Trediepresten Ole Andreas Thulesius
Ole Andreas Thulesius var gjennem næsten hele den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede Tredieprest ved Vor Frelsers Kirke i Kristiania.
Inden den ældre Generation her i Hovedstaden lever hans Minde temmelig friskt endnu den Dag idag, og det lader til, at der i den nærmeste Tid efter hans Bortgang maa have været et nærmest uudtømmeligt Fond af Anekdoter efter ham.
Disse Træk repræsenterer i Regelen et eller andet satirisk Indfald eller, om man vil, en eller anden drøi Grovhed, som han leilighedsvis havde givet tilbedste. Han maa have været begavet med Vid og Lune. Men dette var ingenlunde af det harmløse Slags. Det er heller ikke til at undres over. Han var nemlig en skuffet Mand, der saa med Bitterhed paa Livet og paa sine lykkeligere Medmennesker, som han følte sig langt overlegen med Hensyn til Begavelse. Saa meget er da ogsaa sikkert og vist, at han maa have været en lærd og indsigtsfuld Mand, der besjæledes af Sandhedskjærlighed og Retsind, naar blot ikke hans egne Interesser blev for sterkt berørte, eller hans honette Ambition sattes paa en altfor haard Prøve. Men disse hans gode Sider overskyggedes rent af de mindre heldige. Han var i høi Grad frastødende af Væsen, og da han ved den mindste Leilighed pleiede at give sin brændende Hidsighed frit Løb, skabte han sig mange Fiender. I Øieblikket kunde vel disse lade sig kuske af hans uvorne Hensynsløshed; men de forsømte aldrig at tage sin Mon igjen, naarsomhelst de kunde komme til med det. Man faar derfor ogsaa nærmest Indtryk af, at han har været hver Mands Nar, en Skive for alles Spot. En af Byens Satyrici lagede følgende Rim om ham:
„Denne Prest er en Prest blandt de andre Prester,
Som en Asen er en Hest blandt de andre Hester.“
Denne Karakteristik er styg; men den stemmer dog ret godt overens med det Omdømme, som forskjellige af hans Samtidige har givet af ham.
Klokker Bastian Svendsen, der i sin utrykte Prestehistorie har indflettet en ret udførlig Biografi af ham, har saaledes udtalt med Hjemmel i, hvad han havde faaet sig meddelt af Raadmand Saxild, Justitiarius J. Chr. Berg og Toldbetjent Aschims Kone: „at Thulesius ei ret har opfattet sit Kalds høie Værd, ikke tilstrækkelig stræbt at vaage over Standens Ære“.
En Del af, hvad jeg her har sammenstillet, er hentet fra den trykte Literatur. Men det allermeste Stof er dog uddraget af utrykte Dokumenter, af geistlige og verdslige Justitsprotokoller, Haandskrifter m. m. Jeg har da ved Udredningen af dette Materiale ogsaa seet mig istand til at reise Tvil om og imødegaa en og anden gammel og meget udbredt Tradition, som jeg opfatter som fri Digtning eller Udslag af lavest liggende Sladder.
Det er kun sjelden, at man hører noget nærmere om Datidens Theologer, før de er havnede i et eller andet geistligt Embede. Nu og da hænder det vel, at vi faar et Glimt af dem, naar de indehavde en forudgaaende Lærerstilling ved en af Landets lærde Skoler; men det gaar ikke hyppig paa.
En saadan underordnet Stilling indehavde ogsaa Thulesius som Student i 1 – siger og skriver en – Dag; men Forholdene førte det med sig, at der af denne ene Dags pædagogiske Virksomhed skulde gaa Ord i vide Kredse.
Ole Thulesius deponerede 1733 fra Trondhjems Skole og blev efter Hjemkomsten fra Kjøbenhavn den 7de Oktober 1737 af Rektor Benjamin Dass ansat som Hører ved Skolens Første-Lektie.
Nu herskede der, som man ved, mellem Rektor Dass og hans Overordnede Biskop Eiler Hagerup en bitter Strid om forskjellige af Skolens Anliggender. Biskopen havde herunder forløbet sig Gang paa Gang, og da Rektor ikke med Kjærlighedens Kaabe dækkede over de mange episkopale Brøst, var Rivningerne mellem dem baade til Forargelse og til Laatt og Løie for de to Leire, hvori Trondhjems By synes at have delt sig under denne Strid.
Blandt de mange Stridsspørgsmaal, som Biskopen i Utrængsmaal grov frem, var ogsaa Ansættelsen af Skolens Hørere. Denne Myndighed havde hidtil altid været tillagt Rektor; men Biskopen vilde ikke længer finde sig i denne Ordning, men krævede Ændring. Dagen efter at Thulesius var bleven ansat, indfandt Biskopen sig i Skolen, ledsaget af det Høreremne, han havde udseet, og sin Tjener.
Om det Optrin, som her fandt Sted, har vi en Beretning, der efter al Sandsynlighed er forfattet af Rektor Dass.
„Det er nu omtrent halvandet Aar“, heder det i denne, „siden Trondhjems Skole havde den Ære og Lykke at se sin Biskop nærværende og derfor har med desto større Længsel ventet paa hans Komme, hvilken den ogsaa den 8. Oktober sidstafvigte fik se, da Biskopen, uden at man vidste deraf, lod sig se i Skolen, og efterat han havde hilset samtlige Lærere med en god Morgen, traadte hen til den 1. Lekties Hører, Ole Thulesius, som Dagen forud af Rektor var indsat, og spurgte ham, hvo han var og hvorledes han var kommen der. Høreren svarede: „Kæm? æg? æg e Hørar heer me Læksa, æg”, og at Rektor havde antaget ham. Bispen siger: „Jeg ved intet deraf, gaa straks paa Døren!“ Den anden blev ved at beraabe sig paa Rektors Vokation, og at han intet havde forseet sig og kunde derfor ikke forlade sin Plads. Biskopen siger atter: „Gaa straks paa Døren! Vil I ikke lyde min Ordre? Vil I være opsætsig? I maa ikke ræsonnere eller spørge mig om Ræson! Sker Eder Uret, kan I klage mig for Kongen; men jeg er her supremus censor, og min Ordre bør I følge. Jeg befaler Eder atter: Gaa paa Døren!“ Men Høreren var ubevægelig som før. Rektor, som imidlertid havde staaet en Tidlang og hørt paa denne Disput, træder da frem og beder Biskopen, at Høreren maatte blive, og at Rektor hellere, om der var begaaet nogen Forseelse, maatte tiltales; i det mindste maatte dog gives bemeldte Hører nogen Sag, førend han saaledes kunde vises Døren. Rektor formente og, at Hans Majestæts Lov udtrykkelig befaler ham at antage Hørere og alene at spørge Sognepresten om deres Dygtighed, hvilket han og angaaende denne Hører havde gjort. Biskopen svarede strengeligen som før: at Rektor burde lyde hans Befalinger, og at han ei burde være Hørerens Advokat, og at her var ingen Rettergang at disputere udi; han skulde nok lære ham at forstaa Loven ret. Rektor maatte hertil svare, at han herudi var sin egen Advokat, og formente han, at det var ham lige saa vel her som andetsteds tilladt at svare for sig. Ellers vilde han gjerne lyde Biskopen i alt det, ham som en Biskop befalet er. Biskopen bliver dog imidlertid ved at vise Høreren paa Døren, som dog uagtet alle Trusler og Befalinger ei vil forlade Pladsen“.
Nu var samtidig med Thulesius’s Ansættelse den tidligere Hører i Første-Lektie bleven ansat som Hører i Anden-Lektie; det var saa Skik og Brug ved Forfremmelser inden Skolen. Til denne Hører, der hed Peder Hagerup, henvender Biskopen sig nu og befaler ham at gaa ned i Første-Lektie igjen. Men heller ikke her fandt Hans Høiærværdighed den Lydighed, han krævede, endda Befalingen gjentoges en halv Snes Gange. Da han saa, at han ingen Vei kunde komme med Peder Hagerup, tog han igjen fat paa Thulesius.
„Biskopen angriber paany Første-Lekties Hører med forrige alvorlige og tydelige Befaling, at han straks skulde gaa paa Døren: „Vil I gaa paa Døren, siger jeg!“ Høreren svarede: „Koor ska æ gjøra a mæg da?“ Men atter blev nogle Gange repeteret: „ Vil I gaa paa Døren, siger jeg!“ Høreren svarede: „Æg kan da sagt læs for de heer fiir Gutan, veit æ!“ Biskopen foreholdt ham dernæst, at han burde vide sin Catechismum, som siger: lyder Eders Forstandere og viger dem! Ligeledes spurgte Biskopen Høreren, om han vilde „slaa“ ham; men han svarede: „Gu’ bevare mæg for aa sla dok!“ Biskopen siger: „Er det at vise sin Øvrighed Respekt, at man ei vilde gaa, naar den befalede?“ Men Høreren var ligesaa ubevægelig ved dette Argument som ved det øvrige. Hvorfor Biskopen træder endnu nærmere til, griber ham i Armen og siger som før: „Vil I ikke lyde mine Ordre? Gak straks paa Døren!“ Da dette endnu ikke hjalp, raaber Biskopen paa sin Tjener (som stedse imidlertid havde holdt Skoledøren aaben for dem, som skulde retirere), at han skulde komme og trække ham ud, hvortil Rektor siger: „Han kan dog ikke være Exekutor“. Tjeneren syntes i Begyndelsen ligesom at gjøre nogle Bevægelser, men var dog ei sin Herres Ordre lydig. Herpaa siger Biskopen, at han vilde lade hente Byens Betjentere til at trække ham ud; men Høreren, som med Billighed nu maatte frygte, blev dog ligesaa urørlig som tilforn. Biskopen forandrer derefter sine Mesurer og befaler Første-Lekties Disciple, som var fire i Tallet, straks at gaa paa Døren. Rektor bad, at Disciplene dog maatte blive, siden de var uskyldige i denne Sag. Disciplene kunde og ei saa straksens finde sig i denne Ordre, men maatte dog, efterat Biskopen nogle Gange havde repeteret sin Befaling, gaa paa Døren. Høreren stod da som Hyrde uden Faar“.
Biskopen gav sig derpaa til at rydde Anden-Lektie paa samme Vis, efterat han og Høreren havde opført et Slags Kontradans til Forlystelse for hele Skoleungdommen, der var forsamlet i et og samme Værelse og selvfølgelig maatte være Vidner til disse Optrin.
Biskopen gik imidlertid af med Seiren. Han fik degraderet Anden-Lekties Hører til Første-Lektien, og hvad Ole Thulesius angaar, fandt han det raadeligst ikke at indfinde sig i Skolen oftere. Han forlangte sin Afsked, som han ogsaa øieblikkelig fik.
– Efterat Ole Thulesius’s Skolegjerning paa denne bratte Maade var bleven afsluttet, hører vi ikke noget til ham i det Par følgende Aar. Men i 1739 blev han i Trondhjem af Biskop Harboe ordineret til Personelkapellan i Overhalvden. Her skulde han imidlertid ikke blive lenge. Han kom paa Kant med sin Sogneprest, Hr. Morten Lund, og denne, som ellers har Ord for at være en meget fredsommelig Mand, nødtes da til at indgive Klage over ham. Thulesius reiste da til Kjøbenhavn for at forsvare sig. Herfra vendte han tilbage, ikke til Overhalvden, men til Trondhjem, hvor han i den følgende Tid gik Byens Prester tilhaande. I Aaret 1748 reiste han paany til Kjøbenhavn for at søge Forfremmelse. Under Vintertiden tog han her Kondition hos Professor Leth, Sogneprest til Trinitatiskirken i Kjøbenhavn. Senere var han Kapellan hos Sognepresten ved Vaisenhuset, Professor Enevold Ewald, og Husinformator for dennes Børn; af deres Opdragelse indlagde han sig dog neppe Ære, om man vil agte paa, hvad der af den ene af hans Disciple er udtalt. I 1751 blev han Tredieprest ved Vor Frelsers Kirke i Kristiania, i hvilket Embede han blev siddende i hele 47 Aar indtil sin Død.
Presten Thulesius var, da han tiltraadte dette sit Embede, en Mand paa noget over de firti. Han var af middels Høide og saa meget godt ud. Først da han var kommen høiere oppe i Aarene, blev han noget for tyk og fed. Hans Stemme var i godt Lag dyb og rolig trøndersk Bas, men naar han blev hidsig, blev den skarp og skjærende. Han var stolt af at være Trønder, og hans Maalføre bar endnu i hans høie Alderdom Vidnesbyrd om, fra hvilken Kant af Landet han var.
Thulesius var høit oppe i Firtiaarene, da han giftede sig.
I hans Ungkarlehusholdning faar vi en Smule Indblik af en Attest, som han udfærdigede for et kvindeligt Tyende, og som hidsættes uden al Kommentar:
„Nærværende Kvindemenneske Anna Katharina, som forleden Aar den 21. Juli kom til mig i Tjeneste, tjente mig til den 21. Juli næstafvigte Aar for 10 Rdl. om Aaret i Løn, 1 Krone i Markedsgave og 1 Krone i Nytaarsgave, 2 Rdlr. til Sukker til sin The om Formiddagen og Eftermiddagen, 2 Pund The à 8 Mark Pundet, 4 Sk. hver Søndags Morgen til The-Melk, og samme Spise, som jeg selv havde, uden ringeste Forskjel, og 4 Rdlr. for hendes Seng, da hun kuns forlangte 3 Rdlr. Hvad hendes Tjeneste hos mig er anbelangende, som ikke er meget besværlig, men den meste Del af Dagen bestaar i Fristunder, – da var den ganske upaaklagelig, hvad hendes Arbeide og Troskab er anbelangende; men hvad hendes Egensindighed, Gjenstridighed, Modvillighed og uforskammede slemme Mund er anbelangende, da har jeg endnu ingen seet værre. Hun vil altid have det sidste Ord og ingenlunde tie, dog jeg intet andet forlangede af hende, naar hun gjorde sig ud til Bens, at hun skulde tie og ikke svare et Ord, hvilket jeg ingenlunde kunde bringe hende til, som jeg har Vidne paa, hvorfor jeg endelig tilsidst, da hun havde tjent mig i 12 Dage paa det andet Aars Tjeneste, blev saa irriteret af hende, at hun fik en banket Ryg, da hun ved hvert Slag bandede, saa jeg maatte vise hende Døren; da hun ved en andens Intercession kom til mig og lovede Bedring, at hun vilde tie, men blev ikke holdt til Aftenen, da hun endeligen efter 2 Dages Forløb bad mig om et Fjerdingaars Løn og vilde kvittere, da hun tilforn havde faaet paa nyt Aar 2 Rdlr. 1 Mk. 16 Sk., gav jeg hende 1 Rdl. til, og derpaa fik en anden i hendes Sted.
Kristiania den 27de August 1754.
Ole Andreas Thulesius“.
Det er rimeligt nok, at det under saadanne Tjenerforhold, som de her fremstillede, maatte falde den gamle Pebersvend ind at forandre sig. Han maatte have et Menneske om sig, som han kunde hundse, som han lystede, uden at løbe Fare for, at vedkommende uden videre absenterede sig, naar han blev for strid.
Blandt sine Konfirmander Sommeren 1755 havde Thulesius Frk. Anna Lange Orning, der skal have tilhørt den bekjendte gamle norske Familie af dette Navn.
Den flinke og ferme unge Dame vandt fluks hans Hjerte, og allerede Ugen efter Konfirmationen var det uden hendes Vidende en aftalt Sag med Moderen, at Frk. Anna skulde blive den aldrende Prests Hustru. Det fortælles inden Familien endnu den Dag idag, at Thulesius blev hende præsenteret som hendes Brudgom, just som hun kom ind for at byde The rundt til ham og de øvrige Konfirmationsgratulanter. Hun blev da saa altereret over denne Nyhed, at hun slap Bakken og alt, som paa den var, i Gulvet, saa det røg i hundrede Knas. Nuomstunder vilde man vel heri have seet en Grund til at beklage det stakkars Barn, som maatte holdes adskilligt tilgode. Men efter Samtidens Opfatning var en saadan „Haandfaldenhed“ netop et Bevis paa, at alt var, som det skulde være.
Nu boede Frøken Orning i Oslo, og Kopulationen skulde saaledes foregaa i Hospitalskirken. Men at vies her og af Hospitalspresten høvede hverken den adelige Frøken eller Trediepresten til Byens Kirke, og en vakker Dag i Juli Maaned modtog Hospitalspresten, Hr. Iver Brinch, fra den lykkelige Brudgom følgende Skrivelse:
„Velædle og vellærde Hr. Brinch!
Da jeg ikke kan vide, om det er Dem bekjendt, at jeg skal kopuleres med velædle og velbaarne Frøken Anna Lange Orning, som opholder sig i Deres Menighed, og da det egentlig tilkommer Dem denne Kopulation at forrette, saa gjøres vitterligt, at jeg dette mit Ægteskab med det første agter at fuldbyrde, og som jeg da ikke finder for godt at lade mig kopulere af Hospitalspresten, men af velædle og høistærede Hr. Konsistorialraad Wegner, saa gives Dem herved og tilkjende, at jeg haver erholdt Kongl. Maj.ts. Bevilling de dato 4de Juli næstafvigt at lade mig kopulere af en uvedkommende Prest, naar den vedkommende intet afgaar i sin Rettighed, og som jeg ved, eftersom mig er sagt, at Deres Velærværdighed gjerne bruger den Maade stricte at rette Dem efter Love og Forordninger, saa sender jeg ham og indsluttet hans tilkommende Rettighed som Landsbyprest for min Kopulation 1 Mark 8 Skill. efter Lovens 2. Bogs 12. Kapitel 7. Art., og hvis De dermed imod Forhaabning ei skulde være fornøiet, da er jeg saa villig som skyldig til at imodtage det tilbage. Forblivende i det øvrige med vedbørlig Estime
- Deres Velærdigheds tjenstvillige Tjener
Ole Andreas Thulesius“.
Havde Hr. Ole Andreas Thulesius haabet at faa remitteret det erlagte Gebyr, 1 Mark og 8 Skilling, sammen med et interessant Svar, som kunde give ham Anledning til yderligere Skriftveksling, skulde det vise sig, at han havde taget merkelig feil. Hr. Brinch var en rolig og sindig Mand, som ikke paa det første Ord slap af Haanden, hvad den havde faaet Tag i, og heller ikke havde han nogen overvættes stor Lyst til at trækkes for Provsteret, hvortil han nu havde havt den bedste Anledning. Det Svar, han tilstillede Hr. Thulesius, gjaldt da ogsaa i Samtidens Øine for at være den største Seir, han kunde vinde over sin grove Kollega, og med hans velvillige Tilladelse toges der da ogsaa i den følgende Tid mange Afskrifter saavel af det som af Hr. Thulesius’s Skrivelse, der samtidig sattes i Cirkulation og med Interesse læstes af Hovedstadens forskjellige Kredse.
Hr. Brinchs Svar lød saaledes: „Velædle og velærværdige
- Hr. Thulesius!
Af Gaars Dato er mig idag med Klokkeren her paa Stedet indhændiget Deres Velædel- og Velærværdigheds meget ærede Skrivelse, hvoraf erfares Deres hellige forehavende Ægteskabs Indtrædelse med høiædle og velbaarne Frøken Anna Lange Orning, som er af denne Menighed, samt at De har erholdt kongelig allernaadigst Bevilling at lade Dem kopulere af en uvedkommende Prest, saa tilønskes Dem med Deres høiædle og velbaarne Frøken Brud herved megen Naade og Velsignelse, saa De maa samles med et Sind udi Christo til at hellige Herren i denne hellige Stand, at blive retfærdige for Gud og vandre ustraffelig i alle Herrens Bud og Skikkelser til en lykkelig og velsignet Befordring af alt det, som kan tilbringe Dem det sande Velgaaende baade i Tid og Evighed. Min ærbødigste og skyldigste Taksigelse aflægges og herved for Deres Velædel- og Velærværdigheds mig tilsendte og i Deres meget ærede Skrivelse indesluttede 1 Mark og 8 Skilling som en Kjendelse for mig, som denne Forretning ellers vedkommer og efter Kongl. Maj.ts Befaling intet i saa Maade afgaar. Og lever jeg iøvrigt med sand Høiagtelse med al Naades hjertelig Tilønskning saavel i Deres Prestestand som Ægtestand
- Deres velædle Velærværdigheds
- forbundne Ven og Tjener i Herren
| Oslo 24. Juli 1755. | Iver Brinch“. |
Det lader imidlertid til, at Thulesius i en enkelt Henseende havde forregnet sig en Smule, dengang han traf sit Valg af Hustru. Det unge skjønne Pigebarn, som blev saa rent altereret, da hun hørte om sin Forlovelse, var nemlig begavet med Ben i Næsen og skulde snart vise sig Situationen voksen. Thulesius blev vel ikke nogen Tøffeldanser i den Forstand, man tager dette Ord; men det var dog altid hun, som bestemte, hvor Skabet skulde staa.
Fru Conradine Dunker, som kjendte baade hende og hendes Husbond, fortæller nemlig i sine Erindringer:
„Fru Thulesius var en meget klog Kone, ja saa klog, at hun, som Svensken siger, kunde mere end „supa och sitta ned“. Hun gav sig af med at give Raad i Sygdomme, hvorfor hun ikke var yndet af Lægerne. Om hendes Indsigter i Lægekunsten kan jeg intet bevidne; men det er vist, at hun forstod at styre sin urimelige halstarrige Grobian af en Mand, og naar han vilde fare ud af Skindet for Bagateller, saa anstillede hun sig endnu værre end han, saa at han sagde: „Nu, nu, det er ikke Umagen værd at lamentere slig over saadanne Smaating“.
– Madame Thulesius var al Agt og Ære værd, og hun har tilvisse i enhver Henseende været et Mønster for sin Samtid. At hun som den bidske Prests Ægtefælle skulde gaa aldeles fri for Kristianiasladderens Pøbelagtigheder, kunde ikke være at vente; men Skylden er ikke paa hendes Side. Hvori hendes Kvaksalveri har bestaaet, ved man nu ikke længere; men siden man ikke hører noget om hendes Kure, kan man under de forhaandenværende Omstændigheder gaa ud fra, at det har været aldeles uskadeligt. Naar det kommer til Stykket, har det vel væsentlig staaet i Forbindelse med den Godgjørenhed, hvormed Fattigfolk altid mødtes i Thulesius’s Gaard nede i Dronningens Gade lige under Kirkegaarden.
Thi godgjørende og hjælpsom var Presten og hans Hustru i høi Grad. Og dette gav et Overskud, som vi i det følgende maa have in mente, naar vi for hans Vedkommende ser os nødt til at gjøre det ene Fradrag efter det andet. Det var det samme Regnestykke, som Samtiden puslede med og ikke fik til at gaa op; der blev bestandig ialfald en liden Rest igjen til Presteparrets Fordel.
I Kristiania vedblev Hr. Ole Thulesius at leve paa spændt Fod med sine Embedsbrødre og med sine Overordnede, og af og til kunde de Uenigheder, som hans slemme Mund og irriterende Optræden skabte, ikke bilægges uden ved den geistlige og verdslige Rets Indskriden.
I de af Professor Dr. L. Daae udgivne Optegnelser af Stiftsprovst Dr. Otto Holmboe heder det om et Par af disse Stridigheder, som han havde med Kolleger inden Kristianias Geistlighed:
„1760 4. December. Var Hr. Thulesius og Busch for Provst og to Prester, at de skulde forliges angaaende de Ubekvemsord, som var faldne dem imellem.
16. December. Thulesius og Busch for Provsteretten og blev forligte.
1765 14. Juni. Dømt i Thulesii Sag.
1765 14. Oktober. Dømt i Thulesii Sag for Overhofretten.
1766 18. December. Thulesii Sag for Høiesteret“.
Disse Notater vedkommer to Sager, som i sin Tid var anlagte mod Hr. Thulesius, og især den ene af disse vakte megen Opsigt.
Da der den 10de November 1760 holdtes Skifte efter den tidligere omtalte Prest ved Oslo Hospital, Hr. Iver Brinch, der var død Natten mellem 6. og 7. Januar samme Aar, havde Thulesius overfor Presten Hr. Daniel Busch ladet falde nogle Ord, som denne optog som en Fornærmelse og besvarede med samme Mynt. En Brevveksling, som i de følgende Dage fandt Sted mellem de to Prester, førte saa langt fra til Forsoning, at Biskop Nannestad snart maatte paalægge Stiftsprovsten Matthias Albert Haberdorph at tage de to tvistende Prester for sig i Overvær af den residerende Kapellan i Aker, Hr. Johannes Green, og Tugthuspresten Fr. Chr. Bruun og forsøge at bringe et mindeligt Forlig tilveie. Denne Mægling, som prøvedes den 4. December, faldt ikke lykkelig ud, og nu rustede begge Parter sig til en alvorlig Kamp, idet Hr. Daniel Busch tog Prokurator Brøndlund til at føre sin Sag, medens Hr. Thulesius henvendte sig til Prokurator Leonhard Schejtlie.
Den 16. December mødtes Parterne for Provsteretten, der holdtes i Haberdorphs Bolig. Men denne Gang skulde det ikke komme til Proces. Provsteretsprotokollen melder nemlig:
„Hr. Busch forinden med denne Sags videre Procedens og Behandling blev avanceret, tilkjendegav sin Tilbøielighed til Sagens Afgjørelse i Mindelighed og til den Ende proponerede, at naar Hr. Thulesius behager ad protocollum at deklarere, at hvad Ord og Talemaader, som den 10. Novembris næstleden under Skiftebehandlingen efter afgangne Hr. Iver Brinch af Hr. Thulesius kan være udtalte til Hr. Busch’s formentlige Fornærmelse, skal være at anse som døde og magtesløse, og altsammen tilligemed det mere, som under Brevvekslingen kan være indløbet, hverken kan eller bør være Hr. Busch til Præjudice paa Person eller Embede, men aldeles at være forglemte og som utalte anseede, skal Sagen dermed være ophævet; ligesom og Hr. Busch siger, at ifald Hr. Thulesius paa sin Side skulde ville paastaa nogen Deklaration fra ham, i Henseende til hvad som fornævnte Tid af Hr. Busch under den begyndte Discours kan være talt, saa findes Hr. Busch villig til for at opnaa Sagens mindelige Komposition at deklarere, at samme ligeledes skal være at agte som døde og magtesløse, og ligesom Hr. Busch ikke heller under Discoursen har intenderet Hr. Thulesius i nogen Tilfælde at gravere, saa skal og saadant være uden Præjudice for Hr. Thulesii Person og Embede. Om dette venter han Hr. Thulesii Deklaration til hans Efterretning under Forbeholdenhed af hans fulde Ret efter Loven“.
„Hr. Thulesius – heder det videre i Provsterettens Protokol – var selv tilstede ved Retten og tilførte, at han agnoscerede Hr. Busch’s Proposition og herved aflagde den Deklaration, som oven findes indført, i Forventning, at Hr. Busch ligesaa opfylder samme paa sin Side. Hr. Busch vedblev og henholdt sig til hans Proposition med den hosføiede Deklaration og sagde sig fornøiet med Sagens Ophævelse.
„Det glæder Stiftsprovsten og den ganske Ret – heder det til Slutning – at dette Forlig er skeet mellem de 2de gode Mænd efter Rettens gjorte Proposition“.
Efter Rettens Forslag!
Nei, Ære den, som æres bør!
Der kan dog vel ikke være Skygge af Tvil om, at Hovedstadens Menighed, besjælet som den var af den varmeste Deltagelse for pikant, interessant og sensationelt Nyt, denne Gang blev snydt for et Emne, som den kunde forlyste sig ved i det uendelige, ene og alene derved, at den fornærmede Part, Hr. Daniel Busch, var godmodig og villig nok til først at række Haanden til Forlig og Forsoning.
Den ene af de Prester, som med Stiftsprovsten sad i Retten, dengang Sagen Busch–Thulesius bilagdes, var den residerende Kapellan til Byens Kirke, Hr. Johan Cornisch, som nogle Aar tidligere havde byttet sig herhen fra Urskog. Ikke længe efter finder vi denne som Thulesius’s Modpart i den vidtløftige Sag, til hvilken de tre sidste af de anførte Notater fra Dr. Otto Holmboes Optegnelsesbog refererer sig.
Thulesius og Cornisch var tidlig komne paa en spændt Fod med hinanden. Man vilde vide, at dette hidrørte fra, at der til Konfirmationen, som den residerende Kapellan og Trediepresten sees at have forrettet paa samme Dag, indtegnede sig flere hos Cornisch end hos Thulesius. Heri skal man ikke finde noget forunderligt; thi Cornisch var en venlig og omgjængelig Prestemand, og det er jo mere, end man i Troskab mod Sandheden kunde sige om Thulesius.
Det var Hr. Thulesius umuligt at lade være at give sin Embedsbroder et og andet Slængord i Anledning af hans Elskværdighed; men det er vel at merke, at saa bitre disse end kunde falde, havde de aldrig den harske Bismag, som Følelsen af at lide Aftræk i Indtægterne gjerne giver.
Engang, fortæller Kristianiakrøniken, mødtes de to Prester hjemme hos Klokker Hass. Husmoderen bød The rundt, og da hun kom til Presten Cornisch bad hun ham undskylde, om hun maaske havde kommet for meget Sukker i. Men Thulesius fandt, at enhver Undskyldning paa dette Sted maatte være overflødig. „Jo mere, jo bedre, Madame Hass“, afbrød han hendes Tale; „thi søde Folk maa have alting sødt“.
Om Høsten 1762 lykkedes det et af Hr. Thulesius’s Menighedslemmer ved en overlagt Chikane at faa ham til at forløbe sig meget slemt, idet han under Hr. Cornisch’s Overhøring af Konfirmanderne i Vor Frelsers Kirke optraadte paa en Maade, som maatte vække Anstød hos alle, som havde mindste Sans for det sømmelige. Det blev rent ud sagt en hel Skandale, som udviklede sig af, hvad der oprindelig kun var en tarvelig Spøg.
Blandt de unge Mennesker, som om Sommeren 1762 indtegnede sig til Konfirmation hos Hr. Thulesius, var Skrædder Jakob Bachs Søn Kristian. Denne deltog i nogen Tid i den forberedende Undervisning; men det viste sig snart, at han ikke havde let for at følge med. Ved Gjennemgaaelsen af den første Troens Artikel kunde han saaledes paa Prestens Spørgsmaal ikke gjøre Rede for 1) hvad Gud har skabt, 2) hvem der har skabt alle de Ting, han saa for sine Øine, og 3) hvem der havde skabt Solen? Ja, hans Dumhed gik endog saa vidt, at han paa yderligere Spørgsmaal af Hr. Thulesius kunde komme trækkende med saadanne Kameler, som at der var 2 Sole og 2 Maaner paa Himmelen. For at prøve den unge Bach endda bedre paa Tænderne forelagde Hr. Thulesius ham Bogen „Sandhed til Gudfrygtighed“, som han selv havde bragt med som Lærebog. Dybt rystet over al den Vankundighed, som den unge Mand saaledes havde lagt for Dagen, havde da Hr. Thulesius paa det mest indtrængende foreholdt ham, at det var ham den skjære Umulighed at lære noget tilgagns udenad, saa længe han ikke kunde læse inden i Bog. Han lod ham derfor bringe den Hilsen med hjem til sin Fader, at denne maatte drage Omsorg for, at han blev ordentlig undervist af en Skolemester. Naar han saa havde lært at læse, kunde han komme igjen, saa skulde han (Hr. Thulesius) antage ham til Konfirmationsforberedelse; men denne Høst kunde der ikke være Tale om, at han kunde slippe frem.
Dette tildrog sig i Juni Maaned.
Nogle faa Dage, før Konfirmation skulde holdes om Høsten, stod Skræddermester Jakob Bach i Presten Hr. Thulesius’s Stue. Han vilde have sin Søn frem paa Kirkegulvet førstkommende Konfirmationssøndag. Som sædvanlig i de Tilfælde, Hr. Thulesius havde eller fik noget udestaaende med Folk, var en af hans Tjenestefolk tilstede for i fornødent Fald at kunne bedyre, med hvilken prestelig Værdighed og Salvelse han var optraadt. Denne Gang var det hans Tjenestepige Else Knudsdatter. Af de forskjellige Forklaringer at slutte lader det til, at Hr. Thulesius endog meget snart blev ivrig. Han gav sig til at drive frem og tilbage paa Gulvet, idet han klaskede Hænderne i hverandre, som hans Skik var, og herunder lod han Skrædderen høre, at det var ham den rene Umulighed at opfylde dette hans Ønske, da Drengens Vankundighed var svar og hartad uhørlig. Han troede, sagde han, at der heller ikke vilde findes nogen anden Prest, som antog Gutten til Konfirmationen, naar ikke han selv kunde eller vilde. Saa længe talte han da frem og tilbage, til han blev sikker paa, at der var ingen, absolut ingen, som kunde udføre det Stykke Arbeide at udrive Sønnen af hans hedenske Vankundighed, saa han kunde antages til Konfirmation i hans Daabs Pagt uden han, Thulesius, alene. Skrædderen lod ham da paa sin Side høre, at han, Jakob Bach, nok skulde være Kar for at finde den Prest, som skulde konfirmere Sønnen og det paa næste Søndag, da Konfirmationen skulde holdes. Dermed forlod han Thulesius’s Hus.
Mester Jakob maa have været en lur Skøier, siden han kunde bære sig ad paa den Maade, han gjorde.
Da hans Søn var bleven dreven af Hr. Thulesius, havde han nemlig henvendt sig til dennes Embedsbroder, Hr. Johan Cornisch, der paa samme Tid ogsaa havde et Kuld at forberede til Konfirmation. Denne tog hans Søn straks med i Undervisningen. Der var endnu fire Maaneder igjen, til Konfirmationen skulde finde Sted, og i denne Forberedelsestid kunde Kristian Bach gjøre ret god Rede for sig, naar han blev overhørt efter Pontoppidans Forklaring. Det vil aldrig blive opklaret, om dette kom sig af, at han under Hr. Cornisch’s Veiledning virkelig gjorde saa rask Fremgang, eller om Hr. Thulesius ved sin Opfarenhed tidligere havde maalbundet ham af Skræk, naar han blev overhørt. Helst maa man vel antage det sidste. Skjønt Hr. Cornisch af og til maa have fundet sig beføjet til at formane Kristian Bach til at tage sig ordentlig sammen, om han skulde holde Følge – det skede saaledes endnu 14 Dage før Konfirmationen – er der dog intet, som tyder hen paa, at han har næret Betænkeligheder ved at lade ham slippe frem.
Den lidet velvillige Stemning, som gjensidig herskede mellem de to Sjælesørgere for Vor Frelsers Menighed, havde i Sommerens Løb fundet ny Næring. I Juli Maaned var Stiftsprovsten Professor M. A. Haberdorph pludselig død af Slag, og Hr. Cornisch var bleven beskikket til forrettende Sogneprest. Denne Konstitution opfattede Hr. Thulesius, som endnu langt senere helt til sin høie Alderdom gik med en Stiftsprovst i Maven, som en personlig Chikane, og at han, der altid bar sit Hjerte paa Tungen, har slaaet om sig med hadske Ord om sin Embedsbroder, tør vel ansees for givet. Den hele Situation maa under de raadende smaalige Forhold have været tilstrækkelig klar, saa at Skrædder Bach var fuldkommen paa det rene med, at han trygt kunde tillade sig en Smule Spøg med den bidske Prest. Faldt denne lykkelig ud, kunde den siden med passende Tilsætning af Krydderi afgive et kosteligt Underholdningsemne paa Kroen eller rundt om paa Verkstederne. Det var ham saare kjærkomment at faa Anledning til at sige Presten, som bortviste hans Søn, en Smule „Tak for sidst!“ Nu skulde denne blive dygtig lang i Ansigtet ved at se, at hans Forsikring blev gjort til Skamme, og at en Skrædder kunde slumpe til at være ordholden. Den Laattermildhed, som Konfirmationsungdommen i det afgjørende Øieblik lægger for Dagen, giver ialfald Rum for den Formodning, at heller ikke den har været helt fremmed for Spasen.
Søndag den 3. Oktober 1762 skulde de to Kuld, som Hr. Cornisch og Hr. Thulesius havde forberedt, frem paa Kirkegulvet.
Da det ringede for anden Gang, kom Hr. Cornisch til Kirken og begav sig ind i Kapitelet, hvor han en Stund var for sig selv. Han skulde denne Dag prædike, medens Hr. Thulesius skulde forrette Altertjenesten. Hver især af dem havde at overhøre sit Kuld; men Konfirmationsakten skulde Hr. Cornisch udføre.
Imidlertid samlede Konfirmand-Ungdommen sig i Koret, hvor de tog Sæde, eftersom de kom. Klokker Hass stod udenfor sin Stol. Han vendte Ryggen til Konfirmanderne, men holdt alligevel vaagent Øie med dem.
Konfirmations-Ungdommen var for det meste samlet, da Hr. Thulesius indfandt sig. Han drev først et Par Slag frem og tilbage i Gangen udenfor Kapitelet. Men med et skjød han i fuld Fart op mod Koret. Han havde nemlig paa den næst nederste Plads blandt Konfirmanderne faaet Øie paa et ungt Menneske, iført grønne Klæder, som han syntes, han skulde drage Kjendsel paa.
Oppe i Koret stillede han sig op foran vedkommende Konfirmand og spurgte ham med lydelig Røst: „Est du ikke Kristian Bach, Skrædder Bachs Søn?“
Gutten blev blussende rød opover begge Ører og svarede, at det nok var saa.
„Skal du konfirmeres idag?“ spurgte Presten; han var hvas, og det var ikke frit for, at han dirrede i Mælet.
Gutten svarede, at det var Meningen. Den øvrige Ungdom sprutede da ud i Knisen og slet undertrykt Latter.
Hr. Thulesius blev mægtig vred. Han satte Kursen hen til Kapitelet, kaldte paa Klokker Hass og fik ham med, slog saa Døren til Sakristiet op og traadte ind. Her gik han i ilter Nidkjærhed løs paa Hr. Cornisch, idet han udtalte: „Jeg forbyder Eder at antage Kristian Bach til Konfirmation, for han er jo ganske vankundig“.
Det var et noksaa hovent Stykke af Trediepresten at tage slig paa Vei overfor Hr. Cornisch, der i dobbelt Forstand var hans Overordnede, baade som residerende Kapellan og som forrettende Sogneprest.
Men Hr. Cornisch for alligevel ikke op i Sinne for det.
„Jeg finder mig ikke forpligtet til at agte paa Eders Forbud“, svarede han paa sin sædvanlige blide Maade.
„Det hører I paa, Hass!“ sagde Hr. Thulesius. Han var dygtig morsk, da han gik ud af Kapitelet. Hass fulgte efter, og man lagde Merke til, hvor varsomt han lukkede Døren i efter sig.
Det ringede nu sammen for tredie Gang. Gudstjenesten begyndte, og idet Klokkeren læste Indgangsbønnen, stod Hr. Thulesius for Alteret. Medens den første Salme blev sunget, kom han gaaende bortefter Gangen. Han stoppede op ved Klokkerstolen og sagde til Hass: „Jeg skriver Biskopen et Brev til imorgen, og det skal jeg vise jer tilligemed en Kopi deraf, som I skal verificere for mig. Jeg venter ikke at faa høre noget fra Biskopen; men jeg agter at gaa videre med min Klage“.
Klokkeren sagde vel først, at han gjerne skulde skrive paa; men han tog sig dog straks i det og sagde, at han helst vilde være udenfor.
„Det kan nok saa være det“, knurrede Thulesius og gik videre.
Nu er det at fortælle om Gudstjenesten, at Hr. Cornisch prædikede smukt og opbyggeligt om, at Guds Børn (eller Lærere) burde være som skinnende Lys i Guds Kirke. Skjønt det var tydeligt at se paa Hr. Thulesius, at han var ilter og misfornøiet, maa han dog have holdt sig i Ro under Prædikenen og været en opmerksom Tilhører.
Efter at have holdt en Tale i Kordøren begyndte Hr. Cornisch at overhøre Konfirmanderne. Nu kunde Hr. Thulesius ikke dy sig længere. Han kom ud fra Kapitelet, hvor han foreløbig havde anbragt sine Konfirmander, og henvendte sig til Magister Winther, der synes at have været en Skolemand, og et Par andre, som havde taget Plads i Opgangen til Prædikestolen. Han bad dem give nøie Agt paa, hvorledes der blev svaret af „den Dreng i grønne Klæder, som stod næst nederst af Hr. Cornisch’s Konfirmander“. Med faa Ord satte han dem ind i, hvor vankundig denne Dreng var. Da Hr. Cornisch nærmede sig det ulykkelige Offer, gik han hen og stillede sig ved Enden af Fruentimmerstolen, hvor han som tydeligst kunde sees. Her gav han sig med et til at kræmte saa høit og eftertrykkeligt, at Folk maatte blive opmerksom paa ham. Han lo derhos fult hen for sig. Han talte vel ikke til nogen; men alle, som saa ham, kunde forstaa, at det var noget hyggeligt og vakkert, han havde paa Hjerte.
Det var just i det samme, Hr. Cornisch henvendte sit første Spørgsmaal til Kristian Bach. Det var i den anden Troens Artikel. Kristian Bach var neppe meget opvakt; han hørte ialfald ikke til de Konfirmander, som Svarene randt af. Men Hr. Cornisch hjalp ham godt paa Glid, og han gjentog høit de Svar, han fik lirket af ham. Kun ved et indviklet Spørgsmaal, der angik Kristi Embeder, synes Kristian Bach at have staaet fast. Hvorom alting er: i Menighedens Øine har hans Vankundighed paa denne Dag langtfra været paafaldende. Kun Hr. Thulesius og hans Gaardsdreng fandt, at den var svar. Hvad den sidste angaar, kunde han senere hen ogsaa vidne, at Hr. Cornisch hukede sig ned til Kristian Bach og tilhviskede ham Svarene, som de derefter gjentog med høiere Stemme. Men det var dog gjerne saa med Hr. Thulesius’s Tjenere, at de gjorde sine Sager kun altfor godt, naar det gjaldt Vidnesbyrd for Retten.
Efterat Kristian Bach var bleven overhørt, gik Hr. Thulesius med raske Skridt tilbage til sine Konfirmationsbørn i Kapitelet. Til disse sagde han, at han til sin store Forundring saa, at Hr. Cornisch til Konfirmation havde antaget Kristian Bach, som han for ikke ret lang Tid siden havde bortvist for hans Vankundigheds Skyld. Han maatte da lade dem vide, at han ikke kunde lade saadant hengaa upaatalt; naar han kom frem paa Kirkegulvet med dem, vilde han lade dem og den hele Menighed høre, hvad saadant monne have paa sig.
Han maa have lettet sin Sjæls Trang ved at sige endda mere, og han maa have været morsom oven i Kjøbet; thi Konfirmationsbørnene var saa muntre og lattermilde inde i Kapitelet, at Hr. Thulesius selv maatte hysse paa dem.
Ved denne upassende Støi, som hørtes inde fra Kapitelet, blev Magister Winther opmerksom. Da han hørte, hvorledes Hr. Thulesius lagde an paa at chikanere Hr. Cornisch og Kristian Bach, fandt han sig beføiet til at gjøre Hr. Thulesius opmerksom paa, at han havde hørt Konfirmanden svare ret godt for sig. Han lod ogsaa Hr. Thulesius lige frem høre, at han burde tage sig vel i Vare for at beskjæmme Hr. Cornisch eller Konfirmanden.
Da Hr. Cornisch var færdig med Overhøringen, gik han ind i Kapitelet, hvor ogsaa Magister Winther straks efter indfandt sig. Hr. Thulesius drog imidlertid ind i Kirken med sin Konfirmationsungdom. Da denne var opstillet paa Kirkegulvet, tog han saalunde til Orde:
„Vi har nylig hørt af Evangelii Forklarings Hovedlærdom, at sande Kristne skal være først som skinnende og andet som brændende Lys; af den første Del blev først forestillet, iblandt hvilke sande Kristne skal lyse, nemlig blandt Verdens Børn, andet, hvorledes de skal lyse, nemlig ved opbyggelig Tale og ved christelige Dyder. Men i Anledning af det, som herom videre er afhandlet og forklaret, vil jeg til min forehavende Forretning og Examen lægge dette til, at skal Kristne være som skinnende Lys udvortes i Tale og i Dyder, da maa de nødvendig først og fremst have et indvortes Kundskabs Lys i Sjælen, de maa være oplyst af Guds Ord og Aand, og til den Ende fra Barndommen af lære at læse i Bog, at de med den hellige Skrifts Læsning og Ordets Betragtning med Timotheo kan blive oplyst og vis til Saliggjørelse formedelst Troen til Kristum (2. Tim. 3,15). Derfore ligger det os paa som Lærere at sørge for Ungdommens Oplysning og især den Ungdom, som os anbetroes at præpareres til Konfirmation, at vi ingen antager og publice fremstiller i Blindhed og Vankundigheds Mørke tvertimod gudelige høie Anstalter og Forordninger, men meget mere efter vort Embeds Pligt nøie prøver enhvers Kundskab og Oplysning inden og uden Bog med gudelig Flid og Nidkjærhed, at enhver kan svare for sin Gjerning, naar den undersøges ved Examen. Ingen bliver nu oplyst og seende i vore Tider, som Paulus i Damasco, at, da Ananias lagde Hænderne paa hans Hoved, faldt der ligesom Skjæl fra hans Øine, og [han] blev i en Hast oplyst og seende (Act. 9). Derfore, ligesom der staar om alle dem, som det hørte, de forfærdedes, saa maa jeg, og især denne nærværende Ungdom og alle de, som i denne Sommer have kjendt en Drengs store Vankundighed, formedelst hvilken jeg maatte vise ham fra min antagne Undervisning til Skole at lære at læse inden i Bog, da han ikke engang vidste, at der var en Sol og en Maane paa Himmelen, billigen forundres over, at han idag er antagen til Konfirmation som en oplyst Kristen. Hvorledes saadan hastig og uventelig Oplysning er kommen, at han, som for kort Tid siden var Mørket, nu skal være bleven et Lys i Herren (Eph. 5, 8), kan jeg ikke begribe uden Prøvelse. Derfore siger Apostelen: tro ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud (1. Joh. 1. V), ligesom jeg og nu vil prøve denne Ungdoms Oplysning med mine gjørende Spørgsmaal og deres egne forventende Gjensvar“.
Det blev temmelig lummert i Kirken under denne Thulesius’s Tale. Folk undredes paa, hvor han vilde hen med sine Ytringer. Kun Slutningsordene opfattedes dels som vammelt Skryt over, hvor dygtige hans Konfirmationsbørn var, som kunde læse baade inden- og udenad, dels som en Trusel mod Presten Cornisch og Kristian Bach.
Ogsaa Hr. Cornisch og Magister Winther opfattede hans Tale saaledes. Straks efter at Thulesius havde taget Ordet, kom Klokker Hass ind i Sakristiet, hvor de var, og fortalte Hr. Cornisch, at Hr. Thulesius’s Tale var myntet paa hans Prædiken; han syntes, han maatte komme ud for at høre paa den.
Hr. Cornisch svarede: „Jeg gider ikke høre paa hans Tale! Jeg kaster Foragt derpaa!“
Men en Stund efter, da Klokkeren kom med ny Melding om, at nu maatte Kristian Bach ogsaa holde for, gik dog baade Hr. Cornisch og Magister Winther ud i Gangen ved Kapitelet, hvor de hørte Thulesius’s Slutningsord, som de – som sagt – opfattede som en Trusel om retslig Undersøgelse og Forfølgning.
– Hvorledes Gudstjenesten videre forløb, kan vi ikke se. Men selvfølgelig skulde de forargelige Optrin, som havde fundet Sted i Kirken, i den følgende Tid blive Gjenstand for megen Folkesnak. Alle og enhver, som havde været tilstede i Kirken, havde jo sagtens været Vidne til et eller andet Moment, og naar nu Fantasien blev taget med paa Raad om, hvad man ikke havde seet eller hørt, saa kunde man jo nok faa det, som var hændt, til at tage sig ud paa en Maade, som lidet stemte overens med Virkeligheden. Men herom senere.
Det hele Optrin var meget beklageligt, det er vist og sandt. Det ser alligevel ud til, at Hr. Cornisch vilde have ladet den hele Skandale seile sin egen Sjø, og at han vilde have undgaaet at røre videre ved sin selvgode Embedsbroders hele Færd, om der ikke i det lille Ravnekrog-Samfund, som Kristiania dengang var, havde været en indflydelsesrig Mand, der fandt, at Hr. Thulesius burde have en følelig Smæk for sin indbildske, hovmodige og brutale Optræden overfor alle, han ansaa sig kaldet til at hovmesterere.
Byens Præsident, Kancelliraad F. C. Støedt, havde fra Justitsraad Juels Stol i Vor Frelsers Kirke været Vidne til Hr. Thulesius’s paafaldende og stødende Optræden; men først siden fik han Rede paa, hvad der laa til Grund for den. Han opfattede straks Sagen derhen, at Hr. Thulesius havde lagt an paa at gjøre Konfirmanden Bach forfjamset og beskjæmmet, og raadede Presten Cornisch og Skræddermester Bach til at indgive Klage til Øvrigheden over ham.
Dette skede. Biskopen, Fredrik Nannestad, gav Ordre til at lade Hr. Thulesius tiltale for Provsteret for hans utilbørlige og forargelige Opførsel i Kirken, og til at føre Sagen mod ham som Aktor opnævntes Hr. James Rødder, der var Kapellan til Slotsmenigheden og Akers Prestegjæld.
Havde Hr. Cornisch og Hr. Thulesius før ikke været Venner, skulde de nu blive de bitreste Uvenner. Hr. Thulesius udtog Kontrastevning for at faa godtgjort, hvilket vankundigt Barn Kristian Bach var, og hvor uforsvarligt Hr. Cornisch havde handlet ved at antage ham til Konfirmationen. Men dette blev der ikke nu Spørgsmaal om. At Gutten virkelig havde gaaet til Forberedelse hos Hr. Cornisch blev først under Sagens Gang oplyst, og det har tilvisse været en ligesaa overraskende Nyhed for Hr. Thulesius, som det maa have været Hr. Cornisch en Gaade, hvad den gode Skrædder Bach i sidste Øieblik egentlig havde at gjøre hos Trediepresten, Hr. Thulesius, naar han, den forrettende Sogneprest, den ganske Sommer igjennem havde havt Møien med at præparere hans Søn til Konfirmationen....
Det har ganske vist sin Interesse at læse de forskjellige Indleg i Sagen, forsaavidt de endnu findes; men nogen hyggelig Tidsfordriv er det ikke. At Lidenskaberne hos de tvende Fredens Mænd maa have gaaet i voldsomme Bølgeslag, kan man jo nok ogsaa slutte sig til, naar man læser følgende Brev, som den blide Hr. Cornisch den 28. Oktober 1762 tilskrev sin vrede Embedsbroder:
„Jeg har igaar lige til Aften med Længsel ventet efter Hr. Thulesii for min Kone forkyndte Stevnings Kopi, ikke fordi jeg just har tænkt at se meget læseværdigt, langt mindre svarværdigt i samme, men fordi jeg venter at se deri hvilket Misgeburt eller Monstrum en dristig Bitterhed, samlet med Had og hæslige Passioner, kan frembringe, og jeg havde tænkt, at omendskjønt Hr. Thulesius selv ikke kunde vide det, hans grundige Prokurator burde vide det, at, naar man lader forkynde en vigtig Stevning, maa Kopi af den følge med; men denne Kopi er det, jeg nu igjen ærbødigst forlanger med Budet. Endelig maa Hr. Thulesius observere, at i denne Sag er ikke Qvæstio, om Bach har den fornødne Kundskab; thi dette er allerede i en hel Menigheds Paahør bevist; men 1) om Hr. Thulesius havde nogen Magt og Myndighed til at forbyde eller befale mig, som altid har et ustridigt og for nærværende Tid et dobbelt Fortrin for ham; 2) om han tvertimod . Konfirmationsforordningen maatte offentlig beskjæmme noget Barn den Dag; 3) at han ved sin vidtløftige og af en ond Kilde flydende Harangue har forarget mange og bedrøvet alle retsindige paa helligt Sted, som han gjør til sine Affekters Tumleplads, og ved saa hellig en Forretning. Jeg forbliver med vedbørlig Estime o. s. v.“
Dette høres jo noksaa grovt ud; men Hr. Thulesius, hvis Indlæg vi kun for en Del kjender, maa dog have været grovere endda.
Ved Provsterettens Dom, der afsagdes 14. Juni 1763, blev Hr. Thulesius for „hans uanstændige og forargelige Opførsel i Kirken“ dømt til at bøde til Akershus Stifts geistlige Enkekasse 20 Rigsdaler, et lignende Beløb til Justitskassen og 10 Rdlr. i Sagsomkostninger til Aktor James Rødder.
Ved Overhofrettens Dom af 14. Oktober 1765 blev Bøderne til Enkekassen og Justitskassen øgede til det dobbelte, og for sin „ublue Skrivemaade og tvetydige Fortolkninger“, der mortificeredes, fik han at udrede Bøder til Krigshospitalskassen og Justitskassen med 20 Rdlr. til hver. Fremdeles fik han at udrede Procesomkostninger med 30 Rdlr. til Aktor og 10 Rdlr. til Justitskassen.
Det lader ikke til, at han slap naadigere ved Høiesteret, hvis Dom jeg imidlertid ikke har havt Anledning til at se.
– Det er det her fremstillede Sammenstød med Hr. Cornisch, som har været Gjenstand for den kristianiensiske Mythedigtning. Det er da ogsaa denne, som Hr. Thulesius i første Række har at takke for, at hans Minde lever saa friskt mere end hundrede Aar efter hans Død.
Jeg tror ikke, jeg er saa svært paa Vildspor, naar jeg gjætter paa, at det er den spøgefulde Skrædder Jakob Bach og hans Laugsbrødre, som har bidraget mest til at faa ham foreviget paa denne Maade. Thi Historien om, hvorledes han holdt den barske Presten Thulesius saa grundig for Nar, var for god til, at den ikke skulde fortælles og gjenfortælles i det uendelige i Skrædderkroen og ellers rundt omkring paa Verkstederne. Og den, som sidst fortalte den, har naturligvis prøvet sig frem, hvorvidt det gik an at lægge til noget af sit eget.
Selve Begivenheden er i Aarenes Løb for- længst gaaet i Glemme. Men den verserende Fortælling om den skulde ikke forstumme, før den i Traditionen havde afsat en rigtig frodig Underskog af Aflæggere, der endnu den Dag idag fryder sig ved den bedste Trivsel. Den ene af de endnu hyppig fortalte Historier knytter sig øiensynlig til Hr. Thulesius’s Optræden i Kapitelet overfor Hr. Cornisch, en anden staar i Forbindelse med den Forhandling, som han i Koret førte med Klokker Hass.
I den første berettes om, at Hr. Thulesius engang gav Hr. Cornisch et Ørefigen i Klokker Hass’s Nærværelse. Herom skulde den sidste have aflagt følgende Vidnesbyrd: Hr. Thulesius gik op og ned paa Gulvet i Sakristiet og slog sig i Hænderne, saa det klaskede. Idet han gik Hass forbi, dreiede han paa dennes Paryk, saa den vendte bag frem og Nakkehaarene skjulte hans Øine. Næsten i samme Nu hørte Klokkeren et nyt Klisk-Klask, og da han igjen havde faaet snuet paa Parykken, saa han havde Øinene fri, gik Hr. Thulesius ligesom før og klaskede i Hænderne.
Den anden Skrøne er plumpere endda, men har tydelig nogen Berøring med hans Udtalelser i Koret og hans Appel til Klokker Hass. Den tager sig saadan ud: Klokker Hass, som Traditionen lader Hr. Thulesius leve i stadigt Fiendskab med, havde en Gang udtænkt en meget raffineret List til at blive den brysomme Sjælehyrde kvit. Da han under Gudstjenesten skulde iføre Hr. Thulesius Messehagelen foran Alteret, hviskede han til ham, saa ingen anden hørte det: „Ptro! Staa stille, Blakken, medens jeg lægger paa dig det hellige Skaberak!“ Dette var selvfølgelig som at komme med tændt Lys bort i Krudt. Hr. Thulesius glemte baade sig selv og det Sted, hvor han stod, og langede Klokkeren en vældig Dask under Øret. Det var fuldt op af Vidner paa, hvorledes Presten forgik sig; men ingen havde hørt, hvad Klokkeren hviskede først.
Endelig har man ogsaa en tredie Fortælling om, at Hr. Thulesius havde sin Hustrus Forbøn hos Majestæten at takke for, at han blev siddende i sit Embede til Trods for sin Optræden overfor Klokkeren. Men hvad man end vil sige om de anførte Verkstedshistorier, saa har dog denne i det mindste ikke Spor af Grund for sig. Den er pur Opdigtelse og lumpen Løgn fra Ende til anden.
„Det ryger ikke, med mindre der er Varme“, siger et gammelt Ord, og saa forholder det sig nok ogsaa med den Stilling, Klokker Hass og Hr. Thulesius indtog overfor hinanden.
En Gang skal Klokkeren virkelig have indgivet Klage til Biskopen over Hr. Thulesius. Denne havde nemlig Klokkeren mistænkt for, at han ledede Skriftefolkene fra ham og til de andre Prester, og han formanede derfor Graveren til at vise frem de Menighedslemmer, som vilde gaa for ham. Paa Hass’s Klage erklærede da Hr. Thulesius, „at han ikke havde fornærmet Monsieur Hass, tvertimod havde han villet skaffe ham en Lettelse i hans Kaldspligter, saasom det var bekjendt, at Monsieur Hass var en haltende Person“.
Det fortaltes almindelig blandt Folk, at Presten Bruun ved Tugthuset var ilde ude for Hr. Thulesius, engang han forrettede i Byens Kirke. Det heder, at Hr. Thulesius efter Forretningen skal have dunket ham ganske alvorlig mod det store Skab i Sakristiet, og at han vedblev at ryste ham, til Folk kom den mishandlede til Hjælp. Det tager sig jo stygt ud; men jeg tror ikke, det er sandt, – ialfald ikke paa den Maade, Folk fortæller det. Jeg har ikke fundet Spor til, at et saadant Overfald er foregaaet, hverken i geistlige eller verdslige Retsprotokoller.
Derimod tror jeg gjerne, at han har pudset af Stiftsprovst Lumholtz paa en Maade, som Folk længe gottede sig over. Engang skulde Lumholtz, Thulesius og flere andre Prester gaa ind af Sakristidøren paa en og samme Tid. Hr. Thulesius var første Mand ved Døren; men han traadte bukkende tilside for Stiftsprovsten med de Ord: „Bjeldeoksen først!“
Det var i gamle Dage gjerne Tilfældet, at man i hver By og Bygd havde en eller flere Originaler, som de Indfødte kunde drive Frispas med. Men vel at merke: kun de Indfødte. Kom der en udenbyes eller udenbygds Mand og indlod sig paa den samme Halløi, slap han temmelig brændt fra det. I et saadant Tilfælde følte det hele Samfund sig krænket i sin egen Originals Person, og det reiste sig mod Fornærmeren i al den solidariske Retfærdigheds Vrede.
Det var vel nærmest paa denne Maade, Kristianienserne opfattede sin Sjælesørger, Hr. Thulesius.
Saa fuldkommen det var i sin Orden, at den første den bedste Haandverksmester, der havde sit Borgerskab der i Byen, kunde have frit Lov til at drive op med sin hidsige Sjælesørger til almindelig Laatt og Løie, ligesaa urimeligt var det i enhver nogenledes agtværdig Kristianiamands Øine, at en Fremmed kunde lade sig narre af den nedsættende Omtale, hvorfor den kjære originale Prestemand var Gjenstand, til at vise ham aabenbar Haan for egen Regning. Og da det den eneste Gang, det kan sees at være hændt, tilmed var en sølle Jyde, som indlod sig paa det, saa var det ikke at bede for andet, end at han maatte blive knust under det Skred, som rulledes ud over ham af Patriotisme og Indignation.
Sommeren 1776 var til Kristiania kommen en gammel dansk Skolelærer og studiosus theologiæ ved Navn Jens Jyderup. Han havde før holdt Skole i Ramløse paa Sjælland, men var af en eller anden Grund – sandsynligvis for Drukkenskabs Skyld – sat ud af denne sin Stilling. Han var nu med sin Familie kommen til Norge for at forsøge sin Lykke her. Han kjendte Biskopen over Akershus Stift, Christian Schmidt, der før havde været Sogneprest til Asminderød i Sjælland, og denne havde givet ham Skudsmaal for at være et skikkeligt og gudfrygtigt Menneske samt anbefalet ham til et Skoleholderembede i sit Stift.
Rangforholdene inden Skoleholdernes Klasse i hin Tid staar ikke rigtig klare for mig; men Biskopens Skrivelse maa virkelig have hjulpet den stakkars Mand et godt Stykke paa Forfremmelsernes Vei. Student Jyderup – eller Ytterop, som han til daglig Brug kaldtes i Kristiania – kom nemlig i en Stilling, i hvilken ialfald han selv ansaa sig for at være en geistlig Mand; der manglede ham kun Kappe og Krage paa, at han skulde være fuldkommen Prest.
Han fik Ansættelse paa Sagbankens Fattighus[1], hvor han havde fri Bolig, Offer paa de store Høitider og 4 Skilling af hvert Fattighuslem, som indtegnede sig hos ham for at gaa tilalters.
Jyderup følte sig sterkt i sin nye Værdighed. Overfor alle, som kom ham nær eller han selv kom nær, slog han om sig med, at han var en examineret Mand, og det siger sig selv, at hans svare Lærdom maatte omgive hele hans Person med en høi Grad af Ærefrygt. I en Del af Fattighuskjærringernes Øine blev han en saare vigtig og indflydelsesrig Mand ved det Forhold, hvori han stod eller sagde sig at staa til Biskop Schmidt; det var nu det fortroligste Venskab. Og de, som ikke imponeredes af hans Lærdom og høie Forbindelser, blev snart rent livrædde for den hidsige og fremfusende Mand, som kunde føre et rent Helvedes Hus for ingen Verdens Ting.
Man har nu vel aldrig hørt eller spurgt, at et Fattighus, hvor gamle og halvgamle Kvindemennesker bor sammen, nogensinde har været et Fredens Hjem. Alligevel lader det til, at Forholdene ved det store Fattighus paa Sagbanken, hvor Markus Møller dengang var Forstander, maa have været noget rent aparte, og den nyansatte danske Lærer skulde ogsaa paa sin Side gjøre sit til, at det hyppig kom til ubehagelige og uhyggelige Optrin.
Allerede om Sommeren 1777 maa der have været noget Mudder med Studiosus Jyderup. En Attest, som Forstander Markus Møller under 7. Juni 1777 udfærdigede, viser os, at Jyderup, som forøvrigt „forrettede sine Ting, som han bør med Morgen- og Aftenbønner og med Salmer saavel Søndagene som andre hellige Dage“, har villet øve Pres paa Lemmerne og foreskrevet dem, hvad de skulde yde ham i Høitidsoffer. Dette Forlangende synes at have vakt adskillig Misstemning inden det lille Samfund paa Sagbanken, som herover sprængtes i to aabenbart fiendtlige Leire. Det ene af disse holdt sig til Presten Hr. Thulesius, som her havde den øverste Sjælesorg; det andet fandt det raadeligst at staa paa en god Fod med den myndige, buldrende og braasinte danske Læser.
