Trosbekjendelse
Denne trosbekjendelse danner slutningen af Luthers store bekjendelse om Kristi natverd, udkommet i mars 1528.
I.[1] Fordi jeg ser, at jo længer det gaar, des mer blir det af partivæsen og vildfarelser, og at satan ikke hører op med at buldre og rase, saa vil jeg, for at ikke i fremtiden i mit levende live eller efter min død nogen skal søge hjælp hos mig og falskelig fremføre skriftlige udtalelser af mig for at styrke sin vildfarelse, som sakraments- og daabssværmererne har begyndt at gjøre — saa vil jeg med dette skrift for Gud og al verden bekjende min tro, stykke for stykke, derved jeg tænker at blive til ind i døden, deri (dertil hjælpe mig Gud) at skilles fra denne verden og komme frem for vor herres Jesu Kristi domstol. Og om nogen efter min død vilde sige: „Hvis Luther levede nu, vilde han lære eller opfatte denne eller denne artikel anderledes, for han har ikke tænkt nok over den“ osv.:
2. — derimod siger jeg nu som da og da som nu, at jeg ved Guds naade har betænkt paa det omhyggeligste alle disse artikler, prøvet dem efter skriften og gjentaget dette oftere, og saa bestemt vilde jeg forfegte dem, som jeg nu har forfegtet alterens sakramente. Jeg er ikke nu drukken eller fra mig selv, jeg ved, hvad jeg siger, føler ogsaa vel, hvad det vil gjælde for mig ved Jesu Kristi tilkommelse til den yderste dom. Derfor skal ingen mene, at det er min spøg eller at jeg snart gaar fra det igjen; det er mit alvor. For ved Guds naade kjender jeg satan ganske godt; kan han fordreie og forvirre Guds ord og skrift, hvad skulde han saa ikke gjøre med mine eller en andens ord?
3. For det første tror jeg af hjertet den høie artikel om den guddommelige majestæt, at Fader, Søn, Hellig aand er tre forskjellige personer, men virkelig en, naturlig, sand Gud, skaber af himmel og jord og alle ting — mod arianerne, makedonianerne, sabellianerne og lignende kjetterier, 1 Mos. 1. Saaledes som det alt er holdt for sandhed baade i den romerske kirke og i al verden af de kristelige kirker.
4. For det andet tror jeg og ved, at skriften lærer os, at alene midler-personen, nemlig sønnen er bleven sandt menneste, undfangen uden mands medvirkning af den Hellig aand og født af den rene hellige jomfru Maria, det er af virkelig naturlig moder, saaledes som st. Lukas klart beskriver det altsammen, og som profeterne har forkyndt det — altsaa ikke, at faderen eller Hellig aanden er bleven menneske, som nogle kjettere har opdigtet og lært.
5. Fremdeles, at Guds søn har taget ikke bare legemet uden sjæl, men en hel fuldstendig menneskenatur, at han blev lovet Abraham og David som deres virkelige sæd eller barn og født som Marias naturlige søn, i al maade og udseende et virkeligt menneske som jeg selv og alle andre, foruden det, at han alene er kommen til verden uden synd af jomfruen ved den Hellig aand.
6. Og at dette menneske er sand Gud, bleven en evig udelelig person af Gud og menneske, saaledes at Maria, den hellige jomfru, er en virkelig sand moder, ikke bare til mennesket Kristus, som nestorianerne lære, men til Guds søn, som Lukas siger, 1, 35: Det hellige, som fødes i dig, skal kaldes Guds søn, det er, min og alles herre Jesus Kristus, Guds og Marias ene, virkelige, naturlige søn, sand Gud og menneske.
7. Og saa tror jeg, at denne Guds og Marias søn, vor herre Jesus Kristus har lidt for os arme syndere, er korsfestet, død og begraven, for at forløse os med sit uskyldige blod fra synden, døden og Guds evige vrede, og at han paa den tredie dag er opstanden fra døde og opfaren til himmels og sidder ved Guds, den almegtige faders, høire haand, en herre over alle herrer, konge over alle konger og over alle skabninger i himlen, paa jorden og under jorden, over død og liv, over synd og retfærdighed.
8. For jeg bekjender og ved at bevise af skriften, at alle mennesker er komne fra et menneske Adam og fra ham gjennem fødselen har med sig og arve det fald, den skyld og synd, som den samme Adam ved djævelens ondskab paadrog sig i paradiset, og saaledes alle med ham er født, leve og dø, og maatte være skyldige til den evige død, om ikke Jesus Kristus var kommen os til hjælp og havde som et uskyldigt lam taget denne skyld og synd paa sig, havde betalt for os ved sin lidelse og endnu hver dag staar og træder frem for os som trofast, barmhjertig midler, frelser og eneste prest og biskop for vore sjæle.
9. Hermed forkaster og fordømmer jeg som pur vildfarelse al lærdom, som priser vor frie vilje, da den strider bestemt mod denne hjælp og naade af vor frelser Jesus Kristus. Ti fordi udenfor Kristus døden og synden er vor herre, og djævelen er vor gud og fyrste, kan der ikke være nogen kraft eller magt, intet vet eller forstand, hvormed vi skulde kunne hjælpes frem til eller stræve med at opnaa retfærdighed og liv, men vi maa, forblindede og fangne, tilhøre djævelen og synden, saa vi maa gjøre og tænke, hvad der behager dem og er Gud og hans bud imod.
10. Saaledes fordømmer jeg baade de nye og gamle pelagianere, som ikke vil lade arvesynden være synd, men at den kun skal være et lyte eller en feil. Men da døden kommer over alle mennesker, kan arvesynden ikke bare være et lyte, men altfor stor synd, som st. Paulus siger, Rom. 6,27: Syndens sold er døden — og atter, 1 Kor. 15, 56: Synden er dødens brod. Og saaledes taler David, Salme 51, 7: Se, jeg er født af syndig sæd, og min moder har undfanget mig i synd; han siger ikke: min moder har undfanget mig med synd, men jeg, jeg, jeg er avlet af syndig sæd, og min moder har undfanget mig i synd, det vil sige; jeg er i moders liv vokset af syndig sæd, saaledes som det ene kan forklares efter den hebraiske tekst.
11. Følgelig forkaster og fordømmer jeg ogsaa som bare djævelsk partivæsen og vildfarelse alle ordener, regler, klostre, stiftelser, og hvad der af mennesker er opfundet og indsat over og udenfor skriften med tilføiede løfter og pligter, om saa end meget store helgener har levet deri og som Guds udvalgte er blevne forførte dermed lige til denne tid og dog endelig er blevne forløste og udfride derfra ved troen paa Jesus Krist. Ti fordi man lever i og vedligeholder saadanne ordener, stiftelser og sekter i den mening, at man ved saadanne veie og gjerninger vil og kan bli salig, undgaa synden og døden, saa er det en offentlig forhaanelse og fornegtelse af den ene hjælp og naade, som er forhvervet af vor ene frelser og midler Jesus Kristus; ti der er ellers ikke givet os noget navn, ved hvilket vi kan bli salige uden det, som heder Jesus Kristus, Ap. g. 4, 12, og det er umuligt, at der er flere frelsere, veie eller maader at bli salige ved eller paa, uden ved den ene retfærdighed, som er vor frelser Jesus Kristus, og som han har givet og fremstillet for os for Gud som vor eneste naadestol, Rom. 3,25.
12. Vistnok var det bra, om der blev holdt klostre eller stiftelser i den tanke, at ungdommen der kunde faa undervisning i Guds ord, skriften og kristelig tugt, hvorved der kunde oplæres og uddannes velskikkede mænd til biskoper, prester og andre kirkens tjeneste-mænd, ligesaa til verdsligt styre dygtige, vellærte folk og brae, tugtige, vellærte kvinder, som saa kunde føre et kristeligt hus og opdrage børnene vel. Men at søge en saligheds vei deri, det er en djævelsk lære og tro, 1 Tim. 4 og flg.
13. Men de hellige ordener og rette stiftelser, som er indsatte af Gud, er disse tre: prestedømmet, egtestanden, den verdslige øvrighed. Alle de, som findes i preste-embede eller ordets tjeneste, er i en hellig, sand, god, Gud behagelig orden og stand, naar de prædike, uddele sakramentet, forestaa fælleskassen, er kirkesangere og bud eller tjenere, som bistaa saadanne personer osv. Slige ting er helt og holdent hellige gjerninger for Gud.
14. Saaledes ogsaa den som er fader og moder, styrer sit hus vel og fører god barnetugt til gudstjeneste, de er ogsaa helt og aldeles helligdom og hellige gjerninger og hellig orden. Paa samme maade naar børn eller tyende er lydige mod sine forældre eller herrer, det er ogsaa idel hellighed, og den som findes deri, den er en levende helgen paa jorden.
