Da disse, det danske Universitets fornemste Prydelser paa hiin Tid, begge vare indkaldte Tydskere, den første en Würtemberger, den anden en Berliner, har jeg tænkt mig Muligheden af, at Forbindelsen med dem kan have givet Gunnerus Lyst til at drage til tydske Universiteter.

4. I Aaret 1742 reiste han nemlig med et „kongeligt“ Stipendium, der skal være tilstaaet ham for tre Aar, til Halle. Maaskee kan han være dragen derhen for at høre Christian Wolff, der nu, tilbagekaldt af Kong Fredrik den anden, atter virkede paa sin gamle Plads, men endnu rimeligere er det, at det var ham som kongelig Stipendiarius paalagt at søge derhen. Kristian den sjette havde en særegen Forkjerlighed for Halles Universitet, Pietismens egentlige Udgangspunkt. Aaret før Gunnerus’s Afreise var ogsaa udgaaet et Reskript (Sjellandske Tegnelser under 25de August 1741), der indskjerper, „at alle Studenter fra Danmark og Norge, som i Halle lægge sig efter Studium Theologicum, skulde holde sig til de Professorer Lange[9] og Francke[10] og fra dem medbringe testimonia.“

I Halle levede Gunnerus i halvtredie Aar. Af hans Meddelelser hos Worm see vi, at hans Studier gik i mange forskjellige Retninger. Han studerede saaledes Theologi (især under Baumgarten), Filosofi (Meier), Naturet og Fysik (Wolff), Mathematik, romersk og kanonisk Ret, Universalhistorie og tydsk Rigshistorie. Han var ogsaa Hovmester for en Medstuderende (en liflandsk Adelsmand), og, da denne drog bort, knyttede han Forbindelse med to Herrer ved Navn von Medem fra Kurland. Med disse forlod han 1744 Halle og drog til Jena.

Nogen anden Grund, til at han skiftede Opholdssted, nævner han ikke selv, og for os bliver det nu vanskeligt at angive hvad der har bevæget ham hertil. Professor Karl Biedermann[11] skildrer Perioden 1740–70 som en „stille Tid“ i det jenensiske Universitets Historie. „Det var, som om det skulde hvile ud, og samle Kræfter til et senere, desto mere levende Opsving.“ Oprettelsen af nye Høiskoler i Gøttingen (1734) og i Erlangen (1742) havde i Forbindelse med det under Frederik den anden fornyede Liv ved Preussens Universiteter bevirket en Forringelse i Studenternes Tal i Jena. – Her tilbragte imidlertid Gunnerus over ti Aar, hørte i Begyndelsen som i Halle en Mængde Forelæsninger (især hos den bekjendte Filosof Darjes) og afsluttede den 18de Decbr. 1745 sine første Læreaar ved at disputere for Magistergraden, hvilket kun blev den fattige Student muligt derved, at de nævnte Herrer von Medem, bestrede Udgifterne ved Promotionen.

Allerede noget før havde han holdt „Collegia privatissima“ over Filosofi, Mathematik, Fysik og Romerret, men efter at have faaet sin Grad, skaffede han sig ved en ny Disputats „venia docendi“, begyndte at holde offentlige Forelæsninger og tillige at udgive Skrifter.

At han i Jena har nydt Agtelse og Anseelse som Lærd og Lærer, seer man deraf, at han snart fik et Tilbud om at blive Rektor ved Byens lærde Skole, som han afslog Ogsaa maa den unge Nordmands udprægede Personlighed have vakt en vis Opsigt blandt Tydskerne, ja, hvad mere er, Mindet om ham have holdt sig længe hos dem. Thi hele 20 Aar efter at Gunnerus for bestandig havde forladt Tydskland, blev i Anledning af hans Død nogle Træk om hans Liv i Jena indførte i et lærd Tidsskrift (Neue philos. Bibl. 1 Bd., Leipzig 1774, Pag. 124–30), af hvilke et forkortet Uddrag her kan være paa sin Plads.

„Hvad hans Karakteer angaar – heder det her – var det koleriske og sangvinske Temperament saaledes blandede hos ham, at man ei kan afgjøre, hvilket egentlig var det herskende. En Ytring af det første har en fortrolig Ven af ham fortalt saaledes. En Student, der hørte hans Forelæsninger, men ikke betalte Honorar, blev ifølge de akademiske Love stevnet for Retten. Ærgerlig herover kom Studenten en Aften drukken udenfor Gunnerus’s Bolig, hvor han tillod sig de værste Uforskammetheder. Flux løb Gunnerus hen til Vinduet, greb sin Kaarde og bød Studenten at staa stille, han skulde nok vise ham, at han forstod at fegte. Med Nød og Neppe kunde den omtalte Ven hindre denne Fegtning. Til andre Tider var han munter og lystig og en Bagatel var nok til at glæde ham. Naar en Student havde betalt ham sine drei Thaler, maatte Gunnerus strax have en glad Aften med en af sine faa Venner. En mæsket Kapun – hans Livret – blev kjøbt og godt spækket, Resten af Pengene gik til portugisisk Viin. Hans Ven maatte finde sig i hans eiendommelige Manerer som Vert og maatte ikke forstyrre hans Appetit, thi saasnart Kapunen var kommen paa Bordet, tog Gunnerus den strax for sig og spiste saameget deraf, som han fandt for godt, saa kom Raden til Vennen, Levningerne forærede han bort. – Af Næringssorger og Sparsomhedsgriller lod han sig ikke trykke, men var meget gavmild og rundhaandet. Af Gemyt var han mere livsglad end mørk, mod sine Venner mere ærlig end galant. Af Venner havde han kun faa, men mod dem var han trofast, kort, han havde alle Kjendemerker .paa en ærlig Mand.“

Efter i syv Aar at have været Magister legens (omtrent det samme Privatdocent) blev Gunnerus i 1753 optagen som virkeligt Medlem („Adjunctus“) af det filosofiske Fakultet i Jena. Han holdt som før Forelæsninger over Filosofi og Mathematik og nu ogsaa over Theologi. Ligeledes udgav han i disse Aar en Mængde Skrifter væsentlig af filosofiskt Indhold, hvorimellem vistnok hans Kommentar (i otte Oktavbind) til Darjes’s Natur- og Folkeret, hvorved han kom i en mærkelig Politik med denne Filosof, er det vigtigste[12].

I Kjøbenhavn maatte det naturligviis vække Opsigt at Gunnerus i Tydskland, mod hvilket de Danske dengang nærede ganske andre Følelser end nu, gjorde saadanne Fremskridt paa den akademiske Bane. Statsministeren J. L. Holstein lod ham kalde tilbage, og den 13de December, 1754 modtog han Udnævnelse til Professor samt Kaldelse til Herlufsholms Sognekald. Ved Paasketider 1755 forlod han derfor Jena, „som han siden aldrig tænkte paa uden livagtig Følelse af største Erkjendtlighed“[13].

5. Efter at have tilbragt femten Aar udenfor Norges Grændser, og deraf tretten i Tydskland, hvor han vel ikke ofte har stødt paa Landsmænd[14], kom saaledes Gunnerus til Danmark. Han skulde, som fortalt, til Herlufsholm som Sogneprest, men da han ei, forinden han drog til Halle, havde taget theologisk Examen, og ei nu, efter længe at have været Universitetslærer, vilde underkaste sig nogen saadan Prøve, maatte han søge sig fritagen derfor. Der tilstodes ham ogsaa Fritagelse baade herfor og for den saakaldte Bispeexamen[15]. Den 18de Juni 1755 blev han presteviet i Kjøbenhavn, men han kom aldrig til at overtage sit Presteembede, saasom han af Ulyst til at forlade Universitetslivet fik et Bytte istand med sin Landsmand, Thrønderen Nikolai Engelhart Nannestad[16], der var „Provst“ ved Kommunitetet og Regentsen, saaledes at Nannestad drog til Herlufsholm. Gunnerus overtog da Bestyrelsen af Regentsen, og forenede hermed en akademisk Virksomhed, idet den Lærestol i Theologien, som egentlig var henlagt til Sjellands Biskop, blev ham overdragen. I tre Aar foredrog han saaledes Theologi ved Kjøbenhavns Universitet, men læste desuden ogsaa over Filosofi og Mathematik.

I disse tre Aar udfoldede han en merkelig Virksomhed baade som Docent og som Forfatter. I Januar 1756 skriver saaledes Benjamin Dass til Suhm[17] at Gunnerus holdt mere end fire „Kollegia“ om Dagen J. H. Tauber (om hvem senere) fortæller[18], at hans Forelæsninger besøgtes saa sterkt af „Videnskabselskere endog af høiere Stænder“, at det hos de øvrige Professorer opvakte „Misundelse og et Slags lærd Laugsnid“. Som Tilhørere, der skulle have været meget paavirkede af Gunnerus, nævner den samme gode Hjemmelsmand Mænd som Dr. B. Münter[19], C. F. Jacobi, Chr. Martfelt, Professor Seidlitz m. fl. Andensteds see vi Tyge Rothe og Riisbrigh nævnte blandt Gunnerus’s Disciple.

Som Forfatter leverede han samme Aar, som han forlod Jena, en paa Latin skreven Dogmatik, og en Tid efter en Metafysik foruden en stor Deel mindre Skrifter. Meddeleren, der ikke indlader sig paa nogen nøiere Omtale af Gunnerus’s Arbeider, kan dog ei undlade at tilføie, at den filosofiske Videnskabs nuværende ypperste Repræsentant i Norge har omtalt den nævnte Metafysik med megen Anerkjendelse.

