Til vindunken
Min fosterbror, min inderlig kjære dunk!
om stille suk, om kiv eller lystig skjemt,
ustyrlig elskovs vilde længsler
eller en let-vinget søvn du bringer, —
ja, for hvad mål din Massiker end blev gjemt,
jeg ved, du værdig er for en hædersdag:
kom ind! vor ven Korvin vil smage
most, der som melk over tungen flyder!
Ti skjønt sokratisk vid har ham våndet sterkt,
han skjød ei slig tilveirs, at han vrager dig;
selv gamle Kato — så fortælles —
varmede tit med lidt vin sin visdom.
Så hård en skal blev aldrig om hjerte lagt,
at du ei indgang fandt; mangen vismands tvil
og skjulte tankers bundne tunge
løstes ved dig af den glade Bakkus.
Med håb og livslyst fylder du ængstet sind,
gir atter spænstig kraft til en mødig arm;
med dig selv fattigst kræ tør møde
rustede krigsmænd og barske fyrster.
Med Bakkus Venus kommer, til glæde stemt,
af Gratier fulgt, de trofaste søstre tre;
vort lag ved lampers skin skal lyse,
lige til stjernerne flyr for Føbus!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |