Til J. S. Welhaven
Hvor er dit Hjem nu øde, Sangerbroder!
Hvor stille Huset, før saa fuldt af Liv! —
Hun er jo vandret bort, din elskte Viv,
Din Tankes Lige, hun, den ømme Moder.
O, jeg forstaaer, hvordan Du har det nu.
Jeg har jo selv engang tømt samme Bæger;
Og veed, dets Malurt intet Ord nu læger,
At Vennetrøst nu vorde kan en Gru.
Hvis ikke, kunde jeg af dyr Erfaring
Dig sige, at der komme kan en Tid,
Da Smerten lindres til en Veemod blid,
Naar den har gjennemgaaet Troens Klaring,
At Trøsten stige vil af Gjensyns Haab,
At Livets Kræfter kan gjenblomstre atter,
At Sorgen har en ædelbaaren Datter
I Sangen, der forfrister som en Daab.
Dog, skjøndt jeg veed, min Tale kan undværes,
Jeg kan ei dæmpe Trangen i mit Bryst
At sende Dig, i denne haarde Dyst,
En Hilsen, som af Ungdomsminder bæres.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |