Udvalg af Claus Frimanns Digte
2. Udvalg af Claus Frimanns Digte. Udgivet af J. S. Welhaven. Christiania 1851. XX. 96 Sider 8. P. T. Mallings Forlags-Boghandel. 32 ß heftet.
Det er et i Sandhed smukt og fortjenstligt Foretagende af Professor Welhaven, jeg her i nogle Linier vil tillade mig at omtale for Tidsskriftets Læsere. At tilbagegive Folket en virkelig Sanger, der er gleden ud af dets Erindring, er en Velvillieshandling mod dette og en Retfærdighedshandling mod Digteren selv. Og naar dette skeer af en Mand, der har Welhavens Berettigelse til at dømme i saadanne Sager, kan man være forvisset om, at Gaven, der rækkes Folket, ogsaa af dette vil blive modtagen. — Af dobbelt Betydning turde netop under nærværende Omstændigheder et Foretagende som dette være. Thi man vakler i vor unge Litteratur snart til den ene, snart til den anden af tvende modsatte Yderligheder som Erkjendelsen af det virkelig Nationale, vor ældre Litteratur eier, ene kan vise Vei imellem. Paa den ene Side bestræber man sig for at fremdrage og fremstille det Eiendommelige, vort Land besidder af Natur og Folkeliv, uden at lade det gjennemgaae den Luttringsproces i Tanke og Sprog, uden hvilken dog intet i Sandhed poetisk Værk kan fremstaae; paa den anden Side viser man sig, maaskee just paa Grund af hiin eensidige Stræben, mistænkelig mod Alt, der tager et hjemligt Stof og søger at iklæde det en hjemlig Dragt, og man vover først efter megen Betænksomhed og en skrupuløs Kritik at godkjende en saadan Frembringelse, i Stedet for villig at hengive sig til dens Indtryk? Men Kjendskab til vore ældre Sangere og fornemmelig til Claus Frimann kan her være retledende. Hans Digte vise nemlig baade, at man kan synge i hjemlige Toner og dog benytte et Sprogmiddel, der ingenlunde afskjærer Forbindelsen med den ældre Litteratur eller med det danske Sprogsamfund, om man end nu og da maa bruge Udtryk og Vendinger, der ene høre vort Land til — og at Stofferne og Betragtningsmaaden kan være norsk, uden at være plat eller bondeagtig, i Ordets slette Betydning. En Digter af Claus Frimanns Begavelse paatvinger en Erkjendelse heraf, især naar han næsten med Nyhedens Interesse fremtræder for det store Publikum efter sin Død. — Man maa derfor være Professor Welhaven saare erkjendtlig for at have besørget denne Samling af de frimannske Digte, og denne Erkjendtlighed vilde end mere forøges, om man fra hans Haand kunde modtage i en lille Anthologi et Udvalg af de bedste nationale Frembringelser, vi have fra vore ældre halvglemte Digtere, fra Nordahl Brun, fra Zetlitz og fra Storm. Hos ingen af disse vil paa langt nær saa rige Skatte være at fremhente, men noget Godt findes dog hos hver af dem, og paa denne Maade vilde en Bro mellem vor tidligere og vor unge sig udfoldende Litteratur være dannet. Ene ved at bevare Forbindelsen med sine Begyndelser vil denne sidste kunne udvikle sig sandt og sundt.
Professor Welhaven har indledet. Udvalget af Frimanns Digte med en biographisk- kritisk Skizze, der meddeler os Hovedmomenterne af Digterens Liv og Virksomhed. Gjennem denne lille Afhandling indføres man saa sikkert i Frimanns høist eiendommelige Digtning, at man ganske fatter og tilegner sig ham, naar man kommer til Digtene selv, ja man har vundet ham kjær, før man endnu har læst en Linie af ham. Thi Personligheden med dens Virken er saa simpelt og træffende tegnet, at man strax har en Fornemmelse af Fremstillingens objektive Sandhed. En Anmelder har derfor her det magelige Hverv kun at henvise til Udgiverens Indledning. Alene i eet Punkt synes mig denne Afhandling at kunne taale en Modification, og i et andet at trænge til en Berigtigelse.
Welhaven angiver med Rette som det ypperste Fortrin ved Claus Frimanns Digtning „hans freidige Sinds, hans sunde Livsbetragtnings lyse Aare, der gaaer uhæmmet gjennem hans fleste Arbeider“. Han viser, hvorledes denne klare Stemning just er vel skikket til at gjengive saavel de mørke som de milde Sider af vor Natur i Landboens Aand, „idet den ei frygter for at træde selv det alvorligste Optrin nær og streife det med sit lyse Gjenskin“. Han sætter heri det Eiendommelige for vor Bondes Omtale af Naturen i Almindelighed og gjør denne Betegningsmaade til almeennational. I visse Maader har han heri vistnok Ret, forsaavidt nemlig som Bondens Betegningsmaade oftest er humoristisk; men det forekommer mig tog, at han lægger for megen Vægt paa den lyse, livlige Opfatning. Om man end ikke vil-sige, at denne er individuel for Frimann og har sit dybeste Væld i Digterens klare Troesliv, der altid paa en yndig Maade farver hans Digtning, saa troer jeg dog, efter mit Kjendskab til vort Folk og dets egne Poesier, at man snarere maa kalde en saadan Opfatnings- og Gjengivelsesmaade vestlandsk end slethen norsk. Den østlandske Døls Humor spiller i Almindelighed paa en mørk, ofte paa en sort Grund. Hans Fortrolighed med sin ublide Naturs Aabenbarelser har nok lært ham, at de ikke ere at spøge med, og just for ikke at lade sig mærke hermed er det, at han spøger med dem. Denne Skjelnen mellem en noget anderledes nuanceret østlandsk og vestlandsk Grundstemning, der forekommer mig bestemt at give sig tilkjende i Folkedigtningerne, navnlig i Sagnene og Eventyrene, fra disse forskjellige Egne, troer jeg let forklares af selve Naturomgivelsernes Forskjellighed. Om Kystboerens Hytte stryger Havgulens Pust, ind til denne ruller den friske Saltsø, over hvis fraadende Bølgetop hans Baad let og lystigt dandser, og des lystigere, jo stærkere Kuling der slaaer i Seilet; men Dølen seer fra sin Stue udover sin eensomme, sørgmodige Dal med dens mørkladne Naaleskov, som Elven bruser ned igjennem, og forlader han Hjemmet, da er det kun forat stige op i Høifjeldets golde, uoverseelige Vidder. Disse Naturforhold lægge, troer jeg, med Nødvendighed en mørkere Farvning over hans Sind.
Det andet Punkt, hvori jeg maa erklære mig ligefrem uenig med Prof. Welhaven, er hans Vurdering af Frimanns Mindesange. Welhaven har sikkert i det Hele valgt de bedste, og mellem disse findes der vistnok meget gode Digte, blandt hvilke jeg, bortseet fra det Historiskurigtige, især vil nævne Audun; men at „en Deel af dem skulde være af det Ypperligste, den danske og norske Litteratur har at opvise“, vil dog neppe ret Mange gaae ind paa. Man kan indrømme, at „der er Noget af Kjæmpevisens og Noget af Sagastilens Væsen i disse Sange“, men de nævnte Egenskaber turde snarere være „blandede“ end sammensmeltede. Og dog vil Enhver nok endda være villig til at erkjende, at Sproget er „kraftigt og freidigt“. Ogsaa træder mangen Gang Personerne klart frem gjennem sine beskrivende Betegnelser. Men det er det egentlig Episke, Behandlingen af Begivenheden, af den sig udviklende Fabel, som Frimann ikke har det rette Greb paa. Flere af Numrene ere snarere moraliserende Beretninger end Begivenheder, som med Anskuelighed udfolde sig for os i sine Hovedpunkter. Det bedste i mange af dem synes mig at være den varmt og mandigt udtalte Moral, der ligesom danner deres Kjærneindhold. Ogsaa heri viser det sig, at Frimanns Digteraand havde sin største Styrke i det Reenlyriske; det samme kommer tilsyne i de hyppige uvilkaarlige Digressioner, hvorigjennem han, uanseet at den rolige Udviklingsgang deraf forstyrres, lader sin Følelse og Reflektion udstrømme.
Jeg har gjennemgaaet de betydeligste af Claus Frimanns Samlinger forat overbevise mig om, hvad jeg paa Forhaand kunde vide, at Prof. Welhavens Valg er fortrinligt. Det er ganske naturligt, at denne Yttring ikke er at forstaae saaledes, som om jeg ikke skulde kunne ønske en to à tre Digte ombyttede med andre. I Stedet for „Øresund“ og „Hymne, (efter Horats)“ vilde jeg nok hellere seet nogle Digte af Almuens Sanger f. Ex. „St. Hans-Aften, en Bondepiges Sang“. Uagtet dette Digt har et Par uheldige Strofer, er det i sin Heelhed udrundet af en saa festlig Glæde over vor Naturs Midsommerpragt, at jeg ei kan andet end afskrive Begyndelsen:
„Ingen Kveld igjennem Aar
Har mod dig, St. Hanskveld, dog noget at sige —
See kun nu hvor Marken staaer!
Er det ei som et Guds Himmerige?
Hver en Knop paa hver en Busk
Er udsprungen i Blomster og glindsende Blade —
Kom, du hvide Rønnebusk!
Lad mig naae dig, ei Green skal jeg skade.
Bøi dig! see, nu gjør jeg et Hop,
Du skal lyse Røgstuen op.
Bjælken hjemme glæder sig,
At i Haanden jeg kommer med dig“.
Og ligesom man maa billige Welhavens Valg i den udgivne Samling, maa en rigtig Betragtning godkjende den Anskuelse, at en nænsom Ændring bør foretages med Digtene deels til Fjernelse af det Ufornødne og Forstyrrende, deels til Rettelse af en enkelt skjæv eller uklar Tanke. Dette finder sin Anvendelse paa Frimann maaskee i endnu høiere Grad end paa hans Samtidige. Thi jo fortrinligere hans Digtning og dennes Sprogmiddel i det Hele er, des omhyggeligere bør der sørges for at han virkelig fornyes i Folket, ved at de Uagtsomheder, han ofte har tilladt sig, udslettes, hvor det med Lethed kan skee. Og her har Welhaven viist en Evne til at gaae ind i den folkelige Digters Opfatningsmaade og en Dygtighed til at udbedre i Frimanns Aand, der sikkert ere sjældne. En saadan Virksomhed synes let, og dog forudsætter den baade digterisk Formue og kjærlig Ærbødighed for den ældre Sanger. Alligevel er jeg ved mine Sammenligninger kommen til den bestemte Overbeviisning, at Udgaven efterlader Noget at ønske i denne Henseende. Det er vistnok af Pietet for Frimann, at Udgiveren er gledet saa let hen over Omtalen af disse sine Udbedringer. Men jeg troer ikke denne Pietet er ganske vel forstaaet. Frimanns poetiske Kjerne er saa sund, at han ingenlunde tiltrænger at hæves ved den urigtige Mening, man af Indledningens Ord og hele Udgavens Oekonomi kommer til, at Ændringerne ere meget faa og overalt ganske ubetydelige. Saavel af Forordene som af den Omstændighed, at Frimanns nu forældede Orthographi og Interpunktion for det Meste ere beholdte, ledes man nemlig til den Slutning, at sjælden en enkelt Strophe er udeladt eller et enkelt Udtryk er udbedret; men denne Slutning er i sit Indhold falsk og altsaa litteraturhistorisk vildledende. Professor Welhavens Ændringer ere af den Beskaffenhed, at han fuldkommen kan være dem bekjendt, men saa ganske faa ere de ikke. Det er vel de færreste Digte i Samlingen, der, naar man læser dem fra Overskrift til Ende, ei have undergaaet lettere Rettelser. Og undertiden ere Udbedringerne ret betydende. Af Mindedigtet „Svend Tveskjæg“, der i Almuens Sanger i Alt har 13 Stropher, ere saaledes de 5 udeladte; det vil nedenfor sees, at af det prægtige Digt, der er indtaget i Welhavens Udgave S. 43, en Strophe er udeladt, i en anden en plat Tanke borttagen, og en ubetydelig Rettelse mod Slutningen gjort. — Ved en Udgave af denne Beskaffenhed vilde det været det ene Rigtige, paa eet Sted at angive de Rettelser og Ændringer, der ere foretagne. Paa et eller to Blade vilde disse kunne været aftrykte, og for Mange, om ikke for Alle, vilde en saadan Redegjørelse været af stor Interesse. Denne maatte, synes mig, endog være betryggende for Udgiveren selv.
Jeg aftrykker det sidstnævnte Digt, da man vanskelig i hele Samlingen vil træffe paa noget, der er saa betegnende for Claus Frimanns ypperlige Digtning.
| Welhavens Udgave. | Almuens Sanger. |
| Gildesang. | Selskabs-Sang. |
Han, som den Guldstav mon bære, |
Han, som den Guldstav mon bære, |
| Udeladt i Welhavens Udgave |
Glade de boe og med Lykke, |
De, som med Lod og med Glavind | |
|
Høit i Dalene Bjelderne klinge; |
Selv om man forud har et nogenlunde fortroligt Kjendskab til Claus Frimann, gribes man af en Glæde, der grændser til Forbauselse, naar man her uforstyrret gjennemlæser alt det Ypperlige, han af Sangdigt i egentlig Forstand har frembragt, og man veed knap at komme sig af Forundring over den Djærvhed og Sandhed, den Inderlighed og Liflighed, hvormed han har udsunget sine Stemninger. Og dog er Hemmeligheden let løst: den ligger i hans rige, fulde Begavelse og i den stille, uforstyrrede Forbindelse han hele sit Liv igjennem vedligeholdt med Naturen og Folket. Havde Frimann levet under de Livsvilkaar, man pleier at kalde mere gunstige for en Digters Udvikling, vilde vi nu neppe eiet disse vidunderlige Digte, for hvilke vi takke ham i hans Grav. Men heri ligger en sund Moral baade for vore Digtere og for vort Publikum.
Welhavens Udgave er smukt udstyret, og Prisen meget billig.
Jørgen Moe.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |