Tulle-Lasses viser
Og spørger du: hvem er jeg?
så ved jeg det ei.
Og spørger du, hvem jeg var,
Så ved jeg nok svar.
For jeg husker nok jeg var glad engang,
Så glad at jeg sang.
Men nu er jeg død og begraven.
Jeg kommer ihu den kvæld
jeg sad med mig selv.
De bar fra den mørke vig
to dyvåde lig.
Og det var min kone og det var min gut
og så var det slut.
For det var den natten jeg døde
De kom med en kiste stor,
de la dem i jord.
Men Herren på mig er vred,
han gav mig ei fred.
For kroppen må vandre på jorden om
og vente sin dom.
Men sjælen sover i graven.
Graven min på kirkegården
vil jeg gå og pynte –
ud med mos og hjertegræs
og deilig krusemynte.
Og med snilehuse,
for de er så pene,
og en blodrød kongle blandt
tre små blanke stene.
Og med nogle speilebråd
der ser ud som vand
nede i den sorte jord
rundt om gravens rand.
Ved du at om natten
kommer han, den lille ulv,
roder ned i graven
helt til kistens gulv.
Ind han stikker snuden,
bider mig om hjerterod,
står og drikker, suger
alt mit hjerteblod.
Men inat når ulven
kommer luskende forbi
ser han ikke graven,
som jeg ligger i.
Tror at i den fine grav
der hvor Lasse lå,
ligger et uskyldigt barn
med hvide vinger på.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |