Til Tidsskriftets Læsere
Naar man med et levende Øie betragter Folket, saaledes
som det røres og færdes i vore Dale og i vore Byer, –
da finder man visselig saare Meget, som man kunde ønske
anderledes. Vi ser Ting, vi hører Talemaader og Ord,
som maa bedrøve os. Vi træffer i Folkelivet Mangt og
Meget, der vidner om Hjærteløshed, Tankeløshed og Letsind;
og fik vi af Gud et opladt Øie og et deltagende
Hjærte, er det jo ganske naturligt det gjør os ondt. Men
er vort Øie tillige folkeligt og vort Hjærte isandhed venligt,
saa maa det ogsaa glæde os at finde endel Godt iblandt
det Slette. Og det er dog vist, at der i det norske Folks
Liv som paa dets Tunger endnu rører sig meget Vakkert.
Jeg vil her kun minde om Noget, der kan synes en Smaating,
– nemlig om den deilige Skik, saasnart man raakes,
at ønske hværandre: „Goddag“, „godt Møde“, „Guds
Fred“, – at „velsigne“ Ens „Arbeide“ o. s. v. Det
er, saavidt jeg ved, i Brug over det hele Land, hvad enten
man er kjendt eller ei. Først naar man saaledes har „helset“,
er det Tid til videre at snakkes ved. Nu, dette har
vel ikke altid ret saa meget at betyde, fordi det desværre,
som saameget Andet, tidt sker tankeløst; det udføres ofte kun
med Munden, kommer ikke fra Hjærtet og er altsaa uden
synderligt Liv. Men lad det ogsaa være en død Skik hos
Mange, – det er dog en vakker Skik og ialfald bedre end ingen. Saalænge Noget svæver paa Folkets Tunge, er
det dog ikke stendødt; – Livet kan da atter oppustes og
vaagne deri.
Se, dette var jo kun et eneste lidet Exempel paa alt det Vakre, der hos os er tilstede, og kun venter paa en Opvækkelse, for igjen at kunne virke i sin fulde Kraft. Det randt mig just nu ihu, da dette Tidsskrift for første Gang skal træde ud i Værden. Det er jo Meningen, at det skal faa mange Læsere baade i By og paa Bygd. Størsteparten af dem kjender vel ikke mig og naturligvis endmindre det Skrift, som først nu ser Lyset. Jeg vilde saa gjærne, det skulde komme paa en venlig Maade til det norske Folk, „helse“ vakkert og tilønske alle Læsere baade i Hytter og i Sale en virkelig „god Dag.“ Og kan det lykkes mig, da bliver sikkert ogsaa „Mødet godt“ for os Alle, baade for Læserne og for mig. „Som man raaber i Skogen, faar man Svar“, siger et gammelt Ord. Jeg tror det norske Folk er, som man forstaar at tage det til; „et godt Ord vil gjærne der finde et godt Sted“, og hvorfor skulde da ikke min venlige Helsning ogsaa finde baade Gjenklang og en god Modtagelse? „At leve og se gode Dage“ maa jo i alle Maader være vor Lyst, og vi trænger høilig dertil, for vi har visselig haft nok af onde Dage baade i kirkelig og folkelig Henseende. Sløvhed og Dorskhed, Vankundighed og Død har haft altfor stort Herredømme iblandt os, og har det jo endnu; men hvis ikke alle Julemærker slaar feil, er en ny Tid forhaanden. Det synes mig klart, at Natten stunder tilende, og Dagen nærmer sig hos os. Naar jeg derfor tilønsker det norske Folk en „god Dag“, eller maaske rettere, et venligt „Godmorgen“, da er det med den samme Fryd, som naar Nattevægteren glæder sig ved Morgengryet. Det er endnu ikke saa lyst og varmt og livligt mellem vore Fjelde, som vi inderlig maa ønske det. Men vi maa dog være glade i Haabet om, at det skrider fræmad, og saa tage fat af alle Livsens Kræfter for efter Evne at fræmskynde den ny Dag. Netop derfor kommer dette lille Tidsskrift og banker paa hos Folket; det vil saa gjærne hjælpe til at bringe lidt Liv og Lys ind i de norske Hytter, og jeg har det Haab, at det ogsaa forendel skal lykkes, hvor det rigtig slipper ind. Det vil ganske vist lykkes, hvis Gud faar være med os. „Guds Fred“ er dog den vakreste af alle Helsninger; maatte den ikke blot høres fra vore Læber, men ogsaa leve i vore Hjærter og følge os i Livet! Maatte den finde baade Husrum og Hjærterum hos det norske Folk, da skal baade vort Møde vorde godt, og gamle Norge blive lykkeligt! Og med dette lyse Haab sendes disse Blade ud i Værden.
Naar nu Læserne og jeg paa denne Maade har helset hværandre, er det Tid til at snakkes videre ved. Først og fræmst faar jeg da det Spørgsmaal: „Men hvad skal nu Tidsskriftet indeholde?“ Som den, der nærmest skal styre og lede det[1], er det min Pligt at give Svar herpaa; og det gjør jeg med Glæde, vel vidende, at „godt Regnskab giver godt Venskab“, som Ordsproget siger. For Læserne er det jo bedst strax at faa høre, hvad de kan have ivente; de kunde ellers let finde sig skuffet, hvilket ogsaa bilde skade flere end dem.
Tidsskriftet vil søge at udbrede „folkelig Oplysning“, og Alt, som kan antages virkelig at tjene dertil, kan da være skikket til Optagelse deri. Man skulde nu vel tro, at dette var godt og vel, og at det da kun kommer an paa, om der findes Mænd, som baade kan og vil lægge Haand paa Værket, – Mænd, som baade duget til at skrive for Folket og alvorlig vil tage fat derpaa. Man skulde tænke, Alle var enige om, baade at Oplysningen er gavnlig, og at vi hertillands har altfor lidet af den. Men det er dog ikke saa. Der er endnu Mange, som tror, at Oplysningen er skadelig, at der „let kan blive formeget af den“, at „jo mere Folk lærer, jo værre bliver de“ o. s. v. Nu ved jeg vel, det er umuligt i en Haandevending at overbevise slige Mennesker; men jeg maa dog alligevel standse her et Øieblik, og gjøre følgende Spørgsmaal: Er dog ikke Gud „Lysenes Fader?“ Har han ikke skabt alt Lys, baade det aandelige og det legemlige, det himmelske og det jordiske? Elsker han ikke Lyset og vil, at vi skal komme dertil, og idelig voxe og gaa fræm deri? Er ikke Mørket et Værk af hans Fiende og forenet med Døden og Graven; medens Lyset er paa det nøieste forenet med Liv, saaledes som Digteren siger:
„Livet og Lyset er Tvillinger bolde,
Døden alene kan skille dem ad.“
Se dog engang til den ydre Natur! Den er jo ogsaa „Guds Hænders Gjærning“; men trives den vel i Mørket? – Katugler og Flaggermus gjør det vel, det er sandt. De taaler ikke Morgenrødens Glands og Solens Straaler; de lukker Øinene for Lyset og elsker alene Nattens Mulm. Men den hele øvrige Skabningens Hær har det dog anderledes. Synger ikke Fugleskaren lifligst, naar Dagen bryder fræm med Liv og Lys? Bliver vel Planten i Kjælderen frodig og fuld af Livskraft? Mon den ikke bøier sig mod den mindste Aabning, for ligesom med Glæde at modtage Lyset, som derigjennem strømmer ind, og som den længes efter? – Men er Lyset en saa nødvendig Ting, forat den ydre Skabning kan leve og trives, hvorledes skulde da Folkeaanden og Menneskehjærtet være lykkelig i Mørke? Er det ydre naturlige Lys saa velsignet og godt, saa maa dog vel endmere det aandelige være det. – Det er sandt, hvor Oplysningen stiger, der træder ofte det Onde klarere og stærkere fræm. Ugræsset voxer langt frodigere, naar Ageren gjødsles, end det ellers vilde gjøre; men derfor vil vel ingen klog Landmand kaste Gjødselen væk. Den samme Solstraale, der modner Kornet, bringer ogsaa Ugræsset til at voxe; men vil vi derfor foragte eller undvære Solstraalen? Værden er nu en saadan Ager, hvor tvende Slags Sæd er blandet om hinanden; og Oplysningen er lig Solstraalen, der udvikler det Hele, men fræmbringer dog langt mere Godt end Ondt, og maa derfor være os Alle kjær. – En anden Sag er det, at Meget kalder sig Oplysning uden virkelig at være det. Det ydre saavelsom det indre Lys kan være to Slags: sandt og falskt. Der er Forskjel paa Maanens Glands og Solens Straaler; det Ene lader Alt forblive koldt; det Andet er forbundet med Varme og fræmlokker altsaa Liv. Det gjør derimod ikke Nordlyset, hvor prægtigt det end glimrer; og blussende Lygtemænd kan vel ogsaa lyse, men fører dog Vandringsmanden paa Vildstraa, eller bringer ham endog lige ud i Afgrunden. Saaledes er det ogsaa med den Oplysning, der kun opblæser Hjærnen, eller opklarer Forstanden uden tillige at opvarme og oplive Hjærtet. Værden har haft Meget af den, og vi kan vistnok give en berømt Mand Ret, naar han siger, at vi nu „har større Plage med det falske Lys end med det gamle Mørke.“ Det trænges derfor saamegetmere at arbeide paa Udbredelsen af en sand og sund Oplysning. Hvorvidt nærværende Tidsskrift vil kunne fortjene den Ros, faar Tiden vise. Viljen dertil skal ikke mangle, men mine Evner vil vistnok ikke forslaa; dog tør vi vel haabe, at mange dygtige Mænd med Kjærlighed til Folk og Fædreland vil hjælpe til.
Tidsskriftet udgives af „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“; og deraf følger da, at den Oplysning, Skriftet kommer til at meddele, vil blive af folkelig Art. Idetmindste vil man stadig stille sig det for Øie; om det lykkes at udføre det skikkelig, er vistnok et andet Spørgsmaal. Ved „Folket“ tænker vi nemlig her ikke paa en enkelt Stand eller Klasse af Mennesker. Bondestanden alene udgjør ikke Folket, ligesaalidt som Byborgere og Embedsmænd. Nei, naar vi taler om det norske Folk, da mener vi hvær en „Mors Sjæl“ imellem Lindesnæs og Nordkap, mellem Kjølen og Vesterhavet, hvad enten de findes i By eller paa Bygd, saafræmt de ikke rent ud vrager vort „Fædreland og Modersmaal“. Den høieste Embedsmand i Hovedstaden hører ligesaavel til Folket som den fattige Fisker paa et øde Skjær; og naar vi derfor taler om folkelig Oplysning, tænker vi først og fræmst paa en saadan, som er gavnlig og nødvendig for det hele Folk, og passer paa Alle. Har vi tilligemed „Fædrelandet og Modersmaalet“ ogsaa „Aand og Hjærte“ tilfælles, saa maa der vel ligeledes kunne gives en fælles Oplysning. At frembringe en saadan er vistnok nutildags en saare vanskelig Sag; men et Forsøg maa dog gjøres. Medens Størstedelen af Menigmand kun har liden eller saagodtsom ingen boglig Oplysning, er derimod Storbønderne, Byborgerne og Embedsmændene „meget godt oplyste“, som det kaldes. Oste er vistnok denne Oplysning alt Andet end folkelig; men der er dog alligevel en saadan Kløft imellem deres Dannelse og den simple Menigmands, at der skal et stort Held til paa engang at skrive Noget, som passer for bægge. Den Folkeklasse, som Tidsskriftet især vil have for Øie, maa forresten blive Almuesmanden; – han er dog paa en Maade Folkets Kjærne, har mindst af Oplysningens Glæder men trænger høiest til dem.
Men der ligger mere i Ordet „folkelig Oplysning“, end blot at omfatte alle Folkeklasser. Ogsaa dens indre Væsen skal være folkeligt. „Hvad det hos os først og fræmst gjælder om, er at udvikle Folkets Selvbevidsthed“, heder det i Selskabets Indbydelse. Det er sande Ord, som Tidsskriftet idelig bør have for Øie. „At kjende sig selv“ er en vigtig Ting for hvært enkelt Menneske. Stræver man ikke derefter, kan man visselig ikke udrette Noget tilgavns, eller bruge Livet paa en værdig Maade. Men den samme Selverkjendelse er ligesaa nødvendig for det hele Folk. Uden den, bliver det en vissen og ufrugtbar Gren paa Menneskeslægtens store Stamme. Er det nu vist, at det norske Folk, hvortil vi Alle hører, i mange Maader ligger i Dvale, ved ikke af sig selv, kjender sig ikke ret, – saa maa det først og fræmst vækkes af sin Slummer. Det er ligesaa nødvendigt, som at et sovende Menneske først maa vækkes af sin Søvn, førend det kan udrette Noget. Jeg tænker nu ikke her nærmest paa den religiøse Vækkelse og det kristelige Liv At fræmkalde det, staar ikke i noget Menneskes Magt; det er og maa blive Vorherres Sag, og dertil virker den kristne Kirke ved sine dyrebare Naademidler. Ogsaa der kan der vel gjøres Adskilligt ved Udbredelsen af vækkende Skrifter. Bibelen og andre Opbyggelses- og Andagtsbøger er isaahenseende gavnlige Midler i Guds Haand. Men paa saadanne Bøger er der jo ialmindelighed ingen Mangel, men hellere stor Overflødighed. Allerede for længe siden er der stiftet Selskaber i den Retning. Et religiøst Liv er ogsaa i flere norske Egne vaagnet med Kraft; det gjælder nu kun om, at det rettelig næres og ledes, hvilket da især er deres Sag, der er kaldet til at være „Ordets Tjenere“. Tidsskrifter og Blade af saadant Indhold har vi vel tildels, og flere kan vel ventes at komme. „Selskabet for Folkeoplpsningens Fræmme“ har imidlertid et andet Formaal, og deri har det efter min Overbevisning fuldkommen Ret. Der er et Liv foruden det kristelige, som ogsaa trænger til at vækkes; det er det folkelige Liv. Hvor dette slumrer, vil næppe Kristendommen kunne blomstre. Skal „et kraftigt religiøst Liv kunne røre sig“ iblandt os, uden Sværmeri og uden Falskhed, da maa Folkelivet vækkes og forædles. Thi er det dog ikke vist, at den, der isandhed skal elske Gud, maa først elske Far og Mor og sine jordiske Paarørende? Er det ikke vist, at hvor denne naturlige Kjærlighed mangler, der kan der endnu mindre være Tale om sand kristelig Kjærlighed? – Tidsskriftet vil derfor søge at vække og lede Folkeaanden, og opvarme Folkehjærtet. Det vil gjøre Folket opmærksomt paa det Vakre, det Aandige og Hjærtelige, i dets eget Liv. Det vil arbeide paa at vække Kjærlighed til Hjemmet, Fædrelandet og Modersmaalet, – og varm Deltagelse for alle fædrelandske Anliggender og for Alt, hvad der er ægte norsk. Mern først og sidst gjælder det om Aanden; thi paa den beror det, hvorledes Livet vil blive. – Det gjør en himmelhøi Forskjel, enten man betragter Folket blot som en usammenhængende Masse af Mennesker, der kun for Fordelens Skyld har slaaet sig sammen, og rives om, hvem der kan faa det Meste; – eller om Folket lever og føler sig som ere stor og venlig Familie, der broderlig vil dele Ondt og Godt med hinanden og altid se paa fælles Bedste. Denne Sætning beder jeg man vil læse to Gange og overtænke vel; thi den indeholder en Hovedsandhed, der aldrig kan siges for tidt. – Det kan nu ikke nægtes, at et saadant kjærligt Folkeliv vilde være en skjøn Ting; og hvorfor skulde vi ikke haabe at faa det? Der har hertillands endnu ikke været gjort noget alvorligt Forsøg derpaa. Den hidtilværende borgerlige Oplysning har tidt gaaet mere ud paa at splitte end forene Hjærterne, mere paa at rive ned end bygge op. Og hvem skulde vel tvivle om et heldigt Udfald, saalænge vi har en Million Mennesker, „paa hvem ingen borgerlig Oplysning er rigtig prøvet?