Unionsspörgsmaalet fra norsk Synspunkt
I nærværende Tidsskrifts 1:st og 2:det Hefte for iaar har en Forfatter under Mærket »Orvar Svenske» behandlet »Unionsfrågan från svensk synpunkt». Naar Redaktionen nu har vist den Velvilje at aabne Tidsskriftet for en Behandling af det samme Spörgsmaal fra norsk Synspunkt, griber jeg med Glæde denne Anledning til at faa en Del af den oplyste svenske Almenhed i Tale angaaende denne vigtige Sag.
Man kunde sige: da Sandheden kun kan være en og den samme, hvorfor da tale om denne Sag seet fra svensk og fra norsk Synspunkt; da det her gjælder Billighedens og Retferdighedens Krav og begge Rigers felles Vel, bör det jo forudsættes, at uhildede, billigttænkende og indsigtsfulde svenske og norske Mænd gjennem en alvorlig og grundig Prövelse af disse Spörgsmaal maa kunne komme til det samme Resultat. Dette er visselig Idealet. Og gjennem en fordoms- og lidenskabsfri Diskussion mellem ærlige svenske og norske Unionsvenner tör man nære Haab om, at vi efterhaanden kan nærme os dette Ideal. Jeg har ogsaa den Tro, at der allerede nu gives mangfoldige indsigtsfulde svenske og norske Mænd, der i det store og vesentlige mene det samme om disse Ting. Men paa samme Tid maa det vel desværre erkjendes, at for den store Flerhed af Befolkningen paa begge Sider af Kjölen denne Sag antager et temmelig forskjelligt Udseende, alt eftersom den sees paa med svenske eller med norske Öine.
At dette endnu gjælder i en saa höi Grad, som Orvar Svenskes Artikler i dette Tidskrift viser, har for mig været en nedslaaende Erfaring. Jeg har ved Gjennemlæsningen af disse Artikler maattet sige tii mig selv: Gaar det saaledes med det grönne Træ, hvorledes skal man da vente, at det maa gaa med det törre! Kan en Mand, der viser sig som en oprigtig Ven af Unionen, som en der gjerne vil yde Retfærdighet til alle Sider og bedömme Spörgsmaalet uhildet af nationale Fordomme, kan en saadan Mand vise et i mange Henseender saa skjævt og ensidigt Syn paa disse Ting og en saa ringe Forstaaelse af de Fölelser, som rummes hos hver eneste Normand — det vil holdes mig tilgode, at jeg taler lige ud uden diplomatiske Höfligheds-Omsvöb — hvor haablöst er det da ikke at före Norges — og som jeg mener Unionens — Sag ligeoverfor de Tusinder, som er ganske anderledes bundne af traditionelle Synsmaader og nationale Fordomme.
Og dog, intet er haablöst, naar Sagen er god, og Viljen er god. Jeg vil gjerne i det længste være Optimist, naar det gjælder Foreningen mellem Sverige og Norge. Og Haabet stöttes derved, at svenske Mænd af Orvar Svenskes Opfatning og norske Mænd af min dog i flere Henseender staar paa en fælles Platform, har fælles Udgangspunkter, som maatte kunne hjælpe os fremad mod större gjensidig Forstaaelse og större Enighed.
Först og fremst knytter vor sikre Tro paa Unionens store Opgave for begge Folk os sammen. Dernæst mödes vi i en ærlig Stræben efter at forstaa hinanden, yde hvad Ret er og intet kræve, uden hvad Ret er, og enes om de bedste Midler til at betrygge Unionens Fremtid. Jeg gaar nemlig ud fra, at Orvar Svenske ogsaa har denne Mening om os norske Unionsvenner, og at det blot er en uoverlagt Ytring, der er faldt ham i Pennen, naar han beskylder begge norske Partier for at have »sökt vinna popularitet genom att smickra och tillfredsställa nationens själfkänsla». Skulde man nemlig for fuldt Alvor i Sverige mene, at de norske Unionsvenner spiller uærligt Spil og alene benytter det Unionsprogram, de kjæmper for, som Skalkeskjul for Partiintriger, saa er paa Forhaand alt Haab om Forstaaelse og Overenskomst udelukket. Jeg har dog vanskeligt for at bekvemme mig til at tro dette. Jeg kan ikke godt tænke mig, at et ærekjært Folk som det svenske skulde mangle Evnen til at tro paa andres Ærlighed. Ialfald vil jeg ogsaa i saa Henseende i det længste være Optimist og gaa ud fra, at vi har den gjensidige Tillid til hinanden, at vi fra begge Sider vil det rette.
Endelig mödes oprigtige og indsigtsfulde Unionsvenner i begge Riger i den Overbevisning, at Ophævelsen af det diplomatiske Fællesskab med særskilte Udenrigsministre, Gesandter etc. vilde være reelt omtrent ensbetydende med og formelt meget snart före til Unionens Sprængning. Hvad Orvar Svenske i saa Henseende udtaler, kan jeg fuldt ud underskrive. Og jeg vil tilföie: har allerede den blotte Mulighed af, at der kunde opstaa en Revne i den faste Unionsforbindelse, ledet til, at visse Stormagters Repræsentanter har havt sine Fölehorn ude, saa skal der ikke nogen höi Grad af Fremsyn til forat forstaa, hvilket Intrigespil den skandinaviske Halvö vilde blive Skuepladsen for, hvis Stockholm og Kristiania skulde danne to særskilte diplomatiske Operationsfelter. Den Uafhængighed af den europæiske Storpolitik, som den nuværende Ordning til en vis Grad giver os, og den relative Sikkerhed ligeovenfor Forstyrrelser udenfra, som hænger sammen dermed, vilde for altid være brudt.
Det som svenske og norske Unionsvenner saaledes kan mödes i Enighed om, er nok til at kunne danne Grundlaget og Udgangspunktet for en frugtbar Diskussion om de Punkter, hverom flere eller færre af dem er uenige. Og intet staar for mig som for Öieblikket vigtigere, end at en saadan Diskussion baade kommer i Stand og leder til praktiske Resultater. Jeg har den bestemte Tro, at endnu i dette Öieblik den store Flerhed ikke blot i Sverige, men ogsaa i Norge holder paa Unionen. Men lader man alt gaa sin skjæve Gang, kan ingen garantere, hvorledes Stillingen i saa Henseende er om et eller to eller tre Aar. Det gjælder, at Unionsvenligheden paa begge Sider af Kjölen bliver sig selv og de Farer, der truer dens Program, bevidst; det gjælder, at svenske og norske Mænd, der ser begge Rigers Lykke i Unionens Opretholdelse, forstaar at finde hinanden og slutte en Kjede til Værn om Unionen, at de indser Nödvendigheden af uden at spilde Tid at blive enige, selv om det alene kan ske gjennem noget Afslag paa, hvad man fra hver af Siderne anser som det i og for sig rigtigste og bedste.
Villigheden til at finde sig i saadanne Afslag vil imidlertid her som overalt til en vis Grad være betinget af, at man formaar baade at sætte sig ind i den anden Parts Tankegang og med Fordomsfrihed at betragte den forhaanden værende Situation, saaledes at man erkjender, at der i hvad hidtil er skeet, muligens kan findes Feil paa begge Sider. Saalænge man, som Orvar Svenske, gaar ud fra, at man fra svensk Side har opfört sig fortræffeligt i alle Dele, og at al Skyld er at söge paa Normændenes Side, er man nödt til med nogen Mistvivl at betragte Forsögene paa at komme til gjensidig Forstaaelse. Mon nu virkelig nogen for Alvor kan tro, at naar Historiens Dom om Unionens Udvikling — lad os haabe, at vi ikke behöver at tilföie: og Oplösning — skal skrives, da Sverige vil komme til at staa som Indbegrebet af Retfærdighed, Billighed og Statsmandsklogskab, medens Norge faar sin Paaskrift som den umedgjörlige, uregjerlige, ufornöielige, som det var umuligt i Længden at komme ud af det med? Lykkeligvis kjender jeg fremragende svenske Mænd, som har en anden Mening herom.
Jeg har i et tidligere lidet Skrift om Unionsforholdene udtalt, at Sverige skal »gives den Ros, at det i det store og hele taget har været en rimelig Nabo og Unionsfælle at komme ud af det med. Lidt efter lidt, efterhaanden som Norges aandelige og materielle Udvikling er skredet frem og vore Krav dermed voxet i Styrke, er ogsaa disse Krav bleven imödekommet fra svensk Side».
Dette er det mig en Glæde her at gjentage. Men jeg vil ligeover for en svensk Læsekreds ikke tilbageholde den Opfatning, at man fra svensk Side ikke altid har iagttaget den gamle Visdomsregel, at skal man have Glæde af, hvad man giver, saa maa man baade give i rette Tid og give uden for sure Miner eller saadanne Betænkeligheder og Reservationer, som beröver Gaven eller Indrömmelsen det være af et Retfærdigheds- eller Billighedskrav dens Værd. Mon der ikke skulde dæmre nogen Forstaaelse heraf ogsaa i Sverige? Mon det blot skulde være i Norge at man f. Ex. ikke er istand til at se Toppunktet af Statsmandsklogskab i visse ifjor faldne Udtalelser af den svenske Regjering eller dens Medlemmer, Udtalelser, der danner Nöglen til den nuværende politiske Situation her i Landet?
Det kan ikke falde mig ind at rette nogen Bebreidelse mod svenske Mænd, fordi der blandt dem — med Rod i den Opfatning, der herskede i 1814 — endnu findes mange, der ikke kan forsone sig med, at den sidste Rest af Sveriges Fortrinsret i Unionsforholdet skulde forsvinde, og de to Riger indrömmes en fuldkommen Jævnlighed, i Form som i Realitet. Det vilde meget mere være mærkeligt, om ikke en saadan Opfatning endnu havde temmelig dybe Rödder i det svenske Folk. Men benægte, at den findes der, og som Orvar Svenske betegne Paastanden derom som en »Fantasi», tror jeg ikke gaar an. Det forekommer mig, at O. S.’s egne Udtalelser leverer det bedste Bevis derfor. Han kommer nemlig selv til det Resultat, at det ikke gaar an at gjennemföre Jævnlighedens Grundsætning paa Udenrigspolitikens Omraade. Her maa efter hans Mening Sverige beholde Overledelsen. Der kan nu ikke tvistes om, at naar to Stater staar i det Forhold til hinanden, at begge Staters Udenrigspolitik ledes af den ene Stat, saa udover denne Stat paa dette Felt et Overherredömme, et Suppremati over det andet. Uden at lægge nogetsomhelst anklagende eller odiöst i Udtrykket Supprematister, bliver derfor dette den statsretlig korrekte Betegnelse for Orvar Svenske og hans Meningsfeller. Og jeg vil ikke tilbageholde den Mening, at denne Synsmaade er ligesaa farlig for Unionens Fremtid som Separatismen. De to Synsmaader er i Virkeligheden ogsaa saa beslægtede, at de svenske Presseorganer, der hævder Sveriges angivelige Ret til fremdeles at beholde Ledelsen af Udenrigspolitiken, som Regel er de samme, der stiller Unionens Oplösning i Udsigt som en ikke ukjærkommen Eventualitet.
Efter min bestemte Overbevisning beror Muligheden af en lykkelig Udgang af den nuværende Krise og overhovedet Unionens Bestaaen og Udvikling til begge Folks Lykke först og fremst derpaa, at man i Sverige formaar at arbeide sig ud af den traditionelle Opfatning, at det er nödvendigt og politisk muligt at bevare en Rest af Sveriges Overherredömme i Form af dets Ledelse af Rigernes Udehrigspolitik. Derfor anser jeg det for at være af saa overordentlig Vigtighed, om man kunde faa alle rettænkende svenske Mænd til at forstaa, at det Krav, man fra norsk Side stiller paa, at Ligeberettigelsens Grundsætning ogsaa paa dette Punkt gjennemföres, er et Krav, der stadig vil stige i Styrke og aldrig vil kunne tilfredsstilles ved noget Palliativ, et Krav, der saa langt fra at have sin tilfeldige Foranledning i Popularitetsjagt fra det ene eller det andet politiske Partis Side, meget mere bunder i en dyb, almengyldig, berettiget Nationalfölelse, der aldrig vil kunne slukkes og kun ved ydre Magt for en Tid vilde kunne holdes nere hos et Folk, der engang har fölt, hvad det vil sige at tilhöre en fri og selvstændig Stat.
Det forekommer mig at være en fuldstændig Miskjendelse af denne Fölelse hos det norske Folk, naar Orvar Svenske udtaler, at det ligesaa lidt er en national Skam at være et politisk lidet Folk, der intet umiddelbart har at sige paa de diplomatiske Intrigespils Arena, som det i og for sig er nogen sand Ære at være en politisk Stormagt. Her sammenblandes det kvantitative og det kvalitative i Forholdet. At være stor eller liten, öve en omfattende eller liden eller ingen Indflydelse i de internationale Forbindelser, derpaa kommer det visselig ikke an, men at være raadig eller medraadig over sit eget eller ikke at være det, det er Spörgsmaalet.
