Wikikilden

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/14

< Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Dr. Johan Kristian Schønheyder. 1788–1803. Stiftets Deling.
Noget om Dr. Peder Olivarius Bugge. Slutning.

1. Som sees af de Smithske Breve, havde man i Throndhjem almindelig ventet, at Dr. Hagerup skulde blive Bangs Eftermand, og de fleste meente, at den gamle Biskop ikke egentlig havde anholdt om Entledigelse, men om at Dr. Hagerup skulde blive ham adjungeret i Embedet. Det er derfor ikke usandsynligt, at det har været Smiths ufordeelagtige Ytringer om Hagerup i Meddelelserne til Bülow, som havde hindret Stiftsprovsten i at naa den Værdighed, som hans Fader i sin Tid havde indehavt, og som Sønnen vistnok saa inderlig har ønsket at kunne naa.

Udnævnt til Biskop i Throndhjem blev imidlertid (Februar 1788) en dansk Mand, Dr. Joh. Krist. Schønheyder, hidtilværende Stiftsprovst i Kjøbenhavn og den sidste Udlænding paa Throndhjems Bispestol. Smith udbryder til sin Vellynder i høie Jubelraab over denne Befordring. „Sandelig det var ikke muligt at vælge en Mand, der efter alle Omstændigheder, som jeg kjender dem, var saa skikket til Biskop i Throndhjem. Den Bisp har Schack Rathlou Ære af, og jeg glæder mig at see Udødeligheden deroppe paa Fjeldene vinke ad min Staldbroder Schønheyder. Netop den ærlige, alvorlige, kraftfulde og lærde Schønheyder burde derop.“

Den nye Biskop var født i Kjøbenhavn 1742, Faderen, Lic. med. J. F. G. Schønheyder, var en af Stadens berømteste Læger. Sønnen, der allerede blev Student i en Alder af 14 Aar, blev tidlig Dekanus ved Kommunitetet og foretog i Aarene 1765–67 en Udenlandsreise for at studere i Leipzig og Gøttingen. Som tydsk Hosprædikant ledsagede han siden Kong Kristian den syvende paa hans Udenlandsreise i England, Nederlandene og Frankrige, blev derpaa Prest i Rendsborg, men kom siden igjen til Kjøbenhavn, hvor han først var Slotsprest, derpaa Sogneprest til Trinitatis og endelig Stiftsprovst.

Som Prest i Kjøbenhavn har han erhvervet sig en vis Plads i den danske Kirkes Historie En Tydsker, Etatsraad Hennings, ansat i et af Regjeringskollegierne, udgav i 1779 et tydskt Digt Olavides (Navnet paa en berømt Spanier, som under Arandas Ministerium havde viist sig som en ivrig Fremskridtsmand, men derfor led en haard Medfart), i hvilken Bog yderst rationalistiske og ukristelige Anskuelser vare komne tilorde i en aandrig og glimrende Fremstilling. Herimod tog Schønheyder som rettroende Theolog til Gjenmæle, og der udspandt sig i den Anledning en vidtløftig Polemik.[1] – Som Stiftsprovst faldt det ogsaa i Schønheyders Lod at holde de moralske Lektioner for Prof. Th. Kr. Bruun, hvortil denne var befunden trængende, da hans „Fritimer“ i 1783 vare udkomne.[2] Endelig er Biskopen bekjendt for sit nøie Bekjendtskab til Digteren Johannes Evald, i hvilken Henseende han har paadraget sig Dadel fra dennes eensidige Beundreres Side.[3]

2. Dr. Jens Møller har i sin udførlige Biografi af Biskopen i Sjelland N. E. Balle, der var Schønheyders Universitetskammerat og fortrolige Ven, aftrykt nogle Breve fra S. til Balle, skrevne i den første Tid efter Biskopens Ankomst til Throndhjem, af hvilke det fremgaar, at han, som mange andre brave danske Mænd, snart har vundet Norge og Nordmændene kjære. „Blandt Presterne,“ siger han, „ere mange ret flinke og ædle Mænd. Den latinske Skole[4] har i mine Sine og i mit Hjerte stort Værd. Den første af mine Venner blandt Presterne her er Hr. Parelius. Folket og Almuen, som jeg har seet og talt med, er af en god, ikke unem og ikke dorsk Karakter, men ak, udyrket og forsømt.“ Som af saadanne Ytringer kan sluttes, saaledes var udentvivl ogsaa i Virkeligheden Skolevæsenet og Folkets kristelige Oplysning Schønheyder en Hovedsag. I denne Henseende forekom Pontoppidans Forklaring ham ikke tjenlig. „At den lærde Pontoppidans Forklaring, hvad den ellers kan have været for 50 Aar siden, er for vore Tider en slet Lærebog, bør og tør jeg sige. Men med en saadan Lærebog føler jeg, at det er urimelig Ubillighed at kræve af Skolelærere og selv af Prester, at de skulle give Ungdommen sunde Begreber om Kristendommen, naar disse i den befalede Lærebog fattes, og at de skulle lære Ungdommen Dyder som Kristendommens Hensigt og Væsen.“ Med Hensyn til det nordlandske Missionsfond mente Biskopen, at „naar Religionskassen befriedes fra uvedkommende Udgifter,“ maatte man deraf kunne faa Midler til ved Latinskolen og Videnskabersselskabet at lønne Lærere i Filosofi, Mathematik, Naturhistorie, Fysik, Rhetorik, Poesi, „og saa vilde ei alene Prester med sand praktisk Filosofis Aand føre Læreembedet, men de vilde danne Skolemestrene, og lige indtil Lapperne vilde Velgjerningerne af et Videnskabernes Sæde i Throndhjem udbrede sig.“ Med Hensyn til Lapperne foreslaar han forøvrigt, at ingen Dreng eller Pige af dette Folk burde faa Giftetilladelse, uden at de forstode saa meget Dansk, at de kunde synge og tage Deel i Gudstjenesten i Kirkerne[5].

Schønheyder, der allerede før havde udgivet et temmelig stort Antal Skrifter, især i den praktiske Theologi, og tillige en Oversættelse af Salomons Ordsprog, der af Samtiden synes at være anseet for hans bedste. Arbeide, havde ogsaa udgivet en Katekismus med tilføiede Bemerkninger, som han havde bestemt til at afløse Pontoppidans i hans Sine uheldige Forklaring Bogen udkom i tre Oplag, men da han i 1791 vilde have den autoriseret som Lærebog i sit Stift, opnaaede han kun, at den midlertidig „i Mangel af en bedre“ tillodes benyttet. Kirkeinspektionskollegiet (som forøvrigt i det nævnte Aar blev ophævet, idet dets Myndighed atter henlagdes under det danske Kancelli) befrygtede nemlig, „at de enkelte Sandheder, som indbefattes i de altfor lange og ikke tydelig nok fremsatte Perioder, vilde blive altfor vanskelige at udvikle endog for Skoleholderne, end sige for de uøvede og enfoldige Skolebørn, der altid maa have noget at feste Hukommelsen ved“ o. s. v.

3. Biskop Schønheyder døde 14de April 1803, kun 57 Aar gammel. Alt, hvad man hører om ham, giver Indtrykket af den lærde, nidkjære Mand, der utvivlsomt har gjort sig den yderste Flid i sine Embeder. Skjønt han, som vi have seet, ikke var upaavirket af Tidens Aand og nok kunde tale med om „Dyden“ som Kristendommens Væsen, er der dog alle Merker paa, at han var af sin Tids meest kristeligsindede Biskoper, og jeg tror at have Grund til at antage, at hans dogmatiske Anskuelser omtrent faldt sammen med hans Hjertensven N. E. Balles, han, der af Peder Holm skal være bleven kaldet en Kjætter, men som af Tidens fleste Stemmer maatte taale Spot for sin Rettroenhed. Bi besidde en Nekrolog over Schønheyder, forfattet af den (noget rationalistiske) udgiver af Magasinet og Maanedsskriftet for Religionslære, L. N. Fallesen, hvor han kaldes en af Norges dueligste og driftigste Embedsmænd „Han var, vedbliver Fallesen, en streng Orthodox af den eldre Skole og lod sig ikke bringe i Vildrede af de nyere Theologers Meninger, som han tvertimod ansaa for meget farlige og modarbeidede saa meget han formaaede. I sine Erklæringer til Kancelliet og Rentekammeret skrev han stedse, som han tænkte, varmt og syndigt for det, han ansaa for at være det bedste, uden at bryde sig om, hvordan det blev optaget[6].“ Som Taler var han, heder det, heldigere hvad Materie end Form angik, skjønt han gjorde sig stor Umage for at være populær. Hans Sprog var rothisk[7]-tydsk. I sine tidligere Dage brugte han til hver Søndag at lade Hovedindholdet af sin Tale trykke og uddele i Kirken til Veiledning for Tilhørerne. Schønheyder, der havde været gift med Charlotte Reinholdine Jessen († 1784) og derpaa med Joachime Katharine Bentzon († 1836), efterlod flere Børn af 1ste Egteskab; nogle af Sønnerne forbleve i Norge, andre i Danmark, saa at hans Efterslægt blomstrer i begge Lande.

4. Allerede Hans Skanke havde udtalt Ønskeligheden af, at Throndhjems Stift, der, uagtet først Søndmøre og siden Jemteland og Herjedalen vare blevne det fraskilte, dog endnu var altfor vidtløftigt, maatte deles, saa at Nordlandene og Finmarken kunde blive til et eget Bispedømme. Senere havde Schøning fremsat den samme Tanke, idet han ved Gunnerus’s Død beregnede, at Bispestolens Indtægter udgjorde 3500 Rdlr., saa at der heller ikke fra den Side kunde være nogen Betænkelighed. Endelig skal ogsaa Schønheyder have virket herfor, og han skal have bevirket, at Delingen ved hans Død virkelig kom istand[8].

