Uddrag af Modersmaalets Sproglære og Retskrivningslære/Sproglæren

Ove Hals

Uddrag af Modersmaalets Sproglære og Retskrivningslære

Jacob C. Abelsted, 1833 (s. 3-27).

1. Indledning. ————————

Naar vi tale, bruge vi Ord, og, naar vi skrive, udtrykke vi disse Ord ved Tegn. De enkelte Dele eller Slags Lyd, hvoraf Ordene bestaae, samt de Tegn, som bruges til at udtrykke disse i Skrift, kaldes Bogstaver. Bogstaverne inddeles i Selvlydende (Vocaler) og Medlydende (Consonanter). Selvlydende ere saadanne, som kunne udtales alene uden Hjælp af nogen anden Lyd. Disse ere enten enkeltlydende (enkelte) nemlig: a, aa, æ, e, o, ø, u, y, i, eller dobbeltlydende (Diphthonger, sammensatte) nemlig: ai, au, ei, (eu), oi, ou, øi.

Medlydende ere: b, c, d, f, g, h, j (Jod), k, l, m, n, p, q, r, s, t, v, x, z.

Saamange Bogstaver, som udtales paa een Gang, kaldes en Stavelse. Dertil udfordres een Vocal. Denne Vocal kan være kort eller lang, som: Herre, Hæl.

Anmærkn. At Vocalen skal udtales lang, udtrykkes i Skrift undertiden ved at fordoble visse Vocaler (ee, ii, uu) eller ved at føie e til andre: oe, øe o. s. v.

Naar Vocalen er lang, er Stavelsen lang. Ord, som bestaae af een Stavelse, kaldes Eenstavelsesord, og som bestaae af flere, Flerstavelsesord. Naar et Ord er dannet af et andet Ord (Stamordet) kaldes det Afledsord, og ere Ord fremkomne ved at sætte 2 eller flere enkelte sammen, kaldes de sammensatte (som Kongenavn af Konge og Navn.) Saamange Ord, som tilsammen udtrykke en Tanke eller Mening, kaldes en Sætning.

2.

Alle Ord kunne henføres til følgende 10 Taledele:

1. Substantivet udtrykker Navnet paa en Person eller Ting: Gud, Adam, Mand, Huus, Kjærlighed.

Anm. Substantivet kan kjendes paa, at man kan sætte en Egenskab foran, som: den store, det store, de store; den gode, det gode, de gode. Foran og bagefter de fleste kan man ogsaa sætte: en eller et Ex. en Mand, Manden; et Huus, Huset. De skrives med store Begyndelsesbogstaver.

2. Adjectivet, som forbindes med Substantivet, udtrykker en Egenskab eller Beskaffenhed hos en Person eller Ting: en rig Mand, Manden er rig.
3. Artikelen (nemlig Ordene en, et, den, det, de foran, samt en eller n, et eller t, ene eller ne, der hænges i Enden af Substantiverne) tilkjendegiver, om et Substantiv skal forstaaes om en bestemt Person, Ting, eller ikke.
4. Numerale (Talord), kaldes Navn paa Tal: een, to, tre, den første, den anden, den tredie.
5. Pronomen sættes istedet for Navnet paa en Person eller Ting (et Substantiv): jeg, du, han, denne, de.

Anm. Man kan altsaa sætte Substantiver istedet for Pronomina.

6. Verbet udtrykker: at Noget er eller skeer, var, var skeet, eller skal skee: han er lykkelig, jeg skrev, du vil gjøre det.

Anm. Verbet kjendes paa, at man kan sætte jeg eller at eller et Substantiv foran: jeg reiser, at reise, Menneskene bleve.

7. Præpositioner, som sættes foran Navnet paa Personer etter Ting (Substantiv, Pronomen), kaldet Complementet, hvilket de siges at styre, bestemme det Forhold, som dette Navn staaer i til et eller andet Ord i Sætningen: Han lever i Fred (i udtrykker her det Forhold, Fred staaer i til lever). Kongen af Frankrig (af udtrykker det Forhold, Frankrig staaer i til Kongen); jeg er beslægtet med ham; han øves i at synge (= i Sang).
8. Adverbiet, som føies til Adjectiver, Verber eller endog andre Adverbier, udtrykker en Omstændighed derved: en meget skjøn Kvinde, en saa stor Ulykke, jeg sidder godt, jeg lever ret vel, hvor boer han?

Anm. Istedet fdr Adverbiet kan man sætte en Præposition med Complement: der d. e. paa det Sted, nu d. e. paa denne Tid, saa d. e. i den Grad eller paa den Maade, derfor d. e. formedelst det, lykkeligen d. e. paa en lykkelig Maade.

9. Conjunctionen forbinder enkelte Ord eller hele Sætninger med hinanden: Himlen og Jorden; han er rig; men han er ulykkelig: veed du, hvor han boer.
10. Interjectioner ere blotte Udraab af Glæde, Smerte, Skræk, Afskye o. s. v,: ei! ak! au! fy! De 4 sidste Taledele kaldes med eet Ord Partikler.

3.

Til en fuldstændig Sætning hører: 1. Navn paa en Person eller Ting, hvorom Noget siges, hvilket kaldes Subjectet; 2 Noget, som siges at finde Sted ved Subjectet, kaldet Prædicat; 3. Forbindelsen mellem Subject og Prædicat, kaldet Copula, hvilken udtrykkes ved et Verbum, der dog ofte tillige udtrykker Prædicatet: Lotte (Subj.) er (Cop.) liden (Præd.); han (Subj.) hedder (Cop.) Ole (Præd.); August (S.) leger (C.) og (P.) (det samme som: er legende).

Lægges endnu Navnet paa nogen Person eller Ting, til hvilket ikke er lagt Endelsen s, til en af Sætningens Dele, kaldes det Complement: Kongen (S.) af Danmark (Complement) har (C. og P.) Enevoldsmagten (Complement).

Naar ingen Præposition, staaer foran, kaldes Complementet Object, og dette kan være to Slags: 1. Personsobject (i hvilket Tilfælde man, istedet for at sætte Ordet uden Præposition, ogsaa gjerne kan sætte til eller for foran); 2. Tingsobject.

Tillægges Navnet paa en Person eller Ting Endelsen s, udtrykker det gjerne en eiende Gjenstand (Eiendomsforholdet): Kongens Hof, hvorved tilkjendegives, at Hoffet tilhører Kongen.

Navnet paa den Person, som man taler til, kaldes Tiltaleordet (Compellativ).

Alle øvrige Ord i en Sætning ere at henføre til een af de ovennævnte Bestanddele: En god Fader — elsker ligemeget — alle sine Børn.

Anm. Naar Subject, Prædicat, Complement o. s. v. bestaae af flere med hinanden (ved Conjunctioner) forbundne Ord, kaldes de sammensatte: Tid, (og) Sted og Omstændigheder bestemme Alt; Gud skabte Himlen og Jorden; Gud opholder og bestyrer Alt.

4.

Sætningerne ere af to Hovedslags: A. Naar Sætningens Verbum: (er, bliver, vorder, (gjøres), hedder eller kaldes), udtrykker Copula. I dette Tilfælde følger et Adjectiv eller Substantiv efter, som Prædicat: Han er lykkelig; hun hedder Lotte.

Anm. Prædicatsadjectivet har stundum et eller to Objecter, eller ogsaa en Præposition med Complement hos sig.

B. Naar Verbet tillige udtrykker Prædicatet.

Anm. Deraf kunne igjen være 6 Slags Sætninger:

1. Naar Verbet intet Complement har: August leger.
2. Naar det har et Personsobject: Det gavner Staten (d. e. for Staten). NB. Blot Personsobject have nogle Verber, der ikke udtrykke en Handling, som Subjectet foretager: ligner, gavner, skader, fornøier o. s. v.
3. Naar Verbet har Tingsobject: Cain dræbte Abel.

NB. Tingsobjectet kan altid gjøres til Subject, naar Verbet forandres fra at udtrykke en Handling, Subjectet foretager (Activ) til en Handling, som foretages med et Subject (Passiv): Abel dræbtes.

4. Naar Verbet har baade Personsobject og Tingsobject: Thorvald gav Alvilda Bogen (Alvilda d. e. til Alvilda).
5. Naar det har 2 Tingsobjecter: Mange kaldte ham en Skjelm.

NB. Da kan det første blive til Subject, det andet til Prædicat (i Passiv): han kaldtes en Skjelm. Ved slige Verber, som ere meget sjeldne, findes ofte et Adjectiv, som andet Tingsobject: Det gjorde ham stor (Passiv: han gjordes — blev — stor).

6. Naar til Verbet blot er føiet Complementer med Præpositioner foran: Han stolede paa Lykken.

Naar man vil kjende Delene af en Sætning, opsøges

først Verbet (det første Verbum), og, spørger man saa ved at sætte hvem eller hvad foran det, da faaer man til Svar Subjectet; spørges dernæst paa samme Maade med Verbet og Subjectet, faaer man, hvis Verbet blot udtrykker Copula, til Svar Prædicatet; udtrykker Verbet tillige Prædicatet, faaer man til Svar Objectet; og, hvis deraf ere 2, Tingsobjectet, og spørger man i sidste Fald atter med hvem eller hvad foran Verbet, Subjectet og Tingsobjectet, bliver Svaret: Personsobjectet: Lykkelig er han. Hvem er? han (Subj.); hvad er han? lykkelig (Præd.). Thorvald gav Alvilda Bogen. Hvem gav? Thorvald (S.) Hvad gav Thorvald? Bogen (Tingsobj.). Hvem gav Thorvald Bogen? Alvilda (Personsobj.).

5.

Substantiverne inddeles i a) Proprium (Egennavn), et Navn paa enkelte Personer eller Ting, hvorved de adskilles fra andre af samme Slags: Adam, Chrsstiania, Johan, Rundetaarn. b) Appellativ (Fællesnavn), Navn, fælles for alle Personer eller Ting af samme Slags, hvorved en Person eller Ting af eet Slags adskilles fra en af et andet Slags; Mand, Hest, Huus. Her til føies endnu: c) Abstractum, Navn paa en Beskaffenhed, Handling eller Tilstand, der tænkes som Ting.

Anm. Abstractet er saaledes Navn paa Beskaffenheder, som Adjectiverne udtrykke. Handlinger,

Tilstande, som Verberne udtrykke:

Adjectiv.	Abstractum.	Verbum.	Abstractum.
varm	Varme	at gaae	Gang
fri	Frihed	〃 sove	Søvn
ond	Ondskab	〃 jamre	Jammer, Jamren
syg	Sygdom	〃 læse	Læsning
		〃 forsømme	Forsømmelse
		〃 tale	Tale

Ved Subsiantiverne er at mærke: Kjøn, Tal og Forhold i Sætningen.

Kjøn (Genus) er to Slags: 1. det naturlige, som blot har Hensyn til levende Væsener, og er: a) Hankjøn (Masculinum): Bager, Greve, Hankat, Broder; eller b) Hunkjøn (Femininum): Bagerske, Grevinde, Hunkat, Ssøter.

Anm. Ord af Hunkjønnet adskille sig altsaa fra dem af Hankjønnet, 1. ved Endelserne ske eller inde; 2. ved at sætte hun istedet for han ved Dyrs Navne; 3. ved ganske andre Ord.

2. Det grammaticalske Kjøn, hvortil Substantiverne i Almindelighed ere at henføre, og de høre saaledes enten til: a) Fælleskjøn (Commune), som har Artikelen en og den: en Mand, den gode Mand; eller b) Intetkjøn, (Neutrum) som har Artikelen et og det: et Huus, det store Huus.

Tal (Numerus) er 2 Slags: a) Enkelttallet (Singularis), naar Substantivet betegner een Gjenstand (Person eller Ting): en Mand, et Huus; b)

Fleertallet (Pluralis), naar Substantivet betegner flere Gjenstande:

(et)	Ord	Fleertal	(flere)	Ord	en	Helligdom	Flert.	Helligdomme
en	Bager	—	—	Bagere	〃	Pige	—	Piger
〃	Ager	—	—	Agre	〃	Ven	—	Venner
(et)	Huus	—	—	Huse	(et)	Træe	—	Træeer

Anm. Fleertallet dannes saaledes: 1. ligt Enkelttallet, 2. ved at tillægge e, 3. ved Tillæg af r, 4. ved Tillæg af er. Desuden forandres undertiden Enkelttallets a eller aa til æ, og o til ø.

Forholdene i Sætningen — Casus — ere:

1. Nominativ,	naar	Ordet	er	Subject eller Prædicat.
2. Genitiv,	—	—	—	i Eiendomsforholdet.
3. Dativ,	—	—	—	Personsobject.
4. Accusativ,	—	—	—	Tingsobject eller Complement efter Præpositioner.
5. Vocativ,	—	—	—	Tiltaleord.

som:

August leger	${\Big \}}$	Nom.
Han hedder August
Augusts Bog er dette	—	Genitiv.
Giv August Bogen	—	Dativ.
Broderen slaaer August?	${\Big \}}$	Acc.
Gaae hen til August
Kom hid, August!	—	Vocativ.

Med Artikelen en, et foran (den ubestemmende Artikel) forandres Substantivet ved Forhold

(declineres) saaledes:

Fælleskjøn.
Enkelttal.	Fleertal.
N. en Stav.	Stave.
G. en Stavs.	Staves.
D. og A. en Stav.	Stave.
Intetkjøn.
Enkelttal.	Fleertal.
N. et Baand.	Baand.
G. et Baands.	Baands.
D. og A. et Baand.	Baand.

Saaledes gaae de altid, naar de ikke have Substantivernes bestemmende Artikel.

Med Artikelen en, n, et, t, ene, ne hængt i Enden (Substantivernes bestemmende Artikel), forandres de saaledes:

Fælleskjøn.
Enkelttal.	Fleertal.
N. Staven	Stavene.
G. Stavens	Stavenes.
D. og A. Staven.	Stavene
V. Stav!	Stave!
Intetkjønn
Enkelttal.	Fleertal.
N. Baandet.	Baandene.
G. Baanders.	Baandenes.
D. og A. Baandet	Baandene.
V. Baand!	Baand!

Anm. Substantiverne faae i Genitiv s eller es:

Baand, Baands, Hex, Hexes, Træe, Træes. 6.

Adjectiverne have enten 1. intet Complement (absolute) eller 2. Objecter, nemlig Personsobject, Tingsobject, eller begge, (transitive), eller 3. Complementer med Præposition foran (intransitive): han er god; han er den Ære værdig; han er hengiven til Drik.

Adjectivet staaer paa 3 Maader i en Sætning: 1. som Prædicat (disjunctivt): Manden er god. 2. tillagt et Substantiv (conjunctivt) : en god Mand. 3. (naar det Substantiv, hvortil det skulde staae, er udeladt) substantivisk d. e. istedet for et Substantiv.

Adjectivet bruges, svarende til Substantivet, enten: 1. ubestemt d. e. a) som Prædicat; b) naar den ubestemmende eller ingen Artikel gaacr foran; eller 2. bestemt d. e. a) naar Artikelen den, det, de (Adjectivernes bestemmende Artikel) gaaer foran; b) naar et Genitiv eller Pronomen staaer foran. Ubestemt forandres Adjectiverne saaledes:

Fælleskj.		Intetkj.		Fleert.
(en)	stor	et	stort	store
	vis		vist	visse
	gammel		gammelt	gamle
	doven		dovent	dovne
	vakker		vakkert	vakre
	let		let	lette
	eenøiet		eenøiet	eenøiede
	tro		tro	troe
	bange		bange	bange
	indvortes		indvortes	indvortes

De Ord, som ende paa en enkelt Vocal, faae et stumt (ikke lydeligt) e, hvor andre have et lydeligt.

Naar Adjectivet staaer bestemt, er det overalt ligt det ubestemte Fleertal F. (den) store; I (det) store; Fl. (de) store.

Naar Adjectivet staaer substantivisk, faaer det i Genitiv et s.

	Enkeltt.	Fleert.		Enkeltt.	Fleert.
N.	en God —	Gode		den Gode	— de Gode
G.	en Gods —	Godes		den Godes	de Godes
N	Godt		N.	det Gode
G.	Godts		G.	det Godes

Anm. Adjectiverne staae i samme Kjøn og Tal, som det Ord, hvormed de ere forbundne.

Naar Adjectivet udtrykker en Egesktab uden Hensyn til Mere eller Mindre, som: stærk, rød, kaldes det Positiv; udtrykker det Mere af en Beskaffenhed, kaldes det Comparativ, som: stærkere eller mere stærk, rødere eller mere rød; udtrykker det Meest af en Beskaffenhed, som: stærkest, meest stærk, rødest, meest rød, kaldes det Superlativ.

Denne Forandring ved Grader kaldes at comparere. Regelmæssigen compareres saaledes:

Positiv	høi	Comp	høiere	Sup.	høiest
			mere høi,		meest høi
—	from,	—	frommere	—	frommest
—	ædel,	—	ædlere	—	ædlest.

7.

Artikelen inddeles i: 1. den ubestemmende — Fælleskj. en — Intetkj. et (uden Fleertal) sat foran Substantiver. Den tilkjendegiver, at ved Substantivet ikke udpeges nogen særdeles Gjenstand af et Slags. 2. den bestemmende, som tilkjendegiver, at ved Substantivet menes en særdeles Gjenstand at et Slags. Den er atter 2 Slags: a) Substantivernes (Fælleskj. en, n, Intetkj. et, t, Fleert. ene, ne), føiet til Enden af Substantiverne. b) Adjectivernes, der bruges, naar et Adjectiv gaaer foran Substantivet, og sættes da foran Adjectivet, Feelleskj.: den, Intetkj.: det, Fleertal: de.

————————

Numeralet kan henregnes til Adjectiverne og er 2 Slags:

1. Mængdetal: een (eet), to, tre, fire o. s. v.
2. Ordenstal: den første, den anden, den tredie, fjerde o. s. v.

8.

Der gives 6 Arter af Pronomina: personlige, possessive (Eiendoms-), demonstrative (paapegende), relative (afhængige, forbindende), interrogative (spørgende) og ubestemte (indefinite). Ved Pronomina er at mærke: Kjøn, Tal og Forhold, og desuden Person. Der ere tre Personer, 1ste: den talende, 2den: den tiltalte, 3die: den omtalte Person. For disse have de personlige forskjellige Former, ligesom det personlige for 3die Person har særskilte Former for begge de naturlige Kjøn.

A.	Personlige
Enkelttal.
	1 Pers.	2 Pers.	3die Person					Alle Personer og Kjøn.
			Hank.	Hunk.	Fællesk.	Intetk.	Reflecterende.	Reciprokt Pronomen.
								om to.	om flere.
N.	jeg	du	han	hun	den	det	—	—	—
G.	—	—	hans	hendes	dens	dets	—	—	—
D. og A.	mig	dig	ham	hende	den	det	sig	—	—
Feertal.
N.	vi	I	de				—
G.	vores	eders	deres				—	hinandens	hverandres
D. og A.	os	eder	dem				sig	hinanden	hverandres

Naar Pronomenet staaer istedet for den Gjenstand, som er Subject i Sætningen, kaldes det reflecterende, og, antyder det, at flere Subjecter gjensidig virke paa hverandre, kaldes det reciprokt.

B.	De possessive Pronomina staae under Form af Adjectiver istedetfor Genitiv af de personlige.
		Fælleskj.	Intetkj.	Fleert.	Fælleskj.	Intetkj.	Fleert.
1	Pers.	min	mit	mine	vor	vort	vore
2	Pers.	din	dit	dine	jer	jert	jere
3	Pers.	sin	sit	sine	—	—	—
		(reflecterende).
C.	De demonstrative Pronomina have ofte det Substantiv, de skulde staae istedet for, bag efter sig, og staae da adjectivisk eller som Adjectiver til det.
1.	den	det	de	declineres som det personlige, naar det staar alene (substantivisk).
2.	denne	dette	disse	have i Genitiv s, naar de staae som Substantiver
3.	hiin,	hiint,	hine,
	Anm. Det demonstrative den, det, de adskiller sig fra det personlege ved det Eftertryk, som det har.
D.	Relative ere
1.	I begge Kjøn og Tal		2.	Fælleskj.	Intetkj.	Fleert.
	N.	som		der	der	der
	G.	hvis		hvis	hvis	hvis
D. og A.		som		den	det	dem
3.		Fælleskj.	Intetkj.	Fleert.	Hvilken brugt som Adjectiver er ligt i alle Forhold.
	N.	hvilken	hvilket	hvilke
	G.	hvis	hvis	hvis
D. og A.		hvilken	hvilket	hvilke

Anm. Relativet udelades ofte, naar det staaer i Dativ eller Accusativ.

E.	Interrogative ere:
1.	Fælleskj. og Fleert.		Intetk.	2.	Fælleskj.	Intetkj.	Fleert.
	N.	hvo eller hvem	hvad		hvilken	hvilket	hvilke(Adj.)
	G.	hvis	hvis	Det spørgende hvem bruges stundum som Relativ, stundum istedet for baade Demonstrativ og Relativ sammen eller afhængigt spørgene.
D.A.		hvem	hvad
F.	Ubestemte ere: a) Substantiver: En og man (alene brugt i Nominativ); b) Adverbium: der (forskjelligt fra der = paa det Sted), c) nogle Adjectiver, som ikke kunne compareres og ikke have nogen bestemmende Artikel foran (undtagen: den ene, den anden, den samme, den forrige).

9.

Verberne ere: A. Copulative, som forbinde Subject med Prædicat (nemlig er, bliver, vorder (gjøres) hedder, kaldes).

B. Prædicatsverber, som tillige indeholde Prædicatet. Disse have enten 1. intet Complement (absolute = fuldstændige); 2. Personsobject; 3. Tingsobject; 4. Personsobject og Tingsobject; 5. to Tingsobjecter, eller 6. blot Complementer med Præpositioner foran.

Anm. 2, 3, 4, 5 kaldes transitive; 6 kaldes intransitive. Naar samme Gjenstand er Subject og Object, kaldes Verbet reflecterende, og, naar det udtrykker, at flere Subjecter gjensidig virke paa hverandre, kaldes det reciprokt: han betænker sig, de slaaes.

Verber, som kunne have Tingsobject, udtrykke snart en Handling, som Subjectet foretager — Activ — snart en Handling, som forelages med et Subject — Passiv. —

Den Gjenstand, som er Tingsobject, naar Verbet bruges som Activ, bliver Subject, naar Verbet bruges som Passiv: Gud skabte Verden — Verden skabtes af Gud. Ere der 2 Tingsobjecter, bliver det første til Subject, det andet til Prædicat i Passiv.

Til at udttykke den active Betydning har Verbet en Form, kaldet den subjective, og til at udtrykke den passive Betydning en Form, kaldet den objective. Verbet svarer til Subjectet i Tal, Kjøn og Person. Naar Verbet kan have alle 3 Personer som Subject, kaldes det fuldkommen personligt, hvis det blot kan have 3die Person som Subject, ufuldkommen personligt. Verber, som have hele den subjective og objective Form kaldes fuldkommen tveformede (1.); de, som have hele den subjective, men ere ufuldkommen personlige i den objective, kaldes ufuldkommen tveformede (2.); de, som kun have den subjective, kaldes subjectiv enkeltformede, (3.) og, de, som blot have de objective, objectiv enkeltformede. (4.)

Desuden er ved Verberne at mærke: Tid, Maade og Conjugation.

Tiderne (Tempora) ere:

1. Præsens (den nærværende Tid): jeg agter.
2. Præteritum (den forbigangne), som igjen er: enten

a) Imperfectum (den ufuldkommen forbigangne) jeg agtede.

b) Perfectum (den fuldkommen forbigangne): jeg har agtet.

c) Plusquamperfectum (den mere end fuldkommen forbigangne): jeg havde agtet.

3. Futurum (den tilkommende) er igjen:

enten a) Fut. absolutum (d. e. den simpelt tilkommende): jeg skal agte.

eller b) Fut. exactum (den forbigangen tilkommende): jeg faaer agtet.

Anm. Det sidste bruges, naar en Handling skal udtrykkes at være skeet, før en anden, tilkommende, skeer: Naar jeg faaer læst Bogen, skal du faae den.

Maaderne (Modi) ere: 1. Indicativ, som bruges, naar man fortæller Noget eller spørger: jeg agter; 2. Optativ, naar man ønsker: Gud give! 3. Imperativ, naar man befaler eller beder: elsk ham! 4. Infinitiv er den substantiviske Maade, naar Verbet bruges som et Substantiv: at gaae; 5, Participium, den adjectiviske, naar Verbet bruges som et Adjectiv: reisende Folk. Her til kan føies: 6. Supinum, den adverbialske Maade, som bruges efter Verberne have og faae.

Conjugation er Maaden, hvorpaa alle disse Forandringer foregaae med et Verbum. Vort Sprog har 3 Conjugationer: 1se, naar Stammeverbets Imperfectum har 3 Stavelser og ender paa ede, 2den, naar det har 2 Stavelser og ender paa te eller de, 3die, naar det har 1 Stavelse. I den sidste forandrer Verbet ofte Vocal.

Anm. Tiderne kaldes enkelte, naar de dannes ved en Forandring i Verbets Endelse, sammensatte, naar de dannes ved at sætte et andet Verbum (Hjælpeverbum) foran. Hjælpeverberne ere: har, er, bliver, vorder, skal, vil og faaer.

De Tider, som her ere at lægge Mcerke til, ere: Præsens, Imperfectum, Perfectum Indicativ og Præsens Infinitiv.

10.

Første Conjugation: jeg agter, agtede, har agret, at agte:

Subjectiv-Form.

	Indicativ.		Optativ.		Imperativ.	Infinitiv.
Præsens.	jeg	agter	jeg	agte		at agte
	du		du		agt (du)
	han		han
	vi	agte	vi
	I		I		agter (I)
	de		de
Imperf.	jeg agtede
	vi agtede
Perf.	jeg har agtet		jeg	have agtet	hav agtet	at have agtet
	vi have agtet		vi		haver agtet
Plusqprf.	jeg	havde agtet
	vi
Fut. abs.	jeg skal agte		jeg	skulle agte		at skulle agte
	vi skulle agte		vi
Fut. ext.	jeg faaer agtet		jeg	faae agtet	faae agtet	at faae agtet
	vi faae agtet		vi		faaer agtet

Supinum: agtet. Præsens Particip: agtende. Objectiv-Form.

	Indicativ.		Optativ.		Imperativ.	Infinitiv.
Præsens.	jeg	agtes	jeg	agtes	agtes	at agtes
	vi		vi		agtes
Imperf.	jeg	agtedes
	vi
Perfectum.	jeg er agtet		jeg være agtet		vær agtet	at være agtet
	vi ere agtede		vi være agtede		værer agtede	at være agtede
	eller		eller		eller	eller
	jeg har været agtet		jeg have været agtet		hav været agtet	at have været agtet
	vi have været agtede		vi have været agtede		haver været agtede	at ahve været agtede
Plusquamperfect.	jeg var agtet
	vi vare agtede
	eller
	jeg havde været agtet
	vi havde været agtede
Fut. absolut.	jeg skal agtes		jeg	skulle agtes		at skulle agtes
	vi skulle agtes		vi
	eller		eller			eller
	jeg vil agtes		jeg	ville agtes		at ville agtes
	vi ville agtes		vi
Fut. exact.	jeg faaer været agtet		jeg faae været agtet		fae været agtet	at faae været agtet
	vi faae været agtede		vi faae været agtede		faaer været agtede	at faae været agtede

Perfectum Participium: agtet, Fleertal: agtede.

Anden Conjugation.
jeg	læser		læste	har	læst	at	læse
–	lægger		lagde	–	lagt	–	lægge
–	kan		kunde	–	kunnet	–	kunne
Tredie Conjugation.
jeg	giver		gav	har	givet	at	give
		vi	gave
–	piber		peb	–	pebet	–	pibe
		–	pebe
–	faaer		fik	–	faaet	–	faae
–	bryder		brød	–	brudt	–	bryde
		–	brøde
–	kommer	kom	er	kommen	at	komme
				ere	komne.

11. Tidernes Dannelse.

Af Præsens Infinitiv dannes i den subjective Form:

1.	(almindelig) Præsens Indicativ Enkelttallet ved at lægge r til.
2.	Præsens Indicativ Fleertallet og 3. Præsens Optativ — ligt Infinitiv.
4.	Præsens Imperativ ved at bortkaste det lydelige e.
5.	Præsens Particip ved at tillægge, hvad der mangler af ende.
og 6.	Desuden i den objective Form: Præsens (det enkelte) ved at tillægge, hvad der mangler af es.

Af Imperfectum i den subjective Form dannes Imperfectum i den objective ved at tillægge, hvad der mangler af es.

Sammensatte Tider i den subjective Form ere:

1. Perfectum: Verbet har (have, hav, at have) sættes foran Supinum eller er (være, vær, at være) foran Perfect. Particip.
2. Plusquamperfectum dannes af Perfectum ved at sætte havde for har, var for er.
3. Futurum absolutum ved at sætte skal eller vil foran Infinitiv.
4. Futurum exactum: faaer sættes foran Supinum.

I den objective Form:

1. Perfectum: er eller har været sættes foran Perfect. Particip.
2. Plusquamperfectum: var sættes for er, havde for har.
3. Futurum exactum: faaer været sættes foran Perfect. Particip.

Anm. Perfectum Particip er almindelig ligt Supinum; men i 3die Conjugation bliver et til en. Perfectum Particip bøies som et Adjectiv: æret, æret, ærede; læst, læst, læste; funden, fundet, fundne.

Ved at sætte Verberne bliver (blev, er bleven, at blive) eller vorder (er vorden, at vorde) foran Perfect. Particip, dannes en fuldstændig Objectiv-Form af sammensatte Tider.

Et objectiv enkeltformet Verbum conjugeres saaledes:

Indicativ.

Præs. jeg blues, Imperf. bluedes, Perf. har bluets. Fut. absol. skal blues, Fut. exat. faaer bluets. Participium Præsens: bluendes. Supinum: bluets.

12.

Den Casus, som almindelig følger efter Præpositionerne, er Accusativ; dog findes Genitiv efter nogle paa Grund af, at et Ord er udeladt, som: hos Bagerens (ɔ:. Familie) og efter nogle paa Grund af ældre Sprogbrug. I sidste Tilfælde ligesaavel som, naar den gamle Dativform paa e følger efter Præpositioner, skrives gjerne begge Ord sammen og det saaledes sammensatte Ord betragtes som et Adverbium: til Sinds, i Tide; skrives: tilsinds, itide.

Anm. Foran Tids og Maals Bestemmelser udelades ofte Præpositionerne.

Adverbier sættes ofte istedet for Complementer med Præpositioner, og omvendt. Blandt Adverbier ere at mærke: 1. spørgende: hvor? naar? o. s. v. 2. demonstrative: her, der o. s. v. Mange Adverbier ere dannede af Adjectiver, og have da gjerne Comparativ og Superlativ ligesom disse. Ogsaa Steds-Adverbier, som: her og Tidsadverbier, som: nu, ere at lægge Mærke til.

Anm. Naar Adverbier staae i Spidsen af en Sætning, staaer Verbet foran Subjectet: Hvor er han?

Relative Partikler ɔ: som indeholde et Relativ og foran hvilke et demonstrativt Adverbium kan sættes (som: der, hvor du er, vil jeg være) samt afhængigt spørgende, ɔ: naar Spørgsmaalet, foran hvilket de staae, er afhængigt af et foregaaende eller efterfølgende Verbum (som: du veed, hvor han er) ere at henføre til Conjunctionerne.

Sammensatte Conjunctioner er f. Ex.; baade — og, enten — eller.

13.

Sætningerne ere: 1. Hovedsætninger; 2. Bisætninger, som blot udgjøre en Deel af en anden (Hovedsætning).

Disse ere igjen a) substantiviske, som staae istedet for et Substantiv: Hvad han vil, (det) er uvist; du veed (det), at han ynder dig. b) Adjectiviske, istedet for et Adjectiv: du faae det Guld, som blev fundet (d. e. det fundne Guld).

Anm. Saadanne Sætninger, som begynde med et Relativ, kaldes ogsaa relative.

c) Adverbialske, istedet for et Adverbium: du er (der), hvor han var.

Naar en adverbialsk Sætning staaer foran Hovedsætningen, kaldes hiin Forsætning, denne Eftersætning. Forsætning eller Eftersætning kan bestaae af flere Led (særskilte Sætninger, som høre sammen).

Anm. 1 . Naar en substantivisk Bisætning forkortes ved at udelade Conjunctionen, sætte Subjectet i Accusativ og Verbet i Infinitiv, kaldes det Accusativ med Infinitiv: man befaler ham at gjøre det (= at han skal gjøre det). Bisætningen bliver da egentlig til 2 Objecter.

Anm. 2. Naar i en adjectivisk (relativ) Bisætning, der har et Substantiv til Prædicat, Relativet er Subject, kan den forkortes ved at udelade Relativet og Copula, hvorved Apposition (d. e. 2 Substantiver, som staae ved Siden af hinanden i samme Casus) fremkommer: Jærnet (som er) det nyttigste Metal, findes i mange Lande. Alle relative Sætninger kunne, naar Relativet staaer i Nominativ, forkortes paa samme Maade.

Anm. 3 Naar en adverbialsk Bisætning, som har et Subject, der ikke er nævnet i Hovedsætningen, forkortes ved at udelade Conjunctionen og Copula og, baade Subjectet og Participiet (eller Prædicatsadjectivet) sættes i Accusativ, kaldes det Accusativi Consequentiæ: der vare syv, dem iberegnede (d. e. naar de ere iberegnede).