Wikikilden

Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814/3

< Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814

Mag. Hans Mogenssøn. 1578–1595.

1. Hvorledes denne Mand allerede i Mag. Hans Gaas’s levende Live var beskikket til hans Eftermand, have vi allerede seet. Inden vi gaa over til at fremstille Stiftets Historie i hans Embedstid, skulle vi meddele de faa Oplysninger, som haves om hans tidligere Liv.

Han angives at være født i Kjøbenhavn 1525. Efter at have studeret ved sin Fødebys Universitet, drog han udenlands og besøgte ikke alene, som saamange Samtidige, Tydsklands Høiskoler, men opholdt sig ogsaa længe i Frankrige[1]. Dette Ophold i Frankrige har maaskee havt en blivende Indflydelse paa Mandens Interesse; vi have nemlig endnu et Haandskrift af ham, indeholdende en Oversættelse af den berømte Philip de Comines’s Memoirer om Ludvig den ellefte og Karl den ottende, hvilket vi nævne, fordi det i Sandhed er en Sjeldenhed at see en dansk Geistlig i hine Dage beskjeftiget med Studiet af Frankriges politiske Historie[2]. 1558 blev Hans Mogenssøn Magister og samme Aar Professor i Kjøbenhavn. Det er uvist, om han endnu var i denne Stilling da han kaldtes til Throndhjem; man har Spor til, at han i Mellemtiden har været i geistlig Virksomhed i Skaane.

2. Gaa vi nu over til denne Stiftets tredie Superintendents Virketid i Throndhjem, maa vi først minde om, at det var i 1580, at Frederik den anden lod Konkordieformelen, som var sendt ham fra Tydskland, forbyde i sine Lande og Riger. Den 24de Juli 1580 udgik Skrivelse til samtlige Bisper om at paasee, at Presteskabet og andre skulde – under Livsstraf – afholde sig fra denne Bogs Læsning[3]. I Throndhjems Stift var dog visselig her intet Forbud nødvendigt. Sandsynligviis vare faa eller ingen deroppe vidende om et sligt Verks Tilværelse. Bergen er det eneste Sted i Norge, hvor man har Efterretninger om Stridigheder angaaende Konkordiebogen. Ved samme Leilighed mærke vi os et andet Kongebud, sigtende til Overholdelsen af den dogmatiske Uniformitet, nemlig Forbud af 1591 „mod at opvække nye Disputatser i Religionssager“[4]. Ogsaa dette Forbud var vistnok temmelig overflødigt i Norge.

3. Som ovenfor omtalt, var Jæmteland ved Stettinerfreden ogsaa i geistlig Henseende kommen under Norge, og vi have allerede berettet, hvorledes Kongen i 1578 havde ladet en Skole anlægge sammesteds. 1585 skede atter en Foranstaltning vedkommende denne Provins. Regjeringen var nemlig bleven opmærksom paa, at Almuen der ikke udøvede sin Kaldsret overeensstemmende med Ordinantsen, „men stundom efter eget Tykke dermed fremfarer og dertil kalder, hvilken sig først haver foregivet.“ Ved Kongebrev af 24de Oktober 1585[5] indskjerpedes nu ei alene Ordinantsens almindelige Regler for Prestekaldelsen, men det bestemtes derhos, at til Prest i Jæmteland kun maatte tages en af Kongens „egne indfødte Underdaner,“ med andre Ord ingen Svenske, og rimeligviis ikke engang nogen fød Jæmtlænding. I det mindste vide vi, at i Begyndelsen af næste Aarhundrede maatte en Prestesøn fra Jæmteland, Mogens Blix, siden Sogneprest til Throndhjems Domkirke, takke Kantsleren Kristian Friis’s Mellemkomst for den ham tilstaaede særdeles Gunst at blive Kapellan hos sin Fader[6].

4. Den samme Kristian Friis til Borreby, som vi nu tilfældigviis have kommet til at nævne i hans senere Egenskab af Kantsler i Danmark, var ved denne Tid (1583–1589) Lensmand over Throndhjem, og, efter som vi have Grund til at slutte, tog han sig allerede dengang med Iver ogsaa af de geistlige Forhold inden sin Virkekreds I 1586 havde han saaledes sendt en Indberetning til Kongen om Misligheder idet kirkelige Væsen. „Det gik udi Stiftet uskikkeligen og utilbørligen til med Gudstjenesten i nogle af Landdistrikterne. Bønderne i Annexerne fange sjelden Prediken og Guds Ord at høre, med mindre de nogle Mile vilde reise til Kirken, uanseet de saavelsom de andre hos Hovedkirken rigelig udgive sin rette og tilbørlige Presterente og Rettighed“[7]. En Følge heraf var, al der under 24de December 1586 udgik en kongelig Befaling til Kristian Friis, Superintendenten Mag. Hans Mogenssøn, Domkirkens Sogneprest Mag. Hans Sjurssøn[8] og Kanniken Hr. Jens Anderssøn, at de „skulde med det første begive sig ud i Stiftet, granske og forfare der om al Leilighed, og hvor slig utilbørlig Handel og Forsømmelse findes, forordne, at eet Gjeld gjøres til to eller, om den Leilighed ikke kan være, paalægge Presterne flere Kapellaner at holde.“ Ligeledes paalagde det samme Kommissorium de nævnte Mænd at raade Bod „paa den store Uskikkeligbed med Betlere, som fra et Sted til et andet omløbe.“

Mange vare de Misligheder, som kom frem for Lyset ved den først i 1588 tilendebragte Visitationsreise, som de fire Mænd nu foretoge. I mange Prestegjeld, hvis Kirker laa langt fra hinanden, og hvor der altid pleiede at være Kapellan, havde den Uskik faaet Hævd, at de to Prester istedetfor at forrette hver i sin Kirke, begge for Mageligheds Skyld forrettede i den samme, i det den ene prædikede, den anden sang for Alteret, I visse Kirker var der saaledes Tjeneste meget hyppig, i andre kun to eller tre Gange om Aaret. Paa sine Steder vare ogsaa flere Smaakirker beliggende saa ganske nær ved en Hovedkirke, at de kunde være overflødige, men det var dog sædvanligt, at hvert Aar skulde holdes een eller to Gange Prædiken i slige unødvendige Kapeller, „og da gjorde Bønderne et almindeligt Gjestebud, saa at de med al Rette kunde kaldes Ølkirker“[9]. Som en Følge af den Lunkenhed, hvormed Ordet forkyndtes, have Kommissarierne naturligviis at klage over, at Folket er uvidende. „Iblandt fattige Fanger, som paa Livet skulde straffes, er fundet mange aldrende Folk, som intet eller saare lidet vidste af Gud og sin Saligheds Sag, som klagede, at de al sin Livs Tid neppeligen havde hørt tyve eller tredive Prædikener“. Og dog er der ogsaa enkelte Træk i denne Indberetning af de fire Mænd, som vidne fordeelagtig om Almuen. „Jeg har, siger Kristian Friis, forfaret, at Bønderne skyede de Gaarde at feste, som laa ved et Annex, langt fra Hovedkirken.“ Ligeledes erfare vi, at Bønderne i Annexerne gjerne vilde formaa Kapellanerne til hyppigere at besøge dem, og lovede disse 4 til 6 Skilling aarlig af hver Mand, om de vilde gjøre dette, men Sognepresterne hindrede det, for at det ei skulde blive til Formindskelse i deres Indkomster.

For saavidt muligt at raade Bod paa Mislighederne forordnede Kommissarierne, at Sognepresten og Kapellanen (i de Kald, hvor stadig skulde være Kapellan) aldrig skulde for- rette samtidig i een Kirke, men hver i sin, og at de smaa overflødige „Ølkirker“ skulde nedrives Med Hensyn til Betleriet og Fattigvæsenet, hvorpaa de ogsaa havde faaet Befaling at henvende sin Opmærksomhed bestemtes „at hver Sogneprest med fire af de bedste og gudfrygtigste Dannemænd skulde have Register paa de Huusarme, som ere i deres Sogn, og at ingen skulde faa Almisse uden de, og naar de trængte, skulde Presten formaa Almuen af Prædikestolen, at de dennem hjelpe vilde“.

Disse Bestemmelser, som i lange Tider vedbleve at gjælde i Throndhjems Stift, er det, som man har kaldet den Throndhjemske Reformats af 1589. Den var ledsaget af en omstændelig Angivelse af Presternes omtrentlige Indkomster i hvert Kald, ligesom det i Reformatsen, til hvilken i Norges øvrige Stifter intet Sidestykke kjendes, for hvert Prestegjeld var fastsat, om der foruden Sognepresten skulde (stadig) være Kapellan; i enkelte store Kald skulde der endog være flere faste Kapellaner. Disse Kapellaner er det, som svare til Nutidens „residerende“ Kapellaner. Om de ved Reformatsens Affattelsestid fungerende Prester gives i denne ikke nogen Oplysning; kun roses Presten i Salten, den gamle Hr. Mogens Olssøn for „sin besynderlige Vellærdhed og Troskab“[10].

Her kunde forøvrigt være Stedet til at omhandle, hvad vi af andre gode Kilder vide om Kapellanerne og deres Stilling. Der gaves nemlig flere Arter Kapellaner. Først de residerende Kapellaner (Diaconi) til Domkirken og Frue Kirke i Throndhjem. Disse kaldtes paa samme Maade, som Sognepresterne, vare dem i de fleste Sager sideordnede og ligesom de endog Medlemmer af Kapitlet Dernæst kom de faste Kapellaner i de Landskald, hvor der efter Reformatsen stadig skulde være saadanne. Disse – der kunde, som vi have hørt, i visse Kald være flere – boede gjerne ved Annexerne og havde stundom intet med Hovedsognet at gjøre. De kaldtes af Sognepresterne, og deres Løn var bestemt i Reformatsen. Naar et Kapellani var ledigt, lod Sognepresten sin Kandidat prædike til Prøve i det eller de Sogne, han skulde have med at gjøre; Menigheden havde dog her ikke, som til Sogneprestembederne, nogen Kaldsret, det var kun en Præsentation for den, som var nødvendig. Derpaa sendtes han, hvis han var uordineret, til Superintendenten for at underkaste sig Biskopexamen og modtage Indvielsen. Ligesom Sognepresten idet Kaldsbrev, han gav sin Kapellan, maatte love ikke at „forstøde ham i dyr Tid“, saaledes skulde Kapellanen „ikke drage Bøndernes Hjerte eller Sogneprestens Rettigheder“ fra denne i sine Sogne, ligesom han „uden al Modsigelse skulde komme Sognepresten i andre Kaldsbestilninger tilhjelp,“ om saa forlangtes, og „in summa sig som en Søn imod sin Fader i alle Maader forholde“. Af dette Slags Kapellanbestillinger have, som sagt, de nuværende „residerende“ Kapellanembeder, der siden 1742 besættes af Kongen, udviklet sig. Den tredie Slags Kapellaner vare de egentlige personelle Kapellaner eller Huuskapellaner. (thi ogsaa de ovenbeskrevne kaldtes i hine Dage ofte Kapellaner pro persona, ihvorvel de rettere burde hede Kapellaner pro loco), som antoges til at besørge Sogneprestens egne Forretninger, hvis han var sygelig eller af anden Grund behøvede en særlig Medhjelp. De kaldtes ligeledes af Sognepresten og præsenteredes ligesom de faste Kapellaner forinden Ordinationen for Menigheden, men deres Indtægt var ikke bestemt i Reformatsen. Almindeligviis boede de i Sogneprestens Huus og havde foruden Ophold gjerne tolv Rigsdaler og en Støvlehud i aarlig Løn. Som de, der skulde optages i Sogneprestens eget Huus maatte disse Kapellaner afholde sig fra „al Modvillighed mod Sogneprestens Huusgesinde“ samt love „ikke uden dennes Vidskab og gode Samtykke at gifte sig ind i hans Huus og Brød, men holde sig tugtelig i Enlighed, til Gud ham et andet Stykke Brød beskjærer“[11].

5. Kong Frederik den anden døde som bekjendt den 4de April 1588 paa Antvorskov i Sjelland og hans Søn og Efterfølger Kristian den fjerde besteg Thronen, dog for det første som umyndig under Formynderregjering, som varede til 1596. I denne Mindreaarighedstid forefaldt hans Hylding som Norges Konge den 8de Juni 1591 i Oslo, hvor derfor de „norske Stænder“ fremmødte og blandt disse, som de fornemste af Geistlighedens Repræsentanter, ogsaa Norges fire Biskoper, M. Hans Mogenssøn fra Throndhjem, M. Andreas Foss fra Bergen, M. Jørgen Erikssøn fra Stavanger og M. Jens Nilssøn fra Oslo og Hamar. En samtidig Forfatter, Lektoren i Oslo M. Halvard Gunnarssøn, rimeligviis sin Tids lærdeste Nordmand, har i meget smukke og indholdsrige latinske Vers leveret en Skildring af Hyldingen[12], hvori han ogsaa kortelig omtaler de fire Biskopen Om Mag. Hans Mogenssøn heder det:

Mitis Joannes Magni, qui Nidrosiensis
Antistes, senio multisque laboribus haustus.

6. Af den ovenomtalte Formynderstyrelses Foretagender, er der et, som særlig vedrører den norske Kirkehistorie, nemlig Kongebrevet til Superintendenterne af 31te Juli 1593, som paabyder Afsættelse af alle Prester i Riget, som gjøre sig skyldige i Horeri, Drukkenskab og andre grove Laster[13]. Hvorvidt dette Kongebrev virkelig i nogen Landsdeel har draget Preste-Afsættelser i talrigt Mon efter sig, eller om den norske Geistlighed – procul a Jove procul a fulmine – har sluppet med Truselen, lader sig ikke nu afgjøre, ihvorvel det sidste vistnok er rimeligst. Men skjønt vi vide, at ogsaa andensteds[14] Klagerne have været saare vel grundede, have vi dog et Vidnesbyrd fra en fagkyndig Mand, der lader os slutte, at Fordærvelsen blandt Throndhjems Stifts Presteskab maaske endog har været større end andensteds I 1599 skriver nemlig den tidtnævnte Kristian Friis til Borreby til Mag. Hans Mogenssøns Eftermand: „Quum apud vos præsidem agerem, comperi majorem negligentiam et inconsiderantiam ministrorum verbi iis oris degentium quam ullo alio loco“[15]. Geistligheden befattede sig med verdslige Sager, derfor er det, at man 1588 maatte forbyde Presterne at drage til Bergen oftere end hvert tredie Aar[16], og derfor er det, at man fra hiin Tid ikke kjender nogen anden Ting, som har været Gjenstand for Geistlighedens Raadslagninger end Spørgsmaalet om Fisketienden, hvorom man i 1594 kom til Enighed[17].

7. Allerede i 1578 var Mag. Hans Mogenssøn, som vi have seet, bleven anseet for en svækket Mand og Halvard Gunnarssøn beskriver os ham jo i 1591 som „senio et laboribus haustus“. 70 Aar gammel døde han, efter at have været Superintendent i 17 Aar, den 30te November 1595[18]. Han efterlod en Enke Boel Eriksdatter og flere Børn[19], blandt hvilke Sønnen, Mag. Mogens Hanssøn, som i 1594 var bleven kaldet til Sogneprest til Domkirken i Throndhjem. Denne Mag. Mogens ønskede Kapitlet at see udnævnt til Faderens Eftermand i Bispe-Embedet. Kannikerne sammentraadte derfor den 5te December og affattede en Skrivelse til Sjellands Biskop, Dr. P. Winstrup, den ældre, og Professorerne ved Kjøbenhavns .Universitet med Bøn om, at disse vilde antage sig Sagen. De anføre deels, at Mag. Mogens har studeret baade i Kjøbenhavn og i sex Aar udenlands at han har gode Gaver, og at der i det besværlige Stift netop tiltrængtes en ung og kraftig Mand, deels gjøre de gjeldende det ønskelige i, at den afdøde Bisps Familie paa denne Maade kunde forsørges, da Mag. Hans Mogenssøn har ladet efter sig et elendigt og gjeldslagent Huus, som nu haver Guds og gode Venners Hjelp storligen behov.“ Ogsaa Ludvig Munk, nu for anden Gang Thrøndelagens Styrer, henvendte sig til Universitetskonsistoriet med Anbefaling for Mag. Mogens[20]. Men han fik ikke Faderens Embede, noget, som heller ikke stort kunde have nyttet ham, thi han døde kort efter, hvis man turde tro Erlandsen, endog inden Aaret (1595) var ude.

  1. ↑ Danske Mag. 6. 333 efter Optegnelser af Lyschander.
  2. ↑ Haandskriftet findes i Stockholm. (Molbech, Hist. Tidsskrift 4. 133.) N. M. Petersen (Bidrag til Danske Literaturh. 3die B.) har foreslaaet, at Oversættelsen som et Sprogmonument idetmindste deelviis burde udgives.
  3. ↑ L. Helveg: Danske Kirkes Hist. eft. Ref. (2den Udg.) 1. 216.
  4. ↑ Schönings Optegnelser.
  5. ↑ N. Registr. (endnu utrykt).
  6. ↑ Blix’s Brev til Friis af 1612 i den saakaldte „Bøllingske Brevsamling“ paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn.
  7. ↑ Kongebrevet, af hvis Intimation dette Hovedindhold af Friis’s Beretning er uddraget, er trykt i N. Vidensk. Selsk. Skrifter i 19de Aarhundrede 1. 363.
  8. ↑ Til de hos Erlandsen (Pag. 38) forekommende Oplysninger om denne Mand, føies, hvad hidtil vistnok har været ubekjendt, at han var gift med en Datter af den tidligere omtalte merkelige adelige Kannik Mag. Henrik Nilssøn (Gyldenløve).
  9. ↑ Formodentlig have disse Smaakirker fordetmeste været saakaldte Lovekirker og vistnok endog af Overtroen været anseede for særdeles hellige. Man erindre som Sidestykker den bekjendte St. Thomaskirke paa Filefjeld, som sløifedes 1807, Vattenaas Kirke i Sigdal, Røldals Kirke o. fl. I nogle af de sidstnævnte fortsattes de middelalderlige Kirkelystigheder lige ind i vort Aarhundrede. – Som et Exempel, der viser, i hvilken Utstrækning Nedlæggelsen af Annexkirker gik for sig, kan oplyses, at Verdalen, som nu kun har tre Kirker, før Reformatsens Tid havde otte. Ogsaa andensteds, navnlig i Oslo Bispedømme, skede samtidig lignende Reduktioner. Store-Nes paa Romerike og Ringsaker paa Hedemarken havde f. Ex. resp. syv og otte Kirker, nu hvert kun tre.
  10. ↑ Denne Mand der som saa mangfoldige andre Prester fra denne Tid ikke forekommer hos Erlandsen, er vistnok den samme Magnus Olai Nidrosiensis, som i 1544 blev indskreven ved Wittenbergs Universitet. (Nye danske kirkeh. Saml. 1. 468). Han havde i 1572 en Kannikegaard i Throndhjem. – Det bemerkes, at den heromhandlede Reformats er trykt i Norske Vidensk. Selsk. Skrifter i det 19de Aarh. 1. 363–432.
  11. ↑ Disse Oplysninger ere hentede deels fra tvende Formularer til Kaldsbreve for Kapellaner i Norge (Kallske Manuskriptsamling paa det store kongl. Biblioth. i Kjøbenhavn No. 472 4to), deels fra Optegnelser fra Biskop Peder Hersleb (i danske Geheimearkiv).
  12. ↑ Acrostixis, de inauguratione Christiani Quarti etc. Rostochii 1596.
  13. ↑ Findes bl. A. i Kallske Manuskriptsamling No. 472, 4to.
  14. ↑ Saaledes f. Ex. i Bergens Stift. See Norske Saml. (8vo) 1. 539.
  15. ↑ Danske Magasin 1. 87. – I Mangel af en bekvemmere Plads anbringes her en Notits om hiin Prest i Akerøen, Hr. Olaf Thordssøn, som slog sin Søn uforvarende ihjel. I Mag. Hans Gaas’s Tid havde, som vi have seet, en Finmarksprest, der havde begaaet forsætligt Mord, beholdt sit Embede Nu var man strengere. Efterat Konfistorium ved Kjøbenh. Universitet 1589 havde afgivet sin Betænkning, maatte Hr. Olaf resignere, skjønt han havde godt Vidnesbyrd af Menigheden. (Erlandsen Pag. 472 og Konsistoriums Arkiv i Kjøbenhavn.)
  16. ↑ Schönings Optegnelser.
  17. ↑ Denne Overeenskomst blev siden efter 1641 atter fremdragen og da bekræftet af Kristian den fjerde. Da den er trykt hos Paus, gl. norske Love 2. 774, opholde vi os ei videre ved den.
  18. ↑ Nye (danske) kirkehist. Samlinger 1. 343 fgg.
  19. ↑ Sammesteds. Blandt hans Børn vare tre Døtre.
  20. ↑ Nye danske kirkeh. Saml. l. c.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Throndhjems_Stifts_geistlige_Historie_fra_Reformationen_til_1814/3&oldid=213431»