1
TILEGNELSE
Originalens versemål.

Skud af kongelig rod, værn på min vei, mit livs
aldrig falmende pryd — hilset, Mæcenas, vær!
Se, hvor stolt han sig tér, sort af olympisk muld,
han, som styred sin vogns gnistrende hjul forbi

banens farlige pæl! kranset med palmen tror
høit han sig over jord, bænket i guders kreds!
Han ei mindre, som ser vinglende vælgerflok
varmt i kav for til ham hædrende hverv at gi;


og så han, der fik kjørt ind under låvens tag
årets prægtige avl, velberget hvert et strå!
Han, som glad bag sin plog dyrker sin odelsjord,
byd ham kongelig løn, om som matros han vil

gå tilsøs med dit skib, — aldrig du frister ham
ud at pløie med angst bølgen ved Myrtos strand.
Vilden storm, som til kamp går mod ikarisk strøm,
modløs kjøbmanden gjør: hvilen han priser nu,

tryg på rolige gård; snart dog for ny seilads
gjør sit skib han istand, uvant med fattigt stel.
En ei vrager et glas god gammel Massiker,
mens han stjæler en stund bort fra sin arbeidsdag,

nu med lemmerne strakt under en løvrig busk,
nu med tankerne sødt lulled af kildens væld!
Andre frydes, når vildt skingrer i leiren ud
krigstrompeternes skrald, manende frem til slag —

mødres rædsel! Sin vivs ømhed ei mindes mer
skytten; lidet han og agter på nattens frost,
kom på hold ham en hjort, sporet af trofast hund,
eller fik af hans garn vildsvinet løs sig slidt.


Mig gav eføiens løv, skaldenes hædersløn,
plads i gudernes lag, og ifra folkets vriml
hen til svalende lund Nymfernes lette flok
med Satyrer i leg drager mig tit, når glad

af Euterpe jeg får fløiten i hånd, og ei
bort Polymnia tvær gjemmer sin strengeleg.
Skjænk, Mæcenas, mit navn digterens stolte rang:
høit mit hoved jeg da hæver mod himlens hvælv!


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.