Åpne hovedmenyen
Samlede Skrifter
Utgitt av M. J. Monrad og H. LassenG. E. C. Gad (1s. 528-529).

(Ved hans Huſtrus Død.)

Hvor er dit Hjem nu øde, Sangerbroder!
Hvor ſtille Huſet, før ſaa fuldt af Liv! —
Hun er jo vandret bort, din elſkte Viv,
Din Tankes Lige, hun, den ømme Moder.

O, jeg forſtaaer, hvordan Du har det nu.
Jeg har jo ſelv engang tømt ſamme Bæger;
Og veed, dets Malurt intet Ord nu læger,
At Vennetrøſt nu vorde kan en Gru.

Hvis ikke, kunde jeg af dyr Erfaring
Dig ſige, at der komme kan en Tid,
Da Smerten lindres til en Veemod blid,
Naar den har gjennemgaaet Troens Klaring,

At Trøſten ſtige vil af Gjenſyns Haab,
At Livets Kræfter kan gjenblomſtre atter,
At Sorgen har en ædelbaaren Datter
I Sangen, der forfriſter ſom en Daab.


Dog, ſkjøndt jeg veed, min Tale kan undværes,
Jeg kan ei dæmpe Trangen i mit Bryſt
At ſende Dig, i denne haarde Dyſt,
En Hilſen, ſom af Ungdomsminder bæres.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.