Vaar (Bull)

Og se, i det kolde, karrige aftenland
bues der rødt en liten orient
op over morgenens bleke himmelrand.

En blodig, brændende glædesstrøm af liv
træder saa nænsomt ut i det kolde vand
mellem forfrosne, vinterhvite siv.

Fiskene svømmer stilt med aapen mund
ind mellem store sten og skyggestraa
henover elvens røde askebund.

Ubegjæret og fremmed solen gaar
hyllet i hams af tung og blodig ild
henover nordens gispende, isgraa vaar.

Truende, heftigt gjør den af sin dont —
kysser de bleke, jomfrufine trær,
skotter i tvil mot sydens horisont. —

Lundene spirer stille, uten takk.
Knuger i søvne salighetens ild,
ned i en muld saa mørk og vinterbrakk.

Engenes høie bjærker rundt omkring
blir ikke let til solens drøm forført,
eier sin egen mening om disse ting!

Siges af savn at gløde foraarsnat,
men møter i vilde, blaasende dage stolt
solens forbitrede hyldest, jomfrukoldt.

Og solen, elskeren med det stride blod,
rynker de store flammebryn mot kveld
og hvisker mot syd, i had og utaalmod:

„Min hete blander jeg heller i et hav.
Straalernes væld blir her paa denne jord
bare et væld af blomster paa en grav!“

Men da en morgen, blaa og vild og raa,
ned i en solblek bjærk den dalte ned,
foraarets første sangfugl fra det blaa —

Og da en spinkel sølvklar elv af lyd
fyldte langs bæk og sjø de tomme trær,
skjælvende fint, en puls af sang fra syd —

bøiet den store sol sit ansigt ned,
følte sit hete ørkenhjerte slaa
blot ved et streif af blyg gjenkjærlighet.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.