15. Saaledes ogsaa fyrste eller landsherre (øvrighed), dommere, amtmænd, tilsynsmænd, skrivere, tjenere, tjenestegjenter og alle, der tjene saadanne, og dertil alle, som er lydige i underdanighed, det er alt hel og fuld helligdom og helligt liv for Gud. Og det af den grund, at disse tre stiftelser eller ordener er fastsatte i Guds ord og bud, det maa være noget helligt. For Guds ord er helligt, og helliget er alt det, som er ved det og i det.
16. Udover disse tre indstiftelser og ordener er nu den kristelige kjærligheds fælles-orden, der ikke alene de tre ordener, men ogsaa i almindelighed enhver trængende tjener med alle slags velgjerninger, som at mætte de hungrige, give de tørste drikke osv., tilgive sine fiender, bede for alle mennesker paa jorden, lide alt slags ondt paa jorden osv. Se det er alt at kalde bare gode, hellige gjerninger. Dog er ingen saadan orden en vei til salighed, men over alle disse bliver den ene vei, nemlig troen paa Jesus Kristus.
17. For det er noget helt forskjelligt at være hellig og salig. Salige blir vi alene ved Kristus; men hellige baade ved denne tro og desuden ved de nævnte guddommelige stiftelser og ordener. Ogsaa ugudelige kan godt have mange hellige ting, men er derfor ikke salige derved; ti Gud vil have saadanne gjerninger af os til sin lov og ære, og alle de, som er salige i Kristi, tro, de gjør saadanne gjerninger og holde sig saadanne ordener efter rettelig.
18. Men hvad der er sagt om egtestanden, skal ogsaa regnes som sagt om enkestanden og den ugifte stand, for de høre jo ogsaa til huset og husholdningen. Naar nu disse ordener og guddommelige stiftelser ikke gjør os salige, hvad skulde da djævels-stiftelserne og klostrene kunne udrette, som ganske er opkomne uden Guds ord, og dertil stræve og rase mod den ene troens vei?
19. For det tredje tror jeg paa den Hellig aand, der med Fader og Søn er en levende Gud og evig udgaar fra faderen og sønnen, dog i det ene guddommelige væsen og natur en særskilt person. Ved ham som en levende, evig guddommelig gave og foræring blir alle troende prydede med troen og andre aandelige gaver, opvakte fra døde, fride fra synd, gjorte glade og trøstede, frie og sikre i samvittigheden. For det er vor sikre forvisning, naar vi føle saadant aandens vidnesbyrd i vort hjerte, at Gud vil være vor fader, tilgive os vor synd og give os evigt liv.
Og det alt ved Kristi fortjeneste, han har ved sin lidelse erhvervet os en saadan aand, og vi selv kan ikke fortjene den ved vor gjerning, men den blir given til alle, som høre og modtage Kristi ord.
20. Det er de tre personer og en Gud, som har givet sig selv til os alle med alt, som han er og har. Faderen giver sig til os med himmel og jord samt alle skabninger, at de skal tjene os og være os nyttige. Men denne gave er ved Adams fald bleven formørket og unyttig. Derfor har saa sønnen ogsaa givet sig selv til os, skjenket os alle sine gjerninger, lidelser, visdom og retfærdighed og forsonet os med faderen, forat vi, paany levende og retfærdige, skulde kunne erkjende og have faderen med hans gaver.
21. Men fordi denne naade ikke var nyttig for nogen, om den forblev hemmelig skjult og ikke kunde komme til os, saa kommer den Hellig aand og giver ogsaa sig selv til os helt og aldeles; han lærer os at erkjende denne Kristi velgjerning, som er bevist os, hjælper os til at modtage og beholde den, bruge den til vor nytte og uddele den, øge og udbrede den. Og han gjør dette baade indvortes og udvortes, indvortes ved troen og andre aandelige gaver, men udvortes ved evangeliet, ved daaben og alterens sakramente, som er tre midler eller maader, ved hvilke han kommer til os og indøver Kristi lidelse i os og bruger dem til at gjøre os salige.
22. Derfor mener jeg og ved, at ligesom der ikke er mere end ét evangelium og én Kristus, saa er der heller ikke mere end én daab. Og at daaben i sig selv er en guddommelig indstiftelse, ligesom ogsaa hans evangelium er det. Og ligesom evangeliet ikke er falskt eller usandt, fordi om nogle bruge eller lære det falskt eller ikke tro det, saaledes er heller ikke daaben falsk eller usand, om end nogle modtage eller meddele den uden tro eller misbruge den paa anden maade. Derfor forkaster og fordømmer jeg fuldstændig gjendøbernes og donatisternes og alle deres lære, som døbe om igjen, hvem de saa er.
23. Paa samme maade taler jeg ogsaa og bekjender om alterens sakramente, at der ædes og drikkes med munden i sandhed legemet og blodet i brødet og vinen, om saa presterne, som uddele det, eller de, som modtage det, ikke tro eller misbruge det paa anden maade. For det beror ikke paa menneskenes tro eller vantro, men paa Guds ord og indstiftelse. Det skulde da være, at de først forandre og omtyde Guds ord og indstiftelse, som de nuværende sakrament-fiender gjør, hvilke ganske vist har bare brød og vin; for de har heller ikke Guds ord og fastsatte ordning, men har fordreiet og forandret dem efter sit eget tykke.
24. Følgelig tror jeg, at der er en hellig kristelig kirke paa jorden, det er fællesskabet og tallet eller forsamlingen af alle kristne i verden, Kristi eneste brød og hans aandelige legeme, hvis eneste hoved han ogsaa er; biskoperne eller presterne er nemlig ikke dets hoveder eller dens herrer eller brudgom, men tjenere, venner og (hvad der ligger i ordet biskop) tilsynsmænd, pleiefædre eller forstandere.
25. Og den samme kristenhed er ikke alene under den romerske kirke eller pave, men i al verden, saaledes som profeterne har forkyndt, at Kristi evangelium skulde udgaa i al verden, salme 2; 19, 5. At altsaa kristenheden er legemlig adspredt under paven, blandt tyrker, perser og overalt, men aandelig samlet i ét evangelium og én tro, under ét hoved, som er Jesus Kristus. Ti pavedømmet er visselig det sande antikristelige styre eller det sande kristus-fiendske tyranni, som sidder i Guds tempel og styrer med menneske-bud, som Kristus forkynder, Mt. 24, 24, og Paulus, 2 Tes. 2, 4. Endda desuden ogsaa tyrken og alt kjetteri, hvor det findes, høre til den samme styggedom, som det er spaat skal staa paa det hellige sted, men som pavedømmet er det ikke.
26. I denne kristenhed, og hvor den er, der er synds-forladelse, det vil sige et naadens og den sande aflads kongerige. For der er evangeliet, daaben, alterens sakramente, hvori synds-forladelsen tilbydes, hentes og modtages, og der er ogsaa Kristus og hans aand og Gud. Og udenfor denne kristenhed er ingen frelse eller synds-forladelse, men evig død og fordømmelse; om der saa end kan være stort skin af hellighed og mange gode gjerninger, saa er det dog alt faafengt. Men denne synds-forladelse er ikke at vente paa engang som i daaben (hvad novatianerne lære), men saa ofte Og saa mange gange vi trænge den lige ind i døden.
27. Men afladen, som pavekirken har og giver, er et formasteligt bedrag, ikke bare fordi at den har opdigtet og indført en særlig synds-forladelse udenfor den almindelige, som i al kristenheden gives ved evangeliet og sakramentet, og derved krenker og tilintetgjør den almindelige synds-forladelse, men ogsaa fordi at den lader fyldestgjørelsen for synden være beroende og grundet paa menneskegjerninger og helgenernes fortjeneste, da dog Kristus alene kan fyldestgjøre og har fyldestgjort for os.
28. For de døde mener jeg, da skriften intet melder derom, at det ikke er synd at bede af fri andagt eller paa følgende maade: Kjære Gud, har det sig saa med sjælen, at den kan hjælpes, saa vær den naadig osv. Og naar dette er gjort en eller to gange, saa lad det være nok, for vigilierne[2] og sjælemesserne og aarlige prosessioner er ikke til nogen nytte; de er djævelens aarsmarked.
29. Vi har heller intet i skriften om skjærsilden, og den er vist ogsaa opfunden af nissen; derfor mener jeg, at det ikke er nødvendigt at tro ens derom. Endda for Gud er alle ting mulige; han kunde vel ogsaa lade sjælene pine, efter at de har forladt legemet. Men han har ikke ladet det sige eller skrive; derfor vil han heller ikke have det trot. Jeg kjender dog nok en anden skjærsild, men om den er der intet at lære i menigheden og heller ikke at drive paa med skrifter eller vigilier mod den.
30. Det at paakalde helgenerne har andre angrebet før mig, og min synsmaade og tro er det nu ogsaa, at vi alene skal paakalde Kristus som vor midler — det vidner skriften, og det er vist. Om paakaldelse af helgener findes intet i skriften; derfor maa den være usikker og ikke til at tro paa.
31. Salving med olje lod jeg staa, om den blev brugt efter evangeliet, Mrk. 6, 15 og Jak. 5, 14; men at gjøre et sakrament deraf, dertil er ingen grund. For ligesom man istedenfor vigilierne og sjælemesserne vel kunde holde en prædiken om døden og det evige liv og saaledes ved begravelsen bede og betænke vor ende, som det synes, at de gamle har gjort, saaledes vilde det ogsaa være meget bra, at man gik til syge, bad og formanede, og hvis man desuden vilde stryge ham med olje, skulde dertil være frihed i Guds navn.
32. Om skrifiemaalet mener jeg og ved, at det skal være utvungent og frit, ikke bundet med lovbud til nogen tid, person eller art. Men saa længe som absolutionen (afløsningen) modtages, som den skal, idet den intet andet er end selve Guds ord, saa mener jeg, at skriftemaalet for saadan absolutions skyld er en sund, trøstelig og nyttig ting, hvori en bedrøvet og elendig samvittighed kan søge og finde veiledning, trøst og hjælp. Og at den som foragter det, den foragter Guds ord og er ikke sakramentet værd. Dog er opregning af synderne ikke nødvendig, men det er nok, naar en angiver, hvad der for tiden trykker eller bedrøver hans samvittighed.
33. Saaledes maa man heller ikke gjøre noget sakrament af egteskabet og preste-embedet; de er for resten i sig selv hellige indretninger nok. Ligesaa er jo boden, intet andet end øvelse og styrkelse i daaben. De to sakramenter, daaben og herrens natverd, forblive ved siden af evangeliet, deri tilbyder og giver den Hellig aand os rigelig syndernes forladelse og øver os deri.
34. Men værre end al styggedom regner jeg messen, som prædikes og sælges som et offer eller en god gjerning, og herpaa er da nu alle stiftelser og klostre bygde, men de skal (vil Gud) snart ligge der. For endda jeg har været en stor, grov, skammelig synder, og desuden har henlevet og spildt min ungdom paa en fordømmelig maade, saa er dog det min største synd, at jeg har været en hellig munk og saa gruelig har fortørnet, pint og plaget min kjære herre i over 15 aar med saa mange messer. Men lovet og takket være hans usigelige naade i evighed, for at han har ført mig ud af den styggedom og endnu hver dag opholder og styrker mig (som dog er saa utaknemmelig) i den sande tro.
35. Følgelig har jeg raadt og raader fremdeles, til at opgive stiftelserne og klostrene med løfterne og give sig ind i de sande, kristelige ordener for at undgaa den styggedom, som følger med messerne og den formastelige hellighed, som kyskhed, armod, lydighed[3], hvormed man foresætter sig at gjøre sig salig. For saa bra som det i kristenhedens begyndelse var at holde paa den ugifte stand, saa forfærdeligt er det nu, at man derved fornegter Kristi hjælp og naade; for man kan godt leve ugift, i enkestand og kysk uden saadan formastelig styggedom.
36. Billeder, klokker, messeklæder, kirkeprydelser, alter, lys og sligt, anser jeg for frit; den som vil, kan opgive det. Endda jeg anser billeder af skriften og af gode fortællinger for meget nyttige, men det maa være en frivillig sag; jeg holder ikke med billedstormerne.
37. Tilsidst tror jeg, at alle døde skal opstaa paa den yterste dag, baade de gudfrygtige og de ugudelige, at enhver saa skal faa paa sit legeme, som han har fortjent, og saaledes de gudfrygtige evig leve med Kristus, og de ugudelige evig dø med djævelen og hans engle. For jeg holder ikke med dem, som lære, at djævlerne omsider ogsaa skal opnaa salighed.
38. Det er min tro, for saa tro alle sande kristne, og saa lærer den hellige skrift os. Men hvad jeg her ikke har omtalt, derom vil mine bøger give tilstrækkelig besked, særlig de som er udkomne i de sidste fire fem aar. Derom beder jeg, at alle gudfrygtige hjerter vil være mine vidner og bede for mig, at jeg maa staa fast i denne tro og det lige til min sidste ende. For om jeg (derfor bevare mig Gud!) af anfegtelse og døds nød skulde sige noget andet, saa skal det dog ikke have noget at betyde, og jeg vil hermed have offentlig bekjendt, at det er uret og indgivet af djævelen. Dertil hjælpe mig min herre og frelser Jesus Kristus, med Gud fader og den Hellig aand velsignet i evighed, amen.
- ↑ Paragraftallene i det her meddelte er i Walchs udgave 509—545 (32 findes ikke hos Walch).
- ↑ nattevagt, natte-gudstjeneste.
- ↑ munkeløftet altsaa.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |