Trende Bibelske Bøger/Til Læseren
Her har du fromme Christen Ven
Tre Bøger udaf Bibelen
Om Tre fornemme Qvinder/
Om Ruth/ om Esther/ og Judith/
Hvis Navn og Dyder prisis frit
Saa vidt som Verden rinder;
Ruth prises af Oprigtighed/
Guds Frygt var Esthers høyest Meed/
Judith bar Mod i Brystet;
Men ingen af dem alle Tre
Var dog foruden Sorg og Vee/
Som deris Hierte krystet;
Thi hver udi sin Ungdoms Aar
Var underlagde svage Kaar/
Som var meget onde:
Ruth tabte Huus og hvad hun har/
Og Esther tabte Mo’er og Fa’er/
Judithe sin Hosbonde.
Slet Venneløs den første gaar,
Slet Faderløs den anden var
Slet Hovedløs den trede/
GUD raade dog paa Sorgen Boed
Og vel-beqvemme Plaster loed
Til disse Saar berede.
Thi Ruth som før var ganske tom
Fik baade Huus og Gaarde-rom/
Blef en formuvend’ Qvinde;
Og Esther fik en Dronnings Navn/
Judithe blef til mangens Gavn
Sit Folkes Frelser-inde.
Men spør du? hvad er det behof
At tale Qvinders Priis og Lof
I saadan mange Maade/
Da svaris/ vore Qvinder er
Til Livet og Med-Arvinger
Formedelst Christi Naade.
Er Qvinde-Kiønnet ey betroed
Paa Prædik-Stoel at sætte Foed
Og for Almuen tale/
Saa skal dog Qvinders Dydighed
For den Skyld icke kassis ned/
Som den var lagt i Dvale.
I Skriften gjøres ey Forskiæl
Paa Mandens eller Qvindens Siæl
Hvad Troen anbelanger/
Men hvo som troer og frygter GUD
Og seer til Christi blodig Hud/
Hand Salighed empfanger.
En Fader og en Moder er
I HErrens Lov os lige nær/
Hvo skulle dem forskyde.
Var Qvinders Lif ey Fødsels-Huus/
Da saae mand aldrig Verdens Lys
Og fik ey Livet nyde;
Guds egen Haand har self bereed
En Piges Legem/ Lif og Leed
Det Tempel til at være/
Hvor ved at HErrens egen Søn
Til Verden baade smuk og kiøn
Frembaaren er med Ære.
Guds Aand vil og at Qvinder skal
I Christi Slægtes Linies Tal
Blant Mænds Personer regnis.
Mand seer jo Saræ Lydighed/
Mand seer jo Rachels Dydighed
I HErrens Bog at tegnis.
Hvo fældet Abimelech om/
En Qvinde slog ham skiæf og krom
Og Halsen søndertrykte.
Og hvem er den der icke veed
Om Debora Frimodighed
Og Jaels stridbar Rygte.
Abigael med sin Forstand
Langt overgik sin egen Mand
Og reddet ham fra Sværdet.
See til de Amozoners Skiold/
Thi deris Magt og Overvold
Har mangen Helt forfærdet.
Hvor mangen veed at sige fra
Om Qvinden udi Tekoa
Og hendes viise Tale;
See/ Tiden vilde fattes mig/
Om jeg dem skulde hver for sig
I stycke-viis afmale.
Hvi skulde Qvinder miste sit/
Du vil dog icke miste dit
Hvad du har self forhvervet/
Saa bør ey heller Qvinders Roes
At graves ned i Myr og Moes
Og ligge der fordærvet;
Thi Christus selver har befalt
At det skal siges over alt
Hvad som den Qvinde giorde
Der styrtet ud det Nardus-Vand/
Som over Christi Hovet rand
Før hand blef lagt i Jorde,
At hvor det Evangelium
Bliir prædiket ald Verden om/
Da skal mand og forkynde
Til hendes Ihukommelse
At hun mod Christum lod betee
Sin Villighed og Ynde;
Den u-forfalsket Salves Lugt
Opfylte Huuset meget smugt/
Men Qvindens Navn og Minde
Og hendis u-forfalsket Dyd
Opfylder Verden med et Lyd/
Som aldrig kand forsvinde.
Skal Kirken ret stafferis ud/
Da faar hun disse Navn af Gud/
Nu kaldes hun en Søster/
Nu kaldes hun en Brud og Ven/
Hvis Venskab GUD af Himmelen
Sig selver i forlyster.
Hvem er det Christus taler for/
Naar hand udstrakt på Korset staar/
Er det ey for en Qvinde/
Som nøgen ham til Verden bar,
Hand nøgen nu for hende la’r
Sin Bøn og Suk udrinde.
Har Qvinder ingen Roes fortient/
Hvi har Sanct Povel da bekient
At Phoebe var hans Søster/
Hun var dog aldrig af hans Slegt/
Men see! hvad Ære? hvad Respect?
Et fromt Gemyt indhøster?
