Træk af Livet i Norge i det syttende Aarhundrede

Træk af Livet i Norge i det syttende Aarhundrede.
(Af Yngvar Nielsen.)

Oldtidens Sagaliteratur har kastet et rigt Lys over det norske Folks daglige Husliv i de Aarhundreder, som gik nærmest foran og nærmest efter Kristendommens Indførelse, og det her af Videnskaben vundne Udbytte er efterhaanden blevet tilgjængeligt for Enhver. Ganske anderledes forholder det sig med den lange Tid, hvori Norge var forenet med Danmark. Her har Videnskaben endnu ikke løftet Tæppet og end mindre magtet at gjøre det store Folk delagtigt i, hvad den alt har hentet frem; men dette Arbejde skal nok blive gjort. Jeg har under mine Studier lejlighedsvis gjort enkelte Optegnelser om det daglige Liv og dets Sæder under Foreningstiden, og hvad jeg her har at meddele, er fremkommet ved at sammenstille og udfylde disse. At levere en mere omfattende Bearbejdelse af dette interessante Emne er endnu ikke muligt, skjønt det kunde være overmaade vigtigt at have en saadan. Før dette kan blive gjørligt, er det en Nødvendighed at gjennempløje en Masse af gamle Regnskaber og Retsakter, der maa blive de vigtigste Kilder for en saadan Skildring. Jeg haaber imidlertid, at selv disse ufuldstændige Notitser om vort Lands Tilstand omkring 1650 ville have nogen Interesse for dem, der med Kjærlighed omfatte vort Folks Liv i Nutid og Fortid, saa meget mere, som de omtrent allesammen hidtil have været ubekjendte.

Landets Inddeling var aldeles forskjellig fra, hvad den er nu. Istedetfor Amter havde man den Gang Lehn, der bestyredes af danske, meget sjelden af norske Adelsmænd, hvis hovedsagelige Øjemed var at tjene saa mange Penge som muligt paa sin Forvaltning, og som i Regelen ogsaa havde betydelige Indtægter. Hannibal Sehested havde om Aaret af Akershus Lehn henimod 40,000 Rdl. og Peder Vibe af Throndhjems Lehn omtrent 12,000. Dette var de største Lehn; af de mindste kunde der dog ogsaa gaa ganske pene Summer, og disse havde derhos den Fordel, at der kun fulgte lidet Arbejde med. Ligesaa forskjellige som Lehnenes Indtægter var ogsaa deres Størrelse. Medens Akershus Lehn indbefattede Akershus, Hedemarkens, Kristians og Buskeruds Amter, var Onsø Lehn ikke mere end et eneste Præstegjeld med Tillæg af nogle faa Gaarde, og Tønsberg og Brunla Lehn kun de nuværende Fogderier Jarlsberg og Laurvik. Det var tilfældige Omstændigheder, der havde dannet disse Lehn, og saa blev det staaende ved det Samme i lange Tider uden Forandring.

Retsvæsenet hvilede endnu paa det gamle Grundlag. For næsten enhver Brøde kunde der betales en Bod, afpasset efter dens Størrelse; det var de gamle Love, som endnu gjaldt, skjønt de siden 1604 tildels vare iførte en ny Form. Fandt man ikke i Loven, hvad der skulde dømmes, hjalp man sig frem paa andre Maader. Et Menneskeliv gjaldt ikke stort. Det fik en stakkels Tyv oppe i Land at føle, som i 1651 blev dømt fra Livet af Sorenskriver og Lagrette efter St. Olafs Lov. En Dødsdom skulde, for at kunne fuldbyrdes, have Lehnsherrens Samtykke; men da denne Dom blev sendt ind til Akershus, fandt man, at Synderen havde levet saa længe og stadig forseet sig paa Nyt, at der ikke var nogen Rimelighed for, at han vilde forbedre sig, om han fik Lov til at være længere i Live. Et Øjeblik var der en Smule Udsigt til, at han skulde slippe med at arbejde i Bjergværkerne; men saa mente man, at de der ikke vilde modtage saadanne Personer „uden for megen foreskrivende, besværlige Konditioner,“ og denne ædle og menneskekjærlige Betragtning fældede den arme Synder. Han havde stjaalet en Kobberkjedel og maatte nu til Gjengjæld dingle i Galgen. Skarpretteren indgav sin Regning, og dermed var Sagen afgjort.

Galger fandtes paa mange Steder, og dinglende halvraadne Kroppe plejede som oftest at vidne om den Iver, hvormed man vaagede over, at der maatte ske Retfærdigheden Fyldest. Med Galgen fulgte en Mestermand, der baade forstod at hænge Folk op og skille dem ved deres Hoved. Af de mindre Lehn kunde dog ofte flere være sammen om en Mestermand, men da havde han ogsaa stadig fuldt op af Arbejde. Alene i Bratsberg Lehn, det nuværende Amt af samme Navn, hvor man brugte Mestermanden af Tønsberg, blev der saaledes i 1650 henrettet en Kvinde med Sværd og en Tyv hængt, i 1652 henrettet fem Tyve af begge Kjøn, i 1653 to Mordere, i 1654 en Drabsmand og i 1655 en Tyv. I Lister Lehn blev der i 1648 henrettet fire Personer, deraf to Troldkvinder. Den regelmæssige Betaling for en Henrettelse med Sværd var 8 Rdl. foruden Godtgjørelse for Sværdets Rengjøring efter velforrettet Arbejde. Stodderkongen blev gjerne den Sidste, der havde at gjøre med Synderne, og fik for at grave dem ned under Galgen en halv Rigsdaler. I Sygdomsforfald maatte en anden Mestermand ofte hentes langvejsfra; den tønsbergske, der allerede før havde saa stor Søgning, maatte en Gang i 1654 helt op til Gudbrandsdalen for at expedere en Synder, og saa ned igjen til Thelemarken, hvor en anden ventede paa ham. Den eneste Del af Retsplejen, som var forsvarlig, var disse Henrettelser. Forhør og Domsafsigelser foregik ofte med en Letsindighed, der lader befrygte, at mere end En har lidt uskyldig. Man har ogsaa Exempler paa, at Anklagede senere tilbagekaldte sin Tilstaaelse fordi den var dem aftvungen ved Trusler fra Dommerne.

Ethvert Samfund, der har en slig Foragt for Menneskeliv, maa helt igjennem være haardt og raat; Fortidens Vildskab og Ustyrlighed sad ogsaa i rigt Maal igjen hos det syttende Aarhundredes Nordmænd, men uden altid at være ledsaget af det gamle Mod og Tapperhed. Saaledes rømte i Krigens Tid i 1657 fem Thelebønder, og i 1659 endog hele to og niti fra den Hær, som stod paa Grænsen mod Sverige. Men hjemme i Bygderne vare de ikke bange for at slaas med hverandre, og om en Karl slog en anden ihjel, var han ikke mindre agtet for det, naar det skede i ærligt Slagsmaal. I Valdres sad Bondens Øxe eller Kniv aldrig overvættes fast i Bæltet. En Morgen i 1651 kom to Bønder fra Slidre, Knut Olafssøn og Olaf Fosseim ind paa en Gaard i Skrauthvol, hvor der boede en Mand, som hed Nils Johanssøn. Her bleve de i al Ro til om Aftenen, uden at der faldt noget Ukvemsord; men saa kom der en Mand fra Aurdal, som hed Thorstein Bjørnssøn, med sine to Brødre, Hans og Ivar. Nils, som ikke likte, at disse kom, gik hen til Olaf og sagde: „Nu er Stuen fuld af Aurdals Bikjer.“ „Hvem er det?“ spurgte Olaf, hvortil Nils svarede: „Det er alle Garlid-Tyvene. Stat op Broder! vi skal hugge en af Armene af en af dem.“ Olaf, som syntes, at det var en ejendommelig Maade at behandle sine Gjæster paa, vilde ikke være med paa dette, men trak i Stedet sine Vadmels Buxer af og lagde sig paa Sengen. Saa var der stille en Stund, indtil Nils igjen begyndte at fortælle om, hvorledes han for et Aar siden havde givet en Mand fra Aurdal et Øxhammerslag. Da blev det for meget for Thorstein, hvis Æresfølelse allerede før var krænket ved Nils’s foregaaende Slængeord. Han raabte til ham: „De skrepper altid i Slidre Gjæld, at de slaar Folk i Aurdals Gjæld. Tag Dig vare, Du faar ikke et igjen.“ Derpaa greb han sin „Halvtynding“ (et Slags Øxe, det gamle halfþynna) og slog Nils ihjæl. Da Sagen senere kom for Retten, fik Thorstein et meget godt Skudsmaal af sine Bygdefolk.

Ofte kunde et Drab foranlediges af endnu mindre Aarsager. Paa Gaarden Gauper i Lom stod der en Dag i 1650 to Bønder og drog Hø op i et Staldtræv. Medens de holdt paa hermed, kom den ene til at se over Bæverelven til sin egen Gaard og fik der se nogle Grise oppe i en Næpekvæe. Han begyndte da at bande sin egen Hustru, der var den anden Bondes Søster, fordi hun var saa daarlig til at passe paa, medens han var borte; Svogeren og nogle tilstedeværende Kvinder bade ham lade dette være, men uden at faa andet Svar, end at de kunde fare Djævelen i Vold allesammen. Saaledes tog det ene Ord det andet, indtil de to kom op at slaas, og under Slagsmaalet faldt ned af Trappen, hvorved den ene slog sig ihjæl.

Undertiden kunde det ende nok saa fredelig saaledes som følgende Exempel fra Hallingdalen viser. Den niende Februar 1653 holdtes Sagething for Næs, hvor Peder Ellefssøn mødte som tiltalt „for Hus- og Hjemfred, Vold og Overlast, gjort Sivor Devegge i hans eget Hus om Nattetide, der foreskrevne Sivor laa i sin Seng nøgen og blot.“ Dagen efter Nytaarsdag havde et Par Bønder været paa Devegge; den ene af dem ved Navn Olaf Svendssøn laa paa Bordet, og den anden, Herbrand Vilhelmssøn, i en Seng. Med Et, som de skulde til at sove, hørte de Peder banke paa Døren, hvorfor Herbrand gik hen og lukkede op for ham. Peder var sint og spurgte om, hvorfor Djævelen de ikke lukkede op, da de kunde vide, at det var Folk, som vilde ind. Sivor Devegges vesle Søn, Guthorm, som stod oppe paa Bænken og tittede ud af Vinduet, sagde, da han hørte, hvordan Peder tog i Vej „Band ikke! det er nok, Broder din Asle bander.“ Peder brydde sig ikke om Guttens Ord, men gik hen til Herbrand og spurgte, om han havde noget Tobak at give ham. „Nej,“ svarede Herbrand. Saa gik Peder frem paa Gulvet, vendte sig og begyndte igjen at bande, som før, idet han sagde: „Gud give, Djævelen fare i sligt Svinepak, som her er, og tage det ad sig, hvem som vil.“ Sivor, der laa i Sengen, spurgte, hvad der gik af ham, men fik bare det Svar „Lig du der Djævelen i Vold, til jeg taler dig noget til.“ Hertil sagde Sivor: „Gak ud i Gaarden og band der! Jeg ved, jeg maa have Fred i mit eget Hus!“ Men Peder vilde ikke høre paa Sligt; han gik ikke ud af Stuen, men hen til Sivors Seng, hvor denne spurgte, om han tænkte at myrde ham. Sivor, som havde sit Knivsbælte i Sengen, greb dette, sprang ud nøgen og forsøgte i Forening med Herbrand at faa Peder ud af Døren; han holdt Skjorten foran sig og stak efter Peder, men ramte uforvarende Herbrand i Fingeren. Da kastede Sivor Kniven og greb i Stedet en Kaarde, som hang paa Væggen, med den venstre Haand, og med den højre en Stav, hvormed han slog Peder, indtil denne gav sig. Paa Thinget bleve begge Parter forligte i Mindelighed. Selv Kvinderne vare ikke synderlig fredsommelige; saaledes maatte i 1651 en Kone i Kragerø bøde en halv Daler, fordi hun slog Skydsskafferens Kvinde under Øret, da hun blev tilsagt til at skaffe Biskopen af Stavanger Skyds.

Den Raahed, der saaledes træder os imøde ved Midten af det syttende Aarhundrede, viser, at vort Folk endnu ikke kunde være kommet langt fremad i Oplysning og Moralitet ovenpaa den sædelige Slappelse, som var saa fremherskende i det foregaaende Aarhundrede. Rigtignok var Forbedringen begyndt, men mere end en Begyndelse var det ikke. Navnlig var det smaat bevendt med Folkets Moralitet, idet der altid i de gamle Regnskaber over de af Fogderne indkrævede Bøder findes en forbausende Mængde Overtrædelser af de Bud, hvormed de guddommelige og menneskelige Love værnede om denne Dyd. Ægteskabet holdtes ikke i den tilbørlige Hellighed, og den forargelige Uskik, som desværre trives fremdeles, at unge Folk flytte sammen før Bryllupet, var paa den Tid rigtig i Trivsel. Dog synes der at have været stor Forskjel mellem Bygderne; paa somme Steder nævnes saadanne Forseelser kun sjelden, medens de f. Ex. i Gudbrandsdalen vare overmaade hyppige. At der hermed fulgte andre beslægtede Forbrydelser, som Barnefødsel i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v. siger sig selv og kunde ikke forhindres ved de strenge Straffe, som Lovgivningen bestemte for disse. Af ligefrem løsagtige Fruentimmer, der levede af sin Skjændsel, var der heller ikke saa ganske faa; i 1653 opgav Almuen i Næs Hovedsogn i Hallingdal, at der alene iblandt dem fandtes tre saadanne, der levede i den yderste Nød. I en Bygd oppe i Gudbrandsdalen var der i 1659 et løsagtigt Fruentimmer, som kaldtes Fante-Ingeborg, hvem det var umuligt at bringe paa Forbedringens Vej, og i samme Bygd skulde der desuden endnu findes to andre af samme Sort, der havde „neppelig saa mange Klæder, at de kunde skjule sig udi.“

