Topografisk-statistisk beskrivelse over Bratsberg amt/1/95
Gammel norsk tidsregning og primstaven. Skjønt den gamle norske tidsregning ikke er eller var en anden i Bratsberg amt end ellers i landet, saa kunde det dog være paa sin plads at omtale tidsregningen og primstaven her, af den grund, at primstaven længe har været i brug i Telemarken, og den af Wille, i hans bog tegnede stav fra Seljord er den, som P. A. Munch har lagt til grund for sit arbeide om kalenderens indhold i «Norsk Folkekalender 1859», hvor primstaven særlig omtales. Ligesaa er der i Telemarken opbevaret de fleste meteorologiske erfaringer og anden gammel visdom, som knytter sig til primstaven. Det er Willes og Munchs arbeider, som her er benyttede, dog med nogle tilføielser og berigtigelser efter Gustav Bilfinger, der særlig har studeret den gamle norske tidsregning i Norge og paa Island i et arbeide: Zeitrechnung der alten Germaner. Den gamle islandske og den gamle norske tidsregning var saare nær beslægtet, men de var ikke identiske.
For at forklare den ældre tidsregning og primstaven er det maaske bedst at begynde med den islandske kalender eller aarsinddeling.
Det gamle islandske aar var delt i to aarstider eller halvaar (misseri): sumar (sommer) og vetr (vinter).
Hvert af disse to halvaar var igjen delt i to halvdele:
1. fra sumarmál (sommerens begyndelse) til miđsumar (midtsommer).
2. fra miđsumar til vetrnætr (vinterens begyndelse).
3. fra vetrnætr til miđvetr (midtvinter).
4. fra miđvetr til sumarmál.
Hvert af disse fjerdingsaar deltes igjen i 3 maaneder, saaledes at hvert fjerdingsaar ogsaa begyndte med begyndelsen af en maaned (mánađr), og slutningen af fjerdingsaaret faldt ogsaa sammen med slutningen af en maaned.
Hver maaned havde 30 dage (nætter), kun den fjerde sommermaaned havde 34 dage, idet den altid fik 4 tillægsdage (aukanætr).
Sommeren fik paa denne maade 94 + 90 dage eller 184 dage og vinteren 90 + 90 = 180 dage = tilsammen 364 dage eller 52 uger (vika flt. vikur). Paa sommeren faldt efter denne beregning 26 uger + 2 dage, paa vinteren 26 uger + 2 dage.
Da det gammel islandske aar havde nøiagtig 52 uger og 364 dage, saa fulgte deraf, at den islandske datum aar efter aar faldt paa den samme ugedag. Sumarmál faldt altid paa torsdag, miđsumar altid paa søndag, vetrnætr altid paa lørdag og miđvetr paa fredag. Men da det islandske aar var 1 (nøiagtigere 1¼) dag kortere end det julianske, saa rykker det i 1 aar 1 dag, og i 4 aar 5 dage, tilbage, og det maa derfor have en periodisk forøgelse for at stemme med det julianske aar. Men for nu at beholde det faste forhold mellem islandske datoer og ugedage, saa indskjødes altid en hel uge, naar forskjellen var steget til 7 dage. Denne skuduge kaldes sumarauki eller lagningarvika (tillægsuge). Denne uge lagdes altid til ved slutningen af tredie sommermaaned umiddelbart foran miđsumar, saa at de ovenfor omtalte tillægsdage (aukanætr) til den tredie sommermaaned og skudugens 7 dage, sumarauki, fulgte umiddelbart paa hverandre.
Da miđsumar, som ovenfor omtalt, altid faldt paa en søndag, saa bestod altid de indskudte 7 dage af en regelmæssig uge fra søndag til lørdag.
En beregning vil vise, at i løbet af 28 aar blev altid i det hele indskudt 5 uger.
Dette er den islandske tidsregning, saaledes som den var fra kristendommens indførelse og delvis endnu bestaar.
Den gamle norske tidsregning er nøie beslægtet med den ovenfor omtalte gamle islandske, og skjønt nordmændene snart vænte sig til, som de andre europæiske folk, at regne efter den sædvanlige kristelige kalenders festdage, saa lader slægtskabet med den islandske sig paavise.
Aarets beregning efter vintre, henholdsvis efter misseri og tólf mánađir, dagenes beregning efter nætter, henholdsvis dœgr, findes her som der, skjønt man i Norge foretrak at sige tólf mánađir for tvau misseri. Ogsaa her deltes aaret i to aarstider, sumar og vetr, og sommerens begyndelse kaldtes ogsaa sumarmál, og vinterens vetrnætr.
Disse betegnelser lever endnu den dag idag, saaledes som de ovenfor er omtalt fra den islandske kalender.
Sumarmaal er ogsaa nu den tid, hvorfra sommerhalvaaret regnes, nemlig 14de april. Det kaldes ogsaa sumarnæterne, dativ sumarnottom, siger Aasen.
Paa lignende vis kaldes 14de oktober vetrnæterne.
Disse to dage falder fra gammel tid i den norske tidsregning paa 14de april, Tiburtii dag, og paa 14de oktober, Calixti dag. Saaledes staar der i Rymbegla: «Calixtus messu kemr vetur at Norræn tali, en Tiburtius messu sumar». Efter norsk regning følger vinteren efter Calixtus messe, men sommeren efter Tiburtius messe, og dermed stemmer alle angivelser i gamle kalendere og dokumenter.
Hovedforskjellen mellem den islandske og den norske tidsregning var denne:
Aaret paa Island bestod af 364 dage, og alle datoer faldt sammen med bestemte ugedage, saa at deres sumarmál og vetrnætr begyndte paa bestemte ugedage (respektive torsdag og lørdag). I Norge derimod havde aaret 365 dage, og sumarmál og vetrnætr laa paa bestemte julianske datoer, den 14de april og 14de oktober.
Forskjellen i tidsinddelingen i Norge og paa Island blir da denne for 4 mærkedage:
| Norge. | Island. | |
| Sumarmál | 14de april | 9—15 april. |
| Miđsumar | 14de juli | 13—2O juli. |
| Vetrnætr | 14de oktober | 11—18 oktober |
| Miđvetr | 13de januar | 9—16 januar. |
Paa primstaven er, som senere omtalt, sommerhalvaaret angivet med bogstaver eller streger paa den ene side, og vinterhalvaaret paa den anden; derfor tales endnu om sumarshalva eller sumarhalva, ogsaa kaldet sumarsida, sumarsparten, sumartalet.
De islandske navne paa maanederne og den tid, de indtraf, er nedenfor angivet ligesom maanederne for de tilsvarende maaneder i Norge.
| Islandske maaneder | De islandske maaneder begynder. | De tilsvarende norske maaneder begynder. | |
| Gormánađr | 11—18 oktober | 14 oktober | 1 vintermaaned |
| Frermánađr eller Ylir | 10—17 novembr. | 13 november | 2 — |
| Jólmánađr eller Hrútmánađr eller Mörsugr | 10—17 december | 13 december | 3 — |
| Þorri | 9—16 januar | 13 januar | 4 — |
| Gói eller Góa | 8—15 februar | 12 februar | 5 — |
| Einmánađr | 10—16 marts | 14 marts | 6 — |
| Gaukmánađr eller Sađtíđ eller Harpa | 9—15 april | 14 april | 1 sommermaaned |
| Eggtíđ eller Stekktíđ eller Skerpla | 9—15 mai | 14 mai | 2 — |
| Sólmánađr eller Semánađr | 8—14 juni | 13 juni | 3 — |
| Miđsumar eller Heyannir | 13—20 juli | 14 juli | 4 — |
| Tvímánađr eller Kornskurđmánađr | 12—19 august | 13 august | 5 — |
| Haustmánađr | 11—18 septbr. | 12 september | 6 — |
Betydningen af alle disse maaneders navne er ikke sikkert konstateret.
Hvad Gói betyder, vides ikke, ei heller Skerpla. Þorri kommer, efter P. A. Munch, af þverra minke, fordi da begyndte vinterforraadet at minke, men det er tvilsomt.
Harpa betyder harpe. Stekktíđ er den tid, da sauer og gjeter om natten sættes sammen i grind, stekkr.
Selmánađr er sætermaaned, da man drog til sæters. Heyannir er høiaannen. Gormánađr kommer maaske af gor, affald, skarn, særlig mavens indhold, som blev liggende igjen efter slagtningen.
Frermánađr er frostmaaned.
Navnet Ylir skulde egentlig skrives Jylir, efter P. A. Munch, og kommer af Jól eller Jul, fordi man da forberedede sig til næste maaned, som var den egentlige julemaaned. Ogsaa goterne havde allerede det tilsvarende navn Jiuleis (udtalt Jiulis). Afledningen ansees for tvilsom.
Hrútmánadr er veddermaaned, da er sauebukkes løbetid. Den kaldes ogsaa mörsugr, fedtsugeren.
Navnet Einmánađr har maaske hensyn til maanedens begyndelse: da er det 1 maaned til sumarmál, og tvímánađr ligesaa, ved den maaneds begyndelse er der to maaneder til vinternat.
P. A. Munch angiver i Norsk Folkekalender, hvilke dele af de nuværende maaneder der svarede til de gamle islandske maaneder, saaledes heder det:
«October Maaned indbefatter Slutningen af den hedenske Kalenders Haustmaaned og to Trediedele af den følgende, kaldet Gormaaned, der begynder ved den 14de; efter Christendommens Indførelse med en Mandag.»
Som før omtalt, er disse maaneders navne islandske, og de begyndte ikke paa en bestemt datum, men paa en bestemt ugedag (se pag. 477 ), og de norske maanedsnavne, vi nu har, Jolemaane, Gjö og Torre er, som senere omtalt, vistnok maanemaaneder eller synodiske maaneder.
P. A. Munch antager, at den ovenfor omtalte inddeling er g den gamle norske kalender i hedenold, og at man da i Norge ligesom paa Island skjød ind flere dage udenfor ordenen, skjønt man ikke ved, paa hvad maade det skede i Norge. Hertil er imidlertid at bemærke, at man paa de norske primstave, der har 52 uger, altid regnede en dag dobbelt, og i skudaar desuden en dag til dobbelt, som i den julianske kalender. Munch mener, at primstaven sikkert har været brugt i hedenold. Imidlertid er hertil at bemærke, at primstavene i virkeligheden ikke er andet end stedsevarende julianske kalendre, og den gamle islandske og gamle norske tidsinddeling med ugerne er under alle omstændigheder en art eller afart af den julianske kalender, og vort kjendskab til en gammel norsk tidsregning før kristendommens indførelse er saare ringe.
Dog synes der at have været 3 fester i hedensk tid, hvoraf den første falder paa sommerens begyndelse, sumarmál eller at sumri, den anden faldt paa vinternætterne, altsaa paa 14de oktober, og den 3die paa jul eller at miđjom vetri.
Saaledes staar der i Ynglingesaga kap. 8: «þá skyldi blóta í móti vetri til árs; enn at miđjom vetri blóta til gróđrar; it þridja at sumri; þat var sigr-blót.» Det vil sige: «der skulde mod vinteren blotes til et godt aar, men midtvinters for en god afgrøde. Den 3die blotning skulde holdes imod sommeren og det var for seier.»
Dette stemmer med de 3 fester, som Tore Hunds bror Sigurd paa Trondenes pleiede at holde: 1ste at vetrnóttum, den 2den at miđjom vetri, den 3die at sumri, hvorved, efter sædvanlig sprogbrug, altid menes sommerhalvaarets begyndelse, omkring den 14de april.
Man synes efter dette i den hedenske tid at have delt aaret i et sommerhalvaar og et vinterhalvaar, men aarets øvrige inddeling er vel neppe kjendt. I gamle love nævnes en inddeling i 5 dage, fimter.
Miđvetr er efter den norske kalender den 13de januar.
Midtvinter og jul falder hos andre folkeslag sammen, medens den gamle norske midtvinter faldt paa 13 januar. Efter Fladøibog I, side 54 bestemte Haakon Adalsteinsfostre, at julen skulde holdes paa den tid, de kristne feirede den, og hver bonde skulde til jul brygge mælis-øl (antagelig 80 liter øl), og julen skulde vare, saa længe som øllet strak til.
Før begyndte julen paa midtvinternatten, og der holdtes jul tre nætter eller tre dage. (En adr var jolahalld haft midsvetrar not ok voru halldin þriggja notta jol).
Efter Bilfinger har der aldrig i Norge eller paa Island været regnet med et aar paa 364 dage uden skuddage eller skuduger, og ei heller har der været et islandsk aar med en ufuldkommen indskyden af dage hvert 7de aar. Den fra historisk tid bekjendte tidsregning hos islændingerne — et aar paa 364 dage, med en skuduge hvert femte eller sjette aar — er kun en eiendommelig afart af den julianske kalender og ingenlunde opstaaet uden indvirkning fra denne.
Ivar Aasen omtaler i sit leksikon nogle norske endnu brugelige navne for maaneder, hvilke maaneder regnes efter maanens faser eller er maanemaaneder eller synodiske maaneder. Han siger nemlig:
«Jolemaane er den nymaane, som indfalder i julen eller kort før juledagene. Efter gammel opfatning er det den «maane», som er oppe i julen, hvis den rækker saa langt som til den 6te januar (trettende dag); hvis ikke, vil først den følgende nymaane blive julemaaned, saaledes i Telemarken, paa Søndmør og flere steder. Herefter bestemmes da de følgende maaneder: Torre og Gjö og vel ogsaa den fjerde maaned, i Telemarken kaldet Krikla, ogsaa Kvina.»
Man kunde antage, at denne regning efter maanens faser, der findes hos naturfolk, var en urgammel levning.
Bilfinger har imidlertid paavist, at de maanemaaneder, som efter Ivar Aasen endnu er i brug i Norge, ikke er andet end synodiske maaneder i den julianske kalender, og at de staar i sammenhæng med bestemmelse af fastetiden og paasken, og følgelig ikke er levninger efter gamle hedenske maanemaaneder.
Nu tildags har folk i Norge de nævnte betegnelser for nogle maanemaaneder: Jolemaane, Torre, Gjø, Kvina eller Krikla, men de andre «maaneder» blir i almindelighed betegnet efter den aarstid, hvori de falder, saaledes 1ste sommermaaned fra 14de april til og med 13de mai, 1ste vintermaaned fra 14de oktober til og med 12te november.
Dagen begyndte og endte retslig i sommerhalvaaret med solens opgang og nedgang; men om vinteren fra det blev lyst til det blev mørkt: sól scal ráda um sumar, en dagr um vetr. (Solen skal raade om sommeren, men dagen om vinteren).
Primstaven er i virkeligheden en stedsevarende juliansk kalender; det er en stav med mærker for dagene og ugerne i aaret Før almanaker kom i brug eller blev almindelige, ridsede man paa fjæle, staver, kjevler eller andre træstykker af passende form mærker eller snit for hver dag; undertiden var mærkerne runer.
Primstaven har faaet sit navn efter sin form, som sædvanlig var en stav, og den første del af ordet, prim, kommer af det latinske prima, som egentlig var en benævnelse paa gyldentallet, men var blevet det almindelige navn paa kalender overhovedet.
Det er ikke saa, som Wille beretter, at ordet primstav er et spottenavn, som skulde tilkjendegive dens uefterrettelighed.
Staven kaldtes ogsaa messedagsstaven, maaske ogsaa rimstav, da «rim» var det sædvanlige navn for tidsregning.
Paa primstaven (se figuren pag. 483) er da indridset paa den ene side 7×26 eller 182 streger for det ene halvaar, vintersiden (vetrlei), saaledes at hver 7de dag er tydeligere mærket end de andre, eller der er angivet de 7 ugebogstaver fra A til G 26 gange.
Paa lignende vis er 7x26 dage angivet paa stavens sommerside (sumarlei).
Vinterhalvaaret begynder med Calixti dag den 14de oktober, og sommerhalvaaret begynder med Tiburtii og Valeriani dag eller den 14de april.
Ugebogstaverne A, B, C, D, E, F og G eller stregene, som stadig gjentager sig, er paa de ældre primstave betegnet med de syv første tegn i det gamle runealfabet; det er runerne for F, U, Th, O, R, K og H.
Over de af disse bogstaver bestaaende hovedrækker staar de tegn, der angiver festdagene og messedagene.
Naar undtages de gamle runer istedetfor bogstaverne paa nogle primstaver, afviger disse ikke fra en sædvanlig stedsevarende juliansk kalender, men de er misforstaaet tildels saaledes, at man troede, man ved primstaven havde at gjøre med en førkristelig tidsregning.
Inddelingen paa primstaven har, som nævnt, ugebogstavene A til G eller 7 streger, 52 gange gjentaget; og man kunde da ledes ind paa den misforstaaelse, at man her har at gjøre med et aar paa 364 dage. Men alene den omstændighed, at kalenderens enkelte dage altid er knyttet til bestemte julianske datoer, udelukker nødvendigvis en saadan antagelse. Sagen er simpelthen den, at der er et mærke eller en bogstav paa staven, som hvert aar regnedes for 2, og et merke, som regnedes for 2 i skudaar.
Denne primstav, der ligner Wilses primstav i Seljords beskrivelse og den af P. A. Munch i Norsk Folkekalender beskrevne, er tegnet af O. Th. Øde, korrigeret af O. Rygh og bragt i handelen paa papirknive af aluminium af juveler David Andersen. Tallene hører ikke hjemme paa staven, men er sat til for at lette den senere beskrivelse.
Det 1ste mærke, som regnedes for 2 dage, er det 19de mærke eller 19de bogstav i 3die vintermaaned, som svarer til den julianske kalenders 31te december.
I den stedsevarende julianske kalender forekommer ikke den 29de februar, men istedet derfor blev den 13de bogstav i 5te vintermaaned eller den 24de februar regnet dobbelt.
Saadanne bogstaver, hvori der skjuler sig en anden dag, kalder islændingerne leynistafr eller skjulte bogstaver. Men er denne vanskelighed overvundet», saa kan man anvise hver norsk maaned dens antal dage. Maanederne i den første vinterhalvdel havde 30, 30, 31 dage. I den anden vinterhalvdel 30, 30, 31 dage. I den første sommerhalvdel 30, 3O, 31 dage og i den anden sommerhalvdel 30, 30, 32 dage.
Den julianske kalender, som er primstavens kalender, begynder altid aaret med ugebogstaven A, hvoraf følger, at den 14de april eller sommerdagen altid faar ugebogstaven F, og vinterdagen faar altid bogstaven G. Vilde man beregne sommerugerne, saa behøvede man kun at tælle antallet af F paa sommersiden fra sommerdagen, og vilde man beregne vinterugerne, saa talte man antallet af G eller antallet af de til G svarende mærker fra vinternatten.
Da første januar betegnes med ugebogstaven A, og da aaret har 52 uger og en dag, saa fik 31 december ogsaa ugebogstaven A, eller 31 december og første januar fik begge ugebogstaven A, og her regnedes en dag dobbelt, som før omtalt.
Nedenfor hidsættes væsentlig efter Wille og P. A. Munch mærkedagene i den norske kalender, og tillige deres tegn paa primstaven, forsaavidt de er afmærket paa denne, samt tillige en del af de meteorologiske og andre erfaringer, man mener at have gjort. En hel del af disse er meddelt af Moltke Moe.
14de oktober. Vetnæt, vetnætan, vinternat begynder primstavens vinterside.
Det er St. Calixti dag 14de oktober, der begynder vinterhalvaaret og den første vintermaaned, som nærmest svarer til den gamle islandske kalenders Gormánaðr. Dagen betegnes med en vante (1 paa figuren pag. 483), fordi man da behøvede at værge sig mod kulden, dog vel ogsaa paa grund af ligheden mellem vett og vaatt. Er det godt veir den dag, blir det en god vinter.
Den 21de oktober var mindefesten for Ursula og de 11000 jomfruer, der i midten af det 5te aarhundrede forlod Britannien og dræbtes af hunerne ved Køln; paa primstaven betegnes den med endel kvindefigurer. (2). Paa den dag, hed det, maatte man ikke arbeide med rok eller andre roterende redskaber eller ikke gjøre noget, som gik omkring».
28de oktober var Simomessa [Tveggjapostolamessa].
De to apostlers, Simeons og Judæ dag, kaldet Tveggjapostolamessa eller Simomessa (d. e. Simonsmessa), betegnes paa primstaven med en slæde (3), i forventning af vinterføret. Man kaldte dagen ogsaa Fyribod, d. e. forbud (nemlig om slædeføret).
Det heder:
Vétnæt maa de meg vente,
Helgomess kjem eg visst;
men kjem eg ikkje førr Mortensmess,
daa bøygjer eg bar aa kvist.
Stundom betegnedes dagen med et spyd, et sverd og en sag, efter begge apostlernes sædvanlige attributer.
1ste november er Helgomessa.
Allehelgensdag kaldes Helgomess og betegnes paa primstaven med et bræt med gravkors (4). Den betegnes ogsaa med en omvendt baad, til tegn paa, at al seilas paa den tid ophører. Paa den tid ventes megen regn og flom, kaldet Helgomessflommen:
«Helgomess-sludde kjem, om dæ æ ’kje førr paaske; me kallar dæ Helgomess-sludde om dæ kjem nebör da.»
Bjønnen legge seg paa Helgomess i hie sit.
Paa enkelte primstave anføres ogsaa alle sjæles dag, 2den november, betegnet med flere menneskefigurer.
9de november. Tornekronens fest holdtes i den norske kirke til minde om, at en torn af Christi tornekrone blev bragt til Norge og høitideligt opstillet i Apostelkirken i Bergen den 9de november 1274.
11te november var Martensmessa eller Mortensmess.
St. Martin biskops dag, Martensmessen, betegnes med en gris (5), fordi man da spiste grisesteg. Andensteds brugte man da gaasesteg og betegnede dagen med en gaas. Om den dag hed det «at fanterne i kjøbstaden holde den ligesaa høitidelig som juledagen». Paa enkelte primstave betegnede man den kun med en biskophue. St. Martin var biskop i Tours i Frankrig og døde ca. 400.
13de november. St. Briccius, hvis minde høitideligholdtes to dage efter Martinsdag, var hans messedegn og efterfølger.
21de november. Mariæ præsentation, 21de november, var mindefesten om, at hun som barn blev fremstillet i templet af sine forældre Joachim og Anna.
22de november. Den hellige Cæcilia, Valerianus’s forlovede, led martyrdøden ca. 230.
23de november. Klemetsmessa eller Klemet klyp i fu var helliget Clemens, biskop af Rom, dræbt ca. 110 aar e. Chr. Hans dag betegnes med en kirke (6), fordi man kaldte ham Klemet kirke bygger. Paa andre primstave betegnede man den med et anker, eller med en pavekrone. Navnet «Klemet» satte man i forbindelse med «at klemme», «klype» og kaldte ham derfor Klemet klyp i fu; thi nu, sagde man, maatte man begynde at knibe paa maden for børnene, paa det at de skulde skjønne desmere paa julekosten. Man kalder dagen ogsaa Klemet sauskjær, fordi da begynde sauerne at løbe.
25de november. Karensmessa, Kari vaskar, Kari med rokken. Katharina af Alexandria blev henrettet paa keiser Maximians befaling paa grund af hendes fastholden ved Christi lære, efterat man først forgjæves havde forsøgt at aflive hende ved at rulle hende paa et hjul med skarpe knive. Dagen betegnes derfor og paa primstaven med et hjul (7). Den dag skal der gjerne være ondt veir med sne og slud. Det hed om hjulet, at det var et rokkehjul, og at St. Karen spandt lyseveger (ljosrak) til jul.
Er det den dag klart veir, blir der vakre julelys.
30te november er Andresmessa, Anders Fisker.
St. Andreas’s dag betegnes med en fiskekrog (8), fordi man da begynder at fiske julefisken. Man kalder derfor ogsaa dagen «Andres Fisker». Paa andre primstave betegnes den med St. Andreas’s bekjendte mærke, andreaskorset × (ikke det græske +, eller det latinske kors †). Stundom findes her en rævesaks, maaske fordi man da pleiede at stille saadanne. Da skulde saubukken ei længer holdes fra sauene.
1ste december er dagen for den hellige Eligius eller St. Eloi, der var født i Limoges i Frankrig og først guldsmed, siden biskop i Noyon; han levede paa den merovingske konge Dagoberts tid og skal have udført mange mirakler.
4de december er Barbraa døgri.
Den hellige Barbara var datter af en fornem mand i Nicomedia, ved navn Dioscorus, der levede paa keiser Maximians tid, ca. 290; hun blev omvendt til kristendommen efter en brevveksling med Origines, og led martyrdøden. Hendes dag kaldes hos os Barbraa-døgri’, d. e. Barbaras halvdøgn; om den heder det: «Barbraadagen gjenge soli burt, Lussinotti (13de december) kjeme ho atte». Derfor betegnedes den især med en sol (9); man betegnede den ogsaa med et taarn, fordi St. Barbaras fader lod sin datter bo i et saadant, eller med en lænke, fordi han lod hende binde med lænker, da hun fornægtede de hedenske guder.
6te december er Niculsmessa.
St. Nicolaus af Latera, biskop i Myrea, reddede, heder det, allerede i sin ungdom tre unge piger fra fordærvelse, ved at kaste tre guldklumper, han fandt, ind i deres fattige faders hus; han døde aar 343 e. Chr. Hans dag betegnes som oftest paa primstaven ved en biskopstav (10) — tre kugler ( guldklumperne) er ellers hans sædvanlige attributer. Dagen skal endnu i midten af det 18de aarhundrede have været høitideligholdt i Norge med gjæstebud, spil og drik, da St. Nicolaus sagdes at have været nordmændenes særdeles patron.
8de december kaldes vor frues ventedør, fordi, som det hed, jomfru Maria da ventede at føde Christus, men regnede feil og fødte ham først halvfjerde uge senere. Dette er dog en misforstaaelse af dagens rette navn «Mariæ undfangelse», fordi den var nøiagtig 9 maaneder før 8de september, Mariæ fødselsdag. Den betegnes med en kande (11), fordi juleøllet da skulde brygges, eller og fordi klæderne da skulde vaskes, at de kunde blive ret hvide til jul.
9de december. St. Annæ dag blev hos os i 1436 flyttet fra 26de juli til 9de december.
13de december er Lussinotti.
Den hellige Lucia af Syrakus led, opflammet ved sin landsmandinde St. Agathas eksempel, martyrdøden aar 310. Hendes dag betegnes med et blus (12), fordi de længste nætter, hvor man mest trængte til blus og lys, ved den tid begynder. Lussinatten selv regnedes sædvanligvis endog for den længste:
Koen sa den nat: Lussinotti lang æ.
Bekaren svarede: Ho æ som tvæ.
Jeiten sa: Fanen far’ i, at bo æ.
Naar Lussinotti 13de december ansaaes for den længste, og ikke 22de december, saa har dette sin grund deri, at aarstiderne efter den julianske kalender indtraf for tidlig, saa at man i Norge aar 1700 maatte udelade 11 dage af februar, deraf udtryk som marimess nye og marimess gamle.
21de december, Thomasmessa. Thomas Bryggjar.
St. Thomas apostels dag betegnes med en tønde (13), fordi juleøllet da heldtes paa tønderne; man kaldte den derfor ogsaa Thomas Brygger, eller Thomas med byttin,‘ og satte dette igjen i forbindelse med et tøveir, som paa den tid oftere indtraf, kaldet Lefse-Tøjren.
Mellem Lucianat og Thomasmesse indtraf den 4de tamperdag (onsdag efter Lucia), eller imbredag, som tamperdagene i Norge kaldes; hele ugen fra den onsdag til den følgende kaldtes derfor Imber-Vika og 4de adventsøndag Imbresøndag. St. Thomasdag, som faldt i denne uge, reiste man om til venner og naboer for at smage paa juleøllet. Ruset, som de tog sig, kaldtes efter Wille skokebollen. Skokebolle er en første bolle af nybrygget øl. Upskoka er nybrygget øl, som øses op af gjæringskarret. Var det klart og godt veir paa denne dag, ventedes et godt aar, og som veiret var paa denne dag, vilde veiret hele vinteren blive.
«Naar dæ kom ei linu saa net onder jul, kalla dei gamle den lusetøyren», vistnok af Lucia, «for da skulle dom rive a seg klæa aa vaske dom.»
«Saa dagan nest ender jul kjern lefsetøyren, da sku dom baakaa lefsekling te jula.»
25de december. Juledagen betegnedes med et drikkehorn, jolehonne. (14).
31te december. Sylvester biskop eller pave i Rom, var den, der lærte keiser Konstantin den store christendom og døbte ham; han døde aar 320.
Det heder om tiden mellem jul og trettende dagen:
«Daa maa ’kje rokken brukas hell noko svivuarbei gjeras; daa aa dæ heilagt, si folk.»
1ste januar. Nytaarsdagen betegnes paa primstaven med et timeglas. Er der den dag nogen rød sky paa himmelen, faar man krig samme aar.
Bles dæ nyaarsdagen, daa ska dæ bli vinnolt heile aare daa.
6te januar, Trettondagen eller Helligtrekongersdag, er paa primstaven betegnet med trende mænd (16); den kaldes sædvanlig Trettendagen, fordi den falder paa 13de dag jul. Dagen efter, den 7de januar eller 14de dag jul, kaldtes i gamle tider Affaredagen, fordi da sluttede julelystighederne. Den kaldtes ogsaa Eldbjørgdagen. Madmoderen kom da ind med ølbollen, drak og slog noget øl i ilden med disse ord, idet hun holdt haanden i høide over ilden:
Saa høg min eld,
men inkje høgare og heitare hell!
Den samme dag, 7de januar, var den dag, paa hvilken hertug Knut Lavard i Danmark blev snigmyrdet; da han siden blev til helgen, blev denne dag hans festdag, som høitideligholdtes ogsaa i Norge; da den just faldt paa affaredagen, gjorde man verset: «Sante Knut kjøyrer joli ut.»
11te januar. Brettemes eller Bretivemess, opkaldt efter Brictiva eller Brittiva, som var en vistnok irsk helgeninde, hvis festdag høitideligholdtes i Norge, men saavidt vides, ikke andetsteds; man kjender heller ikke de nærmere omstændigheder ved hendes liv og død. Hendes dag, Brettemesse, er betegnet paa primstaven med en hest (17), fordi en bonde, som vilde kjøre ud med slæden paa den dag, sagde til sin nabo, der advarede ham, at han blev ulykkelig, naar han kjørte ud paa Brettemessedag: «brette meg hit og brette meg dit, saa vil eg brette meg heim eit lass høy;» men han havde det uheld, at hesten brækkede sin fod. Navnet er ogsaa forvansket til Brokkismesse, thi paa den dag hed det, skulde alle julelevningerne opledes og brokkes sammen i en gryde. Da var det og forbi med juleøllet.
12te januar kaldes midvetter eller mevet.
Midvinterdag, Høggenatten, betegnes paa primstaven med en del smaaprikker (18), der skulde forestille sneflokker. Da ruller vinteren over ryg, sagde man.
Naar vinteren æ hælvlien, snur bjønnen seg paa hi sia.
13de januar, tjuganddagen.
Tyvende dag jul, betegnes paa primstaven med en klokke, fordi da ringes julen ud (19); stundom og med et omvendt horn, thi da var julen ganske forbi og alt øllet, ogsaa det sidste, opdrukket.
Den 20de januar, Fabiani og Sebastiani dag, kaldes hos os Brødremesse, skjønt Fabian og Sebastian ei var brødre. Fabian var en romersk biskop, og led døden under Decius 250; Sebastian dermed en tapper krigshøvding, der paa keiser Diocletians befaling først blev bunden til en pæl, for at ihjelskydes med pile; men da han ikke døde deraf, blev han pisket ihjel, aar 302. Deres dag betegnes paa primstaven med en økse, fordi paa den dag skulde evnetræ hugges, eftersom saften da begyndte at stige fra roden op i stammen af træerne.
Den 23de januar, Paalsmess ogsaa kaldet Paal skyttar eller Paal med bogjen, var dagen, da apostlen Paulus eller, som han da hed, Saulus, blev kristen. Paa primstaven betegnes den med en bue (2O), fordi almuen troede, at den Paal, hvis minde da høitideligholdtes, var en krigshelt og bueskytte kaldet: Paal skyttar eller Paal med bogjen, der krigede om formiddagen, men holdt eftermiddagen hellig. Er det paa denne dag klart veir, saa længe, som man behøvede for at stige paa eller af en hest, fik man et godt aar.
1ste februar. Brigida var en irsk helgeninde fra det 5te eller 6te aarhundrede.
2den februar eller Kyndilsmess var den dag, paa hvilken jomfru Maria antoges at have holdt sin renselsesfest efter Christi fødsel, Lucas 2, 22.
Kyndelsmesse kommer af det latinske festum candelarium eller candelaria, fordi man da indviede de hellige kirkelys (candelæ); den betegnes paa primstaven med en flerarmet lysestage. (21).
«Drype dæ av takje om kyndelsmessdagen, om dæ so bare æ tri dropar, saa ska dæ bli en tileg aa go vaar.»
Til kyndelsmes skulde halvdelen af korn og foder endnu være i behold.
3die februar. Blaasmess, Blasiusmesse opkaldt efter Blasius, biskop i Sebaste i Armenien, der led martyrdøden under Diocletian ca. 302. Af ligheden med navnet Blasius og at blaase opstod det sagn hos vore forfædre, at hvis det blæste meget den dag, skulde hele aaret blive vindigt. Fiskere og sjøfarende turde heller ikke nævne den ved sit navn. Paa primstaven betegnes den enten ved et blæsende hoved (22) eller ved et skib for fulde seil.
«Naar dæ bles om blaasmessdagen, daa ska dæ blaase liv i ælt uty daa, i alle ormar aa paddur, som laag i dvale.»
5te februar. Aagotmess eller Musedagen, opkaldt efter Agathe, en kydsk jomfru i Catania paa Sicilien, der efter mange pinsler led martyrdøden under keiser Decius 250. Om hende hed det hos os, at hun blev børstet til døde, hvorfor pigerne paa den dag ei turde børste sit haar. Et andet sagn lød, at det var en kone ved navn Agathe eller Aagot, som musene aad næse og ører af, og som var bleven ædt til døden af dem, hvis hun ikke havde bedet til Gud om befrielse, og lovet at helligholde dagen; derfor betegnes denne og paa primstaven med en mus (23) og kaldes musedagen.
6te februar eller Dorthemess' den hellige Dorotheæ dag, findes ikke paa alle primstave, og betegnes somoftest kun simpelthen med et kors.
9de februar. Apollonia, en jomfru i Aleksandria, blev brændt under keiser Decius, fordi hun ei vilde forsage kristendommen.
10de februar. Scholastica, den hellige Benedict af Nursias søster, og eneboerske, formaaede saa meget, at hun engang, da han besøgte hende og vilde reise hjem, kunde nedbede tordenveir og skylregn fra himlen, for at nødsage ham til at blive hos hende en dag længer.
15de februar. Den hellige Juliana i Nikomedien led martyrdøden under keiser Diocletian 304.
Den 22de februar, Per Varmstein, Petersmesse, var aarsdagen for Petri ophøielse paa patriarkstolen i Antiochia. Dagen kaldtes af almuen Per Varmestein, og betegnedes paa primstaven med en sten (24), fordi da, hed det, kaster St. Peder varme stene i vandet, saa at isen løsner, hvorfor intet vand, som ei før den tid har lagt sig, efter den dag lægger sig, ligesom sjøisen efter den dag ei mere er sikker. Den betegnes og som alle Petersmesser paa primstaven med en nøgle, nemlig St. Petri nøgle. Som veirliget er den dag, vil det blive i 40 nætter.
«Saa æ dæ ein dag au, som dæ ska vera saa gott, at sola skjine, om dæ æ ’kje længer hell dom sælar ein hest.»
24de februar, laupaarsmess, lauparsmess. St. Matthiæ dag kaldes laupaarsmesse, fordi skuddagen i skudaar (laupaar) indskjødes efter 24de februar. Paa primstaven betegnes den stundom med et par flag, stundom med et dobbelt kors (25). Men navnet har givet anledning til forskjellige sagn, saaledes at der paa den dag løber op i myrerne en urt, kaldet graakolle, der er skadelig for fæet om sommeren, ligesaa, at den veder, paa hvilken hornene den dag løber ud, vil bestaa sig vel i aaret, samt endelig, at kjørene ikke maa løbe før den dag; var der skudaar, vil kjørene kalvskote, d. e. de kaster kalven før tiden. Fandtes der is St. Matthiæ dag, da gik den op, men var der ingen is før, saa kom den da; derfor sagde man:
Sante Matthis
bryte is;
æ de inkje is,
gjere han is.
Den 7de marts, St. Perpetua og Felicitas’s dag, betegnes paa enkelte primstave, og kaldtes stundom St. Gertruds dag, hvilket er urigtigt, da Gertrudsdagen er den 17de marts.
De 40 ridderes dag, den 9de marts, henføres i flere calendarier til 10de marts. Disse 40 saakaldte riddere var romerske krigere, der under keiser Licinius blev pinte og tilsidst dræbte for kristendommens skyld i byen Sebaste i Armenien.
12te marts, Gregorsmess, Gregorii messe. Gregoriusdagen er mindefest for pave Gregorius den store, der levede omkring 500 e. Kr. Paa primstaven betegnes den med en kraake (26), fordi denne fugl skulde have sunget: «Gregorsmess maa du meg vente, Marimess kjem eg visst, kjeme eg ikje førr somaarsdag, ska eg komma, om dæ va paa ein stav.» Er der da søndenvind og husene drypper, ventes et godt aar. I Norge er det, som bekjendt, skik og brug i tiden fra 1ste marts til gregoriusdagen, at fattige børn, især smaapiger, klæder sig ud med alskens flitter som gregoriusbrude (eller brudgomme), og saaledes udklædte gaar omkring i husene for at bede om almisse. Skikken vides ikke at herske andensteds. Formodentlig er det en erindring om den kjærlighed, hvormed St. Gregorius tog sig af fattige børn, og især løskjøbte unge fanger fra de nordlige hedenske lande for at omvende dem til kristendommen.
Gregorius ti, æ notta aa dagen like vi, heder det.
16de marts, Gudmund, hvis navn er anført for 16de marts, var den bekjendte biskop i Hole paa Island, der døde 1237; det var dog egentlig kun paa Island, at han regnedes som en helgen.
17de marts, den rette St. Gertrudsdag, kaldtes og Pær Pik i Vatn, og betegnedes med en pigstav (27), fordi St. Petrus, hed det, kom da med sin stav og pikkede i isen, for at prøve om isene var stærke. Men enten maa dette skrive sig fra en forveksling af St. Patrik, Irlands apostel, til hvem ogsaa dagen er helliget, med St. Petrus, eller og har man tænkt paa Petrus martyr, hvis fest er dagen efter. Om Gertrudsdagen hed det, at storm og uveir gjerne vilde herske paa den dag.
Den 21de marts var helliget mindet om den bekjendte Benedikt i Nursia, stifter af det første munkekloster i det vestlige Europa omkring aar 500. Navnet forkortedes gjerne hos os til Bendik, Bent. Man kaldte hans dag hos os Bernt Prøvesvin, fordi et svin, hed det, kan den dag udholde et stærkt slag af en stang uden at falde, hvis det har faaet god vinterføde og ellers bestaar sig den sommer. Man kaldte den tid ogsaa aattid, fordi man kastede aat (sand eller muld) paa sneen, forat den desto hurtigere kunde tæres bort. Paa primstaven betegnes den med en hakke (28). Dagen kaldes, efter Wille, af somme jamvaar.
Mariemesse om vaaren, marimesse, offermesse, Mariæ bebudelsesdag, den 25de marts, betegnedes paa primstaven med et mariebillede (29). Som veirliget er den nat, vil det blive i 3 uger derefter; endelig, er denne nat klar, bliver det kommende aar godt for erter. Nu begynder slædeføret at tage afsked. Hos os er, som bekjendt, Mariæ bebudelsesdag henlagt til 5te søndag i faste, som saaledes har faaet epistel og evangelium for bebudelsesdagen; medens derimod den rette epistel og det rette evangelium for 5te søndag i faste (judica me) er bortfaldt.
Dæ æ tri nættar fyri marimess (om vaaren), aa tri etter, som dom kællar marimessnættan. Æ dom goe dei, og ikkje kalle, saa ska dæ væra godt; dei fysste æ te vaaren (spaar om vaaren) aa dei tri siste til hausten (spaar til høsten).
20 dage derefter er sommerdagen 14de april.
«Dæ æ kleint merkje dæ, om bekkjene renne fyri marimess; da ska dæ bli saa kallt etter at, saa længe som bekkjene renne fyri marimess, saa lengje stana dom etter.»
Bjønnen gjeng ut av hie paa den gamle marimessdagen, tolv dager etter marimess nye.
Den hellige Beda, hvis minde høitideligholdtes den 29de marts, er den bekjendte Beda Venerabilis eller den ærværdige munk i klostret Wearmouth, ikke langt fra det nuværende Newcastle i England, omkring 730; han er bleven berømt ved sine herlige skrifter og sin rene vandel.
4de april, Ambrosius biskop er den bekjendte biskop i Milano, forfatter af den ambrosianske lovsang; han levede paa keiser Theodosius’s tid omkring 390.
Sumarsnætt, sommerdag er den 14de april, Tiburtii og Valeriani dag. Tiburtius og Valerianus var 2 romerske brødre, der overtaltes af den hellige Cecilia til at lade sig døbe ca. aar 230, men blev straffet derfor med døden. Benævnelsen sommernat betegnes paa primstaven med en busk eller et lidet træ (30), for at antyde sommeren. Efter den tid regnes saatiden at begynde. Paa denne dag forholder man sig med vaskning af kar og kjerner samt alt andet ganske som paa vinterdagen, undtagen at den, der har fækreaturer, paa denne dag ei maa smage nogen kjødmad, ligesaa lidet de, der skal gjæte fæet om sommeren; thi ellers vil ulve og bjørne faa magt over det den sommer. Første mandag efter sommerdag maa ei arbeides. Sner eller sluder det samme dag, skal der endnu 9 gange komme sne, inden vaaren kommer.
Om dæ snogar paa sumaarsdagen, saa æ dæ ett gamalt ol’, at dæ ska koma ni snogar ettepaa, førr vaaren hell somaaren kjeme.
Den gamle sumaarnet (tolv dage efter den nye sommernat) sku dom binne paa bjellur og tingel (paa kyrne), og da sku dom yste og kjinne au. Da va dæ saa mykje griugare vaar.
Den 16de april kaldes Magnusmessa, fordi den var den hellige Magnus Orknøijarls dødsdag, aar 1115. Den betegnes med et grev eller en hakke (31), fordi man da tager fat paa jordbruget. Den kaldes ogsaa trijedagsumar.
19de april, St. Elphegus, egentlig Ælfeah, var erkebiskop i Canterburry og dræbtes paa en grusom maade af danerne med jomsvikingerne aar 1012. St. Olaf var som ganske ung ogsaa med ved denne leilighed.
22de april. Gaius var biskop i Rom eller pave paa keiser Tacitus’s tid.
23de april. Den hellige Georg af Kappadocien dræbte en grum drage, der truede en hel stad i Libyen med ødelæggelse, og krævede daglige offere, hvilke indbyggerne maatte yde efter lodkastning, allersidst kongens datter, der nu ved Georgs kjækhed befriedes. Men da han siden kom til Spanien, blev han paa statholderen Dacianus’s befaling pint og siden halshugget, fordi han ikke selv vilde ofre til de hedenske guder, men derimod omvendte andre til kristendommen. I Danmark kaldes denne helgen Jørgen, i Sverige Gøran, i Norge kaldte man ham St. Gregorius, indtil de senere tider. Paa St. Georgs dag, hed det, har allerede de vilde fugle æg i reden. Paa primstaven er den kun betegnet med et kors.
25de april, Gangdagen, St. Markus evangelists dag; den kaldes ogsaa den store gangdag eller den ene gangdag, til forskjel fra de tre gangdage før Kristi himmelfartsdag; navnet kommer deraf, at man paa disse dage gik i procession om paa markerne, medens præsterne nedbad høitidelig Guds velsignelse over afgrøden, syngende messer og stænkende vievand. Engang, hed det, var der saa stor tørke i Norge, at jorden sprak, hvorfor man bestemte saa stor faste paa den store gangdag, at endog fæet blev mulbundet og smaabørnene holdte fra brystet; da nu folkene kom fra kirken, var det skylregn, uagtet det endnu var klart veir, da de gik i kirken. Efter et andet sagn blev fasten holdt, fordi sneen laa saa dyb, at den gik over maalestangen (6 alen og 6 tommer dyb); derfor betegnes dagen paa primstaven ved en stang med prikker (sne) omkring (32). Det heder, at paa den 8de dag faldt stangen.
Wille beretter, at Sach. Skancke helligholdt Georgdagen den 25de april 1662 i Aamotsdal kirke.
Gauksmessa, den 1ste mai, Philips og Jakobs dag, kaldtes forhen «Tvegjapostolamessa,» d. e. de to apostlers messe; navnet Gauksmessa har den faaet, fordi gjøken nu snart ventedes. Derfor betegnes den paa primstaven med en gjøk (33). Gjøken, hed det, var en slem spaamand for jenterne, helst naar de hørte den fastende.
«Naar gauken gjæle paa bar kvist, æ dæ ett fælt kleint merkje; da ska dæ au spørs saa mange tykke jenter.»
Det heder:
Nor æ naagauk, su æ saagauk, vest æ viljegauk, aust æ giljegauk.
Naagauk betyder liggjøk; den spaar om død, hvis man hører den i nord; hører man den i syd, giver den lykke, naar man skal saa; hører man den i vest, faar man sin vilje, eller alt gaar efter ens ønske, og gjøken hørt i øst giver lykke, naar man skal paa frieri.
Vedblev gjøken at gale længer end til den havde seet den første høsaate, troede man, at der skulde komme dyrtid. Hvis korn og urter saaedes Gaukmessedagen, haabede man god fremvækst. Derimod vilde man den dag ikke bryde nogen jord; thi hvad der saaedes i den jord, som pløiedes Gaukmesse, vilde opædes af orme.
«1ste mai kælle me gauksmess; daa har gauken rett te kommaa.»
Krossmessa fyrre, Krossmessa om vaaren, Korsmessedag, 3die mai høitideligholdtes til minde om det hellige korses opdagelse i Jerusalem ved Helene, keiser Constantius moder; den er betegnet med et kors (34).
«Krossmess (om vaaren) skal ælle grindar aa gjælder væra fældig, aa vetrnet ska dom væra oppkasta att.»
Da skulde og ulden rives af sauerne; den dag skulde fæet endnu have sin morgenføde inde i fjøset, men siden skulde det føde sig selv om sommeren.
Halvorsok (ok af veka), 15de mai. St. Hallvardsmesse var mindedagen for den hellige Hallvard, St. Olafs frænde, der blev ihjelskudt og nedsunket i Dramsfjorden. Paa primstaven betegnes den dels med en møllesten, fordi St. Hallvard nedsænkedes med en saadan, dels med et bræt med prikker, d. e. korn (35), fordi den regnedes som den bedste saadag.
Men paa fjeldet, hed det, skulde renkalven gaa i sne til op over kløverne, derfor kaldte man det kolde veir med sne og slud, som gjerne paa den tid indtraf, Reinskylen. Den, som ikke saaede da, hed det, kunde belave sig paa aartrot, d. e. aaret tryter eller strækker ikke til, saa at kornet ei blev modent.
Den 18de mai, Erik, konge af Sverige, høitideligholdtes til minde om, at Sveriges konge, Erik den Hellige, blev dræbt paa den dag aar 1160. Høitide1igholdelsen blev paabudt i Norge af kong Magnus Eriksøn ved brev af 18de jan. 1342.
19de mai, Dunstan, var den bekjendte erkebiskop i Canterburry, der levede i anden halvdel af det 10de aarhundrede.
Bjønnevok, den 22de mai, betegnes paa primstaven med en bjørn (36), fordi, siges der, bjørnen den dag gaar ud af hiet for at strække sine lemmer. Snarere burde det nok være den 20de mai, St. Bernards eller Bjarnvardsdag, Bjarnvardsvaka.
Træffer Bjønnevok om mandagen, maa man saa til onsdagen (kaldet mekedagen = midvikedagen), men træffer Bjønnevok om lørdagen, maa man ikke saa om mandagen.
26de mai, Augustin, Englands apostel, sendtes til England af pave Gregor den store for at omvende anglerne til kristendommen. Han døde som erkebiskop i Canterburry 608.
Den 28de mai, St. Germani dag, betegnes paa enkelte primstave med en figur, der synes at forestille et kapel. Den kaldes ogsaa «Vilhelmføre, for han skal Maria hjem kjøre», men den dag havde ingen helgen af navnet Vilhelm, saa at der vel her har fundet en feiltagelse sted.
28de mai, Germanus var født i Autun 496, og blev 555 biskop i Paris, der efter ham fik navnet St. Germani kirke, hvoraf det bekjendte navn St. Germain.
29de mai, Maximinius var biskop af Verona i det 4de aarh.
30te mai, St. Felix var 26de biskop eller pave i Rom, og led martyrdøden aar 279.
31te mai, St. Petronilla var efter nogles sigende en kjødelig, efter andres, hvad der er mere sandsynligt, aandelig datter (ved daaben) af apostelen Petrus. Hun døde paa en underbar maade, da den romerske præfect under keiser Domitian vilde tvinge hende til ægteskab.
Den 9de juni, Columbamessa eller Kolbjørn med laksen er den hellige abbed Columbas mindedag. Han var Skotlands apostel og grundede det bekjendte kloster paa Icolmkill ved Vestskotland; han døde 597. Hans navn nævnes stundom Columbanus, dette sammendraget til Kolban er senest gjort til Kolbjørn, og dagen kaldes Kollbjørn med laksen, samt betegnes paa primstaven med en laks, fordi laksen da begynder at gaa til og lade sig fange. Med denne dag regnes den egentlige sommer at begynde.
15de juni, Vitus og Modestus. Vitus helbredede keiser Diokletians søn, der var besat af en ond aand (deraf St. Vitus’s eller St. Veitsdans), men blev alligevel senere tilligemed Modestus og Crescentia grusomt dræbt paa keiserens befaling.
17de juni, Botolfsmessa, Botolfsvaka, Bots-ok. Den hellige Botolf stiftede klosteret Icanho i Østangel i England aar 654, og var siden en meget anseet helgen i det engelske kalendarium, hvorfra han og tidlig optoges i det norske. Paa primstaven betegnes Botolfsmessa eller Bots-ok med et kors og et straa (37). Det var fra 1276 af indtil langt ned lagthingsdagen i Norge.
Om denne dag hed det, at den jord, som hvilede det aar, da skulde opkjøres, fordi alle rødder da er løse„ og saaledes let oprykkes og siden raadner.
19de juni, Gervatius og Prothasius var sønner af Vitalias og Valeria, der ligeledes begge led martyrdøden; de blev dræbte i Milano aar 169; deres ben blev høitideligt skrinlagte, og de selv optagne i helgenernes tal paa et kirkemøde i Milano under forsæde af den hellige Ambrosius, aar 390.
21de juni, den hellige Liutfred var abbed i et kloster nær ved Evreux i Normandie, og døde 788.
22de juni, den hellige Albanus levede i Verulamium i Britanien paa keiser Diocletians tid, antog kristendommen, og led martyrdøden 303. Staden Verulamium, af anglerne kaldet Wärlingaceaster, fik siden efter hans helligdom, ved et der oprettet kloster, navnet St. Albans.
23de juni, Ethelrida (engelsk Ædhelthryd) var dronning i Østangel, overholdt strengt kydskhedsløftet, og blev siden abbedisse i et kloster i Ely, hvor hun døde 679.
24de juni, Jonsmessa, Jonsvaka, Jons-ok (ok af vaka), St. Hans dag er egentlig en dansk benævnelse. Jonsmessedag er mindedagen om Johannes den døbers fødsel, der beregnedes ifølge Lucas I, 26, 36 til at falde 6 maaneder før Kristi egen fødsel, 25de december. Paa primstaven betegnes den ved en sol, stundom ved et svøbelsebarn (38). Da regnede man i senere tid midtsommer at indtræde. Hvis der paa den dag faldt regn, skulde der blive mangel paa hasselnødder, og der vilde blive en vaad høst. Paa Jonsokdagen skulde man brænde tjære at vigsle (d. e. korstegne) buskaben med, for at udyr og bjergfolk ei skulde skade dem. Ved den tid troede man, at der indtraf en kulde, kaldet Elgskylen, for at elgens nyfødte kalv kunde blive hærdet. Da hentes græs til busalt eller lægemidler til kreaturerne.
«Dæ ska bli gott aar, naar mo fær jonsokregn», heder det og.
26de juni, brødrene Johannes og Paulus, den ene præpositus, den anden primicerius hos keiserdatteren Constantia, led martyrdøden under keiser Julianus Apostata 362.
27de juni, Crescens, apostlen Paulus’s discipel, led martyrdøden i Galatien, ca. 100 e. Kr.
Petersmessa, Petersvaka, Persok, den 29de juni, var helliget baade Petrus og,Paulus apostle til minde om deres martyrdød; den kaldes hos os kun Petersmesse eller Petersvaka, og betegnes derfor ogsaa paa primstaven med apostlen Petrus’s nøgle (39). Den kaldes og Peder med guldnøglen, hvilken vor Herre paa den dag forærede ham til at lukke himmerige op med.
2den juli, Sviftunsmessa, Syftesok, Sviftunsok. Den hellige St. Svithun af Winchester har to festdage i juli, af hvilke nedlæggelsesdagen, 2den juli, i Norge var den fornemste, og derfor kaldtes Svitunsmessa, Svitunsvaka, eller, da hans navn ogsaa skrives Sviftun, Sviftunsmessa, Sviftunsvaka, Syftunsvaka, nu forkortet til Syftesok. Men denne fordreielse har givet anledning til, at man sætter den i forbindelse med ordet «syfte» d. e. rense; aftenen forud tog man en briskekvist og en orrekvist, og satte dem korsvis i ageren, sigende:
«No vil eg syfte sorkjen av aakeren,
aa setja alt or aa brisk.
saa han skaa verte baa stor aa frisk.»
Paa primstaven er ogsaa dagen betegnet med to korsvis satte kviste (40). Forresten er dagens egentlige fest til minde om jomfru Marias besøg hos Elisabet, Zacharias’s hustru. Som veirliget er den dag, heder det, saaledes vil det blive til St. Olafs dag. — Da hentes ogsaa græs til busalt.
8de juli, Sunniva og de hellige i Sellø. Seljumanmamessa. St. Sunniva var en irsk kongedatter, der, for at undgaa at ægte en hedensk konge, flygtede fra Irland med flere kvinder og mænd, og blev af storm drevet til Norges vestkyst, hvor hun og endel af hendes følge søgte ly i huler paa øen Selja eller Sellø, nogle ogsaa paa Kinn, men blev alle ombragte af bønderne fra fastlandet, derved at hulerne, hvor de havde søgt tilhold, tilmuredes. I Olaf Tryggvesøns tid, ca. 995, opdagedes deres hellige levninger, og en kirke blev bygget paa stedet. Paa Østlandet kaldte man dagen, uvist hvorfor, Thridjavaka, Tredievaage. Paa nogle kanter af landet benævnes dagen efter dens irske helgen, biskop Kilian, hvis navn forkortes til Kjeel, og som gives tilnavnet fut; sommesteds kaldes den endog Knutssok eller Knut med ljaaen, skjønt den rette Knutsdag er den 10de juli. Dette sidste maa vel ligefrem kaldes en feiltagelse. Den betegnes med en trefork, maaske paa grund af benævnelsen «Tredievaage».
Den 10de juli, Knut konge, høitideligholdtes til minde om den hellige danske konge Knut Svendsens død i aaret 1086, og det er den rette Knutssok, eller Knut med ljaaen, som man kaldte dagen. Hertil knytter sig det vers:Kjeel fuut. kong Knut
vil drive bonden me ljaaen ut.
Begge dage betegnedes derfor stundom paa primstaven med en ljaa (41). To dage efter Knutssok kom, som man sagde, Kari (d. e. Karen, Katharina) med riven (42) (« Knut slo ein dag fyrr Kari kom etter me riva»); men kalenderen kjender ingen St. Katharina ved denne tid.
14de juli. Midsommer, betegnedes med en sol (43).
20de juli. Margretemessa. Margit Vassause til minde om den hellige Margareta af Antiochien, er i den danske almanak og var derfor i den norske urigtigt henført til 13de juli; den betegnes paa primstaven med en vandøse (44) og kaldes «Margit Vass-Ause», som da endelig kommer med en skvet regn; da rører bonden hverken ager eller eng, thi sker det, faar han intet godt deraf.
22de juli. Marin Magelin. Mariæ Magdalenædag betegnedes med en stol (45), fordi jomfru Maria elskede hende saa høit, at hun gik af stolen for hende i himmerig. Da rørtes heller ikke græs eller hø.
25de juli. Jakobsmessa, Jakobsok, Jakob Vaathatt. Apostlen Jakobs dag kaldes Jakob Vaathatt og betegnes paa primstaven med en dryppende vaad hat (46), fordi ved den tid kommer gjerne noget regn; man siger da, at Jakob kommer og pisser paa humlen; er den da vaad, da blir det en vaad høsttid. Da røres heller ikke ager eller eng, forat udyr ei skal faa bugt med den.
27de juli. Syvsoverdagen, 27de juli henførtes i de ældre danske almanakker urigtigt til 27de juni.
29de juli. Olafsmessa store eller førre, Olavs-ok, Ols-ok.
Olafsdagen, 29de juli, betegnes med St. Olafs økse (47). Da kommer olafsflommen, da den første fisk gaar paa gaatten.
«Naar skjéra kjem atte ved olsokbel, kællar dom ’o olsokskjéra, aa daa si dom, at ho har vori i helvete, aa drigje i hus før fanen, aa da ska ho ha en snau ring kring halsen etter siljusælaen.»
1ste august. St. Petrus ad vincula. Pævinkel var festdag til minde om St. Petri fængsel, omtalt i apostlenes gjerninger cap. 12. Den latinske benævnelse Petri vincula fordreiedes af vore forfædre til pævinkel eller vindfældsdag. Den betegnes paa primstaven, som alle St. Petrus’s dage, med hans nøgel. I England kaldes denne dag Lammass, hvilket kommer af det angliske hláfmässe, det er brødmesse, fordi der da ofres brød som førstegrøde af kornet. Dagen kaldes ogsaa stundom paa latin Petrus in gula Augusti, Peter i struben paa — det er i begyndelsen af — august maaned.
3die august. Olafsmessa sidare, Vesle Olafsok, var til minde om St. Olafs translation, det er overførelse fra sit hvilested paa sandmelen til Clementskirken. Ogsaa den betegnedes paa primstaven med St. Olafs økse (48). Paa den dag skulde man til støls for at æde Olafssok-grauten.
6te august høitideligholdtes Christi transfiguration eller forklaring, se Matth. 17de cap.
10de august. Laurentsmessa. Lavranssok.
Den hellige Laurentius var fra Spanien, og kom til Rom med den hellige Sixtus; han omvendte den hellige Hippolytus til kristendommen, og led selv under keiser Decius’s forfølgelse martyrdøden aar 250, ved at steges paa en rist; derfor betegnes hans dag paa primstaven med en rist (49),
13de august. Hippolytus, der var omvendt af St. Laurentius, og begrov hans lig, blev paa keiser Decius’s befaling slæbt til døde af vilde heste, 4 dage efter Laurentii død.
15de august Mariemessa fyrre. Vor Frue dag dyre.
Mariæ himmelfartsdag var den fornemste Mariemesse, og kaldtes derfor ogsaa Vor Frue dag dyre.
Den betegnes paa primstaven med et Mariabillede (50). Man regnede, at det var da, frostnætterne allerførst kom til fjelds.
21de august 1158 blev Orknøernes jarl, Ragnvald Kale, svigagtigt dræbt af sin frænde og pleiesøn, Haralds ven, Thorbjørn; han blev 1192 optagen i helgenernes tal, og til hans festdag valgtes som sædvanlig hans dødsdag.
24de august Bardonsok. Barosok.
Bartholomæusdagen betegnedes med en kniv (51), fordi man da, som det hed, skulde slagte alle bukke; man kaldte den derfor ogsaa ofte Baro eller Bardon bukkekniv. Da skal man slagte alle uskaarne bukke; thi siden blir de uspiselige. Den dag vil der gjerne være storm og uveir, til ikke ringe skade for kornet.
28de august. Den 28de august høitideligholdtes mindet om den berømte kirkefader, Augustinus, biskop af Hippo i Afrika.
29de august. Verjemesse. Hoveddag. Johannes halshugg.
Til 29de august henførtes Johannes den døbers halshuggelse. Dagen kaldtes derfor ogsaa stundom «hoveddagen»; en anden benævnelse, hvis oprindelse ei tilfulde kjendes, var verjemesse eller vergemesse. Dagen anførtes paa enkelte primstave, og betegnedes med et sværd. Maaske har verjemesse simpelt hen sit navn af dette sværd eller verge.
«Naar dom rør Johannes halshugg, ska dæ ikkje rønne.» (Naar man hugger for fode Johannes halshugg, skal smaaskog ikke rende op igjen).
30te august. Den hellige Felix blev henrettet under Diokletian, fordi han ikke vilde ofre til de hedenske guder; en ubekjendt kristen, der mødte henrettelsestoget, bad om at faa dele hans skjæbne, og henrettedes da tilligemed ham. Man kjendte ikke denne fromme christens navn, men kaldte ham fra den tid Adauctus, det er den tillagte; dette skeede 30te august.
31te august. St. Sunnivas skrin blev i aaret 1170, da Christkirken i Bergen var bleven ganske færdig, flyttet fra Sella kloster over i hin, den 31te august, ved biskop Paals foranstaltning; derfor kaldtes denne dag, da skrinet høitideligt indsattes i Christkirken, hendes translation.
1ste september. Yljansmesse, Ørjansmesse var mindedag for den hellige Ægidius, født i Athen, og siden eremit i nærheden af Arles i Frankrige. Han kaldtes af vore forfædre Iljan, Yljan eller Ørjan, paa svensk ligesaa, paa fransk St. Gilles. Dagen kaldtes i Norge Kvernknarren, og betegnedes paa primstaven med et par kvernstene (52), thi var den dag tør, vilde det hele høsten igjennem blive slemt for vand til kvernen. Som veirliget var den dag, heder det, saa vilde det blive tre uger derefter.
8de september. Mariemessa sidare. Mindefesten om jomfru Marias fødsel kaldtes ogsaa Mariemesse øvre: var det den dag godt veir, skulde det blive en god høst. Paa den dag skulde sauerne klippes; derfor betegnede man den paa primstaven med en sauesaks (53), paa svenske primstave satte man saksen allerede ved yljanmesse.
12te september. Fingergullsmessa blev paabuden af erkebiskop Eystejn som en festdag i Nidaros, til minde om at noget af Christi blod paa den dag i aaret 1165 som en kostelig relikvie kom til Christkirken. Dagen kaldtes, uvist hvorfor, Fingergulls- (det er fingerrings-) messa. Den helligholdtes dog kun inden Trondhjems bys grændser.
14de september. Kormessa om høsten. Korsets ophøielsesdag var mindefesten om, at det hellige kors, som den persiske konge Kosru havde bortranet fra Jerusalem, atter blev bragt tilbage ved keiser Heraklius. Ved Korsmessetid om høsten kunde alle gjerder og grinder atter frit nedtages, og da skulde man have indhøstet. Omtrent paa denne tid regnede man ogsaa den egentlige høsts begyndelse; den betegnes med et kors (54).
17de september. Lambertusdag betegnedes paa norske primstave ved et lam, ganske vist kun for navnlighedens skyld (lamb).
21de september. Mattheusmessa skulde man begynde at samle løv til vinteren. Derfor betegnedes den paa primstaven med en økse (55). Paa andre primstave finder man den betegnet ved en hest og en støvle, fordi der da er regntid, og man maa da ride. Den dag hed det og om bjørnen, at den samlede græs og mose til sit vinterleie, hvorfor der da gjerne pleiede at være godt solskinsveir.
22de september. Mauritius’s dag betegnedes paa svenske primstave med et skjold.
24de september. 9 maaneder før Jonsok eller Johannes den døbers fødselsdag, regnede man hans undfangelsdag, og høitideligholdt dagen til minde derom.
29de september. Mikjelsmessa, Michelsmessedagen høitideligholdtes til minde om erkeenglen, den hellige Michael, antichristens betvinger. Saalænge rim og frost indtraf før Mikkelsmesse, saa længe skulde det rime og fryse før Gauksmesse. Den er paa primstaven betegnet med erkeengelens hoved (56). Paa andre primstave betegnedes den med et lyster, for fiskeriets skyld, eller med erkeengelens basun. Ogsaa finder man den paa de steder, hvor der holdtes marked, betegnet med en vegt.
4de oktober. Sjette dag efter Michelsdag, den 4de oktober, var mindedag for den berømte Franciscus af Assisi, minoriterordenens stifter. Den betegnes ikke paa alle primstave. Den er undertiden betegnet med et halvt kors, fordi den hørte til de mindre helligdage. Paa svenske primstave finder man den forskjellig betegnet, med en fisk, et kloster, et kors eller en bog.
7de oktober. Bergitsmessa. Britemessa blev først i slutningen af det 14de aarhundrede helliget St. Birgitta af Sverige, Birgittinerordenens stifterinde. Dagen kaldtes derefter hos os Britemesse, stundom ogsaa kaaldagen, fordi da skulde al kaalen opskjæres og gjemmes for frost og vinter. Da graver bamsen, siges der, sit hie op og samler lyng dertil; af denne grund er dagen paa nogle primstave betegnet med tvende lyngkviste (57). Den er ogsaa betegnet med et hus, det vil sige et kloster, fordi hun stiftede den nysnævnte orden. Ogsaa den betegnedes paa enkelte svenske primstave med en bog, stundom en kande.
9de oktober. St. Dionysius, hvis minde høitideligholdtes den 9de oktober, var biskop i Paris 250; han skal have lidt martyrdøden 286. Hans dag anføres paa enkelte, især svenske primstave, og betegnes med et brystbillede og en fisk.
13de oktober, der slutter primstavens sommerside og den gamle kalenders sommerhalvaar, blev af erkebiskop Sigurd i Nidaros omkring 1245 bestemt at skulle høitideligholdes til hæder for alle de i Nidaros Christkirke opbevarede relikvier; den kaldes derfor relikviernes fest.