For hendes Tienistagtighed
Hun Meenigheden har beteed/
Da nyder hun den Ære/
At Paulus self udi sit Bref
For hende til de Christne skref
Hun skulde dennem være
Særdelis anbefalet vel/
Fordi hun var en yndig Siæl/
Som meget got beviiste.
Tabitha bliver agtet stort
For den Almisse hun har giort
Og fattig Folk bespiiste/
Hun var en meget yndig Raa/
Hvis Haand og raske Fingre smaa
Bordyret net og syde/
Det puntes paa de Kiortle som
De andre Qvinder med fremkom
Og Sancte Peder fryde.
Ja, mangen Qvinde bliir berømt/
At hvis af Manden er forsømt/
Det haver hun oprettet;
Thi hvis at Nabal lefde nu,
Hand kom sin Hustru vist ihu/
Som Sorgen for ham lettet.
Hvo førte Naman til det Sind/
Da den Spedalskhed aad sig ind
Udi hans Huud og Seener/
At reyse til Propheten hen
Og blive saa tilpas igien/
Som andre sine Venner?
En liden Pige har det giort/
Hun agter Guds Propheter stort/
Det giorde Naman icke;
Thi hand der hen ey reyse vil/
Men Qvinden raader ham der til/
GUD vilde det saa skicke.
Vel er det sandt jeg gi’r det Magt/
At Gud har store Pund nedlagt
Hos mange Mænds Personer/
Saa bliver dog en vakker Skat
Vel ofte og paa Rente sat
Hos dydefuld Matroner;
Hvad vilde Joseph vel forstaae
Ved Soel og Maane som hand saae
Udi sin Sinn og Drømme/
Hans Fader er ham som en Soel/
Hans Moder staar paa Maanens Stoel/
Som hende vel kand sømme;
Er Maanen skiønt foranderlig/
Hand fører dog det Skin med sig/
Som hannem vel kand egne;
Er hand ey sat i Soelens Huus/
Hand fører dog et klarer Lys
End Stierner allevegne;
Saa giver Qvinder ligesaa
Et saadan Skin som de formaa
Og HErren dem forleener/
De kand og giøre meget got/
Og spinde mangen deylig Tot
Paa deris Rok og Teener.
Hvo ginge først til Christi Graf/
Hvo var det som Rapporten gaf
At HERREN var opstanden?
Vor Qvinder vare de der græd/
Og stod ved HErrens Leyerstæd
Den ene med den anden;
Vor Qvinder er ey Penge-spar/
Men tager Sølf og hvad de har
At kiøbe Salve fore/
Og salve JESU Legeme/
De salver hans Begravelse
Med sine vaade Taare;
Vor Qvinder søger hid og did/
Vor Qvinder sparer ingen Flid
Sin JESUM at oplede/
Vor Qvinder ind i Graven saae
Og skuer Stædet hvor hand laae,
Vor Qvinder er tilrede
At løbe til Discipler hen/
Og rende did med dem igien
Tilstanden at erfare;
See, saadant har vor Qvinder giort/
De vilde hverken lit ey stort
For JESU Legem spare;
Vor Qvinder finder hannem først/
Den Glæde var dem allerstørst
De maatte JESUM skue/
De fattet om hans Fode-Blad/
Og Hiertet i dem var saa glad
Det brændte som en Lue/
De vare glad de saae ham her/
Men dobbelt glad de seer ham der
Hvor de kand sammen være;
Saa skal vor Qvinder visselig
Belønnis udi Himmerig/
Som JESU Død vil ære.
Og efterdi Guds egen Søn
Har æret self vor Qvinde-Kiøn/
Hvad er det at vi skulde
Fortie det de har forskyldt?
Dismeere bli’r vor Skam opfyldt
At mand er avindsfulde.
Om Mandens Roes er angenem/
Skal Ovindens derfor være slem/
Det kand sig intet skicke/
Skal Maanens Gang forhindres slet/
Fordi saa Soelen løber ret/
Det vil Naturen icke;
At andre kand eragtis stort/
Det skeer dig intet til forkort/
Du bliver jo den samme/
Vil du see tvert for GUD er goed?
Svar du det Pund dig er betroed/
Som GUD lod dig annamme.
En Stillitz tier icke still’/
Om Lerken høyt opsvinge vil/
Hun bruger og sin Stemme/
Hver synger med den Næb de har/
Et lidet Kar er og et Kar/
Hver bør Guds Lof forfremme.
Er Sølvet ey saa dyrebar
Som Guld/ saa er det dog vist rar’
End Kamp og Flintesteene/
Om du for Qvinder har et præ/
Du est dog ey den Eeneste
Der tiener GUD alleene.
Der findes i Guds Tempel sat
Adskillig Kar/ endeel er glat
Og af en dyr Metalle/
Endeel er giort af Leer og Træ/
Dog giør de samme Tieniste/
Mand bruger dem der alle.
Har Qvinder icke Præstens Brug/
Saa gaar de dog til Disk og Dug
For HErrens Alter sammmen/
Den Skik er brugt og bruges end/
Far vel I Qvinder og I Mænd/
Far vel/ jeg siger Amen.