Ulykken paa Folden
Under vinterfisket paa Folden havde der i aaret 1625 samlet sig et stort antal søbønder fra Throndhjemsbygderne og Helgeland. Den 23de februar var over 700 af dem dragne ud paa fiske, tre mile fra nærmeste land. Da reiste der sig pludselig en orkanagtig storm af nordvest med snefog og hagl-ilinger, som indhyllede hele Folden i et tæt mørke. Baadene kuldseilede i den sterke kastevind eller drev ind paa hverandre og knustes. I mindre end to timers tid omkom 210 mennesker.
»Folden, den kjæmpe sterke,
fnyste med bølger blaa;
Æolus lod sig merke
de baade at omslaa.
Stor ynk var daa!
Faa kunde seigel føre,
faa kunde styret røre,
saa slog de bølger paa!«
synger presten Michel Mogenssøn, som var vidne til denne rædselsfulde begivenhed. De, som vare paa land, ventede ikke mere at se en eneste af dem, som var dragne ud. Ikke desmindre reddede der sig samme dag henved 100 baade med 500 mands besætning ind til Fladanger ved at sætte kursen paa lykke og fromme. Men de var tildels i en meget bedrøvelig forfatning somme havde slæbt saa længe under Stormens og bølgernes raseri, at blodet strømmede dem baade af mund og navle, andre havde under redningen fra de forulykkede baade knækket sine arme og ben. Den jammer, som opstod blandt enker og faderløse, lader sig neppe beskrive.
»Gud hjelpe fattig’ enker
og faderløse smaa,
som sidder hjem og venter
med hjertens stor attraa,
at de skull’ faa
deres at se tilsammen
med glæde, lyst og gammen, –
det kan de her ej naa«.
Nuomstunder ved fiskerne i Namdalen intet at berette om ulykken paa Foldenfjorden. I begyndelsen af forrige aarhundrede havde man dog et ret interessant træk om den at berette. En orlogsgast ombord paa «Høienhald», en fregat, der som bekjendt spillede en ikke uvæsentlig rolle under søkrigen mod Karl den 12te, har i en endnu bevaret noteringsbog optegnet følgende sagn herom:
»For mange aar siden blev der i et forrygende uveir 700 fiskerbaade borte udenfor Namdalen, 20 mile nord for Throndhjem. Kun tre baade kom uskadte tillands. Dette veir havde en troldkjærring sendt ud,
og det formedelst hun var bleven vred paa en lensmand, som var ude med og fiskede. Men hun kunde ikke faa nogen magt med ham, da han var en saare gudfrygtig mand. Han stod aldrig op nogen morgen eller gik til noget arbeide, uden først at have befalet sig gud i vold. Derfor blev han og bjerget af stormen og uveiret og kom uskadt i land».
Michel Mogenssøn, Threnologia Numedalensis (Kjøbenhavn 1627).
Hist og her i det nordenfjeldske findes der endnu bevaret traditioner om større ulykker, som har fundet sted paa havet. De skriftlige kilder meddeler derimod som oftest meget sparsomme oplysninger herom. I Aaret 1696 kom efter meldalspresten Melchior Augustinussøns beretning 12 baade, hjemmehørende i Bod i Romsdalen og hver med 4 à 5 mands besætning, bort under fisket paa nordmørekanten. Den 3die april 1703 omkom over 80 fiskere fra Hitteren paa Frohavet. I begyndelsen af 1718 synes en lignende ulykke at have rammet et andet af prestegjeldene i Fosens fogderi.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |