Vaarkjenning
Jeg stanser i drømme ved sten-balustraden
nedenfor rytterens graa monument.
Den gyldne gynge slaar ud over staden,
et mylder af gnistrende lys er tændt.
Jeg lukker mit øie for bedre at høre,
hvor lyden og larmen fra verfterne slaar.
Der suser en sang i mit vaagnende øre,
at luften er aaben, og nu er det vaar.
Saa snur jeg mig om mod den skumrende park
som skinner saa tinende blank og valen.
Snart skal her bølge en grønskende mark,
en sæterlig hvile, en klé over dalen!
Jeg knuser hver kingel af frost, som gis,
og føtterne fraadser i kveldgrodd is —
Underlig skjælven og svag i knærne
glir jeg og sklir jeg mig ind mellem trærne.
Det bruser — ens tænder løber i vand,
ens svælg vil fyldes, ens hjerte iler — —
eia, hvor denne søndenstorm
fylder et tagendes foraarsland!
En finger mod stammerne, og de føder!
De første dufte tiner saa tyndt
ud gjennem barken, — kjend hvor det gløder
og undflyr i kulde! En vaar begyndt!
Og alle de brusende nervers vrimmel
i kronens løftede, dunkle krat,
dier gridske af aaben himmel
have af luft fra en lysblaa nat.
Margen bugner og roten svulmer —
hver sød og søvndrukken kim i blund
ligger som taakede ord og ulmer
bagom en mørk og lukket mund!
Men vindene kaster sig rundt og flygter
sudende graadigt fra parkens trær,
ut, hvor den lange allé af lygter
bæver og blafrer i vaargrønt skjær —
bagenom busker i villa-haver
skinner det gustent i ruters speil —
renderne rasler, og vinden raver
nedover takenes nakne tegl —
Paa væggene danser der tynde tauger,
for vildvinen selv er jo raset ned,
og ligger i stinkende, visne hauger
henover havernes hvite bed.
To bachfisher lægger sit hjerte aabent
midt i en skumrende bronzegrind —
O, hvor den høie og kydske tale
præger sig yndigt i søndenvind — —