Under 30te December bleve derfor to Biskoper udnævnte i Schønheyders Sted, nemlig Dr. P. O. Bugge, hidtil Sogneprest i Fredericia, til Biskop over Throndhjems og Mathias Bonsach Krogh, hidtil Sogneprest til Ørlandet, til Biskop i Nordlandene og Finmarken, begge norske Mænd. Om den sidstnævnte skulle vi kun hidsætte, at han var født paa Vadsø 1754 (hvor Faderen, siden Foged i Vesteraalen, dengang var Toldbetjent), og at han først havde været Sogneprest til Lenvik og var 1798 kommen til Ørlandet. Ved Siden af sit Bispeembede var han tillige (indtil 1812) Sogneprest til Alstahaug, i 1815 var han Storthingsmand. Han døde 1828.

5. Dr. Peter Olivarius Bugge, hvem vi maa skjænke en udførligere Omtale, var født 2 Decbr. 1764 i Holts Prestegjeld i Nedenes, hvor Faderen, Søren Bugge, dengang var Kapellan. Denne hans Fader, der 1767 forflyttedes til Vanse paa Lister, var en ret merkelig geistlig Mand; født i Pietismens Tid af borgerlige Forældre i Kristiania, var han af disse, som han selv fortæller, bleven bestemt til den geistlige Stand endnu før sin Fødsel[9]. Som Prest, navnlig paa Vanse, tilhørte han væsentlig den herrnhutiske Retning Klaus Pavels siger nemlig om ham, at han var „en meget retskaffen Mand, men aldeles indviet i de mähriske Brødres Aand og vilde gjerne, at ogsaa andre skulde være det“[10]. For „Menighedens Udvalgte“ holdt han gjerne hver Søndag en særskilt Aftensangsgudstjeneste[11] og fremtraadte ogsaa som religiøs Forfatter. Med sin Hustru Gidsken Røring, hvem Sønnen Peder Olivarius skal have lignet, „især med Hensyn til skarp Forstand og lunefuldt Vid,“ havde Presten Bugge 7 Børn, af hvilke den, om hvem her er Tale, var den yngste.

I disse Forældres Huus nød P. O. Bugge Underviisning af Faderen, indtil han blev 11 Aar gammel, og skulde allerede i Tolvaarsalderen have deponeret, dersom ikke Forordningen af 1775 havde fastsat 17 Aar som Studenternes Lavalder. I den mellemliggende Tid sendtes han derfor først til Bergen, hvor han (privat) underviistes af den lærde Rektor Arentz, og derpaa til Kristianssand, hvorfra han af Søren Monrad („Latineren“) blev dimitteret 1782[12]. 1786 fik han Attestats og tog Aaret derefter Magistergraden.

P. O. Bugge, der synes at have været en meget dygtig Student, havde erhvervet sig den dengang saa anseede Theolog Moldenhawers Yndest, og dette var Grunden til, at han allerede samme Aar, i hvilket han blev Magister, fik Udnævnelse som Sogneprest til Skulleløv i Sjelland, til hvilket Embede Universitetet havde Patronatsret. I dette Embede forblev han i omtrent 4 Aar og egtede her en Prestedatter fra Falster, Katharine Magdalene Koch.

Paa en eiendommelig Maade forflyttedes han herfra i 1790. Da nemlig Øiestads Sognekald, dengang et af de meest indbringende i Norge, ved denne Tid blev ledigt, indgav han i Kancelliet en Ansøgning i Faderens Navn om dette Embede og ansøgte paa samme Tid om selv at erholde Vanse Sognekald, hvis Faderen skulde opnaa Øiestads. Dette Skridt foretog han uden at indhente Faderens Samtykke, og da Sønnens Dobbelt-Ansøgning indvilgedes, maatte den gamle Fader, skjønt meget ugjerne, forlade det Sted, hvor han havde virket sin meste Tid, for i en Alder af 70 Aar at tiltræde en ny Virksomhed[13]. Pavels skildrer den vemodige Stemning hvori han traf den gamle Søren Bugge i Øiestad, hvor han imidlertid kun kort levede, og tilføier om ham: „Han spillede aldrig nogen glimrende Rolle og var ofte udsat for Miskjendelse af denne Verdens kloge Folk paa sin stille gudfrygtige Bane“[14].

I sin Faders Sted kom altsaa P. O. Bugge til Vanse, der i de Dage tillige indbefattede de siden fraskilte Sogne Spind og Hered; som Prest her indsendte han til Universitetet i Gøttingen en Dissertation, der skaffede ham den theologiske Doktorgrad. Pavels, der hørte hjemme paa Lister og gjorde et Besøg der, da Dr. Bugge var bleven Prest sammesteds, bemerker om ham: „Med Dr. Bugges Talegaver taalte mine, da idetmindste, ingen Sammenligning. Halve Listerland var dengang herrnhutisk, og Bugge, som fandt det klogt ogsaa at være det[15], prædikede aldeles i de mähriske Brødres Aand.“ Efter hvad vi andetsteds fra kjende til, holdt P. O. Bugge ligesom Faderen Konventikler for de herrnhutisksindede Menighedslemmer i Prestegaarden. At han imidlertid i den lille By Farsund, der er Annex til Vanse, kunde vise sig fra en anden Side, idet han som den bedste kunde deeltage i Datidens Kommers og navnlig var en Helt i Kortspil, fremgaar af de Breve fra daværende Naboprest, Provst J. C. Finkenhagen († 1837, i Nes paa Romerike), af hvilke en Prøve af mig er indrykket i Illustr. Nyhedsblad. (1858, No. 48).

Medens Dr. Bugge var Prest i Vanse, udkom der 1795 i Kjøbenhavn et nyt Oplag af en Postil, „Betragtninger over de aarlige Søn- og Helligdags-Evangelier,“ der første Gang var udgivet 1791 anonymt[16]. Paa Titelbladet af det andet Oplag af denne Bog var imidlertid Dr. P. O. Bugge anført som Forfatter, hvilket gjentog sig ved tredie Oplag, der udkom 1808. Denne Bog omtales ogsaa i den vistnok meget velmente Nekrolog, hvilken Rektor F. M. Bugge udgav efter sin Faders Død, som et Arbeide af Biskopen, ligesom samme Nekrolog ogsaa meddeler, at Postillen skal være oversat paa Svensk, Tydsk og Hollandsk; vi kunne hertil føie, at den tillige er oversat paa Finsk (Åbo 1804). Det lader sig nu vanskelig afgjøre, enten Faderen eller Sønnen er Postillens Forfatter, men der er Spor til, at Dr. Bugge synes til forskjellige Tider snart at have fralagt sig, snart at have vedkjendt sig Bogen. Merkes maa det i alle Tilfælde, at dens Aand er temmelig sorskjellig fra den Række af exegetiske Arbeider, som han i den følgende Tid udgav.

I 1799 blev Bugge imidlertid forflyttet til Danmark igjen, idet han udnævntes til Sogneprest i Fredericia samt til Provst i det omliggende Hered. „I dette Embede vandt han, fortæller Sønnen, en Kjærlighed og Agtelse for det jydske Folk, som han senere ofte talte om, og som han, uagtet han ikke just yndede Danmark, forresten beholdt til sit Livs Ende.“ Rimeligviis maa det være under sit Ophold her, at han knyttede den Forbindelse med den daværende Kancellipræsident Frederik Moltke, (tidligere Stiftamtmand i Kristiania og en ikke umerkelig Mand i vor Historie), som blev Anledningen til, at Bugge blev Schønheyders Eftermand paa Throndhjems Bispestol. Selv fortæller han i et Brev til Karsten Anker: „Aldrig bad jeg om den Post. Jeg tog den endog nødig; det vidner jeg for Gud. Da jeg fik den, søgte jeg to Kald, nemlig Randers i Jylland og Stiftsprovstiet i Kjøbenhavn. Men Moltke vilde paa Liv og Død have mig til Biskop. Han meente det vel[17].“ At Dr. Bugge opkaldte en Søn, der siden vandt et vist Navn, efter sin Velynder Fr. Moltke, er ogsaa et Vidnesbyrd om hans Forbindelse med denne, der forøvrigt netop lige efter at Bugge var udnævnt til Biskop maatte vige fra sin Post som Kancellipræsident for F. J. Kaas som holdt sig i denne Stilling til sin Død 1827[18].

6. Den 10de Mai 1804 fandt den store Bispeordination Sted, ved hvilken Dr. N. E. Balle indviede fem nye Biskoper, J. N. Brun, Birch, Bloch, Bugge og Bonsach Krog, alle uden Dr. Birch til norske Bispestole. I Fallesens theol. Maanedsskrift (3die Bd. 625–716) læses en udførlig Beskrivelse af denne Akt.

I den ikke saa korte Tid, som forløb mellem Dr. Schønheyders Død og Dr. Bugges Ankomst til Throndhjem, havde Stiftsprovsten J. H. Wille, en i Literaturen ikke ufortjent Mand, fungeret som midlertidig Biskop. Da Bugge kom til Stiftet, varede det ei længe, inden han og Wille bleve bitre Fiender. I et Brev af 1805 beklager Wille sig til Nyerup[19] i følgende sterke Udtryk over sin Biskop: „Hvad er det for Piloter, man nu omskaber til Bisper? Fanden fra lyse Helvede har sendt os sin Monfrere, som ikke vil lade mig have Fred hverken ved Nat eller Dag, indvortes eller udvortes, men skriver al mulig Vanære om mig til Kollegierne og til alle fine Kanuter. Min Ære, Velfærd og alt har Afskummet stræbt at berøve mig. Uden ringeste Aarsag har han faaet mig sat af fra at være konst. Biskop i hans Fraværelse. Uophørlig hænger han i alle mine Forretninger, og neppe standser han, førend jeg nødsages til at tale med ham ved Retterne og derved paalægge ham Silentium.“

1804 blev Bugge Vicepræses i Videnskabsselskabet, eller i Virkeligheden Præses, da denne Værdighed nemlig kun for et Syns Skyld beklædtes af Arveprinds Frederik. I sine i 1808 udgivne Reiseiagttagelser omtaler Dr. N. H. S. Bloch, Konrektor i Throndhjem 1802–1806, adskillige af dette Selskabs Anliggender. Han fremhæver Gunnerus’s og tillige Schønheyders[20] Fortjenester af Selskabet, men fremsætter adskillige Anker mod Bugge, navnlig sender han det uheldigt, at i de nye Statuter, som Selskabet ved den Tid fik, og som væsentlig vare udarbeidede af Bugge, den af Gunnerus’s Bestemmelser, „at ærværdige og lærde Studenter bør ikke udelukkes fra at være Selskabets Medlemmer,“ var udeladt. Bloch mener, „at i et Videnskabsselskab, som ikke tager Navnet forfængelig, synes disse snarere at burde være Medlemmer, end ustuderede Rangspersoner, naar disse ikke engang kunne skrive rigtigen sit Modersmaal.“ Ogsaa klages over, at Bibliotheket aldeles ikke gjorde synderlig Nytte, da det næsten var utilgjængeligt, og der gjøres opmerksom paa, at ogsaa andre, f. Ex. Nyerup og J. N. Wilse, havde udtalt sig misbilligende om Selskabets Virksomhed[21]. Som bekjendt fik imidlertid Selskabet i 1808 sin af Nyerup udarbeidede Bogkatalog.

I September 1807 indkom til Videnskabsselskabet en haandskreven Afhandling forfattet af en Svenske, Mag. Erik Dan. Kidron, Collega scholæ i Halmstad, betitlet: „Forsök till en historisk Berättelse om de Anledningar, som wållat, att Norrige førlorat sin Sjelfständighet ok blifwit regeradt af fremmande Regentar. Det norske Vetenskapers Sällskap i Ødmjukhet tillegnat.“ Dette vakte endeel Røre. Berghauptmand C. E. Heltzen fik, endnu før Selskabet havde fattet nogen Bestemmelse om Afhandlingen, fat i den og anmeldte Sagen for den danske Regjerings meest betroede Mand i Norge, General m. m. G. F. v. Krogh, der igjen gjorde Indberetning til den interimistiske Regjeringskommission i Kristiania, som strax sendte et Paalæg til Stiftamtmanden om „at vaage over, at Skriftet ikke gives nogen Publicitet i Throndhjem.“ Afhandlingen, der blev indsendt til det danske Kancelli, har jeg ikke seet, men interessante ere de Skriverier, som Sagen fremkaldte. Paa Bugges djerve Skrivemaade afgive de en særdeles god Prøve. Saaledes siger han bl. a.: „Da jeg saa Titelen, læste jeg ikke Afhandlingen, da jeg formodede intet synderligt deraf at kunne lære, saasom jeg tilforn har læst og tænkt temmelig meget over den Materie[22].“

Ogsaa ved andre Leiligheder er det noksom bekjendt, at Bugge i sine Embedserklæringer og ellers, naar Anledning gaves, pleiede at udtale sig paa en Maade, høist forskjellig fra den, som var almindelig anvendt i Skrivelser til de kongelige Kollegier[23]. En drøi Irettesættelse fik han i denne Henseende 1807 fra Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, hvor det heder: „Intet er mere paafaldende end den Kontrast, i hvilken Tonen, der hersker i alle fra Throndhjems Stiftsøvrighed indkomne Skrivelser, staar med den, i hvilken Indberetninger fra alle andre Skoler, i begge Riger ere affattede. I hine ytrer sig ved alle Leiligheder Ulyst og Misfornøielse, i disse er Nidkjærhed for den gode Sag og oplyst Embedsiver umiskjendelig“[24].

Overhoved er der al Grund til at tro, at Bugge, efter at han havde været Biskop i nogle Aar, just ikke var meget yndet af den danske Regjering. Traditionen, ligeoverfor hvilken man ellers i Regelen bør være mistænksom, fortæller, at General v. Krogh, der virkelig ikke stod i det bedste Forhold til Bugge, skulde fra Regjeringen have modtaget Fuldmagt til, naar han fandt det passende, at suspendere Biskopen. Hvorledes nu hermed forholder sig, er endnu umuligt at vide, men hvad der i Sandhed er interessant, er Bugges egen Udtalelse til Karsten Anker i et Brev af 11te Dcbr. 1812: „For omtrent 14 Dage siden fik jeg et Brev fra en ikke ubetydelig Mand i Hovedstaden, der er min Ven, (Moltke??), som fortæller mig, at Kancelliet skal være i Færd med eller maaske allerede færdig med at forestille Kongen mig til Afsked paa Grund af de høist ubehagelige Sandheder, jeg ofte og jevnlig siger. Hvad H. Maj. beslutter, veed jeg ikke, men mig forekommer det ikke tvivlsomt, da jeg ingen særdeles Kjendskab har af ham. Min Afsked eller i detmindste Bevidnelse af Unaade maa jeg altsaa vente. Den første var det samme som Afsættelse; den sidste ville drage den efter sig, thi at være i et Embede, i hvilket jeg ikke maa sige Sandheden, naar jeg dertil opfordres, det kan jeg ikke, jeg maatte ansee det som reen Utroskab[25]“.

Dog det blev ikke mere end til Trudsler mod Bugge i den korte Tid, som det danske Regimente havde tilbage i Norge. Og i 1814 forandrede Forholdene sig i den Grad til Fordeel for Biskopen, at han, som bekjendt, endog kom til at indtage en saare høi og indflydelsesrig Plads hos Kristian Frederik. Tage vi ikke Feil, har det Forhold, hvori Bugge gjennem Brevvexling var kommen til Karsten Anker, været den nærmeste Foranledning til, at Biskopen blev en saa betydelig Person i Prindsens Øine.

Som bekjendt reiste Kristian Frederik, kort efter at Kielerfredens Indhold var blevet bekjendt, op til Throndhjem, hvor han opholdt sig fra 5te til 10de Februar 1814. De meest betydende Mænd i Staden ved den Tid synes at have været General v. Krogh, Grev Schmettow, Stiftamtmand Trampe og Biskop Bugge; de tre sidstnævnte skulle have anvendt alle Midler for at hindre Prindsen fra at komme i nærmere Berørelse med den gamle General v. Krogh, hvilket dog aldeles mislykkedes dem[26]. Imidlertid viste Prindsen Bugge paa anden Maade den største Opmærksomhed og Naade, ja han udøvede endog til dennes Gunst en „Souverænitetshandling,“ idet han skjænkede Biskopens Familie Brugen og Indkomsterne af en Kronen tilhørende Gaard i Verdalen[27]. Henrik Wergeland fortæller Prindsens Forhold til Bugge saaledes: „I Throndhjem synes især Biskopen, Dr. Bugge, et Talleyrandsk Hoved, at have tiltrukket sig Prindsens Opmærksomhed som en Mand, der kunde være ham nyttig til andet end til at messe. Hs. Høiærværdighed syntes ogsaa til Vederlag særlig indtaget i Prindsen. I en Sang ved et Gjestebud hos Bispen kaldtes Prindsen „vor Sverre, vor Haakon,“ og med devoueret Anticipation forsikredes, at

„Altid skal Klippens erkjendtlige Sønner
Signe den Throne, som Kristian bar[28]“.

Biskop Bugges Søn fortæller[29], at Prindsen lod Bugge „ledsage sig fra Throndhjem til Eidsvold,“ og Henrik Wergeland synes at staa i samme Formening. Men dette maa være urigtigt. Deels vilde det nemlig i dette Tilfælde være paafaldende, at Biskopen ikke deeltog i det foreløbige Eidsvoldsmøde, som fandt Sted den 16de Februar, deels maa man erindre, at man har Breve til Bugge netop angaaende det samme Møde, hvoraf man seer, at han endnu var i Throndhjem[30]. Rimeligviis kom Biskopen ei til Eidsvold førend i April. Han deeltog her tilligemed senere Statsminister, da „Regjeringsraad“ Sommerhjelm og Biskop F. J. Bech i Revisionen af de valgte Repræsentanters Fuldmagter; forresten var man, siger Henrik Wergeland, „ved Rigsforsamlingens Begyndelse og Ende lige klog paa, hvorfor Bugge egentlig var tilstede[31].“ Der ligger for mig en utrykt Dagbog over Begivenhederne paa Eidsvold, affattet af en Repræsentant, hvori Bugge leilighedsviis nævnes. Jeg ser heraf, at man allerede dengang pleiede at kalde Bugge med det siden almindelige Navn „Bifrons.“ I det samme Manuskript fortælles ogsaa nogle Anekdoter om ham; saaledes skal en høitstaaende Mand have ytret om de to tilstedeværende Biskoper, Bech og Bugge, „at den ene talte ilde om alle Mennesker, og om den anden talte alle Mennesker ilde.“ Ogsaa seer man, at Biskop Bech, Etatsraad Falbe m. fl. hyppig tjente som Skiver for „Bifrons’s“ Sarkasmer. Efter Rigsforsamlingens Adskillelse er Bugge ventelig reist tilbage til sit Hjem; fra 22de Juli har man et fortroligt Brev fra Kong Kristian Frederik til Bugge, skrevet fra Moss[32]. At Bugge var sin Velynder oprigtig hengiven, synes neppe at kunne betvivles og vinder i Rimelighed ogsaa derved, at han endnu den 18de September, Kristian Frederiks Fødselsdag, holdt en Tale, (siden udgiven i Trykken under Titel: „Trøstegrunde for Norges sande Venner),“ hvori han udtaler som sit sikre Haab, at det sammenkaldte overordentlige Storthing ikke vilde indgaa paa Foreningen med Sverige, men endnu lade det komme an paa en Dyst.

Og dog kom Bugge nogle Aar efter til at tale i en anden Tone. Han var 1815–16 Storthingsmand og beklædte som saadan Præsidentstolen i Odelsthinget, var Storthingets Vicepræsident, Formand i flere Kommitteer m. m. Under dette Ophold i Kristiania, fortæller Sønnen[33], „tiltrak Karl Johans forekommende Væsen ved Siden af hans imponerende Storhed o. s. v. Bugges Hjerte med uimodstaaelig Kraft.“ Denne sin forandrede Opfattelse af Forholdene fik han ogsaa snart Anledning til at lægge for Dagen. Da nemlig Karl Johan blev kronet i Throndhjem af Biskop F. J. Bech den 7de Sept. 1818, holdt Bugge en merkelig Prædiken. En høitstaaende svensk Mands Udtalelser om dennes Indhold fortjene her at anføres, da der formentlig i dette Tilfælde maa tillægges dem større Vegt end Landsmænds Domme. „Biskop Bugges Prædiken var høist saarende for det norske Folk. Det er ikke muligt at sige et heelt Folk drøiere Ting, end han gjorde, og jeg kan ei negte, at jeg med Glæde hos Kronprindsen saa den Retfærdighedsfølelse, at han med Misnøie hørte denne Præken. Nordmændene vare opbragte og det medrette, da de aldrig nævntes uden med en mere eller mindre saarende Apostrof, der saa meget mere maatte gjøre Indtryk paa dem, som disse Bebreidelser kom fra en Mand, der ei alene havde været Foreningens værste Modstander og havde skrevet derom paa en mindre passende Maade, men ogsaa i Religionen viist en saadan Vankelmodighed, at han allerede længe har baaret Navnet bifrons theologus. Alle (?) Vinduer mod Gaden søndersloges om Aftenen“[34].

Ifølge Sønnens Vidnesbyrd udøvede denne Begivenhed en afgjørende Indflydelse paa Bugges senere Liv. Han trak sig, fortæller denne videre, siden den Tid „ganske ud af Verdens Tummel“[35].

Vi maa her forlade Bugge, hvis egentlige Levnetshistorie af flere Grunde endnu ikke kan leveres; hvad vi ovenfor have fortalt, er kun en Sammenstilling af Ting, der for det meste ere bekjendte andetsteds fra. Bugge fik Afsked fra sit Embede den 8de August 1842 og døde 6te December 1849. Hans Enke lever endnu, 93 Aar gammel.

7. I Bugges første Tid blev Throndhjems Kathedralskole (1806) reformeret, idet der blandt flere Forandringer navnlig foretoges den, at de fordums Klasselærere, som under Navn af Hørere havde, hver i sin „Lektie,“ underviist i samtlige dennes Fag, ombyttedes med „Adjunkter,“ mellem hvem Skolegjerningen fordeeltes fagviis. Konrektoratet bortfaldt. Skolens første Rektor efter denne Forandrings Indførelse var Mag. Engelbrekt Boye (1806–1833), der hidtil havde været Rektor paa Kongsberg og der vundet et hædret Navn som Skolebestyrer.

I 1804–1806 bereiste Kristen Pram sit Fødeland, Norge. Hans vigtigste Øiemed hermed var vistnok Undersøgelsen af de økonomiske Forhold, navnlig af Fiskerierne, men denne alsidige Mand, hvis Interesser vare saa mangfoldige, har i sin Reisebeskrivelse, som desværre er utrykt, opbevaret en Mængde Oplysninger om Landets Tilstand i andre Henseender.[36] Vi ville mellem Bilagene indtage nogle af hans Ytringer om Forholdene nordenfjelds, forsaavidt det kirkelige angaar.

8. Vi slutte her disse Throndhjems Stifts Aarbøger. Ligesom Reformationens Indførelse i sin Tid neppe har foraarsaget synderlige Bevægelser hos Folket i disse Egne, saaledes berørtes Stiftet, som vi have seet, forholdsviis ogsaa meget lidet af Pietismen. Heller ikke Rationalismen synes her at have faaet den Indgang, som den vandt søndenfjelds. Vistnok have ogsaa her adskillige af Presterne, f. Ex. ikke mindst Kapellanen i Verdalen Eiler Hagerup,[37] 1821 afsat som Prest i Aure, været egte Rationalister, rationalistisk Literatur været udbredt i enkelte Kredse i Stiftsstaden, ja endog paa Landet, f. Ex. i Nordland, men man hører dog ikke, at saadanne Ting have gaaet for sig her, som de, hvorom Kristiania Intelligentssedler fra Kristian den syvendes Tid give Oplysning.

I de første Aar af vort Aarhundrede kom Hans Hauge til Stiftet. Medens han andensteds for det meste forefandt et og andet lidet Samfund af alvorligere sindede Kristne, fordetmeste Levninger fra Pietismens Tidsalder, var det kun paa eet Sted i Throndhjems Stift, at han blev opmerksom paa saadanne. Han siger herom:. „I Nærheden af Throndhjem fandt jeg nogle faa, ikke som separerede fra Statens herskende Religion, men som adskilte fra den store Hob ved udmerket Gudsfrygt. Biskop Brun havde som Prest der[38] været et Middel til disses Opbyggelse, saavelsom de selv havde søgt Veien til Livet.“[39]

  1. ↑ Se nærmere herom L. Helveg, Danske K. Hist. eft. Ref. 2. 243–47.
  2. ↑ Luxdorphiana, 87–90.
  3. ↑ F. C. Olsen, Evalds Liv i Aarene 1774–77. N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie V. 2, 374.
  4. ↑ Smiths Eftermand som Rektor var Mag. Loft (1785–89), denne efterfulgtes af den grundlærde Latiner Søren Monrad (1789–98).
  5. ↑ Disse Ting ere hentede af Schønheyders Visitatsberetning for 1790, der findes blandt de Bülowske Samlinger paa Sorø Akamis Bibliothek.
  6. ↑ Fallesens Maanedsskrift 1, 704–708.
  7. ↑ Betyder ventelig ligt Tyge Rothe.
  8. ↑ Fallesen l. c.
  9. ↑ A. Faye om Holts Prester p. 59.
  10. ↑ Pavels’s Autobiogr. (Langes Tidsskrift 4. 3). Dette (som flere formeentlig interessante Steder af denne Biografi) er imidlertid udeladt i den Udgave „i Sammendrag,“ som Hr. Amtsgartner Riis har paabegyndt af sin Bedstefaders Biografi og Dagbøger, en Udgave, som udentvivl, hvis Udgiveren havde været en mere literaturkyndig Mand, vilde have anet et andet Udseende.
  11. ↑ A. Eckstorms Hændelser (Kristiania 1792) p. 75.
  12. ↑ Bugges ved Bispeordinationen afgivne Vita, (Fallesen, theol. Maanedsskr. 3, 670), hvilket Sønnen F. M. Bugge, Forfatter af den 1851 udgivne Nekrolog „Karakteristiske Træk af Dr. P. O. Bugges Liv og Virksomhed „ikke har kjendt.“
  13. ↑ A. Faye (Bidrag til Øiestads Presters Hist. p. 47) siger ligefrem: „Provst S. Bugge blev uden sit Vidende og mod sin Vilje Sogneprest til Øiestad 29 Oktbr. 1790.“ Se ogsaa samme Forf.s Bidrag til Holts Presters Hist. p. 60.
  14. ↑ Ogsaa dette er udeladt i den for Tiden udkommende Udgave.
  15. ↑ Ligeledes nu udeladt af Hr. Riis.
  16. ↑ Anmeldt i Lærde Efterr. for 1792, No. 48, hvor den ikke roses. Imidlertid har Postillen vistnok medrette været yndet af Almuen. Vi have desværre ikke kunnet overkomme M. Møllers Repertorium, hvori flere Oplysninger rimeligviis findes om Dr. Bugges Forfattervirksomhed, bl. a. ogsaa om hans Doktordisputats, der skal have gaaet i rationalistisk Retning. Medens den udkom i Gøttingen, holdt dens Forfatter Konventikler paa Lister.
  17. ↑ M. Birkeland. Bidrag til Norges nyere Historie, 43–44. (Aftryk af Ill. Nyhedsbl. for 1858).
  18. ↑ Kollegialtidenden for 1804 p. 14.
  19. ↑ L. Daae, Breve til R. Nyerup p. 79–81.
  20. ↑ Om denne heder det: „Denne fromme, lærde, maaskee i Throndhjem miskjendte Mand var ret en Biskop, som agtede og beskyttede underordnede Embedsmænd.“
  21. ↑ N. H. S. Bloch, Reiseiagttagelser (fra 1806), Kbhvn. 1808, Fortalen.
  22. ↑ L. Daae. Breve til Nyerup, 89–94.
  23. ↑ Sønnens „Karakteristiske Træk“ o. s. v. p. 6.
  24. ↑ H. H. Müller, Bidrag til Kathedralskolens Historie 69–70.
  25. ↑ M. Birkeland, Bidrag til Norges nyere Historie, 39.
  26. ↑ Aalls Erindringer ved Lange, 342–43.
  27. ↑ Sammesteds 729.
  28. ↑ H. Wergelands saml. Skr. IX. 93–94.
  29. ↑ „Karakt. Træk“ osv. 27.
  30. ↑ M. Birkeland l. c. 2–5.
  31. ↑ Wergeland l. c. 147–148.
  32. ↑ Birkeland l. c. 46–48.
  33. ↑ „Karakt. Træk“ 33.
  34. ↑ Delagardiska Arkivet XIX., 224. Paa Stenen, der kastedes ind i hans Værelse, stod skrevet: „Der har du for Prækenen,“ og „Bilingvis orator millies atque millies pereat.“ Som man kan see, var Omskriften forfattet af akademiske Borgere. En Politiundersøgelse indlededes, men førte ikke til noget Resultat.
  35. ↑ Rimeligviis har det været efter den Tid, at Bugge begyndte sine ugentlige Bibellæsninger m. v. især i Baklandets Kirke. J. C. Berg skriver om ham (1825): „Biskop B. er nu for anden Gang bleven Pietist.“
  36. ↑ Reisebeskrivelsen findes paa Kjøbenhavns Universitetsbibl.
  37. ↑ Forf. bl. A. til de i Fallesens Maanedsskrift indførte Relationer om Hans Hauge, til hvilke Biskop Bugge vistnok sigter, naar han i sin Erklæring om Hauge og Haugianerne siger, at, hvad der læses paa Prent om dem, er „særdeles afvigende fra det virkelig passerede.“ Hagerup er ogsaa Forfatter til en Bog om Olaf den hellige, hvori de denne Konge tillagte Mirakler forklares euhemeristisk.
  38. ↑ J. N. Brun var residerende Kapellan til Bynesset 1773–1774.
  39. ↑ Hauges Reiser, 2 udg. 80.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/14&oldid=213758»