“ Sandelig, vi maa have godt Haab; og et alvorligt Forsøg er da idetmindste værd at gjøre. Tidsskriftet vil nu efter Evne prøve, om det ei er muligt at faa vakt en levende Folkefølelse, – saaat baade Østlændinger og Vestlændinger, Nordlændinger og Thrøndere, – baade Byfolk og Landmænd, – baade Embedsmænd og Almuesfolk, isandhed kunde føle sig som Brødre, inderlig sammenknyttede ved Blodets Baand, – føle sig som levende Lemmer paa det samme Folkelegeme, og udvikle sig frit men dog som Grene, oprundne af samme Folkerod. Det er os vel Alle vitterligt, at endnu er en saadan Følelse ikke almindelig i Norge. Den ene Grænd og Bygd bryder sig ofte ikke stort om den anden. Mangen en Thrønder f. Ex. føler sig næsten ligesaa fræmmed for en Vestlænding som for en Tyrk, og Vestlændingen ligesaa for Thrønderen. Bymanden og de saakaldte „fornæmme Folk“ kjender ikke synderlig til Landalmuens ydre og indre Kaar, og kjendes heller ikke altid ved den. Almuesmanden er paa sin Side ligesaa fremmed for „Storkarane“ eller „Storingerne“. Enten misunder han dem deres „gode Dage“, eller ogsaa tror han de er Væsener af en langt anden Art. Jeg maa her anføre et lidet Exempel, som jeg selv har hørt. Talen var om en Bondegut og hans Dygtighed „til at læse“. Der blev da ytret, at „der kunde blive Noget af ham“, hvis han „bare blev holdt fram“, at han burde „kommet i Præstelære“ o. s. v. Men en gammel Kone, som var Moster til Guttens Far, svarte strax, at „det kunde da vel aldrig nytte“, for der var da vel ikke andre Børn end „Storingernes“, som havde saapas „Hoved“, mente hun.
Men vi vender tilbage igjen, hvor vi slap Ikke blot med hværandre indbyrdes men ogsaa med Forfædrene maa Folket bringes til at indse og føle sin levende Sammenhæng og sit Slægtskab Skal den nærværende Slægt, eller vore Efterkommere, udvikle et baade kraftigt og kjærligt Folkeliv – saa maa Fædrene atter kommes levende ihu. Vi maa ei glemme, at det just er af deres Lænder, vi Alle udsprang. Vi maa elske dem og ære deres Minde, og derved opmuntres til at vandre i deres Fodspor. Det er af de Gamle vi skal lære Visdom. Derfor vil Tidsskriftet især faa en historisk Retning. Det vil gjærne skue tilbage paa Fortiden og fræmdrage Billeder af den. Thi kun af dens dybe Væld kan Nutiden hente Kraft til at føde en lysere Fræmtid i borgerlig Henseende. Det vil ofte pege paa den Tid, da Norge engang havde et kraftigt Folkeliv; det vil henlede Folkets Blik paa vore rige historiske Minder, vække og opfriske Sandsen for dem. – Ogsaa Sange der virkelig kan antages at ville tiltale Folkets Hjærte, kan finde Plads i Skriftet; – vi tænker da især paa gode historiske Kvad.
Man har nok hørt og faar maaske høre den Indvending, at Fædrelandskjærligheden er syndig, at den grunder sig paa Egenkjærlighed, at den er forenet mod Hovmod, o. s. v. Her er ikke Tid og Sted til nu at svare ret Meget derpaa; men jeg har det Haab, at alle velvillige Læsere skal faa en anden Mening, dersom de i længere Tid vedbliver at læse med Opmærksomhed, hvad vi har at sige. Kun et Par Bemærkninger kan her tilføies. Syndigt er jo alt det Menneskelige, forsaavidt som Intet er fuldkommen rent for Guds Øie Ogsaa vor Kjærlighed til ham kan paa den Maade kaldes syndig; Fader- og Moderkjærligheden ligesaa. Men derfor er det dog lige vist, at vi inderlig skal elske og ære Far og Mor. Det bliver først da virkelig Synd, naar vi elsker dem formeget. Saaledes er det jo ogsaa med Fædrelandet og Kjærligheden dertil. Den kan være to Slags. Det er stor Forskjel paa at være stolt af de norske Fjelde og Folket mellem dem, – og paa at elske dem og være glad i vort kjære Fædrenehjem og takke Gud for dets Lykke. Det er ligesaa stor Forskjel, som paa Egenkjærligheden og den rette Selvkjærlighed. Det Første er Afguderi, det Andet bor være os en hellig Pligt.
Lykkes det nu saaledes at hjælpe til at vække Folkeaanden og forædle Folkelivet, saa er der ogsaa vundet saare Meget for det kristelige Liv. Vi maa rigtignok ikke indbilde os, at en god Borger og en varm Fædrelandsven altid er en sand Kristen. Dertil hører Mere end Fædrelandskjærlighed og borgerlig Dyd. Og netop derfor vil vi heller ikke sammenblande disse to Ting: den kristelige og den folkelige Oplysning. Hvor den sidste vinder Indgang, der kan Folket og Fædrelandet blomstre udvortes, endog uden Kristendom. Det ser vi jo paa saa mange hedenske Stater. Nu er det vistnok sandt, at der, hvor Kristendommen kommer til og annammes i Tro, der vil Folkelivet blomstre endnu mere og bære langt flere og herligere Frugter. Men vi kan dog aldrig vente, at Kristentroen bliver levende i ethvært Hjærte; og vi har Exempler nok paa, at der ogsaa kan være et Slags religiøst Liv tilstede, uden at dermed følger noget kraftigt Folkeliv – Men skjønt saaledes kristelig og folkelig Oplysning ikke maa sammenblandes, kan de dog være venlig forenet og vil altid understøtte hinanden. Skjønt de ikke er det samme, saa er det dog vist, at Alt, hvad der isandhed er godt og ønskeligt, staar i en vis Forbindelse, og at alt aandeligt Lys peger tilsidst hen paa ham, som er Aandernes Sol. Ogsaa fordrer jo Kristentroen, naar den skal vise sig i Gjærning, at vi ikke er fremmede for denne Værdens Forholde, hvor det gjælder at røgte sit Kald med Indsigt og aabent Øie.
Uagtet saaledes dette Tidsskrift nærmest kun vil befatte lig med at udbrede en saadan borgerlig Oplysning, som er ønskelig for alle Fædrelandsvenner, og som de kan have tilfælles, hvordan deres religiøse Tro end er beskaffen – thi i timelige og borgerlige Anliggender spørges der jo ikke nærmest om Folks Tro – saa er det dog mit Haab, at det medrette vil kunne siges at staa paa kristelig Grund. Idetmindste skal det aldrig indeholde Noget, der vitterlig strider imod Kristendommen. Denne har jo desuden gjennem 800 Aar grebet saa meget ind i vort Folkeliv, at vi nødvendig maa berøre den alligevel, selv naar vi skriver om borgerlige Ting Ogsaa gjør det jo en stor Forskjel, om disse betragtes i kristeligt Lys, eller ei. – Forresten kan ogsaa enkelte religiøse Stykker, især af historisk Indhold, af og til meddeles i Tidsskriftet.
Man har spurgt mig, om det vil indeholde „Politik“. Derpaa kan der, mener jeg, svares baade Ja og Nei. Skal Politik betyde, hvad der vedkommer Fædrelandet og Folket og dets offentlige Anliggender, da er Spørgsmaalet allerede før besvaret; thi det er jo netop Sandsen derfor, vi vil vække. Tænker man derimod paa at tage Del i de politiske Stridigheder mellem vore nuværende Partier, saavelsom mellem Regjering og Storthing, – da besvares Spørgsmaalet med et bestemt Nei. Tidsskriftet vil ikke paa den Maade politisere; det vil idethøieste skaffe Folk en saadan Oplysning, at de, hvis de har Lyst, selv kan politisere med lidt Forstand. – Endnumindre vil det staa aabent for personlige Angreb og Kjævlerier. Ikke engang til Selvforsvar kan det afse Rum. Angribes det, som vistnok i vore Dage er rimelig; og bliver det nødvendigt at tage til Gjenmæle derimod, – da faar Modstanderen mødes der hvor han selv træder fræm.
