Vaagekallen
I Vaagens Prestegjeld, Nord for Hestmandø, findes et høit Fjeld, der i en vis Frastand ligner en Mand med Fiskehat paa og med en Stang under Armen, som seer ud som en Raa. Fra den forbiseilende gyngende Baad seer det grangiveligen ud som om Kallen med Fiskehatten nikkede, og til Gjengjeld tager den forbiseilende Nordlænding ligesaavel Hatten af for ham, som for Møen paa Lekø. Nu er han vel Steen, men fordum var det Liv i ham, da han var en Jøtul, som med sin Hustru pleiede at more sig med at roe ud paa Havet og fiske i de klare Maaneskinsnætter. Da han engang var ude, brød en stærk Storm løs. Vældig kjæmpede han mod Storm og Bølger; men saa stærk han var, aarkede han ei at naae Land, førend det begyndte at dæmre. Da Trold ei taale Dagens Lys, skyndte han sig i al Fart med Baadsseilet under Armen for at naae hjem; men inden han vidste deraf stod Solen op. Dens første Straaler rammede den stakkels Jøtul. Til Steen blev han strax, og i Steen staaer han den Dag i Dag under Navn af Vaagekallen. Hans Kone, som ogsaa havde været ude i Stormen og var noget tung tilfods, rammedes af Solstraalerne just som hun steg i Land og forvandledes paa Stedet til en Steen, der endnu kaldes Kjerringen.
Anm. Mundtlig og meddeelt. Findes ogsaa i Finmarkens Amtstidende 1, N. 14 og i Bien 4, 48.