Imidlertid havde Gunnerus knyttet Forbindelse med den i Frederik den femtes Dage saa mægtige Mand Grev Moltke, der havde betroet ham Overopsynet med sine Sønners Underviisning. Denne Konnexion har (efter Taubers . Mening) givet Stødet til, at Gunnerus i 1758, da Dr. Frederik Nannestad blev forflyttet fra Throndhjems til Kristianias Bispestol, blev dennes Efterfølger som Throndhjems Biskop. Gunnerus siger selv, at denne Kaldelse „ganske uformodentlig“ blev ham forkyndt ved en Audients paa Fredensborg. Udnævnelsesdagen er 31te Juli 1758, og paa 11te Søndag efter Trinitatis modtog han den biskoppelige Indvielse af Ludvig Harboe, der selv engang havde været Biskop i Throndhjem. Det er ret merkeligt, at paa samme Dag ogsaa Nordmanden Ole Tidemand blev viet til E. Pontoppidans Eftermand i Bergen. Disse nye Biskoper havde i Sandhed paa forskjellige Maader brudt sine Baner, Gunnerus udelukkende ved akademisk og literær Fortjeneste, Tidemand, der var alt andet end lærd, ved i den rette Tid at have baaret Pietismen til Skue[20]. Gunnerus’s Liv tilhører fra nu af Norge, hvorhen han vendte tilbage som Biskop, efter for 18 Aar siden at have forladt det som Student. Vi skulle see, at han fra første Ferd af følte sig hjemme i Fedrelandet, til hvis Heder og Held han ilede med at virke.

6. For hundrede Aar siden var vel Throndhjem den af de norske Stæder, der for en Videnskabsmand frembød fleest Behageligheder, eller maaske rettere, lod ham føle de færreste Savn. Throndhjem har fra gammel Tid af været en forholdsviis meget læsende By, allerede Holberg roser den som Rigernes bedste Bogmarked, og af de faa Videnskabsmænd, som Norge i de to første Aarhundreder efter Reformationen kan opvise, er en stor Deel udgaaet derfra eller har levet der. Og nu boede der to Lærde, som skulde have gjort enhver Hovedstad Ære, Gerhard Schøning og Peter Frederik Suhm. Schøning var, som bekjendt, dengang Latinskolens Rektor, Suhm – den bedste af alle Danske, hvem norske Arvedøtres Midler have lokket til vort Fedreland – levede ganske for Videnskaberne. Da nu ogsaa Gunnerus kom til, fremstod et Triumvirat, hvis Lige Throndhjem hverken før eller siden har seet.

Fra den bedste Hjemmelsmand veed man, at Gunnerus strax sluttede sig til de to throndhjemske Historikere[21]. – Suhm. fortæller selv – i en Levnetsbeskrivelse af Schøning, hvormed han ledsagede Udgivelsen af dennes Norgeshistories tredie Deel –: „Gunnerus, som gjerne vilde gjøre sit Fødeland Norge ligesaa berømt og oplyst i Videnskaber, som de mest bekjendte Lande i Europa er det, foreslog strax efter sin Ankomst 1758 Schøning og mig at oprette et lærd Selskab, saaledes at vi tre skulde strax begynde med at skrive, og naar man havde nogle Afhandlinger færdige, lade et Bind trykke, uden just at vente paa flere Medarbeidere.“ Heraf saavelsom af andre bestemte Udsagn af Suhm (Saml. Skr. 10 Bd., Pag. 30) vil man kunne overbevise sig om, at Tanken om det throndhjemske Videnskabersselskabs Stiftelse er udgaaet fra Gunnerus, uden hvis begeistrede Iver for norsk Videnskabeligheds Fremme Selskabet visselig aldrig var blevet til.

Samme Aar (1758) udsendte Gunnerus et Hyrdebrev til sit Stifts Prester. Efter i denne merkelige lille Bog som en strengt rettroende Theolog at have anbefalet Presterne flittig Læsning i Joh. Arndts, Speners og andre grundkristelige Forfatteres Skrifter, foreholder han dem indtrængende det gavnlige, ja uomgjængelig fornødne i fortsat videnskabelig Syssel. Han meddeler sin Geistlighed sin Hensigt at grunde et videnskabeligt Samfund i Throndhjem, i hvilket de Prester, som fortjente det, kunde vente at blive optagne. Aaret efter udgav han sit Hyrdebrev paa Tydsk, for at kunne sende det til sine akademiske Venner i Tydskland, og forøgede det med en Fortegnelse over alle i Throndhjems By og Stift fødte eller bosatte Forfattere efter Reformationen og med Angivelse af deres Skrifter. Naar man gjennemlæser dette vigtige Bidrag til Norges Literærhistorie og dertil husker paa, at dengang endnu ikke Worms Lexikon var udkommet, maa man beundre Gunnerus’s Kundskaber ogsaa paa dette fra hans tidligere Studier saa fjerntliggende Felt. Dette gjelder ogsaa om et utrykt Arbeide af ham, som nu gjemmes paa det kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, nemlig hans Historie af Kristendommens Indførelse i Norge, der er udarbeidet efter Kilderne og viser, at han har været af de faa, der paa den Tid forstode lidt af det oldnorske Sprog. Heri har udentvivl Schøning været hans Lærer, ligesom vi vide, at han var Suhms.

Skjønt Dass allerede i et Brev til Suhm af 25de Febr. 1759 taler om et lærd Selskab i Throndhjem, vide vi dog fra Suhm, „at det ei blev besluttet at gjøre det til et egentligt Selskab før 1760.“ 1761 udkom første Bind af Selskabets Skrifter, hvilket (ligesom de tre følgende) ogsaa blev udgivet i tydsk Oversættelse. Vistnok aabnede vor Biskop disse Samlinger med et filosofiskt Arbeide, (om Sjelens Udødelighed), men de følgende Afhandlinger, han her nedlagde, gik i en ny Retning.

Fra nu af fyldtes nemlig hans Sjel af Interessen for den fedrelandske Videnskabelighed. Vi have allerede seet ham studere Norges Historie, men medens han i denne kun efterforskede enkelte Punkter, vendte han sig med desto større Kraft mod den norske Natur. Jeg afskriver her nogle Ytringer af Suhm (Sml. Skr. 10, 30). „Hans Skarpsindighed bragte ham lettelig til at indsee, hvad Norge manglede, nemlig, at det besad stor Rigdom af alle Naturens Produkter, men at ingen beskrev dem, idetmindste videnskabelig. Her aabnede sig en vid Mark for ham. Ufortøvet gjorde han sig færdig til Arbeidet, og arbeidede sig saaledes ind i en af ham før ubekjendt Videnskab, at endog Linnæus beundrede ham. I Førstningen beskrev han mest Fugle og Fiske, anatomerede han dem og flittig, men da jeg engang sagde til ham, at, om jeg havde gjort Naturen til min Hovedvidenskab, saa havde jeg valgt Planterne som reenligere, saa tog han strax fat paa dem[22], og hvilken Fremgang, han gjorde i Botaniken, vidne hans Skrifter. Mineralogien havde han vist ogsaa lagt sig efter, om Gud havde sparet ham Livet længere.“

En ypperlig Anledning til naturvidenskabelige Iagttagelser frembøde Visitatsreiserne i det vidtløftige Stist, navnlig i Nordlandene og Finmarken. 1771 havde Gunnerus allerede 4 Gange gjennemreist Nordlandene, og i 1769 kom han ligetil Vardøhuus. Vi maa her tænke paa, at allerede for halvandet hundrede Aar siden havde en throndhjemsk Biskops Reiser i det yderste Norden baaret Frugter af Literaturen. Dengang var det Anders Arrebo, der i hine Egne fandt de bedste Motiver til sit Digt „Hexaemeron,“ nu var det Gunnerus, der berigede Videnskaben ved sine Iagttagelser. Disse indskrænkede sig dog ikke alene til Naturen, thi heller ikke Oldtidslevninger undgik den opmerksomme Biskops Øie. I Schønings Samlinger har jeg selv seet herhen hørende Optegnelser af Gunnerus.

Fra sine Venner, Schøning og Suhm, var Gunnerus bleven skilt 1765. Den første fulgte et Kald til Sorø som historisk Professor, hvilket imidlertid intet Skaar gjorde i hans Norskhed, og Suhm fulgte ham til Danmark da Haabet om ogsaa at arve Thomas Angell, hvilket havde holdt ham tilbage i Throndhjem, var ude. Dog fandtes endnu i Byen og Stiftet endeel Videnskabsmænd og literære Mænd, f. Ex. N. K. Bredal, Digteren Hans Bull, Hans Steenbuch (den virkelige Forfatter af det Verk om Norge, som gaar under Jessens Navn), den naturkyndige E. G. Schytte o. s. v., men vi vide lidet om det Forhold, hvori Gunnerus har staaet til disse. Bekjendt er derimod, at den unge Johan Nordahl Brun i den Tid fandt en skjønsom Mæcenas, hvem han saaledes har tilegnet et af sine første Digte „Naturens Navnedag“, forfattet i Anledning af Gunnerus’s Tilbagekomst fra Nordlandene 1770[23]. I Jacob v. d. Lippe Parelius havde G. en oplyst og intelligent Famulus, hvis Ønske om et offentligt Bibliothek i Throndhjem skal have foraarsaget det throndhjemske Selskabs 1767 stedfundne Udvidelse. Herom henvises til Nyerups indholdrige Fortale til Katalogen over det nævnte Selskabs Bogsamling (Kbhvn. 1808).