Vi har allerede sagt at det fornæmmelig er Menigmand vi vil have for Øie. Han har Meget at stræbe med, han; og kunde vi blot lindre hans Kaar, lette hans Byrder og gjøre ham lykkeligere, da skulde det være os inderlig kjært. Men vi vil ikke love „Guld og grønne Skoge“, naar vi ikke ogsaa kan skaffe ham det. Men hvad vi lover, det skal vi holde; og det er, at vi nu og da vil hjælpe til at udbrede Oplysning om Folkets Næringskilder; om den bedste Maade, hvorpaa man kan anvende de Ting og de Kræfter, som findes i Jorden og den øvrige Natur, og overhovedet om, hvorledes man kan afvinde sit Arbeide den største Fordel. Vi vil da saaledes berøre Meget og Mangt i det borgerlige Samfundslivet Forholde, som tjener til at bevare og forøge Arbeidets Værdi, og som derved gjør det lettere for Enhvær at forskaffe sig Udkomme og opnaa bedre Kaar. Naar Menigmand søger at forskaffe sig større Oplysning ogsaa om disse Ting, da kan hans Stræv vistnok lidt efter lidt blive mere lønnende for ham. Han vil da ogsaa lære at indse, at Driftighed og fornuftig Sparsomhed er nødvendig, forat Arbeidet kan blive rigtig lønnende. Og derhos vil hans Haands Arbeide da mere end nu kunne sysselsætte hans Aand, – mere end nu blive en Gjenstand for hans egen Eftertanke, og just derved blive ham kjærere, behageligere og lettere. Men baade i denne og i andre Retninger kan det ikke saa meget være Tidsskriftets Sag at meddele mange Kundskaber som især at vække Sandsen for dem. „Selskabet for Folkeoplysningens Fræmme“ vil jo ogsaa søge at virke gjennem andre særskilte Skrifter.
Der kunde maaske alligevel findes Somme, som synes, at Tidsskriftet paa denne Maade, som nu er antydet, vil gjøre for liden Nytte. Men Ordet nyttigt har nu en saa forskjellig Mening hos de forskjellige Mennesker. Der er Mange, som derved kun tænker paa Penge og Klæder og Brød, og for dem synes vel ikke et saadant Skrift at have synderligt Værd. Det er dog et sandt Ord, at „Mennesket lever ikke alene af Brød“; – det gjælder baade i Guds Rige og i det borgerlige Samfund. Mennesket lever ikke alene af Brød, – læg vel Mærke til disse Ord! Dyret er fuldkommen tilfreds naar det blot kan fylde Bagen, og har Mennesket den samme Mening, da gjør det sig til Dyrets Kammerat. Jeg vil nu ikke tale om, at vi for at blive salig maa tragte efter noget langt Andet end Mad og Drikke. Jeg vil blot spørge den, som tror at have nok med disse Ting, om de virkelig kan skaffe ham et lykkeligt Liv paa Jorden. End om du har Overflod af Penge og Brød, men ikke er tilfreds i din Stilling og nyder dit Brød med Nøisomhed, – er du da lykkelig? Dersom nu Tidsskriftet maaske kunde hjælpe til, at du fik dit Fædreland, dit Hjem og dit jordiske Kald rigtig kjært, og gjøre dig mere tilfreds og fornøiet med din Stilling, tror du ikke da, det gjorde stor Nytte? Og det vil Tidsskriftet virkelig arbeide paa. Der skulde Intet være glædeligere, end at en saadan Tilfredshed maatte blive almindelig i Landet, – maatte findes hos Arbeidsmanden i hans Hytte, ligesaavel som i de store Herregaarde, – findes hos Fjeldbonden saavelsom hos
Fiskeren, der drivvaad og frossen vugges i sin Baad. Og dertil er især to Ting nødvendig: Flittighed og Tillid til Guds Velsignelse.
Tilsidst et Par Ord til vore skrivføre Folk. Jeg har allerede udtalt og tillader mig her at gjentage Ønsket om at erholde Bidrag til Tidsskriftet. Af Alt, hvad her er sagt, vil det vel kunne skjønnes, hvad der fra Indholdens Side kan være passende. Helst ønskes der kortere Stykker, og en Hovedfordring bliver det stedse, at de er skrevne i et folkeligt Sprog. Fræmmede Ord maa altsaa saameget som muligt undgaaes, og jo mere Stilen kan ligne Folkets Maade at tale paa, desbedre.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ En saadan Bladstyrer kaldes med et fremmed Ord: Redaktør.