Idagmorges da jeg vågned,
ved jeg ei, hvad der var fat:
alle hæggens hvide blomster,
de var sprungne ud inat.

Alle hæggens hvide blomster
skinnede i morgensol,
og for første gang fra skoven
hørte jeg, at gjøgen gol.


Og med engang alt jeg husked
– husked alt ifra igår.
Blodet stansed i mit hjerte,
å min Gud – jeg ved ei selv.

Hvorfor bruste alting om mig,
endskjønt gråd i brystet brød,
hvorfor lo jeg som en dronning,
mens jeg ønsked jeg var død?


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.