Den 17de Juli 1767 blev nemlig „det throndhjemske Selskab“ forandret til et „kongl. norsk Videnskabsselskab“ med Statuter bekræftede af Kongen, en Udmerkelse som Datiden satte større Priis paa, end vi nu vilde gjøre, og som forsaavidt var af virkelig Betydning, som det stillede kongelig Understøttelse i Udsigt[24]. Den bekjendte Idiot, Arveprinds Frederik, blev Præses, Gunnerus Vicepræses. Den 29de Jan 1768 – Kristian den syvendes Fødselsdag aabnede Gunnerus Selskabets Virksomhed med en Tale. Denne berørte det naturlige, men hidtil kun svagt udtalte Ønske om et norsk Universitet. Ikke anede vel da Taleren, at hans Navn om nogle faa Aar skulde komme i en merkelig Forbindelse med det norske Universitets Forhistorie.

7. I 1770 var J. F. Struensee, den franske Oplysnings Repræsentant i den dansk-norske Historie, kommen til Magten i Kjøbenhavn. Blandt de mange Misligheder, som han stræbte at rette, par ogsaa Kjøbenhavneruniversitetets brøstfældige Tilstand og foreldede Snit[25]. Allerede i Januar 1771 sendte han en Kabinetsordre til Konsistorium der bebudede store Planer og afæskede Professorerne Erklæringer. Men da disse indkom, huede de ikke Struensee, som derfor havde bestemt sig til at lade Reformerne forberede ved en Kommission, bestaaende af Stampe, Carstens, Suhm og Hübner. Konceptet til en Kabinetsordre indeholdende Kommissorium til disse Mænd haves endnu, og skjønt det antages aldrig at være bleven expederet, er det dog af megen Interesse, da der mellem de Punkter, som skulde forelægges dem, ogsaa findes opført Forslag til „efter Holbergs præsumerede Ønske“ at anvende Sorø Akademis Midler til et norsk Universitet og til i Forbindelse hermed at grunde en By ved Mjøsen. Vi vide ei, hvem der har bragt Struensee paa disse Tanker; Koncepter er derhos udateret, saa at man ei kan vide, hvad Deel muligens O. G. Meyers Skrift og de derved fremkaldte Udtalelser kunne havt heri. Men Grunden, til at de fire Herrer ikke bleve adspurgte, var den, at Struensee senere bestemte sig til at nedkalde Gunnerus, for at bruge ham til Hovedmand for Reformerne, og vor Biskop fik derfor, medens han i Juli 1771 visiterede Dalernes Provsti, Befaling om at indfinde sig i Kjøbenhavn. Med fuldkommen Vished kan det nu ei bestemmes hvad der her har ledet Struensees Valg; Gunnerus selv har fortalt Tauber[26], at allerede Frederik den femte i sin Tid havde ladet Ord falde om at ville bruge hans Raad ved Universitetets Omordning og maaskee er da en saadan tidligere Plan kommen Struensee for Øre og har vendt hans Blik saa langt mod Nord. Men i ethvert Fald fandtes vist ikke mange i begge Riger, der vare mere fortrolige med akademiske Forhold end Gunnerus, og de fleste have derfor ogsaa fundet Struensees Valg i sin Orden. Endog den dansk-danske Allen roser „den lærde og indsigtsfulde“ Gunnerus’s „lyse Tanker og fortræffelige Forslag“, kun den mod alt Norskt avindsyge Molbech fortæller etsteds, at Gunnerus indkaldtes „for at hjælpe Struensee at fortydske det danske Universitet.“

Paa Nedreisen til Danmark talte Gunnerus baade i Throndhjems og Kristiania Stifter med en Mængde Prester, som alle viste den mest levende og dertil uegennyttige Interesse for et norsk Universitet; det maa altsaa have været dem bekjendt, at Stiftelsen af et saadant nu lod sig haabe. Han ledsagedes paa sin Reise af J. N. Brun, som skulde have været hans Sekretær, men som, da han ei forstod at skrive Tydsk maatte afløses af J. H. Tauber[27]. Dennes senere af mig udgivne Meddelelser have været en af Kilderne til denne Fremstilling.

Det er altfor bekjendt, hvorledes Nordmændenes lyse Forhaabninger, der jevnlig udtalte sig i Breve til Gunnerus, „Norges Skytsengel“, for en lang Tid tilintetgjordes ved Paladsomveltningen d. 17. Jan. 1772, der ogsaa paa endeel Aar forlængede den kjøbenhavnske akademiske Slendrians Tilværelse. Vi ville saameget mindre dvæle ved Gunnerus’s Forestillinger til Struensee om et norsk Universitet, som disse udførlig ere omtalte af Monrad i hans 1860 udgivne Program. Kun skulle vi paapege, at Forslaget om Kristianssand som Universitetsstad udentvivl ganske tilhører Gunnerus, siden der i det ovennævnte Koncept var foreslaaet en By ved Mjøsen. Naar Kristanssand anbefales, fordi der ogsaa kunne paaregnes Tilstrømmen af jydske Studerende, bør man efter min Mening heri ikke see nogen struenseeisk Idee om Norskes og Danskes yderligere Amalgamation, men snarere klog Forsigtighed af Gunnerus, som herved vilde bøde paa de Ulemper, som kunde flyde af en altfor ringe Frekvents ved det norske Universitet, hvilken vistnok vilde være at frygte, naar der kun fandtes 60 norske Studenter i Kjøbenhavn. – At Gunnerus foretrak Udsigten til at blive Vicekansler ved det nye norske, fremfor en lignende Stilling ved det danske Universitet, er et fornyet Beviis for hans egte norske Sindelag.

Ved den nævnte Paladsomveltning i Januar 1772 var Gunnerus’s Rolle i Kjøbenhavn udspillet. Han forblev dog dernede endnu nogle Maaneder, og fik i den Tid Arveprinds Frederik, hvis gyldne Dage nu begyndte, til at give det norske Videnskabersselskab en aarlig Understøttelse. Under sit Ophold i Kjøbenhavn havde han forresten fornyet sin venskabelige Forbindelse med Suhm, Hjelmstjerne, Luxdorph, Oeder o. fl. Da vor Biskop ved denne Tid havde faaet Lyst til atter at vende sine Studier hen til Theologi, navnlig Bibelfortolkning, ønskede han gjerne at faa den i denne Videnskab velbevandrede Tauber med sig hjem til Throndhjem, hvor han gav ham Haab om at blive Konrektor, men Tauber havde ikke Lyst til at forlade Danmark.

8. Efter paa Hjemreisen at have draget gjennem Sydsverige, hvor han som bekjendt Videnskabsmand allevegne fandt en udmerket Modtagelse, kom Gunnerus tilbage til sit Bispesæde, den 1ste Juli 1772. Om sene Følelser herved udtaler han sig saaledes i et Brev til Suhm[28]: „Jeg er nu hjertelig fornøiet over at være kommen hjem igjen, og ønsker aldrig mere at see Kjøbenhavn. Især forlyste mig mine mange nye Bøger. – Det norske Universitet tilligemed Reformationen af det kjøbenhavnske kommer vel alt i Glemmebogen.“ (Hvad det sidste Punkt angaar, er det dog vist, at i de følgende Aar mange Forandringer foretoges i Gunnerus’s Forslags Aand);

Fra Marts 1773 har man atter et Brev til Suhm, hvori Gunnerus fortæller ham, at han nu stærkt tænker paa at søge Kristianias Bispestol, da man hører, at Biskop Nannestad vil resignere, men forinden dette indtraf, var Gunnerus ikke mere i Stand til at søge. I September 1773 reiste han nemlig paa Visitats til Nordmøre og havde denne Gang den store Behagelighed at kunne ledsages af Schøning der paa den Tid som bekjendt med offentlig Understøttelse bereiste Norge i antikvarisk Øiemed Paa en Baadreise over Hustad-Vigen i Kvernes Præstegjeld blev Biskoppen syg; Ondet reiste sig af Forkjølelse og slet Mave. Efter at have ligget tilsengs nogle Dage i Kvernes Prestegaard kunde han vel reise videre, men i Kristianssund blev han endnu sygere og der døde han da Natten til Løverdag den 25de Septbr. 1773. Schøning og Famulus E. Steen vare tilstede ved hans Dødsleie[29]. Han var da kun 55 Aar gammel.

9. Jeg har ovenfor, forsaavidt jeg har kunnet, og det har ligget i min Plan, søgt at udvikle hans Fortjenester som Videnskabsmand og til Videnskabeligheds Fremme; jeg skal kun tilføie, at af hans botaniske Hovedverk, „Flora Norvegica“, hvoraf første Deel var trykt 1766, udkom 2den Deel efter hans Død 1776. Brodersønnen, den senere Amtmand N. D. Gunnerus, ledsagede den med en ganske kort Biografi, skreven i en Latin, der var den store Mand, hvis Levnetsløb den fortæller, fuldkommen værdig, og hvoraf jeg har hentet enkelte Træk. Betegnende, at Planen til et norskt Universitet deri ei engang nævnes, ligesom Struensees Minde i de nye Magthaveres Aand overøses med de værste Skjeldsord.

Om hans Virksomhed som Biskop have vi ikke udtalt nogen Dom; der mangler nemlig næsten ganske Materialier til at opgjøre en saadan. Hans Virketid i dette Embede falder væsentlig i den Tid, da Fornuft-Kristendommens Kulde afløste Pietismens Varme, i de Dage, da Veien banedes for den rigtignok endnu ikke indtraadte, men dog alt temmelig nære Rationalisme. Throndhjems Stift var, som ovenfor sagt, af alle norske Stifter det, hvori de ellers saa udbredte Bevægelser under Kristian den sjettes og de første Aar af Fredrik den femtes Regjering svagest sporedes, og hvor altsaa mindst Gjæring og Rørelse paa Gunnerus’s Tid stod tilbage. Han er en af de norske Bisper paa sin Tid maaskee den, hvis Haand man sjeldnest møder mellem Kirkeinspekiionens Arkivsager. Det ligger visselig nær at antage, at hans videnskabelige Virksomhed har været større end hans geistlige, men til at tillægge ham Forsømmelighed eller Lunkenhed i det biskoppelige Embede er man uberettiget, saalænge ikke nogensomhelst beføiet samtidig Anke over hans Ferd foreligger. Vi sætte nemlig ud af Betragtning den Paskville, som i „Trykkefrihedstiden,“ da alle gode og onde Aander slap løse, blev skrevet imod ham[30].

En Mængde lærde Selskaber hædrede ham ved at optage ham som Medlem, saaledes Selskaberne i Kjøbenhavn, Upsala, Stockholm. Frankfurt a. d. O., Jena (2 Selskaber), Augsburg, ja endog Paris. Han var Doctor theol. ved Kjøbenhavns og, som fortalt, Magister ved Jenas Universitet. Med Linné stod han i Brevvexling, til hans Minde lod denne en Plante kalde Gunnera, ja erklærede, ifølge Hans Strøms Vidnesbyrd, at Sverrig aldrig havde havt en saa lærd Biskop, som Norge i Gunnerus. Schøning hædrede ham ved en Mindetale i Videnskabernes Selskab, der læses i Willes Samling, og J. N. Brun skrev en Sang ved hans Død.

Gunnerus levede stedse ugift. B. Dass beretter i sine Breve til Suhm, at han i 1755 var offentlig forlovet med en Jomfru Hagen, hvilken Forbindelse han hævede[31]. I Throndhjem holdt en Syster Huus for ham, og han antog sig sin talrige trængende Familie med stor Kjerlighed. Hans Bo var imidlertid ved hans Død i den misligste Forfatning; Schøning skriver til Suhm, at hans Gjæld beløb sig til 9000 Rd. Som ogsaa Tydskerne vidste at fortælle, var han en slet Huusholder, hvilket ogsaa af en samtidig Brevskriver (Lektor Cortin i Bergen) yderligere oplyses.

  1. Saaledes angives Fødselsdagen baade i Flora Norveg. Tom. 2 og hos Worm, 1ste Deel. I hans egne Meddelelser i det Wormske Lexikons 3die Deel staar 26 Febr., hvilket vel er Trykfeil. Døbenavnet er vistnok Hans Ernst, som han kaldes i en utrykt Fortegnelse over Kristiania Skoles Dimittender.
  2. Flora Norveg. Tom. 2 (Fortalen). Om denne Skoles Tilstand paa den Tid, see min Afhandling derom i Illustr. Nyhedsbl. for 1858 (ogsaa særkilt.)
  3. Herom meget i Statholder Rantzaus utrykte Breve til H. Gram, der ogsaa indeholde meget om Datidens kristianiensiske Liv. (Findes paa det st. kgl. Bibl. i Kjøbenhavn.)
  4. Gunnerus’s Meddelelser til Worm i dennes Lexikons 3die Deel.
  5. Suhm (Sml. Skr. 10, 30) siger ellers om hans Latinitet, „at han talte mere færdig end godt Latin.“
  6. Datidens uordinerede og slet aflagte Kateketer vare ofte Studenter uden Attestats. Den Mand som her blev foretrukken for Gunnerus var en vis Kristen Selmer, som udnævntes den 6te Juni 1740 (Danske Kancellis Statskalender i Geheimearkivet).
  7. Efter Flora Norv. – Et interessant Sidestykke hertil er – hvad Jens Møller fortæller i Mnemosyne 4, 129 –, at Henrik Stampe (den bekjendte Statsmand) holdt det hemmeligt, at han (1737) havde boet i den da fra Halle forviiste Chr. Wolfs Huus.
  8. Om denne merkelige Theolog, en Discipel af den dybsindige Bengel, see S. Møllers „Mindeskrift,“ Nyt theol. Bibl. 17 B.
  9. Joachim Lange († 1744), en stridbar Mand, havde i sin Tid (1723) faaet Wolff fjernet fra Halle ved en Kabinetsordre. Kristian den 6te raadførte sig oftere med ham.
  10. Gothilf Aug. Francke, A. H. Franckes Søn, døde 1769.
  11. Die Universitet Jena“ (udg. 1858 i Anledn. af dette Universitets Trehundredaarsfest) Pag. 69.
  12. En liden Tale af ham „von dem Verhältnisse der Freimaurerei gegen den Staat“ viser, at Gunnerus har været Medlem af „de tre Rosers“ Loge.
  13. I Fortalen til Flora Norveg. fortælles, at G. afslog et Professorat i Jena, da det blev ham tilbudt. Dette har vel været budt ham, da man hørte om Kaldelsen til Danmark.
  14. Kun et Spor hertil har jeg forefundet. Paa det st. kgl. Bibl. i Kbh. saa jeg en Stambog, der har tilhørt P. Hersleb (Bispens Søn), hvori Gunnerus’s Navn er skrevet 1753. Samtidig opholdt sig i Jena 2de Nordmænd Mag. Hans Bernhoft (siden Prest til Ytterøen) og en J. H. Mathiesen.
  15. Dass’s Brev til Suhm (Suhms Levnet ved Nyerup Pag. 212). En saadan Fritagelse tilstodes ogsaa Laurids Smith, da han i 1785 fra Rektor i Throndhjem blev Sognepræst til Veile.
  16. Biskop N.s Brodersøn, død 1782 i Odense som Dr. theol. og Prest.
  17. Suhms Biogr. ved Nyerup Pag. 235.
  18. L. Daae, Breve til Nyerup 76, 78.
  19. Dette maa have været i Jena, hvor M. opholdt sig, medens Gunnerus var Docent der. Prof. (og senere Biskop) Studsgaard, der (efter Tauber) „i sine theologiske Forelæsninger ved Kjøbenhavns Universitet hædrede Gunnerus’s grundige theologiske Indsigter“, hørte ogsaa til hans Tilhørere i Jena.
  20. Denne for sin Tid karakteristiske Mand fortjente en nærmere Undersøgelse. Ypperlige Materialier dertil findes i de kjøbenhavnske Samlinger, deels fra E. Pontoppidans utrykte Fortsættelse af sine Annaler, deels fra Kirkeinspektions-Arkivet.
  21. Benjamin Dass, der synes at have havt meget at udsætte paa Gunnerus, havde i sine Breve fra Kjøbenhavn til Suhm hyppig gjort Udfald mod ham paa sin eiendommelige sarkastiske Maneer. Men at dette ikke har gjort stort Indtryk paa Suhm, sees af den beundrende og venskabelige Maade, hvorpaa S. baade før og efter Gunneri Død stedse omtaler ham.
  22. Det naive i denne Suhms Yttring er det vel overflødigt at udvikle.
  23. Bruns Biogr. (Lahdes Saml.) ved Zetlitz, Pag. 19.
  24. At dette var Gunnerus’s Verk kan sees af Willes Mindetaler, Pag 279.
  25. Til dette Afsnit er min Hovedkilde Nyerups Hist.-stat. Skildring o. s. v. 4die Deels 2det Bind, Pag. 375 fl.
  26. L. Daae, Breve til R. Nyerup, Pag. 77.
  27. N. M. Petersen fortæller, at Tauber blev tilkaldt fordi Gunnerus selv, (der havde været 13 Aar i Tydskland) ikke forstod at skrive Tydsk (!!!)
  28. Suhms Levnet ved Nyerup P. 350.
  29. Schønings Brev til Suhm (S.s Levnet Pag. 442–43).
  30. „Illustration over Bispevisitatserne i Norge.“ Kbh. 1771. Tillægges i Lit.-Lex. N. C. Friis, den i forrige Kapitel omtalte titulære Biskop, berygtet for sine Bedragerier som Missions-Kasserer; formodentlig er Friis bleven irettesat af Gunnerus. – G. beskyldes for at tilsidesætte Theologien for Naturhistorien, at lade sig forlyde med, at han gjør sine Visitatser kun i den sidste Videnskabs Tjeneste, at han plager Presterne ved at tage ind til dem med sin Syster og 2de Famuli o. s. v.
  31. Dass fortæller i den Anledning nogle pudsige Byrygter, saaledes, at han „ei havde noget paa Jomfruen at udsætte, men at han selv var plaget af visse Svagheder.“ – „at, hvis han vilde gifte sig, skal hun endnu have det første Bud paa hans Person“ o. s. v. Jens Møller fortæller (Tidskr. f. Kirke og Theol. 4, 215), at Gunnerus ikke var „ustraffelig in puncto sexti“.