Ogsaa i vore Dage lever der Mennesker i vort Land, som af medfødt Vandrelyst opgive et fast Hjems Behageligheder og foretrække at vandre om fra Bygd til Bygd. For 200 Aar siden var der imidlertid forholdsvis langt flere af disse, som neppe bidroge til at formindske den herskende Raahed og Usædelighed. En Dag i 1652 mødtes to saadanne Personer paa Hedemarken, af hvilke den ene var en rejsende Karl fra Gudbrandsdalen, den anden en Guldsmed fra Kristiania; den sidste havde allerede længe, efter hvad der blev oplyst af „de Piger udi Kristiania,“ havt et daarligt Rygte for „alt hans uskikkelige Levnets Forhold med Parlament og Overdaadighed udi Samkvem, hvor han kom iblandt godt Folk.“ Han forlangte nu, at Gudbrandsdølen enten skulde drikke med ham eller slaas med ham, og da denne ikke vilde til, overfaldt han ham med Hug og Slag, indtil han dræbte ham.

Hestebyttere fandtes ogsaa paa den Tid. Saaledes kom om Vaaren 1652 to Bønder fra Sigdal over i Hallingdal med en udsultet graa Hest, som de byttede bort til Guri Tolsrud mod en rød Hest, som var ved godt Hold, men led af et Fang; i den Anledning traf de den Overenskomst, at om Hesten blev ødelagt, skulde de faa Erstatning af Guri. Længere ud paa Høsten kom den ene af dem tilbage og klagede over den røde Hest, hvorfor Guri, som i Mellemtiden havde byttet bort den graa, nu maatte give ham en brun i Stedet. Herom blev der senere en Sag, da Guris Søn klagede over de to Hestebytteres Færd.

Ligesom Hestebyttere, fandtes der ogsaa Hestetyve, to Forretninger, som ikke altid lade sig adskille. En saadan var i 1652 Knut Henrikssøn, der oprindelig var fra Søndmøre, men nu holdt til i Kvikne i Froens Præstegjeld. En Bonde paa Søndmøre, som havde mistet en Hest, havde i den Anledning henvendt sig til en vis Jens Karlssøn, der synes at have været, hvad man i Gudbrandsdalen kalder for en Øjkelejtar; denne fik en Seddel af Præsten i Borgund, Herr Kristofer Pederssøn, at han for i sit lovlige Ærinde, lejet af Hestens Eier. I August var han saa heldig at finde Hesten hos Knut Henrikssøn og gjorde strax Anmeldelse hos Fogden, der sendte sin Tjener op i Kvikne for at hente Knut og Hesten. Jens fulgte med denne, var selv med i Fjeldet efter Hesten og skiftedes paa Tilbagevejen til Fogedgaarden om at ride paa denne. Da Fogdens Tjener saa dette venskabelige Forhold mellem de to Søndmøringer, troede han ikke, at der kunde være nogen Fare ved at lade dem være alene, og forlod dem. Medens de nu fortsatte den tilbageværende Del af Vejen, kom efter Knuts Paastand Jens til at gjøre en Hentydning til, at denne i sin Tid paa Søndmøre skulde have staaet i et uanstændigt Forhold til en Kvinde, der var hans Søskendebarn; Knut, som med Rolighed havde ladet sig gribe som Hestetyv, fandt imidlertid en Beskyldning som den sidste altfor nærgaaende og blev rasende. Uagtet de ikke vare mere end en tre fire Bøsseskud fra Fogedgaarden, overfaldt han Jens og dræbte ham. Da Mordet var begaaet, røvede han hans Penge, Klæder, „Tobak-Hus“ og Øxe og satte tilfjelds; men han var ikke kommen længere end til en Sæter op for Kviknebygden, før han blev greben og sat fast.

Saadanne løse og ledige Folk, der droge om med sin Øxe i Bæltet, vare efter dette ikke at spøge med; selv naar de rejste i fredelige Ærinder, kunde de ofte benytte Anledningen til at tilfredsstille sin private Hævn. Den 28de Marts 1653 kom en Karl, ved Navn Laurits Knutssøn, der havde noget at udrette for en Bonde paa Hadeland, ridende over Kjølvejen til Thoten med en Kaarde ved Siden. Han tog ind paa en Gaard, hvor der i Forvejen var flere Føringslæs og en Kjøbmand foruden en vis Narve Børgessøn, som Laurits tidligere, omtrent „fjorten Dage før Markedet“ havde undsagt. Laurits kjøbte en Kande Øl, hvoraf han drak det meste op; derpaa gik han ud paa Gaarden, hvor han traf Narve, som han overfaldt med sin Kaarde og dræbte. Efter Mordet steg han tilhest og red sin Vej.

Fortidens Overtro var ikke udryddet; i 1656 fortalte en Mand fra Baahus Lehn, der havde stjaalet en stor Sum Guld og Penge fra Præsten i Solum, at en gammel Kone ved Navn Aase længe havde overtalt ham hertil, men uden at kunne faa ham til at erklære sig villig. Omsider havde hun givet ham en varm Drik, hvorved han blev „ligesom fra Sans og Fornuft,“ og derefter var han gaaet ud igjennem Taget og havde saa forøvet Tyveriet. Denne Undskyldning blev dog ikke taget for god, og Synderen maatte lade Livet. I 1650 blev en Kvinde i Mandals Lehn dømt fra Livet og henrettet for Trolddom alene paa Angivelse af et Par henrettede Kvinder, uagtet Vidnernes Udsagn ikke indeholdt Andet en Urimeligheder.

En væsentlig Grund til Raaheden og Overtroen var den fuldstændige Uvidenhed, hvori Folket henlevede sin Tid. Almueskoler fandtes ikke, og selv mellem de mere bemidlede Klasser stod det daarlig til med Dannelse og Lærdom. Det er en Sjeldenhed, naar der saaledes, som hos Fogden paa Hedemarken, Knut Anderssøn, i 1645 nævnes „en Skolemester hos hans Børn,“ foruden at der hos ham endnu var en vis „Mester Knut Hals, en Studiosus“ i Huset. Endog mellem Præsterne var det vel endnu en Sjeldenhed, om de kunde give sine Børn en lidt højere Dannelse, og mangen en Gang stode disse paa det samme Standpunkt som Sognets Almue, og levede og døde som Bønder i den tykkeste Uvidenhed. Ja, selv mange af de adelige Familier, der levede omkring paa Landet, stode ikke saa langt over Almuens store Masse. Et Par saadanne holdt til paa Hedemarken, hvor en Adelsmand, som hed Fin Nilssøn Rosengjedde, den sidste af sin Slægt, boede paa Gaarden Skappel. Hans Hustru kaldtes „den velbyrdige Frue, Fru Helene;“ men desuagtet vare de saa udfattige, at det heder om dem i et Mandtal, der optoges i Anledning af den i 1645 paabudne Kopskat, at de „ere ikke mægtige dette eller Andet at udgive, men ere ganske forarmet.“ Den anden Bygdeadel paa Hedemarken var rigtignok noget bedre i den økonomiske Vej. Saaledes var der hos Peder Mogenssøn Hardingmand paa Norve baade en Fruens Pige, en Skomager og hans Datter, 6 Arbejdsdrenge og 4 Tjeneste-Kvindfolk; hos Kristofer Rytter paa Samsal var der 5 Arbejdsdrenge og 4 Kvindfolk, og hos Hans Bjelke paa Saxlund nævnes baade „hans Velbyrdigheds Dreng“ og „den gode Frues Pige“ foruden 6 Arbejdsdrenge og 3 Kvindfolk. Dette var den egentlige indfødte Adel paa Hedemarken; thi at Fru Eline Marsvin og den rige Kantsler, Jens Bjelke, havde en Del Ejendomme paa disse Kanter, kan ikke komme med i Betragtning, da de kun sjelden holdt til paa dem. Til Sammenligning med de hos de nævnte Adelsmænd paa Norve, Samsal og Saxlund opførte Tjenere kan det anføres, at Sorenskriveren over Hedemarken i sit Hus havde 11 Tjenere af begge Kjøn og Fogden endog 23. Den Sidstes Forretninger paalagde ham dog bestandig et større Tjenerhold, men selv om man tager Hensyn hertil, bliver det dog mere, end der fandtes hos Adelsmændene.

Formodentlig levede disse mindre Adelsmænd som oftest paa samme Maade som de omboende Bønder, og i Huse, der vare byggede efter Landets Skik. En befæstet Borg, saaledes som den ejedes af enhver større dansk Godsejer, fandtes ikke i Norge, maaske med Undtagelse af Ellingaard i Smaalehnene. Østraat fik først senere sit nuværende faste Ydre, og de Adelsmænd, der havde Stenbygninger paa sine Ejendomme, vare kun yderst faa i Antal. Udenfor de bekjendte Slotte, Baahus, Akershus, Bergenhus og Throndhjems Gaard var en herregaardsmæssig Bygning, selv paa Kronens Ejendomme, en stor Sjeldenhed, undtagen hvor der endnu var brugelige Levninger af et gammelt Kloster. Den mest storartede var rimeligvis Sæm ved Tønsberg, hvoraf endnu en ikke liden Del er bevaret i den nuværende Jarlsberg Hovedgaard. Her knejsede en vældig toetages tegltækket Bygning i Firkant med indelukket brolagt Borggaard. I den østlige Fløj havde Lehnsherren over Tønsberg Lehn sin Residents. Kom man ind i Forstuen, saa man en Vindeltrappe og 4 Døre, af hvilke en gik ind i Fruerstuen. I denne var der en Skorsten, et Par Borde eller Skiver, en svarvet Slagstol og et Par Bænke; Vindueskarmene vare af Egetræ, og Glasset fransk og danzigsk. Udenfor Fruerstuen laa der en liden Urtegaard med Plankeværk omkring. De andre Værelser nedenunder vare Lehnsherrens og hans Frues Soveværelse, hvori der stod en Seng af Furu med Himling og fire svarvede Stolper, Pigernes Kammer, Ammestuen og Skolestuen; de to sidste, hvori Gulvet var belagt med hollandske Muffers, havde tidligere kun udgjort et Rum og da været benyttet som Bryggerhus. Gik man fra Forstuen ovenpaa ad Vindeltrappen, traf man over Fruerstuen et Kammer med to Furusenge med Himling og Fodskammel, og over Soveværelset Lehnsherrens Kammer, som stod i Forbindelse med dette ved en Vindeltrappe, og desuden et Par andre Kammere. I den søndre Fløj var Hovedporten ind til Borgegaarden og Fadeburet med en Del andre Værelser. I den vestre Fløj var der bl. a. en gammel Borgestue, et Fangeværelse, hvori der stod en Blok med Hasper, og Kjøkkenet, til hvis Inventarium hørte en Vandpost med Kobberhane, som var fastgjort ved en Jernlænke, og et Anretningsbord. I den nordre Fløj, som vendte imod Kirken og nu ganske er forsvundet, var der bl. A. en Vaskestue, hvor Gulvet var belagt med Astrag. Ladegaarden laa i Vest og bestod af 3 Bygninger, og udenfor Porten laa der en ny Borgestue.

Naar man i vor Tid læser en Skildring, som denne, af et Hus, hvori flere Folk af den højeste Stilling have boet i mange Aar, og som blev staaende uforandret indtil omtrent for 100 Aar siden, forbauses man over, hvor faa Bekvemmeligheder der virkelig fandtes tiltrods for det anvendte store Rum. Det forstaar sig dog af sig selv, at hver Lehnsherre desuden altid medbragte sit private Møblement, og naar dette kom til, blev det jo noget bedre. Paa enkelte Lehnsresidentser, saasom Halsnø Kloster, hvor Befalingsmanden over Hardanger Lehn boede, var Inventariet endog i den Grad ubetydeligt, at Fogden i 1647 opgav, at der ikke fandtes Andet, end hvad der var nagelfast. En anden Residents var Bratsberg Gaard ved Skien, som i 1655 beskrives som et stort, forfaldent Træhus paa to Etager med nogle gamle raadne Stalde, Fjøs og Lader. Da Lehnsherren ikke kunde bo her, maatte han leje Klaus Anderssøns Hus i Skien for 80 Rdl. om Aaret, hvorved naturligvis Bratsbergs Bygninger end mere forfaldt. For sin Fornøielse havde en Lehnsherre, Sivert Urne, ladet opføre et Ridehus paa Klosterøen med Stald til 6 Heste og et smukt lidet Stuehus med et større og et mindre Værelse, maaske det samme, som ellers kaldes „Kontrafej-Stuen.“

Den senere saa almindelige Luxus var ikke meget udbredt omkring 1650. De, der kunde leve bedre end Folkets store Masse, vare kun faa og i Regelen indskrænkede til de danske Lehnsherrer og et Par rigere Nordmænd, der havde Adgang til at bo i bedre Huse og omgive sig med større Bekvemmelighed end Andre. Men selv disses Levemaade vilde ikke kunne falde i vor Tids Smag. Medens der nu ikke skal saa Meget til, før et Hus har et Pianoforte, vare den Slags Instrumenter i det syttende Aarhundrede en saadan Sjeldenhed, at der kun nævnes en eneste Mand, som havde et saakaldet Klavecymbal, og det var Rigskantsler Jens Bjelke, der kjøbte et i Bergen og førte det med sig til Ellingaard. Om de Huse, hvori det syttende Aarhundredes Landbefolkning boede, kunne vi endnu danne os et tydeligt Begreb ved de mange, der ere levnede. Røgstuer og Spærrestuer vare Tidens almindeligste Huse, og mellem Bygningsskikkene i hver Bygd herskede der en ikke liden Forskjel. Møblerne i et Hus vare ikke overvættes talrige, idet man i Regelen nøjede sig med faststaaende Senge og Bænke langs Væggene. Hvor man derfor har Opgaver over Løsøret paa en Gaard, indskrænker dette sig i Regelen til Sengklæder o. desl., som ofte var af en meget forskjellig Beskaffenhed. Lagener brugtes af Strie, Blaagarn og Linlærred; Strie anvendtes til Var paa Dyner, der ofte vare fyldte med Fjær, ofte med ringere Stoffe f. Ex. Klude, og til Hovedpuder, ved Siden af Linned og Vadmel. Paa Hadeland og Hedemarken forekom flamske Haandklæder og Bænkevar, og paa det første Sted endog Linlærreds Haandklæder med Kniplinger. Hynder vare meget i Brug, ligesaa Hovedlag, Skindfælder og Bænkedyner, gule og sorte Bænkeklæder, gule og røde Tæpper, Tjeld, hvoriblandt ogsaa i Thelemarken nævnes Teflingstjeld (af det gamle Tøj: teflingr), samt Strie- og Skindblæjer. Hvor der nævnes Møbler, er det kun Slagbænke, Kistebænke, Skrin og Kister, Vraaskabe og andre Skabe, hvoriblandt et enkelt Sted paa Follo et Højsædeskab, og undertiden Senge, der oftere vare forsynede med Stolper.

Kvindernes Klæder vare, foruden Skjørter, hvoraf der forekommer baade treskjeftede, firskjeftede og fifskjeftede, af Filt, af „Rask,“ et den Gang meget brugeligt Tøj, og af Uld, Kaaber bl. A. af „Hundtszchutt,“ Luer, endog af Fløjel, Trøjer af Klæde, Bommesi og andre Stoffer, Livstykker og Forklæder af „Peduan,“ o. s. v. Af Mandsklæder forekommer Buxer af Vadmel og Skind, sorte og hvide Vadmelstrøjer, Skjorter af Strie, Lærred og forskjelligfarvet Uld, Bæverskindsluer i Thelemarken, Hatte, der gjerne brugtes meget længe, Vaatter o. s. v. En Gaardbruger i Vang paa Hedemarken, hvis Bo blev opskrevet i 1654, synes at have været en ualmindelig flot Person, da han foruden et Par Handsker ogsaa var i Besiddelse af en Klædesbørste og et lidet Spejl; et saadant ejedes for Øvrigt ogsaa af et letfærdigt Fruentimmer i Næs paa Hedemarken, der blev henrettet for at have dræbt sit Barn, ligesom en „Tyv-Kompan“ i Bragernæs Fogderi havde en Klædesbørste. I Thelemarken nævnes i 1653 paa en Gaard „alle de blodige Klæder, som vare meget gamle, taxeret for 1 Rdl.“ Der kunde laves en liden Roman af en saadan Linie, især naar man faar høre, at der paa den samme Gaard fandtes ikke mindre end 8 Øxer, for det Meste meget gamle. Af andre Vaaben nævnes Bøsser, Kaarder og gamle Sabler.

Mange Steder fandtes Bordduge, som kunde være indtil 6 Alen lange; hvor der fandtes Tallerkener, vare de, ligesom Fadene, hyppig af Træ, undertiden af Tin, ja Fadene endog af Sten, hvorimod der alene nævnes Saltkar af Tin. Den ovenfor omtalte „Tyv-Kompan“ havde ikke mindre end 7 Trætallerkener, uagtet hans Hus var saa daarligt, at det ikke duede til Andet end at brændes op, og paa en Gaard paa Næsodden var der halvandet Dusin. Kjedler fandtes baade af Jern og Kobber, ligesom Gryder baade af Jern og Kobber. Paa en stor Gaard paa Hadeland fandtes der 6 Sølvskeer, men ellers var Sølv ikke meget almindeligt. Hyppigst forekommer det i Thelemarken, hvor der paa hver Gaard kan nævnes flere, tildels forgyldte Sølvsmykker. Hvor der nævnes Lysestager, vare de som oftest af Messing, undertiden af Tin.

I Thelemarken synes Bønderne at have været duelige Smede, hvorfor der i dette Landskab hyppig nævnes Redskaber, som vare nødvendige til dette Haandværk, og Gaardene der i Regelen vare godt forsynede med Jernredskaber. Forøvrigt var jo Befolkningen paa de fleste Steder henvist til at hjælpe sig selv, uagtet der ogsaa af og til nævnes Haandverkere paa Landet. Husflidens Udstrækning er dog vanskelig at komme efter; det siger sig af sig selv, at Vævning var meget udbredt, og af og til nævnes der paa Gaardene en Vævski, lidt Garn eller Vadmel, men altid ganske flygtig. Oftere forekommer Bryggekar og Øltønder, hvis Indhold sikkert ikke længe fik Lov til at ligge i Ro.

Agerbruget stod ikke meget højt; der fandtes sjelden mere end en Harv og en Plog paa Gaardene, og det er ikke bestandig, at der nævnes Arbeidssæler, hvoraf to skulde koste en Mark. Af Heste havdes gjerne en eller to; dog forekommer der undertiden tre til fire, ligesom der nok ogsaa findes de Gaarde, som ikke havde selv en udlevet Hest. Thi man brugte dem gjerne saa længe det var muligt. Grise, Gjeder og Sauer vare almindelige, men nævnes sjelden i stort Antal. En 7–8 Kjør og Kvier var ingen Sjeldenhed, og der nævnes paa en Gaard indtil 22 af dem. Kjøretøjer brugtes naturligvis næsten ikke om Sommeren, da den, der vilde frem, enten maatte hjælpe sig afsted med sine egne Ben eller ogsaa bruge Hest; derfor vare ogsaa Sadler meget almindelige. Men om Vinteren, naar Isen lagde Bro over Sunde, Søer og Elve, og Sneen gjorde Færselen let, da kom Slæderne frem. Om Søndagen for Bonden til Kirke i den nedarvede Kirkeslæde, som undertiden nævnes, og formodentlig har været af samme Sort, som de endnu bevarede gamle Slæder med pragtfulde Udskjæringer.

Om Bøndernes Tjenerhold er det ikke godt at sige noget Bestemt, da der sjelden findes Meget derom. Paa en Gaard i Thelemarken nævnes i 1651 en Pige, Signe, der havde tjent i 2 Aar og derfor havde tilgode 3 Rdl. 3 ₻, en anden Pige, Maren, der for samme Tid havde at kræve 3 Rdl., Ole Svendssøn, der havde tjent i et Aar, og „Asslou fæhiuring.“ Husmandsklassen var endnu ikke talrig, om der overhovedet fandtes nogen saadan; ved Husmænd og Huskoner forstodes de Samme, som nu kaldes Inderster, hvilket Ord kun sjelden forekommer. Strandsidderne langs Kysten, der alene nærede sig af sit Fiskeri og i Regelen levede i den yderste Fattigdom, hørte i Grunden til den samme Klasse. Grænsen mellem dem og de mindste Bønder var ogsaa vanskelig at trække, især paa de Kanter, hvor man var begyndt paa at udskifte Gaardene i det Uendelige, navnlig vestenfjelds og nordenfjelds. Folkets Modstandsevne mod daarlige Aar var derfor yderst ringe; Uaarene kom gjerne ogsaa i Række og bleve derved end mere følelige. Baade i Aarene 1630, 1640 og 1650 forekom saadanne Perioder, som de to sidste Gange vare ledsagede af Krig.

I 1659 var Sommeren meget varm. I den nedre Del af Lom i Gudbrandsdalen, i selve Hovedsognet, blev Kornet „af Sommerens Hede og Tørke ganske afbrændt,“ medens det længere oppe i Dalen, i Annexet, det nuværende Skeakers Præstegjeld, frøs bort. I 1637 var den første Del af Sommeren i Lyster, Nordfjord og Søndmøre meget varm; men da man skulde begynde paa Kornets Indhøstning, tog det til med en saa overhændig Væde, at der blev et fuldstændigt Uaar. I de øvrige Dele af Bergenhus Lehn var Forholdet bedre. Det var den Gang, som nu, at et almindeligt Uaar over det hele Land er ligesaa sjeldent, som et almindeligt Kronaar. De Steder, som vare mest udsatte for Frost og derfor gjerne maatte skaffe sig Korn langvejs fra, havde i Regelen enten hel eller halv Skattefrihed, hvori der kun sjelden gjordes noget Indgreb. Som Egne, der kunde udføre Korn, nævnes Hedemarken og Gudbrandsdalen, der i daarlige Aar forsynede de sydlige Dele af Throndhjems Lehn.

Ved Siden af Agerbrug og Fiskeri var Skovdrift den norske Almues eneste Næringsvej; thi Bergverkerne vare dem mere til Plage end Gavn. Man tog godt for sig ved at hugge i Skovene, saa at Regjeringen ofte søgte at holde igjen. I den Anledning søgte man ogsaa at opmuntre Almuen til at rydde nye Gaarde, for derved at forhindre den uvittige Skovhugst, men uden synderlig Nytte. De vestenfjeldske Landskaber begyndte allerede at blive temmelig fattige paa Skov; i 1646 blev der i hele Hardanger ikke skaaret mere end 7000 Bord, hvilket ikke en Gang var saa Meget, som man kunde skjære paa en enkelt Sag paa Østlandet, hvor der aarlig blev skaaret store Masser, dels til Distrikternes eget Brug, dels til Udførsel, som i Regelen foregik i fremmede Skibe. Det var først efter 1650, at den norske Skibsfart begyndte at udvikles og efterhaanden aabne Landet nye Næringskilder.





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.