Tryggve Andersen

Tryggve Andersen av Carl Nærup

Fra Urd 17. mars 1906.

En særegen og udmærket Plads blandt 1890-Aarenes Forfattere tilkommer Tryggve Andersen. Han traadte sent ind i Litteraturen. Da han udgav sin første Bog, var han allerede et godt Stykke over de 30 Aar. Han bavde givet sig god Tid til at studere den særskilte Provins af Livets Verden, som tilhørte ham. Blandt Dagens lette Tropper af skrivende Folk ruvede han frem som en Tungtbevæbnet fra en fjern, langsomt levende Fortid.

 «I Cancelliraadens Dage», som udkom Vaaren 1897, var ingen saakaldt historisk Roman, fuld af barnslig Romantik og Fantasteri. Heller intet Kursus i Patriotisme, foredraget i bombastisk dunkel og drønnende Stil. Tryggve Andersen kjendte sine Figurer paa første Haand, — han havde levet sammen med dem og var selv af samme tunge, jordbundne Race. Deres Liv i Helg og Sogn havde han trængt ind i og forstaat, saaledes som alene en ægte Digter formaar det. Saa virkelige og virkelighedsbestemte er alle hans Mennesker, at de ikke kunde være bedre skildret af en Samtidig. Og den Natur, de lever i, har han malet med en fantasifuld Klarhed, en beundrende Kjærlighed, som minder om Hans Aanrud.

 Denne Skildrer og Beskriver er den fødte Epiker. Han har det lange Aandedrag, den Ro, den Trang til harmonisk afrundet Komposition, som næsten er kommet af Mode i vor jagende Tid. De hver for sig frit udformede Skildringer og Interiører, hvoraf Bogen bestaar, er grupperet om Cancelliraaden som Hovedperson. Hans høivoksne, svære, myndige Skikkelse ruver altid frem i Forgrunden. Men første Afsnit har til Overskrift: Fru Cancelliraadinden. Og her berettes det tragiske Elskovseventyr mellem hende og Løitnant Lemmich von Juell . . . en henrivende fortalt Historie, som straks fremtryller en Stemning af gamle Dage. Han er en af Tilværelseskampen adskillig medtaget Junker, fattig og forkommen og henvist til at slaa Tiden ihjel med Drømme og Drik. Hun en endnu smuk forhenværende Hofdame, for hvem Ægteskabet med den plumpe Parvenu, Cancelliraad Weydahl, har været en eneste forfærdelig Skuffelse . . . Nu gruer hun ved Tanken paa den langsomme Afdøen fra Livet, som forestaar hende tide paa den ensomme, barbarisk afstængte norske Landsbygd. Disse to fælles Skibbrudne føres, som Dagene gaar, sammen i en vild, altforglemmende Kjærlighedsrus, der brat afbrydes ved Løitnantens ulykkelige Død. Man har hele Tryggve Andersens beherskede og dog saa varme og stemningsbevægecle Fortællekunst i Billedet af Cancelliraaden, der han staar og stirrer paa den Døde, som har krænket hans Hjem:

«Weydahl slog op døren fra gangen til storstuen. Gjennem lagenerne for vinduerne faldt solskinnet i lange, dæmpede strimer henover gulvet, og det glimtede mat i møblernes forgyldte sirater. Midt i stuen under lysekronen var stillet en seng, og der laa løitnant Juell i sin prunkende røde galauniform. Weydahl havde aldrig set ham i uniform før og studsede ved det. Ansigtet var blegt med en svær blaa skramme tværsover panden; haaret var sammenklæbet af blod paa den ene side af hovedet; den tynde, krogede næse sprang skarpt frem; hagen var sunken ned, men kjæven holdtes oppe af den høie, stive krave, saa munden kun var halvaaben; de regelmæssige hvide tænder vistes mellem de farveløse læber. Øienlaagene var lukkede og hænderne foldede over uniformsfrakken. — Weydahl traadte nærmere og stirrede paa ham. Lagenerne for vinduerne blafrede i trækken fra gangen, og han syntes ansigtet bevægede sig. Han bøiede sig ned og satte fingeren paa ligets pande. Den var allerede iskold. Han trykkede haardere til. Det gav efter, og han følte en knasen af knust ben.

 Saa gik han ovenpaa til fruen. Kammerpigen smuttede ræd forbi ham ud af soveværelset, idet han kom.

 Omhængene var trukket for himmelsengen. Bag dem laa hans hustru og stønnede. Han trak dem tilside saa haardt, at han rev en lang flære i dem. Hun laa der sammenkrøben, halvt paaklædt og saa op paa ham med blanke forfærdede øine og bed i lommetørklædet for at kvæle sin jamren. Uden et ord tog han hende i armen, drog hende ud af sengen og ud paa gangen. Hun fulgte viljeløst med, barfodet, i nattrøie og underskjørter, ned ad trappen og ind paa storstuen til liget . . .»

 Efter Beretningen om dette galante Eventyr følger de to interessante kulturhistoriske Billeder: «Paa Præstegaarden» og «Hos Landkræmmeren». Romanens vægtigste Afsnit er Kapitlet om Høsttinget, hvor Bønderne og Embedsmændene støder sammen, og hvor Digteren gjennem Cancelliraadens Tale gjør sin Opfatning gjældende af de mange forviklede Spørsmaal, som blev brændende ved Bondeopløbet i 1818. Forøvrig behersker Tryggve Andersen de forskjelligste Stilformer. Her findes idylliske Kjærlighedshistorier som «Kaptein Tebetmans Datter» og «Anne Cathrine Bühring» saavel som mørke Billeder af Tidens Overtro og barbariske Retsvæsen: «Mened». I lignende dyster Tone er holdt de to mesterlige Fortællinger: «Mens Skydsen venter» og «Jomfru Nannestad». Saa kunstnerisk overlegent er ikke siste Kapitel: «Den store Nød», men ogsaa her findes et helt udmærket Stykke, nemlig det, hvori der fortælles om Cancelliraadens Død. Det afslutter vemodig og stemningsfuldt denne store og sjeldne Bog om Liv i Norge ved Begyndelsen af det 19de Aarhundrede.

 Efter denne Roman fulgte en Samling — Digte. Nogle besynderlig spinkle og blegsottige Vers, som blot hist og her, helst naar de anslaar en ironisk spottende Tone, bar en Smule personligt Præg. De stammer nok fra Begyndelsen af Nittiaarene, fra de poetiske Tider, da Vilheim Krag digtede sine første skjære, længselssitrende Sange, og mange Unge troede paa en stor Digtnings Frembrud over Landet. Da var Tryggve Andersen en af Nyromantikens hidsigste Adepter. Og blandt de mange nærmest intetsigende eller helt ligegyldige Digte i det lille Hefte vil man finde enkelte kuriøse Udtryk for hin Tids halvt litterære og halvt personlige Stemninger.

 Men at Romantikeren stikker dybt i denne rolige og beherskede Epiker, derom vidner hans store Nutidsroman «Mod Kvæld» (1900). Denne Bog har kun lidet af den Ro og Harmoni, som præger «Cancelliraaden». Den er et Verk af en opreven, fredløs, hjemløs Sjæl og nedskrevet med en underlig Blanding af grublende Fantasteri og logisk Klarhed   i en abrupt, snart hidsig utempereret, snart langsommelig nøgtern Stil. Romanens Hovedmotiv er Fortællingen om Erik Holk, en sjælesyg Neurasteniker, som slaar sig ned i en liden norsk Kystby, i det Haab, at han der skal finde Veien tilbage til enfoldig, sund Livsfølelse og Menneskelighed. Vi faar ikke nøiere Rede paa, hvad der dybest er Aarsagen til hans legemlige og sjælelige Forkommenhed. Han bærer paa arvet Sindssygdom, men den ulmer bare i ham,   der er sjelden noget virkeligt Udbrud. Og der lægges ikke Skjul paa, at hans moralske Bankerot er Følge af egen Daarligdom og Svaghed.

 Det spøger i hans Hoved af halvt dybsindige, halvt sindssyge Tanker. Han tumler med en religiøs Forklaring paa sit forspildte og forulykkede Liv. Men han finder ingen. Han kan bare længes efter Religion eller føle Rædsel for de mørke Magter, som gjemmer sig i det Ord. En Tanke forfølger ham altid: at der ikke gives nogen Personlighedens Død. Den Levende er Evighedens Fange. Han er naglet til Evighedens Kors . . kan ikke undfly —

 Erik Holk forstaar, at skal han kunne holde sig oven Vande i Hverdagslivets øde og Tomhed, saa maa han vinde et Menneske. Og der er virkelig en ung, prægtig Pige, som elsker ham. Men da det kommer til Stykket, vover han ikke at tage Ansvaret for et helt Livsforhold.

 Som Folie for denne angstjagede Sjæl har Digteren med overdreven Omstændelighed tegnet en Række Smaaby-Interiører. Disse er i Begyndelsen ikke særlig mærkværdige. Men saa lader han en fanatisk Flok Sekterere, Adventister og Frelsessoldater, træde frem i Forgrunden. De besætter Ravnekrogen med Helvedesfrygt og Dommedagsrædsel, saa Smaastadsborgerne begynder at se Syner ved høilys Dag. Og Digteren sætter Elementerne i Bevægelse for at skabe den Ragnarok-Stemning som han vil ryste os med. Byen formelig bades i blaagule Lynildsluer, og Tordenskrald ryster Jorden i dens Grundvolde . . Himlen formørkes, Stjernerne slukner, og Solen vil ikke staa op mer. Det skumrer og det stunder med Verdens siste Kvæld, synger Adventisterne . . .

 Det kan ikke nægtes, at der er noget anstrengt og udspekuleret ved den Maade, hvorpaa disse Oververdenens Aabenbarelser slaar ned i det hverdagsvirkelige Smaabyliv. Det hele mystiske Apparat virker nærmest forbløffende. Men Digterens Mening med det er klar nok. Og ellers er det jo ikke mere udvortes hos ham end hos de af ham beundrede tyske Romantikere, t. Eks. Hoffmann, hvis Mystik ofte ikke er andet end en Forundringspakke med Rariteter — fanget ind fra den fjerde Dimensjon med en Tryllekunstners koldblodige Behændighed og Beregning. Tryggve Andersen har villet naa ind til de uroprindelige menneskelige Følelser og Sindsbevægelser . . . de Angst- og Skræksyner af en opskræmt Fantasi, som har skabt alle Guder. Han har villet give os den for Gudens Forbandelse flygtende Menneskehorde, afklædt alle den værgende og lunende Kulturs Forsvarsmidler:

«. . . Saaledes havde vel menneskedyrene nat efter nat siddet i tidernes gry, hunner og hanner og afkom; skjult i bjergenes kløfter og under skogenes trær havde de speidet ad efter dette samme ukjendte, som var i pagt med mørket. Og de havde lunet sin elendighed ved at klynge levende krop til levende krop og dulmet livsangsten med kjærlighed. Slægtled havde avlet slægtled, en arv havde de alle faaet, gruen for det ukjendte, som de alle havde døbt døden. Men de havde ogsaa døbt det med andre navne, Gud og djævel, helvede og himmerige, og om navnene havde de digtet eventyr og sagn og derved smykket sin gru, gjort den større, sminket den ædlere eller staalsat sig mod den. — Og var det nu ved tidernes kvæld, da var eventyrenes og sagnenes flitterguld det eneste bytte, som var vundet efter aartusenernes kamp med det ukjendte. Den overmægtige fiende var den samme, menneskene var de samme, og et latterligt og ødselt spil af skjæbnen havde den været, den golde frugtbarhed, som kaldes liv. — —»

 Tryggve Andersens siste Bog: «Gamle Folk» er en helt igjennem udmærket Samling mindre Noveller. De bedste Stykker: «Gullik Hauksveen», «Gamle Folk» og «Veteranen» er af samme fuldtonende Ægthed som Cancelliraaden. Sproget er et fyndigt, kjernefriskt Nynorsk, rigt paa prægtige Dialektord og af et vederheftigt hjemligt Præg, som af vore moderne Forfattere bare Hans Aanrud kan skrive det. Det er klassisk Prosa.

Tilbake til toppen av siden.