Og her kan intet ærekjært Folk med udviklet Nationalfölelse slaa af, det norske ligesaa lidt som det svenske.
Orvar Svenske siger, at det er en haltende Paralel, naar man opfordrer Svenskerne til at sætte sig i Normændenes Sted og tænke sig, hvorledes de vilde föle det, om Udenrigspolitikens Ledelse lagdes i Norges Haand. Jeg kan ikke være enig med O. S. heri. Paralellen forekommer mig tvertom meget treffende. Det kommer nemlig i denne Henseende ikke an paa det ene Riges Overlegenhed i Folkemængde ligeovenfor det andet. Eller vilde man i Sverige finde det mere tiltalende at overgive Udenrigspolitiken til en Unionsfælle, der talte et Par Millioner flere Indvaanere end Sverige? Jeg tror det ikke. Jeg mener derfor, det her er fuldt ud paa sit rette Sted at rette en varm Appel til alle svenske Mænd, der vil tænke stort og ædelt og handle mod andre, som de önsker handlet af andre mod dem selv, en Appel til dem om at overveie, om de ikke i Normændenes Sted vilde föle og handle som disse og kræve begge Rigers Ligeberettigelse og fulde Suverænitet anerkjendt - ogsaa med Hensyn til den Del af Statsanliggenderne, der i Sandhed ikke er den mindst vigtige, men hvis heldige Ledelse kan blive afgjörende for selve Statens Existence: Udenrigspolitiken.
Det er neppe nödvendigt her at udvikle Grundene, hvorfor en Stat ikke kan opgive nogen Del af sin Suverænitet (uden ialfald som Ledstaterne i en Forbundsstat til Gjengjæld at opnaa Medudövelse af en höiere Suverænitet). Jeg skal indskrænke mig til at bemærke, at ligesom den moderne Statsret anerkjender en principiel Lighed mellem Statsborgerne, saaledes anerkjender Folkeretten en principiel Lighed mellem suveræne Stater, de være store eller smaa. Og ligesom Personligheden — naar den er kommet til den voxne Alder — forat kunne naa sin Bestemmelse maa være i Besiddelse af en principiel Handlefrihed og Selvbestemmelsesret med den deraf fölgende Ansvarsfölelse, saaledes kan heller ikke en Nation finde sig i paa noget Punkt principielt at være udelukket fra Bestemmelses- eller Medbestemmelsesretten over sin egen Skjæbne. Jeg siger Bestemmelses- eller Medbestemmelsretten. Thi som jeg paa et andet Sted har havt Anledning til at udvikle, er det ingenlunde min Mening, at den störst mulige Eneraadighed nödvendigvis maa være en Stats Maal. Klogskab kan tilsige en Sammenslutning, et eller andet statsretligt Societetsforhold, hvorigjennem man forat opnaa noget större begrenser sin egen Handlefrihed. Og her gjælder det ganske vist, som Orvar Svenske siger: »En stolthet, som härvid står i strid med klokheten, är nationell högfärd». Men dette gjælder ikke, hvor Spörgsmaalet — for Nation eller for Individ — er om at hævde eller opgive de principielle Personlighedskrav, hvad Juristen paa Privatrettens Felt kalder de »uafhændelige Rettigheder». Og dertil hörer for en suveræn Stat, at den kun træder i Forhold til andre Stater paa Jævnlighedens og den fulde Gjensidigheds Grundlag, saaledes at den i en Statsforbindelse som den svensk-norske ikke opgiver mere af sin egen Statsmyndighed, end den vinder igjen i Med-Udövelse af Fællesmyndigheden. Her maatte »Klogskaben» vige for endnu höiere Hensyn, hvis det ikke lykkeligvis var saa, at Hævdelsen af egen Værdighed og af Retten til at værne om sine Interesser altid vil falde sammen med den höieste Statsklogskabs Krav, medens enhver Selvopgivelse, om den end i Öieblikket kunde tage sig opportun ud, i Længden vil straffe sig. Jeg tager neppe Feil i, at man i Sverige, hvor det gjaldt svensk Værdighed, svensk Ret og svenske Interesser, vilde tænke og handle ud fra disse Grundsætninger. Kan man saa fortænke os Normænd i, at vi gjör det?