Efter hvert som Striden mellem de to Partier skrider frem, foregaar de uhyggeligste Afsløringer. Det vilde være for meget at forlange, at de Individer, som det store Fattighus paa Sagbanken rummede, skulde bestaa af renlivede Mennesker; de befandt sig alle paa begge Sider af det Skjelle, som betegner Støvets Aar, og de havde vel derfor i sin lange Levetid prøvet Elendigheden i dens forskjellige Skikkelser. Men efter hvert som Fiendskabet mellem Trediepresten og Læseren udvikler sig, faar vi af Vidnesbyrdene fra de fiendtlige Leire fuld Sikkerhed for, at Fattighuset paa Sagbanken maa have været et Sodoma og Gomorra i Miniatur, opfyldt af Kjød- og Brødtyve, Kvartalsdrankersker, Fyldebøtter, som kunde tylle i sig Dobbeltøl for optil 3–4 Skilling om Dagen, Mødre til løsagtige og hjemløse Kvinder o. s. v., o. s. v.
Hovedet for Tredieprestens Parti var en 80-aarig Kvinde Berte Jensdatter eller Preste-Berte, kaldet saa, fordi hun bestandig laa i Dørene hos Presten Thulesius. Skjønt hun under den følgende Tids Stridigheder ikke indtager nogen særdeles fremskudt Stilling, er det tydelig nok, at hun har været, om ikke det eneste, saa ialfald et af de Mellemled, hvorigjennem Kjærringernes Klagemaal over Jyderups Braasinthed, hans stygge Mund og hans Nærighed i at opkræve sit Tilkommende kom Hr. Thulesius for Øre. Det var saaledes hende, som forsynede Presten med de Vaaben, som skulde anvendes mod Læseren. Forøvrigt er det betegnende nok for Samtidens Syn paa de to lærde Mænd, at Fattigdirektionen fra først af indtog en forholdsvis neutral Holdning i den paagaaende Strid.
Det var ved Fastelavnstider 1778, at denne blussede op i lys Lue mellem Presten og Læseren. Hr. Thulesius indfandt sig en Dag i Fattighuset paa Sagbanken, hvor han skulde meddele en dødssyg Kvinde, Kristine Kristofers, Sakramentet og forberede en anden, Maria Ludolfs. Efterat Kommunionen var forrettet for Kristines Vedkommende, satte Presten sig ved den gamle, døve og sløve Maria Ludolfs Seng og gav sig til at overhøre hende i hendes Kristendomskundskapb.
Blandt andet forelagde Hr. Thulesius hende det Spørgsmaal, hvad Guds Søn hed. Hertil havde hun intet at svare. Han spurgte hende saa, hvem der havde igjenløst hende. Hun svarede: „Jesus Kristus“. Hr. Thulesius sagde da: „Der nævnte I ham jo. Hvad heder nu Guds Søn?“ Men Maria Ludolfs havde ikke Omløb nok i Hovedet til at svare derpaa. Taalmodigheden forgik Hr. Thulesius, og han sagde:,„Det er en djævelsk Dumhed!“
Presten spurgte hende da videre, om hun ikke havde fortjent Helvede for sine Synders Skyld. Hertil svarede hun: „Nei, Gud bevare mig derfra“. Hr. Thulesius forklarede hende saa med stor Ivrighed, at baade han og hun og alle Mennesker havde fortjent den evige Fordømmelse. Hvad skulde ellers Kristi Lidelse og Død have tjent til?
Hr. Thulesius blev dybt rystet over den gamle Kones Mangel paa kristelig Oplysning. Han sagde først til en af de omstaaende Kvinder: „Gud bevare os, hvor dum og uoplyst den Kvinde er!“ Derpaa vendte han sig til Læseren Jyderup og lod ham vide, at det burde være ham en Pligt at oplyse Lemmerne bedre i deres Saligheds Sag. Jyderup undskyldte sig af bedste Evne, og man kan ikke se, at Hr. Thulesius gik videre i sine Bebreidelser for denne Gang.
Kristine Kristofers døde den paafølgende Fastelavens Mandag, medens Maria Ludolfs levede til over St. Hans. Men der fortælles intet om, at Hr. Thulesius antog hende til den hellige Nadvere.
Derimod maa der i Sommerens Løb være indtraadt en sterkere Spænding mellem de to Leire, hvori Fattigstuelemmerne var splittede, og navnlig skulde det Jyderupske Parti betjene sig af overdrevent sterke Farver, idet det skildrede Hr. Thulesius’s Sygebesøg hos Maria Ludolfs. De Rygter, som saaledes sattes i Omløb, blev meget samvittighedsfuldt og hurtigt af Preste-Berte meddelte i Hr. Thulesius’s Kjøkken, samtidig med at der aflagdes Beretning om de forskjellige Overgreb, den danske Læser tillod sig overfor Lemmerne.
Hr. Thulesius skulde ikke længe ruge over Hævn.
Den 22. Oktober kom Jyderups Datter, der ganske kort Tid i Forveien var bleven konfirmeret af ham, hen til ham for at faa Adgang til Alterens Sakrament. I sin Nidkjærhed fandt da Hr. Thulesius sig beføiet til at „undersøge hendes Bestandighed i den Kundskab om sin Kristendom, som hende ved Konfirmationen var instrueret“. Han forelagde hende da et Spørgsmaal „udi en Hovedpunkt om Igjenløsningen og Kristi Velgjerning derunder imod Mennesket“. Paa dette Spørgsmaal kunde hun ikke svare. For nu at gjøre hende tilskamme blev Preste-Berte, der som sædvanlig var at træffe i Hr. Thulesius’s Hus, kaldet ind, og Spørgsmaalet hende forelagt. Hun havde Svar paa rede Haand, og Hr. Thulesius udtalte da: „Der kan du høre, at en over 80 Aar gammel Kone kan besvare det Spørgsmaal, som du ikke kunde“. Jyderups Datter fik da Paalæg om, at hun skulde gjennemgaa Luthers Lære om dette Spørgsmaal. Siden kunde hun komme igjen, og han skulde da understøtte hendes Begreb. Men saa længe hun ikke havde den fornødne Lærdom, maatte hun entholde sig fra Sakramentet.
Med den Besked lod Presten den unge Pige gaa.
Neppe var hun hjemme i Fattighuset paa Sagbanken, før der blev en svær Larm oppe paa Jyderups Værelse. Om en Stund kom Læseren ramlende nedover Trappen, trev Døren til Fattigstuen op og raabte: „Hvor er Preste-Berte, den gamle Mær, den Karnali? Jeg skal brække hendes Hals!“ Han for som et sterkt Veir gjennem Fattigstuen, saa Kjærringerne holdt paa at daane, og skraalede og skreg, at han vilde have fat paa den Asenpande Preste-Berte for at faa Rede paa, hvorfor hans Datter ikke var antagen til Altergang. Men Preste-Berte sad lunt inden Døre hos Presten Thulesius.
Jyderup var imidlertid Kar for at vise Hr. Thulesius, hvad han takserede ham for og hvad han takserede sig selv for.
„Jeg skal hen til den Knegten*“, raabte han, saa det igjen kvak i Kjærringerne. „Han vil hindre mit Barn, som kan saa vel læse, fra Altergang! Han er en syndig Prest! Han burde ikke være Prest for Fattigstuekjærringerne; men i Helvede burde han være Prest!“
Saa bar det opover til Hr. Thulesius’s Gaard med ham.
Da han kom ind i Prestens Stue, var han i Begyndelsen ret høflig; men snart havde han slaaet over i en anden Toneart, og Thulesius endte da Audiensen med at lukke Døren op paa vid Væg og bede Læseren om at pille af. Jyderup efterkom Opfordringen; men i det samme han stak ud af Døren, greb han den gamle Prest i Brystet og slængte ham mod Væggen i hans egen Stue. Derpaa slog han Døren i, og idet han gik nedefter Gaden til sit Hjem, raabte han høit, saa Folk stansede op og saa efter ham, at slig skulde han have det, den Asenpande, den syndige Prest, den Hundsvott, den Abekat, den Hund, den ...
Og da han gik forbi en Kjending, kakkede han paa Ruden til ham og raabte ind, at nu havde han taget Presten Thulesius slig, at han rent havde tabt Herredømmet over sig selv. Det uhøviske Udtryk, han herunder brugte, lader sig imidlertid ikke gjengive.
Ved Hjemkomsten til Fattigstuen udtalte han til Lemmerne: „Nu har jeg været hos Hr. Thulesius. Han skal ikke blive betroet at lægge Haand paa mit Barn. Han har spurgt hende af en gammel Bog, som hun ikke har læst. Han bær sig ad som en Abekat, det Afskum, han er“.
Det var enkelte af Fattigstuelemmerne, som mente, at Jyderup maatte have taget sig en Taar over Tørsten, siden han kunde tage slig paa Vei. Usandsynligt er det jo ikke, at han saa havde gjort; men han var dog ikke mere drukken, end at han maa have havt fuldkommen Rede paa sine Handlinger.
Hr. Thulesius indgav straks Klage til Fattighusets Direktører; men da han nærede sine Tvil, om disse vilde tage Sagen, saaledes som den efter hans Formening burde og skulde tages, overgav han den 28. Oktober Sagen til Byfogden.
Til Selvforsvar lagde nu Jyderup paa sin Side an paa at faa bevist Rigtigheden af sine Udtalelser om, at Thulesius var en syndig Prest; han fik et Par Kvinder, som havde været tilstede, da Hr. Thulesius forberedte Maria Ludolfs til Nadveren, til at vidne, at de havde hørt og seet Thulesius bande og slaa sig paa Knæet af Arrighed over den gamle Kones Svar. Men han kom ikke nogen Vei dermed. Alle de andre, som havde været tilstede, var samstemmige i sine Prov, der gik ud paa, at Thulesius ikke havde baaret sig saaledes ad, og at Jyderups Vidner for med Løgn. Det blev tillige om disse oplyst, at det ene var en gammel Tyvekjærring og det andet et forfyldt og luset Fruentimmer, som Thulesius forgjæves havde bestræbt sig for at faa Folk af. Ved Dom af 26. Oktober 1780 blev da ogsaa Jyderups Ytringer erklærede for døde og magtesløse at være. For Overfaldet paa Hr. Thulesius blev Læseren allerede i Februar 1779 idømt Slagsmaalsbøder med 9 Rdlr. og Sagsomkostninger. Ved den sidste Domsafsigelse fik Jyderup i de mest utvetydige Udtryk sit Pas paaskrevet som en høist uværdig og brutal, dum og indbildsk Person.
Medens disse Sager stod for Retten, havde Jyderup ogsaa engang havt den Fornøielse at sætte Hr. Thulesius paa Døren. Det var bleven ham en dyr Spas, idet han maatte ud med en god Slump af det indkasserede Juleoffer, og det var paa et hængende Haar, han var bleven gjennembanket af et af Hr. Thulesius’s Sognebørn.
Fjorten Dage over Jul (Jan. 1779) kom Hr. Thulesius ind paa Fattighuset, hvor han sagde sig at have til Erende at tale med en derværende syg Kone. Men det er dog ikke saa aldeles utænkeligt, at han ved Siden heraf vilde sikre sig, at hans Veninder ved det forestaaende Forhør forklarede sig overensstemmende med, hvad der virkelig var passeret ved Maria Ludolfs Sygeseng. Hvo ved? Maaske har han og villet prøve Stemningen overfor Modparten. Idet Hr. Thulesius traadte ind i Stuen, hilsede han meget høfligt og venligt paa de agtede „Matroner“ – en Titulatur, hvoraf de sees at have følt sig særlig smigrede –, ønskede dem alt det, som godt var, paa det nye Aar og forhørte sig om, hvorledes hver især af dem havde det. Han har vel ogsaa frembaaret en Taksigelse for det Juleoffer, han havde faaet, siden han kunde komme til at spørge dem, om Jyderup havde takket dem for det Juleoffer, han havde faaet. Dette Spørgsmaal skulde han helst have holdt igjen. Thi ganske vist fik han fuld Rede paa det, idet den ene Kjærringen snakkede i Munden paa den anden om, at det ikke var skeet paa nogen anstændig Maade. Men i det samme kom Jyderup farende ind i Stuen. Han gik lige løs paa Hr. Thulesins og udøste over ham en sand Syndflod af Uartigheder. Han lod ham blandt andet høre, at han skulde være velkommen, om han indfandt sig for at læse for Lemmerne. Men Hr. Thulesius skulde ikke uleilige sig; thi man kunde godt være hans Sjælesorg foruden. Og nu slog Læseren om sig med sine vanlige Brauterier om, at han var en examineret Mand, og at han her gjorde Fyldest for sig saa godt som nogen Prest med Kappe og Krage. Var Hr. Thulesius derimod kommen for at afhøre Vidner, saa var han Kar for at vise ham Døren. Under denne lange Tale tiltalte han Presten med „Du“ og „I“ om hverandre og trængte ham efterhaanden bort til Kakkelovnen. Her stak han brutalt sit Ansigt lige op i Prestens, strøg sig med Fingrene over Næsen og lod ham høre, at han meget vel kjendte til hans Kneb. Under alt dette braakede han slig, at det var umuligt for Hr. Thulesius at komme tilorde. Da denne omsider fik sagt, at han var kommen for at tale med en syg Kone, men at dette ikke kunde ske for det stygge Hus, som Jyderup holdt, trængte denne Presten videre bort til Døren, rev den op og kommanderede: „Marsch ud!
Og Hr. Thulesius gik.
Det maa ogsaa i Sandhed have været et uhyggeligt Optrin, som Jyderup fik istand. Vi hører nemlig, at et Par af Lemmerne, som ogsaa ellers opfattede Jyderup nærmest som et ondt Væsen, flygtede ud af Stuen, straks han kom ind, og at de øvrige var rent forfærdede over, at en lærd Mand kunde tage slig paa Vei. Men om den danske Grobian end denne Gang kunde spille Herre og Mester overfor den gamle Prest, fik hans Optræden dog ikke gaa aldeles upaatalt hen. En Almuesmand, som havde et Erende indom Fattighuset, var Vidne til Jyderups Opførsel. Han fandt sig da beføiet til at lade ham høre, at han ialfald overfor Presten skulde bære sig ad paa Folkevis. Efterat Jyderup havde vist Presten Døren, vilde han ogsaa til at gjennemhegle Arbeidskaren for hans Indblanding. Men i samme Nu fik denne, der ikke havde den mindste Respekt for Lærdom og Vigtighed, et godt Tag i Brystet paa den storsnudede Danske, som fandt det raadeligst øieblikkelig at holde sig i Skindet.
Denne Gang var det nok Fattigstuekjærringerne, som klagede, og Biskop Schmidt maatte mægle i Sagen. Jyderup slap da med en alvorlig Skrabe og maatte punge ud med 1 Rigsdaler i Bøder.
Jeg er bleven lidt varsom overfor Folkesladder, og med de Erfaringer, jeg har fra min Befatning med Fremstillingen af Hr. Ole Andreas Thulesius’s Levnetsløb og Embedsførsel, vil jeg ogsaa anbefale mine Læsere en Smule Vantro overfor de sagnhistoriske Meddelelser, som jeg til Slutning maa give tilbedste. Det er ikke muligt at kontrollere disse ved Hjælp af samtidige Brevskaber og edfæstede Vidnesbyrd. I Grunden kan der ikke anføres andet til Støtte for dem, end at det er troværdige og vederheftige Folk, som har bragt dem til Efterverdens Kundskab.
Man har Fortællinger om Prester, som har oparbeidet sig en Aargang Prædikener, som de senere bestandig holder sig til, idet de ved hvert Aarsskifte „snur Dunken“.
Men Hr. Ole Andreas Thulesius havde ikke mere end tre Prædikener, som han holdt afvekslende, og andre holdt han ikke, sagde man.
Det fortælles, at engang, han kom ned af Prædikestolen, lod Klokker Hass ham høre, at den Prædiken, som nu var holdt, havde han hørt 3–4 Gange før.
Kan I den da udenad, Fa’r?“ spurgte Thulesius.
Det maatte Hass medgive, at han ikke kunde.
„Saa kan jeg, bitte Knø, holde den en Gang til“, sagde Thulesius.
Aldeles efter Bogstaven kan dog denne Fortælling ikke være at tage. Ialfald maa han af og til have opfiffet sine Prædikener ved at indflette en og anden Episode af mere eller mindre heldigt populært Sving.
Engang indledede han i Overensstemmelse med Apostlernes Gjerninger 2. Kap. V. 1 sin Prædiken med følgende Ord: „Vi er her samlede fra Verdens fire Hjørner: Hammersborg, Vaterland, Piperviken og Fjerdingen“.
For at anskueliggjøre den levende Tros Kraft brugte han en anden Gang følgende Lignelse i sin Prædiken: „at Ole Olsens Kone raadede sin Mand, der var farlig syg, at bruge en af hende tillavet bitter Dram. Dette gjorde han og kom sig, hvilket var en Følge af Troen paa, at hans Kone vilde ham vel, ei en Virkning af Drammen.
Hr. Thulesius aflagde Husbesøg efter hver af de store Høitider for at takke for det Offer, han havde faaet. Velstandsfolk maatte, for at han personlig skulde aflægge Taksigelse, sende ham mindst en Rigsdaler. Men mindre kunde ikke gjøre det. Sendte nogen ham en Kurantdaler eller „Sletdaler“, hvis Værdi kun var to Trediedele af Rigsdalerens, gik han aldrig ind i Vedkommendes Hus, men stansede udenfor og skraalede ind gjennem Vinduet, saa det hørtes over hele Nabolaget: „Tak for den slette Daleren Jeres, Di!“
Sin almindelige Taksigelse for Offeret pleiede han ellers at aflægge ved Tolvprædiken hver Bededag. Engang fremsagde han sin Tak paa følgende ligesaa rørende som opbyggelige Maade:
„Man pleier at sige, at Prestesækken aldrig bliver fuld; men min blev ved det ydede Offer sidstleden ganske fuld, hvorved det skede, at jeg fik væltet 2de store Stene bort, der har været mig til megen Ulempe. Den ene af disse Stene var min Gjæld til min Nabo Kjøbmand Gjisti[2] og den anden en lignende til min anden Nabo, som af dette Offer blev betalte“.
Hvor meget der er sandt og hvor meget der er Bagtalelse i disse Anekdoter, lader sig vel nu ikke mere bringe paa det rene. Men aldeles sikkert er det, at han gjennem den senere Del af sit Liv og særlig i sin Alderdom havde en sterk Følelse af, at han ikke havde naaet den Stilling og Værdighed, som han vilde have indtaget, om Retfærdigheden var skeet Fyldest.
Da Kronprins Fredrik i 1788 var i Kristiania, spurgte han den vakre Olding med det anselige Udvortes, da denne fremstilledes for ham:
„Er De Stiftsprovsten?“
„Nei, Deres Kongelige Høihed, men jeg burde været det“, lød den ærværdige Oldings beskedne Svar.
Ved Audiensen hos Kronprinsen maa han øiensynlig have vist sig til sin Fordel.
Man havde strævet med at faa den gamle Mand til at takke af. I 1786 havde han søgt om at faa sin Svigersøn Job Dischington Bødtker ansat som sin Medhjælper, men havde mødt Afslag. I 1790 fik han derimod paa fornyet Andragende dette sit Ønske opfyldt. Det er tydeligt, at Kronprinsen her har optraadt til Støtte for den veltjente Prest.
Da nu Embedspligterne ikke længere holdt den gamle Mand opret, sank han rent sammen, og for hvert Aar, som gik, blev han mere og mere skrøbelig.
I sin sidste Levetid laa han længe tilsengs. Det var Benene, som svigtede ham. Men det hørtes ud for, at baade Tunge og Hænder ydede fuld Tjeneste. Fru Dunker fortæller nemlig, at han paa det blodigste udskjældte alle og enhver, som kom i Nærheden af ham, og for at give sine Ord det tilbørlige Eftertryk havde han hos sig en lang og trofast Kjæp, som han slog om sig med.
Han døde den 3. Marts 1798 i en Alder af henved 90 Aar. Efter sit udtrykkelige Ønske skulde han ligge paa Parade i presteligt Ornat i 8 Dage. Begravelsen foregik imidlertid allerede den 9. Marts.
Hans Hustru overlevede ham til 31. Mai 1808. Hun var den første, som nedlagdes i Menighedens nye Kirkegaard, hvor hun stededes til Hvile den 17. Juni s. A.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Sagbankens Fattighus laa nede ved Jernbanetorvet paa den Tomt, hvor Hotel Royal nu staar. Det var en styg gammel Rønne, som blev reven i 1860 eller 1861. Lemmerne overflyttedes til Fattigstuerne ved Krohgstøtten.
- ↑ Kjøbmand Jens Gjestad („Gjisti“ kaldet) var en rig Pebersvend, der længe mindedes som en hjerteraa Flaaer og en smudsig Gnier.