Tjernet
Der laa et tjern og tænkte
i eventyrets skove,
som kveldguldstille skjænkte
det skygger til at sove.
En gammel bargran gumlet
bag lav paa et og andet,
men skvatt, da vips der tumlet
en nymfe ud i vandet.
Tilbunds! Men op hun gynged
i midten af en lilje,
som snehvid lynsnar grodde
af tjernets bølger frem — —
Og net og rask hun rodde
sig løs af liljens blade,
som skummede og suste
med hvid og graadig brem.
Hun ror i fine strimer
og kravler snart bag blomster,
mens tjernets taarer triller
af snehvid gaasehud —
og til sin lænd hun napper
et slør af kveldens taage
og fæster skjævt til haaret
en sikke — alt sit skrud.
Og sine rosenfødder
hun kipper ind i myge
blaagule torskeflabber
og tøfler let afsted — — —
hun har en haaret herre
med ibenhorn i panden
og røde djævlekrøller
fordulgt i krattets fred!
Og vips saa er hun borte
bag nypens æreporte,
og vips saa er der stille
til tjernets søvnblaa bund.
Men om en liden time
der glir en snehvid strime — — —
da er det, tjernet suger
sig op mod maanens mund.
Men maanen, som har seilet
langs skogens lange aaser,
den vugger rund i speilet
med natkold, frossen glød — — —
Et andet bad er dette,
end da den lille lette
levende lille lette
varm gjennem vandet flød.