Naar man först saa langt, at dette almindelig forstaaes i Sverige. og at alle höisindede og rettænkende svenske Mænd erkjænder, at det ikke i Længden gaar an at bygge en Forening som den svensk-norske paa nogen anden Grundvold end en gjennemfört Lighed i Rettigheder, saa nærer jeg ingen Frygt for, at der skulde vise sig uovervindelige Vanskeligheder for denne Ligheds Gjennemförelse ogsaa paa Udenrigspolitikens Omraade.
Der tales undertiden i Sverige — Orvar Svenske hentyder ogsaa dertil — om at der for Tiden bestaar en Ulighed i den gjensidige Forsvarspligt, en Ulighed hvis Ophævelse maatte være en Betingelse for Gjennemförelse af lige Rettigheder med Hensyn til Udenrigsstyrelsen. Dette forekommer mig at bero paa en Misforstaaelse. Den uheldige og alene i de særegne historiske Forholde i 1814 begrundede Bestemmelse i den norske Grundlovs § 25, om at Landværnet ikke maa benyttes udenfor Landets Grænser, skulde jeg visselig gjerne være med paa at stryge af vor Grundlov, hvad Dag det skulde være. Men det kan ikke erkjendes, at den har det ringeste med Rigernes gjensidige Forsvarspligt at bestille. I den Udstrækning, hvori en saadan gjensidig Forsvarspligt virkelig existerer, vil den gaa forud for enhver Bestemmelse i det enkelte Riges Grundlove eller Love. Der kunde tale ikke lidet for, at det ligger i Unionens Natur, at hvert af Rigerne er forpligtet til, hvis det maatte være nödvendigt, at bidrage med alle sine Stridskræfter til det felles Forsvar. Kommer man til dette Resultat, vilde i paakommende Tilfælde en norsk Krigsminister eller Höistkommanderende trygt kunne sætte sig ud over Grundlovens § 25. Men de bedste Grunde taler visselig for den Mening, at, i Mangel af nærmere Regler herom, den i Uinionen liggende gjensidige Forsvarspligt er af et saa ubestemt Omfang, at det maa staa i det enkelte Riges Magt enten ved en Bestemmelse en gang for alle eller ved Dispositioner heregnede paa det foreliggende Tilfælde at tilbageholde en Del af sine Stridskræfter i Lokalforsvarets Tjeneste. Det er dette Norge har troet at burde gjöre, og intet hindrer Sverige at gjöre nöiagtigt det samme. Hvis det virkelig var saa, at der paahvilede Sverige strengere unionelle Forpligtelser med Hensyn til det gjensidige eller felles Forsvar, end der paahviler Norge, vilde jo Konsekventsen være, at Sverige skulde være uberettiget til uden Norges Samtykke at træffe en Bestemmelse svarende til den nævnte i Grundlovens § 25 eller til under et fientligt Anfald paa Norge at tilbageholde i Sverige et Lokalværn af samme Styrke som det norske Landværn. Men noget saadant har vist aldrig nogen ment. Tvertom vil vist enhver militær sagkyndig fortælle os, at der under Krig aldrig kunde blive Tale om helt at blotte enten Sverige eller Norge for Stridskræfter.
Det forekommer mig derfor, at al denne Tale om den norske »Landværnsparagraf» — hvor den ikke ligefrem danner et Paaskud for at nægte at indrömme berettigede Krav fra norsk Side — ialfald danner et Sagen uvedkommende og praktisk lidet betydningsfuldt Moment, der blot tjener til at forplumre Diskussionen om det store og væsentlige.
Dette store og væsentlige er — derom kan der neppe herske Tvivl — en Fællesorganisation af Udenrigsministerembedet med Adgang saavel for Normænd som for Svensker.
Orvar Svenske mener, at en saadan Jævnlighed ikke skulde være »tänkbar utan ett gemensamt unionsparlament». Og han tænker sig dette Unionsparlament sammensat paa en Maade, der kom til at danne et Udtryk for, at begge Riger paa dette Omraade var gaaet op i en höiere Enhed. Rigerne skulde nemlig ikke som f. Ex. Österrige og Ungarn i sine Fælles-Delegationer optræde som to suveræne og som saadanne ligestillende Stater hver repræsenteret ved et lige stort Antal Repræsentanter; men Antallet af Repræsentanter i Unionsparlamentet skulde som f. Ex. i den tyske Rigsdag bestemmes efter Folkemængden. Jeg antager de fleste vil være enige i, at dette er en Fremtids-Fantasi, som aldrig vil blive engang forsögt fört over i Virkelighedens Verden. Den praktiske Statsmand findes ikke, som for Alvor vilde foreslaa noget saadant. Og det er ikke blot i Norge man som en Mand vilde modsætte sig Omdannelsen af den nuværende Statsforbindelse mellem de suveræne Stater Sverige og Norge til en svensk-norsk Forbundsstat. Jeg föler mig temmelig sikker paa, at der heller ikke i Sverige vilde kunne opnaaes Flertal derfor, selv om Norge var villigt. Særlig antager jeg ikke den svenske Riksdag vilde föle nogen stærk Trang til at afgive væsentlige Dele af sine Rettigheder til et saadant Unionsparlament.
Hvad enten man holder paa Jævnlighed i Udenrigsstyrelsen kombineret med Unionsparlament eller forkaster en saadan Jævnlighed sans phrase, kommer praktisk talt ud paa et. Begge Dele leder fölgerigtigen til det Resultat, hvortil Orvar Svenske kommer, Alternativerne: status quo eller Unionens Oplösning. Og det sörgelige er, at disse to Alternativer har en stærk Tilböielighed til at smelte sammen til det ene: Unionens Oplösning, da klartskuende Politikere neppe kan være i syndelig Tvivl om, at Bevægelsen med stedse stigende Fart gaar i denne Retning, hvis man lægger Hænderne i Skjödet og lader det drive.
Stillingen er dog kanske ikke saa haablös. Der gives endnu et tredie Alternativ, som vel ialfald burde forsöges, forinden man lader de Baand, som nu i snart 80 Aar har knyttet de to Folk sammen, briste. Jeg mener en ganske enkel Omorganisation af Udenrigsministerembedet, hvorved dette gjöres til et unionelt Embede, men uden noget stort Apparat af unionelle Nydannelser.
Jeg ved ganske vist, at det er en meget udbredt Mening i Sverige, at det mindste man kunde lade sig nöie med forat skaffe et saadant unionelt Udenrigsministerembede den nödvendige konstitutionelle og parlamentariske Basis, var besluttende Rigsdags- og Storthings-Delegationer omtrent i Lighed med de österrigsk-ungarske. Nu tror jeg ikke just, der kunde indvendes saa særdeles meget imod en saadan Ordning, der vistnok vilde blive temmelig uskadelig, idet Tyngdepunktet her som overalt vilde komme til at ligge ikke hos de delegerede, men hos den delegerende Myndighed. Men at en saadan Ordning skulde være nödvendig, eller at der skulde kunne ventes synderlig Nytte af den, kan ikke indsees.
Meningen med saadanne Delegationer er jo, at man skal kunne komme til en Afgjörelse og et Resultat, naar der i de to forenede Riger hersker forskjellige Meninger om et Spörgsmaal, det ene Rige siger jo, hvor det andet siger nei. Men ser man lidt nöiere paa disse österr.-ung. Delegationer, vil man snart opdage, at de kun höist ufuldkomment formaar at opfylde denne sin Bestemmelse. Först maa det da bemærkes, at det österrigske Rigsraads Delegation og den ungarske Rigsdags Delegation danner særskilt debatterende og besluttende Forsamlinger, der alene hvor en overensstemmende Beslutning ikke paa denne Maade kan istandbringes, træder sammen i et Plenarmöde. I dette skal nöiagtig lige mange Medlemmer af hver Delegation deltage; der voteres uden Debat og saaledes et absolut Stemmeflerhed kræves, forat nogen Beslutning kan fattes; staar altsaa Stemmerne lige, bliver Resultatet det negative, at ingen Beslutning kommer istand.
Hvor virkelig Nation staar mod Nation i Opfatningen af et Spörgsmaal, kommer man derfor ikke videre i Österrige-Ungarn med Delegationer, end man vilde komme hos os uden saadanne. Er man f. Ex. i Österrige saa misfornöiet med en Handling af Udenrigsministeren, at man önsker at sætte ham under Tiltale for Rigsret, lader der sig ikke opnaa nogen Tiltalebeslutning af Delegationerne, hvis Ungarerne er tilfredse med Udenrigsministerens Politik og alle som en Mand stemmer mod Forslaget om Tiltale. Paa lignende Maade, hvis det gjælder et parlamentarisk Mistillidsvotum eller en Pengebevilgning eller hvilkensomhelst anden Beslutning.
Hvad særlig angaar det parlamentariske Forhold mellem en Minister og Landets Nationalforsamling, kan det ikke indsees, at de österr.-ung. Delegationer i nogen væsentlig Grad formindsker de Vanskeligheder, der institutionelt og, hvorledes man saa indretter sig, uundgaaeligen vil være tilstede, naar to Riger har vigtige Fællesanliggender. Da, som nævnt, Delegationerne i sine Fællesmöder ikke danner en debatterende Forsamling, kan en saadan stum Forsamling selvfölgelig ikke udöve noget parlamentarisk Tryk. Det er da heller ikke i disse Plenarmöder, men særskilt inden den österrigske og inden den ungarske Delegation at den felles Udenrigsminister afgiver sine Forklaringer og udvikler sit Program for Udenrigsstyrelsen. Men den enkelte Delegation danner jo igjen kun et Miniaturbillede af den Nationalforsamling, fra hvilken den er udgaaet, og fra hvilken den henter sin Myndighed. Det bliver derfor ogsaa i Österrige-Ungarn, som det vilde blive hos os uden Delegationer, Nationalforsamlingerne selv, der danner Organerne for Folkeopinionens Adgang til at öve sin Indflydelse ogsaa paa Udenrigspolitikens Omraade.
Vilde saaledes saadanne Delegationer efter mit bedste Skjön danne et lidet værdifuldt Tilbehör til en unionel Organisation af Udenrigsstyrelsen, er paa den anden Side intet vissere, end at Indförelsen af en ny unionel Fællesinstitution af denne Art, en saadan, om end ikke meget væsentlig »Udvidelse af Fællesskabet» vilde stöde paa energisk Modstand fra enkelte Hold, og at Optagelsen heraf paa de svenske og norske Unionsvenners Program i ikke ringe Grad vilde vanskeliggjöre Programmets Gjennemförelse. Det er da nærmest et realpolitisk Spörgsmaal, om disse Delegationer er saa meget værd, at man for deres Skyld skal sætte Unionen i Fare.
Jeg har den Tro, at jo alvorligere man overveier dette Spörgsmaal, desto sikrere vil man komme til det Resultat, at hvad der end kan siges for og mod Delegationer, er denne Institution ihvertfald ikke af den Betydning, at oprigtige svenske og norske Unionsvenner, der indser Nödvendigheden af nu at enes om et Fællesprogram, kan forsvare at gjöre disse Delegationer till en conditio sine qua non for en unionel Organisation af Udenrigsministerembedet.
Hvorpaa skulde da de nye unionelle Regler om Udenrigsministeren i sine Hovedtræk gaa ud?
I saa Henseende skal jeg indskrænke mig til nogle almindelige Antydninger, som forövrigt ikke vil indeholde synderlig andet, end hvad enhver saa omtrent kan sige sig selv, naar man stiller sig for Öie Ordningens Maal: en unionel Udenrigsminister, der i Forening med de fælles Gesandter skulde danne eneste Organ og Repræsentant for Rigerne i deres politiske Samkvem med fremmede Magter.
Först og fremst maatte Ordningen selvfölgelig gaa ud derpaa, at der skulde være Adgang for Kongen til at besætte Embedet saavel med norske som med svenske Mænd. Udenrigsministeren maatte gives Sæde i begge Rigers Statsraad, dog kun ved Behandlingen af de udenrigske Anliggender. Han burde vel have Adgang til begge Rigers Nationalforsamlinger og iövrigt inden sit Omraade indtage samme Stilling som Statsraads-Medlemmer i begge Riger. Hvad hans konstitutionelle, strafferetlige Ansvar angaar, hörer det jo til de Ting, hvorom der i det praktiske Statsliv forhaabentlig aldrig vilde blive Spörgsmaal. Men for den statsretlige Logiks Skyld maa man have Bestemmelser herom. Man er i saa Henseende nærmest henvist til Valget mellem den i og for sig fuldkomnere Ordning, hvorefter Udenrigsministeren kunde sættes under Tiltale i hvert af Rigerne og dömmes af en unionel Domstol saaledes organiseret, at fældende Dom aldrig kunde afsiges udelukkende af Mænd tilhörende det ene Rige, og den mindre fuldkomne, men mulignes lettere gjennemförlige Ordning, hvorefter han alene kunde drages retsligt til Ansvar og dömmes i det af Rigerne, som han efter sin Nationalitet tilhörer.
Nærmere ind paa Detaljerne af en saadan Ordning anser jeg det ikke nödvendigt her at gaa. Jeg vil kun bemærke, at jeg efterat have gjennemtænkt Materien er kommen til det bestemte Resultat, at Ordningen ikke stöder paa afgjörende Vanskeligheder eller overhovedet paa andre Vanskeligheder end de, der, som ovenfor antydet, vil klæbe ved en hvilkensomhelst Ordning, naar först to Staters Anliggender skal styres i Fælleskab. Ingen vil vel f. Ex. paastaa, at den nuværende Ordning, endog bortseet fra det for Norge uretfærdige i den, skulde være uden sine store og betænkelige Vanskeligheder!
Er derfor först Forstaaelsen af den nuværende Situations store Farer og Viljen til at imödegaa dem gjennem et energisk Forsög paa at tilveiebringe Enighed mellem svenske og norske Unionsvenner tilstede, er det min faste Tro, at saadan Enighed baade med Hensyn til Ordningens Principer og Enkeltheder vil kunne opnaaes.
Hvorvidt der i saa Henseende bör tages noget officielt Initiativ fra svensk Side, er et Spörgsmaal, som tilhörer den praktiske Politik, og som ligger noget udenfor Hovedformaalet for denne Artikel.
Naar Orvar Svenske saa bestemt kommer til det Resultat, at man fra svensk Side bör foretrække en absolut Passivitet, har jeg dog mine Tvivl om Rigtigheden af dette Standpunkt. Der kunde ialfald siges adskilligt til Fordel for en mere aktiv Politik. Det kunde siges, at man kanske altfor meget har ladet Sagerne gaa sin skjæve Gang, lagt Hænderne i Skjödet og seet paa, at Agitationen gjorde sin onde Gjerning, satte Splfd mellem Folkene og drev Udviklingen henimod Unionens voldsomme Sprængning eller gradvise Oplösning. Det er neppe tvivlsomt, at Braadden vilde være brudt af den separatistiske Agitation i Norge, hvis man i Sverige var istand til at enes om en paa samme Tid imödekommende og fast Unionspolitik. Kom det til at staa for det norske Folk som en Kjendsgjerning, der ikke ved nogen Folketaler-Kunst lod sig bortforklare, at den fulde Ligeberettigelse gjennem en unionel Organisation af Udenrigsstyret kan opnaaes inden den nu bestaaende Unions Ramme, men at Oplösningen af det diplomatiske Fællesskab med Oprettelse af et norsk Udenrigsministerembede er ensbetydende med selve Unionens fredelige eller voldsomme Oplösning, har jeg den Tro, at der endnu findes tilstrækkeligt af Sympathi for Unionen og Forstaaelse af dens Nytte, til at et overveiende Flertal vilde vælge at holde paa Unionen.
Og Spörgsmaalet er da, om der ikke ved et kraftigt Initiativ fra svensk Side kunde bidrages væsentligt til at bringe denne Klarhed over Situationen. Imidlertid erkjender jeg fuldt ud, at man her er inde paa et Farvand med mange Skjær. Og det er muligt, at der fra den praktiske Politiks Standpunkt kan reise sig Betænkeligheder og Vanskeligheder herimod af afgjörende Art.
Herpaa skal jeg ikke nærmere indlade mig. Hovedsagen er, at svenske og norske Unionsvenner tager sig sammen til kraftig og enig Handling forat værne om Unionen. Og dertil kræves, at man i begge Riger ved, hvad man vil, og söger at mödes i et felles unionelt Program der, om det end ikke repræsenterer, hvad der for den enkelte staar som det i sig selv bedste, dog er akceptabelt og gjennemförligt og ialfald at foretrække for Unionens Sprængning og en stadig öget Bitterhed i Forholdet mellem de to Folk.
At yde et — det være selv det mindste — Bidrag til en saadan öget Forstaaelse og enig Samvirken er Formaalet for ovenstaaende Bemærkninger.